Det var kun et par uger siden, at Jamienna var blevet overfaldet af en fremmed, i skoven der kantede sig op ad kolonien hun boede i. De få timer fra kolonien havde været nok til, at ingen kunne høre hvad der foregik og hun havde heller ikke fortalt det til nogen efterfølgende. Hendes trofaste løve, Lavi, havde sørget for at likvidere hendes overfaldsmand, så der var vel ingen grund til, at hun behøvede at fortælle historien videre. Jamienna havde bare ikke været klar over, at den fremmede fyr ikke havde været alene. Hele episoden var blevet set af en anden, som Janienna muligvis ville have lagt mærke til, hvis hun ikke var så forbløffet over hvad, der lige var sket.

Selvom det var et stykke tid siden, følte Jamienna sig stadig ikke tryg nok til at færdes i skovene omkring kolonien. I stedet var hun og Lavi gået en længere tur, ned mod Azursøen. Der var ikke gået mange øjeblikke, før den store hanløve var hoppet i søen. Jamienna havde smidt de små sko og trukket den tynde, lange kjole lidt op, som hun satte sig i vandkanten med fødderne stukket i det kolde vand.
Her havde hun altid følt sig godt tilpas, så selv med den store skov bag sig, havde hun ikke et behov for at være på vagt. Desuden var Lavi med. Han ville vel beskytte hende lige som sidst, hvis det endelig kom til det. Selvom han godt nok var noget optaget af sin egen morskab i søen.

Efter at have stået op ad et træ i lidt tid besluttede den kære torturmester sig for at gå videre, han havde en hånd begravet i den ene bukselomme. Hans trofaste slanger var som altid med ham, den ene rundt om hans hals og den anden rundt om hans frie arm. Det var meget sjældent at han faktisk gik nogle steder uden dem, de fulgte altid med ham. I bukselommen havde han en halskæde som enlig ikke var noget bestemt, den så enlig ganske klassisk ud. Var sort, med nogle så krystaller i samme farve og han havde kun taget den halskæde med til brug imod løvetæmmeren. For han var kun ankommet til det her sted for at more sig med hende, morskab i helt andre toner end de venlige og hyggelige. 

Han havde et bredt smil på ansigtet, og løftede den frie hånd hen imod hans arm hvor den ene slange var. Han strøg nogle fingre hen over den, før han kunne høre noget. Lyden af vand, som fik ham til at gå tættere på. Han havde hørt denne løvetæmmer skulle være her i Azurien, han havde fået at vide fra en af hans mænd som havde overværet det der var sket, måden en af hans mænd var blevet dræbt på havde givet Azaic blod på tanden, nok nærmere lysten til at torture denne kvinde som havde dræbt en af hans trofaste mænd. Som han stod lidt væk fra en kvinde og en løve i vandet behøvede han ikke tænke ret meget over, om det var løvetæmmeren. Det stod rimelig klart at det netop var hende, så han gik endnu tættere på. Kunne høre hans slange raslede en smule, og lidt efter begyndte at væse"Helt alene, det er næsten trist"sagde han med en dyb stemme, hvorefter han løftede en hånd op imod hendes hals, han trak hende lidt bagover imod ham. Lod hans ansigt nærme sig hendes øre"Du gemmer dig ikke særlig godt"hviskede han koldt ind i hendes øre, som han sørgede for at holde hans greb blidt om hendes hals imens den anden frie hånd havde grebet fat rundt om hende. 

Jamienna svang let fødderne gennem det kolde vand, som hun lukkede øjnene i og nød freden i et øjeblik. Eftersom hun ikke så nogen grund til at være på vagt, ænsede hun heller ikke den fremmede, der stille og roligt listede sig op bag hende. Som hun åbnede øjnene igen, nåede hun kun lige at rejse sig, med henblik på at ville trække kjolen af, men så langt kom hun ikke, før hun mærkede hånden, der lagde sig om hendes hals. Hun gispede, som hun uden tvivl fik et chok, men formåede stadig at forholde sig relativt i ro. Hun førte en hånd op og tog fat i hans, som lå om hendes hals, i et forsøg på at få ham til at slippe.
”Jeg var ikke klar over, at jeg behøvede at gemme mig,” sagde hun. Hendes stemme bar ikke et eneste tegn på den nervøsitet, som alligevel sad og knugede let i maven, for det lød til at den fremmede faktisk havde ledt efter hende. Han havde et formål med at opsøge hende på denne måde, hun var bare ikke klar over hvorfor.

Meget forsigtigt førte Jamienna den frie hånd ned mod sit lår, hvor hun trak op i den lange kjole. Hun havde en kniv siddende fast i en beholder på låret, som hun stille og roligt forsøgte at få fat i, uden han ville lægge mærke til noget.
”Er der en mening med din vulgære måde at nærme dig på, eller er det sådan her du hilser på alle kvinder?” Jamienna var tydeligvis direkte fornærmet over den fremmedes handlinger, som hun virkelig ikke så nogen grund til at fortjene dette. I samme øjeblik fik hun også fat i kniven, som hun, uden mange bemærkelsesværdige bevægelser, fik trukket fri fra dens hylster om låret. Hun havde dog ikke i sinde at bruge den endnu, kun hvis det viste sig, at den fremmede ikke ville være så venlig at slippe hende.
Der var endnu ingen reaktion fra løven, der fortsat larmede videre med vandet, der plaskede om ørene på den.

Kort lod Azaic hans blik falde hen på løven, det var som om alt ved den bare irriterede ham. Som om han ville dræbe den bare for at lade denne kvinde lide, og desuden var den løve ikke skyld i nogle drab af hans mand. Var den ikke skyld i at en af hans mand døde, som han skulle til at vende hans blik tilbage på kvinden foran sig mærkede han noget imod hans hals. Det var den ene slange der pludselig havde lagt sig rundt om halsen på ham, og han smillede bredt. Hans øjne fandt vej hen til kvindens ansigt og han nåede hurtigt at få øje på kniven. Armene lagde han over kors som han lagde hovedet på skrå, og han lænede sig lidt ind imod hende"Jeg har ar nok, så du er velkommen til at skade mig med din fine kniv"sagde han koldt dog med en dyb stemme.

Endnu engang kunne han mærke slangen nærmest kælede for hans hals, og han kunne godt lide det, hvorfor skulle han også have noget imod det. Han så ingen grund til at holde fast rundt om hendes hals lige nu, men derimod var han pludselig meget interesseret i hendes udseendet, specielt ørene. Men det var ikke kun det, hendes løve interesserede ham også. Var det ikke lang tid siden, at han faktisk havde udført noget tortur, og moret sig med det? Jo det var alt for lang tid siden, tiderne i fangekælderen havde jo givet ham en masse at lave, og nu var han endt her på dette sted. Han kunne vel lige så godt prøve at få det bedste ud af det. Det var ikke noget problem for ham at være her"Jeg er typen der godt kan lide at overraske, er det en slem ting"sagde han nærmest ganske normalt, som var det en typisk standard ting for ham. Men alligevel var der noget i hans blik der fortalte en helt anden historie, der var altid noget farligt og koldt over hans øjne. 

Azaic gik så forbi hende, imens han rakte en hånd op imod hendes ansigt, og lod fingrene stryge forbi hendes kniv. Han kunne godt høre hans slanger begyndte at væsse, men han havde ikke tænkt sig at stoppe dem. Med kursen sat imod løven, havde han ikke tænkt sig at blive stående foran kvinden"Jeg gætter på at din store kat er skyld i en af mine mænd døde"sagde han med et skævt smil på ansigtet, og han stod pludselig og kiggede på løven med et sultent blik. Et blik der på samme tid afslørede at Azaic tydeligt havde planer med den løve, han vidste at kvinden ikke ville bryde sig om det men det var jo ikke hans problem?

Jamienna havde ikke forventet at slippe for den fremmedes greb, i hver fald ikke foreløbig, men han lod ikke til at føle sig yderligere truet af hende. Det var vel ikke så underligt, hun var en lille, tynd dame, der dog var stærkere end man skulle tro. Hun fik trådte et par skridt til siden, væk fra ham, men sørgede for at holde godt fast i kniven, bare i tilfælde af, at han skulle prøve at komme nærmere. Det virkede dog ikke som om den lille kniv gjorde ham den mindste smule bekymret, som han nærmest direkte opfordrede hende til at bruge den imod ham.
Hun smilede svagt af hans ord og trak så let på skuldrene.
”Noget siger mig, at det netop er en slem ting,” mumlede hun, næsten uhørligt, som hun godt bemærkede blikket i hans øjne, der ikke så alt for indbydende ud. Det fik det til at løbe koldt ned ad hendes ryg, hun var ikke helt vant til at være i selskab med den slags folk. Dy farlige dyr gjorde hende bedre tilpas end den fremmede fyr.

Han trådte tættere på, men Jamienna forholdt sig stadig relativt rolig. Hun blev dog en smule overrasket at se på, som hun hørte hans ord. Så det var altså derfor han var her. Hævn for at hun havde smidt løven efter sin overfaldsmand.
”Min løve dræbte din mand, men det var han selv skyld i. Han angreb mig uden grund,” sagde hun, næsten helt roligt, selvom man godt kunne ane lidt nervøsitet i hendes stemme. Mandens angreb havde sikkert ikke været uden grund, men hun kendte den ikke. Hun piftede hurtigt og straks kom løven løbende op fra vandet. Den rystede sig godt, sprøjtede vand til alle sider, før den stillede sig lidt beskyttende mellem hende og den fremmede, og gav sig til at knurre lavt.
”Jeg ville passe på, hvis jeg var dig. Ellers kommer du til at lide samme skæbne, som den anden,” advarede hun, sikker på at hun sagtens ville kunne tage denne mand ud også. Han var vel ikke værre end den første?

Hvis Azaic selv skulle gætte, og aflæse slangernes udtryk, så var han nærmest meget sikker på at de gerne ville snuppe en bid ad hende, eller bide hende. Men det var ikke noget den kære torturmester gav dem tilladelse lige nu, det farlige var, at han bare behøvede tænke tanken og hans slanger ville forstå det. Men han kunne sagtens stoppe dem, for det var ikke noget problem. Grunden til at slangerne skulle bide hende lige nu, var ikke lige noget der strejfede Azaic. Der var i hans øjne slet ikke behov for det lige nu, men senere, se det var noget helt andet.

"Slemme ting, er vel meget fantastiske"svaret lød selvsikkert, som det tilfredse og selvsikre smil også bredte sig over ansigtet med de mange ar, og skader. Hævnen for hvad hendes løve havde gjort, skulle han nok få. At lade hende smutte væk, havde han skam heller ingen planer om. Hvis hun endelig ville finde veje væk fra hans greb, eller blik skulle han nok finde hende igen. Hendes nervøse stemme fik ham til at kigge lidt på hendes ansigt, og han lod smilet famle en smule. Han kunne mærke slangen omkring hans arm snoede sig lidt opad, på samme tid med slangen omkring hans hals begyndte at stirre på kvinden. Men eftersom lyden af vand, og synet af løven der var kommet op fra vandet havde taget fat i Azaic's opmærksomhed, lod han hans blik hvile sig på løven. Den var irriterende i hans øjne, ligesom at kvinden også var irriterende, men ikke så meget som løven. Det var også primært løven, han var ude efter, kvinden var kun en ekstra bonus.

"Skal jeg virkelig tro på de ubetydelige ord"lød det opgivende og hårdt fra ham, som han stod vendt imod hende, og hurtigt greb fat rundt om hendes kæbe. Løftede hendes ansigt op, så hun kunne kigge på ham, og han løftede den frie hånd op til hans hals, hvor han strøg nogle fingre hen over slangen. Folk ville måske finde det ganske underligt, og unormalt at have en slange rundt om halsen, nærmest som om den kvælede ham, uden at gøre det. Torturmesteren kunne ikke lade være med at grine over hendes ord i de dybe toner, som han strammede grebet om hendes kæbe en smule"Pigebarn, det er ikke dig jeg er interesseret i, men din løve"lød det skarpt og ganske neutralt fra ham som han fjernede blikket fra hende, for at kigge på løven. Som han fjernede den frie hånd fra hans slange om halsen, løftede han den hen imod hende hals, lagde den rundt om hendes finde spinkel hals, uden at presse på"Men hvis du gerne vil lege, siger jeg da ikke nej"fik han sagt med et farligt glimt i øjet, som hans gennemborende øjne nærmest fangede hendes.

Jamienna brugte meget tid med flere farlige dyr, når hun befandt sig i kolonien. Løven hun havde med sig, var da bestemt heller ikke helt ufarlig, men hun foretrak nu stadig de store dyr, frem for de skællede slanger, der snoede sig omkring den fremmede. Han lod til gengæld til at være ret rolig omkring dem. Hun rynkede let på næsen, som hun vist ikke var helt enig i hans ord. Hun fornemmede at han fandt disse slemme ting meget mere interessant, end hun nogensinde ville gøre. Det var jo ikke svært at se, at de to kom fra meget forskellige verdener.
Den fremmede fik fat om hendes kæbe og straks kunne vreden ses i elverens øjne. Hvad bildte han sig ind?! Løven begyndte at knurre, men så længe Jamienna ikke gav den tegn til at gøre noget, blev den stående ved hendes side.

Der lød et lidt anstrengt suk fra hende, som hans anden hånd blev lagt om hendes hals. Hun satte alligevel lidt pris på at han ikke klemte til.
”Jeg har vist ikke den største interesse i at lege med dig,” sagde hun, i så hård en tone hun kunne formå, selvom hun uden tvivl stadig var ret nervøs. I samme øjeblik hun lossede et knæ direkte mod hans skridt, udbrød hun en hvæsende lyd, der fik løven til at sætte af og bide ud efter den fremmedes arm. Hun håbede mest på at han ville slippe hende, både for at undgå et knæ i skridtet, men også for at undgå et bid fra en løve. Hvis hun var heldig, ville han tage kampen op med løven og ikke hende, for så kunne hun stadig have en chance for at slippe væk. Løven havde trods alt en større chance for at overbemande den fremmede, end den spinkle kvinde havde.

Synet af løven fik et undrende øjenbryn til at løfte sig på hans ansigt, det mindre kønne ansigt. Der gik dog ikke særlig lang tid, før han kunne se hendes knæ var på vej hen imod hans skridt, hvilket bestemt ikke ville behageligt for ham. Så han gav automatisk slip på hende, og nåede at undgå knæet, for ikke tale om at han ville lade en bette elver som hende losse sit knæ imod hans skridt. Det ville helt bestemt give en frygtelig smerte, en smerte han slet ikke ville tænke på. Men heldigvis nåede han at undgå det, som han også netop skulle til at lade hende fortryde det mulige angreb, havde han slet ikke holdt godt øje med løven, så den fik bidt ham i armen. Det fik kun Azaic til at brumme irriteret, og han tøvede skam heller ikke med at skubbe den store løve af sig, som han kunne se at blodet begyndte at komme frem, fra bidet. 

Han var efterhånden blevet træt af den løve, han havde ingen tanker eller planer om at lege med en løve, så ville han skam hellere bruge tiden på elveren. Noget tid der slet ikke ville være særlig godt for hende, men det behøvede hun slet ikke at vide. De smalle øjne hvilede sig på løven, og han kiggede kort ned imod hans kniv, måske han bare skulle få det overstået. Den løve ville blive et prolem senere hen, det var han meget sikker på"Din lille kat, gør mig irriteret...Måske jeg hellere må lege lidt med den"lød det nærmest koldt fra hans mund, som han kort kiggede på elveren. Sendte hende et gyseligt smil, før hans blik faldt på løven, han var ligeglad med at han blødte fra bidet, han gik selvsikkert hen imod det store dyr. Som han nærmede sig det, tøvede han ikke som han stak kniven hurtigt ind i siden på dyret. Det ville nok ikke dø af det, men noget smerte skulle der til jo. Et tilfreds smil bredte sig over hans ansigt som han nød synet af den nu skadet løve. 

Så rettede han sig, og løftede kniven med blodet på foran sig, så elveren kunne se det. Han tørrede kniven af i overtøjet han havde på. Det var enlig ikke Azaic's plan at dræe dyret med det samme, først noget smerte, og ønsket om at dræbe den irriterende løbe voksede sig større og større"Har din kat aldrig lært, at man ikke skal lege med toturmesteren"sagt med en ganske neutral samt irriteret tone, som han holdte blikket på elveren. 

Knæet ramte ikke, men Jamienna frydede sig i stedet over at løven havde fået sat tænderne i den fremmedes arm. Det gav hende muligheden for at træde et stykke tilbage, væk fra ham og hurtigt få den lange, sorte pisk frem i hånden, som den gled ned fra hendes arm og den sorte tatovering af en pisk forsvandt. Hun havde ikke meget til at forsvare sig med, men pisken kunne hun svinge til perfektion, også overfor en ondsindet mand, hvis det var nødvendigt. Dermed satte hun også kniven tilbage i hylsteret om sit lår, hun var bedre til kamp på lidt afstand.
Løven slap sit bid som den blev skubbet væk, men rykkede sig ikke væk fra den fremmede. Jamienna holdt blikket på ham, fulgte ham idet han jagede en kniv i siden på dyret, der kun hjalp til ved at rejse sig på bagbenene, fordi den skulle til at springe ud efter ham. Det lykkedes ikke, i stedet faldt dyret til jorden med et smertende brøl.
”Nej!” Udbrød elveren i en brændende lyd af raseri, men hun kunne ikke holde en tåre fra at trille ned over kinden.

Jamienna rettede blikket mod den blodige kniv og skulle lige til at svinge pisken mod den anden, men blev afbrudt af den irriterede kommentar.
”Torturmesteren? Du er torturmester for Mørket?” Spurgte hun nervøst. For det var vel kun dem, der var onde nok til at ansætte en mester i tortur? Hun var klar på at forsvare sig over for hvem som helst, men at det lige var torturmesteren der stod foran hende, det gjorde hende helt bestemt mere bange. Hun rystede let på hovedet, forsøgte at ryste de dårlige nerver af sig samtidig.
”Det gør ingen forskel. Du skal tværtimod kun regne med mere modstand nu.” Hun lød mere selvsikker end man kunne forvente, som hun direkte efter satte i løb mod torturmesteren og svang pisken mod ham, i håb om at få smældet den hårdt ned over hans kind.
Løven forsøgte at komme på benene igen og trods den svajede lidt, så lykkedes det fint. Det var dog et noget dovent dask med poten, som den rettede mod fyren, for tabet af blod gjorde det ikke let at holde fokus. Jamienna håbede dog på at kunne overvinde ham, inden det blev for sent for løven og hun ikke ville kunne redde den.

Lyden af det smertende brøl fik kun det tilfredse smil ti at vokse sig på torturmesterens ansigt. Det fik bestemt ikke hans ego til at vokse, som han hørte hendes gentagelse. Hvordan skulle han bedst give hende ret i hendes ord, for på den ene side følte han ikke for at bekræfte hendes ord, og på den anden side følte han en stærk trang til at bekræfte hende. Bare for at give hende ret i hendes ord, men lige nu behøvede han det vel ikke. Et lille smil bredte sig på hans ansigt, som han kunne se at hun løb hen imod ham, var hun virkelig ude på at skade ham? Var det ikke tåbeligt at hun virkelig troede hun kunne skade ham. Det kunne godt være løven havde skadet ham, og han fuldstændig hade været ligeglad med det, men at en elver skulle skade ham. Han fandt det morsomt, mere end det sikkert var, og lod da også smilet vokse lidt. "I egen fremragende person"svarede han med en selvsikker stemme, som han fulgte hende med øjnene. Azaic havde intet våben at holde sig til, men det behøvede han heller ikke. Hendes ord om at det heller ikke betød noget, at han var torturmester, gjorde heller ikke ham noget. Han var ligeglad om det havde en betydning, men vidste godt med sig selv at hun ville fortryde at lade hendes løve bide ham. 

Synet af pisken der så ud til at have kursen imod hans hånd, fik ham til at grine højlydt som han stod med armene over kors. Han kunne tydeligt høre slangerne begyndte at væsse højt af elverkvinden, og som Azaic tillod pisken at ramme ham på kinden, så han kunne bløde lidt på kinden, og på armen der fortsat blødte. Det var intet problem for ham at bløde, det var blot en lille mindre detalje, at hans kind også blødte fik ham kun til at kigge på hende med et nærmest afventende blik. Få minutter efter sukkede han dybt, som han kiggede i retningen af løven. Han valgte ikke at sige noget, som han nærmede sig den skadet løve. Hendes ord om mere modstand fik ham til at rulle med øjnene, for kunne elveren virkelig give ham det. Som han pludselig stod ved løven, kiggede han på kniven i hånden, og drejede kroppen, som han vendte sig imod elverkvinden. Kastede kniven hen imod hende"Jeg behøver ikke det legetøj for at gøre det af med din lille misser"lød det nærmest spydigt og kynisk, som han vendte de smalle øjne tilbage på løven. Gav et højt pift, før han greb fat rundt om løvens hals. Vendte rundt, så han stod med løven i hænderne, og sendte kvinden et tilfreds smil, som han kunne mærke slangerne begyndte at slynge sig ned imod løven"Modstand siger jeg skam ikke nej til"Lød det i en dyb kæk tone fra ham, som han sendte hende et gyseligt smil, før han strammede grebet om den store løve. Den skulle ikke leve mere i følge ham, specielt ikke når den selv havde angrebet ham. Hvem mente at de kunne skade torturmesteren og slippe godt fra det? Azaic lagde hovedet på skrå som han kunne mærke blodet gled ned ad hans kind. 

Slangerne kunne han se havde fundet hver deres sted på løven, hvor de bed sig fast så hårdt de kunne. Et højt grin forlod Azaic's mund, som han fortsat holde øjenkontakt med elverkvinden. Strammede grebet om løvens hals lidt mere, før han gav slip med den ene arm, bare for at løfte den op til hans ansigt"Min kære...Jeg har allerede en masse ar, jeg har intet imod at få nogle flere"ordene lød nærmest hviskende, kolde og skarpe som han sendte kvinden et gådefuldt blik. Strøg en finger hen over blodet der var gledet ned ad hans kind.

Pisken ramte den anden over kinden og blodet begyndte lige så stille at glide derfra. Trods det ikke var værre end det, lod det underligt nok til at han ikke tog sig det mindste af smerten fra smældet, men derimod nød den. Hun kunne vel næppe forvente andet af mesteren i tortur, men når han stod så tæt på løven, ville hun få svært ved at svinge pisken mere præcist. Hun ville ikke risikere at ramme den skadede løve.
Jamienna trådte straks et skridt til siden, som kniven blev kastet i hendes retning. Godt nok så det ikke ud til at han havde gjort det med intentionen om at ramme hende, men man flyttede sig vel altid, når et våben kom flyvende mod en. Det tog hende dog ikke længe at få samlet den blodige kniv op. Hvis han ikke mente at han havde brug for den, så tog hun den da gerne.

Idet Jamienna rettede sig op igen, mødte hendes blik torturmesterens gyselige smil og det greb, han havde om det sløve dyr, der stadig lidt dovent forsøgte at skubbe ham væk. Det var dog ikke helt let, når mere og mere blod forlod kroppen.
”Hey, slip ham!” Råbte hun, idet pisken blev trukket tilbage og lagde sig som en snoet tatovering om armen igen. Hun tog et godt greb om kniven, da hun løb endnu tættere på fyren, hen på hans side og sprang direkte på ham. Hun låste sig fast omkring ham, med armene omkring hans hals og benene omkring hans talje, og så holdt hun knivens blad rettet mod hans hals. Hun kunne bare ikke lade være med hele tiden at have et skævende blik mod løven, der hylede som slangerne bed sig fast og fik hende til at ryste.
”Få dine elendige dyr til at slippe og gør det samme. Ellers tøver jeg ikke et eneste sekund med at presse din egen kniv i dig,” truede hun og denne gang kunne man ikke høre andet end dyb vrede i hendes ellers så bløde stemme. Hun håbede på at hendes måde at klistre sig fast til den fremmede på, ville gøre det sværere for ham at holde sit greb om løven, selvom hun vel egentlig godt vidste at slangernes bid højst sandsynligt havde været en dødsdom for det pelsede dyr alligevel. Men det stoppede hende ikke i at prøve.

Stående fast med grebet rundt om løvens hals, løftede han et øjenbryn til kvindens ord, og havde lyst til at stramme hans greb endnu mere. Men det skete ikke, i stedenfor holdte han øjenkontakt med hende og sendte hende et lille skævt smil. Dog havde han ikke lige regnet med at hun ville springe på ham, og nu klistrede sig fast på ham, som hun fik låst sig fast omkring ham med hendes arme. Tydeligt kunne han mærke hun holdte godt fast, og han lagde hovedet lidt på skrå som han kunne skimme hendes kniv der var rettet mod hans hals. 

Efter ganske få sekunder vendte Azaic blikket ned på løven, som han stod med og kunne se hvordan slangerne fortsat holdte fast på løven. Det fik et farligt glimt til at dukke op i de smalle øjne, og han betragtede den skadet løve lidt mere. Skulle han give slip? Nej det var vel ikke hans ting at gøre sådan noget, også selvom hun enlig kunne skære hans hals op, hvis hun sikkert ville. Det var en tanke han ikke lige brød sig særlig meget om, mest også fordi han ikke havde tænkt sig at lade en elver skade ham"Det lyder jo som nogle truende ord, jeg hvist ikke kan undgå at tage til mig"lød det halvt opgivende og udmattende fra ham, fordi han gad virkelig ikke have en kniv i halsen, eller miste livet i hænderne på en elver.

De smalle øjne vendte sig ned på slangerne som han gav et højt pift, så de gav slip, og slyngede sig hen imod Azaic's arme igen. Som slangerne var væk fra løven, kiggede torturmesteren ind i elverens øjne, før han løftede den højre hånd op til hendes ansigt. Strammede grebet rundt om hendes hals, og lod ansigtet nærme sig hendes"Måske du hellere vil have smerterne går udover dig..."lød det overvejende fra ham, som han løftede den venstre hånd op til kniven i hendes hånd, uden at fjerne blikket fra hende, fik han med et held kniven ud ad hendes hånd. Dog lod han den falde ned på jorden, før han lod et gyseligt og næsten frygteligt smil sprede sig på ansigtet. Uden at advare hende, brugte han, hans egen vægt til at skubbe hende bagover, i forsøg på at få hende ned at ligge. Hvis det lykkedes ville han holde hendes hænder fast med den ene hånd. Hvis ikke det virkede, ville han stramme grebet rundt om hendes hals i håb om at det kunne give lidt ubehag. Azaic var ligeglad med blodet der løb fra hans kind og arm, det ville blive til ar sikkert, og dem havde han så mange af i forvejen"Flere ar til samlingen..."grinede han lavt i en næsten underholdende tone, uden at det helt hang sammen, med nogle af de andre ord han havde sagt til hende. 

Jamienna rynkede brynene i raseri, som hun dermed lydløst sagde at hendes trussel helt bestemt skulle tages alvorligt. Hun ville ikke tøve det mindste med at jage knivens blad ind i halsen på torturmesteren, for han var ikke nær så vigtig, som løven var. Inden længe gjorde han også præcis som hun bad. Slangerne slap deres bid og han slap sit greb. Løven faldt sammen på jorden, ikke helt livløs endnu, men tæt på.
Jamienna kunne mærke tårerne presse sig på igen, en enkelt mere trillede ned over kinden, men hun fik ikke længe til at være ked, for straks mærkede hun fyrens stramme greb om halsen. Hun fik en anelse besvær med at trække vejret, det kunne tydeligt høres på den let pibende lyd der kom hver gang hun hev vejret ind, men hun holdt stædigt fast i ham, holdt stadig den truende kniv for hans hals.

Torturmesterens overvejende, og samtidig truende ord fik kun Jamienna til at se endnu mere vred ud.
”Jeg ville egentlig hellere undgå, men det gætter jeg ikke på er en mulighed…” Hun fokuserede så meget på at få klemt ordene ud uden luften til at gøre det, at hun ikke nåede at reagere da han tog kniven fra hende.
Jamienna forsøgte at stå imod, men hun kunne ikke løbe fra at den bredskuldrede mand uden tvivl var stærkere end hende. Selvom hun formåede at stå oprejst i et øjeblik, endte hun alligevel på ryggen, på jorden. Hun begyndte at vride sig under ham, forsøgte at hive sine hænder fri fra hans greb, men der skete ikke meget.
”Hvis du gerne vil have endnu flere, så bliv endelig ved. Slip mig!” Råbte hun arrigt og irriterende nok direkte ind i hans ansigt. Hun begyndte at sprælle med benene, løfte knæene op for at losse til ham, bare for at gøre det så besværligt som muligt for ham at holde på hende, selvom han stadig var betydeligt stærkere end hende.

Med hans blik fortsat på hende, kunne han godt fornemme at hun prøvede på noget. Dog vidste han ikke hvad endnu, men pludselig kunne han se hendes knæ, og nåede ikke flytte sig før hun havde losset til ham. Det fik ham skubbet lidt væk fra hende, som han sukkede en smule utilfreds. Hun havde da ben i næsen, det måtte han give hende. Havde dog slet ikke tænkt sig at fortælle hende det, hvofor skulle han nævne det for hende. Han rullede en smule med den ene skulder, som han lod blikket falde hen på løven. Måske det faktisk var bedst at gøre det af med løven, så han kunne fokusere på hende. 

Han var tydeligvis ikke tilfreds med elveren, men kunne ikke lade være med at smile en smule som han betragtede den skadet løve. Hendes ord om at hun helst ville undgå at få skader, fik kun smilet til at vokse på Azaic's ansigt som han lagde hovedet en anelse på skrå. Han vendte lidt rundt, og gik hen imod løven, og som han nåede hen til den, bukkede han sig ned for at studere den lidt nærmere. Så drejede han hovedet til den ene side, og fik øje på kniven. Uden at tøve tog han fat i den, og kastede et tilfreds smil i elverens retning, før han stak kniven hårdt ind i løvens bryst"Burde jeg sige undskyld..Eller er ordet hovsa mere passende"lød det nærmest flabet og kynisk fra ham, som han hurtigt trak kniven ud fra løven.

Så rettede han sig op, og betragtede kniven en smule før han gik hen til kvindenæ. Selvsikre skridt, og lod det smalle nærmest lystige smil vokse. Han var i ganske glimrende humør, selvom han slet ikke burde være det. Men altså nu hvor løven nok var død, kunne han fokusere på elveren. Som han stod overfor hende, tøvede han ikke med at gribe fat rundt om hendes hals igen, og løftede den frie hånd op imod hendes kraveben, hvor han lod spidsen af kniven glide lidt hen over kravebenet"Jeg tror din kat er død...Så nu er der masser af tid til at vi kan hygge os lidt"lød det i en selvsikker og skummel dyb tone fra torturmesteren.

Torturmesteren smilede som svar, hvilket egentlig ikke burde komme bag på hende. Det var jo heller ikke fordi hun havde forventet at han ville lade hende være, men hun kunne vel stadig håbe. Det var åbenbart ikke gratis at slå en af hans ansatte ihjel, heller ikke selvom den ansatte selv havde fortjent det.
Så snart han vendte rundt og gik mod løven, kom Jamienna op at sidde så hun endelig kunne trække vejret ordentligt. Hun lød lidt forpustet, efter hans hårde greb om hendes hals, der kun lige havde sørget for at hun kunne få den nødvendige luft ind, men det havde ikke været yderligere behageligt.

Der lød en lidt anstrengt hosten fra hende og da hun endelig rettede blikket mod ham igen, nåede hun lige at se kniven blive stukket ind i brystet på dyret. Længe før det havde hun vel godt indset, at det havde været for sent for løven at blive reddet, men det gjorde ikke mindre ondt at se den tage sit sidste åndedrag. Hun rettede blikket mod ham, åbnede munden for at sige noget, men hun kunne ikke. Hun kunne mærke tårerne presse sig på og hun ville ikke kunne holde dem tilbage, hvis hun begyndte at tale, det var hun sikker på.

I stedet rejste Jamienna sig straks og løb mod ham, egentlig for at angribe ham igen, men hun løb kun direkte ind i hans hånd, som endnu engang lagde sig om hendes hals. Hun lagde hænderne om hans hånd, rev og hev for at få ham til at slippe og stoppede heller ikke, da hun mærkede spidsen af kniven glide hen over kravebenet.
”Jeg tror du snart er død, hvis du ikke slipper mig!” Lige som hun havde troet, begyndte tårerne at trille ned over hendes kinder, idet hun åbnede munden for at sige noget. Pisken kom hurtigt frem i hånden igen og siden hun ikke kunne få ham til at slippe, måtte hun vel bare gengælde hans greb. Så hun fik pisken rundt om hans hals og så strammede hun til, håbende at han ville slippe hvis hun sørgede for at han ikke kunne få nok luft.

Synet af hendes tårer der trillede fik kun Azaic til at smile lidt mere, som han nærmest nød synet af tårene på hendes ansigt. Før han selv nåede at sige noget, kunne han pludselig mærke pisken rundt om hans hals, hvilket fik ham til at løfte øjenbryn, nærmest som om han tydeligt forventede at hun skulle gøre mere. Men han kunne godt mærke pisken rundt om halsen, og det var bestemt ikke noget han kunne lide. Men gav intet tegn på ubehag, eller følelser af foragt eller had for det. 

"Min kære..Jeg ville frygte dit liv mere, end mit eget"lød det spydigt fra ham, som han holdte blikket på hende. Det var som om torturmesteren slet ikke gjorde, ret meget modstand lige nu. Han forstod godt hun var ked af det, men han var bare ligeglad med det. Tænkte ikke på hendes følelser, hvorfor skulle han også det? Han var måske et svin, men nogen skulle være det jo. Hovedet lagde han lidt på skrå, ikke særlig meget fordi han kunne mærke en tydelig irritation ved at pisken var rundt om hans hals. Måden hun strammede til, gjorde at han pludselig grinede en halvt knækkende latter.

Han slap grebet på hendes hals, i håb om at hun selv ville slippe. Uden at vente på hende, stod han med armene over kors, som han blot ventede på at hun skulle give slip på hans hals. Han løftede afventende begge øjenbryn, i en nærmere provokerende måde. Slangerne kunne han høre væssede som de fortsat var slynget rundt om hans arme"Jeg er ganske sikker på, at du vil nyde min lille leg"sagde han med en dyb og næsten hæs tone. 

Jamienna bed tænderne sammen. Hun var egentlig godt klar over, at hvis hun burde frygte for nogens liv i øjeblikket, så burde det være hendes eget. Hun kunne jo godt se at det ikke var meget af en chance, hun kunne have over for en modstander der var betydeligt større og stærkere end hende. Hun håbede dog på at være heldig nok til at kunne veje op for det, med de smidige, bløde bevægelser og den teknik hun havde i kamp. Derfor lød der heller ikke andet end et næsten højrøvet fnys fra hende, som han forsøgte at true hende med en spydig kommentar.

Indtil videre lod det til at hendes plan virkede, for torturmesteren slap endelig sit greb om hendes hals. Hun tog et par dybe, nødvendige indåndinger, men slap ikke ham. Hun skævede ned mod slangerne. Hun legede vel mere eller mindre med ilden, for selvom de havde bidt løven, kunne hun jo egentlig ikke vide om de var giftige. Det var ikke den slags dyr hun normalt beskæftigede sig med.
”Jeg tror ikke torturmesteren kan finde ud af at lege pænt. Du kom for at hævne dig på min løve, fordi den havde dræbt en af dine mænd. Nu er det gjort og så er det vel min tur til at tage hævn over at du har dræbt min løve,” sagde hun, idet hun tog endnu bedre fat om pisken og strammede endnu mere til om hans hals med den. Nu hvor hun havde fået placeret pisken så godt om hans hals, skulle han ikke have lov til at slippe så let. Hun skubbede samtidig til ham, lagde alt sin vægt i, da hun lænede sig frem mod ham, for at få ham til at falde bagover og ligge sig.

Azaic valgte bevidst ikke at nævne noget om slangerne, men han vidste ikke om det var noget denne elver tænkte på. Det var måske heller ikke særlig vigtigt i øjeblikket, og han lod derfor blikket glide lidt ned over elveren, ikke for synligt at tjekke hende ud. Men nærmere for at blive enig med sig selv, om hvad han bedst kunne gøre for at få nedlagt hende. Bare få hende til at miste fodfæstet på en eller anden måde.

Efter få minutter hvor han bare stod med sit blik på hende, kunne han pludselig mærke pisken strammed om hans hals, og det var som om det pludselig føltes mere slemt og han nåede heller ikke reagere så meget ved det, før han kunne mærke at hun skubbede til ham, så han helt mistede sit eget fodfæstet. Han væltede bagover, med hende ovenpå sig. 

Ikke lige noget han var vældig tilfreds over, og undslap da også et dybt irriteret suk"Din lille misser trængte til det...Desuden kan jeg lægge alt min opmærksomhed hen på dig"sagde han ganske selvsikker som han løftede den arme arm op til hans hals, og strøg nogle fingre hen over pisken der strammede halsen. Han fik et bredt smil frem, som han pludselig blinkede til hende. Tydeligt at han fortsat havde idéer, men endnu engang fortalte han hende ikke dem. Som fingrene strøg hen over pisken gik der ikke lang tid før, Azaic fik fat i kniven, og løftede den op imod hendes ansigt, og med vilje lod kniven skære lidt på elverens ene øre. 

Jamienna havde lagt al sin vægt i da hun skubbede til ham og det virkede helt som hun havde håbet. Han faldt bagover og hun fulgte med, som hun landede direkte over ham, men hun fik hurtigt placeret sig med et ben på hver side af ham og hun slap endnu ikke pisken om hans hals. Hun bed tænderne sammen, så næsten helt misfornøjet ud, som han blinkede til hende. Måske hun greb situationen helt forkert an, siden det lod til at han ligefrem nød hendes dårlige behandling af ham. Men at blive kvalt måtte vel blive ubehageligt for hvem som helst i længden, gik hun da i hvert fald ud fra.

Han fik fat i kniven og som han løftede den, fulgte hun den med et skævende blik. Med det lange ar fra en løveklo, der sad hele vejen ned over hendes ene øje, var det ikke svært at se, at Jamienna efterhånden var vant til lidt af hvert. Der lød et anstrengt suk over smerten fra kniven der skar mod øret, men det var ikke nok til at få hende til at give op.
”Jeg er slet ikke så spændende. Du vil ikke hellere vende din opmærksomhed mod en anden? Hvis du siger ja, skal jeg nok slippe og lade dig trække vejret ordentligt igen.” Hvis han begyndte at kæmpe ordentligt imod, var hun næsten sikker på at hun ikke ville kunne gøre så meget modstand, som hun gjorde nu, men hun kunne da godt give ham tilbuddet. Hvis han lovede at lade hende være, så skulle hun nok lade ham være. Hun tvivlede dog alligevel på at han ville gå med til den aftale, for kniven mod hendes øre afslørede da at han havde andre planer med hende. Han var trods alt torturmester, hun ville næppe slippe herfra uden at mærke noget til hans syge lyster.

Det var næsten mere, og mere underholdende at denne kvinde slet ikke havde tænkt sig at give op. Ikke at det gjorde ham noget, men det var efterhånden begyndt at kede ham. Der manglede et eller andet, om det var lidt kraftigere smerter, eller om det var noget helt andet var han ikke helt sikker på endnu. Han lå nærmest og overvejede den ene mulighed, efter den anden. Som han kunne mærke hendes ben på hver side af ham, samt pisken imod hans hals sukkede han irriteret. Hvorfor skulle elvere være så udmattende.

”Du har ganske ret…Der er sikkert flere der er mere spændende end dig, og dog…”sagde han som han lod de smalle øjne glide ned over hende, før de landte på hendes ansigt igen. Det gjorde det lidt besværligt at trække vejret, og selvom enhver anden ville finde det ubehageligt, så kunne Azaic godt lide det – sygt nok alligevel. Han undslap endnu et suk, før han greb fat rundt om hendes hånd, hvor hun havde pisken. Løftede det ene knæ så meget han kunne, i håb om at vælte hende af sig. Hvis det ikke hjalp ville han håbe at kunne få pisken ud ad hendes hånd. For kniven han fortsat havde i den anden hånd, var han stadigvæk klar til at bruge.

Overvejende kiggede han på det fine elverøre, der i hans øjne trængte til en renovering nærmest. Bare en lille makeover, og han kunne mærke glæden ved at give hende smerte, spredte sig ud til hele kroppen”Dit øre er ganske fint..Måske det kan prisen for at du kan få lov til at slippe væk derefter”sagde han som han lod et lille bredt smil vokse på ansigtet.