Zirra var begyndt at bakke et par skridt bagud, da den blege vampyr begyndte at tale med en tone, hun genkendte med det samme. Det var tonen af at se en mulighed, der ikke havde været der før, og ikke lade Zirra gå nogen vegne, før muligheden var afsøgt. Om det så blot var mundvandet, der talte, kunne hun ikke vide. Forhåbentligt ikke. Bertram kunne beskytte hende fra et par vampyrer men... Havde han sagt 50? Det var en større forsamling vampyrer end Zirra overhovedet havde troet boede i Dianthos.

Hun nåede et halvt skridt bagud mere, før den mørklødede vampyrs blik ramte hendes og på et splitsekundt var han henne ved hende og blokerede vejen. Så meget for at nå hjem i god tid denne aften. Zirra sukkede. Der var ingen grund til at prøve at stritte imod. Måske ville det endda vise sig, at hun kunne være til hjælp i Bertrams høring? Hun tvivlede. Vampyrland var nyt territorie for hende, og hun havde ikke megen viden om, hvordan de kørte deres parallelsamfund. At Bertram var leder af en klan, havde hun troet ville løse de fleste problemer, og det hele havde lydt så stamme-agtigt. Hver stamme for sig, og kun lynch, hvis nogen af dem prøvede at stikke hinanden til myndighederne. Men det havde sikkert været en naiv tanke. De fleste halvdyr havde mere avancerede strukturer end det, og Dianthos' undergrund var stor og mangfoldig. Måske hun skulle læse lidt op på, hvad Lyset havde om vampyrer ved lejlighed.

Vampyren foran hende rakte ud efter hendes arm i en ikke særligt truende bevægelse, men stadig med en tydelig intention om at tilbageholde hende. Hun drejede overkroppen, så armen, han rakte ud efter, kom uden for hans rækkevidde.
"Jeg skal nok gå med," sagde hun og mødte hans blik. "Men det bliver i mennesketempo."
Hun tog de to par skridt tilbage til Bertrams side og lod sin hånd glide ind i hans albueled. Så mødte hun den blege vampyrs blik. 
"Og det bliver tæt på Bertram. Du," fortsatte hun henvendt til blegfisen. "er personligt ansvarlig for at jeg kommer sikkert og uskadt hjem, forstået? Tro mig; du vil ikke have at min arbejdsgiver finder ud af, at jeg har hængt ud med jer."

Turen ned gennem kloaken var ikke uvant for Zirra, og selvom hun ikke havde været i præcis denne afdeling af undergrunden - alle vidste, man ikke bare gik ind på vampyrterritorie uanset hvor spionagtig, man var - havde hun været nok hernede til ikke at være synderligt forfærdet. Hun så den mørklødede vampyr sende hende et halvt undrende, halvt imponeret blik, da de trådte over en nedfalden del af underlaget, og hun uanfægtet ignorerede både smuds, rotter og uidentificérbart slim. De her vampyrer havde ikke privilegiet af at leve i pompt og pragt, og fik de gæster fra befolkningsgrupper, der levede mere i solens lys, forventede de næppe en så ligegyldig reaktion til deres omstændigheder, som den Zirra gav dem nu. 
Ét var at hendes arbejde overraskende ofte involverede at kravle klamme eller beskidte steder hen. Noget helt andet var, at hun ikke ville lade dem hverken kommentere på det eller overhovedet gøre det til et samtaleemne. Hverken nu eller efter hun havde forladt stedet. I nat handlede det om Bertram, og alle distraktioner ville højst sansynligt sænke hans chancer for at klare sig godt i den kommende retssag. Især hvis det handlede om hans menneskekæreste. 
Hvordan foregik vampyrretssager overhovedet?

Dørerne åbnede ind til et stort rum - i hvert fald for kloakstandarder - der var proppet med døde kroppe. Zirra havde haft sine hænder hvilende på Bertrams ryg det meste af tiden, og idet hun slap ham og trådte lige inden for døren, hvor han gestikulerede til hende, at hun skulle blive stående, oplevede hun ingen skift i temperaturen. Et rum med så mange folk ville normalt være rigtig godt ophedet på nuværende tidspunkt, og det især her under jorden uden ordentlig udluftning, men med manglende hjerteslag til at føre blod rundt i kroppen og generere varme, kunne der lige så vel have været kun et par stykker herinde. De to vampyrer, der havde fulgt dem herned, blev også stående ved døren, og da Zirras arm strejfede en af deres, blev hun utroligt opmærksom på, at hun var det absolut eneste varmeelement herinde.

De forsøgte ikke at holde hende tilbage eller tage fat i hende, og hun lænede sig op ad døren for at aflaste sine ben lidt. Hun stod tættere på de to vampyrer end hun egentlig havde lyst til, men givet at rummet i forvejen var lidt for småt til dem, der allerede var her, og de rykkede endnu mere sammen da Bertram gik mod midten, lod hun det stå til uden yderligere kommentarer. Hendes blik fulgte sin rødhårede flamme og endte ved den kvindelige figur i stolen. Maigret. 
En knude havde formet sig i Zirras mave nu. Det destruktive råb, da de var trådt ind og det sørgmodige blik fra den kvindelige vampyr, tydede ikke godt. Hvad ville de anklage Bertram for? Handlede det alt sammen om problemerne med Hyde? Hun kendte intet til den typiske strafferamme i et vampyrsamfund, og antog selvfølgelig straks det allerværste. Ville de gøre sådan noget mod Bertram?

En mærkelig blanding af lettelse og kvalme samlede sig i hendes strube. Tænk, hvis hun ikke havde opsøgt ham i nat. Så var han måske forsvundet, uden at hun nogensinde ville have vidst hvorfor. Nu var hun her i det mindste til at overvære det... Og selv være i risiko for at forsvinde uden at nogen nogensinde ville vide hvorfor.

Zirra vred lidt nervøst sine hænder, mens der blev talt - men det gik da meget godt. Bertram fik sagt det, han skulle, og da han så sig tilbage på hende, sendte hun ham et opmuntrende smil. Forhåbentligt ville det muntre ham lidt op og give ham energi til at fortsætte sit forsvar.

Puffet i ryggen fik hende til at snuble fremad. Hun havde ikke forventet at blive skubbet frem, og det kom så meget bag på hende, at hun formåede at ligne præcis det klodsede menneske, hun var, lige her mellem de mange adrætte, overnaturlige vampyrer.
Før hun rigtig fik fundet fodfæstet igen, langede en vampyr fra kredsen ud efter hende, og hun nåede kun lige at trække sig tilbage.
"Hvorfor har vi ikke hørt om hende?" blev der råbt fra mængden.
"Det er sikkert Bertrams aftensmad!" stemte en anden i. 
"Hykler!" - "Snylter!" - "Menneskeæder!"
Råbene blev højere og Zirra måtte trække sig længere ind i cirklen mod Bertram for ikke at blive grebet fat i af de blodtørstige vampyrer. Rationelt vidste hun jo godt, at hans klan ikke gik efter mennesker, men lige nu var hun i den grad i tvivl. Hun ramte hans krop og lagde armene om ham, mens hun begravede sit ansigt i hans trøje. 

Lysten til at råbe ad dem, at det var sandt, og hun ikke bare var et menneske, han havde på slæb for at spise. Larmen fra vampyrernes stemmer var dog så høj, at hun tvivlede på, nogen ville høre hende. At gemme sig lige her hos Bertram virkede som den sikreste løsning, og hun blev pludselig vidne til, hvorfor han så inderligt havde holdt hende fra at komme herned. Situationen skræmte hende mere, end hun havde lyst til at indrømme, og hans krop nær hendes var den eneste tryghed, hun kunne finde.
"Tjek hende for bidemærker!" begyndte nogen at råbe gennem det ophidsede postyr. 

Zirra mærkede sin krave blive rullet ned, og hul holdt sig kun lige akkurat fra at rive sig væk - det ville kun gøre situationen værre. Ikke at det kunne blive meget værre, når Maigret nu så de mange bidemærker, hun ellers holdt godt skjult under sit tøj normalt. Grunden til, at hun havde sagt nej til et par opgaver, hvor hun ikke ville kunne dække halsen tilstrækkeligt. Det var upraktisk lige nu, men på sigt ville det ikke give problemer. Bertram havde fra starten sagt, at han ikke havde lyst til at drikke fra hende, og han havde kun gjort det, efter at Zirra havde overtalt ham til at gøre det, fordi hun ikke kunne holde ud at se ham så udsultet og svag. 
Især efter hele affæren med Hyde, hvor Bertram var blevet tvunget til at løbe derfra i fuldt dagslys - noget der for de fleste vampyrer ville være det rene selvmord. De ofre, Bertram havde gjort for hende... Hun havde været så sur blot en time tidligere over, at han havde solgt Cal ud for at beskytte hende. For at beskytte hende. Lige nu var det Bertram, der havde brug for beskyttelse.

Tid til at gøre noget, Zirra hadede: Lyve.
"Det er Hydes skyld!" brød hun ind, inden Maigret kunne nå at kaste om sig med beskyldninger. Zirra vendte ansigtet mod Maigret og håbede, at hendes egen spiontræning kom hende til gode mod en hvor-gammel-hun-nu-var vampyr. "Tror du selv Bertram ville gøre det her? Hyde bed mig, og Bertram kom mig til hjælp - den eneste hjælp, der kom! Han satte sit liv på spil - i dagslys - for min skyld, og har siden prøvet at få Hyde til at holde sig fra mig! Jeg troede I var de gode, humane, vampyrer, men jeg tager måske fejl?"
Spørgsmålet var henvendt til Maigret primært, for der var vist ingen grund til at prøve at tale til hele forsamlingen.

Lige så lidt som Zirra kunne lide at lyve, lige så god var hun til det. Hun var trods alt en trænet spion af Lyset, og lige nu måtte Bertram gøre det ud for en partner. Om han kunne bære den rolle, måtte tiden vise, men forhåbentlig  havde han levet længe nok til at vide, hvornår man skulle holde mund - og hvornår man skulle lade sig afbryde. 

"Du gjorde hvad?!" afbrød Zirra inden nogen kunne nå at lægge for meget i Bertrams tøven. 
Maigrat ville uden tvivl gerne bryde ind lige nu, men Zirra lod hende ikke. Hun skubbede sig fra Bertram - dog ikke for langt, for hun havde ingen intention om at stå tættere på vampyrmængden bag hende end ham - og lagde sit ansigt i overordentligt rystede folder. "Så det var derfor, der var indbrud! Det var dig? Hvor kunne du? Og hvorfor ved Zaladins bare røv bad du ikke om hjælp?" 

I sit indre gennemgik Zirra de oplysninger, Bertram lige havde givet hende. Hun arbejdede på et ejendomskontor - det var tæt nok på hendes dække til at hun kunne spille med på den ret nemt. Han skulle bruge nogle papirer, og det var teknisk set også sandt, selvom det ikke havde været papirer fra det arbejde, han havde stjålet. Og hun var faktisk stadig skidesur på ham for det, så den del af skuespillet behøvede hun ikke lægge megen indsats i. 
Så skulle hun bare redde ham ud af suppedasen. Hvorfor var Bertram ikke død endnu, hvis Hyde havde fået hvad han ville? For udover at Zirra skulle bakke op om Bertrams forklaring, skulle hun også svare på Maigrets spørgsmål - før vampyrerne blev gale nok til at kaste sig over dem begge. Hun havde andre ting at lave i aften end at blive spist levende og efterladt som en udtørret rosin. 
"Forstår du ikke at han har udnyttet dig?" sagde hun så og sørgede for at holde sin talestrøm kørende, så hverken Maigret eller Bertram kunne komme til at afbryde, før hun havde nået sin pointe. "Han havde tænkt sig at slå mig ihjel, da jeg kom for at tage mig af papirerne, men han lugtede dig på mig. Jeg forstod heller ikke, hvorfor han lod mig gå, eller hvorfor han ville noget med dig, men det hele var netop for at få fat på dig! Det handlede aldrig om hverken mig eller papirarbejde - det var kun fordi han ville have ram på dig, Bertram! Han regnede med, at hele din klan ville komme efter ham, hvis han slog dig ihjel, så hans første træk var at få dig til at bryde ind på mit kontor. Jeg fortalte dem jo netop om Hyde, så de satte ekstra vagter på. Havde du bare fortalt mig det, var du ikke kommet i fare der. Men da du overlevede... Nu regner han sikkert med, at din egen klan gør det af med dig og spare ham arbejdet! Kan du ikke se, I alle sammen falder for Hydes spil lige nu? Hvis I slår hinanden ihjel, kommer han til at indtage Dianthos med sine vampyrer - helt uden modstand!"

Mens hun talte fokuserede Zirra på Bertram og Maigret. Om hele rummet blev overtalt var ikke så vigtigt, hvis Maigret blev, virkede det til, og hvis Bertram kunne give lidt ekstra forklaring ved at finde noget frem om sin fortid med Hyde, ville det ikke være skidt. Det havde lydt på ham som om de kendte hinanden i forvejen, og Zirra kunne kun håbe på, at det ikke havde været et venskabeligt forhold. Hun måtte håbe på, at de gad lytte på hendes forklaring - at de ville lytte på et menneske. Nok var det meste løgn, men fik det Bertram og hende ud af den her suppedas, var det det værd. Prøvede hun i hvert fald at fortælle sig selv.

Bertrams brødebetyngede ord var så ægte, at Zirra ikke behøvede spille skuespil for at sende ham et medlidende blik. Vreden forsvandt og der var kun de to i rummet - alle de farlige vampyrer forduftede fra omgivelserne. Selv Maigret, der stod nærmest, syntes at forsvinde fra Zirras bevidsthed. Der var kun hende og Bertram og de vrede ord, hun havde kastet imod ham. 
Nok havde de fleste været løgn og ment til at redde Bertrams røv, men sådan havde hans svar ikke været.  Hans svar havde været oprigtigt undskyldende, og selv hans ører bøjede sig nedad ved følelsen. Ikke alt af Zirras vrede havde heller været skuespil. Hun havde været arrig på ham, da hun opsøgte ham denne nat, men hun var bare på ingen måde klar til at miste ham. Hun havde nok egentlig forestillet sig at hun ville gå fra ham i nat med en forventning om ikke at se ham et stykke tid - lægge ham på is, indtil alt var falde til ro, og hun var klar til at acceptere hans undskyldning. Men med alt, der var sket, var hun allerede klar nu. Hans uimodståelige ærlighed, der næsten trumfede hendes løgn... Hans valg om at give hende den dybfølte undskyldning frem for kun at forsøge at redde sit eget skind fra at blive flået af vampyrerne...
Zirra så ham for første gang som det umådeligt erfarne væsen, han var.

Han havde levet så mange flere generationer end hende, og selv der - selv med flere livstider af oplevelser - begik han fejl. Handlinger, han fortrød og fejl, han... Rettede op på. Det var nok det, Zirra i det øjeblik beundrede ham mest for. At han uden videre indså, at han havde begået fejl og at han straks forsøgte at rette op på dem. Det var så meget mere, end hun selv havde gjort, de gange hun havde begået fejl. Hun var selv blevet alt for vant til at spionnetværket løste hendes problemer. Bertram kunne lære hende meget om livet.
"Du kan ikke altid klare alting alene," svarede hun og trådte frem mod ham. "Det er derfor du har en klan. Det er derfor du har mig." Og det er derfor jeg har dig.
Zirra smøg hænderne ind under hans arme og lagde sit ansigt mod hans bryst. "Jeg elsker også dig."

Zirra turde ikke se på håndsoprækningen. Ud af øjenkrogen kunne hun ikke lade være med at lægge mærke til, hvor mange hænder, der steg i vejret, men hun prøvede at begrave sig i Bertrams bryst og ikke tænke over det. Hun vidste ikke præcis, hvad vampyrernes skikke indebar, men det var næppe mindre nådigt end menneskenes. Hun vidste, hun selv ville blive anklaget for forræderi, hvis nogen fik nys om hele missæren med Hyde, og det lød trods alt på det hele, som om klanen her mistænkte Bertram for det samme. Dog var de blevet mindre snerrende og mindre højlydte efter Zirras tale. Måske havde hun alligevel vundet en smule tillid tilbage på Bertrams vegne.

Så spurgte Maigret Zirra. Hvorfor spurgte hun Zirra?
Hun tøvede, og trak kun modvilligt sit hoved til sig fra den betryggende duft af sin... Mand? 
"Jeg synes han var uforsigtig og for egenrådig," svarede hun. "Han begik en fejl, der heldigvis ikke har kostet os mere end mit blod og jeres mistede tillid." 
Hun tøvede lidt og bed sig i læben. Nu skulle der ikke kun spilles skuespil, men hun skulle også virkelig tænke over sine ord. De kunne muligvis gøre udslaget for nogle af de forsamlede i deres endelige valg. Hvis ikke det bare lå på Maigret at træffe det endelige valg. 
"Jeg vælger..." sagde hun så. "Jeg vælger at have tillid til, at Bertram ønsker at rode bod på det, han har gjort." Hun løftede sit blik for at møde Bertrams. "Et eller andet sted er jeg vel også glad for, at selvom han har levet så længe, har han ikke tabt sin menneskelighed. Han kan stadig begå fejl, lige som alle os andre. Vigtigst af alt: Han kan stadig føle skyld over sine handlinger."
Hun sagde det ikke, men det lå i undertonerne: Modsat Hyde, der mente han var i sin gode ret til at koste rundt med andre.