Der var tale om en barnlig opførelse fra Orcus' side af, som hun ikke lystrede til hans ord første gang. Han var ikke altid så fokuseret på opgaven foran sig, men han havde bestemt i sinde at få hende i tøjet, før at han ville blive bare lidt for betaget af hende.. Han mumlede også noget utydeligt, da hun valgte at stoppe op på trappen og kigge i hans retning. Han tog det første trin ned på trappen og så hende så fortsatte hele vejen ned. For ikke at miste hende af syne, valgte han hurtigt at følge efter hende. De kunne ikke have hende rendende rundt uden at der var mindst én af dem, som holdt øje og lige nu lod det til at være bedst, at Orcus holdt øje frem for Philotanus.

Hans skridt var rolige, da de begge nåede helt ned i bunden, som han fulgte efter hende og så hende bevæge sig noget så forsigtigt frem mod den celle, som han havde fundet hende i. Nøglen sad faktisk stadig i døren, da han havde været noget så forvirret over at blive overrumlet på den måde. Samtidig så havde han jo håbet på at fange hende, før hun nåede overetagen. Men der var pigen altså bare for hurtig på benene. Det gav et mindre sæt i ham, da hun valgte at bukke sig ned på den måde og samle sit tøj op. Forstod hun slet ikke hvad hun havde gang i? Han fnøs let af hende, som han lod blikket dale imod jorden. Men han kunne ikke lade vær med at kigge på hende alligevel. Med nogle få skridt nåede han også hen bag hende, som han strøg hånden over hendes bagdel. Orcus trak den hurtigt til sig, som han var en smule chokeret over sig selv.

I stedet valgte han at træde en smule væk fra hende, så hun kunne komme i tøjet uden at han lige pludselig endte med at tage på hende. Som hun vrikkede med røven for at få nederdelen på, måtte han bide sig selv i underlæben og kigge væk, da lysten borede sig fast i ham. Hvem var hun egentlig? Hun virkede så uskyldig og ren. Måske ikke bogstavelig talt, men bare generelt, når man så bort fra hendes rifter. "Kom med" lød det en smule beordrende, da hun lod til at have fundet sig til rette ved muren.

Nianna havde vendt et overrasket blik hen over skulderen imod manden, da han havde strøget hånden over hendes bagdel, han så mindst lige så overrasket ud som hende selv, for hvorfor i al verden havde han nu gjort det? Havde hun noget siddende, hvilket havde fået hende til næsten halvvejs at dreje omkring sig selv i forsøget på at se efter, en opgave der var mere besværlig end først antaget, og da hun ikke formåede at se noget lagde hun hovedet let på skrå som hun betragtede manden med undren i blikket. Hun havde ikke en fornemmelse af der var noget ondt i hans handling, men hun forstod ikke ideen i berøringen. 

Da hun var sikkert i tøjet, fik hun ikke lov til at stå længe inden hans stemme brød igennem til hendes tanker. Da han kommanderede efter hende for hun sammen, nej ikke cellen vel? Hendes blik for frem og tilbage mellem ham og cellen inden hun søgte hen til manden og lod sig falde ned på knæ foran ham og blikket sænket ned imod den kolde jord under hende. “Nej ikke der....” hviskede hun med en helt spæd, næsten uhørlig stemme som var hun bange for cellen. Hun trak hænderne op foran sit bryst og flettede fingrene sammen, bønfaldt ham for ikke at smide hende derind igen. Hun turde ikke hæve blikket imod ham, bange for han rent faktisk krævede hun gik derind. 

Det sitrede helt i hans hånd, efter at have rørt hendes bagdel, som han måtte bide sig i underlæben og holde fat i hånden med den modsatte. Der var et eller andet fristende over hendes uskyldige ydre, som gjorde at han ikke rigtig følte, at han kunne lade vær med at gøre endnu et forsøg. Men så snart at han fik øje på hendes blik, så krøb han næsten sammen, uden rigtig at flytte sig. Blikket gled dog ned imod jorden. Nianna formåede dog at ændre hans fokus, da hun begyndte at rende rundt om sig selv. Hvad havde hun egentlig gang i. Der gik noget tid, før at han forstod hvad og hvorfor hun gik rundt om sig selv. "Der er ikke noget.." mumlede han med et svagt skuldertræk, som det virkede som om hun ledte efter noget på sin røv. Han havde ikke set noget, andet end en rund bagdel.. Og det var der bestemt ikke noget i vejen med.

Den reaktion, som Orucs fik, var en smule forvirrende, som han ikke havde fortalt hende, at hun skulle gå ind i cellen. Han havde egentlig bare bedt hende om at følge med eller komme hen til ham. Uanset hvad, så kom hun faktisk hen til ham, men smed sig hurtigt på knæ foran ham. Var hun igang med at tigge ham om at lade hende gå frit omkring? Han bukkede sig ned til hende, for at tage fat i hendes hånd og løfte hende op. Eller i hvert fald gjorde et forsøg på at få hende tilbage på benene, medmindre at hun virkelig modsatte sig det. "Du behøver ikke.." lød det en smule forsigtigt, som han gerne ville have hende med. Hun var stadig kold og ville muligvis have godt af at være foran pejsen. Heldigvis var der mange pejse i palæet, så de behøvede ikke en gang forstyrre Philotanus. "Skal vi ikke finde en pejs, så du kan få varmen?" spurgte han for at berolige hende lidt, så hun kunne få en fornemmelse af, at han ikke ønskede at smide hende ind i cellen, der var virkelig kold.

For et øjeblik følte Nianna sig ganske flov over sin lille piruet rundt om sig selv, da han bekræftede hende i at der ikke havde været noget, men det fik hende bare til at undre sig mere over hvorfor så han havde lagt hånden på hende, strøget den over hendes bagdel, hun vidste godt menneske engang imellem kunne finde på nogle besynderlige ting, men dette toppede dog alle hendes tidligere oplevelser og betragtninger. Hun bemærkede ikke den ændring der havde været i hans blik på hende, den lyst der havde været til hende. 

Man kunne tydeligt se hvordan lettelsen gled igennem hele hendes krop, der havde været helt spændt op af frygten for cellen, for hver en muskel i hendes krop slappede af sammen med en lettet suk der fik hendes skuldre til at falde ned. Da hun mærkede hans hånd om hende, løftede hun blikket lidt tøvende inden hun lod deres blikke mødes, et lille taknemmelig smil bredte sig om hendes læber, inden hun lod sig rejse fra det kolde gulv. En besynderlig følelse spredte sig let i hende, da hun endte ganske tæt på ham oprejst, hun lod blikket glide ned over hans ansigt, det ansigt hun før havde hadet så meget, men nu fandt en form for ro ved. Videre ned over hans hals, mens hun sugede de små detaljer ved ham til sig, mest for at de ikke ville kunne narre hende senere med at bytte pladser, hun ville finde enhver forskel mellem dem hun kunne, hendes blik stoppede da det nåede hans kraveben og dermed kom i øjenhøjde med hende, for hans stemme trak hende tilbage til nuet. Hun trak vejret dybt og hævede blikket op til ham, hun vidste ikke helt hvor længe hun havde dvælet ved alle detaljerne i hans ansigt og halsen. 

Nianna forstod ikke helt hvad han snakkede om, men at få varmen stod dog ud fra hans ord, hun havde ikke rigtigt bemærket kulden før han bragte emnet op, det var koldt og hun var blevet kold. En let kuldegysning løb igennem hende, inden hun gjorde et lille bekræftende nik. Uden tøven ville hun følge ham hvor han ledte hende hen.

Det var tydeligt, at pigebarnet ikke havde nogen ide om, hvad hun egentlig udsatte ham for. Hun behøvede ikke at bruge vold for at hyle ham ud af den. Det værste var nok, at Nianna ikke var i stand til at forstå, hvad hun havde gang i. Han fik også fuldt udsyn til hendes krop, da hun valgte at dreje rundt om sig selv. Han følte sig tvunget til at kigge væk og ned i gulvet, da hun virkelig ikke gjorde det nemt for ham at være seriøs omkring emnet. Orcus tvivlede på at hun forstod den udstråling hun afgav og faktisk lokkede ham med. Blot for at distrahere sig selv, bed han sig i underlæben og nev sig en smule i armen.

Endelig fik hun tøj på og der faldt en smule mere ro over situationen, som hun dog straks begyndte at frygte for cellen. Han skævede kort hen til den, som han opdagede, at han havde glemt nøglen i døren. Den måtte han så bare huske på vej tilbage til trappen.. Hvis hun da ikke distraherede ham igen. Det gjorde hun dog meget nemt, som hun fik rejst sig op en anelse for tæt på ham, som han nemt kunne kigge hende i øjnene og mødte hendes blik hurtigt. Orcus bemærkede godt, at hun tog sig tid til at kigge på ham, men forstod ikke rigtig hvorfor og hvad godt det ville gøre, men han kunne mærke hvor tæt på hun faktisk var. Det havde nu aldrig faldet ham ind at nogen kunne forveksle ham med Philotanus, fordi han selv følte, at der var stor forskel på dem. Øjnene var blandt andet end stor forskel, som Philotanus altid havde sine dæmoniske øjne uanset kroppen.

Det var som om, at hun mærkede kulden, da han bragte det på banen og derfor rystede en smule på kroppen. Orcus valgte dog at gå ud fra, at der var tale om et ja.. Ikke fordi han fik et svar, men det behøvede han som sådan ikke. Han valgte derfor at lede hende imod trappen, som han dog kom i tanke om nøglen og lod hende stå midt i gangen for at løbe tilbage til cellen og hive nøglen ud. Derefter løb han tilbage til hende og viste hende atter tilbage til trappen. "Har du et navn?" spurgte han en smule prøvende, som han ikke vidste, hvad hun ville dele med ham. 

For enden af trappen valgte han at lede hende bort fra stuen og Philotanus, som de bevægede sig ned ad den lange gang. Der var flere døre på den ene side, men store vinduer på den modsatte side, som man kunne beskue den store forladte by lige på den anden side af vinduerne. Bygningerne strakte sig langt ind i mørket og lyset var begrænset, som krystallerne var det eneste der reflekterede solens lys ned igennem kløften.

For hver dybe vejrtrækning hun havde gjort, da hun stod ganske tæt op af hans krop, mærkede hun en kontakt skabes imellem deres kroppe, som hendes bryst strøg sig op af hans. Hun mærkede sin hånd, der stadig lå i hans, varmen fra hans krop der lunede nede i den kolde underetage. Hendes blik fæstnede sig for en ganske kort stund ved hans læber, inden hun trak sig blot et lille skridt baglæns, for at skabe en let afstand imellem dem. Lettere forlegen havde hun sænket blik, som de lyse kinder havde fået en svagelig rødlig kulør.

Da Orcus satte i bevægelse, lod hun sin hånd glide ud af hans, men hun satte dog ganske roligt efter ham, og holdt sig blot et enkelt lille skridt bag hans ene side, hendes blik skiftes fra at følge hans bevægelser, til at holde øje med omgivelserne, hvis der nu var noget hun tidligere havde overset i farten. Da han stoppede op ved trappen, ændrede hendes opmærksomme blik sig til en undren da han satte afsted i løb tilbage imod cellen, hendes hoved gled let på skrå mens hun fulgte ham med øjnene. Hun brummede let for sig selv, da hun så hvad han var gået tilbage efter, nøglen til den forbistrede celle. Hun måtte passe på så hun ikke endte der igen, før hun kunne slippe fri og komme hjem. Hun bemærkede da han løb tilbage, at han virkede mere stabil på benene end havde gjort ved deres første møde, også hurtigere, men hvad hun ikke kunne regne ud var hvad forskellen var. Havde han bevidst dengang givet hende et forespring med vilje? Sammen fortsatte de op ad trappen da hans stemme lød, hun betragtede ham indgående, inden hun lod blikket glide frem for sig. Hendes navn, hun følte sig mere tryg ved at give ham det, end fortælle hvor hun boede, da kun ganske få kendte det. "Nianna, og dit?" forklarede hun med et lille smil. 

Da de kom op af trappen og hun så den stue, hvorinde bæstet lå, greb hun om hans arm og knugede sig ind til hans side, hun skulle ikke risikere bæstets vrede nu hvor roen endelig havde fundet sig til rette i hende, men som de gik videre blev hun mere opmærksom på omgivelserne end hun var på manden. Var det allerede nat igen? Det så ud til at være mørkt udenfor gennem vinduerne, hun tog alle detaljerne ind, der var meget hun undrede sig over da dette var hendes første gang i et hus. Hun mistede lidt af tempoet da der var så mange ting, så mange døre at kaste blikket på. 

Der foregik et eller andet underligt med hende pigen. Selvom hun ikke brugte sine ord, så kunne han nemt fornemme at der var et eller andet der dragede ham imod hende. Ikke fordi han havde set hende nøgen for lidt tid siden og haft muligheden for at se hendes krop an, men fordi hun opførte sig som hun gjorde. Der hvilede en ro over hende, som faktisk smittede af på ham uden at han rigtig vidste det. Orcus forsøgte faktisk at slå det lidt hen, som han var mere fokuseret på at få hende varmet op i stedet end at tænke over, hvad der egentlig foregik imellem dem.

Selvom han havde mindet sig selv om, at han skulle huske nøglen, så formåede stemningen imellem dem at forstyrre ham så meget, at de nåede hen til trappen, før at han kom i tanke om den forbistrede nøgle. Det var heldigt at Philotanus ikke havde opdaget den, når han først bevægede sig væk fra sofaen. Rusmidlet var stilnet af i forhold til hans bevægelighed og han havde derfor mere styr over sin krop igen. Deraf kom den øgede fart og bevægelighed, som han hurtigt vendte tilbage til hendes side og guidede hende ovenpå igen. "Orcusellus, men det er måske en smule langt.." præsenterede han roligt, som han overvejede det for en stund, måske det ville være for meget at forlange af hende, når hun ikke lod til at have de største taleevner. "Men du må gerne kalde mig, Orcus, Nianna" fortsatte han med et høfligt smil.

Orcus selv skævede ind til Philotanus, da han mærkede hvordan hun greb fat i hans arm. Måske han aldrig ville komme til at forstå, hvad der var sket imellem dem, men det kunne ikke være særlig positivt. Han lagde underligt nok armen beskyttende rundt om hende, som han førte hende væk fra stuen og ned igennem gangen. Han kunne godt fornemme på hende, at hun var en smule distraheret af deres omgivelser, som han dog stoppede op foran en dør og forsøgte at give slip i hende for at åbne døren ind til ekstra værelset. En stor seng, en pejs, en sofa at slænge sig i og nogle få andre møbler, som ikke lod til at blive brugt. "Skal jeg tænde op i pejsen?" spurgte han forsigtigt, som det godt kunne være, at hun gerne ville være alene.

Nianna lyttede opmærksomt, som han begyndte at tale, det lange navn var lige til at slå knuder på tungen over, som hun prøvede at sige det inde i hovedet nogle gange, et smil trak over hendes læber, som afslørede at det ikke gik helt som hun kunne tænke sig, så da han fortsatte og forkortede sit navn ned til noget mere simpelthen løftede hun den ene hånd op foran sin mund, for at skjule de små fnis der slap fra hendes rosa læber, det var som om han havde læst hendes tanker og set besværet med hans navn. Hun sænkede let blikket, indtil hun fik samling på sig selv igen, og lod sig guide hen til et værelse. "Orcus..." gentog hun ganske stille, det faldt hende noget lettere at udtale og hun skævede op til ham med et blidt glimt i de lysegrå øjne, inden hun tøvende trådte ind i rummet.

Der var så mange ting hun aldrig før havde set, og da hun tog modet til sig og gav slip på Orcus, gik hun stille rundt i rummet, man skulle næsten tro hun ikke trådte ned på hælene, da hendes skidt var helt lydløse og rolige. Hendes fingre strøg hen over sengen mens hun betragtede det store skrummel, hun vidste ikke hvad formålet med den var, men den så da ganske pæn ud? Hun rynkede let panden, inden hun fortsatte sin færd rundt i rummet, for at suge alle indtrykene til sig. Hvert et møbel, hver en lille detajle i udskæring gled hendes fingre hen over, inden hans stemme afbrød hendes søgen rundt. Hun drejede let rundt på tæerne, og med hovedet let på skrå lyttede hun til hans ord. "Pejsen?" gentog hun spørgende, da hun ikke havde nogen ide om hvilken ting i rummet der kunne være sådan en, hun strøg let de lyse lokker om bag ørene, inden hun gik videre rundt, hun sluttede ovre på et stort skindtæppe foran det der skulle vise sig at være pejsen. 

Hendes krop var vant til de hårde overfalder fra hendes eget lille paradis i skoven, så satte sig ganske stille ned, og betragtede de mange detaljer foran hende, mens hun lod fingrene glide igennem skindet, hun vidste ikke hvilket dyr det kunne stamme fra, men den bløde pels løber imellem hendes fingre, og kærtegnede hendes håndflader. Hun trak vejret dybt, inden hun lagde sig tilbage på skindet på ryggen, med benene trukket sammen og op bagved hendes, hendes blik gled rundt i loftet, det eneste hun faktisk savnede i rummet, var de stjerner hun normalt altid lå og betragtede på nattehimlen. Hendes lyse lokke lå spredt om hendes hoved, som hun lå der ganske afslappet, inden hun drejede ansigtet let over imod Orcus og fulgte hans bevægelser med blikket.

Orcus blev en smule forvirret over hendes reaktion, som hun valgte at fnise, da han præsenterede sig selv, eller faktisk forsøgte at være flink ved at give hende et kortere navn end hvad han rigtig hed. Var der noget morsomt ved hans navn? Han havde aldrig rigtig selv tænkt over det, men måske hun havde opfanget noget, som han ikke selv kunne forstå, derfor skulle han også lige til at spørge hende, da hun valgte at gentage hans navn. Altså lod han det hurtigt ligge, som han i stadig nikkede. Det var korrekt udtalt, så der var ikke noget der. Han var selv meget hurtig til at træde ind i rummet og sikre sig, at der ikke manglende noget. Heldigvis var der fortsat brænde i pejsen, så det kunne lade sig gøre at tænde op i den.

Imens at hun vandrede rundt i rummet, valgte han at gå hen til pejsen for at rode lidt rundt i asken og brændet. Hvis det var blevet fugtigt, så ville han ikke kunne tænde den og så ville det være dumt, hvis hun sagde ja. For så skulle han først hente noget tørt brænde inde ved Philotanus. Brændet virkede dog tørt, asken under lod også til at kunne opfange en gnist, når han kom så vidt. Først drejede han dog kroppen halvt, da han sad på knæ, for at følge med i hvad hun havde gang i. Hun lignede en, der aldrig havde set en seng før, eller måske hun bare ikke før havde set en seng af den størrelse? Det var ikke til at vide, som hun tilbragte utrolig lang tid ved hver enkelt møbel. Han så lettere overrasket på hende, da hun stillede spørgsmålstegn ved pejsen. ”Ja, den her..” han nikkede imod den pejs, han sad ved, som hun også selv fandt vej til skindtæppet. ”Pejsen holder styr på ilden..” forklarede han roligt, som han nikkede til hende og smilte lidt.

Da Nianna havde fundet sig tilrette på bjørneskindet, valgte Orcus at vende blikket imod pejsen, som han løftede hænderne over det. Fra lommen i hans frakke svævede noget støv op, som det kredsede rundt om hans hænder, før at det begyndte at slå gnister imod hinanden. Metallet sendte gløder ned imod asken, hvorfra der gik noget tid, før at en lille flamme begyndte at vokse sig op igennem asken og tage fat i brændet. Flammen voksede sig større, som Orcus skyndte sig at trække hænderne til hinanden, som støvet fulgte med og fandt vej tilbage til lommen. Han vendte sig overfølgende imod Nianna, som han selv lænede sig en smule tilbage på gulvet med hænderne bag sig. ”Få dig noget varme” lød det roligt, som han nikkede imod ilden. ”Men ikke for tæt på” mindede han hende om, så hun ikke endte med at brænde sig på ilden. Men ild vidste hun vel godt, hvad var?

Nianna, der som altid var draget afsted i tankerne, lå med blikket rettet op imod loftet, hun savnede den åbne nattehimmel og en lettere bedrøvet mine lagde sig over hendes ansigt, hun savnede vinden der kærtegnede hendes ansigt, at sidde oppe i trækronerne og holde øje med de gennemrejsende i skoven, springe fra gren til gren, og alle hendes små dimsedutter hun igennem tiden havde fået bygget sig, som fiskerusen hun havde foræret til Furry for et fiskenet i stedet for. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hun nogensinde ville møde det skønne halvdyr igen, hun havde bragt så megen glæde ind i Niannas liv den dag.

Orcus forklaring om pejsen gav god mening, da den ikke så ud til at kunne antændes af bålets flammer. Ligesom hun selv havde lavet en solid lille stenmur rundt om sit eget lille bålsted, hun nikkede ganske let til ham og forsøgte at skubbe den triste mine fra sig, når nu hun endelig skulle være her foretrak hun Orcus selskab frem for Philos, i hendes verden var han stadig kun en bæst. 

Da Orcus begyndte på noget, fangede han dog Niannas opmærksomhed, hun rettede sig op fra bjørneskindet, og næsten kravlede hen til hans side, hvorfra hun betragtede det støv der samlede sig i luften, hendes øjne var store og beundrende, hendes kendskab til andres evner var ganske minimal, og da gnisterne slog og flammerne kom til syne, var hun tydeligt ganske imponeret. Havde hun selv skulle tænde ild, havde det taget hende meget længere tid, med at gnide to stykker imod hinanden og på den måde tænde ilden, hun huskede tydeligt hvordan hun en aften havde siddet så længe at armene sved af smerte til sidst, uden det endda lykkedes hende. 
Hun blev siddende ved flammerne, mærkede hvordan varmen kærtegnede hendes ansigt, et stille suk slap over hendes læber, idet hun lagde hænderne ned i sit skød, og lod hovedet falde lidt ned til siden, og blottede hendes slanke hals imod Orcus, hendes øjne var lukkede, som hun ganske tydeligt nød at mærke varmen fylde hendes krop igen.

Det var svært at sætte sig ind i Niannas situation, eftersom at Orcus altid havde lavet i byen dybt nede i kløften og naturen havde det faktisk bare med at forvirre ham, da han slet ikke kendte til alle de dyr, som levede i den. Der var det nærmere Philotanus som gik på jagt og sørgede for at de fik kød på bordet. Ellers ville udvalget nok forblive en smule snævert. Men heldigvis fik de godt med mad, selv om det også kun var dem. De havde hver deres roller, selvom Orcus også sagtens kunne hive slaver eller varer med hjem, så behøvede Nianna selvfølgelig ikke at vide det, da hun sikkert ville bebrejde ham for det. Han kunne ligesom fornemme det og ærligt, så ønskede han ikke samme had, som hun havde til Philotanus. Måske det var en smule egoistisk at holde noget tilbage på den måde, men Nianna vidste jo ikke bedre.

Orcus var van til at tænde ild på denne måde og ville slet ikke være i stand til at gøre det anderledes, da han godt kunne være en smule afhængig af sine evner. Ellers ville han i hvert fald få en del flere problemer i sin hverdag, hvis han ikke havde sine evner. Orcus vendte dog stille blikket imod hende, da han kunne høre at hun nærmede sig og endte med at være lige ved hans side. Han smilte roligt til hende, før at han lagde metalstøvet væk og lænede sig tilbage for at nyde varmen en smule. Han frøs ikke rigtig, da han var van til temperaturen hernede, men det var da rart at mærke varmen alligevel. Orcus endte også med at lægge sig ned, som han tog en rolig indånding og nød varmen imod sine ben. "Er du okay?" spurgte han forsigtigt, som hun havde fået lov til at vænne sig til varmen og forhåbentlig havde fået lidt varme i kroppen.

Nianna blev siddende længe ved ildens varmen, sammen med varmen der spredte sig i hendes krop, mærkede hun også hvordan hendes egen energi voksede sig større, nok havde søvnen gjort sin del, men kulden der lå i hendes krop tidligere hæmmede hende stadig. Smilet bredte sig om hendes læber, inden hun vendte sig imod Orcus, betragtede som som han lå der på bjørnetæppet, der var noget spændende ved ham, hun kunne dog ikke sætte en finger på hvad det var der gjorde han var anderledes end Philo. Hun bed sig let i læben, et drillende glimt lagde sig over hendes øjne og smil. 

Hun vendte sin krop imod ham, og mærkede hvordan ilden kælede for hendes ryg, i en glidende bevægelse, lagde hun det ene ben hen over hans hofte så hun sad ovenover ham, hendes nederdel kravlede let op og blottede hendes lår mere, men ikke noget Nianna lagde noget i, hun lod håndfladerne søge op over hans brystkasse, inden hun lod dem skille og ganske let glide mod hver af hans skuldre, hendes blik søgte hans øjne, der var noget legesygt over hendes blik dog helt uskyldigt på samme tid. Hun måtte læne sig en smule frem imod ham, for at kunne lade hendes hænder fortsætte deres vandring, ud over hans overarme og imod hans hænder. 

"Fortæl mere om det hele...."  hendes stemme næsten helt spindende og dæmpet, som han lå der under hende, hun kiggede op og over på de mange møbler der ingen mening gav for hende, intet formål havde. Nu havde hun endelig fået styr på pejsen, det var som hendes bålsted, intet mere eller mindre. Et bålsted inde i et hus. Hun nærede et håb om at hvis hun viste interesse for ham og stedet, lod ham fortælle om det hele, at han ville forbarme sig over hende og i sidste ende give hende den frihed hun mest af alt ønskede at bede om igen allerede.

Egentlig forventede Orcus, at han bare lige skulle ligge ned for en kort stund, før at han ville lade hende få lidt fred i det forholdsvis store rum, men som han slappede af og langsomt havde løftet armene op under sit hovede, kunne han fornemme at hun bevægede sig ved siden af ham. Han vendte hovedet imod hende, som han stadig kunne skimme ilden ud af øjenkrogen. Han sendte hende et roligt smil, som han dog pludselig lignede en, der straks blev forvirret, da hun valgte at flytte på sig og løfte et ben over ham. Hvad havde hun nu gang i? Vidste hun overhovedet hvad hun var ved at lægge op til, ikke at han havde noget imod det, som han flyttede armene ned og forsigtigt lagde hænderne imod hendes lår.

Orcus var en smule fanget under hende, men han gjorde ikke rigtig modstand, som han blot mødte hendes blik og sendte hende et smil. Han vred sig dog lidt, da hun valgte at føre hænderne op af hans brystkasse og ud på armene. Hvad var det hun gerne ville have ham til at gøre? Hans hænder vandrede helt automatisk længere op på hendes lår, som han med vilje valgte at skubbe en smule til hendes nederdel. Men blikket var fæstnet i hendes.

Spørgsmålet forvirrede ham en smule, som han også rynkede på brynene og forsøgte at forstå spørgsmålet. Hvad ville hun gerne vide mere om? "Hvad skal jeg fortælle om?" spurgte han forvirret, som han dog fulgte hendes blik ud i rummet. Mente hun møblerne? Et smil gled over hans læber, som han tog lidt mere fat på hendes lår, som han placerede sine tommelfingre imod hendes inderlår, før at han strakte halsen og kiggede imod sengen. "Det store monstrum derover.. Er en seng, som man sover i.." forklarede han stille, før at han rettede blikket imod hende og løftede hovedet for at stryge sin næse hen over hendes.

Det gav et lille sæt i hende, da hun mærkede hans hænder på hendes lår, men det gjorde ikke ondt, tvært imod var hans hænder blide, hendes blik søgte ganske kort ned på dem, inden hun lukkede sine egne hænder om hans og førte dem op over hans hoved ingen, inden hun let rystede på hovedet med et drillende smil om læberne. Hun vippede let med underlivet imod ham, da hun lænede sig ned over ham, fjernede afstanden imellem deres kroppe, hun kunne godt mærke der var noget ved hans krop som virkede anderledes, men hun kunne ikke forstå hvad det var, hvorfor han reagerede på denne måde, det morede hende tydeligt. Andre væsner var så besynderlige og"forunderlige, hun kunne lære så meget af dem, selvom det ikke altid virkede indelysende for hende hvad hendes handlinger kunne afføde ved andre, mere oplyste personer.

Da Orcus begyndte at fortælle om det store møbel, en såkaldt seng? Rynkede hun let panden, det var den mest besynderlige seng hun nogensinde havde set, og hun kunne ikke forestille sig, hvordan den kunne være behagelig at ligge i, den lignede en der kunne sluge en hel, fjerne al bevægelighed. Hendes tanker gled hen på den lille hule hun havde lavet, med skelettet af et buskads, der svang sig i en let bue over jorden, hvor græs og mos havde vokset i en tæt lag henover, frodig og grøn, med skind der dækkede bunden, hendes seng, ikke meget større end hvad hun kunne ligge der lunt og trygt om natten, hvad hun ikke vidste var, at der mellem dem var skabt et lille bånd, et lille glimt af hendes tanker og drømme om hendes frodige lysning, stod lige så klart for ham, som det gjorde for hende, samt de følelser af længsel og hjemve, glæde og sørgmodighed, der splittede hendes sind når hun tænkte tilbage dertil. "Hmmmm..." brummede hun dæmpet, som svar til hans ord, hun virkede ikke på nogen måde overbevist om komforten, men det at hun forlod sin drømme var nok til at bryde det bånd der var opslået.

Hendes blik gled ned på Orcus igen, som han lå der under hende. Da han løftede hovedet og lod sin næse røre hende, bredte hendes smil sig sammen med en tydelig undren, for hvorfor gjorde han dog dette? Hendes latter lød helt dæmpet og spindende, som hun slap hans hænder og rettede sig op. Hun var nysgerrig efter at undersøge denne seng nærmere, hvad det var for noget. Hun satte blidt hænderne på hans bryst, og ganske adræt rejste hun sig op og trådte væk fra ham hen imod sengen, umærket af den nære kontakt deres kroppe havde haft.

Orcus havde lidt håbet på, at hans hænder nemt kunne hvile imod hendes lår, men glæden var kort, som hun straks flyttede hans hænder over hovedet igen. De kom tættere på hinanden, som hun gjorde det, men det var ikke længe, da hendes fokus lod til at være et helt andet sted, end hvor hans var. Måske han i virkeligheden var en smule skuffet over at blive afvist på denne måde, men han var nu heller ikke typen til at tvinge sig på andre.. I hvert fald ikke før, at hun fik kørt ham for langt ud til at være i stand til at stoppe. Hendes underliv, der kort strejfede hans affødte en svag bevægelse i hans bukser, som han løftede benene for at forhindre hende i at være i stand til at mærke det. På den måde fik han også løftet hende en smule af sig, men ikke helt nok til at han ikke stadig kunne mærke hende. Hvad havde hun gang i? Hun var godt igang med at pirre ham, som hun lagde sig krop tæt over hans. Han strakte halsen og vred sig en smule under det. Han kunne godt fornemme morskaben og konkluderede hurtigt, at hun ikke gik efter det samme som ham.

Orcus havde vendt blikket imod sengen for at distrahere sig selv, men der gik ikke længere før at han kunne mærke en helt anden følelse, end hvad han havde haft lige før. Han kunne se et sted i skoven, omhyggeligt bygget op af skovens materialer og indrettet, som noget der lignede et hjem, men som han slet ikke kunne forbinde med et minde, som han havde set. Han måtte hurtigt konkludere at billedet kom fra hende. Følelserne strømmede over ind over ham, som han vendte blikket bort fra hende og sengen. I stedet kiggede han mod døren, han fik en underlig lyst til at gå.. Hvor kom det fra? Var det hende? "Nianna.." mumlede han en smule sørgeligt, som han forsøgte at få hendes opmærksomhed, men følelsen forsvandt lige så hurtigt, som det var dukket op. Orcus måtte ryste følelsen af sig og hurtigt.

Deres næser havde rørt hinanden, men ikke affødt de følelser, som han havde forventet, han kunne stadig mærke sorgen og hjemveen. En følelse han ikke havde oplevet længe. Han rejste sig på albuerne, da hun slap og valgte at rejse sig helt op. Han drejede rundt på maven, for at følge hendes vej imod sengen. Hvad var det egentlig hun ville have ham til? Udover at slippe fri? Han kom hurtigt på benene, som han fulgte efter hende. Han havde blandede følelser omkring situationen og valgte derfor at følge med lydløst.

Da Orcus sagde hendes navn, var der noget i hendes der frøs, for hans tone, der var noget som pludseligt tyngede ham, eller det var hvert fald den følelse hun fik indeni. Det med følelser og læse andre, havde hun aldrig forestillet sig kunne være så besværligt, hun savnede logikken deri, men når hun tænkte over det vendte hendes eget humør jo hurtigere end vinden kunne skifte fra tid til anden. "Ja Orcus?" spurgte hun blidt og strøg fingrene let over hans kind, i et forsøg på at lette hans hjerte for hvad end det måtte ligge ham på sinde. Hendes smil var varmt og kærligt, hun følte sig betaget og lettere draget af manden, under hende, hvor fra de følelser fik deres udspring kunne hun ikke se klart, men alt der var gået forud for dette møde var bort hvisket fra hende, der var kun nuet. Hun vidste ikke at hun helt uforvarende havde delt sit minde og følelser med ham, men det kunne have forklaret hende hans følelser. 

Som hun nærmede sig sengen, havde hun ikke opdraget at Orcus var lige bag hende, hun lod sin højre hånd glide hen over sengetæppet, den bløde følelse bredte sig ud fra hendes fingerspidser, hun snurrede let omkring sig selv med et smil om læberne, hvis den var så blød som den så ud, måtte det testes, hun satte sig forsigtigt ned på kanten, under hende mærkede hun madrassen give sig, hun lagde begge hænder ned på madrassen på hver side af sig, og da opdagede hun Orcus havde fulgt efter hende. "Den er..... meget, for meget..." lo hun dæmpet, hun kunne slet ikke forestille sig at skulle kunne sove deri, og hvis de ville at hun skulle blive, havde hun allerede besluttet sig for bjørnetæppet ville blive hendes plads, så havde hun da den hårde kendte overflade, men også skindet som hun havde derhjemme.

Hun rejste sig roligt, for selvom hendes humør var lettet, kunne hun ikke glemme hvad hun havde set ved Orcus, hun tog et par skridt hen imod ham, og rakte ud efter hans ene hånd. Hun sænkede blikket imod jorden, men hun søgte efter de ord der ville passe, men hvordan kunne hun vide det med sikkerhed? Hun hævede blikket igen og trådte ind til ham, ganske blidt strøg hun sin frie hånd imod hans kind. "Du må ikke være sur på mig..." bad hun ham dæmpet, for hun vidste ikke om hun havde gjort noget forkert, for hvordan skulle hun kunne vide det? Hun kunne ikke bære hvis hun havde gjort noget forkert, for uden ham ville stedet igen kun være fyldt med dårlige minder.

Den sørgelig fornemmelse var ikke bare sådan lige til at glemme, som han ikke forstod hvor den kom fra, men næsten kun kunne gætte på, at det kom fra hende, hvordan hun havde overført det og billedet af, hvad han troede var hendes hjem til ham var et stort mysterie. Ikke at han var sikker på at få et svært, hvis først han spurgte hende, så derfor undlod han også at stille et direkte spørgsmål. Nianna sendte mange forskellige signaler til ham, som hun ikke havde problemer med at røre ham, men samtidig også afviste ham på andre tidspunkter, så hvordan skulle han reagere på hende? Skulle han bare lade hende gå, finde hendes hjem og så lade det blive ved det? Ikke at hun havde haft i sinde at fortælle ham om det, men måske han skulle spørge igen, nu hvor Philotanus ikke var i nærheden. De var helt selv i det store rum og pejsen var med til at opvarme rummet til en nogenlunde temperatur. Faktisk vidste han ikke hvad han skulle sige til hende, så hendes spørgsmål blev ikke besvaret, han trak sig bare en smule.

Sengen var i stedet et fokus, som de begge kunne dele, da Orcus helst gerne ville skubbe følelsen af sorg til side. Nu hvor hun havde vendt fokus imod den store seng, følte han ligesom også at han havde chancen for at få en anden tilgang til situationen. At stå oprejst var langt nemmere og derved svære for hende at blokere hende i. Han forhindrede hende ikke i at undersøge sengen nærmere, som hun let smed sig i den og strøg fingrene over den bløde overflade. "Den bliver heller ikke brugt" forklarede han med blikket rettet imod hendes udstrakte skikkelse. Sengen havde stået tom længe, det var kun en sjældent gang at der var nogen, som skulle bruge den. Orcus selv havde sit eget værelse et stykke fra stuen, men langt fra værelset her. Han gik nemlig ud fra, at hun helst ikke ville være i nærheden af hverken ham eller Philotanus, hvis han kunne overtale hende til at sove i rummet.. Måske ikke i sengen..

Nianna rejste sig, som han med det samme trådte en smule tilbage uden rigtig at fjerne blikket. Han løftede hænderne, som en slags barriere, indtil han kom i tanke om at fysisk kontakt, måske havde været udløseren for hendes følelser. Han kunne umuligt kende omfanget eller hvordan det fungerede, men han ønskede ikke at være lige så trist, som før. Det havde han lagt bag sig for mange år siden, da han havde mødt Philotanus. Hun fik dog fat i hans hånd, som han søgte hendes blik, men ikke kunne finde det. Hånden imod hans kind bragte et forvirret blik frem i hans øjne, hvad ville hun ham egentlig? "Sur?" spurgte han en anelse uforstående, som han ikke kunne se, hvor hun mon havde fået den ide fra. Hun burde jo være sur på ham og ikke kun Philotanus.

Aldrig før havde Nianna fundet sig i denne position før, hendes sind var splittet imellem hendes hjem og manden foran sig, der var noget usagt imellem dem, men hun kunne ikke udpege hvad og det gjorde hende forvirret, for han reagere på hendes nærhed, men ikke som hun forventede, hans berøringer så lette og for hende uskyldige, men for ham virkede det til at være anderledes? Hvorfor? Hvorfor denne interesse for hans velbefindende? Hun sukkede dæmpet, da hun ikke anede hvad hun skulle gøre. Hendes blik gled fra den hånd hun så blidt strøg over hans kind, op til hans øjne. Hun lagde hovedet ganske let på skrå. Sengen bag hende, var allerede som et glemt øjeblik, hun tog sig ikke af om den blev brugt eller ej, eller hvor henne det lå placeret, de mange spørgsmål hun kunne have fundet på en hvilken som helst anden dag, stod hen i det skjulte. Fordybet i ham, og kun ham, forsvandt rummet omkring hende og den naturlige nysgerrighed der ellers altid drev hende.

"Noget er... Du er..." Hun formåede ikke at finde de rette ord, hendes lysegrå blik flakkede hen over hans ansigt, prøvede at læse hvert lille udtryk. "Hvad har jeg gjort, fortæl mig det.." bønfaldt hun ham, hun måtte vide hvad hun havde gjort siden han sådan havde trukket sig. Den vildrede hendes sind var i, fik hendes evne til at blusse op, delte hendes følelser for deres møde med hinanden, fra mistroen hun havde følt imod ham i begyndelsen, den blomstrende tillid til ham, nysgerrigheden der havde fyldt hver en del af hende over alle de nye ting hun så og rørte, de undrende tanker om hans besynderlige berøringer hun ikke kunne forstå, men dog fandt behagelige, hendes uvidenhed om hvordan hun skulle begå sig, hele dagen alt hvad hun havde tænkt og følt stod åben for ham, men stærkest af alt hendes blussende interesse for ham. 

Egentlig havde han forventet at samtalen var gledet imod rummet og dens indhold, men det var lidt som om, at så snart han forsøgte at træde i baggrunden og lade hende vær, så vendte hun sin fulde opmærksomhed i mod ham. Han forstod ikke hvorfor, som han var klar til at bakke ud af rummet og lade hende blive der. Han havde nøglen til rummet, så måske han skulle låse døren og bare fare ind til Philotanus? Han var stadig uforstående overfor situationen og hvordan hun overhovedet kunne opføre sig som hun gjorde. Vidste hun slet ikke, hvad hun havde gang i, var det hele bare nyt for hende, ligesom sengen og pejsen. Var hendes hjem i skoven så langt væk fra alt, at hun slet ikke vidste hvad det hele drejede sig om. Havde hendes mange berøringer slet ikke betydet andet end at hun var nysgerrig? Orcus endte med at rynke på brynene, som han dog ikke fjernede hendes hånd fra sin kind. Han forblev tav for en stund og mødte blot hendes blik, da hun kiggede ind i hans.

Hun forsøgte sig med ord, men nåede ikke langt, som Orcus blev fastholdt i sin nuværende position. Hvad drejede det sig om, havde han sagt noget forkert, gjort noget der gjorde hende så oprørt? "Jeg tror ikke du forstår.." lød det stille, en smule forsigtigt, som han var klar på at blive afvist på anden vis. Da var det at han endnu engang blev ramt af en strøm af følelser. Til at begynde med forstod han sig fint på de følelser, der nåede ham, men så snart han kunne fornemme at noget var hende ukendt, nærmest uforstående, rynkede han en smule på næsen. Han løftede svagt sin egen hånd imod hendes kind, for at bevæge sig en smule tættere på hende. Der var tale om en overflod af følelser og Orcus følte sig en smule rundt på gulvet, som han var bange for at det var rusmidlerne, som var begyndt at have en negativ virkning på ham. Ud af ingenting trådte han helt hen til hende, flyttede hånden til hendes nakke, hvortil han flyttede hovedet tættere på hende for at lade sine læber strejfe hendes ganske kort. "Hvorfor deler du alt det her med mig?" spurgte han forvirret, da han havde trukket sig tilbage igen. Kysset var affødt af både hendes og hans følelser, som alle blandede sig i hans krop.

Nianna kunne slet ikke finde ro i hendes krop, hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere ved hans nærvær, hvad var det dog at han gjorde ved hende? Var det endnu en evne, besad han mere end det han havde gjort ved ilden? Hun kunne ikke få sig selv til at tro dette om ham, der måtte være en anden sandhed. Hendes fingre strøg kærtegne hen over hans kind, hun nød den varme følelse det gav i hendes krop, hvordan hans hud fik det til hans sitre i hendes fingerspidser, hun kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet, selv hendes øjne kom til at udstråle den varme glød, når hendes blik fik lov at fordybe sig i hans. 

Da han begyndte at tale lyttede ud, men han havde ret, hun forstod intet af det der skete imellem dem, hvorfra de så intense følelser kom fra eller hvorfor. Hun slog blikket en smule ned inden hun drejede sit ansigt en smule væk, hun kunne ikke lade være med at føle sig forkert, hun vidste godt der var så meget hun ikke forstod, men hun prøvede jo virkelig, så han ikke det? Da hun mærkede hans hånd imod sin kind, sukkede hun dybt og lagde sit hoved helt instinktivt ind imod hans kind, nød den berøring, omend den var kort før han lod sin hånd bevæge sig om bag hendes nakke, og drev hende til at vende sit blik imod ham, for hvad var det han ville? Kunne han ikke blot havde ladet hendes nyde hånden imod hendes kind, blot lidt længere? Men som han kom nærmere mærkede hun hvordan hele hendes krop pulserede, hendes bryst der strøg imod hans krop, sendte stød igennem hele hendes krop. Hun lagde sin frie hånd ned på hans hofte, knugede hans tøj i hendes hånd, hun vidste ikke om hun skulle holde ham på afstand, men hun kunne ikke få sig til at vige, hun stod som frosset til stedet, afventende hvad han ville gøre? Hendes blik flakkede søgende, afslørede en svag frygt for om han ville skade hende nu, men da hun mærkede hans læber strejfe hendes gispede hun efter vejret, det føltes som var hele hendes krop og sjæl i flammer, og blot et split sekund fulgte hendes hoved hans da han trak sig tilbage igen, men hans stemme bremsede hende.

"Dele hvad, Orcus?" hendes stemme var næsten kun en hvisken, da hun endnu ikke havde fået vejret ordenligt efter deres læber havde mødtes. Med den ene hånd på hans kind, og den anden som knugede sig fast i hans tøj, rev hun sig fri af den frosne tilstand og strakte sig lidt op på tæerne imod ham, hendes blik gled ned på hans læber, hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det, men hun ønskede at mærke hans læber på sine egne igen, hun tog modet til sig og strakte sig det sidste stykke, før deres læber mødtes igen og sendte den samme varme energi igennem hele hendes krop.