Selvom hans svar var hvad man ville forvente, havde hun alligevel ikke de store forventninger til han måske ville holde hende over vandet hele tiden. Måske fordi hun ikke stolede på ham, han virkede til at kunne vende 360 grader på ingen tid, hvilket gjorde hun ikke helt vidste hvor hun havde Dimitri henne, hvilket irriterede hende. Hun brød sig ikke om når hun ikke havde nogen lunde en anelse om hvad personen kunne finde på, samt han havde altså smagt på hende bare uden sine tænder, hvilket satte hende lidt mere på kanten. For hvem dælen smager sådan på folk, bare sådan lige, eller det kan en vampyr så åbenbart finde på. Men hun måtte give ham, han kunne absolut holde sig i skindet i forhold til hvis hendes duft måske kunne trigger ham. "Det også nemt at sige, spørgsmålet er jo om du kan holde det, når vandet er varmere" hummer hun, med et roligt smil, fordi det var ikke noget ondt ved det hun sagde. Sandheden var bare, det krævede han kunne bevise det til den tid hvor det ville være aktuelt. 

"Overhovedet ikke, I hvert fald ikke som engel," siger hun, som hun kommer med et klik med tungen, før hun vender sig rundt så hele hendes krop vender mod ham, som hun kigger på ham. Hun løfter let det ene øjenbryn op, som hun betragter ham endnu engang, ser alle de små bevægelser. Hun vidste ikke om de havde mødt en vampyr inden hendes tid som engel, men det havde de nok, siden ulven i hende hurtig kunne gætte sig til det. Når alle væsner havde en svag duft der gjorde man kunne afgøre hvad de var, men der var altid mere til duften end bare hvilket væsen man faktisk er. Var der en ting hun vidste, så havde hendes duft også noget andet over sig, hun ved bare ikke hvad det helt præcis er. 

Hun var ikke engang sikker på noget mere, han virkede lige nu til at være til den flinke side, men hun havde set de små glimt der viste en som var knap så flink. Hvilket bare gjorde hun var mere opmærksom på alle de bevægelser der kom fra ham, selv de helt små man normalt ikke ville lægge mærke til. Hun kunne hele tiden fornemme ulven i hende være tæt på, den stolede ikke et sekund på vampyren foran dem, men så igen, den elskede at få et nyt tyggedyr i nogle få sekunder. Den havde sine øjeblikke hvor den var mere end villig til at sætte tænderne i andre væsner, derfor hun også lod den jage engang imellem, det havde de ikke gjort længe, måske derfor den var så klar på alting.

Det var virkelig et godt spørgsmål, og han vidste ikke helt hvad han skulle svare til det. Han vidste bare og var sikker på, at vandet ville være utrolig varmt. Nærmest brændende imod hans hud, så det ville måske ikke være så sikkert for ham at vade i vandet når det blev varmere. Men på den anden side ville han gerne hjælpe hende. Så måske han ville blive nød til at holde smerten ud? Han hadede tanken om det, men måske der bare ikke var noget at gøre ved det. Han sukkede lidt og kiggede væk fra hende, han fandt det pludselig lidt underlig at der ikke var nogen i nærheden, at der faktisk kun var de to. Burde der ikke være nogle soveløse sjæle der vandrede rundt herude, måske ikke. Måske de fleste bare var hjemme og nød at varmen indenfor, og andre ting.

Dimitri havde intet imod vejret, vinden var forfriskende, og englens selskab var ikke det dårligste. Det kunne vel have været meget værre. Han drejede hovedet hen imod hende igen, og studerede hendes ansigt en smule"Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne holde til varmen"sagde han og tænkte lidt med et bredt smil på ansigtet. Utroligt at han faktisk kunne smile så meget lige nu, hold da op hvor måtte han have en god dag. Det var jo slet ikke normalt at se ham smile så meget, og har følte ikke at det var fordi han følte noget for englen. Men måske det var hendes selskab, ja det kunne måske godt være grunden. Måske han bare burde nyde hendes selskab og den nogenlunde gode stemning der var, før at han sikkert ville ødelægge det. Han fjernede blikket fra hende efter hendes svar med at der ikke var nogle vampyrer hun havde mødt som engel. Det undrede ham meget, men han valgte ikke at kommentere på det. I stedenfor holdte han munden lukket, og lod hans gule øjne spejde rundt i omgivelserne. Vinden var kold og han nød det, og det var dog som om den vind havde fået Xilla's duft til at sprede sig endnu mere. Hvordan kunne det ikke lokke vampyrer til hende, han forstod det ikke.

Det var nok fordi der ikke var nogen i nærheden, men det var underligt hvorfor hun ikke havde mødt andre vampyrer som engel"Jeg troede de fleste vampyrer gik efter engle"sagde han og sendte hende et lusket smil imens han blinkede til hende.

Hun vipper hovedet lidt på skrå, som han nævner noget med varmen, det var jo ikke noget hun ligefrem tænkte over, når hun havde det fint med varme. Et stræk på skulderne, "så må det være en mellem ting, ikke for koldt men heller ikke alt for varmt," siger hun roligt, selvom hun nok godt er klar over han har sine egne planer. Hvilket også mest er grunden til det ikke må være så koldt som i dag, så ville hun ikke have en mulighed for at passe på sig selv, det kunne man jo ikke have. Hun anede ikke så meget om vampyrer, så den information han gav, var alt hun næsten vidste omkring dem. Hun havde ikke mødt nogle hvad hun vidste af, det var tydeligvis noget der havde overrasket ham. Hun har stadig et svagt smil, på trods af han kommentere på at det åbenbart er engle de gerne vil gå efter.

Det luskede smil om hans læber burde sætte en alarm igang ved hende, for det satte i hvert fald gang i den indre ulv. Men det var ikke fordi hun ville vise det til ham, der var ingen grund til at vise man var på vagt. Det var kun noget der bragte mere dårligt med sig, hvis man bare viste man var helt opmærksom. Så hun trak lidt på skulderne, inden hun kom med en svag hummen som hun tænkte over det han sagde. "Det kan du da i hvert fald bedre vide end jeg kan, men kan ikke sige vampyrer er stået i kø for at få fat i mig," siger hun med et kækt smil, nok ikke tidspunktet at være lidt flabet, men hun kunne ikke lade vær. Var der en ting hun aldrig rigtig kunne holde styr på, det var når hun begyndte at være flabet. Det faldt hende ind som det første, bare fordi han havde det lusket smil, som om han havde mere styr på situationen end hende lidt i det øjeblik. Hun vidste han nok ikke havde så meget styr på det hele som han selv troede, men hun gav alligevel ikke så meget udtryk for det. Hun vidste han nok var i et godt humør, eller måske var det bare hans måde at få folk til at falde til ro, inden han valgte at slå til for at få noget blod. Folk havde forskellige måder at opnå noget, hun havde set det ved mange forskellige væsner. Alle havde hver deres måde til at få lige præcis hvad de ville, nogle gange virkede det, andre gange gav det bare bagslag for personen, men hun havde set hvordan de fleste gange så virkede de ting som de prøvede.

Ja det havde hun vel ret i, han var jo selv en vampyr så han burde vide det. Men han ville alligevel spørge hende, bare for at høre hvad hun svarede. Han forventede virkelig at mange vampyrer var gået efter hende, og havde lyst til hendes blod. Han var selv meget fristet til at snuppe en tår eller to, men forholdte sig overraskende nok ganske afslappet og nærmest i kontrol. Han betragtede hende lidt mere, før han kiggede væk fra hende. Hans blik faldt på vandet og han lyttede til det hun sagde, det var nok også en god idé at vente til vandet var en mellemting imellem koldt og varmt. Bare så han ikke ville ende med at dø af varmen, for vandet kunne sagtens blive utrolig varmt pågrund af solen.

"Ja vi er nok nød til at vente til vandet har en mellem temperatur"sagde han og vendte blikket tilbage på hende. Han lod hans blik glide ned over hende, før blikket faldt på hendes ansigt igen. Det var underligt at der ikke var nogle vampyrer der stod i kø for hende, og for at smage på hende. Dimitri tænkte lidt, var der mon en grund til det. Han begyndte pludselig at blive i tvivl, men slog tanken væk da han lænede sig ind imod hende. Hendes duft begyndte at lokke ham mere og mere, og han kunne til sidst slet ikke styre sig. Han lagde en hånd ovenpå hendes bryst og skubbede hende bagover så hun kom ned at ligge. Han kravlede hen over hende med et ben på hver side"Din duft gør det svært for mig at holde mig væk"lød det kækt fra ham imens han blinkede til hende. 

Så greb han fat rundt om hendes håndled bare for at holde hende nede imod jorden. Han lagde hovedet på skrå, og holdte øjenkontakten. Han var ganske spændt på, hvad hun ville sige til det pludselige overfald. Hvordan ville hun mon reagere på at han bare overfaldt hende. Dimitri kunne jo ikke være sød hele tiden, han var ikke den søde type, også selvom han var i godt humør. Han lod hans gule øjne glide ned over hende, og han lod det brede smil brede sig. Men efter ganske få sekunder lod han blikket glide op på hendes ansigt igen. Han lænede sig ind imod hende, og lod hans ansigt nærme sig hendes hals, hvor han åndede hende ind imod halsen"Det er farligt for en engel at være i selskab af en vampyr"hviskede han, som han bagefter lod hans tunge røre hendes hals.

"Så en mellem temperatur så kan vi måske finde ud af noget," siger hun roligt, med et svagt smil. Inden hun satte sig lidt mere op, som hun blev ved med at følge med i hvad han faktisk lavede. Så snart hun kunne fornemme han lagde en hånd på hende, kom ulven frem i hende, hendes øjne blev helt lyseblå, imens der kom en svag knurren fra hende. På trods af han havde fået vækket ulven i hende helt op, så gjorde den ikke noget endnu, lod ham bare styre showet en smule lige som det så ud nu. Måske mange ville føle sig fanget på denne måde, men hun hun tog det ikke så tungt, hun kunne stadig komme væk på trods af han sad på hende. Hun ruller med øjnene, "måske du bare skulle prøve noget mere, jeg føler ikke for at nogle tager mit blod," siger hun med et flabet smil. 

Hendes hænder blev tynget ned, så hun ikke kunne gøre særlig meget med dem, men det var stadig ikke noget som ville påvirke hende til ikke at kunne forvandle sig. Hun kommer med et gab som han bliver ved med at se på hende, hun havde lidt overudset han ikke bare kunne være sød, men der kunne vel være et håb. Men åbenbart som han siger, så er duften af engel tydeligt noget der kan sætte en vampyrs tørst lidt mere på spidsen tydeligvis. Hun for kuldegysninger som hans ånde rammer mod hendes hals, hvilket gør hun et øjeblik skubber sin krop op for at prøve få ham af, selvom det et ynkeligt forsøg så var det vel et forsøg. Den indre ulv kunne gøre mere, men de vidste begge, det var endnu ikke tid til at vise det. 

En snerren kommer fra hende, så snart hun kan mærke tungen på hendes hals. "Er det rigtig? Det havde jeg slet ikke opdaget," kommer det sarkastisk fra hende, med en svag knurren. Hun kunne fornemme hvordan hendes krop begyndte at nærmest brænde i forberedelse på forvandlingen, som hun kunne fornemme hvordan ulven i hende begyndte at presse sig frem. Det var sikkert nok først hvis hans tænder blev sat i hendes hals, så ville ulven forvandle med det samme, også den bedste må at få ham af. Hun kunne ikke gøre meget i sin menneskekrop, men der kunne gøres så meget når hende og ulven var i ulvens krop. Der kom stadig en svag knurren fra hende, som nærmest rumlede fra hende når hun kunne fornemme hans tunge. Ulven begyndte at føle sig ulækker, som han tydeligt smagte på dem, selvom det gik mest ud over Xilla, så var ulven den der følte sig mest ulækker af de to, for den var normalt rovdyret, ikke byttet.

Da hun prøvede at skubbe ham af holdte ham lidt strammere fast rundt om hendes hænder. Han lod hans øjne glide ned over hende, og var blevet fristet til at ødelægge hendes tøj. Det var som om han pludselige havde mere og mere lyst til at være ond ved hende. Men alligevel var der også noget der gjorde at han ikke havde lyst. Hvad det var vidste han ikke, og var ikke helt sikker på det endnu. Men han vidste godt at hendes duft lokkede ham, og han blev mere og mere vild efter at smage på hendes blod. Men han havde også på fornemmelsen at gjorde han det, ville det sikkert ende galt. Dimitri holdte blikket på hende, og han sendte hende et bredt smil efter hendes forsøg på at komme fri"Jeg må indrømme at jeg nyder dit forsøg på at komme fri"sagde han flabet og blinkede til hende.

Han var enig med det hun havde nævnt med en mellem temperatur, det var en god idé. For på den måde kunne han være sikker på, at det ikke var for varmt og tilpas koldt. For ham måtte vandet gerne blive ved med at være koldt, men det ville heller ikke være særlig godt for denne kvinde her. Han løsnede grebet rundt om hendes hænder, og lod den ene hånd holde fast i begge hendes hænder. Den frie hånd nærmede sig hendes ansigt, hvor hånden gled hen over hendes hals. Dimitri fjernede ikke blikket fra hende, for han ville se alle reaktioner hun kunne lave. Måden hun ville reagere på ville han have med. Han var næsten meget sikker på, at hun ikke kunne lide det og ville have det. Men det var han ligeglad med, så han lod fortsat hans hånd stryge ned over hendes hals. Han strammede grebet rundt om hendes hænder for at sikre sig at hun ikke kunne slippe fri. Men hun kunne sikkert finde måder at komme fri på, det ville ikke undre ham.

"Det er underligt, for jeg er sikker på dit blod smager fantastisk"sagde han kækt som han lod hans tunge glide hen over læberne. Kun tegn på at han faktisk var mere og mere fristet til at smage på hendes blod. Bare lade hans tænder skære igennem hendes hud, for at få en tår eller to af hendes blod. Engleblod var virkelig noget vampyrer elskede, næsten lige så højt som menneske, og jomfru blod. Dimitri lod hans øjne hvile sig på hans hånd der strøg ned over hendes hals"Måske jeg burde snuppe en tår eller to"fløj det ud ad munden på ham og han blinkede til hende. 

En knurren kommer rumlende fra hende, denne gang med mere kraft, mere med lyden fra ulven som ikke brød sig om den sætning. Det var nærmest som det brændte hvor han strammede grebet om hendes hænder, generelt følte hun at hun var ved at koge. Hun lader hendes hæle bore tæt ned i jorden, inden hun igen skubber opad med hendes krop for at prøve komme fri, hun behøvede vel ikke gøre det alt for nemt selvom hun blot var i deres menneske skikkelse. Hun ruller med øjnene, "hvorfor undre det mig faktisk ikke," brummer hun irriteret. Før hun igen skubber hele sin krop opad, bare for at se om det faktisk kan få ham bare en smule ud af balance. Hun skuler til ham, så snart han blinker til hende, ja hvorfor ikke, en kuldegys render igennem hendes krop igen, hun har mest af alt bare lyst til at sige nope til det hele. 

Der kom en snerren fra hende som hans hånd kom tættere på hendes ansigt, hun vendte hovedet lidt, før hun prøvede at bide ud efter ham som en knurren igen kom fra hende. Hun prøvede hive sine hænder ned i et ryk, som hun blev ved med at kunne fornemme hvordan hans hånd blev ved med at være på hendes hals. Hun vrikker lidt på kroppen fra side til side, imens hun igen prøver at skubbe sin krop opad. Ulven var kun lige under overfladen, så alt omkring hende, imens den nærmest smaskede lidt, for at vise Xilla at den ville glæde sig til at sætte tænder i vampyren når hun fik en grund til det. Selvom dette burde være grund nok, så var der ingen af dem som følte for at vise dem frem lige nu i hvert fald. 

Hun kunne tydeligt se sulten i hans øjne, alt viste hende hvor sulten han faktisk var. Hun ruller med øjnene igen over hans sætning, han kan bare ikke lade vær med at fantasere om hendes blod. "Mit blod er mit, måske du burde finde en som faktisk ville give dig blod med glæde, ingen tvang," siger hun med et sukker sødt smil, som hun stopper med at prøve at komme fri. Xilla havde allerede opgivet den kamp, så hun ville hellere stoppe igen for at give ulven lidt ekstra energi. Hun trækker hovedet lidt længere væk, i håb om han snart gider at stoppe med at røre ved hendes hals. Det var især ubehageligt for det var nærmest som det brændte, hele hendes krop summede som hun begyndte at have en rimelig stabil høj varme. Hun kendte alt for godt til den rutine, når ulven var ved at tvinge sig igennem forvandlingen. Det var aldrig den mest behagelige oplevelse, men hun kunne intet gøre ved det, bare lade det ske, imens hun alligevel kunne fornemme hele optagten i hendes krop og ulven i hendes hoved der nærmest lagde alle planer allerede.

Som hun prøvede at bide ud efter ham trak han sig tilbage, og kom til at give slip på hendes hænder. Det var slet ikke meningen, men han ville bestemt ikke have at hun skulle bide ham. Det ville ikke være så godt for ham, især ikke når man tænkte på ulven. Det var nok også rimelig farligt og dumt af ham at forsøge at holde hende, og tro at hun faktisk ville blive liggende uden at røre sig. Hvad havde han også forventet, for hun ville sikkert ikke lade ham styre det hele og holde hende. Da han kunne mærke hun blev varmere og varmere blev hans blik støre og han hoppede af hende, hvis hun blev alt for meget varm ville det sikkert ende med at skade ham. Eller give ham nogle slemme brændmærker, hvilket ikke var særlig godt. 

”Det burde heller ikke undre dig”sagde han og lagde hovedet på skrå, og han sukkede irriteret og gik tilbage til hans plads. Han satte sig ned og kiggede på hende, måske han bare skulle holde afstand til hende lige nu selvom lysten til blod voksede inde i ham. Men måske han bare skulle overraske og angribe hende, når hun måske ikke forventede det eller så det komme. Da hun nævnte at hendes blod var hendes kunne han slet ikke lade være med at smile bredt, og han lod hans blik hvile sig på hende med et lusket smil. Han var sikker på at han nok skulle få fat i hendes blod, også selvom det nok ville blive imod hendes vilje, og også selvom ulven nok ville stoppe ham.

Han betragtede bålet lidt, og nød for en kort stund ilden, han rakte en hånd frem imod ilden. Han lod varmen brænde imod hans håndflade, og skadede sig selv med vilje. Han vidste godt det ville heale, så det var intet problem. Han lod hans øjne betragte hans hånd han selv havde skadet, og det morede ham faktisk lidt, men han grinede ikke. Så lod hans hans fulde opmærksomhed lande på Xilla igen, og han sendte hende et bredt smil"Måske jeg snupper dit blod senere"sagde han kækt.

Det var overraskende som han faktisk gav slip så snart hun bed efter ham, se det var noget hun hellere måtte huske. Men overraskelsen blev kun større, da han nærmest sprang af hende i en fart som hendes krop havde nået den helt rigtige temperatur til at være klar til at forvandle sig imod hendes egen vilje. Hun blev liggende et øjeblik, som hun fokuserede på himlen. Det summede i hele hendes krop, selvom han ikke længere var der, varmen var der stadig, hele hendes krop arbejdede på højtryk. Hun skubber sig selv op, så hun kan sidde lidt op. Hendes krop svinger svagt fra side til side, imens hun kan fornemme den ikke var helt enig med at komme op at sidde så hurtig. Hun kommer med en snerren, men begynder at slappe mere af i kroppen igen som han forsvinder væk fra hende endnu engang.

Hun ruller med øjnene over hans kommentar, nej selvfølgelig burde det jo ikke undre hende, var det ikke også det hun lige havde sagt. Det var lige før hun var ved at tro han var en dum vampyr, især da hun opdaget hvordan han nærmest gjorde skade på sig selv, eller det gjorde han vel med den varme. "Måske, måske gør du ikke," siger hun med et flabet smil. Han kunne måske nå at få en smule, inden hele forvandlingen ville være sket. Men så ville han heller ikke kunne nå meget mere, slet ikke sådan som ulven i hende var meget aggressiv i dette øjeblik, sur over den ikke bare måtte blive sluppet fri og angribe ham. Meget impuls var en ting som den indre ulv var, den tog ikke let på tingene, slet ikke overfor folk der ville skade dem på den ene eller anden måde. Den hadede hvordan hans fulde opmærksomhed igen var på Xilla, generelt hadede den alt ved denne vampyr, undtagen lige med at den hjalp dem med ikke at drukne, men ellers brød den sig ikke om ham på nogle måde. Hun lukker øjnene et øjeblik, som hun læner sig lidt tilbage som hun har hænderne lidt længere bag hende som hun kan læne sin vægt lidt tilbage mod. Det var stadig mærkeligt det hele stadig summede i hende, hvordan varmen føltes som en feber det meste af tiden. Det var første gang det havde været i gang så længe, men så længe den indre ulv så en trussel, så ville hendes krop ikke stoppe med at være sådan.

Dimitri var nok også rimelig dum for at gøre skade på ham selv, men han nød bare følelsen af at føle sig i live. At føle sig menneskelig på en måde han nok ikke helt forstod og kunne forklare. Men det var ellers ganske rart, bare at sidde og nyde varmen imod hans håndflade. Selvom det mere og mere skadede ham, og dog så lod han være eftersom det kun ville blive meget værre hvis han blev ved. Han lod hans blik falde hen på Xilla og fulgte hende med øjnene, han tænkte så lidt som han pludselig lod hans blik falde på vandet. Han var lidt fristet til at lade hende mærke det kolde vand igen, men vidste også bare at det nok ville ende galt. Han havde ikke lyst til at skulle kæmpe imod en ulv, det ville bare ende galt. Dog kunne han ikke lade være med at smile lidt ved tanken, for måske det kunne blive ganske hyggeligt.

"Du er godt nok lusket, som du ikke svarer direkte på spørgsmålet men lader mig gætte"sagde han og kunne ikke lade være med at sende hende et bredt smil. Han lod hans øjne hvile sig på hende, før han lidt efter lidt rejste sig igen. Han gik hen til hende igen, og rakte en hånd ud imod  hendes arm, hvor han tog fat. Så hev han hende op at stå, og blinkede til hende, hvorefter han pressede hende op imod det tætteste træ. Et træ der ikke var særlig langt væk fra dem, og han lod hans gule øjne glide ned over hende med et tilfreds smil. Måske havde han været alt for sød, og det nu var blevet tid til at være lidt ond. Han holdte  fast rundt om hendes hænder igen, og løftede dem op over hendes hoved. Lige nu var han måske lidt ligeglad med hvis ulven kom frem, eller andet i den stil"Det er hvist tid til at jeg får mig en lille smagsprøve"hviskede han imod hendes ansigt som han spredte hendes ben, for at plante hans ben imellem dem. Han lod det kække smil vokse, og lod hans ansigt nærme sig hendes hals. Hans tunge rørte hendes hals, og duften af hende røg hurtigt forbi ham, og ind ad hans næsebor.

Hvilken herlig duft, og han havde svært ved at holde sig tilbage. Desuden gad han heller ikke holde sig tilbage, så uden at advare hende lod åbnede han munden og borede tænderne hårdt ned i hendes hals. Han gik hurtigt igang med at drikke lidt af hendes blod. Han var ligeglad om hun ville skubbe ham væk eller andet, han kunne vel bare ikke styre sig til sidst. 

"Det altid sjovere at lade folk gætte," snerre hun svagt, imens hun holder et skarpt øje med ham. Som hans smil bredte sig, så vidste hun at det var tiden hun næsten havde undgået. Hun nåede dog ikke rigtig at reagere som han bare hev fat i hendes arm, hun kom dog op på benene rimelig stabilt. Hun kan mærke hvordan der bark mod hendes ryg, hvilket for hende til at knurre med den tæthed der pludselig er. Altså havde det været en hver anden, og en helt anden situation, så havde det klart været noget helt andet. Hendes knurre rumler længe, da han nævner det er blevet tid til den skide smagsprøve. Han kommer til at fortryde det, det skal de nok sørge for.

Så snart hans tunge igen rørte hendes hals, sendte det en rystelse igennem hendes krop, det var nærmest det sidste ulven i hendes havde haft brug for. Hun prøvede at skubbe til ham, men så snart hun kunne mærke hans tænder borer sig ind i hendes hals kunne hun ikke længere stoppe det. Det gik hurtigt, alle knoglerne brækkede og rykkede rundt på få sekunder, inden forvandlingen havde fundet sted uden en eneste lyd fra hende. De havde været så vrede, hun slet ikke havde opdaget at det skulle have gjort ondt at blive bidt, vreden havde skygget alt smerten som skulle være kommet med et bid. Knurren kommer fra ulven, inden den holder de store vinger ud til hver sin side. Tydeligt den havde væltet ham omkuld ved forvandlingen, det kunne i hvert fald ikke være nemt at holde ulven, for hun var tung. Den stod i en højde ved skulderen på omkring 140 cm, vingerne var 4 meter fra vingespids til vingespids, imens den lignede en stor pjuskede hvid bold pga vinterpelsen. 

Den bider som det første ud efter ham, imens den prøver at træde på ham, for at kunne holde ham på plads, så han kunne prøve hvordan det var ikke at kunne gøre noget ved det. Ulven var rasende, så den stoppede aldrig med at knurre på et eneste tidspunkt, tydeligt at høre den var vred, meget arrig, ville først falde til ro når den havde smagt noget af vampyrens blod.

Han trak sig hurtigt tilbage som han fik øje på ulven, og han vidste ikke helt om han skulle fortryde at have bidt hende. Eller om han bare skulle nyde det, han havde vel en følelse af begge dele. Han betragtede ulven lidt, og nød enlig kort synet af den. Den var enlig flot men de ord ville ikke forlade hans mund, aldrig. Hvordan ville det ikke lyde hvis han beundrede en ulv, når han enlig hadede ulve overalt på jorden. De var virkelig de værste væsner i hans øjne. Som den også bed ud efter ham var han heldig at han nåede at undgå det med hans hurtige reflekser. Da den prøvede at holde ham nede lykkes det til sidst imod hans vilje, og han knurrede også, en ganske irriterende og utilfreds knurren. Han prøvede at komme fri fra grebet men det var virkelig svært.

Han lod hans øjne falde på ulven, og lod øjnene betragte den. Den var ganske høj, og det var slet ikke noget han brød sig særlig meget om. I forvejen var han ikke glad for ulve, så en høj ulv gjorde bestemt ikke tingene bedre. Han sukkede så og prøvede endnu engang at komme fri, men fandt så en lusket løsning. Han havde jo fået ny energi nærmest ved at smage på hendes blod. Så han greb fat i en gren og hamrede den hårdt ned i ulvens fod der holdte ham. Han rullede forbi foden for at komme fri og rejste sig op. Han grinede så, som hans blik hvilede sig på ulven"Jeg tænkte nok at jeg ville have en kamp imod en ulv"sagde han og kunne slet ikke lade være med at grine lidt mere, hvorefter han hurtigt havde skabt lidt mere afstand til ulven. Bare for hans egen skyld, for han var sikker på at denne ulv kunne dræbe ham, hvis den ville. Lige nu var den nok bare ude efter hans blod, og skade ham. Han forstod godt hvorfor den ville det, men Dimitri havde da ikke tænkt sig at lade den få et angreb ind, det var nok at den havde holdt ham nede, men at mærke smerte fra den ulv var bestemt ikke noget han lige ønskede.

"Tænk at jeg først ville se ulven efter at have smagt på engleblodet"sagde han hånligt som han lagde armene over kors for at stå lidt bedre, og han håbede den skabte afstand til ulven ville give ham en lille fordel. Men han var ikke sikker.

Den kommer med et hyl, som en gren bliver hamret ned i dens pote, den trækker poten op hurtig, inden den et øjeblik kigger på det for at være sikker på der ikke skete noget alt for slemt med poten. Hun ser over på ham, imens hun rejser børster af ham, ikke det der fik hende til at se mest truende ud, når den bare lignede en stor pjuskede bold. Den vipper overlæben op, som den knurre, viser de tydeligt skarpe tænder den holder sig, den behøvede ikke at bide hårdt inden den havde prikket hul på skindet på et dyr, så et andet væsen burde der heller ikke skulle bides hårdt på.

Den sænker hovedet lidt, imens den slår halen mod jorden som den følger vampyren med sit blik. Den vipper hovedet lidt på skrå, imens den bliver ved med at vise sine tænder, for den kan tydeligt fornemme, han ikke er særlig glad for den. Ulven havde mest af alt lyst til at grine af vampyren foran hende, som han virkelig troede at den afstand var nok fra hende? Havde han ikke set de kraftige vinger på hende? Havde han ikke overvejet at den lille afstand, var nærmest bare et dovent hop fra den? Ulven følte virkelig ikke han var særlig klog, hvilket alligevel fik den til at få lyst til at lege lidt med maden, det var der sikkert ingen som ville opdage. Hvem ville dog savne sådan en ondsindet person som ham? Sikkert ingen, så det gjorde vel ikke noget at lege lidt med ham? Måske hive en arm eller to af, bare for sjovs skyld. Den snapper ud i luften, inden den ligger sig lidt mere mod jorden, nærmest som en kat der har lyst til at angribe.

En knurren rumler fra hende igen, inden den stiller sig helt rank op, da han begynder at nævne hendes menneske, ingen skal nogensinde være hånlig overfor hende eller hendes menneske. Den vipper dens vinger svagt frem og tilbage, inden den tager dem så langt tilbage at når hun bevæger dem frem kommer der et ordentlig vindstød fra vingerne, før den springer over med gabet åbent imens den vil sigte efter en arm som det mindste. Den havde mest af alt bare lyst til at flå hans arm fra hans krop, bruge vampyren som et stykke dyr, så han kommer til at fortryde hvad han havde gjort mod Xilla. 

Ja ikke nok med at denne ulv var irriterende og han enlig hadede den, så havde den også vinger. Det var da godt nok træls, og han var ikke sikker på hvordan han lige skulle slippe udenom det. Han var nok nød til at finde på et eller andet. Måske det ikke var så heldigt at have bidt hende til at starte med, for det var ikke gået op for ham hvor stort et problem det enlig var, at stå foran denne store ulv. Med vinger, hvilket overraskede ham meget for ulve havde da ikke vinger. Han måtte blinke nogle gange med øjnene bare for lige at vende tilbage til virkeligheden. Han var nok bare lidt håbløs lige nu, måske var det endnu et af de øjeblikke hvor han bare ikke følte så klog, og fyldt med gode løsninger. For lige nu havde han vel ingen gode løsninger, så han var nød til at klare denne ulv på en eller anden måde. 

Men hvordan det var det store spørgsmål. Som vingerne skabte vindstød prøvede han at stritte imod men det var utroligt svært, så han røg hårdt ind i et træ, og endda et træ hvor der var en gren der stak ud. Så Dimitri røg direkte ind i grenen, den stak igennem hans skulder, og han kunne mærke hvordan blodet begyndte at komme frem. Han sagde ikke noget, men smillede blot bredt, og kom så med et hånligt grin. Der skulle godt nok mere til at dræbe ham, selvom han ikke havde tænkt sig at dø. Han kunne mærke smerten fra grenen igennem hans skulder bredte sig, men han ignorede det så meget som han kunne. Han nåede hurtigt at se ulven begyndte at snappe ud efter hans arm og måtte skynde sig at komme væk, men det var lidt svært som han nærmest var blevet spiddet af grenen på træet. 

Han sukkede irriteret og greb fat rundt om grenen med en hånd, og hev den hurtigt ud ad hans skulder, så han automatisk faldt ned imod jorden. Han landte på et knæ og kiggede ned ad sig selv. Det var vel godt han havde en sort skjorte på, så man ikke kunne se blodet. Men han kunne tydeligt se blodet på jorden og hvordan det gled ned over hans overkrop indenunder skjorten"Interessant"var det eneste ord der kom ud ad hans mund, før han nærmede sig ulven. Denne gang satte han i løb hen imod den, han kunne måske hoppe op på den og skade den via den vej. Eller skulle han bare give op? Han var lidt i tvivl.

Ulven nød at se hvordan grenen stak ud af hans arm, hvordan lugten af hans blod hang i luften. Som den hoppede frem for at bide ham, var hun dog ved at ramme ind i træet, da han pludselig var kommet ned på jorden. En snerren kommer fra den, inden den igen står et stykke fra ham, den læner sig tæt på jorden med en knurren, vipper hovedet lidt på skrå imens den viser de skarpe tænder. Vingerne er foldet tæt ind til kroppen på hende, imens den iagttager hver bevægelse, glad for den igen er tilbage i dens rolle som et rovdyr. Den legede heller ikke normalt med dens mad, men den ville absolut heller end gerne gøre det for denne vampyr, hvis den overhovedet var værd at begynde at æde,  måske skambide passede bedre ind for væsenet foran dem. 

Så snart han kom i løb mod den, valgte den at blive usynlig som den traskede langsomt væk fra hvor den var før, så han ikke endte med at rende direkte ind i den alligevel selvom den nu var usynlig. Deres lugt er blevet mindsket, lyden fra poterne mod jorden er nærmest lydløs. Den cirkler rundt om ham, men med en god afstand, så han ikke bare lige kan finde hende igen. Det altid sjovt at lege med byttet, han havde tydeligvis ikke forstået hvordan man ordentlig leger med et bytte, når han vælger rovdyret i stedet. Hun begynder at kører tungen over tænderne, for at gøre dem mere rene end de allerede er, inden hun lægger sig tæt mod jorden. Hun ligger musestille, imens hun venter på det bedste tidspunkt til at springe på ham. Den havde lyst til at slå halen mod jorden, men hun lod være for så ville den afsløre sig selv, alt i hende ønskede at gøre alle de ting den plejede inden den sprang på et bytte, men hun måtte stoppe sig selv, for ikke selv at afsløre hvor hun er. Men så snart han har ryggen til dem, springer hun inden hun bider fat i hans arm, som hun skubber ham ned mod jorden.

Nu blev Dimitri da først forvirret og undrede sig, han kunne pludselig ikke se ulven. Det hele begyndte at blive mere og mere underligt for ham. Han kiggede rundt bare for at se om han kunne få øje på ulven, men det var ikke så nemt når den var usynlig. Sikke en speciel ulv, og selvom han ikke ville indrømme det måtte han nok fortryde lidt at have bidt Xilla for den ulv her ville godt nok blive en kamp. En kamp han stadigvæk ikke var sikker på at han ville vinde. Han var nød til at gøre et eller andet så ulven ikke ville kunne fange ham og finde ham, og han tænkte derfor lidt. Han lod hans blik glide rundt, og fik øje på et træ i nærheden. Det kunne vel godt gå lige nu inden ulven ville blive synlig og angribe ham. Måske kunne han også hoppe på den fra træet. Det var da en mulighed, og han tog imod den. Så han skyndte sig hen imod det nærmeste træ, og hoppede op i det. Han havde et godt overblik derfra, og prøvede at regne ud hvor ulven var.

Det var ikke noget han før havde oplevet, og ville ønske han kunne se igennem usynligheden. Men det kunne han ikke, for det var ganske svært. Han lagde hovedet på skrå og gik lidt ud på en gren i træet, en tyk gren så den ville ikke knække lige nul. Den kunne godt holde hans vægt, sådan virkede det hvertifald. Han smillede bredt og lod hans gulve øjne glide rundt på jorden for at se om der var et eller andet tegn på hvor ulven var. Han kunne enlig også bare undskylde overfor hende, så hun kunne komme frem igen, men han vidste ikke hel tom han gad det. Han var altså bare ikke typen der undskyldte, så hvorfor skulle han gøre det. Han lod smilet vokse som hans øjne fortsat gled rundt på jorden, og han var efterhånden blevet mere og mere irriteret over at han slet ikke kunne se den ulv. Hvor zaladin var den henne. Han prøvede at forholde sig stille så han måske kunne høre den, men det var svært når vinden rev i træerne, græs og jord. Det var som om det var svært at høre ulven for alle omgivelsernes lyde, hvilket kun gjorde ham endnu mere irriteret"Jeg skal nok finde dig ulv, jeg lader dig ikke angribe mig"sagde han kækt som han fortsat betragtede omgivelserne. 

Hun ser irriteret til, som han vælger at kravle op i et træ. Den ruller med øjnene, hun lægger sig ned på jorden, lige præcis hvor der næsten ikke er noget græs, så det vil på ingen måde give dem væk. Men den synes nu han var ret kæphøj, regnede han virkelig med at fange dem så nemt? Hvad havde han ikke forstået ved en kæmpe ulv som kan være usynlig, er det en joke for ham eller hvad? Ulven skuler lidt ved tanken om det, inden den selv syntes den for den bedste ide den nogensinde kan få. Det var nu ikke længe den nåede at ligge ned, men den lister tættere på træet. Den nyder vinden som pisker rundt, imens den sørger for deres lugt ikke kan findes, som den går frem er den lydløs, så længe den i hvert fald ikke træder på en gren. Men det var ikke ligefrem små pinde eller grene som lagde på jorden tæt på træet, da han absolut havde valgt en af de helt yderste træer, som var de nemmeste at snige sig ind på. 

Det var godt den ikke kunne grine, for så ville den have haft lidt af en ond latter, som ville have afsløret dem på stedet. Den skubber sig selv op, så den står på sine bagben. Den er heldigvis meget høj, så den an nemt nå grenen som han faktisk står på. Hun lader langsomt poterne komme længere op, inden kløerne kommer frem. Den står og svinger lidt fra side til side på sine bagben, inden hun prøver at sætte kløerne i hans ben, som hun står udfra dem. Hvis han troede han slap nemt fra dette, så kom han til at tro om, den var sådan set bare flink i øjeblikket, fordi den ville lege lidt med ham, men hvis han blev ved med at være irriterende, så endte det nok ret hurtig med den her leg. Selv ikke engang nogle af de dyr som de nedlagde i naturen var så irriterende som ham, det var yderst irriterende, han ikke bare kunne acceptere hans skæbne bare sådan et øjeblik.

Overraskende kiggede Dimitri ned imod hans ben som ulven havde sat kløerne ned i benet. Han kunne hurtigt mærke en smerte bredte sig overalt i hans krop. Det var da godt nok utrolig så ondt sådan noget kunne gøre, også selvom han bare smillede ved smerten så gjorde det enlig ondt en smule. Men det var bestemt ikke noget han gad indrømme, langt fra. Han vidste godt at de skader ulven lavede på ham ville heale af sig selv, men det var vel nærmere et spørgsmål om tid hvornår de faktisk ville heale. Han kiggede på hans ben hvor kløerne havde været. Han mumlede nogle irriterende ord der ikke engang lød særlig høje. Men det var tydeligt at mærke på ham at han hadede denne ulv her, selvom han faktisk burde stoppe kampen fordi han vidste han ikke ville kunne vinde.

Han sukkede utilfreds ved tanken om at stoppe kampen. Men det var måske nødvendigt, han ville på en eller anden måde gerne lære denne kvinde bedre at kende, kvinden som faktisk var en stor ulv lige nu. Han havde ikke lige regnet med det ved første øjekast. Han gik bare ud fra at hun var en almindelig engel, men langt fra. Han stirrede på ulven, og lagde hovedet på skrå"Måske det er bedst at stoppe kampen"mumlede han utilfreds og kiggede ned imod hans ben, smerten fra kløerne bredte sig mere og mere. Han ønskede virkelig ikke at stoppe kampen, men han vidste godt at denne ulv kunne blive hans død hvis han fortsatte. Englen var intet problem men en ulv, det var noget andet"Jeg ved ikke om du kræver en undskyldning, for det er ikke lige min ting"sagde han kækt med et bredt smil som han pludselig sad på et knæ på jorden, og holdte rundt om hans ben med en hånd. 

Hun satte sig ned, imens hun slikkede på hendes pote og klør, som der var kommet blod på den. Det var dog ikke helt nok for den, hun ser dog ret utilfreds på ham, da han begynder at nævne at stoppe det hele, den var da ikke færdig med at have det sjovt. Den ser seriøst på ham, da han siger han ikke til at sige undskyld, men det var det eneste som kunne få den til at stoppe dens had mod ham. Den kommer med en grynten, imens den ser utilfreds på ham. Den nærmer sig langsomt, imens den lader kløerne grave sig mere ned i jorden, imens den brummer lidt som den går tættere. 

Den ser bare ned på ham, som han sidder og holder omkring hans ben. Den løfter den ene pote op, for at skubbe til ham igen så han vælter. Den tog absolut ikke let på tingene, slet ikke når han stadig virkede sådan lidt, som han ikke alligevel helt mente det. En knurren rumler igen fra den, som den vipper den overlæben lidt op, for igen at vise de skarpe tænder. Imens den står som en står pjusk bold, som den rejser nakkehårene, mere for også at sige den ikke er okay med den mere eller mindre affejning han lavede. For at sige ulven stadig var pisset var mildt sagt, for at sige den følte den stadig manglede at bide ham, var også mildt sagt. Ulempen ved den havde sin helt egen personlighed, den reagerede voldsomt hvis nogen skadede de personer som den holdte af. Den havde jo ikke så meget valg med Xilla, men siden de var vokset op sammen, så gav det sig selv de ikke kunne andet end at holde af hinanden, trods deres meget forskellige personligheder. Xilla var tilstede bagerst i ulvens mind, men på ingen måde fik hun lov til at blande sig i dette øjeblik, ulven gjorde hvad den følte var mest rigtig, den var stadig ikke overbevist om han var særlig ked af at havde bidt hendes menneske.

Lyden af ulven der brummed fik Dimitri til først at smile kækt for han fandt denne her ulv interessant, imens han på samme tid ikke ønskede at blive skadet af den. Nok var han god til at skade sig selv, men det var noget andet. Da ulven viste tænder kunne Dimitri både mærke at han var klar til at den ville angribe, men han frygtede også lidt de tænder. Var ulve bid ikke også noget af det værste der kunne ske for en vampyr. Han var virkelig nød til at passe på, så han ikke skulle ende som kød på jorden, eller nærmere skind og ben. Han nød virkelig ikke det scenarie eller tanke. Måske han bare var nød til at undskylde overfor hende, så de kunne vende tilbage til det de var igang med før, selvom det ikke var noget specielt.

Dimitri tænkte lidt over ordet undskyld, for hvordan skulle han overhovedet nogensinde få sagt det ord. Det ville nok aldrig forlade hans læber, men han var vel nød til det. For han var blevet mere og mere sikker på at denne ulv var hans død. Så han kunne vel ligeså give op? For det ville nok ikke hjælpe hvis han blev ved. Imod alt hvad han overhovedet stod ved sukkede han dybt. Han lagde armene over kors og ignorede smerterne der bredte sig inde i hans krop. Han lod hans blik glide rundt, han var virkelig bare ikke typen der sagde undskyld. Det ord var bare ikke ham, men hvis han ikke skulle dø var han nok nød til at sige det til hende. Hun gemte sig sikkert inde bag ulven, men hvor elegant hans undskyldning ville være var han ikke sikkert på"Xillla jeg beklager virkelig meget for at jeg bed dig"sagde han og prøvede virkelig at få det til at lyde som en normal undskyldning, som han lod hans blik glide rundt. Han bed sig hårdt i læben for at undskylde var bare ikke ham, men lige nu var det bedre end at blive dræbt.