Den korte pause tillod Netrish at få vejret en smule, og hendes blik fulgte novicen som datteren blev overdraget til sin fader. "Åh.. hun er smuk!" hviskede hun, med øjne der strålede af glæde og stolthed, som hun faktisk slap Valkars hånd, så han kunne holde deres datter. "Jeg havde aldrig troet - aldrig overvejet, at der kunne være to" indrømmede hun stakåndet til Gracinya.

Den lille glædes stund varede dig ikke længe, før Netrish igen blev grebet af veerne, og måtte fokusere på at presse.

Ved det næste lille skrig faldt Netrish tilbage, mere udmattet end hun huskede nogensinde at have været før. Men det var ikke lettelse at se på hendes svedige ansigt. "Der... der er noget galt" fik hun fremstammet, inden veerne en tredje gang tog til, og Netrish måtte kæmpe sig tilbage op for at følge deres pres.

En stille tårer løb ned af Valkars kind "Hvor er hun fantastisk.." Som han bar det mest dyrebare i verden holdt han sin datter mod sit hjerte, et hjerte der ville slå for hende så længe han kunne trække vejret. Forsigtigt hold han deres datter frem foran Netrish så hun kunne nå at hilse, bare lige kort inden det næste barn ville opleve verden.

Som de næste veer meldte deres ankomst rakte Valkar datteren vemodigt tilbage til novicen, hvor meget han en ville holde deres datter, så havde Netrish brug for hans støtte om det måtte koste ham en hånd.

Ved gudernes nåde lod det til at tage kortere tid denne gang, glæden stålede ved synet af det andet barn, en glæde der ikke blev spejlet i Netrish ansigt.
"Hvad er der galt?" Valkars øjne for mellem de to elvere, var der virkelig et tredje barn?!? Tvillinger havde han oplevet før, men trillinger? "Det skal nok gå" forsikrede han hende, blikket søgende mod jordmoderen i håb om enighed.  

Gracinya smilede mildt til kvinden. "Guderne har overraskelser i gemme for dem der tjener dem." Hun holdt stadig sin viden om hvad der ville komme for sig selv. De to havde ret til glæden over de to første og uvidenheden om den tredje. Måden de delte synet af barnet på og smilede til hinanden forsikrede hende kun om det rette i hendes tilbageholdenhed.
Den anden pige kom hurtigt efter og let. Vejen havde været banet og åbnet af søsteren trods alt og skønt de begge var små, så var der livsgnist der. Atter undersøgte hun pigen, før gav barnet over til en novice for præsentation hos faren.

Det gled dog lidt i baggrunden ved kvindens udbrud. "Jeg ved det, mit barn, men du bliver nødt til at holde ud for den sidste. Måske er der håb endnu for ham." Hendes tone var medfølende og tilskyndende, som hun forsøgte at skjule sin viden om at håbet var snert og kun svandt ind med tiden der gik.
Heldigvis skyndende kvindens krop selv på og pressede det sidste mulige liv ud af hende. Et liv og et lys slukket før det fik givet sin første lyd og ikke til at redde. Gracinya undersøgte barnet forsigtigt, befriede det fra navlestrengen og pakkede det så selv blidt ind i et klæde, før hun rejste sig og så på begge forældre. "Jeg beklager, han..."

Tiden for Ypperstepræstindens forventede ankomst til templet var denne dag kommet og gået uden mindste spor af hende. Ikke usædvanligt som turen hun tog fik flere og flere stop, men hun var denne dag forsinket nok til at kalde en rynke frem på Mitchs pande. Kunne der være sket noget? Alvorligere end et uventet forlænget stop et sted på tempelområdet. Han flyttede halvt bekymret og halvt rastløst på vingerne som han vendte sig mod alteret i templets hjerte.
Ikke at svar kom derfra.
Løbende skridt udefra gjorde dog og fik ham til atter at vende sig med front mod åbningen. Skridtene blev da til en præst tabt for vejr for mere end få ord. "Hun har brug for hjælp!" Det var der Synet greb ham. Fokuseret kun på Netrish sveddækkede ansigt, som hun fortrak det i smerte. Og så var det væk igen. "Hvor?" Mitch var allerede på vej ud. "Leander var nærmest!"

Vejen føltes længere end den var mellem de to templer og kun endnu længere som tanker i alle de forkerte retninger tog sin tur til at sløre hans fornuft. I forrummet blev han holdt tilbage kort til han blev genkendt og peget mod et rum lidt tilbage. ingen virkede påvirkede af hvad der skete, hvilket sænkede hans hast og sendte en tvivl gennem de mulige frygteligheder hans fortid havde malet over nutidens muligheder.
Døren gled uhindret op under hans hånd. "Jeg kom så hurtigt jeg..." Synet i rummet slog ham med tavshed. Netrish liggende badet i sved omgivet af novicer og præstinder, tre af disse med små indpakkede bylter, og mand holdende hendes hånd. "Oh..."

Netrish nåde ikke at se sin anden datter an, eller værdsætte det lille nye liv bragt til verden, før hun atter blev trukket tilbage til den sidste fødsel. Om det var Netrish egen healende evne, eller en moderlig intuition var ikke til at sige, men Netrish viste noget var galt.. Men Valkars ord bragte et håb, lille og spinkelt som det var... var det ikke nok.

Netrish øjne gled i, og et hjerteskærende udtryk faldt over hendes ansigt, som søsteren erklærede det sidste barn dødfødt. Netrish viste hvad det betød, og frygten for det havde ligget der, begravet dybt nede under forventnings glæde. "Valkar, jeg...".

Hendes ord blev afbrudt som Mitch dukkede op. Hun behøvede ikke åbne øjnene for at genkende den faste stemme. Hun havde fortalt Valkar om Mitch, og hans rolle som hendes vogter i templet. Hans ankomst blev dog dråben der fik Netrish til at briste, og tårrene begyndte at strømme nedover hendes kinder. Hendes hånd var slap og modløs i Valkars.

Uden ord vinkede hun Gracinya nærmere, så Netrish kunne få sin søn i favnen. "Guderne har overraskelser i gemme, from dem der tjener dem.." ekkoede hun ordrene fra før, om end deres mening klingede dystert nu.
Forsigtigt plantede Netrish et lille kys på barnets pande, og hviskede lavmælt "Undskyld du måtte betale for min synd...". Hvor ondt det end gjorde, viste hun dog at dette var Kiles barmhjertighed, for hun havde stadig to sunde, levende døtre, der pludrede let i baggrunden.

Glæden var tydelig hos Valkar som han mødte deres anden datter, lige så fin og fantastisk som sin søster.  Inden han nåede at kunne vise hende for hendes moder var den tredje på vej. Endnu engang måtte han give hende væk, hvor meget end han ikke havde lyst.

Valkar havde holdt vejret som det tredje barn gjorde klar til at møde verden, men stilhed var det eneste der mødte ham. Endnu engang pressede tårerne sig på, han ville gøre alt i hans magt for at redde det lille barn, men han var i sandhed magtesløs...
Forvirret drejede han hovedet over hvem der var kommet ind, men vingerne afslørede ham som Netrish vogter fra kile templet. Det lod til hvor end de var ville Kile altid følge dem...

"Schh..." tyssede Valkar stille, blidt plantende et kys på hendes pande. Hun havde været så stærk, og alligevel mente guderne hun skulle gennem endnu en pinsel... Det var næsten ikke til at bærer...

Stille så han på som Netrish undskyldte til den søn de aldrig ville lærer at kende, med svagt rystende hænder kærtegnede han den lille kind. En tårer faldende tungt, han kunne se sig selv så meget i deres søn...
En utilfreds lyd kom fra den ene af pigerne og hev Valkars tanker væk fra hvad kunne være, og mod hvad var. Han vinkede novicen hen der havde pigen, givende Netish hånd et kærligt klem inden han tog pigen i sin favn "Såå du lille, far er her nu" Livet kaldte.  

Gracinya drejede sig, som døren blev åbnet og så spørgende på manden der kom ind. Hans udtryk af hast sammen med vingerne sendte tankerne i en alt for passende retning i forhold til hvad lige var sket, men fik også den ældre præstinde til at sukke mentalt. Kiles engel havde aldrig været heldig med sine besøg om han kom for at hjælpe eller ej. Et blik og alle tænkte det værste ville ske. "Og til tiden er jeg bange for, Broder Mitchell." Hun havde som altid et smil til ham, før hun vendte sin opmærksomhed fuldt tilbage til kvinden i rummet.

Roligt bevægede hun sig op til hende og lagde det indsvøbte barn i hendes favn. Blidt strøg hun håret fra den yngre kvindes pande og fangede hendes blik med et stille smil. "Kile lod jer beholde to og kaldte kun den ene til sig. Hun overrasker til tider også i sin barmhjertighed og nåde." Hun lod dem have øjeblikket i fred, trækkende sig et skridt tilbage. Derfra kunne hun med få håndbevægelser sætte novicerne i bevægelse igen med at samle remedierne sammen og forlade rummet.

Det sidste kunne hun klare selv og med mindre forstyrrelser til de nybagte forældre.

Mitch mødte Netrishs blik et øjeblik før hun brast i gråd og gjorde den følelse af kommende gru han havde haft fra han forlod Kiles tempel til vished. Hvorfor skulle han altid? Hans tanke blev afbrudt der som den nærmeste og ledende præstinde vendte sig fuldt mod ham og han genkendte hende. Hendes ord fik ham da også bare til at skære en grimasse. "Salt og sår, søster Gracinya. Salt og sår."

Han holdt sig tilbage som Netrish kaldte den ældre elver over og gav dem fred til det værste forældre kunne gennemleve. Det satte også navn på manden for ham. Valkar, Netrish mand, ville være den eneste forventeligt til stede og en værd at få sat et ansigt på. Hun havde fortalt lidt om ham. Nok til at have kaldt flere smil frem hos Mitch bag hendes ryg også.

Børnene i live ville dog ikke ignoreres mere end spædbørn ville flest og som Valkar gik til den ene kunne Mitch ikke modstå at gå til den anden. Slet ikke som denne ved et uheld havde fået knyttet hånden om et par af hans fjer og trak i dem som hun viftede med armene. Meget uimodståelig tilkaldelse. Meget gennemtrængende stemme. "Rolig nu, du lille, jeg er sikker på søsteren har noget.. urgh.. bedre for dig at holde i." En fnisen fra novicen svarede hans ord, mens han fik lirket en finger ind i taget og fjerene befriet.

Tårene fik frit løb, som Netrish ikke besad hverken styrken eller viljen til at holde dem tilbage. Hun var træt og udmattet udover noget hun havde oplevet før, men det til trods, så kunne søvnen ikke være hende fjernere.

Forsigtig knuede Netrish den lille skikkelse ind til sit bryst, og mærkede hvordan den stille form langsomt blev koldere for hvert øjeblik der gik. "Gudinden er i sandhed barmhjertig" istemte hun sin enighed, men det var en bittersød erkendelse. Gudinden havde nok vist sin mildhed nu, men det var også Netrish tydeligt, at dette var en advarsel. En advarsel, og en påmindelse om det løfte Netrish afgav for så længe siden. "Tak, for alt" takkede hun den ældre elver, og trak sine tanker tilbage til nuet, til de levende.

Efter et langt øjeblik løsnede Netrish grebet om sin søn og lod sit blik glide fra Mitch med den ene pige, til Valkar der strålede med den anden. Et træt men glædeligt smil fandt vej til hendes læber ved synet. "I er så smukke".

Hendes blik gled tilbage mod den sortvingede engle "Tak fordi du kom Mitch. Vil du.. tage min søn til templet?". Hun viste det var meget at bede om. Men det var det eneste de kunne gøre for ham nu.

Tankerne om hvad gudernes vilje, nådig eller straffende, var mere end hvad Valkar var villig eller kunne forholde sig til. 
Hans familie havde brug for ham, så guderne måtte gøre deres vilje tydeligere senere. 

Den lille pige mildnedes tydeligt over at være i hans favn, tæt på hans hjerte der slog taktfast, et hjerte der ville slå lige så meget for hende som det gjorde for ham. Ved guderne han holdt af dem så meget allerede! Og han havde ikke gjort meget andet end at lade sit blik falde over dem.
"Jeg tror de har det fra dig" klukkede Valkar som svar til Netrish, piger var fantastisk smukke allerede, selvom de nok i sandhed lignede de fleste spædbørn. Men i hans øjne var de enestående.

Netrish næste ord var som en klump i halsen, nok vidste Valkar at det var det rette at gøre, men trods det var han ikke klar på at sige farvel til den søn han aldrig ville komme til at lærer at kende. Tårerne brød fri som han nikkede sin enighed, trods hans ord fejlede ham. Et prøvende klem om hans ene finger fra bitte små fingre fik dog tårerne til at stoppe. "Bare rolig du lille jeg går ingensteder, jeg havde bare håbet at lærer din bror at kende... Men jeg er mere end glad for at lærer dig og din søster at kende" 

Gracinya holdt svagt smilende blikket på den yngre kvinde, som denne tog hendes ord ind. De vidste begge det var en søle trøst over at have mistet en, men også at Kile sjældent hvis nogensinde tog hensyn til dødeliges følelser. Dødens Gudinde var på mange måder den mest neutrale af alle guderne.

Så nikkede hun let og trak sig baglæns. "Min glæde. Hvis I får brug for mig, så send en af novicer. Det ser ud til jeg er ønsket andet steds." Mens hun havde talt med kvinden, var en ny novice kommet til og havde signaleret for døren om at endnu en fødende var ankommet til dem. En travl dag det virkede til at blive for normalvis valgt de fleste at føde hjemme og ikke i templet, hvis de kunne blive frie.

Gracinya stoppede kort ved Mitch og lagde en hånd på hans arm. Ingen ord var nødvendige. De havde været igennem det her før. Så nikkede hun let til de nybagte forældre og fulgte den trippende novice ud lyttende til den strøm af dæmpede oplysninger, der startede før døren til lokalet var faldet i.

Mitch så op fra den lille piges ansigt, som han mærkede en hånd på sin arm, og mødte den ældre elvers blik. Så nikkede han forstående, men kunne ikke slippe den knugende fornemmelse af Kiles Skygge, der lå over ham. Det havde været lidt for passende og lidt for sigende hvornår han havde fået synet og lov til at ankomme.

Netrish stemme kaldte ham dog væk fra de dystre tanker og til hendes side. Noget der krævede et øjeblik til at befri hans fingre fra den lille piges greb og endnu et før novicen havde vugget barnet til ro igen, som denne ikke brød sig om forandringen.
Han mødte hendes blik og nikkede så alvorligt. "Det vil jeg." Det var tunge skridt han kunne tage for de to og give dem tid til at samle sig før den sidste afsked. Blidt hvilede han en hånd på Netrish skulder, som han så op på Valkar for hans enighed. Derefter slap han Netrish og tog i stedet imod det indsvøbte spædbarn, som han holdt som var det blot sovende ind mod hans bryst.

Han havde ingen ord til afsked, men blot et blik og et nik før end han forlod dem til livet. Ingen sagde noget som han forlod kammeret med noget i favnen, men han kunne mærke deres blikke følge ham ud. Hans skridt tog ham roligt tilbage til Kiles tempel og til et af de kamre til den sidste afsked. Kulde var lagt i væggene for at bevæge de ventende mens de lå der og lyset holdt blidt og varmt for at fratage lidt af dødens hårdhed fra omgivelserne.
En novice trådte ind bag ham, som Mitch betragtede stenforhøjningens hårde flade, og lagde et rødt klæde tilrette som en rede for den lille. Derefter rakte hun Mitch et sort mindre klæde, som han svøbte den lille i. Det hvide klæde fra fødslen lod han blive inderst for livet her var i den grad omsluttet af døden.
Tøvende lagde han barnet fra sig i reden og stod et øjeblik, før han plukkede en løsnet fjer fra sin ene vinge og lagde hen over barnets bryst. Han havde ikke kunne sprede vingerne beskyttende over ham i livet, men måske kunne han bringe ham sikkert til Kile under dem.

Netrish gav søsteren et nik som hun forlod rummet, til fordel for det næste par der havde brug for hende. Dernæst overdrog Netrish forsigtigt sønnen til Mitch, og holdt hans blik et øjeblik. "Tak" sagde hun simpelt. Ingen ord kunne beskrive den opgave hun netop havde pålagt ham, ellers hendes taknemlighed for at han løftede den, så hendes blik måtte fortælle ham hvad ord ikke kunne.

Det var en mærkværdig stilhed der lagde sig over det lille lokale, kun brudt af de smås pludren. Netrish lænede sig tilbage. Hun skulle se sine døtre, og til templet, til Mitch, for at give sin søn de sidste farvel. Men senere. For nu skulle hun lige hvile, lukke øjnene et øjeblik, bare et sekund eller to..

Netrish øjne gled i, og der gik ikke længe før hendes åndedræt blev jævnt, et roligt udtryk på hendes ansigt. 

Med tung hjerte fulgte Valkars blik Mitch, som han gik mod Kiles tempel med det døde barn. Heldigvis havde Valkar på ingen måde tiden til at dvæle ved den sorg. Pigerne krævede hans opmærksomhed og han gav den glædeligt. 

"Netrish, jeg har noget jeg..." Nåede han at starte før hans blik faldt på den sovende elver "...vil spørge dig om". Et glad smil spillede på hans, hun havde fortjent al den hvile hun kunne få. Hun havde været så brav, gjort mere end hvad nogen kunne forvente.
 
Med et stille suk plantede Valkar et kys på Netrish pande, det var lidt komisk. Han havde endelig taget valget definitivt, han valgt hende og deres familie.
Al den tid han kunne huske siden han var vågnet til sit andet liv, havde en følelse af at ville have mere fulgt ham. Mere viden om hvem han var, mere magt, mere rigdom.
Han havde ønsket kontrol.
Men nu, nu var det eneste han ønskede var at være sammen med hans hjertenskære og deres døtre, Amalean og Lurria. Han havde ikke brug for mere, så Valkar kunne godt vente med at hører om Netrish ville gifte sig med ham.