Det var et ynkeligt syn. Ildelementalen, der snublede igennem skoven. Randy kom til at tænke på, når man langsomt kvalte en flamme. Det var samme fornemmelse, hvordan ilden langsomt døde ud. Han havde virkeligt ikke godt af vand, ham ildfætteren.
Det var vel bare på tide at smutte. Finde en vej af den her ø og komme videre med livet. Han skulle lige til at snurre rundt og fortsætte igennem underskoven, da en lyd, der på en måde var ganske naturlig, men samtidigt bare ikke passede ind, gled imod ham. Hans øjenbryn gled op i panden, som han fik øje på en kvinde. Tydeligvis endnu en elemental. Vand, uden tvivl. Ah, så det var ildfætteren, der var upopulær, Randy kunne ikke forestille sig, at de to kom specielt godt ud af det med hinanden, modsætninger om alt det. Og så var ildfætteren lidt en røv, ikke?

Det var umuligt for ham ikke at stirre på hendes krop med let åben mund, for hun var virkeligt pæn. Små søde bryster og en pæn mave og … ja, smuk krop, Randy ikke kunne lade være med at beundre. Men samtidigt havde hun samme trætte udstråling som ildfætten havde lige nu. Som om deres livsenergi var under pres. Han kunne ikke lade være med at tænke på de tydelige tegn på, at vandet var forsvundet fra den lille sø, Jyoti havde slæbt ham med til. Noget var på færde, men Randy var ikke intelligent nok til at vide, hvad det var. Han vidste mere om sværd og måder at slå ihjel på, end vulkanøer og deres virke.

Da ildfætteren fnøs af vandelemtaleren, så Randy noget vantro på ham. Var han selvmorderisk? Men der skete ikke noget, der kom ikke mere vand. Måske hun var for træt. Randall havde ikke tænkt sig at blive og finde ud af det, han følte sig ikke ligefrem tryg i selskab med to sure elementalere.
”Det er fint, det finder I bare ud af. Hyggeligt at møde dig.” Han lavede en bevægelse med hånden ved hovedet, som lettede han på en hat, mod kvinden, inden han drejede rundt og fortsatte igennem skoven. Var der ikke nogen, der stoppede ham, ville han fortsætte til han nåede tilbage til bjergets fod og stien der fortsatte nedad mod den bosættelse, han havde fået et glimt af tidligere. Måske de kunne hjælpe ham tilbage til hovedlandet.

Randall var allerede ved at dø, da han nåede ud af skoven. Han var nok rimeligt agil og alt det, ellers kunne han jo ikke være soldat, men luftfugtigheden og varmen fik sveden til at drive af ham og få hans krop til at føles unaturligt tung. Og så afskyede han virkeligt at løbe. Men det lykkedes ham at komme ud af skoven uden at vælte over ting mere end et par gange. Hans ene hånd var krattet op og et eller andet havde trukket en ridse hen over hans kind, men det var ikke noget, han gad at tage sig af, som han endeligt væltede ud på stien og videre det sidste stykke ned mod landsbyen, der snart dukkede op foran ham.

Det var ikke, hvad der var foran ham. En skikkelse stod på stien. En mand. Med … en høne i favnen? Randy spærrede øjnene lidt op og hans øjenbryn gled op i den høje pande, som han sænkede farten og til sidst stoppede op nogle meter fra manden. Da han stod stille, knækkede han forover og satte hænderne på sine knæ, mens han hårdt gispede efter vejret. Efter et par gisp, løftede han en hånd med en finger, for at sige, at han lige skulle have et øjeblik. Fy for en klam prut, det var jo umuligt at køle ned i disse temperaturer!

Endeligt fik han rettet sig op igen og de grå øjne gled til manden med hønen.
”Jeres nabo … er skingrende sindssyg!” Han pegede bagud mod vulkanen, stadig forpustet. Sveden løb ned over hans ansigt, og hans trøje var gennemblød. Han havde stadig sin jakke i den ene hånd, selvom den så lidt medtaget ud efter løbeturen igennem skoven. Begge våben bar der også endnu, selvom både sværd og kniv havde hængt fast mere end én gang.
Om manden i det hele taget kunne forstå ham, det vidste Randall ikke, og egentligt var han ligeglad. Han skulle nok få formidlet det, han ville, når han lige havde fået luft til at lave fagter og lyde. Lige nu var han ved at dø af tørst, men mon ikke, at de primitive øboere havde noget vand et eller andet sted.
Han var også ligeglad med, hvem manden var, det kunne have været høvdingen, og Randy havde nok ikke ændret adfærd lige nu, han var skidevarm og pissetørstig!

Hvad Zaladin var der med den høne?! Han så på den, og han kunne ikke slippe den med blikket, som den stirrede tilbage mod ham. Efter det han lige havde oplevet, var det lettere surrealistisk at stå der, gennemblødt af sved og med et par lunger, der arbejdede som blæsebælge, og se på noget så latterligt normalt som en dum høne.
Hans opmærksomhed røg dog tilbage på manden, der bad ham dæmpe sig. Vent. Han lød som om, at han kom fra Randys lille stykke af land, hvor han var vokset op. Hans mund gled åben og hvis hans øjenbryn havde haft evnen til det, var de forsvundet op i hans grånende hår, men han stirrede overrasket på ham.

Selvom hans hjerne for et øjeblik stoppede med at virke, gjorde hans mund ikke
”Øøøh, det er en længere historie, der ikke rigtigt er så vigtig, så kan vi ikke bare sige, at nu er jeg her. Hvor er her egentligt? Topalis? Det er ikke så tit, at jeg ender på øerne.” Han rettede sig op, mens han skar ansigt, han skulle nok få ondt både her og der af den løbetur, og så rundt. Det måtte næsten være Topalis. Han havde været her en enkelt gang før, men det var nogle år siden. Og det havde været helt ude ved kysten. Det havde været et kort besøg, takket være et sørøverskib.

Han drejede blikket tilbage mod den fremmede mand, der talte lige som ham. Randy var ikke idiot, han kunne nok regne ud, at der var en evne ind over – eller at han var ved at blive sindssyg, det var heller ikke helt usandsynligt. Måske han havde faldet og slået hovedet, så han nu mødte mænd med hans egen dialægt og høns i favnen.
”Men den der ildfætter, der bor oppe på bjerget, og hende vandtrunten, de er jo sindssyge.” Han så mod den lille landsby. ”Hør, hønemand, I har vel ikke noget vand til en tørstig sjæl, den her lummerhede suger fugten ud af mig.” Som for at understrege det han sagde, løb der en sveddråbe mere ned over hans ansigt.