For et øjeblik var der stille mellem dem. Det eneste der brød stilheden en smule var nogle små underholdte lyde fra Elisa som stod og nød ærtens lille dans. Hun havde et glad, og fornøjet udtryk over sig, og lignede formenligt bestemt ikke en på 26 år. Stilheden blev dog for alvor brudt da Alvilde spurgte ind til helbredelse huset. Elis løftede den fri hånd op og lavede en lille, kort bevægelse ved ærten og med et stoppede den med at danse, arme og ben svandt ind og ærten væltede. 
 " Eh..  " lød det så lidt tænkende fra den rødhårede pige. Det var ikke helt så tit hun bevægede sig opmærksomt rundt i Dianthos, men hun mente da helt sikkert at hun vidst hvor det var. 
 " Det det gør jeg!  " lød det så ivrigt og muntert fra Elisa. Nu havde hun været lidt tarvelig, så var det vel kun fair hvis hun hjalp. 

 Elisa sænkede blikket fra Alvilde og så ned på spanden med ærter, mens hun kort overvejede hvad hun skulle gøre. Hun var jo midt i at træne jo, og hun gad egentlig ikke til at gå frem og tilbage. Det virkede bare utroligt besværligt og spild af hendes fridag. 
 " Oh! " lød det begejstret fra hende, da hun kom frem til en løsning. Ærten hun havde i hånden blev smidt ned ved siden af spanden, inden hun tog en ny og fin ært op i hånden. Hun skulle have en helt frisk en, til den her opgave. 
 Elisa satte sig på hug og lagde ærten til rette på jorden. Hånden bevægede sig lidt over den, og der kom lige så stille liv i den. Da den stod klar til hvad end Elisa ville have den til, åbnede Elsa munden igen.
 " Følg Alvilde til helbredelses huset!  " krævede hun af den, og ærten begyndte at løbe afsted. Det gik dog ikke særlig stærk, for den var trods alt ikke særlig stor, og det høje græs var svært at bevæge sig i for det lille væsen. Elisa selv rejste sig op igen, og så på Alvilde med et stort smil.
 " Så! " hun nikkede mod ærten, der skyndte sig afsted.

 Der var dog et problem med Elisas plan, som hun selv havde glemt alt om. Så snart ærten ville nå 5 meter væk fra hende, ville den nå ud af hendes rækkevidde. Magien der gav den liv, ville ikke længere kunne nå, og den ville blot kollapse og arme og ben ville visne væk.

Et noget lettet udtryk gled over Alvildes ansigt, idet at Elisa heldigvis mindedes vejen man skulle gå, for at komme til helbredernes hus. Den blonde nordbo ville velsagtens næppe kalde sig en stamkunde på det sted, men hun ville trods alt indrømme, at hun havde været der et par gange. Derfor burde hun også huske sig vejen en smule bedre i fremtiden. 
Det virkede dig ikke som om at Elisa havde tænkt sig at vise nordboen vejen på den almindelige måde. Nej, det skulle foregå på bedste ærtemaner, og der gik lige et par sekunder inden at Alvilde indså hvad den rødhårede kvinde havde tænkt sig - ahh, hvor smart! Det gav ret så god mening, og Alvilde smilede en anelse fornøjet da hun så den grønne bælgfrugt traske og møve sig afsted imellem de høje græsstrå. Så var det vel bare at hanke op i sine ting! "Fantastisk!" Nok bevægede den sig ikke forfærdeligt hurtigt, men hun bevægede sig heller ikke hurtigt, særligt ofte. Så mon ikke de komplimenterende hinanden fint der? 

Det skulle dig vise sig, at de ikke skulle komme langt, hende og hendes nye ærteven. Idet at Alvilde skulle til at hæve hånden til en afsked med den rådhårede Elisa, jah der var det som om at hendes by-guide ikke ville gå længere, og faldt sammen på jorden. "Ehh...." Forvirret kiggede Alvilde fra den ikke bevægede ært bagved Elisa, og så lidt til venstre og ind i hendes øjne, og den halvløftede hånd pegede spørgende bagved hende. "Jeg vil ikke være kritisk, men... sover dine ærter efter kort tid, og så bevæger de sig igen, eller er det... en fejl?" et undersøgende spørgsmål, der ikke nødvendigvis var hånende. 

 Det glædede Elisa at Alvilde var åben for ideen om at lade ærten følge hende til helbredelses huset, for det gjorde det da helt klart nemmere for Elisa at forsætte træningsdagen. Det ville tage alt for lang tid at skulle gå hele vejen ind til helbredelses huset og tilbage igen og så ville der ikke være tid at træne mere. Elisa vendte derfor opmærksomheden til spanden med ærter, så snart hun havde sendt ærten afsted, og hun gik igang med at ligge en ny hær op af ærter foran hende.
 Ærten der var løbet afsted forsatte i et livligt tempo, indtil den bare kollapsede og arme og ben visnede væk. Noget Elisa ikke tænke over ville ske, eller reagerede på før Alvilde kommenterede på den nu ikke specielt levende ært.
 Elisa løftede blikket og så op på Alvilde, inden det så ud i retningen ærten var løbet. I et øjeblik sad hun lidt og stirrede frem for sig, uden at sige noget, mens hendes læber spidsede sig lidt.
 " Oh... Hovsa..  " sagde hun så efterfulgt af et små irriteret brum. 
 " De kan forresten ikke være for langt væk fra mig..  " mumlede hun lidt, som om hun lige var kommet i tanke det. Hvilket hun egentlig også var. 

 Med et let suk, gav Elisa sig til at samle ærterne hun lige havde lagt frem op i spanden igen, inden hun tog fat i hanken og rettede sig op. Hun sendte Alvilde et venligt smil, inden hun drejede sig lidt rundt.
 " Det ser ud til at det må blive en tøsetur i stedet!  " Hun nikkede kort med hovedet mod bymuren, inden hun begyndte at gå afsted. Der var vel ikke andet at gøre, jo!

Et forstående lys dæmrede i nordboens øjne, der selvom hun ikke nødvendigvis forstod sig godt på magi, kunne forstå hvad hun mente med det der. Men hvis de ikke kunne være for langt væk fra hende, var det desværre ikke løsningen at sende Alvilde afsted, i hælene på en lille ærteflok. 
Hun forventede egentlig ikke særlig meget mere, med den information i mente. Den rødhårede virkede til at ville blive her, og Alvilde havde ikke tænkt sig at be om decideret hjælp igennem Dianthos stræder. Nej, lidt stolthed havde man vel, omend det helt klart ville være det bedste for hendes hånd. 

Det skulle dog vise sig ikke at blive nødvendigt. Idet at Alvilde åbnede munden for at byde hende farvel, så Elisa ud til at pakke sammen. Hånden greb fat i ærtespanden, og med et venligt smil drejede hun sig omkring og imod Nordboen. Alvilde, hvis blå øjne undersøgende ventede på hvad der end måtte komme ud, funklede en anelse da det viste sig at hun faktisk ville vise vej, alligevel.
 
Så meget for at fare vild! "Det ser sådan ud" nikkede hun med et smil, og fulgte taknemmeligt med hendes hjemmevante skikkelse ind imod byen. Nok var det skjul taknemmelighed, og kiggede man på hende ville man blive mødt af kvindens generele vejrbidte udtryk. Men i det hemmelige kunne enkelte smil spottes, her og der.