Hun bliver lidt overrasket som han pludselig har ben istedet for en hale, men hun vælger ikke at kommentere på det, han måtte selv fortælle om det hvis han ville, hun burde ikke snage i andres ting og sager. "Det kan du have ret i, vi må håbe de snart opdager det," siger hun med et smil. Nok vidste hun ikke selv meget over det, men hun havde altid fået afvide derhjemme fra at havfolk var nogle vi skulle respektere, men hun kunne aldrig huske hvorfor, hun ved heller ikke hvorfor hun lige kunne huske den ud af alt hun kunne pludselig have husket. Hun nikker lidt, som han også siger han ikke ved hvor længe, hun nok kan få bunden. Men hun var lettet over de blev her hvor hun faktisk kunne bunde, sådan lige her et øjeblik i hvert fald. 

Hun nikker langsomt, imens hun tager små skridt med ham længere væk fra bredden, som hun kunne fornemme vandet kom en smule længere oppe, men stadig ikke nok til hun slet ikke kunne nå bunden. Hun ignorere den nøgenhed som der pludselig var fra hans side, det var ikke noget hun virkelig fokuserede på. Men nøgenhed var heller ikke noget der kunne få hende ud af fatning, så hun fokuserede på det hun skulle fokusere på. Hun klemmer igen hans hånd, imens hun igen kommer med et svagt smil, for at fortælle det nu helt okay det her lige nu i hvert fald. Hun kunne bare mærke hvordan hun let sank ned i sandet hver gang hun tog et skridt frem, men hun holdt meget godt i hans hånd, hun skulle ikke nyde noget hvis hun pludselig ikke kunne bunde og hun ikke havde en mulighed for at gribe ud efter ham. Hun hummer lidt, imens hun ser lidt omkring sig, men igen hurtig fokusere på opgaven der er foran hende, som nok nærmere var at lade vær med at gå i panik. Men hun prøvede mere og mere at smide alt hendes tillid i William, for det virkede til jo mere hun valgte at stole på ham, jo mindre i panik var hun. Men så igen Gaia var meget insisterende på nu hun ikke kunne umiddelbart hjælpe hende, så måtte hun stole på denne havmand kunne og ville hjælpe hende.

Der var ingen tvivl om at han ville gøre sit bedste for at hjælpe Xilla med at svømme. Han ville gerne lære fra sig, lige som Maximillian altid lærte ham om ting og sager. Det kunne være brugbart i en hver sammenhæng. Det handlede vel bare om hvor meget man så brugte det efterfølgende. Han svarede hende ikke da han ikke fandt det nødvendigt. Han havde sagt sin mening og den holdte han fast i så han nikkede bare til hende og sendte  hende et smil. Han ville gerne have at man tænkte lidt mere på Aquarin men det var ikke noget han ville tvinge folk til, det måtte folk jo helt selv om når det kom til stykket.

Selvom han for hvert et stykke hvivlede sandet op fra bunden kom vandet aldrig helt så højt op på ham, og det var ikke fordi han sank helt ned i sandet. Han var faktisk også lidt lige glad, for han kunne da svømme. Eller lidt kunne han da med disse ben. Han skulle nok bare øve sig lidt mere når det kom til stykket. Han rakte sin anden hånd op i hendes højde hvor han havde den anden hånd. "Hvis du vil tage mig i den anden hånd også" kom det fra ham og smilte til hende. Der var så mange måder han kunne lære hende at svømme på. Han tog nogle skridt tættere på hende, og lagde hendes hånd om bag ryggen på ham, og det samme ville han gøre med den anden hånd hvis hun tog den. "Hvis du holder godt fast så bevæger jeg mig og du sparker med benene. Det behøver ikke at være kønt, bare det at du for fornemmelsen af vandet der bærer dig op ad når du sprker med benene." kom det fra ham og tog blidt fat i hendes overarme med hænderne. Han ville være helt sikker på at hun forstod hvad det var hun skulle inden han gjorde noget andet. For han ville jo ikke se at hun kom til skade eller noget. Han ville bare gerne gøre en god indsats, om han så skulle stå lidt tæt på hende.

Hun følger roligt med ham, imens hendes blik hviler på ham for at være sikker på at hun ikke misser det mindste. Som han siger hun skal tage hans anden hånd, vælger hun at gøre det, griber den med det samme, imens hun prøver at finde ud af hvad tanken helt præcis er hvad der nu skal ske. Hun lader ham rykke rundt på hendes hænder, så de begge er bagved hans ryg. Det var heldigt hun ikke er bange for nærkontakt, hun kunne li se det for sig at så var det da blevet en meget dårlig ide. Hun hummer lidt, som hun igen må tænke hun sagtens kan stole på ham, imens hun lytter til det han siger. En lav brummen lyder igen fra hende som hun tænker, det var lige nu det ville blive sat på prøve om hun virkelig havde givet alt sin tillid til ham, ellers ville dette nok gå helt galt. Men så snart han holder ved hendes overarme, så føler hun tilliden er der, den første person hun nok virkelig har smidt sin tillid til i længe, undtagen Gaia, men hun var en del af hende så det talte ikke rigtig.

Hun nikker, "okay, lad os da prøve det her," siger hun med et smil, mere for at prøve at virke som hun ikke er så bange som hun faktisk er lige nu. Hun hopper dog først lidt på stedet, inden hun vælger at lade sig synke lidt ned i vandet, for at få en lidt fornemmelse med det hele med en svag hummen, for at berolige hende selv lidt mere. Hun holder meget godt fast omkring ham, tæt på hun har sat neglene i hans ryg, men hun når heldigvis at stoppe sig selv, for det kunne nok komme til at gøre lidt ondt på ham, det var ikke ligefrem det smarteste i verden hvis hun kom til at distrahere ham fordi hun havde sat neglene i hans ryg. 

William var ikke bange for at noget skulle gøre ondt på ham. Han var mere nervøs for om dette her ville lykkes i sidste ende. Han ville gerne have at det lykkes og at det rent faktisk gik godt. Men så længe hun var nervøs og bange ville frygten for det hele spille mere ind, og han smilte til hende. "Godt tag en dyb indåndning og tag det stille og roligt. Jeg er lige her." kom det fra ham og aede hende lidt på overarmen. Han trådte et par skridt tilbage så hun fik strakte arme imens han holdte hendes overarme. 

"Nu bevæger jeg mig langsomt tilbage og så sparker du alt hvad du kan med benene." kom det fra ham og nikkede sikkert til hende. "Og hvis du bliver bange må du gerne tage fat, jeg er ikke sart. Desuden kan vi altid stoppe hvis du synes." han smilte til hende og kiggede lidt på hende inden han trådte et par skridt længere tilbage så hun kunne følge med ham. Hvis ikke dette virkede så kunne de altid gøre det på en anden måde der måske ville være nemmere. Men det var ærlig talt ikke noget han lige havde tænkte over i første omgang. Han var ikke engang sikker på om dette her ville lykkes. Men han ville hellere end gerne prøve alt hvad der var at prøve. Kunne han hjælpe en i alt dette her så ville han være lykkelig. For så havde han da gjort en god gerning og han kunne smile hele vejen hjem.

Hun var helt tunet ind på hans stemme, det var det eneste hun fokuserede på lige nu for at have muligheden for det måske kunne lade sig gøre. Ironisk alligevel når hun normalt ikke hørte efter hvad andre sagde, kun lige i dette tilfælde lod hun sig selv lytte til en anden og faktisk stole på det nok skulle kunne lade sig gøre, at personen forhåbentlig vidste hvad de lavede. Hun tager en dyb indånding som hun lukker øjnene for et øjeblik, som hun puster ud fokuser hun på ham igen, som hun kommer med et bestemt nik, hun kan og vil prøve det her. Det værste der sker, ville nok være hun endte med at gå i panik, og derved bare hev sig selv helt ind til William fordi hun blev bange, men dette måtte tiden vel kun vise hvad der skete.

Hun fulgte langsomt med som han begyndte at bevæge sig, som hendes arme blev helt udstrakt endte hun alligevel med at bore hendes negle ind i hans ryg, imens hun fokuserede på hvad hun ellers skulle gøre. Hun lød sig selv flyde lidt igennem vandet, imens hun hummede, før hun pludselig ikke kunne fornemme bunden ved hendes fødder mere. Hun tog sig selv i at gå helt i panik, mere end bare lige at bore sine negle mere ind i hans ryg. Hun laver en grimasse, bange for det måske kunne ende med at trække lidt blod fra de sår. Hun begyndte at sparke lidt med fødderne, men det så nok nærmere ud som hun nærmest stod og hoppede lidt op og ned i vandet som hun prøvede. Det var ikke fordi hendes krop syntes den nærmest skulle op og flyde, det var lige før det virkede til hendes røv ville forblive helt dernede i vandet. Hun sparker lidt mere irriteret, imens hun engang imellem må stoppe sig selv inden hun går helt i panik, som vandet kommer tæt på hendes mund, bare tanken om hun nemt kunne drukne var lige ved at få hende til at gå i panik hele tiden. Men hun prøvede mest muligt at fokusere på William, selvom det var meget svært for hende, som vandet bølgede lidt op og ned omkring hende, imens hun virkelig ikke kunne helt præcis gøre hvad han prøvede at forklare i hvert fald. Det var en irriteret brummen som kom fra hende, som hun igen holdte bedre fat om ham, lige nu virkede det nærmest umuligt for hende, men hun var i vandet, det var bedre end ingenting. 

At hun lod neglene bore sig ind i ryggen på ham tog han sig virkelig ikke af. Det var jo kun hvad han havde forventet der ville ske. Han ville ikke engang klage over det, for han havde jo selv sagt at hun måtte gøre det. Nu havde han jo ikke forventet at det ville ske så hurtigt, men hun var sikkert nervøs og bange. For hvem ville ikke være det når der skulle ske noget nyt? Han var ikke sikker på at han havde gjort det samme da han skulle lære at svømme med ben. Men han havde været mindst lige så nervøs som hun sikkert var nu. Han sagde ingen ting til hende. Han lod hende bare klare det hele i hendes tempo. For hvem sagde ikke at det ville komme helt af sig selv.

Men som hun mere eller mindre stod og hoppede på stedet smilte han til hende. Han havde gjort præcis det samme. Det med at få måsen op til et niveau hvor man kunne få benene op var noget helt andet. Hvilket fik ham til at overveje om det måske var den rigtige måde at gøre det på når hun ikke engang kunne få benene lidt op til overfladen. "vi gør noget andet." kom det fra ham og bevægede sig over til bredden stadig ved at holde fast i hende. Langsomt slap han hendes arme og kiggede på hende. "Her hold fast i bredden, og så står jeg lige ved siden af dig." kom det fra ham og trådte om på siden af hende. "Når du er klar så løfter jeg dine ben så de kommer op af. Der sker ingen ting jeg skal nok holde dig oppe over vandet. Men du skal have fornemmelsen af at komme op med benene. Når de er oppe fra bundne af sparker du med benenen" kom det fra ham og smilte til hende. "Det går fint bare rolig" kom det fra ham og smilte til hende. Når hun var klar og havde begge hænder på bredden og givet tegn til at hun var klar. Ville han tage fat rundt om hendes liv så benene ville komme op fra bunden af. Med den ene hånd rundt om hendes liv, og det andet som han hurtigt fik taget nede under hendes ben lod han hende hvile der i et stykke tid. "Når ud er klar så sparker du, bare rolig jeg skal nok holde dig oppe." forsikrede han hende om og holdte hele tiden en hånd under hendes liv og ben.

Hun kommer med en utilfreds brummen, da det er tydeligt det var ikke noget hun absolut var særlig god til. Hun lader ham egentlig bare trække afsted med hende, da hun regner med at han faktisk ved bedst lige i dette øjeblik. Som de kom længere ind til bredden igen, begyndt hun at nå bunden igen, inden hun giver slip fra ham igen, hun havde holdt meget godt ved, måske lidt for godt. "Okay, så prøver vi da," siger hun med et smil, gør alt for at virke meget optimistisk, selvom hun ikke helt vidste hvor optimistisk hun var, altså i det mindste regnede han med det kunne lykkes, hvilket gav hende mere håb om det. Hun gik hen til bredden, hvor hun tager fat, imens hun mærker efter om hun har ordentlig fat inden de laver en hel masse. Hun puster langsomt ud igen, imens hun bliver ved med at lytte til hans forklaring.

Hun kom med et svagt hvin, da hun et øjeblik tydeligt havde været lidt mindre fokuseret, eller i hvert fald ikke så klar, hun havde dog heldigvis meget godt fat i bredden. Hun kan fornemme hvor han holder fat, for hun kan ligge som hun gør. Hun slapper hurtig af i kroppen igen, efter den lille overraskelse. Hun vippede lidt, for have fornemmelsen lidt at der var en hånd under hendes ben og en under hendes liv. Langsomt vipper hun lidt med benene for at få en fornemmelse af det hele som det er lige nu, for det også bare mærkeligt. Hendes øjenfarve skifter et par gange, som Gaia igen overbeviser hende om at det nok skal gå. Men det ved Xilla godt, men det var virkelig svært at stole blindt på en person nogle gange. Som tiden går lidt med hun vipper benene en smule, til hun langsomt begynder at sparke lidt mere, lige så langsomt hun kommer op i tempo, men er alligevel hele tiden opmærksom på William, så hun ikke ender med at tabe fuldkommen fokus fra hvad der sker lige i øjeblikket, og for at stoppe hende selv fra at gå helt i panik, så var det nemmere at have fuld fokus på ham.

Der var ikke nogen tvivl om at jo mere hun ville sparke jo mere vand ville der blive sprøjtet på ham. Men han var lige glad, han kunne godt lide vand, lige meget om det var salt eller ferskt! Vand var vand, og han kunne da forme det som han ville, eller i hvert fald når det kom til våben, og selv der var han helt håbløst. For helt dygtig var han altså ikke, men han skulle da nok komme til det på et tidspunkt. Det handlede jo også bare om at øve og øve og øve. Til sidst ville man jo være rigtig dygtig.

Han fik ganske ret i sine antagelser, jo mere hun sparkede jo mere blev han sprøjtet til men det gjorde ham virkelig ikke noget. "Godt, du klare det fint" kom det fra ham og fjernede hånden en anelse fra hendes ben så hun ikke ville ramme ham hele tiden. Ikke at det gjorde ondt, eller at ryggen gjorde ondt men måske det var irriterende hvis hun blev ved med at blive forstyrret ved benene. Dog fastholdte han sin hånd under hendes liv for at holde hende oppe. Han ville ikke give slip endnu og slet ikke uden at sige det til hende først. "Nu flytter jeg min hånd lidt for at se om du kan blive oppe. Min hånd er hele tiden ned under dig." kom det fra ham og flyttede meget langsomt sin hånd fra hendes liv. Han ville ikke gøre det for stærkt, han ville jo ikke få hende til at fortryde det de havde gang i.

Hun prøver at sparke lidt mere med benene som hun kunne fornemme han fjernede sin hånd lidt længere væk fra hendes ben, hvilket tydeligt gav hende en mere motivation til hun bare kunne sparke lidt mere til vandet. Hun for da lidt af et selvtillids boost, som han siger hun klare det godt, det var noget hun var glad for, det kunne have gået meget værre. Men alligevel som han fjernede langsomt hånden under hendes liv, var hun tæt på at panikken, hun holdte dog lidt mere styr på det, altså hun var kommet så langt med det, i forhold til hun havde været meget bange for det da de faktisk begyndte.

Hun nikker lidt, som hun hummer for at give udtryk for hun havde hørt hvad han sagde. Hun ville gerne svare ham, men hun var ret sikker på det ville få hendes koncentration til at flyve ud af vinduet. Så meget vidste hun nemlig om sig selv, hvis hun bare prøvede ville det her da gå helt galt. Hun prøvede i hvert fald at lade vær med at fokusere på han ikke rigtig holder hende længere, for hvis hun tænker på det, ender det sikkert i en panik. Hun sparker lidt hårdere med benene, da hun fornemmer lidt hun var ved at komme lidt længere ned i vandet igen.

Hele tiden sørgede han for at han var i nærheden af hende. Han fjernede ikke hånden fra hende alt for hurtig, og han var langsom i sine bevægelser. Hvis han kunne få en til at svømme så ville han kunne klare alt! "Flot... Flot.. Du klare det så godt" kom det fra ham og var slet ikke usikker på sig selv længere som han havde været i starten. Han ville så gerne gøre dette her, og han ville gøre et godt stykke arbejde. Ja han ville ikke kunne lære hende det på en dag, men hvis hun nu prøvede flere gange i hele sit liv, så ville hun klare det på et tidspunkt, og øvelse gjorde jo mester. Præcis som han skulle øve sig i sin vandmagi.

Han have endelig fjernet hånden fra hendes liv, og han så med det samme at hun sank lidt længere ned med benene, men han gjorde intet for at bekymre sig om det. Hun ville klare sig fint og de var jo et sted hun rent faktisk kunne bunde. "Flot Xilla. Du gør et virkelig godt stykke arbejde!" han var virkelig stolt af det arbejde hun lagde i det hele. Hun virkede i hvert fald til at være passioneret og det kunne han lide! 

Hele hendes selvtillid fik et ekstra boost, som han blev ved med at mene hun klarede det godt. Hun var nu stolt over hun kunne klare det så fint, men hun havde dog en Gaia der lurede lidt bagerst i hendes hoved. Klar til at træde til hvis det blev nødvendigt, den var meget bekymret for sit menneske, men sådan skulle det jo også være for hende. Det var dog ikke som hun kunne få sig selv længere op igen, men det var vel bedre end ingenting. At hun så hurtig kunne blive lidt irriteret, når hun kunne fornemme en svag panik i sig, hvis hun kom til at sænke sit hoved lidt tæt på vandet. Hun ryster lidt på hovedet, inden hun kommer med en hummen.

Hun havde lyst til at sige noget, men så snart hun åbnede munden for at sige noget, måtte hun sande panikken begyndte at komme igen, så snart hun fokuserede væk fra hvad hun var i gang med. Så hun blev mere beslutsom som kun at fokusere, hun kom dig med en brummen der nok kunne virke som et tak, hvis man hørte ordentlig efter. Hun sparkede hårdt i vandet, som hun kunne fornemme hendes krop kom lidt længere ned end hvad hun faktisk brød sig om. Ingen grund til at få Gaia frem, det ville nok skræmme den stakkels havmand, hvis der pludselig var en kæmpe ulv med vinger på hendes plads. Også selvom Gaia havde lyst til en svømmetur, så var det ikke en mulighed i dette øjeblik. Hun griber hårdere fat om kanten, som Gaia begynder at ville insistere lidt i hendes hoved, den meget stædige ulv..

Hvis han selv skulle sige det så var han en ret god lærer, eller det regnede han da med at han var. Hvis man lige så bort fra at han ikke rigtig vidste hvordan man svømmede med ben! Men så igen hun gjorde da et godt stykke arbejde, måske han kunne lære fra sig alligevel. Så manglede han bare en lærermester til hans egne evne. Det krævede jo nok en del, men det var som om det han lærte i Aquarin ikke rigtig satte sig fast for ham. Jo mere han konsentrede sig om at skulle prøve at bruge sin evne gik det galt. Men på den anden side så kunne han da godt en smule. Det var vel lidt det samme som nu. Man skulle lærer fra sig når det nu kom til stykket. Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende.

Han tog begge hænder op imod hendes brystkasse og hofter. Det var ikke fordi han ville rage på hende eller noget men han ville prøve noget nyt. "Okey når jeg siger til så giver du slip på breden. Jeg bærer dig lidt væk fra kanten. Når vi når lidt ud bruger du armene og benene for at se om du kan komme frem." kom det fra ham. "Bare rolig jeg holder dig hele tiden... Du ved nu hvordan du skal bruge benene, og nogle sparker endda som en frø ville gøre i vandet. Du kan gøre det samme med armene, eller du kan gøre som du har gjort med benene bar lidt langsommere." han satte hænderne godt rundt om hende, så han kunne nå hele vejen rundt. "Du skal ikke være bange, jeg er her hele tiden og jeg slipper dig ikke på noget tidspunkt" kom det roligt fra ham. Hans stemme var fortsat varm og blid, han ville ikke presse hende for meget, men han ville bestemt heller ikke have at hun gik i panik på noget tidspunkt. "Okey, vi tager det stille og roligt. Klar?... og nu giver du langsomt slip på breden til du føler dig helt klar til det." kom det fra ham og holdte godt fast rundt om hendes brystkasse og hendes hofte så han nåede hele vejen rundt om hende.

Hun stoppede mere i sine bevægelser, som hun kunne fornemme hans hænder omkring hendes brystkasse og hofter. Hun begyndte at lytte til hvad han sagde, som hun overvejede det lidt. Altså det værste der kunne ske ved at prøve det, ville jo være han ligepludselig nok nærmere holdte en Gaia i stedet for hende, hvis hun endte med at forvandle sig hvis hun endte med at gå i panik. Han stemme var heldigvis meget beroligende i sig selv, så det var ikke fordi hun havde tvivl om hans ord, hun var sikker på han nok ville holde hans ord. "Okay, så længe du ikke bare lige forsvinder, så skal jeg nok prøve," siger hun mere langsomt, men med en meget rolig og fattet stemme. Hun vidste absolut godt hvad hun sagde ja til, som hun langsomt gav slip på bredden, som hun kunne fornemme han havde godt fat omkring hende.

Hun lod fingrene glide lidt igennem vandet, som hun lod ham gøre det han ville, inden hun selv skulle lave noget endnu engang. Han virkede til at kunne finde ud af at lærer en at svømme, selvom han måske selv nok svømmede mest med hans hale, han havde den jo af en simpelt grund, fordi han var født til at være i vandet. Man kunne i umiddelbart sige hun havde det sådan, for hun kunne nemt blive panisk i vand. Indtil videre var det dog ikke så slemt i starten, men det hjalp vel lidt, når han endnu ikke havde gået tilbage på sit ord om at ville sørge for der ikke skete hende noget. Men hun ville nok aldrig blive helt gode venner med vandet, men pointen var også mere, bare at være i det for hende, uden hun flippede fuldstændig ud. Der var et tidspunkt, hun gik i panik bare som hun så noget vand, men hun kunne stadig ikke finde ud ad hvad det hele bunder i, men et sted ønskede hun det heller ikke. Hun løftede hovedet lidt mere op, som hun et øjeblik lagde mærke til vandfaldet og generelt søen. Det var et meget smukt sted, det var der absolut ikke nogle tvivl om. Hun havde tydeligvis været heldig, med at William havde været her som hun kom herned, ellers havde hun nok ikke på nuværende tidspunkt været så rolig i vand.

Hun klarede det jo så fint, og uanset hvad så skulle han nok være her for hende. Han var ikke sikker på at hun ville klare det i første forsøg, men hun gjorde et flot stykke arbejde i det hele taget. Han håbede bare at hun ville øve sig når han ikke var der, for hvem vidste om der en dag kom et tidspunkt hvor man skulle flygte fra sit liv og det eneste sted man kunne komme væk var over en sø eller en flod med strøm i sig? Nej man vidste aldrig hvad livet bragte en, og alligevel så håbede han bare at hun ville klare sig godt, og øve sig når tiden kom til det.

Selvom hun gav slip på breden, så håbede han at hun var klar. Han fjernede aldrig sit greb i hende, og hun ville hele tiden kunne mærke lidt af ham. Da de var kommet lidt ud kiggede han på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hun vidste hvad hun skulle gøre, og han ventede blot på at det ville ske. Men de var langt nok ude til at hun ville kunne bunde hvis hun stod op, og de var langt nok ude til at hun ikke ville kunne remme breden når hun fægtede med armene og benene. "Godt jeg er klar når du er" kom det fra ham og kiggede lidt på benene og flyttede armene så de lå nede under hende, for at holde hende oppe.