Der var noget ved måden Ellis fortalte om Maas på. Noget, der hang sammen med at han ikke ville invitere Juno indenfor, på trods af hvor blid og venlig han ellers var.
Der var ikke til at se nogle mærker på Ellis, men det meste af hans krop var også dækket af tøj, og Juno følte sig alligevel rimelig sikker på dét han fornemmede. Han var trods alt selv vokset op med en voldelig far. Juno kendte også til ikke at kunne gøre den slags mand tilfreds. Kerfeir havde været skuffet over ham helt frem til den sidste dag de havde set hinanden i Vargas' slavehandel.
Men Juno havde ikke lyst til at sige noget, hvis Ellis virkelig havde et godt forhold til den her faderfigur. Hvem vidste om han ikke bare var som en mere skræmmende version af Giles? Under alle omstændigheder vidste Juno, at han ikke kunne få Ellis til at ændre sin opfattelse af Maas, før han selv var klar til det. Hvis den overhovedet skulle ændres. Han ville ønske at han kunne møde ham selv og se ham an.

"Nå, men jeg vil ikke tage dig fra ham, hvis du er glad for at bo her. Det kunne bare have været fedt med en ven at rejse med," sagde han og skævede til Ellis, imens han talte, men han var også hurtig til at se væk igen.
Han var blevet færdig med sit æble og skroget satte han på gulvet ved siden af sig. Med et suk lænede han sig længere tilbage mod sækken han sad op af, og smed sine støvler op mod en sæk foran sig, hans ben strukket ud og helt bestemt i vejen for Ellis, hvis han havde lyst til at gå. Men Juno havde lagt mærke til at Ellis var lidt højere end ham, og sikkert omkring lige så stærk, så det var på ingen måde for at holde ham fanget. Det var mest af alt for at komme lidt ind i hans intimsfære og bare fordi han ikke kunne lade være med at provokere.

"Har du en kæreste, Ellis?" spurgte han lavmælt og denne gang holdt han blikket rettet bestemt mod loftet som om svaret ikke ragede ham en skid. Det gjorde det heller ikke. Det burde det ikke. Hvis han havde brug for at komme af med noget damp, måtte han gå ned på kroen i morgen og se, hvad han kunne finde på.

Ellis så lidt forvirret ud, da Juno snakkede om at have en ven at rejse med. Der gik et øjeblik, inden det gik op for ham, at han snakkede om ham. Han ... han havde lige inviteret ham med ud at rejse? En helt fremmed? Forvirringen blev ikke mindre, men han spærrede øjnene lidt op i overraskelse. Rejse. Tanken fik hans hjerte til at sætte farten op og et eller andet i ham skreg efter at gribe det halve tilbud. Han drømte om at rejse. Om at se verden og møde dets væsner. Men Maas. Han kunne ikke bare efterlade ham, han havde ansvar. Han skyldte ham. Og ... tanken om at forlade trygheden her, var skræmmende.
"Jeg tror ikke, at Maas kan klare sig uden mig," mumlede han med et svagt smil, der ikke helt nåede hans øjne.

At Juno lagde sine ben i vejen, registrerede Ellis ikke rigtigt, som han stadig var fanget i undren over, at han havde inviteret ham med ud at rejse. Til at forlade sit hjem. Ubevidst flyttede han sig en smule, så de ikke sad alt for tæt. Ikke at han var bange for nærhed, men han kendte stadig ikke Juno, og det føltes underligt at være tæt med en fremmed.
Det var først, da Juno stillede sit spørgsmål, at Ellis kom tilbage til virkeligheden. Om han havde en kæreste? Da han opfattede, hvad han blev spurgt om, blev hans kinder en smule varme, og han så væk.

"Næh. Det er en lille landsby." Der var ikke så meget at vælge i mellem, og der var ingen tvivl om, at fik man en kæreste, så skulle man også sigte efter at blive gift og få børn, noget Ellis ikke rigtigt var interesseret i. Endnu. Han håbede lidt, at det kom, for hvad var der ellers? At blive som Maas? Det ville han heller ikke. 
Men hvad var det for et underligt spørgsmål? Det var meget personligt. Stillede man hinanden sådan nogle spørgsmål ude i verden? Her i landsbyen var det ikke noget, der skulle spørges om, for alle vidste alt om alle. Næsten da. Nogle ting kunne man heldigvis godt holde hemmeligt. Ellers ville Ellis nok komme i problemer med Maas. Igen.
"Hvad med dig?" Han stillede spørgsmålet inden han fik tænkt sig om. Juno havde jo fortalt, at han ikke havde noget at vende tilbage til. Men han kunne ikke tage det tilbage, så han så bare på Juno med et glimt af undskyldning i øjnene.

Selv hvis Juno ikke havde haft en grundlæggende modvilje mod mænd, så ville han have kunne se på Ellis at han et eller andet sted ikke havde lyst til at tage sig af den her Maas resten af sit liv, men som det var, følte Juno det rasende stærkt. Ellis skulle væk fra den her mand, lige så meget som han selv havde skulle væk fra Kerfeir.

Det undgik heller ikke hans opmærksomhed at Ellis flyttede sig væk fra ham. Det så ud til at han måtte affinde sig med, at det ikke var alle, der var tiltrukket af ham. Det var også okay - så kunne han i det mindste fokusere på Ellis' afvisning, når han lå vågen i nat, i stedet for alt det, der virkelig trængte sig på for at blive bearbejdet.

Juno hævede et øjenbryn, da Ellis fortalte at det var en lille landsby. Betød det ikke bare, at man var mere tvunget til at have en kæreste, når det var begrænset hvor mange man kunne fjolle rundt med? Men han måtte også indrømme, at han ikke rent faktisk vidste noget som helst om at bo andre steder end i byen.

En ubeskrivelig smerte skar igennem ham, da Ellis sendte spørgsmålet tilbage til ham. Hector. Smerten syntes at samle sig om hans hjerte, og Juno lagde en hånd mod sin brystkasse, hvor han knugede en hånd om den varme trøje Ellis havde lånt ham. Det var nu, han skulle dø. Han var sikker på at smerten ville slå ham ihjel, og derfor var han også ligeglad, da han med et grådkvalt gisp opdagede at hans kinder var helt våde. 
Nu var det ligegyldigt at Ellis så ham græde. Alt andet end Hector var ligegyldigt. Juno gled ubevidst længere ned at ligge op af sækken, og han løftede igen blikket til træloftet, han alligevel ikke kunne se, hans udsyn sløret af tårer. Han gispede efter vejret, hans hals snørret sammen, og udstødte en uskjult lyd ad smerte.
Det krydsede slet ikke hans tanker at svare på Ellis' spørgsmål på nogen måde. Han ville alligevel ikke kunne sige højt, hvad der var sket med Hector. Hvis han sagde det højt, blev det mere ægte, og det var allerede alt for ægte.

Ellis kunne ikke læse Junos tanker, så han vidste hverken at han ønskede at få Ellis væk fra Maas, eller at han fandt det som en afvisning, at Ellis undgik al for tæt nærhed. Eller at han undrede sig over, at Ellis ikke havde en kæreste, selvom det var en lille landsby. Heldigvis, for det hele ville have undret Ellis en del. Sådan var det bare? Der var ikke ret mange muligheder i hans liv, og han var vokset op i et helt andet miljø end det, der var i storbyen. De var kun få på hans alder, en del flere ældre, lidt flere yngre, men så længe Maas kiggede ham over skulderen, var alting lidt lige meget. Maas havde også i en brandert gjort det klart, at han håbede at have Ellis for sig selv, for han ville jo blive alene, hvis Ellis fandt en kone. Og Ellis skyldte ham jo alt, så han kunne jo ikke bare forlade ham.

Da Ellis' spørgsmål ramte Juno, så han med skræk den anden blive bleg som en kalket væg og gribe sig til brystet. Første tanke var, at der fysisk var noget galt med ham, men som de første tårer pludseligt væltede frem, gik det op for Ellis, at spørgsmålet gjorde ondt. Der var sket noget. Noget smertefuldt. 
Som frosset så han til, mens Juno gled længere ned og så op i loftet, mens han græd og kom med en lyd, der mest mindede Ellis om et såret dyr. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. 

Det var ikke fordi, at han havde svært ved at gætte, hvad der var sket. Han havde før set folk græde af tab. Dengang Jesse mistede sin hund, han var vokset op med. Eller Gina mistede sin bedstemor. Selvfølgelig kunne det bare være et knust hjerte, men med alt, hvad der var sagt og gjort, var Ellis ret sikker på, at det var mere end det.
Han fik en klump i maven og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han vidste ikke, hvad der var sket, og ville ikke kunne sige noget fornuftigt. Men det ville ikke være første gang, at han skulle trøste. Langt fra, for de andre unge og børn i landsbyen kom gerne for et kram, hvis der var noget galt. Ellis udstrålede et eller andet sikkert, når han ikke var vred, og han ville gerne lytte.
Så til sidst flyttede han sig helt hen til Juno og lagde en hånd på hans skulder. Hans kropssprog indbød til, at Juno bare kunne læne sig ind til ham og få et kram, hvis han havde brug for det.
"Det er jeg ked af," mumlede han og så medfølende på Juno.

Juno havde mistet meget og været igennem lige så meget, men han havde altid haft Hector. Ligegyldigt hvad havde Hector fundet ham og møvet sig længere ind i hans liv. Han havde været der, når Juno havde drukket sig for fuld, eller når han havde taget nogle stoffer, han ikke kendte rigtigt til. Han havde endda været der, da Thanos havde fået fingrene i ham, selvom det havde haft store konsekvenser for dem begge. Han var blevet med ham igennem alt, selv når Juno ikke engang ville røres af ham. 

Nu var Juno for første gang helt alene. Hector ville aldrig være ved hans side igen, og Juno kunne ikke stoppe sine tårer eller de hulk, der fulgte med den ukontrollerede gråd. Det var også helt uden at tænke sig om, at Juno slog Ellis' hånd væk, da han mærkede den mod sin skulder. Det føltes som en åndssvag, lille ting nu, men han kunne stadig ikke håndtere at blive rørt, slet ikke af mænd. Hvis han havde mulighed for at forberede sig på berøringen kunne han lidt bedre tage den, men det var endnu helt instinktivt for ham at slå hænder væk, hvis han ikke havde mulighed for at stoppe sig selv inden. 

Så snart han havde slået Ellis' hånd væk fortrød han det. Han var alene. Hector og alle børnene, alle de liv der havde været hans ansvar, de var alle sammen væk, og lige nu var Ellis det eneste han havde. 
Juno hev ned i huen og rakte ud efter Ellis' arm, som han svageligt lukkede sin hånd om. Det var så tæt på et kram som han kunne komme lige nu. Endelig forsøgte han også at få sin gråd under kontrol. Tårerne kunne han ikke stoppe, men hans hulk blev gradvist til skælvende vejrtrækninger i stedet. 

"Kan du få mig til at tænke på noget andet?" Bad han, med en stemme der var hæs af gråd, og klemte desperat om Ellis' arm. 

Ellis blev lidt forskrækket, da Juno slog hans hånd væk, men han gjorde ikke noget. Lod den bare falde, mens han så sørgmodigt på Juno. Hvis han ikke måtte røre ham, vidste han ikke, hvad han kunne gøre. Der var ikke noget, han kunne sige, når han ikke vidste, hvad den anden var ked af. Så hans blik faldt mod gulvet for ikke at stirre. Det nåede knapt derned, før en hånd tog ved hans overarm, og han så lidt overrasket op. Uden at vide, hvad der blev forventet af ham, blev han siddende og ventede på, at Juno fik styr på sin gråd, hvilket han tydeligvis kæmpede med.

Junos spørgsmål efterlod hans hjerne blank. Få ham til at tænke på noget andet? Hvordan kunne han gøre det? Hans blik gled over deres omgivelser i håb om, at de havde et svar. Det havde de. Der lå en sten, der var faldet ud af en af de tomme sække, de kom i, de små af dem altså. Den var glat og oval og lidt mindre end en knyttet næve. Perfekt til det, han kunne finde på. Efter at have kastet et blik på Juno, trak han sig forsigtigt fri af hans greb, så han kunne skubbe sig forover og nå stenen. Hurtigt var han tilbage og hold den frem i en flad hånd, så Juno kunne se den tæt på.

Igen var der bare tomt i Ellis tanker, for hvad skulle han lave? En fortælling for børn dukkede op i hans sind og straks begyndte stenen at virke flydende og overfladen begyndte at bevæge sig. Snart sad der en lille kanin oven på stenen, men stadig som en del af stenen. Detaljerne var ikke så små, som de kunne være, men det skulle gå lidt stærkt.
"Der var engang en lille kanin." 
Og så fortalte han historien om den lille kanin, der bevægede sig ind i skoven, der hurtigt blev et skræmmende sted med trolde, men også med uventede venner. Ellis gjorde det så godt han kunne, for han anede ikke, hvordan en trold så ud. Og han kunne ikke vise alt, hvad han fortalte om, han ville bare løbe tør for energi, men de vigtigste ting fik liv på stenen. Da historien var færdig, lavede han hele stenen til kaninen og rakte den ud mod Juno, så han kunne tage den. Om han ville beholde den, måtte han selv om. Ellis følte sig svagt udmattet, men det ville gå over. Han kunne godt lave mere i dag.

Det gjorde ondt, da Ellis endnu en gang trak sig væk fra Junos berøring uden at vende tilbage til den, men smerten var ingenting i forhold til hvad Juno ellers følte. Det var én dråbe i et hav, der allerede flød over alle dæmninger i sigte.

Juno så ned på stenen Ellis vendte tilbage med, men hans blik var tomt bag tårerne i hans øjne. I flere minutter sad han blot, gispende og grædende, men efterhånden lykkedes det ham at koncentrere sig om Ellis' bløde stemme og den børnevenlige fortælling. Da hans tårer endelig holdt op med at flyde, føltes hans hoved tungt som bly, og han hvilede sin kind imod Ellis' skulder, imens fyren fortalte videre. 
Efter det undslap et par tårer ham igen, men han fik sin vejrtrækning under kontrol, og da Ellis var færdig med fortællingen var de eneste tegn på, at Juno havde grædt som pisket, de indtørrede striber ned ad hans kinder og hans røde øjne. 

Han tog imod kaninen i sten og strøg forsigtigt sin tommelfinger over dens linjer. Ellis havde virkelig gjort sig umage. Ikke bare med kaninen, men med hele historien. Juno havde aldrig hørt den før, men de fortællinger han plejede at fortælle rollingerne derhjemme var også altid nogen han selv var kommet på. Der var aldrig nogen i hans egen familie, der havde fortalt ham den slags historier. De tekster han havde lært at læse fra, havde altid været nogle, der havde med hans fars forretning at gøre. Kedeligt bras.

Juno løftede sin hage en smule, stadig knugende kaninen i sin hånd. Ellis havde brugt al den her tid på ham. Juno udåndede mod hans hals, inden det slog ham hvor mange gange Ellis allerede havde sagt nej til ham, og Juno skubbede sig nonchalant væk, som om der ikke var sket noget, og lod sig dumpe helt ned at ligge på sækkene. 
Han skævede op til Ellis, men lukkede så øjnene. Udmattelse var skyllet ind over ham og hans hoved føltes både tomt og tungt, men det lykkedes ham alligevel at klamre sig til den lille sten. 

Ellis gjorde ikke noget for at undgå Junos hoved mod sin skulder. Både fordi han var koncentreret om at få stenen til at skifte form, men også fordi det virkede til, at han havde brug for det. Det var først, da Junos ånde ramte hans hals, at han svagt stivnede, ikke så meget i ubehag, som fordi at den lette følelse fik gåsehuden til at sprede sig ned over hans arm og lidt hen over brystet. Men Juno flyttede sig og lagde sig ned, efterladende Ellis en smule forvirret.
Han betragtede ham lidt, som han lukkede øjnene og lignede en, der var klar til at sove, og var så langt væk i sine tanker, at han nær ikke havde hørt døren i huset blive slået op. En kold bølge gik igennem ham, og han lænede sig straks frem for at lægge en hånd over Junos mund og lægge en finger i mod sine egne læber for at sige, at han skulle være stille, mens han med store urolige øjne så på ham. Lyden af tunge skridt lød under dem, som Maas kom ind i skuret.
"Hvor er den forbandede dreng henne?" blev der mumlet surt og højlydt, inden skridtene forsvandt ud igen, og lidt efter smækkede døren.

Ellis sank en klump og trak hånden til sig. Lort. Maas var tydeligvis ikke blevet i godt humør af at sove, og Ellis burde tydeligvis have været tilbage nu. Han måtte hellere se ad at lade som om, at han kom tilbage nu.
"Jeg må nok hellere gå ind, men jeg lover, at jeg kommer tilbage, så snart jeg kan." Han forsøgte at smile beroligende, men han var ikke selv rolig, så det mislykkedes lidt. Uden at sige mere, forlod han Juno, kravlede ned af stigen og tog et par dybe vejrtrækninger, inden han gik ud af skuret og om til døren, som han åbnede som om, at han ikke vidste, at Maas ledte efter ham. Den store mand stod midt i stuen og snurrede rundt, så snart han hørte døren.

"Ved Zaladin, det var du længe om! Har du ikke ting, du skal lave?!"
Ellis lukkede langsomt døren bag sig.
"Du sagde, jeg måtte..."
"Jeg ved godt, hvad jeg sagde, men du skulle ikke sidde derude og glo hele dagen!" Maas stemme steg lidt i styrke. "De sten laver ikke sig selv!"
"Nej det ved jeg godt, men jeg er træt i dag og..." Ellis hævede også stemmen lidt, frustreret over at Maas råbte af ham igen. Maas var dog åbenbart ikke i humør til, at han skulle tale igen. Pludseligt råbte de af hinanden, som Ellis forsøgte at forklare Maas, at han ikke bare kunne lave sten som han ville, mens Maas bare var vred over alt som altid. Var Juno vågen, ville han nok kunne høre de høje stemmer, men ikke, hvad der blev sagt.

"Jeg er træt af at lave sten, jeg vil gerne opleve no-" Bagsiden af den knyttede hånd ramte ham ved øjet og kindbenet. Slaget var hårdt og sendte hans hoved til siden, og han måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen. Han gispede forskrækket, og hans blik blev sløret, men han gjorde ikke andet end at sænke hovedet og knytte hænderne.
"Er du færdig?" Maas stirrede på ham med et blik, der lovede mere.
"... ja. Undskyld." Ellis pressede det frem, så lavt det næsten var en hvisken.
"Godt," brummede Maas og så lidt på ham. "Lav mig tre sten og så kan du se på maden."
Ellis nikkede, han ville ikke protestere, ikke mere.

Så Ellis lavede tre sten, noget let og ikke så stort. Og så lavede han mad og lappede et hul i et par bukser, inden de skulle spise. Han havde sørget for at lave ekstra godt med mad og samtidigt lade som om, at han var for træt til at spise ret meget, så Maas ikke skulle lægge mærke til, at han havde lavet så meget, at der var nok til Juno også. Og som han gjorde de fleste af aftenerne, gik Maas ud i mørket efter de havde spist, og ned til kroen for at få noget at drikke og spille spil med nogle af de andre mænd i byen.
Så snart Ellis var sikker på, at han var væk, greb han en lampe og gik ud i skuret for at hente Juno.
"Juno? Det er bare mig." Ellis kom op af stigen og løftede lampen op, så lyset skinnede ud over rummet. "Vil du med ind i varmen? Maas er væk mindst et par timer, nok nærmere til sengetid. Jeg har også noget varmt mad." Området langs kanten af øjet og ned til hans kindben havde fået en mørkerød blodunderløben farve, ikke meget voldsomt, men det var tydeligt at se mod hans lyse hud i lyset fra lampen, men han havde glemt det igen.

Lyden af Maas' stemme var nok til at få Juno til at stivne hvor han lå. Han havde aldrig respekteret eller frygtet Kerfeir, men Thanos og Vargas tilsammen havde han lært at frygte mænd rigeligt til at gøre op for den stadig manglende respekt. Så han lå fuldstændig stille og tavs, da Ellis smed en hånd over hans mund. Han blev liggende sådan, også da Ellis fjernede sin hånd, og selv da han lovede at komme tilbage forblev Juno tavs og gav kun et nik som tegn på at han havde forstået.

Med adrenalin i kroppen igen kunne Juno ikke sove, og da slet ikke da lydene fra huset blev høje nok til at han kunne høre deres skænderi. Ordene var ikke til at forstå, men Juno forstod alligevel lidt af hvad der foregik, ud fra hvad han havde hørt fra Ellis, ligesom han straks fornemmede at det var blevet voldeligt, da der pludselig ikke blev råbt længere. Han satte sig op med et sæt, parat til at storme ned og forsvare Ellis hvis han var i fare, indtil han hørte Ellis' stemme igen. Han var okay, eller i hvert fald ved bevidsthed, og Juno besluttede sig at blive siddende hvor han var. Han trak sine knæ op til sig og lagde armene om dem, og blev siddende, opmærksom på alt han kunne høre, selvom det næsten ikke var noget længere.

Juno sad helt anspændt, da Ellis vendte tilbage. Igen nøjedes han med et nik, da han blev inviteret indenfor, og han holdt det til dét, indtil de var indenfor.

"Flot pynt," kommenterede han og pegede, med falsk afslappethed mod det blå mærke på Ellis' ansigt. "Det fremhæver virkelig dine kindben. Har du overvejet at få sådan ét permanent? Ham Maas du skylder så meget, lyder som om han godt kan hjælpe dig." Med sine hænder i lommerne og hagen løftet, lignede han den arrogante nar han var så vant til at lade som om han var.
Han vidste, at han skyldte Ellis at opføre sig pænt, måske endda at ignorere hans blå mærker, ligesom Ellis havde ignoreret hans tårer, men han følte også han skyldte Ellis at få ham væk fra det røvhul der behandlede ham sådan, og han vidste ikke hvordan han ellers skulle sige det.

Ellis bakkede ned af stien og tog Juno med ind i varmen. Ilden knitrede i pejsen og stuen var dejlig lun i forhold til den kolde vinterluft udenfor. Og der duftede af mad, for Ellis havde hængt gryden over ilden igen, så det var varmt, når de kom ind.
Han havde kun lige fået lukket døren, da Juno kommenterede på skrammen efter Maas' slag. Han sænkede hovedet og rakte op for at røre ved det med fingerspidserne. Han havde ikke set, hvor slemt det var, de ejede ikke et spejl, men det kunne åbenbart ses.
De efterfølgende ord og den arrogance, Juno lagde for dagen, fik vreden til at boble i Ellis, for hvad bildte han sig ind? Han vidste ikke noget. Han forstod det ikke. Han løftede kort blikket for at se vredt på ham, men der var ikke nok energi i ham, til at han ville skændes med nogen igen. Så han sænkede hurtigt blikket igen og gik over for at stille lampen på det ramponerede spisebord.

"Det er ikke så galt. Jeg har lidt svært ved at styre mit temperament," svarede han dæmpet, lidt som forsvar af Maas. Han havde altid slået. Og selvom han var lidt hævet rundt om øjet, gjorde det ikke så ondt. Det havde været værre med de sorte mærker, Maas' fingre havde efterladt om hans skulder for en uges tid siden, men han kunne da løfte armen over hovedet uden at skære ansigt nu. Ellis vidste jo godt, at han skulle lade være med at blive så vred, for Maas blev mere vred, men han kunne ikke altid stoppe sig selv. Og så måtte han jo tage straffen for det. Om det var Maas eller slag fra et par af de andre unge, han kom i kamp med ind i mellem, det gjorde ikke den store forskel.

Han havde ikke lyst til at snakke om det, så han skyndte sig at skifte emne.
"Maden er varm, vil du have noget?" Han ventede ikke på svar, men gik hen til pejsen og greb en skål, som han fyldte op med den stuvning, han havde lavet tidligere. Den var kraftig og mættende med gulerødder, kartofler, lidt andre grøntsager og noget hare, Maas havde købt. Han stak en ske i skålen og tog en humpel brød, inden han gik over og satte det på bordet, så Juno kunne sætte sig og spise.

Det var dejligt at komme indenfor, det måtte Juno indrømme. Varmen var noget helt andet end en trøje og et tæppe. Kulden var gået helt ind til benet på ham, og nu føltes det som om den måske endelig ville smelte væk. Juno stillede sig helt tæt op af pejsen og spredte sine lange, smalle fingre ud foran ilden.
Duften af mad fik hans mave til at knurre, for selvom han havde spist lidt af den mad Ellis havde hentet til ham, havde han også sparet på den. Han havde ikke vidst, hvornår han ville få noget at spise igen.

Han kunne se på Ellis, at hans ord havde virket provokerende, men det fik ikke den reaktion frem i ham, som Juno havde regnet med. Lidt mere vrede eller måske endda skam. Men Ellis undskyldte Maas' opførsel og ændrede så emnet. Juno så forvirret over på ham og fulgte også bare maden i Ellis' hånd med blikket uden at fjerne sig fra pejsen, selvom hans mave knurrede højlydt igen.

"Du har svært ved at styre dit temperament?" gentog han skeptisk, med et hævet øjenbryn. Men så satte han sig også ned foran maden Ellis havde stillet frem til ham. Normalt ville han straks have vippet stolen op på de to bagerste ben, men han var alligevel endnu mere end normalt klar over at han var gæst hos Ellis, og lod stolen blive på alle fire ben. Hans nervøse energi kom i stedet til udtryk ved hans ene ben, der hoppede rastløst op og ned, imens han spiste.
Han havde lyst til at fortælle Ellis at han ikke skyldte Maas noget, men han var ikke sikker på at Ellis ville tro på ham. Han var nødt til at starte et andet sted.

"Min far slog også mig," fortalte han så, lavmælt og uden at løfte blikket fra sin mad. "Jeg gav ham nogle gode grunde til det, men det betyder ikke at det var mig, der mistede mit temperament."

Junos spørgsmål fik Ellis til at trække lidt usikkert på den ene skulder, mens han fulgte ham med blikket, som han kom over og satte sig ved bordet, for at gå ombord i maden. 
"Jah, det har en tendens til at få mig i problemer." Ikke bare med Maas, men med de andre i byen også. Han reagerede lidt for voldsomt, når han følte noget var forkert eller folk sagde noget grimt til ham. Maas var ikke den eneste, der gav ham blå mærker, men som de var blevet ældre alle sammen, skete det ikke ret ofte mere. Det var mere som børn, at næverne havde fået lov til at tale.

Han flyttede lidt uroligt på sig, inden han satte sig på en stol overfor Juno og betragtede ham spise. Han var ikke helt mæt selv, fordi han havde sparet på maden, så Juno kunne få, men han overlevede nok. Der var stadig lidt tilbage i gryden, hvilket selvfølgelig var til Juno. Han skulle ud i kulden igen, inden Maas kom tilbage, han havde brug for så meget varme og så fyldt en mave som muligt. Ellis skulle bare ligge herinde i varmen i sin seng.

Han løftede lidt overrasket blikket til Junos ansigt, da han fortalte, at hans far havde slået ham. Var det derfor, at han virkede så vred over, at Maas havde slået ham? Hvorfor? Det var vel ikke unormalt for forældre at slå på deres børn, han kendte i hvert fald ikke nogen, der ikke fik et nakkedrag eller en røvfuld ind i mellem. Altså. Igen. Mest da de var børn. Og Maas havde nok slået lidt mere end de andre, og han fortsatte med at slå. Men i Ellis hoved var der vel en grund til det, selvom han hadede det og var vred over det. Men han var heller ikke let. Han havde altid været svær, med lidt for meget kamp i sig. Besværlig for Maas at styre. Det var i hvert fald, hvad Maas havde sagt til ham helt fra begyndelsen.

"Jeg bliver bare nogle gange lidt for vred lidt for hurtigt." Han trak på skulderen igen, som for at sige, at det ikke betød så meget. Som sagt, han regnede med, at Maas havde gode grunde til at slå. De fleste af gangene, i hvert fald. I dag var Ellis gået over stregen, og han vidste det godt.
Han forsøgte igen at skifte emne, for det var ikke specielt behageligt at snakke om.
"Bor dine forældre i Dianthos?" Hvis Juno var vokset op der, måtte de vil bo der, hvis de stadig levede. Det var ikke fordi, at han havde glemt, at Dianthos var et ømtåleligt emne, men lige nu ville han bare ikke snakke om Maas og hans hårde hænder.

På trods af hvordan Ellis insisterede på, at det var ham, der havde et problem med sit temperament, troede Juno ikke ét sekund på ham. Ellis havde ikke vist ham andet end venlig, og selvom Junk havde provokeret ham, havde Ellis ikke så meget som løftet en hånd mod ham. Desuden så Juno noget af sig selv i ham, og han var måske ikke selv nogen engel, men han var heller ikke ond, og det nægtede han også at tro på at Ellis var.

Maden var god, og Juno ville hellere spise den, end han ville diskutere med Ellis om hvorvidt han skyldte Maas noget eller ej, og om hvem af dem der mistede sit temperament, så han lod Ellis snakke, imens han selv spiste, stadig med sit knæ hoppende op og ned under bordet.
Havde han kunne læse Ellis' tanker, ville han have fortalt ham, at de begge var voksne, og ingen kunne slå på dem med god ret nu. At Ellis ikke skulle opdrages, og at det lød som om Maas var en fordrukken dovenrøv. At Junos egen far ikke bare havde slået ham, men havde holdt sine fingre i et stramt greb om hans hals, indtil han havde troet at han skulle dø. At det ikke var sådan for alle børn, og at forældre sagtens kunne være bedre.

Men han vidste ikke, hvad der gik gennem Ellis' hoved, han vidste bare, at han ikke troede på ham, når han påstod at hans temperament var ustyrligt.

Han så op, da Ellis spurgte til hans forældre, og nikkede langsomt imens han tyggede af munden. "Min mor gør, men jeg ser hende ikke, hvis jeg kan undgå det. Min far bor i Medanien, tror jeg. Det er lang tid siden jeg har set ham, og der er vist ikke nogen af os der har lyst til at gentage fornøjelsen." Juno skar ansigt, og vendte sin opmærksomhed mod maden igen.

"Hvor er dine forældre henne?" Juno kendte mange forældreløse, og det var de færreste af dem der tog dét spørgsmål pænt, men han var alligevel nysgerrig omkring hvor Ellis kom fra og hvorfor han boede med den idiot, Maas.

Ellis' nysgerrighed voksede, som Juno sagde, at han helst undgik at se sin mor, noget der først lød lidt underligt for Ellis, for hvis han havde en mor, ville han ... men så igen, hvis Junos far havde slået, var han måske heller ikke på god fod med sin mor? Han ville spørge, men Juno kom ham i forkøbet ved at spørge ind til hans forældre. Med et uhørligt suk kørte han igennem sit hår for at få pandehåret væk fra ansigtet, inden han trak på skuldrene.
"Hvem ved? De solgte mig til Maas for tøj og mad, da jeg var fire, og ingen har hørt fra dem siden." Af hvad han vidste, Maas havde i hvert fald sagt, at de ikke var kommet tilbage efter ham. En tanke, der gjorde ondt, men han havde levet med den så længe, han kunne huske, så den stak ikke så meget, som den i perioder havde gjort. Og nu havde han jo Maas, der sikkert havde taget sig bedre af ham, end de kunne have gjort. De måtte jo ikke have ville have ham. Det ville Maas i det mindste.

Emnet gjorde ham lidt urolig, og han rejste sig for at gå hen og sætte vand over. Han kunne godt drikke noget te, og det kunne Juno sikkert også, selvom han nok fik varmen af maden.
"Maas er den eneste, jeg har." Og det var sandt. Manden havde aldrig haft en interesse i at få en kvinde i huset, selvom han uden tvivl nok brugte noget af sin tid hjemmefra med en eller to af kvinderne i byen, Ellis havde gættet sig frem til, at den ene var healeren og den anden nok var krofatters søster, der hjalp til på kroen. Da han var lille, havde han forsøgt at spørge Maas hvorfor, at han ikke havde en kone, men emnet var hurtigt blevet droppet uden noget svar.

Han vendte sig mod Juno igen med et smil.
"Vil du have mere at spise? Der er mere tilbage endnu." Han betragtede sin gæst med lidt nysgerrighed. Det var underligt at se en fremmed i huset, det var ikke sket mange gange i Ellis' liv. Han var stadig frygtsom for, om Maas ville opdage det, og emnerne havde ind til videre været hårde, men han vidste ikke, hvad han skulle snakke med Juno om. Lige nu var det vigtigt, at han fik varmen og fik noget at spise. Og så ville Ellis nok finde ud af, hvad Juno så havde af tanker om, hvad der skulle ske. Han kunne ikke bare gå videre uden varmt tøj. Ellis havde bare ikke noget, han kunne give ham, ikke uden at Maas ville opdage, at der manglede noget.

Juno kunne ikke skjule sit chok, da Ellis fortalte hvordan han var endt hos Maas. Han havde hørt alt muligt fra sine børn, hvis forældre var døde eller havde forladt dem, eller som slog dem så slemt, at de endte med at stikke af, men han havde alligevel ikke hørt om nogle forældre, der var gået så langt som at tage betaling for deres barn. Han gik ud fra at de fleste skammede sig for meget over deres situation til at gøre andet, end at efterlade deres barn i et gadekjær. Samtidig vidste han også at Ellis' forældre virkelig måtte have haft brug for tøjet og maden, når de ikke engang havde krævet krystaller for ham. 

Maas var muligvis den eneste Ellis havde, men han var ikke god nok. Juno kunne ikke fokusere på sig selv og derfor følte han sig nødt til at fokusere på at hjælpe Ellis i stedet, og det var helt tydeligt for ham, at Ellis ikke hørte til her. Det kunne ses på mærkerne på hans ansigt.

Smilet Ellis så på ham med, stolede Juno ikke på, men han vidste ikke hvad han skulle sige til. I stedet rejste han sig op og tog skålen med sig. "Jeg kan godt spise lidt mere. Vil du ikke have noget af det?" Juno gik helt hen til Ellis og skubbede blidt til ham, så han selv kunne komme til at øse op til sig. Han skævede til det vand, Ellis var i gang med at koge, og lod blikket glide over Ellis' ansigt, hans blå mærker og hans lyse hår og hans store, brune øjne. 

"Jeg kan godt passe på mig selv. Hvis du bare giver mig en nat her, så skal jeg nok være ude af dit hår i morgen." Han ville stadig gerne have Ellis med sig, men han vidste ikke hvordan han skulle overtale ham. Indtil det pludselig slog ham, hvordan Vargas ville have set på det; "Hvor meget skylder du Maas? Før du kan tage herfra med god samvittighed?"

Det var tydeligt at se Junos forfærdelse over, hvordan Ellis var endt hos Maas, men han lod som om, at han ikke så det, optaget af noget andet. Han vidste ikke helt selv, hvordan han skulle reagere på det mere, egentligt var han mest bare trist. Ikke så meget på egne vegne, han havde jo haft det godt nok, men mere på sine forældres vegne. For hvor desperat måtte man have været for at sælge sit eget barn? Om han stolede nok på Maas til at han havde fortalt ham hele sandheden, det var så en helt anden ting, men han var kommet frem til, at han ikke kunne se, hvorfor manden ikke skulle have fortalt ham, hvad der var sket.

Da Juno skubbede lidt til ham, flyttede han sig villigt, så han selv kunne tage mad fra gryden.
"Nej, jeg har fået, spis du bare op." Han kastede et lidt sulten blik efter det sidste, men det var okay. Han kunne godt leve til morgenmaden. Ellers var der vel en gulerod eller et æble, han kunne gumle senere. Og teen ville nok også fylde lidt i maven. Han så ned i vandet, der var begyndt at have små bobler i bunden af den lille gryde. Det var rart at stå der ved varmen fra ilden, og havde Juno ikke været der, kunne Ellis være forsvundet helt ind i sine tanker, som han så ofte gjorde. Men han løftede hovedet og så på sin gæst, da han talte. Allerede i morgen? Ellis havde blandede følelser om det, for han ville gerne lære Juno at kende, men samtidigt ville det blive en lettelse, at han drog videre, så Maas ikke opdagede ham.
"Godt at høre. Altså, at du kan passe på dig selv." Han så lidt undersøgende på ham, ikke helt sikker på, at han troede ham. Han virkede bare så ødelagt. Ikke bare på grund af mærkerne i ansigtet og det, men noget i hans blik. Ellis fik det næsten helt dårligt af at se ham i øjnene.

Spørgsmålet fik ham til at se helt forvirret ud. Stivne lidt. Tage herfra? Han kunne ikke tage herfra. Han endte med at le lidt.
"Det ved jeg ikke. Det er vist ikke noget, der sådan lige kan gøres op i en pris eller tid." Det var lidt et underligt spørgsmål, og han trak på skuldrene. "Hvem siger, at jeg skal tage herfra? Jeg bor her. Det er mit hjem. Og jeg tror ikke, at Maas kan klare sig uden mig." Ja, han boede her. Tanken om at rejse ud i en verden, han ikke kendte, var skræmmende, og han anede jo intet om at leve på landevejen? Hvor skulle han tage hen? Og Maas havde brug for ham. De levede af de sten, han lavede. Forvirringen var stadig tydelig i hans ansigt, som han havde en rynke mellem øjenbrynene.

Juno lod ikke Ellis tilbyde sig resten af maden to gange, men skrabede straks det hele op i sin skål, som han også begyndte at spise af med det samme. Han havde stadig lidt frugt på loftet, men det stoppede ham ikke fra at spise sig mæt i den gode, varme mad Ellis tilbød ham. 

Han trak på skuldrene, med munden fuld af mad, da Ellis kommenterede på, at han godt kunne passe på sig selv. Han var jo en voksen mand. Selv i den skod situation han var i nu, kunne han passe på sig selv. Det gik ikke op for ham, at det kun var et par timer siden at han havde overvejet bare at lægge sig til at dø. I stedet var han allerede i gang med at tænke på, hvordan han skulle skaffe penge, og noget varmt. Hvis han skulle være ude af døren her i morgen, så ville det være bedst at slå til på kroen i aften. Helst når gæsterne derinde var allermest berusede.

Juno spiste det sidste af maden i skålen, imens Ellis insisterede på at han ikke skulle væk. Han satte skålen fra sig og strøg frustreret sine hænder igennem sit hår, imens han overvejede, hvad han kunne stille op med Ellis' stædighed. "Og du kan ikke bare være pisse ligeglad med den skide Maas? Han skal sgu da nok finde en anden at udnytte." Igen havde Juno glemt alt om at opføre sig pænt, men var blevet for opslugt af at få Ellis til at indse at han ville få det bedre uden Maas. Ligesom Juno følte at enhver ville få det bedre uden voldelig mænd i deres liv. 

Vandet i gryden begyndte at bevæge sig som de første luftbobler fra bunden slap og gled op mod friheden. Om lidt ville det koge og der ville være te. Han så ikke på Juno, som denne hurtigt spiste resten af maden. Hele samtalen var ved at blive lidt underlig, og Ellis ville helst, hvis de kunne snakke om noget andet. Juno, f.eks. Eller noget så uskyldigt som hans sten. Eller livet i landsbyen, hvem der boede der og lidt sladder. Her vidste alle jo næsten alt om alle. Det var nemmere end at skulle forsøge at forklare ham, hvorfor han stadig boede med Maas. Hvorfor han ikke bare kunne rejse, selvom han et sted gerne ville.

Han ville til at finde nogle krus, da Junos ord stoppede ham. Han stivnede midt i en bevægelse og så på Juno med et overrasket udtryk, der meget hurtigt blev vredt. Rigtigt vredt.
"Hvad tror du, at du bilder dig ind?" Han rettede sig op og knyttede sine hænder. "Her inviterer jeg dig ind i mit hjem og hjælper dig uden at kræve noget tilbage, og så opfører du dig som om, at du ved mere om mit liv end jeg gør? Du ved ikke, hvem Maas er, eller hvilket liv jeg har her." Han trådte en smule frem mod ham, tydeligvis klar til at slås, fordi han var så vred. "Bare fordi du kan forlade dit hjem, og lade hvem end du har tilbage i Dianthos i stikken, betyder det ikke, at jeg kan eller vil gøre det samme, bare fordi du ikke bryder dig om, hvordan mit liv er!" Han hævede stemmen lidt, og med sit kropssprog provokerede han ham til at skulle slås. Ja, det var lige før, at han skubbede ham i brystet, men så langt gik han alligevel ikke.

Hvorfor blev han så vred? Måske fordi at han et eller andet sted vidste, at Juno havde ret. Han blev udnyttet. Men det ville gøre for ondt at indse, for han havde levet ved Maas i så mange år uden at forsøge at slippe væk. Og hvad ville det ikke sige om ham? Og de år, der var gået? Og Maas havde alligevel fået det til at sidde fast i hans hoved, at han skyldte ham noget. For han sørgede jo for ham. Havde taget ham ind. Holdt ham i live og passet på ham. Han kunne ikke bare gå sin vej. Kunne han?
At det han sagde, kunne gøre ondt på Juno, gik ikke helt op for ham, fordi han var så vred.

Vrede blev mødt med vrede. Junos hjerte var knust, men det var hans kampånd ikke. I det øjeblik Ellis rettede sig op, gjorde Juno det samme. Han havde lige mindet både Ellis og sig selv om, at han godt kunne klare sig selv, så han var ikke bange for, at Ellis ville smide ham ud. Faktisk var han pludselig ikke længere bange for noget - vrede overskyggede resten af hans følelser, og det var en lettelse, som Juno straks greb fat i. 

Da Ellis tog et skridt frem, gjorde Juno også. Ellis lukkede en masse lort ud - eller hvad Juno håbede var en masse lort, og han troede ikke på, at Ellis kunne blive ved med at forsvare Maas. Havde Maas været bare en lille smule som Giles, ville Ellis ikke have behøvet gemme Juno. Eller hvis han havde været som Tarek. Nej, Maas var nødt til at være mere ligesom Kerfeir eller Vargas, og Juno var derfor nødt til at få Ellis til at indse, at han ville have det bedre væk fra dem. 

Med ét forsvandt al hans vrede. Hector. Freja. Max. Kuni. De var alle sammen brændt inde. Juno så, hvordan døren var blevet spærret. Han vidste, at de havde sovet tungt. Han havde selv sneget sig udenfor, uden at vække nogen af dem. 
Men Leo, Giles, Killian, Mia, alle hans venner, alle de andre han kendte i Dianthos, som han bare havde efterladt, og som han ikke kunne få sig selv til at vende tilbage til. Han vidste, hvor medlidende Giles ville se på ham. At han ville tilbyde ham et sted at sove hos sig selv, velvidende at det ikke ville erstatte det hjem han havde mistet. Han vidste at Killian ville forsøge at trøste ham, men at han også selv ville begynde at græde, når Juno gjorde det. 
Han vidste at Mia ville sørge over Hector, og at han ikke ville kunne holde ud at se på det, fordi ingen ville kunne savne ham lige så meget som han selv gjorde. Og Leo... Leo ville være værst af alle, fordi det havde været deres børn. Juno havde haft ansvaret for dem, men Leo kendte alle børnene som var de hans også, og Leo ville give ham skylden for deres alles død. 

Smerten fra tidligere var vendt tilbage i tusindefold. Juno hev skælvende efter vejret, og trådte et skridt væk fra Ellis, men hans ben føltes svage under ham, og han holdt krampagtigt fat i køkkendisken, imens han faldt ned på knæ. Hans hjerte var i krampe og smerten spredte sig helt til hans mave, og Juno hev efter luft, der nægtede at nå ned i hans lunger. Der burde efterhånden ikke være flere tårer tilbage i hans øjne, men hans kinder og hage var alligevel helt våde, og hans krop rystede, imens han gispede efter vejret. 

Følelsen af, at det ville komme til kamp, lå tykt i luften, og Ellis var klar til at skulle slå. Han vidste ikke, hvad Juno kunne, men som han også trådte frem, var han ikke i tvivl om, at han også var klar.
Og så hurtigt som det var startet op, lige så hurtigt forsvandt det. Juno blev bleg, hans øjne store og fyldtes med tårer, hurtigere end Ellis kunne nå at opfatte, hvad der skete. Vreden forsvandt som vand ud af en skål med hul i bunden, og forvirringen kom tilbage, som han så ham bryde sammen foran sig. Synke ned på gulvet, gispende efter vejret, som havde Ellis allerede slået luften ud af ham.
Hvad havde han sagt, der kunne gøre sådan noget? 

Hvad end, der var sket for Juno, så det ud til at gøre ondt. Det så ud som om, at det lige var sket. Og pludseligt kunne Ellis ikke føle andet end medfølelse for drengen på gulvet. Han havde aldrig selv følt noget gøre så ondt, men det gjorde ondt i hans indre at se Juno gå sådan i stykker.
Langsomt kom han ned på knæ foran ham, inden han lige så langsomt rakte ud efter ham, for at vise, at han ville ville ham noget ondt, selvom de lige havde været ved at ryge i totterne på hinanden. Hans hånd lagde sig om Junos nakke og han trak ham blidt ind til sig, blidt men fast, så Juno ikke kunne stritte for meget i mod. Så snart Junos ansigt ramte hans skulder, lagde han sin anden arm om ham.

"Det er okay, du må godt græde," mumlede han dæmpet. Han havde ingen anelse om, hvad Juno græd over, så det var svært at sige noget trøstende. Det eneste han kunne tilbyde var lidt nærhed. Og det ville han gerne give, så han holdt fast fat om ham for at vise, ham at han ikke var alene. Selvfølgelig ville han slippe, hvis Juno kæmpede for meget i mod, han ville ikke tvinge ham til noget, men det føltes rigtigt at holde om ham, den ene hånd om hans nakke og den anden arm om hans krop. Hvis Juno ikke gjorde tegn til, at han ikke ville have det, ville Ellis hvile sit hoved lidt mod hans.