Kaizler var ikke dum. Han vidste godt, at han var ødelagt, og at det var Nael, der havde gjort det. Men det var ikke noget, han havde tænkt dybere over. De par gange, han havde prøvet, var det som om, at han var gået mere i stykker indeni, så det var ikke noget, han gjorde mere. Sådan var det bare. Sådan var han bare. Han kunne alligevel ikke rigtigt huske, hvordan det havde været før Nael. Det var så mange år siden og havde varet så kort. Hele hans liv havde handlet om Nael, frygt, smerte og et liv alene. 
Og nu var Nael tilbage. Den mur Kaizler havde fået bygget op indeni, lidt sporadisk, men noget der holdt ham nogenlunde fungerende, var allerede begyndt at smuldre i samme øjeblik, han havde set ham komme ud af skoven. Nael. Han havde brug for ham. Brug for at dæmonen fortalte ham, hvad der nu skulle ske. Hvad han nu skulle gøre. I stedet for at flakke rundt uden mål og med i søgen efter noget, kun Nael kunne give ham. Men samtidigt var der alligevel blomstret noget modstand i ham. Han kunne selv. Han var ikke Naels. Han var sin egen. Tiden var gået og han levede jo endnu. 

Kaizler krøb lidt sammen under det kolde vand, der sammen med Naels ord fik gåsehuden til at rejse sig på hans solbrændte arme og sprede sig over hans lidt spinkle krop. En svag lyd kom fra ham, og han kneb hårdt øjnene sammen. Naels mål var ham lige meget. Han troede ikke på Mørket alligevel, var ikke fanatisk som Nael om den ene del, der ønskede at styre Krystallandet. 
Men de andre ord. Der var ingen andre som ham. Splittelsen gav ham kvalme, for han kunne mærke hadet og frygten over de ord. Det var ord, der fortalte, at han aldrig ville slippe væk. Altid ville være fanget som offer for endeløs tortur. Men samtidigt var det store ord, der fik noget til at vokse i ham. Han var brugbar. Han gjorde noget godt.
Hele hans krop rystede, som han skælvende trak vejret ind.
"Jeg kan ikke mere. Vil ikke mere." Og så kom gråden, for det var sande ord. Han var bare så træt.

Kaizler rørte sig ikke, som Nael kom over til ham, han vidste godt, at det ville være dumt at forsøge at komme væk. Straks bankede hans hjerte hårdt af frygt og han tabte maden, da Nael tog ved hans hage og tvang ham til at se på ham. Det tog et øjeblik, inden Kaizler reagerede på spørgsmålet. Hans læber skiltes i et smil, men det var ikke de charmerende skæve fortænder, der dukkede op, nej, det var ulvens spidse tænder, lavet til at dræbe med.
"Jeg flåede hende i stumper og stykker." Han lavede en bevægelse med hænderne, som flåede han noget fra hinanden. Hans negle var blevet til sorte kløer for at illustrere. Hans blå øjne så direkte ind i Naels med et farligt glimt, Nael ikke ville have set før hos den yngre dæmon.

Zahinael spærrede øjnene op ved synet af de skarpe tænder og de skarpe, sorte klør. Det var nyt. Eller. Nyere. Kaizler plejede ikke at skifte, medmindre Nael specifikt havde beordret ham til det. Generelt havde han ikke gjort særligt meget i de år uden  Nael havde beordret det. Ikke, da han først var knækket helt i hvert fald.
Nael slap Kaizlers hage og lagde hovedet på skrå. Forsigtigt tog han om Kaizlers ene hånd og løftede de spidse klør op for at se på dem. 
"Jeg efterlod dig svag og tæmmet," sagde han roligt, men hans greb lovede det modsatte. Der var et usagt spørgsmål for enden af hans sætning, men han udtalte det ikke. I stedet fandt hans blik Kaizlers og fastholdt det med en isnende forventning om at få mere at vide.
Smilet var heller ikke det samme mere. Der var mere kraft bag det. Mere selvstændighed. Zahinaels instinkt fortalte ham, han burde straffe Kaizler for blot at smile på den måde, men for nu var han optaget af det ukendte ved Kaizler, den nye gnist. Noget, han troede, han vidste alt om, havde pldseligt sit eget liv, sin egen... vilje? Den del kunne han fikse. Måske. Var det det, han ønskede? Der var også noget charmerende over Kaizlers tilstedeværelse - ikke bare det klynkende vrag af en dæmon, han havde slæbt halvvejs over landet dengang.

"Schhhh," Nael tyssede på det sølle væsen og fortsatte med at vaske, lidt mere insisterende, som Kaizler rykkede på sig. 
Fordi det blev sværere ved at han ikke sad stille, begyndte hans bevægelser at tage til i styrke, og han holdt ham fast, mens han tvang vand og klud henover den ømme hud og de svage muskler. Lemmer, der troede, de var blevet slået og havde udviklet blå mærker derefter, bare med Naels smertekugler. Sindet var en kraftfuld allieret for Nael, for han kunne tricke den til at give kroppen blå mærke og forstrukne muskler rent ved smerteinput. Det var noget, Kaizlers krop havde lært ham. Åh, hvor havde Kaizlers krop lært Nael mange værdifulde lektioner.

Smilet forsvandt lidt igen, da Nael slap hans hage. Han havde regnet med, at han ville blive straffet for det. Hvorfor kunne han ikke sige, men noget ved at gøre, som han lige havde gjort, burde føre til smerte. Burde det ikke? Han kom i tvivl, men det var også mange år siden, at han sidst havde set Nael. Selvom det hele stod så klart for ham. Måske han tog fejl?
Hans blik fulgte Naels hånd, der tog en af hans egne. Han havde slet ikke selv lagt mærke til, at han havde lavet kløer. Han så lidt på deres hænder, inden Naels stemme fik ham til at løfte blikket og møde de blå øjne med sine. Svag og tæmmet. Der dukkede en knude op i Kaizlers mave. Svag og tæmmet. Ja. Men det var han ikke mere.
"Det er mange år siden, Nael." Han smilede igen, stadig med de spidse tænder bag læberne. Han trak vejret dybt ind og trak så langsomt sin hånd ud af den anden dæmons greb. Bare for at understrege, at han ikke var den, han havde været dengang. Langt fra. 

Kaizler blev stille, som Nael tyssede på ham, men han vred sig stadig. Det hjalp ikke, at Nael tog bedre ved, det gjorde det næsten værre. Men han sloges ikke rigtigt med ham, lod ham vaske ham med kluden. Det var så sært, når Nael valgte at være sød, men samtidigt var hård. Kaizler vidste ikke, hvordan han skulle håndtere det, han græd bare i stilhed. Han kunne ikke mere lige nu, han ønskede at dø, men så alligevel ikke. 
Det gjorde ondt, som Nael gned skidtet af hans hud, der var oversået med mærker efter den ældre dæmons smertekugler. Det var som om, at hans krop ikke var hans egen mere. Den var Naels på godt og ondt. Tanken fik ham til gemme ansigtet i albueleddet og hulke et par gange, lydløst. Han var bare så træt, så ødelagt, han kunne ikke rumme mere, end ikke sig selv.

Kaizler slap ikke Nael med blikket, som han sænkede hånden. Han flyttede sig heller ikke. Hans hjerte bankede næsten ud af brystet på ham, som han bevidst provokerede den ældre dæmon. Et eller andet rebelsk i ham, ville understrege overfor ham, at han ikke var den, han havde været dengang. Han ville ikke krybe. Nej, sådan var han ikke mere. Han var fri. Han var ikke længere Naels lille kæledyr, han kunne gøre med, som han ville. Vel?

Zahinael så på Kaizler. Der gik over tre minutter, hvor han bare så på ham, hans blik, hans positur, de små rystelser, der kom ved hvert hastigt hjertebank. Håret var holdt kort igen. Ikke helt lige så kort som Naels eget, men kort nok til at man blev skuffet, når man gled fingrene igennem det, og det forsvandt for hurtigt. Alle de ar, Kaizler havde... Selvinducerede, de fleste af dem. 
Nael rynkede lidt på næsen og rykkede kæben til den ene side. På den ene hånd kradsede tommelfingerneglen op ad pegefingerneglen. Knoerne knækkede på den anden hånd, som han knyttede den og slappede den af igen.
Nael kom frem til, at han ikke brød sig om det.

Med ét lukkede den ældre dæmons hånd sig om den yngres hals. Nael brugte sin kropsvægt til at vælte Kaizler tilbage og ned i underlaget. Ansigtet var pludselig forvrænget. Arrigt, forvredet i en grimmase, der fik alle ansigtstræk til at stå skarpere frem. Isblå øjne så kolde som det nordligste Krystalland. 

At se Kaizler igen efter at have troet, han var død, havde været en positiv overraskelse. Det her... Den gnist, den aura af selvejerskab, han nu emmede af... Det var for meget. Noget knækkede i ham. Normalt reagerede han ikke så kraftigt, og han burde være vred på sig selv for ikke at udvise mere selvkontrol, men dette... dette. 

"Du er min," snerrede han med spyttet stående ud ved hvert ord. "Din smerte er min. Du har ingen ret til selv at påføre din krop noget som helst, kun jeg  er herre over, hvad der sker med den. Hører du Kaizler? Du er min!"

Det var ubehageligt at blive betragtet af Nael på den måde. Som målte og vejede han ham. Men det gav Kaizler tid til at betragte ham tilbage igen. Selvom Nael optrådte i Kaizlers mareridt hver nat, var hans ansigt i drømmene begyndt at være udvisket. 700 år var lang tid at huske ting i, og nogle gange vågnede han op med følelsen af, at noget havde været forkert. Men han kunne ikke sætte fingeren på hvad, for han havde svært ved at se Nael tydeligt for sig. Men her var han. Med mere skæg, noget mere beskidt og lidt med et udtryk som en vildmand, men det var stadig den samme Nael. Han havde ikke forandret sig. Kaizler vidste ikke, om det var en god eller en dårlig ting.

Hans hjerte ville ikke slappe af og hans vejrtrækning var overfladisk, som angsten stadig sad i ham. Følelsen af, at noget var ved at gå galt voksede som minutterne gik forbi, noget der pludseligt viste sig at være sandt. Hånden lukkede sig om hans hals og hans ryg bankede ned i jorden, mens han kunne mærke Naels krop over sig. Først frøs han. Stivnede, mens Nael råbte af ham så spyttet fløj, skrækslagen over vreden i den ældre dæmon. Det var aldrig godt, når Nael mistede kontrollen. De få gange, det skete.

Men knuden i maven forsvandt ikke. Den flammede i stedet op, som Nael sagde, at Kaizler var hans. Noget i ham ville gerne være Naels. Virkeligt gerne. Men samtidigt havde han passet på sig selv i så mange år, år uden Nael. Ja, han havde fortrudt ud i en uendelighed, at han var stukket af, de første hundrede år, han havde savnet ham og havde troet, at han ville dø uden. Men her var han, nogenlunde velfungerende og i live.
Han stirrede op på Nael for et øjeblik, inden hans ansigt fortrak sig i skræk og vrede, som han ikke kunne lade være med at reagere på de sagte ord.
"NEJ! Jeg er min egen!" Han skreg tilbage af manden oven på sig. Havde han nogensinde skreget sådan af ham før? Han var ikke sikker. 
En hånd lukkede sig om Naels håndled og uden at tænke over det, trykkede Kaizler de sorte kløer ned i den tynde hud på indersiden. Hårdt. Han var så bange, det føltes ikke som om, at hans krop var hans. Han var bange. Og vred. Og forvirret. 

"Du har aldrig været din egen!" råbte Nael lige så højt tilbage, som Kaizler skreg, allerede inden han var færdig med sætningen. "Dit liv er mit!"
Blod piplede ud fra hans håndled, hvor Kaizlers klør gik igennem huden. Et så udsat sted gjorde overvældende ondt at blive gennemboret i, men Nael var så opslugt af vreden, at smerten bare var mere brænde på bålet. Han pressede hårdere imod Kaizlers hals og med den frie hånd, rev han Kaizlers klofingre ud af sig. Han nærmest kastede hånden væk fra sig, men han så ikke, om den kom tilbage. Han handlede hurtigt og instinktivt med blodet pulserende hårdt bag sine øjenhuler, som om arrigskaben prøvede at presse sig vej ud gennem kraniet. 

"Du er ingenting!" fortsatte han og lod den første smertekugle ramme ned på Kaizler.
Den blev opløst henover Naels hånd og gled ned mellem fingrene og videre ned på Kaizlers hals. Der var ikke lagt tanke i, hvilken type smerte, kuglen var fyldt med, Nael havde bare taget det første og bedste, der kom til ham, hvilket var den sviende smerte fra en pisks slag. 
Den næste lille bobbel fulgte trop og opløste sig allerede inden, den nåede at lægge sig på Kaizlers pande, hvorfra dens gråhvide essens sev ned langs hans ansigtstræk bærende den intense følelse af ætsende syre. 
Det stoppede ikke der. Den tredje kugle ramte den arm, der ikke havde angrebet, og denne gang med følelsen af at blive slået og sparket.
Alt imens skreg Nael de samme ord om og om igen. At Kaizler var hans, at han bestemte hans skæbne, at han intet var uden ham, og hver gang Kaizlers stemme steg i styke, råbte Nael højere. De var en larmende midte i de ellers fredelige omgivelser. 
Naels indre føltes lige så uregerligt som hans ydre var blevet over de sidste par uger. Følelserne rasede rundt i ham. Troen om at han for længst var kommet sig over tabet på Kaizler var blevet knust, for med ham tæt på, kunne han mærke, hvor meget han havde savnet den anden dæmon. Han havde aldrig taget en anden efter ham og bragt dem tæt på. Det de havde haft, selvom det havde været påtvunget fra Nael, havde været noget specielt. 
Og hvor vovede Kaizler at tro, han kunne ændrer sin plads.

Kaizler kunne ikke stoppe. Da Nael råbte tilbage af ham, skreg han igen.
"Nej, jeg er min!" Han ville have sagt mere, holdt fast i, at han var sin egen, ikke Naels, men smertekuglens indhold ramte hans hud og i stedet skreg han bare. I smerte og i vrede. Nael havde alt for godt fat om hans hals, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel Kaizler at skrige af sine lungers fulde kraft op i ansigtet på dæmonen over ham. Han skreg al sin vrede, al sin angst og nu al smerten ud til hans lunger føltes som om, at de ville eksplodere. Og hvæsende, på grund af trykket om halsen, trak han vejret ind igen, for at skrige noget mere. Mere af smerte, som hans ansigt føltes som om, at det var ved at blive ætset af, men stadig et skrig fyldt med vrede. Han forsøgte at lukke øjnene for ikke at få det grå væske i dem, men de blå øjne ville ikke slippe Naels ansigt og smerten trak sig ind i kraniet på ham.

Naels ord borede sig ind i ham, som lange knive, sigtende efter hans hjerte. Hvert eneste sætning om, at Nael ejede ham, at han intet var uden ham, ødelagde lidt mere, knækkede ham lidt mere, sammen med smerten. Nael. Manden der havde gjort hans liv ubærligt at leve i så mange år. Og samtidigt havde passet på ham, taget sig af ham og sørget for ham. Manden der havde ødelagt ham, samtidigt med, at han havde vist ham andet end bare smerte.

Besværet trak Kaizler vejret ind igen, man skulle tro for at skrige videre, men der kom ikke noget lyd ud af ham, som han stirrede med et ødelagt og forvirret blik, fyldt med smerte, op på ham. Man kunne ligefrem se, hvordan han krakelerede under det mentale pres, Naels tilstedeværelse, og det han sagde og gjorde, var. Tårene kom tilbage. I stedet for et skrig, forlod et hulk ham. En dæmning brast. Hele hans krop forsøgte at trække sig sammen, krølle sig sammen i fosterstilling, men med Nael oven på sig, kunne han ikke andet end at ligge på ryggen. Gråden var som en tidevandsbølge og der var intet han kunne gøre for at stoppe det. Han græd vildt og voldsomt, kun som en med stor psykisk smerte kunne gøre det.
Han hadede Nael, men åh ved guderne, han havde savnet ham. Han havde på en eller anden særpræget måde elsket den ældre dæmon, og han havde knust sit eget hjerte ved at stikke af. Forlade Nael. Men han havde ikke kunne tage det mere, smerten, rejseriet, uvisheden om, hvornår Nael havde en god eller en dårlig dag.
Han vidste ikke længere, hvad han skulle gøre. Hvad der var op og ned, godt eller skidt. Nael var der. Og Nael ville have ham tilbage.

Det var som at se et skår i en porcelænsskål blive til en revne. Langsomt blev revnen større og porcelænet presset fra hinanden. Det kunne høres i skrigene. Mærkes i den måde, kroppen begyndte at give op og blive mere slap. 
Det var sådan det skulle være. Det gav Nael et sus i maven at se det ske, som det altid gjorde, og der var noget ekstra tilfredsstillende ved at se det i én, han havde så meget fortid med, og så mange følelser bundet op i.

Nael holdt op med at råbe. Smilede i stedet for næsten overbærende, og slækkede grebet lidt. Kaizler var ved at overgive sig til hans magt. Endelig. Igen. Denne gang ville det ikke være lige så let at slippe ud af den. Nael havde flere folk og flere ressoucer nu. Hvis Kaizler forsvandt, ville han langt lettere kunne finde ham. Det, der havde holdt ham skjult, havde været Naels egen uvished om hans overlevelse. 

Som Kaizlers hulk overtog, slap Nael halsen og lagde sig ned over den anden dæmon. Han hvilede stadig vægten på den mosdækkede jord, men han var bøjet så langt ned, at hans krop omsluttede Kaizlers. Hans hænder fandt vej op til hans ansigt. Strøg hans hår. Nød gråden.
"Sccch," tyssede han så på Kaizler og tørrede et par tårer væk med sine fingre. Det efterlod blodige og beskidte striber nedover hans hud. "Fortæl mig hvordan der føles."

Gråden fyldte det hele, lukkede af for tankerne og efterlod kun resterne af den smerte, Nael havde påført ham med sine smertekugler. Noget Kaizler lod ske med taknemmelighed, for han kunne ikke rumme mere. Han havde lige troet, at han kunne klare sig igennem mødet med Nael og derefter fortsætte videre i livet, men han havde taget godt og grundigt fejl. Han ville ikke kunne tage sine ting og rejse videre som om, at ingenting var sket. Nej, det var ikke en mulighed, ikke nu hvor han havde set ind i hans øjne, mærket hans hud i mod sin og mærket hans smertekuglers smerte igen.

Ja, han var Naels. Havde aldrig været andet, selvom han havde forsøgt at bilde sig selv andet ind.

Den anden mands krop kom nærmere, lagde sig ind over ham som et flyvende tæppe af... tryghed? Ja, underligt nok, i forhold til, hvad han lige havde gjort ved ham, var hans nærvær næsten betryggende. Et eller andet i Kaizler ville have ham endnu tættere på, så tæt på, at han kunne trykke sig op af ham, dufte ham og få den kærlighed, han var blevet bildt ind, Nael gav ham. Men selvfølgelig kunne det ikke ske. Og han fortsatte bare med at græde, så det gjorde ondt helt ned i maven.

Da Naels fingre rørte hans ansigt, gjorde han intet for at undgå det. Han ville have det. Han ville trøstes, også selvom det var Naels egen skyld, at han græd sådan. 
Spørgsmålet sendte en kold følelse igennem ham, og til at starte med svarede han ikke. Han græd for meget. Han havde ikke lyst til at svare. Men spørgsmålet hang ved, borede sig ind i ham, og som en gammel hund, havde han ikke glemt det, han havde lært som ung. Svar på spørgsmålet.
Så gråden stilnede langsomt af, og han trak vejret tungt, ind og ud, nogle gange, inden hans øjne gled op og ramte Naels ansigt.
"Det gør ondt. Helt ind i sjælen. Jeg... jeg... der er gået så mange år." Han sank en klump, og hans ansigt fortrak sig som han kæmpede med at holde gråden tilbage. "Jeg hader dig for, hvad du har gjort... men jeg har sådan savnet dig." Hans stemme knækkede og han begyndte at græde igen, for det gjorde ondt at sige, mere ondt end de tre kugler, Nael havde givet ham, tilsammen. Om det egentligt var deres smerte eller hans psykiske smerte, Nael havde spurgt ind til, vidste han ikke. Men nu havde han svaret. Hans krop blev lidt mindre anspændt.

Nael nød stadig gråden, og ventede kun tålmodigt på svar. Han vidste, det ville komme. Det gjorde det altid. Han havde oplært Kaizler godt, og den slags læring var ligesom muskelhukommelse - nok havde det været 700 år, men det ville komme tilbage som var det i går. Og rigtigt nok, svaret blev der. Ikke så fokuseret på smerten, men det var heller ikke længere det vigtigste. Nael vidste, hvad han lige havde udsat Kaizler for at smerte, og det var Kaizlers tid med ham, der havde gjort ham så opmærksom på de forskellige typer smerte. Lige nu var det svar, Kaizler gav ham, præcis hvad han søgte. Ikke nogen generel beskrivelse af den fysiske sensation, men et øjebliksbillede af Kaizlers sindstilstand.

"Selvfølgelig har du savnet mig, Kaizler," hviskede Nael tilbage i den yngre dæmons øre. "Hvert sekund du er væk fra mig, der er du ikke helt hel vel? Helt sig selv? Noget... Mangler, når jeg ikke er hos dig. En del af din sjæl."
Han pressede sin hånd ned mod Kaizlers brystkasse, lige over hjertet, næsten som var det en betryggende gestus, der skulle indikere noget trygt - et halvt kram. Men så kom smerten. Ved Zahinaels fingerspidser kom en smerteboble frem, og den sank ned igennem Kaizlers trøje og hud lige på midten af brystkassen. Den kilede sig ned mellem ribbenene, som små skarpe syle, der drejede og bøjede for at ramme hver enkelt nerve, de var i nærheden af. 

Lidt ligesom et elskende par, der blev genforenet, følte Nael en rus skylle op i sig. Det var ikke glæde eller lykke, men det var tæt nok på. Det var en tur op i skyerne og tilbage igen at få lov til at se Kaizlers smerte og vrede i ansigt og blik, og mærke det i hans krops respons. Der var absolut ingen kærlighed i Naels udtryk for Kaizler, men der var passion i hele hans væsen i dette øjeblik. Den besiddertrang, han følte, var kun rettet mod Kaizler, og dermed var den unge dæmon en af hans mest påskønnede egendele. At få ham tilbage betød alverden.

Kaizler græd. Nogle ville nok sige, at han var et ynkeligt vrag, som han lå der og græd over en mand, der havde mishandlet ham igennem så mange år. Kaizler selv så ikke gråd som noget forkert. Det var lige så naturlig en reaktion som at le, og han græd, når han havde brug for det, uden at tage sig af, hvad andre tænkte over det. Og hvis han på noget som helst tidspunkt havde haft brug for at græde, så var det da nu.
Alle de små hår rejste sig på hans krop, da Nael lænede sig ned og hviskede i mod hans øre. Han kunne mærke den anden mands varme ånde og lugte hans - i øjeblikket - lidt ramme svedlugt. Ordene smøg sig om ham, og selvom han for minutter siden ville have benægtet det, var han allerede knækket og ordene var sandhed. Han var ikke hel uden Nael. Selvfølgelig havde han haft det dårligt de sidste 700 år, han havde manglet Nael. Det var som om, at han i nuet, med Nael over sig og hans ord i hans øre, glemte, hvor fri han havde været. Hvor meget bedre hans liv havde været, trods det ødelagte sind. Nej, alting var bedre med Nael hos sig.

Og som han tænkte det og kunne mærke Naels hånd mod sin brystkasse, kom smerten. Gråden stoppede med det samme og han gispede hårdt ind efter vejret. Men han skreg ikke. I stedet holdt han vejret og trykkede sig mod jorden i et forsøg på at komme væk fra smerten, også selvom han vidste, at det ikke var muligt. Smerten borede sig ind i ham og en svag klynkende lyd kom fra ham. De blå øjne så op på Nael, fyldt med smerte og en svag bøn om at der ikke kom mere. Han havde savnet smerten, ja, men som han led under den, ville han ønske, at den ikke var der.

Den begyndte endeligt at lette og han åndede gispende ud, inden han trak vejret ind igen, igen med en let klynkende lyd. Men gråden var væk, den sidste tåre slap hans øjenkrog og løb ned i hans hår. Hele hans krop sitrede svagt og han begyndte at se rundt, næsten som ønskede han at komme væk. Men der var ingen udvej. Nael var over ham og han var hans. Igen. Han trak igen vejret ind med lyd, inden han så op på ham igen. Der var ingen kærlighed, bare grådighed. Efter ham. Efter det, han kunne give ham ved at føle smerte. Der var en tung knude i hans mave, samtidigt med, at han længdes. Forvirret og træt lukkede han øjnene. Han burde sige noget, men han vidste ikke hvad. Vidste slet ikke, om han kunne få noget fornuftigt ud. Han ville bare gerne vide, at alting var okay. For lige nu føltes det ikke sådan. Og han havde brug for Naels bekræftelse. Hans omsorg. Ikke at han regnede med at få den, men han kunne ikke gøre noget selv lige nu, andet end at blive liggende og få vejret. Komme af med den sidste rest smerte. Få lidt ro på. Ryste, føle sig syg og have lyst til at dø.

Zahinael var begyndt lige så stille at komme sig ovenpå rusen af at overhælde Kaizler med smerte igen. Vreden over hans modstand og glæden over hans underdanighed. Hvad skulle han gøre med ham? Han kunne selvsagt ikke ligefrem tage ham med tilbage til Kzar Dûn for... Ja, den fæstning stod næppe meget længere. Han havde stadig oceaner af arbejde at lave herude og sende tilbage til Ethelihn, og Kaizler ville kun sænke det arbejde. De fleste af hans folk i netværket var igang med væsentligt mere presserende opgaver, og kunne ikke blive hevet spontant ud for at lege børnepassere. Dertil kom, at Kaizler uden tvivl havde lært en ting eller to i årenes løb, så én vagt ville næppe være nok. Så meget, som Nael gerne ville have Kaizler med hjem, lige meget ønskede han ikke at bringe sine egne folk i fare i samme omgang. 
Måske han for en gangs skyld skulle gøre noget, han ikke plejede at gøre.

"Du er et mesterværk," hviskede han betaget til den rystende krop under sig. "Mit helt eget mesterværk."
Nael strøg stadig håret, og fik tørret et par tårer væk fra Kaizlers kinder. Så lænede han vægten over på sine albuer og tippede sig selv væk fra Kaizlers overkrop og hen ved siden af, så han sad ned på jorden, men stadig havde nærkontakt med Kaizlers side mod sit eget lår.

"Jeg ville ønske, jeg kunne bringe dig hjem," sagde han så, næsten lidt for blidt til situationen. "Rigtigt hjem. Ikke flere lange ture henover landet. En rigtig seng, et varmt værelse, og lige så meget mad, som du kan indtage. Men jeg har nogle ting, jeg skal have ordnet, før hjemmet er helt sikkert. Så kan jeg hente dig, når det er faldet på plads. For du vil gerne med hjem, vil du ikke?"

Kaizlers ansigt trak sig lidt sammen, som Nael fortalte ham, at han var hans lille mesterværk. På den ene side var han glad for, at Nael så det sådan. At han var stolt. På den anden side gjorde det ondt, at nogen så ham sådan. At han var skabt af nogen. Men han sagde ikke noget, åbnede heller ikke øjnene. Han havde givet op, vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hvordan han skulle reagere. Efter skrigeriet, smerten og gråden var han tom og udmattet. Træt helt ind i sjælen. Så han lod Nael overtage, lod den ældre dæmon bestemme, hvad der skulle ske nu. Mere smerte. Ingen smerte. Kaizler var næsten ligeglad, han orkede ikke mere.

Men i stedet for at fortsætte deres kamp, gled Nael af ham og satte sig ved siden af ham. Noget der endeligt fil Kaizler til at åbne øjnene og se op i himlen. Solen var på vej ned og himlen begyndte at få en lidt mere mørkeblå farve. Om et par timer ville der være mørkt.
Naels stemme trak ham ud af tankeflugten mod himlen og langsomt kom Kaizler op at sidde. Han var fugtig på ryggen, hvilket fik ham til at fryse. Uden at se på Nael lyttede han til alt, hvad han havde at sige. Et hjem. Et rigtigt hjem. Der kom ikke nogen form for spænding eller glæde i Kaizler ved tanken om at have et rigtigt hjem. Han havde levet på landevejen selv før han mødte Nael, og han kendte ikke rigtigt til andet. Ønskede han andet? 
Men de tanker fyldte ikke ret meget, nej, det var mere hans ord om, at han ville ønske at han kunne tage ham med sig. Så... han skulle ikke med Nael?

"Du... du forlader mig?" Der var et stort kaos af følelser i den sætning. I ham. Nu havde han lige fundet ham. Han havde lige gjort ham hans igen, og så ville han bare efterlade ham igen? Om det var en vidunderlig eller en forfærdelig ting, kunne Kaizler ikke helt finde ud af, derfor hans indre kaos.
Hans store blå øjne så næsten såret på Nael, hans lyse hår var fyldt med skidt og stod ud til alle sider efter turen på jorden og hans krop havde mistet gnisten fra tidligere. Han følte sig... svigtet. Trangen til at blive bekræftet steg og han havde nær lagt armene om sig selv, men var forhindret, som han holdt sig selv oppe med den ene arm.
Og så ramte det ham. Nael plejede at lukke ham inde, når han forlod ham. Spærre ham inde i ukendt tid i små rum, alene eller med nogen til at passe sig. Hans øjne blev om muligt endnu større ved tanken, der fik den til at blive fyldt med skræk, og han skubbede sig lidt væk fra Nael.
"Jeg vil ikke lukkes inde. Du må ikke lukke mig inde. Ikke igen. Jeg kan ikke... vær sød ikke at spærre mig inde." Hans vejrtrækning blev pludseligt meget hurtig og hans stemme panisk.

Åh, Kaizler. Forvirrede lille Kaizler. 

"Nej, du skal ikke lukkes inde igen," svarede Nael, ganske roligt og som om den anden mand i rummet ikke var halvt på vej til et angstanfald. "Forstår du det ikke? Dengang vi var sammen, var jeg ingenting. Jeg var en opkomling - mange i Mørket tænkte blot på mig som en døgnflue, mens andre aktivt forsøgte at sabortere alt, jeg arbejdede for at overtage min viden og mine kontakter."
Nael rykkede sig, så han kunne krydse benene foran sig og række ud efter et tørret stykke kikseværk i den lille bunke rationer. Hans mave var et stort, tomt hul disse dage, men han ønskede faktisk ikke at tage for meget af maden - Kaizler skulle bruge det til at komme væk fra dette krigsramte område. Nael kunne finde mere tættere på kampen. I hvert fald mere end ingenting.

"Jeg låste dig inde for din egen sikkerheds skyld." Naels blik mødte Kaizlers, og de udstrålede oprigtighed. Det var en løgn, men ikke én, hans øjne afslørede. "Hvordan ville jeg nogensinde have kunnet leve med mig selv, hvis de havde fået fat i dig?" 
Det var ikke helt en løgn, det sidste. Nael havde haft bekymringer om at være blevet for nært tilknyttet til den anden dæmon, og at hans fjender ville kunne finde på at bruge det imod ham, men han havde altid været et skridt foran og var der noget, han havde været god til, så var det at se et angreb komme. De ville aldrig have fået fat i Kaizler. Nael ville have slået ham ihjel selv, hvis det nogensinde havde været tæt på. Det ville han stadig.

"Men du kan jo tydeligvis klare dig selv herude nu, Kaizler," fortsatte han. Der var utroligt få følelser at aflæse i hans ansigt. Ordene var bare det. Ord. De lød oprigtige, men det varme tonefald, man ville forvente, manglede. "Så vi må aftale at mødes, når alt dette er ovre. Du skal væk herfra i nat, for her er ikke sikkert med en krig i baghaven. En krig, jeg desværre skal tilbage ind i. Men når den er ovre, så skal du ikke bekymre dig om at blive forladt nogensinde igen."

Små lukkede rum. Fugt. Rotter. Fremmede, der stirrede på ham, som var han et dyr. Billederne gled igennem hans sind, som panikken forsøgte at tage over. Han ville ikke lukkes inde igen, han kunne ikke holde til det, han kunne ikke få luft. 
Naels stemme trængte igennem, og han rettede blikket mod ham igen. Han... han skulle ikke lukkes inde? Nael ville ikke lukke ham inde? Der var ikke ret mange af Naels ord, der gav mening igennem blodets brusen i hans ører og hans hurtige vejrtrækning.
Han kom ordentligt op at sidde og lagde alligevel armene om sig selv. Han var forvirret og var ikke helt sikker på, at han forstod, hvad Nael sagde. Hvad det hele betød. Han havde lukket ham inde for at beskytte ham? Sådan havde Kaizler aldrig set på det, han havde aldrig troet, at han blev lukket inde, så han ikke stak af. Nogle gange føltes det som en straf for ting, han ikke vidste, at han havde gjort.

Han vidste ikke, hvad han skulle svare til det, han fik at vide. I stedet trak han knæene op til brystet og hvilede det nederste af ansigtet mod dem, mens han så i jorden foran Nael med et forvirret og træt blik. Hans hoved havde svært ved at følge med i det hele, hvilket ikke var noget nyt. Han var ikke dum, han havde bare svært ved at holde ting samlet i hovedet. Endnu en effekt at tiden sammen med Nael, hans sind var i små stykker og hans tanker faldt fra hinanden af ingenting. Og han var ikke så god, når han var presset, hvilket man vist ret så meget kunne sige, at han var nu. Nael. Det var Nael, der sad lige foran ham og spiste.

Han løftede blikket, da Nael sagde, at han tydeligvis kunne klare sig selv. Ja. Ja, han kunne klare sig selv. Det havde han lært. Han fik noget at spise, kunne slå lejr og undgik alt det farlige som Lysets folk og Elverly. Han straffede endda sig selv, når han gjorde noget alt for forkert. Sådan ville Nael vel gerne have det?
Han blev siddende lidt med næsen mellem sine knæ og et træt udtryk. Panikanfaldet var forsvundet lige så hurtigt som det var kommet. Han følte sig drænet. Det var lidt derfor, at det tog ham så lang tid at reagere på, hvad der blev sagt. Han løftede hovedet lidt, så han kunne snakke tydeligt, men han flyttede det tilbage igen, så snart han var færdig med at snakke.
"Hvorfor kan jeg ikke komme med dig?" Det var et dumt spørgsmål, og han vidste det godt. Nael var med Mørket og Mørket var alt for Nael. Sådan havde det også været dengang. Han ville bare være i vejen. Han sukkede og skyndte sig at tilføje noget mere, inden Nael svarede ham.
"Hvorfor?" Han uddybede ikke. Kunne ikke rigtigt sige, hvad han egentligt spurgte om. Bare... hvorfor? Hvorfor var det, som det var? Hvorfor ville Nael have ham tilbage? Hvorfor slog han ham ikke ihjel? Hvorfor gav han det indtryk, at han havde savnet ham? Hvorfor? Hvorfor lige Kaizler? Hvorfor havde Kaizler det så underligt indeni? Hvorfor gjorde alting så ondt? Hvorfor var det hele så forvirrende?
Hans blik flakkede lidt, men blev ved med at finde tilbage til Naels blå øjne. Øjne der havde forfulgt ham i hans mareridt, men som han et eller andet sted havde savnet. Han havde savnet ham. Det vidste han nu.

"Hvorfor du ikke kan komme med mig?" Zahinael gentog spørgmsålet, for det sidste hvorfor havde virket til at indeholde mere end et ønske om svar på netop denne situationen.
Kaizler ønskede svar på alting, så det ud til. Svar, Zahinael ikke kunne give ham. Svar der ville ødelægge enten Kaizler eller hans forhold til Nael. Afhængigheden.
Den afhængighed, Nael havde skabt hos Kaizler, ville han for alt i verden holde liv i. Det var kun ulmende gløder nu efter så lang tids adskillelse, og med et par velplacerede pust, ville Nael kunne få det hele til at blusse op igen. Måske endda denne gang uden et behov for at låse Kaizler inde?

Det ville lette en byrde ikke konstant at skulle bekymre sig om, hvorvidt Kaizler forsøgte at flygte. Selvom Zahinael havde flere ressourcer nu, var det ikke nødvendigvis nemt at allokere vagter til tjansen. Det havde været lettere dengang, hvor Zahinael havde kontakter og tjenester rundt om i landet, han kunne bruge til den slags. Nu til dags ville han ikke spilde en hårdt optjent tjeneste på at få bevogtet sit kæledyr.

"Det er ikke din krig, Kaizler," svarede han og rejste sig op. I vane samlede han hænderne bag ryggen og kiggede ud i natten, der var synlig for ham, fordi halvdelen af den væg, han stod foran, var faldet ud. "Jeg betvivler ikke dine kampevner, men jeg skal ikke i kamp. Jeg skal finde Luna, og prøve at komme tæt på fjenden, uden at komme for tæt på. De har flere folk end os, og vi skal snart gøre noget drastisk for at komme ud af situationen. Jeg er ikke sikker på, fæstningen står, når det er omme. Men vi vil genopbygge. Og jeg vil finde dig og bringe dig hjem."

Kaizler blev siddende med armene om sig selv og benene trukket op, så han kunne hvile hovedet mod sine knæ, da Nael rejste sig med ord om, at det ikke var hans krig. Det vidste Kaizler godt, han havde ikke planer om at deltage i nogen krig. Faktisk holdt han sig så langt væk fra Krystallandets problemer som overhovedet muligt. Det var kun, når han blev hevet ind i i det på grund af sin race, at han uvilligt blev en del af det hele. Han ville bare helst blive ladt alene.
Tavst lyttede han til det, Zahinael svarede ham. Det var kun et svar på første spørgsmål og en svag skuffelse fyldte Kaizler, men han accepterede det for lige nu. Nael havde vel altid ret og hvis han ikke ville fortælle og forklare, var der nok en grund til det. Selvom han accepterede det, var der dog en svag urolig følelse indeni. Noget der ikke helt kunne finde ro med bare at give op. Det var ikke en følelse, han havde haft overfor Nael før.

Hjem. Det var lidt forvirrende for Kaizler med det begreb. Hjem. Han havde ikke noget hjem. Han kunne svagt huske, at ham måske engang havde haft et hjem, i hvert fald et sted at høre til, men det meste af hans liv var gået med at rejse rundt. Det længste tid, han havde været et sted var måske højest et par måneder. Naturen var hans hjem. Landevejene var hans hjem. Stalde, lader, lysninger og grotter var hans hjem. 

Han sad bare tavs lidt, da Nael var færdig med at snakke, mens han overvejede hans ord lidt. Han vidste ikke, hvem Luna var, men det var også lige meget. Mørket kom først, det var det, det hele betød. Han kunne ikke helt bestemme sig for, om det var en god eller en dårlig ting. Til sidst sukkede han og drejede hovedet, så han kunne hvile sin kind og sin tinding i mod sine knæ med lukkede øjne.
"Jeg er træt." Nael burde kunne genkende det tonefald han sagde det i. Det var noget han sagde, når han ikke orkede mere. Når han havde brug for at føle, at ansvaret var taget fra ham, når han havde brug for noget nærhed og bekræftelse. Når han havde brug for at Nael havde styr på tingene, og at det var okay ikke at kunne noget. Når han havde brug for et kram. Men han var også træt. Hans hoved var tungt og ødelagt efter alt det, der lige var sket. Efter at have set Nael igen, mærket hans fysiske nærhed og hans smertemagi. Det var meget for et ødelagt sind som Kaizlers og lige nu kunne han lægge sig ned på stedet og sove.

Et smil bredte sig over Zahinaels læber. Jeg er træt. Kaizler var præcis, hvor han ville have ham. Stadig ødelagt. Stadig hans. 
Da han vendte sig om mog Kaizler, var smilet erstattet af et bekymret, næsten omsorgsfuldt udtryk. Medlidende. 
Han skulle nok få Kaizler med sig til Kzar Dûn, eller et nyt sted, hvis borgen endte for hærget til at være beboelig. Hjem var hvor Mørket var. Hjem var hvor Zahinaels virke var. Det hjem, ville han også gøre til Kaizlers. 

Med et par skridt var han henne ved Kaizler igen, men den truende attitude var forsvundet, og i stedet gjorde han mine til at give ham, hvad han så tydeligt lige havde fortalt Zahinael, han havde brug for. Han havde ikke sagt det, men den underforståede bøn var velkendt for dæmonen. Hold om mig. Tryghed. Alle havde brug for det i en eller anden form. Zahinael elskede at være den tryghed, Kaizler længtes efter.
"Jeg er her til at passe på dig," sagde han, mens han satte sig ned ved siden af Kaizler og lagde armen rundt om hans skuldre. 
I en langsom bevægelse, trak han den anden mand ind til sig, så hans skulder ramte Naels brystkasse. Bevægelsen fortsatte, og Zahinael hev ham med ned at ligge. Armene rundt om Kaizlers spinkle krop. Hans varme ind mod sig. Ligesom i gamle dage.
"Du kan trygt falde til ro nu."
Stemmen lød blid og kærlig, men kendte man Zahinael, vidste man, at det ikke lå til ham. Han talte for at opnå noget. Altid. Og selvom han følte, han havde opnået en del med Kaizler her til aften, var det ikke nok. Kaizler var hans, og udover at Kaizler skulle opføre sig sådan, skulle Zahinael også selv være overbevist. Det ville tage lidt længere tid endnu.

Kaizler rørte sig ikke, da Nael kom i mod ham. Han ville ikke have gjort det, om så Nael havde råbt op og være fysisk truende. Lige nu var der ikke ret meget modstand i ham, at glide tilbage til rollen som Naels ejendom havde været alt for let. Alt, alt for let, og når han engang var alene igen, ville han hade sig selv for det. Straffe sig selv for det, selvom Nael ikke ville have det. Måske netop derfor. Tage lidt af magten tilbage.
Men lige nu havde han givet op. Nael kunne gøre, hvad han ville. Kaizler havde ikke nogen mulighed for at flygte alligevel, ikke på en måde, der ikke ville overskride grænser, der ikke kunne krydses. Som at skade Nael. Det kunne han ikke. Nej, lige nu hungrede han bare efter noget tryghed. Efter en bekræftelse af, at Nael gerne ville ham, at han … ja, at han var en god dreng.

Og han fik den. De blå øjne fulgte dæmonen, som han satte sig ned ved siden af ham med beroligende ord om, at han var der til at passe på ham. Ord, der gik direkte i hjertet på Kaizler. Han troede på dem, for Nael havde altid passet på ham. Pint ham, mishandlet ham og ødelagt ham, men samtidigt havde han passet på ham. Fodret ham, beskyttet ham og taget sig af ham, selvom han lige så godt kunne lade være.
Der var ingen modstand, som Nael hev ham ind til sig, han lod den ældre dæmon flytte på sig som han ville. Lod sig selv glide ned at ligge med hans arme omkring sig og hans varme krop mod sin.

Ordene fik ham til at lukke øjnene og hvile panden mod Naels bryst. Trække vejret ind igennem næsen og indånde hans lidt ramme duft. Det var lige meget, det var Nael.
Alting var et stort kaos i Kaizler, men noget faldt til ro, som han pludseligt lå der i en omfavnelse, han havde benægtet at savne. Sikkerhed. Ikke fra Nael, for man kunne aldrig regne med, hvornår han fandt sine smertebobler frem, men fra omverden. Fra alt det, han ikke forstod. Her kunne intet nå ham. Intet kunne skade ham.
En enkelt tåre gled ned over hans næseryg og dryppede mod jorden, men det var også det. Hans sind og hans krop skreg efter, at han skulle sove, men det kunne han ikke. Hvor længe ville Nael blive? Han ville forlade ham igen. Uden at tænke over det, pillede han lidt ved Naels skjorte ved hans bryst, mens han stirrede tomt frem for sig i mørket mellem deres kroppe.

Nael blev ved med at hviske beroligende til Kaizler, mens han strøg hans bløde hår mellem sine fingre. Fortælle ham, hvor godt de ville få det sammen. At Nael altid ville passe på Kaizler. Kaizler var værd at beskytte og passe på. At han betød så meget for Nael. 
Dæmonen lovede ham guld og grønne skove. Et hjem, der ville være sikkert at bo i. Frirum til at løbe rundt, som det passede ham. Frihed inden for rammerne af beskyttelse af Nael. Ingen skulle gøre Kaizler noget. 

Mens de lå der i mørket, rasede en kamp ikke mange mil fra dem. Svagt kunne man høre buldren fra tropper, hvis man lyttede godt efter. Zahinael vidste, han skulle tilbbage til dem. Tilbage til kampen. Men ikke uden at nyde dette først. Nyde aftenen, natten og sin genfundne skat. 
Da han kunne mærke Kaizler blive overmandet af søvnen, viklede han sig ud af de slappe lemmer og lagde Kaizler ovenpå noget af hans oppakning, så han lå en smule støttet på den kolde jord. Han så så fredelig ud, som han lå der og slumrede . En stærk kontrast til, hvordan Zahinaels liv havde været de forgangne uger. Han spændte sit bælte og knappede sin skjorte helt op igen for at værne mod nattens kulde. Det ene ærme var sprækket i stoffet så meget, at albuen stak ud. Det måtte være sket dagen før i jagten på dessertøren. 
Zahinael stoppede op i døråbningen og lod et sidste blik falde på den sovende krop. Så kiggede han op mod en stjerneklar himmel og vandrede tilbage ud i skoven, væk fra den lille momentære idyl.


Jo hurtigere den her krig blev færdig, jo hurtigere kunne han nyde det legetøj, han havde troet var tabt for evigt. 


// Out //