Det var et problem. Jeffrey hadede ikke at få svar på sine eksperimenter, men han brød sig heller ikke om at miste en potentiel magikilde fordi hun var sorgfyldt. Jeffrey havde skam hørt om at dø af sorg, men forsvinde. Magiske væsner var specielle. Det var da grueligt irriterende at der ikke var en håndbog at gå frem efter. "
Det håber jeg heller ikke. Men hvis de holder os fanget her, kunne jeg frygte det blev sandhed" at Jeffrey bestemte hvor længe de var der, var en anden side af sagen.
Jeffrey lod stilheden falde over dem igen, da lyden af nøglen i den slidte lås lød og døren blev tvunget åben. Mændene sagde intet men tog fat i Jeffreys arm uden omsvøb og trak ham ud. Han kastede et blik tilbage på Purnima og smilede forsikrende til hende. Han skulle nok komme tilbage.
Så snart døren var lukket bag ham, blev Jeffrey sluppet og han strak sig. "
Jeg skal have en nat i en almindelig seng før jeg skal tilbage derind. Der skal laves en celle med i hvert fald et område frit til at se nattehimlen. Ikke stor nok til at hun kan komme udenfor min rækkevide" kommandoerne lød før Jeffrey kom frem til et varmt godt måltid mad, en dejlig seng og dagen efter fragtet tilbage til cellen med et påtvunget forvirret udtryk.
Så snart han var inde, blev han stående og vænnede sig langsomt til mørket, let søgende efter den lille skikkelse. "
Purnima?"
I'm not questioning your honor
I'm denying its existence