Storm havde forsøgt at forlade Mørket? Tonen han sagde det i var mørk nok til, at Zirra ikke havde lyst til at spørge mere ind det til, trods overvældende nysgerrighed. Måske ville hun spørge engang, når hun følte sig mere ovenpå og sammenhængende. Få hele hans historie. 
Hun lod ham hjælpe sig tilbage ned at ligge med en grimasse, og lige som han nævnte healeren, bankede det let på døren, som blev skubbet helt åben. Sjáanda trådte ind i rummet med en lille olielampe, hun satte på den firkantede kiste, der stod for foden af den lille seng. 
"Jeg hørte jeres stemmer," forklarede hun blidt og så på Storm. "Du ligner en, der allerede var på vej ud til mig. Har du selv fået sovet endnu? Hvis ikke, så læg dig lidt."

Hun trådte hen til Zirra og satte sig på sengekanten. "Du mangler stadig en del hvile. Jeg har healet dine indre skader - blødninger og nerveskader -  og jeg har snart et opkog klar til de ydre. Du havde en del chakraskader fra hvadend magi, der er blevet brugt imod dig - noget elektrisk eller vandbaseret, er mit bud? - så du vil måske opleve at føle dig lidt mere drænet på magi de næste par dage. Men det kommer tilbage."
Zirra nikkede bare og forsøgte at holde fokus. Hun vidste ikke så meget om nerveskader, men det lød til, Storm havde fundet den rigtige healer til hende, og at en, der kun fokuserede på ydre skader måske ikke ville have kunnet hjælpe hende helt lige så godt. 
Sjáanda forklarede lidt om opkoget, hun havde gang i - primært til Storm, virkede det til, så Zirra lod sine øjne glide halvt i igen. Hun var så uendeligt træt. Ikke så tørstig mere i det mindste. Sjáandas stemme var dejligt søvndyssende...

Healerkvinden fortalte Storm om sine planer, mens patienten faldt halvt i søvn ved siden af dem. Hun ville smøre opkoget på de åbne sår og rifter, hun havde, og lægge omslag omkring natten igennem. Det ville skubbe helingsprocessen igang og forhåbentlig fjerne det meste hævelse også, så Zirra kunne begynde at bruge sine lemmer rigtigt igen. Derfra ville det mest være de blå mærker og lidt ledsmerter, hun skulle udholde indtil hun var frisk nok til at tage til Dianthos og finde sig en healer, der gjorde sig i den slags. Sjáanda ville bedøve Zirra i nat igen, så hun kunne sove uden at røre for meget på sig, og derefter ville hun ikke give mere, for så skulle de igang med at havde hende på benene og sikre sig, at hun fik bevæget sig lidt. 

Den gamle kone kom ind og Storm smilede svagt til hende og rystede på hovedet.
”Det går nok.” Lige nu ville han ikke lægge sig, Zirra var vågen og han ville sikre sig, at det hele gik som det skulle. Ikke at han ikke stolede på healeren, hun virkede dygtig og til at have et godt hjerte. Så han nøjedes med at flytte sig, så hun kunne komme til, mens hun begyndte at snakke og gøre ved. Zirra så ud til at falde i søvn, hvilket nok var meget godt, og Storm lyttede så koncentreret han kunne, selvom, ja, han var ved at segne af træthed. Med trætte øjne betragtede han hende arbejde, og til sidst forlod hun dem igen med et par ord om, at han var velkommen til at rumstere lidt rundt, skulle han få brug for det. Og han skulle endeligt vække hende, hvis noget ikke så ud til at være, som det skulle.

Roen faldt over det lille hus og lyset forsvandt fra det andet rum. Lidt månelys kom igennem vinduet og han kunne skimte Zirras ansigt i mørket. Han var så træt. Ikke bare fysisk, men også mentalt. Det havde været nogle meget hårde dage for ham af flere årsager, og som han sad der, endeligt med fuldstændig ro omkring sig, begyndte det hele at snige sig ind på ham.
Til sidst gav han op og lagde sig over i den anden seng i rummet, der stod mod en tilstødende væg, så de to senge formede et L, hvilket gjorde, at han kunne ligge og kigge lidt på hende. Han forstod det ikke. Hvorfor gjorde han alt dette for en spion ved Lyset? Der kom ikke noget svar til ham, som han gled ind i søvnen.

Han sov uroligt og vågnede mange gange for at se på den sovende kvinde. Ved det første lys og lyden af høns, der klukkede, var han oppe. Den gamle kone var lidt overrasket over at opdage, at han var oppe før hende, men satte ham da glædeligt i gang med arbejde. Han vidste overraskende meget om arbejdet på et lille husmandssted, og han endte endda med at lappe et hul i taget i skuret, hvor hendes dyr kunne finde læ. Stadig med uro i kroppen, gav han sig til at hugge brænde, et arbejde, der efterlod hans hoved dejligt tomt og hans muskler dejligt ømme. Hun havde en stor nok stak, så han blev ved til sveden løb fra ham og han kunne mærke de første vabler i hænderne. Til sidst hældte han en halv spand vand fra brønden ud over hovedet og gik ind for at finde noget mad og se til Zirra.

Zirras dag blev brugt sammen med Sjáanda. Den gamle kone testede hendes førlighed, lagde nye forbindinger, rensede sår og fortalte hende en masse om, hvordan hun skulle passe på sig selv de kommende dage, ikke overanstrenge sig, ikke ride galop på en hest, ikke gå for meget, men dog gå, og holde sig igang i løbet af dagen. 
Zirras hoved var fyldt med for mange ting til at hun helt kunne samle sig om det, men hun gjorde sit bedste for at nikke på de rigtige tidspunkter. Sjáanda kunne helt sikkert fornemme det, for hun lod hende være alene lidt senere, selvom hun lod til at ville fortælle hende noget mere. 

Det var ud på eftermiddagen, da Zirra baksede sig selv ind til køkkenet for at finde noget mad. Sjáanda var smuttet ud for at få genopfyldt urtelageret, så køkkenet var tomt, men dog var der stillet to skåle frem med nogle rester var gårsdagens aftensmad. 
Zirras skridt var langsomme og afmålte. Det var som om fødderne ikke helt ville lystre, når hun satte den ene foran den anden, og hun støttede sig til dørkarme, vægge og borde, som hun gik. Det var med rystende hænder, hun samlede skålen op og trissede udenfor. Hun havde brug for noget luft efter så lang tid i det indelukkede rum. Lugten af blod og bræk sad i hendes næse, selvom hun havde fået noget rent tøj af Sjáanda. Det posede på hende, men det var rent, og det var nok. 

Udenfor satte hun sig op ad muren med skålen i skødet og nippede til maden. Hendes ansigt havde en skrå forbinding henover det ene øje med en sødlugtende urteblanding indenunder til at lindre hævelsen. De blodige kradsemærker stak ud fra under forbindingen og strakte sig helt ned til hagen. Zirra spiste langsomt for at skåne sin flækkede læbe og kradsemærkerne strakte i hendes hud, når hun åbnede munden for meget. 
Efter et par mundfulde lænede hun hovedet tilbage mod muren og drog et langt suk. Alle hændelserne var begyndt at genspille sig for hendes indre blik, og det var ikke behagelige syn. Et behageligt syn var dog Storms skikkelse, der kom til syne rundt om husets hjørne, og hun sendte ham et træt smil. 
"Hej Storm," sagde hun hæst, men mere til stede i stemmen ind hun havde været i løbet af natten. Hun skulle stadig processere, hvad der var sket. At en Mørkets Kriger havde reddet hende - i hvert fald for nu. 

Storm trak vejret kontrolleret, selvom hans krop krævede ilt efter det hårde arbejde med brændet. Han havde brug for kontrol. Der var så mange ting i hans hoved, der bare ventede på at eksplodere. Det ville han ikke have. Ikke her. Ikke nu. Ikke nogensinde. Kunne han ikke bare... slukke?
Hans ben bar ham rundt hjørnet. Først opdagede han ikke Zirra, som han stirrede fast i jorden med et mørkt udtryk, men hendes stemme fik ham til at se op. Hun var oppe. Han havde ikke været inde i huset siden morgenmad, og der sov hun endnu. Han stoppede kort op, overrasket over at se hende. Hun så noget bedre ud end dagen før og virkede noget mere levende. Et svagt smil dukkede op om hans læber for et øjeblik, men han kunne ikke helt holde det.

Hvad skulle han gøre? Gå forbi hende og ind? Eller sætte sig ved hende? Han havde det så dårligt med, hvad der var sket de sidste par dage, selvom han havde gjort alt, hvad han kunne. Tøvende gik han frem, næsten ved at have besluttet sig for at gå ind, men han endte alligevel med at sætte sig ved siden af hende, dog uden at se ret længe på hende.
"Du ser lidt bedre ud." Han smilede kort igen, inden han rettede blikket mod sine hænder. Han hvilede albuerne på sine lår og begyndte at pille i vablerne, øksen havde lavet i hans håndflader. Det gjorde ondt. Det var godt, det fik ham til at trække sig ud af sine tanker.

Han havde forsøgt at holde hovedet tomt med alt det praktiske arbejde. Det havde også virket en del af tiden, og så snart ting begyndte at presse sig på, havde han forsøgt at holde sig til det praktiske. Hvordan han skulle forklare, at han ikke havde Zirra med tilbage til Dianthos. Hvordan han skulle få hende tilbage til Dianthos uden at nogen så det. Han havde fået en idé, så det var et problem mindre. Men intet var godt. Han overvejede lidt slet ikke at vende tilbage, men bare se, om han ikke kunne forsvinde. Selvom han kendte straffen, skulle han blive fanget igen. Lige nu vidste han ikke, hvad han havde at leve for, hvad hans liv skulle gå ud på.

Storm så anstrengt ud. Ikke bare fordi det var tydeligt, at han havde brugt et par timer på fysisk arbejde, og svedperlerne glinsede i hans hårgrænse, men hans kropsholdning og den spændte kæbe afslørede den langt fra afslappede sindstilstand. Men det var jo heller ikke underligt. Hvis hun havde det svært med at være blevet reddet af en fra Mørket, hvordan havde han det så ikke med at have reddet en fra Lyset? Og samtidig... Den smerte, hun havde set i hans øjne, hørt i hans stemme. Han havde virkelig ikke ønsket at se hende torteret. Troede hun i hvert fald. Måske havde hun bare set, hvad hun havde ønsket at se.

Zirra nikkede let til hans kommentar, men svarede ikke. Hun tog en enkelt skefuld mad mere, og så rykkede hun sig det par centimeters mellemrum der var mellem dem, tættere på ham. Hun lod sit ben hvile op ad hans, prøvende for at se, om han ville trække sig væk ved berøringen. Hun savnede noget nærkontakt, der ikke enten gjorde ondt eller var en gammel dames test af hendes førlighed. Storms nænsomhed fra dagen før mens de havde redet sad stadig i hendes hukommelse, og selvom rideturen havde været helt utroligt smertefuld for hende, havde hun også følt sig tryg hos ham. Hun fattede stadig ikke hvordan hun kunne føle sig så tryg med en fra Mørket. Alle hendes instinkter fortalte hende, at hun kunne stole på Storm, mens hendes rationelle sans skreg ad hende, at hun skulle holde sig langt, langt væk.

Han var vel egentlig den perfekte Mørkets kriger, hvis han gav det indtryk. Zirra løftede blikket til hans ansigt, og hendes øjenbryn samlede sig i et forpint udtryk. Ikke over sin egen smerte, men over hvor splittet, Storm så ud. Hvad havde han sagt aftenen før? At han havde prøvet at komme væk fra Mørket før?
"Det er ikke din skyld," sagde hun prøvende. Hun anede ikke, hvad der rasede i hans sind, men han havde virket oprigtigt ked af, at han ikke havde kunne stoppe de andre dæmoner. "Jeg er indforstået med risikoen i mit arbejde. Men uden dig var jeg død i går."
En stor trøst var det måske ikke, men Zirra håbede det kunne hjælpe lidt. Forsigtigt løftede hun en hånd til hans arm. Hun ville have taget hans hånd, men de var begge beskæftiget med vabelpilleri. Hun holdt blikket på hans ansigt i et forsøg på at tyde lidt flere af hans følelser, selvom det gav ham godt udsyn til skaderne i hendes ansigt, og dem havde hun prøvet såvidt muligt at vende væk fra ham.

Koncentreret om smerten i sine håndflader, var Storm tavs og holdt blikket stift rettet mod dem. Det var ikke fordi, at han ville ignorere Zirra, men han kunne heller ikke helt finde ud af, hvad han ellers skulle gøre. Det var ikke ligefrem hver dag, at han reddede en fra Lyset og derefter skulle være social med dem. Og så lige hende. 
Hun rykkede på sig og hendes ben rørte ved hans. Han var lige ved at trække sig væk, men endte med at blive siddende. Ubevidst havde han også brug for fysisk kontakt, noget til at holde ham til virkeligheden. Han var ikke ligefrem vandt til positive berøringer, ud over når han fandt nogen at dele en seng med, så det var alligevel rart at mærke hendes varme igennem stoffet.

Zirras stemme brød igennem hans mørke tanker og han løftede hovedet lidt for at se på hende. Det var ikke hendes skyld, at han havde det, som han havde. Der var bare sket nogle ting de sidste dage, der gjorde, at han havde svært ved at holde sig selv kørende. Han tvang et svagt smil frem, der ikke nåede hans øjne. Hendes hånd rørte hans arm og efter at have tøvet lidt, skilte han sine hænder og rakte ud for at røre ved hendes håndryg med fingerspidserne.
"Jeg er stadig lidt ked af, at jeg ikke kunne gøre mere. Men jeg har ikke så meget at sige, når det kommer til nogle fuldblodsdæmoner. Jeg er bare glad for, at jeg fik dig med derfra." Han trak fingrene til sig igen, men uden at flytte hånden.

Dog flyttede han blikket igen og så ud over gårdspladsen. Der var virkeligt fredeligt ved den lille hytte, skoven til den ene side og græsmarker til den anden, hvilket ikke kunne ses, fordi huset lå i en lavning. Vejret viste sig fra sin pæne side og solen skinnede ned over dem. Hesten gik og græssede inde i den lille fold, der ellers var beregnet til den gamle kones får og en ko. Storm havde brugt nogle minutter på at få sadlen af den og set til den aftenen før.
"Det virker til, at vi skal blive her i et par dage." Det gjorde ham overraskende nok ikke noget. Der var fred her. Han havde brug for fred.

Zirra lod sine egne fingre finde hans håndflade og nussede hans ru hud en smule, da han trak sine fingre til sig. Han virkede så meget mere indelukket, end han havde gjort den aften, de først havde mødtes. Den smilende, ubekymrede Storm hun havde mødt der var så langt fra de tunge øjenbryn og det fjerne blik, hun så i ham nu. Havde alkoholen været det eneste, der havde livet ham op den aften, eller var det hende, der havde fået ham i dette humør? Han havde jo reddet hende. Hun følte, han burde føle sig mere lettet over dét end tynget over, at hendes arbejde havde fået hende fanget af dæmonerne. Det var trods alt hendes valg, og ikke noget han kunne have forhindret, havde han overhovedet kendt til hendes rigtige erhverv.
"Her er rart," medgav hun og lænede sit hoved mod hans skulder. "Fredeligt og tidstomt. Jeg har ikke noget imod at blive her lidt."
En brise blæste forbi dem og ruskede lidt i bladene på træerne i haven. Lidt vasketøj blafrede i vinden, og Zirra opdagede, at healeren havde vasket hendes tøj og hængt det op. Måske kunne det bruges til noget andet bagefter - Zirra havde svagt opfanget at i hvert fald trøjen var blevet klippet af hende for ikke at skulle rykke for meget på de led, der var gået i stykker. Den ville nok højst kunne blive brugt som lappeudstyr fra nu af. Måske havde hun stadig sine bukser, hvis hun var heldig. 

Stilheden overtog hende lidt. Så rykkede hun sig en centimeter væk igen og tog en bid mad, pludselig ubehgaeligt til mode.
"Er det sandt?" spurgte hun spagt med tydelig frygt i stemmen. "At du arbejder for ham?"
Det var nok den ting, hun havde kunnet forlige sig mindst med og derfor desperat havde prøvet ikke at tænke for meget på. At Storm havde sagt, at han arbejdede for Zahinael. Skyggen. Mørkets spionmester. Det væsen i hele Krystallandet, der ville gøre Zirra mest ondt - eller få andre til det - hvis han vidste, hvem hun var. Var man kendt af Mørket som spion af Lyset var der nærmest ingen udvej. Man ville være jagtet resten af sit liv, og som Zirras mentorer havde sagt: Hendes eneste trøst ville være, at hun var menneske og derfor i det mindste ikke levede så længe. 
At Storm skulle være en del af Mørkets spionnetværk skræmte Zirra meget mere end det burde. På den anden side havde han ført hende hertil og ikke direkte til en fangekælder, så måske ville han hende det godt. Men... Hvor langt ville han gå? Kunne han holde sin viden om hende hemmelig? Han kendte hendes navn, hendes brødre. Han havde set alt på hende. Hvordan kunne hun vide, at han ikke blot ville fortælle sin overordnede om hende, når hun var helet og sluppet fri i Dianthos' gader igen? Ville hun skulle til at kigge sig endnu mere over skulderen end hun allerede gjorde?

Storm var ved at tage hånden til sig, da hun rørte den, men gjorde det alligevel ikke. Det var underligt at blive rørt ved på den måde, men ikke ubehageligt, som hun nussede ham i den ømme håndflade. Han ville kunne mærke sin krop dagen efter, inden tvivl om det. Men det havde han vist også brug for. Hele hans krop spændte op, da hun lagde sit hoved mod hans skulder. Hvad lavede hun? Burde hun ikke… hade ham? Selvom han havde fået hende væk derfra i live, var han stadig en del af det, hun var trænet til at arbejde i mod. Han havde stadig ikke glemt hendes frygt og hendes modvilje i mod ham, den nat hvor… han fugtede kort sin underlæbe og sænkede blikket til jorden foran dem, uden at svare på hendes ord. Hun havde ret, der var rart. Selvom han havde svært ved at nyde det.

Pludseligt flyttede hun sig fra ham igen, og selvom luften var lun omkring dem, føltes områderne hun havde rørt næsten helt kolde, som hendes varme forsvandt. Et eller andet i ham ville gerne røre mere ved hende. Men han flyttede sig ikke. Dog løftede han hovedet med et svagt ryk, da hun spurgte, om det virkeligt var sandt, at han arbejdede for Zahinael. Spørgsmålet fik ham til at skære ansigt og flytte svagt på sig.
”Ja. Både og. Ikke som du tror. Jeg blev sendt til Dianthos for at sørge for hans sikkerhed. Hvilket er latterligt, men det er nu hvad, jeg har fået besked på at gøre. Og nu jeg alligevel er der, så løber jeg nogle ærinder og laver andre småopgaver. Jeg er bare en fodsoldat, ikke en spion.” Af en eller anden grund var det vigtigt, at hun forstod, at han ikke arbejdede direkte under Zahinael. Han var der bare.

Han gned sig i ansigtet med en hånd og sukkede. Alting var så indviklet lige nu. Han var træt. Træt og ødelagt og lige nu vidste han ikke, hvordan han skulle komme videre. Hans blik gled til hendes ansigt. Selvom hun bar tydelige præg af mishandlingen var hun stadig køn, og han forstod godt sit mindre ædruelige jegs valg om at tage hende med hjem. Havde omstændighederne været anderledes… Storm rettede sig lidt op og trak blikket væk igen. Det var de ikke. Hun var af Lyset og han af Mørket, villigt eller ej. Og problemerne hobede sig op foran ham, hvilket han forsøgte at lade være med at tænke på, Faktisk forsøgte han i det hele taget at lade være med at tænke. På Mørket, Lyset, hende, hans far… Han borede en tommelfinger ind i sin håndflade i et forsøg på at kontrollere sig selv. Et par enkelte sorte blomster dukkede op omkring dem uden at han selv lagde mærke til det.

Det var ubehageligt for Storm at snakke om, så meget var tydeligt. Alt samtale imellem dem burde være ubehageligt, så det var et under, at Zirra ikke havde fået ham til at gøre den grimasse noget før. Hun tog blikket fra ham og de faldt ned på den halvspiste mad. Hun sukkede knapt hørbart og satte skålen fra sig. Efter at have tømt sin mave helt natten forinden, havde hun stadig svært ved at få sig selv til at fylde den igen. Hvert øjeblik forventede hun lidt, at det bare ville komme op igen, fordi hun mindedes hvad de havde gjort ved hende. 

"Er han... Er han som de siger, han er?" sprugte hun for at holde sine tanker fra at vandre hen mod mørkere tider.
Et eller andet i hende spurgte af arbejdsrelaterede årsager. Det vidste hun godt, og hun skammede sig allerede over det. Hvorfor skulle hun absolut altid prøve at udnytte alle sine bekendtskaber til sit arbejdes fordel? 
Fordi han er fra Mørket, sagde noget i hende. 
Men han er sød, kom det prompte modsvar. 

Zirra rødmede, og var pludselig glad for at hun havde ansigtet vendt mod jorden. Var det virkelig det, hun tænkte om Storm? Før hun nåede at tænke tanken til ende, faldt hendes blik på de sorte blomster omkring dem. Der var mange af dem, i en perfekt lille halvcirkel uden om de to modsætninger, som de sad op ad husmuren. Hun kendte ikke til hans evnes tendens til at afspejle hans følelser i farven, men sorte blomster på denne ellers solrige eftermiddag kunne vist ikke give et tydeligere indtryk.
Hun vendte hovedet op mod hans igen - næsten for hurtigt, og hun måtte kort lige justere sit syn, der sejlede en kort tur i svimmelhed. 
"Storm..." sagde hun blidt og lagde igen sin over hans, der havde genoptaget den krampagtige skade på håndfladen. "Storm er... Hvad er der galt?"

Storm klemte videre om sin hånd og fokuserede på smerten. Han var så træt, så ødelagt, han trængte bare til at sove. Slukke hovedet og få ro. Måske han ville gøre det. Lægge sig ind i den smalle seng, der lige netop var for kort til ham, og så sove til han ikke kunne mere. Dette måtte da være stedet at få ro til det, ikke? Lige nu blev der ikke forventet det store af ham. Der stod ikke en overordnet og forventede at han troppede op og udførte de opgaver, der blev pålagt ham. Som at passe på en mand, han ikke kunne lide. Eller tage en rejse med tre dæmoner, der ikke kunne lide ham og gjorde hans liv surt.

Han var på vej væk i sine tanker, da hun spurgte ind til Zahinael. Han flyttede lidt på sig, men så ikke på hende. Ville ikke vise hende trætheden i sit blik.
"Jeg ved ikke, hvad de siger på jeres side. Men manden er kold og uden nåde. Man skal ikke komme i vejen for ham. Hans evne..." Han gøs kort ved mindet om smerten i sin mund, men også det, han havde set blive gjort ved andre. "Den er ren smerte. Der sker ikke noget ved kroppen, men du har mere ondt, end du nogensinde kan forestille dig at have." Nej, Zahinael var ikke en mand, man skulle ende i kløerne på. Storm stoppede med at fortælle. Selvom han ikke brød sig om at være i Mørkets hær, var det stadig på en sær måde hans hjem, og han ville ikke komme til at fortælle for meget om spionmesteren. 

Han nåede knapt nok at tale færdig, før hun lagde en hånd over hans, og hun spurgte, hvad der var galt. Hans mave trak sig sammen og hans skuldre spændte op. Sådan sad han længe, stirrende ned i jorden, uden at sige eller gøre noget, svagt sitrende, fordi han spændte så hårdt i sine muskler. Fordi hans hjerne mistede sit anker, og han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han ville ikke svare hende. Han kunne ikke sidde her og fortælle en fremmed om sine personlige problemer, noget der kunne bruges i mod ham. Men noget forhindrede ham i at sige nej, så han blev siddende lidt, inden han alligevel ikke kunne andet end at åbne op omkring det, der havde hjemsøgt ham i flere dage.
"Jeg er halvt dæmon. Min mor var dæmon, min far var en engel. Jeg har aldrig mødt ham, men han er skyld i mig og skyld i min mors død." Han sank en klump og borede neglene ned i huden på sin hånd. "Jeg tror måske, at jeg har slået ham ihjel, aftenen før jeg blev sendt ud af Dianthos." Han kunne næsten ikke trække vejret og hans krop begyndte at ryste en smule mere, men han græd ikke. Han havde det bare som om, at han skulle brække sig.

Hvadend Storm gik med, tyngede ham virkelig. Hans udtryk og kropssprog fik Zirras tanker væk fra spionage, og hun nøjedes med at høre de ting, han havde sagt om Zahinael, og undlod at spørge mere ind til det. Det var ikke vigtigt lige nu. Ikke når hun sad ved siden af en mand, der virkede mere såret i sjælen, end hun var på kroppen. 
Det tog tid for ham at tale, og Zirra lod ham få den stilhed. Det var ikke hendes plads at presse ham til at tale om det, hvis han ikke ønskede det, uanset hvor meget hun ønskede at udhviske de bebyrdede linjer i hans ansigt med det smil, hun huskede fra deres første møde. Stilheden holdt også kun så længe, og han fik taget hul på at lette sin samvittighed. Zirra lyttede.

Åh Storm...
Da han begyndte at knuge hårdere om sin egen håndflade, flyttede Zirra sig om på knæ. På vejen måtte hun grynte lidt af anstrengelse, for hendes side gjorde stadig ondt efter de mange slag, hun havde modtaget, men hun formåede at komme nogenlunde hurtigt om at sidde. Hun tog fat i hans hånd og kapslede den ind i begge sine hænder. Egentlig ville hun have givet ham et kram, men hun var ikke sikker på, om han ville skubbe hende væk, eller om hun selv ville have for ondt til det, så det her var en bedre løsning. Han kunne trække sin hånd til sig uden at hun ville lide overlast.

"Hvorfor tror du, du har slået ham ihjel?" spurgte hun med så blød en stemme, hun kunne frembringe gennem den hæse hals. 
Et par af de spørgsmål, der trængte sig på inkluderede Hvorfor er du i tvivl? og Du har aldrig mødt ham men tror du har slået ham ihjel?, men hun lod det blive ved blot det ene. Storm kunne svare hvad han følte for at dele, og forhåbentlig kunne han få lettet sit hjerte. Zirra havde blikket rettet mod Storms ansigt, hvis han ønskede øjenkontakten, men hun forventede det ikke. Når hendes storebror Treston og hende havde haft denne slags intime samtaler om noget, man ikke brød sig om at have gjort, havde øjenkontakt sjældent været en del af det - og det havde omhandlet langt mildere ting end mord.

Det gav et svagt ryk i ham, da hun flyttede sig ned på hug foran ham, men han løftede ikke blikket. Havde ikke lyst til at se på hende og vise hende, hvor dårligt han havde det. Selvom hun nok kunne læse det på hans krop alligevel.Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde forsøgt at åbne op for nogen. Før han kom i Mørkets hær, i hvert fald. Og det var mange år siden.
Men han forhindrede hende ikke i at tage hans hånd, selvom det var svært at give slip på smerten, og han måtte tage en dyb indånding. Et eller andet sted var det rart, at hun holde ved hans hånd. Det gav ham noget at fokusere på i stedet for smerten indeni. Men han havde ikke overskud til at gøre noget og hans hånd lå bare anspændt i mellem hendes.

Spørgsmålet fik mindet om hans sværd, der gled ind i den store mands krop til at komme tilbage, og det varede et øjeblik, inden at han svarede. Som havde han hørt hendes uudtalte spørgsmål, forsøgte han at forklare lidt bedre, forklare, hvorfor han tænkte sådan.
"Jeg stødte ind i en kvinde om aftenen, da jeg var på vej tilbage efter en opgave. Der var en mand efter hende. Vi kom op at toppes, og han afslørede sig som værende en engel. Med det samme navn som min far. Sejr. Og det var som om, at han huskede, hvem min mor var." Hans blik ramte kort hendes ansigt, inden han så ned i mellem sine ben igen. "Det hele er lidt sløret. Men jeg... jeg trak min sværd... og... stak det igennem ham." Han løftede sin frie hånd og gned sig ned over ansigtet. Der var ingen tårer, men han følte sig så død. "Derefter fløj han sin vej."

Han trak sin hånd fri af hendes og lagde hænderne ind over sit hoved og gemte ansigtet bag sine arme, hvis albuer stadig hvilede mod hans lår. Krøllede sig sammen over sig selv. En lille stemme fortalte ham, at han var svag og ynkelig, men han var bare så... træt. Han kunne ikke overskue mere lige nu. Han burde græde, men så mange år med en maske på, gjorde det svært for ham at give slip.
Et eller andet sted, ville han gerne have hende til at gå. Lade ham være, så han kunne være sig selv og have det dårligt i fred. På den anden side ville han gerne have hende der. 
Han burde være stærk. Det var hende, der var kommet noget til. Og normalt ville han nok være den stærke mand, der forventedes af ham, men synet af sværdet, der stak ud af mandens mave forfulgte ham.

Storm krøllede sig sammen, og Zirra forhindrede det ikke. Lod ham slippe hendes hånd og lige få et par øjeblikke til bare at kramme sig selv. Han virkede mere i stykker, end hun først havde antaget, men historien om, hvordan han havde stukket en mand ned, virkede også så voldsom for Storm. Det var svært for hende at forestille sig, at han bare havde gjort det, blot på baggrund af en uenighed, som det lød som om. Der måtte være noget mere til historien end bare et skænderi. 

"Du beskyttede den kvinde. Det var modigt gjort," forsøgte Zirra at sige til Storms samvittigheds forsvar, men hun anede ikke om det var det rigtige at sige. 
Han virkede oprigtigt ked af at have såret sin måske-far, men samtidig gav han ikke udtryk for at han ikke havde haft en god grund til det. Han havde ikke med det samme prøvet at bortforklare eller retfærdiggøre sin handling, så måske havde det et eller andet sted været velfortjent. Zirra vidste slet ikke nok om Storm til at vide, hvordan hun burde trøste ham lige nu.
 
Forsigtigt rakte hun en hånd op og lagde den på hans skulder, hvor et par krøllede lokker faldt ned og kildede hendes håndryg.
"Måske er han blot såret. Han fløj væk, som du sagde. Det er de færreste, der har fået et sværd i sig, der har været i stand til at flyve væk bagefter," fortsatte hun i samme blide tonefald. 
Forhåbentlig ville han give et indtryk af, hvilken en af delene, han havde mest brug for: En forsikring om at faderen stadig var i live, eller en retfærrdiggørelse af sine handlinger. Eller bare et kram, men det virkede ikke til at han helt kunne få sig selv til at åbne sig for Zirra. Ikke overraskende... Hun var trods alt på det modsatte hold. Hvorfor skulle han stole på at hun ønskede ham det godt?

Storm blev siddende sådan, søgende en form for trøst i sig selv. Han trængte virkeligt til at være alene. Snart. Når han havde sikret sig, at Zirra kom godt hjem, så ville han tage en dag eller to for sig selv. En lille stemme bad ham tage mere. Måneder. År. Glemme verden og bare forsvinde. Blive væk og lade alting køre videre uden ham. Han var lige ved at give efter. Men hvis Mørket fik fat på ham igen... bare tanken var nok til at give ham gåsehud.

Hendes berøring afbrød hans tanker og det gav et næsten umærkeligt sæt i ham. Tavst lyttede han til hendes ord, og det gik op for ham, at han ikke kunne forklare hende, hvad det hele handlede om. Men hvorfor skulle han også det? Det var hans problemer, hans smerte. Først og fremmest havde hun sin egen smerte at arbejde med lige nu, og for det andet så var hun hans fjende. Hvor meget af det han sagde, ville hun tage videre? Hvor sårbar gjorde han sig selv lige nu?
Langsomt tog han et par dybe indåndinger og fik styr på sig selv. Fik skubbet det hele ned i en lille kasse og placeret den et sted i sit sind, hvor han kunne gemme det senere. Det var han efterhånden blevet god til.

Endeligt rettede han sig op. Hans ansigt med et tomt udtryk og hans øjne med et lukket blik.
"Jeg håber, at han er død." Hadet mod den mand, der var hans far, var tydeligt i hans stemme. Han rømmede sig og undgik at se direkte på Zirra. I stedet faldt hans blik på skålen med mad. Mad. Måske han skulle spise noget, selvom han stadig havde kvalme. Efter alt det arbejde, havde han sikkert brug for det.
Han rejste sig og gik ind i køkkenet, hvor der også stod en skål til ham. Uden appetit samlede han skålen op og lænede hoften op af bordet, mens han stod med ryggen til døren, og begyndte at skovle mad op med skeen. Han spiste uden at smage på det, mens han stirrede tomt ud foran sig. Det var ikke fordi, at han ville ignorere Zirra, men at lade en fremmed, en fra Lyset, se ham sådan, det føltes ikke rigtigt. Måske han ville have det lidt bedre, når han havde spist og havde fået lidt ro på.

Zirra lod Storm få plads. Al den plads, han skulle bruge, for at få ordene frem. Hun forventede næsten at få stød ved at være så tæt på ham med alt det, hun kunne se ske inde bag hans øjne. Hele hans krop var så spændt, at hun overvejede om hun burde give ham stød for at få gang i ham igen. Det var et enormt pres, der lå på ham. Tyngden af måske at have slået en anden ihjel, og så endda sin far. Med det som det sidste, der var sket lige inden han drog ud af byen, kunne det absolut ikke have været let for ham at forkusere.
Lige som hun tænkte det, kom der noget fokus ind i Storms blik. Eller var det? Nej, Zirra havde set forkert. Det var ikke fokus eller klarhed, Storm var kommet frem til. Det var tomhed.
Sætningen, der forlod hans læber var så kortfattet, at den ikke lagde op til særligt meget mere samtale, og selvom hun havde lyst til at spørge ind til de handlinger, der kunne ligge til grund for et sådant faderhad, forholdt Zirra sig tavs.

Åh, Storm...
Zirra rakte ud for at lægge sine arme om ham i et stille forsøg på at give noget tryghed og trøst, men han rejste sig, før hun nåede andet end en lidt akavet rækken ud efter ham. Inden hun kunne nå at gøre fra eller til, var han forsvundet ind i huset, og hun vidste, at hvis hun skulle følge efter, ville det tage mindst dobbelt så lang tid. Det var stadig hårdt og besværligt for hende at rejse sig op - ikke fordi skaderne gjorde ondt, men fordi hendes krop var afkræftet og klige nu summede hendes højre ben fra de urter, Sjaánda havde givet hende. Lige nu ville hun sikkert ikke kunne støtte på det, og urterne havde endda været for hævelserne - bare med mærkelige bivirkninger.

Zirra sukkede. Måske skulle hun ikke prøve at opmuntre ham. Hvem troede hun, hun var? En fra Mørket? Det, Storm havde brug for var ikke en spiontøs fra Lyset til at gøre hans liv mere kompliceret. Han baksede allerede med så meget, og Zirra ville kun gøre det værre. Hun sukkede og samlede sin madskål op igen, men hun stak mere til maden end stak det ind i munden. 
"Idiot," mumlede hun lavt til sig selv. "Vi kan aldrig stole på hinanden. Hvorfor prøver jeg overhovedet?"

Storm smagte slet ikke på maden, faktisk tænkte han ikke nærmere over, at han spiste. Hans krop var sulten, men hans sind havde mest lyst til at lukke ned. Sove. Drikke sig så fuld, at tankerne forsvandt. Putte hovedet under vand til hans lunger skreg efter luft og derefter give dem vand. Det var lidt sådan han allerede havde det. Som om, at han var ved at drukne.
Han opdagede først, at skålen var tom, efter han havde stået med den i hænderne et stykke tid og gloet tomt ud i luften. Med et suk gned han sig i ansigtet med en øm hånd og satte den fra sig. Han skulle tage sig sammen. Hvad var han, en mand eller en tudekone?! Var et par hårde dage og en forfærdelig oplevelse nok til at få ham i knæ?! Han havde haft rigelige mængder af begge dele i sit liv, uden at få det sådan her.

Med uro i kroppen begyndte han at gå rundt i rummet, mens han forsøgte at holde sig selv sammen. Tænke på noget andet. Til sidst gav han op, han havde brug for at røre sig. Bruge sin krop. Få frustrationer ud. Normalt ville han tage på træningspladsen. Finde noget at slå på. Hans tanker faldt tilbage på brændestablen, og han vidste straks, at det var det bedste for ham lige nu. Hans krop skreg næsten efter at blive brugt til han faldt om. Så han satte kursen mod døren. Ud af døren. Forbi Zirra uden at se på hende. Rundt hjørnet og hen til øksen, han havde stillet op af blokken. Mekanisk tog han første kævle. Løftede øksen op over hovedet, selvom hans håndflader brokkede sig over det ru træskaft. Lod øksen falde. Tog en halv kævle og lod øksen falde.

Det gentog sig nogle gange. Hans tanker var slet ikke med det, han lavede. Hver gang øksen ramte træet, dukkede der billeder op i hans hoved. Englen, der påstod at være hans far. Sværdet. Blodet. Zirras dæmpede skrig. Den nøgne dæmons hud i mod hans. Sværdet, der gik igennem tøj og hud. Mandens grin.
Et kort skrig af vrede pressede sig ud af ham, som han svingede øksen. Den delte et stykke brænde i to og satte sig hårdt fast i blokken, der flækkede. Hans bryst hævede og sænkede sig tungt og hele hans krop rystede. Han løftede en rystende hånd for at gnide sig over munden, men hans håndflade havde fået nok af behandlingen og blødte, så han gned i stedet sit ærme under næsen. Han havde brug for at sidde ned. Uden noget mål gik han et par skridt i en vilkårlig retning, men hans ben gav efter under ham og han røg på knæ. 

Det var som om, at han havde mistet kontrollen over sin egen krop, og han kunne ikke stoppe den, da de første hulk sled igennem ham. Og da først dæmningen var brudt, væltede det ud af ham. Han bukkede sammen, pressede håndledende mod sin pande og krøllede sammen til en lille kugle, stadig på sin knæ i græsset. En panisk stemme bagerst i hans hoved bad ham om at være stille, for gudernes skyld, han skulle være stille, og det lykkedes også meget godt, i forhold til, hvor voldsomt han græd. Der var ikke mere, han kunne gøre. Håbe ingen fandt ham der, mens hans verden brød sammen omkring ham. Han kunne ikke stoppe det. Der var ikke andet for end at give slip og vente på, at det holdt op.
Han havde bare så ondt indeni. Han havde måske slået sin far ihjel uden at få svar. Så mange års had og alting var slut så hurtigt. Og med hjælpeløsheden over at se Zirra blive mishandlet uden at kunne gøre noget, kunne han ikke mere. Det var bare stenen, der fik vognlæsset til at vælte.

Da Storm forlod huset igen, var Zirra næsten halvvejs med sin mad. Hun skulle lige til at åbne munden, men Storms hastige skridt væk fik hende til at tøve. Han mindede mere om en tordensky end et væsen i det øjeblik, og Zirra var pinligt bevidst om, hvor lidt hun vidste om hans følelser og interne konflikter i det øjeblik. Burde hun havde spurgt mere ind til det? Prøvet at hjælpe mere? Men han var jo selv bare gået og havde lukket de fleste samtaler ned. Han havde gjort så meget for hende, og hun ønskede ikke at presse ham ved at gøre noget, han ikke havde brug for. Måske var det bedst bare at lade ham være alene. 

Den tanke holdt hende fokuseret på maden, indtil skålen var tom. For da kunne hun høre lyden af brændehugning så højt, at hun var sikker på, han var ved at hugge direkte ind i huset frem for ned i en stub. Langsomt og besværet kom hun op at stå og med små, afmålte skridt, bevægede hun sig langs husmuren mod lyden. 
Storm kom i syne før hun var tæt nok på til at snakke til ham - hun var for svag til at råbe - og hun så hvordan stubben flækkede og han endte med at sidde sammenkrøllet på jorden. 
Det stak i hendes hjerte at se ham i så megen smerte. Nok var han på fjendes side, men han var også et væsen i konflikt og sorg, og hun kunne ikke lade hans tilhørsforhold skygge over de forfærdelige ting, han havde oplevet. 

Lidt usikkert på benene tilbagelagde Zirra afstanden mellem dem og satte sig forsigtigt ned ved siden af Storm. Ganske blidt lagde hun armene rundt om ham - det var ikke svært med den sammenkrøllede position han havde indtaget.
"Det skal nok gå. På en eller anden måde," sagde hun lavt til ham og modstod kun lige trangen til at hvile sit hoved mod hans krøller.

Det gav et forskrækket ryk i Storm, da nogen lagde armene om ham. Han havde slet ikke opdaget, at der var nogen, hele verden var bare som et stor klump grød omkring ham, som han var forsvundet ind i gråden. Det var Zirra. Et strejf af panik gled igennem ham, hun kunne ikke se ham sådan her. Hun kunne ikke se ham så svag. Men selvom han virkeligt prøvede, kunne han ikke styre sin krop, ikke stoppe sig selv i at fortsætte med at græde som pisket. At have hendes arme omkring sig gjorde det næsten bare værre, for han havde virkeligt brug for fysisk, trøstende kontakt. Selvom han ville væk, ville forhindre hende i at se, hvor slemt det stod til, kunne han ikke andet end at læne sig lidt ind i hendes omfavnelse. Han havde brug for den.

Hendes trøstende ord hjalp ikke rigtigt, for hvordan skulle det gå? Hvordan skulle noget som helst nogensinde blive bedre?! Han var fanget et sted, hvor han ikke havde lyst til at være, og han kunne ikke komme væk. Han havde forsøgt. Undersøgt muligheder. Overvejet det til døde. Og han havde fået straffen for at forsøge. Han var ikke typen, der kunne håndtere smerte, han var ikke en sten som nogle af de andre krigere. Tanken om at få med pisken igen og bruge en længere periode i fangekælderen igen, den skræmte ham fra vid og sans. Hvis han da ville være så heldig at slippe med det, skulle han blive fanget. Han vidste, at de havde strammet straffen siden. 
Og så hans far. Ville han nogensinde finde ud af mere om ham? Eller var det det?

Det varede lidt, inden gråden begyndte at stilne af, og han lænede sig gradvist mere og mere ind mod hende, hungrende efter hendes nærvær, et nærvær han ikke var vant til. Han hiksede efter vejret og rystede i hele kroppen, mens han forsøgte at få kontrol over sig selv. Han var stadig panisk over hendes tilstedeværelse. Hun havde set en side af ham, ingen fik lov til at se. Og ærligt talt, så skammede han sig over sig selv. At han ikke kunne styre sig selv bedre. Det var pinligt. Så da han endeligt fik nogenlunde styr over sin vejrtrækning, blev han siddende, stiv i kroppen, uvillig til at forlade hendes varme, men også med så meget selvhad, at han havde svært ved at holde til hendes nærvær.
Til sidst lukkede han øjnene og talte med en stemme, der var hæs af gråden.
"Jeg lever nok ikke op til din forestilling om, hvad en kriger for Mørket er." Det var et forsøg på at lette stemningen, men han kunne godt høre, at det nok ikke ville virke. Han rømmede sig svagt, men blev ved med at være krøllet sammen, så hun ikke kunne se hans ansigt.

Zirra blev siddende hos ham, mens han græd. Hun kunne mærke, hvor meget han havde brug for bare at få det ud, og hun holdt ham ind til sig og aede kærligt hans hår. Hans modvilje imod at vise den svaghed, han gjorde lige nu, var tydelig i hans bevægelser, men Zirra lod ham ikke komme nogen steder - hun holdt blot bedre fast. Så vidt hun forstod, var han blevet berøvet sin mor alt for tidligt, og han havde ikke kendt til omsorg siden. Det var ikke ligefrem det, Mørket var bedst til. 

"Du er den mest perfekte kriger, jeg nogensinde har mødt," svarede Zirra lavt og kærligt, og strøg en hårlok væk fra Storms ansigt. Han lå i en position, hvor hun ikke kunne se hans ansigt, så hun gjorde det mest for at han ikke skulle få hår i øjnene. "Primært fordi du ikke har ønsket mig død."
Det sidste blev sagt med et toneleje, der antydede at hun også prøvede at løfte stemningen. Storm virkede til at have fået det meste ud, og nu skulle han falde lidt ned igen, få vejret, og langsomt komme op til overfladen igen. Zirra vidste hvordan det var, omend hendes egne problemer ikke havde været lige så voldsomme, som det Storm gennemgik nu. Hun håbede blot, at hun kunne være til  hjælp.

Zirras svar var måske ikke ligefrem det, han havde forventet at høre. Egentligt havde han ikke forventet noget. Men kærligheden hendes stemme og i hendes berøring kom bag på ham, og han åbnede øjnene igen for at se ned i jorden, overrasket. Ordene der fulgte, gav en logisk forklaring, men det var alligevel som om, at det ikke var det hele. Han forstod det ikke, træt i hovedet efter gråden, men han blev alligevel forstyrret nok af hendes tone og berøring, til at han endte med at rette sig op, hvilket halvt ville flytte ham ud af hendes favn, hvis hun lod ham.

Uden at se på hende, gned han hænderne ned over sit ansigt for at få tårerne bort, inden han lod dem synke ned i skødet af sig selv. Noget i ham ville have ham til at rejse sig og gå sin vej. Men han vidste også godt, at det ikke var muligt, og hun havde alligevel set ham bryde sammen. Og han kunne ikke bare tage hesten og efterlade hende her hos den gamle dame. Nej, hans plan med at få hende tilbage til Dianthos var stadig aktuel, og det krævede, at han blev.
I stedet tvang han sig selv til at løfte blikket og møde hendes, bare for et kort øjeblik. Få en fornemmelse af, hvor slemt det var. Trods hendes tone og berøring, havde han ingen tro på, at der var andet end gensidig forståelse for, at de hjalp hinanden, og det var det. De var trods alt fra hver deres side. Stemplet fjender. Og han havde ikke glemt hendes skrækslagne udtryk tilbage på værelset i Dianthos.

”Det gør mig også til en meget dårlig Mørkets Kriger,” svarede han endeligt i et forsøg på at fortsætte den lette tone, de prøvede at holde liv i. Hans blik faldt ned til hans hænder, der lå slapt på hans lår. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre. Han var bare udmattet. Og han følte, at han på en eller anden måde burde undskyld og forklare. Selvom han havde forsøgt at forklare tidligere, uden videre held. Så det lykkedes ham ikke rigtigt at finde på noget at sige, i stedet sad han bare med hængende, og alligevel anspændte skuldre, mens han så ned på sine hænder. Han var så langt væk fra sig selv mentalt, at han følte sig fortabt. Forhåbentligt kunne han snart samle sig selv, sætte facaden op og få kontrollen tilbage. Den smule, han havde.