Lykke stod stadig helt stille og kiggede på elveren. Hun havde ikke tænkt sig at vige, omend hun stadig ikke klar over, hvad Yotul prøvede på. Svaret og derefter hovedrysten fik hende dog til at hæve brynet igen, men denne gang var der et smil på læberne samtidig. Hun gik ud fra, at der var blevet svaret på hver sit spørgsmål, så hun valgte at udspørge mere. "Hvad forventer du så af mig? Der må vel have været en bagtanke med din handling?" spurgte hun og gav kvinden et kort elevatorblik. Halen svajede roligt fra side til side, men Lykkes tanker kørte på højtryk. Hun vidste hverken ud eller ind lige nu, for Yotul havde virkelig overrasket hende med sin adfærd, og hun vidste på ingen måde, hvordan hun skulle håndtere det. Hun måtte vel bare tage springet.

I stedet for at vente på, at elveren kom hen til hende, tog hun nu selv et skridt frem mod kvinden. "Hvad vil du så have mig til?" spurgte hun med tydelig nysgerrighed i stemmen. Hun gik ikke ligefrem ud fra, at det var sex, for det virkede mere som om, kysset havde været et fejlslået forsøg på provokation. Lykke havde en fornemmelse af, at Yotul ikke helt selv var klar over, hvad hun skulle gøre og derfor bare prøvede ting af, men lige nu var hun stadig for meget rundt på gulvet til at være vred. Det var virkelig en underlig følelse det her.

Kunne de ikke bare blive angrebet af dragefødte, så Yotul kunne komme ud af den her følelse og knibe, som hun tilsyneladende havde fået sat sig selv i. Egentlig var det Lykkes egen skyld, men hun lod heller ikke til at være klar over, hvad der egentlig foregik. Hun havde lyst til bare at skrige op og gå væk fra hende, men hun blev alligevel ved med at insistere på at nærme sig dæmonen. Lidt som om hendes tanker var overbevist om, at Lykke bare lokkede hende tættere på og derved lokkede hende i en fælde, som hun havde planlagt. Ikke at Lykke virkede så udspekuleret. Men måske hun havde bedømt hende forkert? "Jeg forventer, den samme Lykke, som altid" kommenterede hun med et tungt pust, som var hun fornærmet over at Lykke havde åbnet sig op overfor hende og derved forvirret hende mere end hvad der normalt var muligt.

Yotul stoppede op, da Lykke kom tættere på, også selvom der kun var tale om ét enkelt skridt, så gik hun fuldkommen i stå, vendte hovedet til siden og forberedte sig på et slag. Men der kom intet.. I stedet lød endnu et spørgsmål. Forbistrede dæmon! "Slå mig.." bønfaldte hun næsten, som hun bare gerne ville videre i tasken i stedet for at fordybe sig i en så dyb en samtale. Hvad var meningen egentlig. Havde de ikke en mission at fuldføre? Hurtigt tog Yotul de sidste skridt imod hende, greb fat i hendes hånd og forsøgte at hæve den imod sin egen kind, så hun kunne få det overstået og de kunne komme videre i teksten. Det var altså ikke sjovt længere! "Skal vi ikke videre med missionen?" sagde hun mere alvorligt, så alvorlig havde hun næppe været før. Hun var virkelig forvirret.

Lykke hævede et bryn over svaret. Det gav altså virkelig ikke mening det her. "Så du kysser mig og forventer, at jeg ikke er forvirret?" spurgte hun oprigtigt overrasket. Hun havde vitterlig ikke forudset det her. Hvad startede det i det hele taget? At hun var ærlig? Hun havde jo ikke grund til andet. Hun havde jo lige fra dag et af givet udtryk for, at hun var den, hun var, og at hun ikke lagde fingre imellem. Det gjorde hun heller ikke nu, hun fortalte jo netop tingene, som de var, så det gav slet ingen mening, at det havde udviklet sig, som det havde, hvilket heller ikke gjorde det hele mindre forvirrende.

Den næste forespørgsel gjorde kun det hele værre. Slå hende? Det var ikke ligefrem et ønske, hun havde hørt før. Hvorfor? Fordi hun så ville være sig selv? Det gav jo ingen mening. Hun følte sig dog en anelse fornærmet, som hun lettere voldsomt hev armen til sig. "Jeg er altså ikke så overfladisk, at det er det, der skal til for at jeg er mig selv" svarede hun temmelig køligt.

Lykke nikkede til det næste spørgsmål. "Jo, det skal vi" svarede hun, men på trods af, at ordene havde forladt hendes mund, rykkede hun sig ikke ud af stedet. Det var virkelig mærkeligt det her. Hvad skulle hun gøre? Hun brød sig ikke om at efterlade en samtale halvt afsluttet, men det føltes ikke ligefrem som om, Yotul havde synderlig lyst til at fortsætte den. Egentlig havde hun heller ikke selv, men hun ønskede samtidig at komme til bunds i det. Hvad nu? Hun var oprigtigt i tvivl og nervøst bed hun sig hårdt i læben, som øjnene begyndte at flakke og halen piske noget mere uroligt. Som frosset til stedet stod hun egentlig bare og kiggede på elveren uden at ane, hvad hun skulle gøre.

Endnu et suk forlod Yotuls læber, som hun vendte blikket bort fra Lykke og lagde armene over kors igen. Hvad skulle hun egentlig sige til hende, kunne de ikke bare droppe emnet og så komme videre. Måske hun bare skulle begynde at gå, så de ikke havde noget valg? Alligevel bevægede hverken hun eller Lykke sig. "Jeg forventede lidt, at vi kunne droppe snakken.." indrømmede hun lettere hæst, som hun faktisk helst ikke ville sige det højt. Det var sjældent at nogen delte noget med hende, så hun forstod ikke hvorfor Lykke lige pludselig havde valgt at åbne sig op overfor hende. Nok skulle de på mission sammen, men var der nogen grund til at være så ærlige overfor hinanden? De behøvede jo ikke blive venner..

Armen blev hevet ud af Yotuls greb, som hun straks forventede at Lykke faktisk ville slå fra sig, derfor vendte hun kinden imod den hånd, hun havde haft fat i og lukkede svagt det ene øje. Men der kom ikke noget slag, blot en noget så bekendt tone. Måske det i virkeligheden var nok? "Du lyder meget normal nu.." kommenterede hun med et hævet bryn, som hun bed sig forsigtigt i læben.

Lykke var enig og Yotul var nu overbevist om, at det var tilbage ved normalen, som hun faktisk lagde op til at begynde at gå, da hun ud af øjenkrogen kunne fornemme at Lykke stadig stod stille. De havde ikke flyttet sig meget det sidste lange stykke tid, mon de snart ville blive indhentet eller opdaget af andre? Hun vendte sig atter helt imod Lykke og satte hænderne i siden, som hun bed sig i underlæben. "Kom nu" insisterede hun, som hun løftede foden let for at skubbe den i jorden og gentage bevægelsen op til flere gange. Havde de ikke talt det igennem nu?

Lykke nikkede til svaret, men sagde ikke noget selv. Det var nok bedst, når det virkede til, at de begge følte sig utilpasse ved situationen. Hun kunne dog ikke lade være med at smile over den næste konstatering. "Bare fordi jeg ikke er sur hele tiden, er det altså ikke ensbetydende med, at jeg ikke opfører mig normalt" svarede hun med en ny hentydning af dril i stemmen. Det var dog sandt. Yotul havde nok bare ikke set den side af hende endnu, fordi hun altid endte med at pisse hende af ved ikke at tage noget seriøst. Hun var dog sikker på, at hun ville tage drilleriet og den useriøse opførsel lidt mindre alvorligt efter denne samtale. Elveren manglede stadig at bevise sit værd ordentligt, men Lykke havde fået syn for, at hun var en kompatibel fighter.

Ved Yotuls ord var det som om, Lykke vågnede op, og hun satte med det samme afsted. Da hun nåede op på siden af elveren, gav hun hende dog et blidt (blidt for Lykke, nok ikke for Yotul) nakkedrag med et lettere flabet smil. "Nu har jeg slået dig, er du så tilfreds?" Det var sjældent, Lykke drillede, men hun havde selv bedt om det.

Den afslappede holdning skiftede dog med ét. En hvislende lyd havde fanget hendes øre, og Lykke skubbede Yotul hårdt i ryggen, mens hun selv tog et skridt til venstre. En bidende smerte i venstre skulder fik hende til at knurre dybt. De sataner havde buer, og hun havde ikke haft tid til at skifte sin hud. Det var derfor, hun aldrig tillod sig at slappe af på jobbet! Hun bandede lavmælt af sig selv og kastede så et blik bagud. Flere dragefødte end hun kunne tælle var efter dem, og hun rettede opmærksomheden mod Yotul igen. "Med mindre jeg skal bære dig igen, burde vi løbe" konstaterede hun og satte selv i løb, samtidig med at hun trak pilen ud af skulderen. Hun kunne hele såret, når de var kommet i sikkerhed.

Det hang ikke helt sammen for Yotul, også selvom Lykke forsøgte at forklare det for hende, så gav det faktisk ikke mening. Hun var også klar på at protestere af det, men følte lidt, at det måske var bedre at lade emnet ligge og så komme videre, før det var for sent. Hvis det ikke allerede var tilfældet. Det var også underligt, at blive drillet af Lykke på den måde, havde de skiftet roller? Yotul der hundsede med Lykke og Lykke, som bare valgte at drille hende, når hun forsøgte at få hende til at komme videre? Nej, det kunne da umuligt passe, var der magi på spil eller var det virkelig bare sådan? Uanset hvad, så følte Yotul at de var nød til at komme videre, så kunne de diskutere senere..

Måske hun skulle have valgt at ruske op i Lykke i stedet? Hun var klar til at gå tilbage til hende for at puffe til hende, da Lykke lige pludselig kom til sig selv og skyndte sig op på siden af hende. Puffet fik hende næsten til at vælte omkuld, men ikke fordi det gjorde ondt, nærmere fordi det var kommet helt bag på hende, som hun bare stirrede på Lykke, lettere mundlam over situationen. "Øh.." hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, så hun undlod faktisk at sige mere.

Skubbet kom fuldkommen bag på hende, som Yotul egentlig var klar til at beklage sig og sige, at nu havde hun ligesom forstået det. Men da hun vendte sig rundt for at kigge på Lykke fik hun øje på pilen, der stak ud af hendes skuldre. Helt automatisk så hun sig omkring for at finde synderen, da hun fik øje på de dragefødte. De var altså fulgt efter dem! Forbistrede bæster. Det gav et sæt i hende, da Lykke henvendte sig til hende. Hun nikkede hurtigt, før at hun tog hånden op til munden og bed hul i alle fingre. Blodet pressede Yotul ud af kroppen, som hun lod det dryppe ned på jorden, hvorfra det spredte sig ud på et større område, før at hun skyndte sig efter Lykke. Hun talte indvendigt og da hun var nået til 10, skød blodet op som små pigge i jorden, igennem de dragefødtes fødder. Der var hvæs og hyl bag dem, men Yotul fulgte fortsat med Lykke. "Måske senere.." lo hun med et grin, som den legesyge facade var tilbage, imens at hun løb så godt hun kunne ved siden af Lykke. Hun havde jo længere ben end Yotul selv, så hun skulle bruge flere kræfter på at følge med. Hullerne på hendes fingre var blevet lukket til igen.

Lykke kunne ikke rigtigt nå at more sig over, at det rent faktisk var lykkedes hende at gøre Yotul lidt paf. Som de løb, tillod hun sig dog at vende hovedet, da hun hørte væsen og skrig, og hun så flere, der var stoppet med noget, der lignede blod stikkende igennem fødderne. "Ikke dårligt" komplimenterede hun elveren. Hun havde i et øjeblik glemt, at Yotul havde evnen til at manipulere med blod (om det var hendes eget eller andres var hun stadig i tvivl om), så hun havde ikke ligefrem tænkt over, at pigen ville være fortrinlig til at sløve deres forfølgere.

Lykke kom med noget, der mindede om et grinende fnys over Yotuls ord. Det var rent faktisk rart, at hun virkede til at være "sig selv" igen. Det ville måske virke lidt mærkeligt, at Lykke gav hende noget mere line, men hun havde trods alt fået det lidt nemmere med at acceptere den legesyge personlighed. Ud over det havde hun været stor fan af, at deres forfølgere nu havde fået gennemboret deres fødder. Noget hun ikke kunne lade være med at beundre elveren lidt for.

Lykke var godt klar over, at Yotul skulle arbejde for at følge med, det var også derfor, hun ikke havde givet sig til at spurte alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Hun ønskede trods alt ikke at hægte elveren af.
Da de havde løbet et godt stykke, stoppede hun dog op og drejede hovedet opmærksomt omkring for at sikre sig, at de havde rystet dem af. Der var helt stille i denne del, så det var forholdsvis nemt at høre, hvis der var nogle, der bevægede sig i nærheden. Det lod dog ikke til at være tilfældet. Det dunkede fra skulderen, men hun ville gerne være sikker på, at de ikke blev forfulgt, inden hun tillod sig at holde rigtig pause. "Vi burde finde et mindre udsat sted at hvile" konstaterede hun. Hun forventede ikke ligefrem, at Yotul havde behov for hvile nu. Faktisk forventede hun at høre protest.

Når det først gjaldt, så kunne Yotul godt tage sig sammen, det var bare en sjælden affære, så Lykke skulle være lykkelig over, at hun havde valgt at bremse de dragefødte, før at de nåede at udgøre en reel trussel for dem begge. Hun måtte indrømme, at det også føltes meget rart, at høre dem skrige. Hun vendte dog lettere overrasket blikket mod Lykke, som hun lød til at komplimentere hendes evne. Derfra bredte der sig et lusket smil på hendes læber, som hun trak let på skulderne. "Jeg er ikke hel håbløs" mindede hun Lykke om med en svag undertone af dril. Havde hun været håbløs, så havde hun nok aldrig fået titlen som ridder i hæren og selv det måtte Lykke da kunne nikke genkendende til? Det var jo ikke alle, som fik den titel. Selv ikke når nogen slap nemt om det. Måske hun havde gjort det, men hun havde gjort sit for at gøre sig fortjent til det også. 

Stemningen var tilbage ved det gamle, eller det var i hvert fald sådan Yotul opfangede det, da hun følte at de havde fundet sig selv igen og atter kunne vende tilbage til deres indbyrdes kamp imod hinanden. De ville aldrig blive venner, men måske det ville være muligt for dem at arbejde bedre sammen i fremtiden, hvis de bare gav hinanden en chance? Yotul havde intet imod det, som hun dog vendte hovedet til at kigge sig over skulderen, imens at de løb. Skrigene døde langsomt ud og hun var ikke længere sikker på, hvor længe de ville kunne holde dem væk. Men nu havde de da genfundet deres forspring.

De var kommet et godt stykke væk, som Yotul nær var løbet direkte ind i Lykke, da hun valgte at stoppe op forholdsvis brat. Hun udbrød et gisp, som hun lige akkurat nåede at stoppe, men alligevel var nød til at placere en hånd imod Lykkes ryg for ikke at vælte over i hende. Hovsa? Måske hun ikke skulle have koncentreret sig så meget om at de blev forfulgt, men også kigget fremad. Hun lod blikket glide op mod Lykkes skulder, som hun nikkede til hendes udtalelse. Det var måske bedst. Yotul trak vejret dybt og tungt et par gange, før at hun fik styr over sin krop igen og rystede trætheden af sig. "Du burde også kigge på din skulder.." mumlede hun lavt, da hun egentlig ikke havde lyst til at give udtryk for at Lykke var kommet til skade og at det betød noget for hende. "Jeg kan godt lukke det" lød det mere lavt, som hun ikke forventede at Lykke hørte hende. Det var vel fair at tilbyde sin partner en hjælpende hånd, når hun var kommet til skade. Ellers kunne de umuligt fortsætte..

Lykke var udmærket klar over, at Yotul ikke var håbløs. Hun kom nok aldrig til at indrømme det over for elveren, men hun havde gjort sig fortjent til sin titel. Hun kunne dog ikke lade være med at smile over den flabede kommentar. "Det er måske også svært, når man er bundløs" svarede hun tilbage med en ligeså flabet mine. I Lykkes hoved gav sammenligningen mening, men det var nok ikke sikkert, at det ville give samme mening for andre. Det var almen kendt, at Lykke var dårlig til jokes, men det var samtidig tydeligt, at hun forventede, at Yotul kunne se det sjove i forsøget, der skulle være en joke.

"Den tid, den sorg, jeg vil hellere finde et sikkert sted først" svarede hun denne gang uden at værdige hende et blik, som hun nu i stedet var begyndt at spejde efter et mere afsides sted. Langsomt satte hun i gang. "Jeg er også i stand til at lukke det, men tak for tilbuddet" svarede hun lettere åndsfraværende, som hendes blik havde fanget en åbning i en klippevæg. En hule var bedre end ingenting. Der var færre, der ville kunne finde dem der, men ulempen var, at der kun var en vej ind og ud. Hun stoppede igen op og vendte sig mod elveren. "Jeg har fundet en hule, og jeg vil gerne have din mening. Skal vi hvile der, eller er det for risikabelt med kun en åbning?" Lykke ville selv tage chancen, men de var trods alt to på opgaven, og selvom hun ikke viste det, var hun alligevel begyndt at sætte pris på selskabet.

Nu var det atter svært at vide, hvad der gik igennem dæmonens hovede, som Yotul egentlig havde troet, at hun forstod hende bedre. Men de var åbenbart stadig langt fra hinanden, som hun rynkede på brynene af hendes ord og måtte overveje dem i noget tid, før at hun overhovedet kunne nærme sig noget der var sjovt. Et stille smil gled over hendes læber, som hun rystede opgivende på hovedet og holdt sig lidt for munden. "Lykke altså! Forsøger du at løfte stemningen med din humor?" lo hun stille, som hun ikke helt kunne afholde sig selv fra at more sig over, at Lykke faktisk havde gjort et forsøg. Lidt anerkendelse måtte hun da godt få, men det var ikke sikkert at Yotul havde forstået joken, alligevel morede hun sig gevaldigt over forsøget og glemte derved for et split sekund alvoren i deres nuværende position.

Morskaben forsvandt, som Lykke hurtigt ændrede karakter og fik Yotul til at himle let med øjnene. Nu var hun altså alvorlig igen? Men om ikke andet, så var der håb for Lykke, når hun kunne give bare en smule slip på det hele. Måske det var smerten i skulderen, der var uvant for dæmonen og derved bragte hende ud på glatis? Hun valgte dog at nikke af hendes ord, som hun trak på skulderen da hun valgte at afvise hendes tilbud, det skulle aldrig ske igen. Det var i hvert fald meget usandsynligt, medmindre det blev helt ekstremt. Yotul fulgte hendes blik, som hun begyndte at gå et stykke bagved Lykke. Hun måtte vente til hun var oppe på siden af hende, for at kunne få en fornemmelsen af hulen, da det var svært at se rundt om Lykke.. Særligt for hendes slanke krop og højde. "Jeg kan godt sætte en barriere op, så du kan hvile dig." svarede hun med et nik imod hulen, så ville de blive advaret før indgangen ville blive blokeret og så kunne de muligvis undslippe, før de ville blive lukket inde og være tvunget til at kæmpe sig igennem mængden af dragefødte.

Lykke så lettere overrasket på Yotul. Hun havde ikke opfattet det? Hun var ellers så overbevist om, at det havde været tydeligt. Hun nåede dog kun at nikke, inden elveren brød ud i fnisen, hvilket kun gjorde det hele mere forvirrende. Havde det blot taget tid at få det til at synke ind? Det var ikke til at sige, men latteren fik hende til at smile igen. "Ja, det var det. Det er lidt uvant for mig at komme med vittigheder" forklarede hun. Hun var egentlig godt klar over, at hun påpegede det åbenlyse, men med Yotuls opfattelsesevne var det åbenbart nødvendigt.

Lykke vidste godt, at hun havde skiftet lidt brat, men hun havde ikke tænkt sig at være uopmærksom over for fare en gang til. Yotuls forslag fik hende til at hæve et bryn. Var elveren ikke træt efter alt det løberi? Hun var ikke sikker. "Hvis du ikke bliver alt for udmattet af det" svarede hun med et skuldertræk, som hun satte kursen mod hulen. En udmattet makker var ikke til meget hjælp i en tilspidset situation.

Da de var kommet ind, trak Lykke trøjen over hovedet og smed den på hulens gulv. Den var efterhånden så klistret af blod, at den ikke var meget værd. Under afslørede hun en stramtsiddende top. Det var så irriterende at rende rundt, når brysterne dinglede løst, så den sørgede for at holde dem på plads, men også denne var godt gennemvædet af blod. Andre prioriteter kom dog først, som hun satte sig ned og lukkede hånden om amuletten, hun havde om halsen. Kort efter sprang sorte flammelignende skygger frem i hendes hænder, og den ene blev lagt over såret på skulderen. Såret begyndte at lukke sig, og da det var helt lukket efter nogle minutter, kunne hun fremvise et gråsort, rundt ar, der hvor pilen havde siddet. Så rejste hun sig igen og besluttede sig også for at smide toppen. Den var blevet virkelig ubehagelig. At hendes bryster dinglede var Lykkes eget synspunkt, for de sad egentlig der, hvor de skulle. Arret, der gik fra hendes nakke og lige ned over lænden var nu fuldt synlig et kort stykke tid, inden hun vendte sig mod Yotul igen. "Så er jeg klar. Skal vi?" spurgte hun og lavede en gestus mod hulens åbning, som hun nu gik ud fra var lukket til igen.

Det var virkeligt under at se Lykke forsøge sig med en joke, måske det var derfor det tog noget tid før at Yotul overhovedet reagerede på det. Hun skulle lige forstå, hvad det var hun forsøgte at gøre. Hun blev en smule mundlam og var nød til at bryde ud i en svag latter for at vende situationen om og forvirre Lykke i stedet. Måske hun ikke havde fanget det helt, men gjorde det noget, når de befandt sig i en sådan situation, at de kunne blive overfaldet, hvornår det skulle være. Det var ikke altid at Yotul kunne følge med, hverken med Lykkes fart eller hendes finurlige humor. Hun nikkede tilkendegivende til Lykke, som hun godt kunne fornemme på situationen, at den var en smule uvant. "Bliv endelig ved med det" lød det en smule opmuntrende, om end der var et drilsk smil på hendes læber, som hun strøg fingrene igennem det korte hår. Det var røget ind i øjnene på hende, efter deres lille løbetur.

Morskaben blev skiftet ud med total forvirring, som Lykke gav udtryk for at hun ikke måtte overanstrenge sig. Det var da utroligt, som hun skiftede spor ofte og gjorde det umuligt for hende at følge med. Derfor sukkede hun også opgivende, før at hun nikkede. "Det kræver ikke det store.. Bare lidt blod" forklarede hun mere uddybende, også selvom der stadig var meget, som Lykke ikke forstod angående hendes evne. De havde dog ikke tid til at hun skulle forklare det i yderligere detaljer, så i stedet bed hun sig selv i håndledet og lod blodet dryppe ned på jorden. Det sank ned i jorden, før at det spredte sig ud i en mindre halv cirkel omkring åbningen til hulen.

Da de først kom ind i hulen, valgte Yotul at sidde i nærheden af åbningen blot for at sikre sig, at de dragefødte ikke valgte at flyve imod dem, så ville hun umuligt kunne advare Lykke i tide. Derfor spejdede hun imod himlen, imens at hun kunne høre Lykke rumstere lidt længere inde i hulen. Hun vendte fra tid til anden blikket imod hende, lige tids nok til at beskue de underlige flammer, der dukkede op omkring hendes hænder. Var det hendes magi? Hun havde aldrig set sorte flammer før og blev måske en smule distraheret af det, som hun så til, imens at Lykke lukkede såret. Det så ud til at virke, som Yotul dog blev noget så forbavset over at hun valgte at smide toppen.. Et gisp undslap hendes læber, som hun holdt sig for munden og straks vendte blikket bort. Hvordan skulle hun reagere på det? Og hvorfor kiggede hun overhovedet væk nu? "Har du i sinde at gå ud uden tøj på?" spurgte hun lettere chokeret, ikke at det skulle genere hende, men noget skulle hun da sige, når Lykke tydeligvis havde glemt, at hun havde smidt toppen?

Lykke kunne ærligt ikke komme på flere morsomheder lige nu, men det afholdt hende ikke fra at sende Yotul et smil. "Jeg skal gøre mit bedste" svarede hun. Hun kunne ikke fortænke Yotul i, hvis hun ikke altid kunne følge med i Lykkes morsomheder, for hun var altid imponerende taktløs, hvad det angik. Desuden var det ikke nemt, når hendes fokus blev ved med at skifte.

Lykke nikkede til Yotuls ord, men hun kommenterede det ellers ikke. Hun var ikke klar over, hvad begrænsningerne på evnen var, og det var som sådan heller ikke vigtigt lige nu. Det der var vigtigt lige nu var, at Yotul stadig var kampdygtig. Hun havde ingen anelse om, hvor tæt på de dragefødte var. Foruden det skulle de også bekymre sig om at finde desertørerne, når de var sluppet væk fra stedet.

Lykke hævede et bryn over, at Yotul spurgte ind til det. Hun overvejede dog, hvor langt hun kunne trække den, men der var vel ikke noget galt i at lave lidt sjov nu? Hun havde jo trods alt selv bedt om det tidligere. "Ja, det har jeg. Det er helt klistret til med blod, så det ville hæmme mig mere, end det ville gavne" svarede hun og satte kursen mod Yotul med et lumsk smil. Da hun nåede en armslængde væk, gik hun et skridt tættere på, så hun kom helt tæt på. "Er det et problem?" spurgte hun med en alt for legesyg stemme.

Det var kommet fuldkommen bag på hende, at Lykke overhovedet kunne fyre den slags af på et tidspunkt som dette. Hun havde været så seriøs i begyndelsen, men det virkede lidt som om at siden de havde haft deres mindre snak, så var hun blevet en smule mere løstsluppen. Det forvirrede mere end det gavnede lige nu, som Yotul ikke vidste hvad hun kunne forvente at Lykke. Det var virkelig ikke hendes dag.. Til at begynde med havde hun været irriteret over at skulle arbejde sammen med Lykke, men nu var hun bare mundlam omkring hele situationen. Måske det var bedst bare at lade det ligge for nu? Det synes Yotul i hvert fald, som hun skubbede tankerne væk og i stedet prøvede at fokusere på deres nuværende situation.

Aldrig havde hun troet, at Lykke kunne være så løssluppen lige på det punkt. Derfor var hun også sikker på, at det måtte være en fejl fra hendes side af, at hun ikke havde iført sig sit tøj igen. Var hun slet ikke nervøs for at blive skadet yderligere, hvis hun nu klemte at hærde sin hud igen? Ikke at det var derfor Yotul reagerede som hun gjorde, hun var en smule paf over at blive angrebet af Lykkes bryster på den måde. "Øhm" hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det og undlod derfor at forsøge, som hun vendte blikket væk for en stund ud af hulen. Kunne der ikke bare dukke nogle dragefødte op, så de kunne komme videre? "Det er det vel ikke" mumlede hun lavt for sig selv, som hun lagde armene over kors, men sådan som hun sad der, kunne hun sagtens få øje på Lykkes bryst ud af øjenkrogen, da hun kom tættere på. Yotul rejste sig pludseligt op, men gik i stå, for hvad var hendes plan egentlig?

Lykke var egentlig imponeret over, hvor nemt det var lige nu at bringe Yotul ud af fatning. Det morede hende dog gevaldigt, for elveren selv var jo blevet ved med at stikke til Lykke de gange, hvor hun var blevet knotten over at blive drillet. Der var vel ikke noget i vejen for at få lidt hævn. Der var jo ingen, der sagde, at de skulle blive perlevenner alligevel. Selvom elveren nu ville udgøre et pænt kæledyr. Tanken fik hende til at trække på smilebåndet.

Lykke hævede det ene bryn, da Yotul rejste sig. Det så dog ikke ud til, at hun havde gennemtænkt, hvad hun ville gøre, så hun benyttede lejligheden til at bevæge sig helt tæt på, så hun kunne hviske Yotul i øret: "Er det nu min tur til at bryde isen?" spurgte hun. Hun havde egentlig godt hørt mumleriet, men lige nu lod hun som ingenting. I stedet nappede hun hende en gang i øreflippen. Så trak hun sig halvanden armslængde væk fra elveren med et flabet smil, da hun ikke helt vidste, hvad reaktionen ville være. Hun vidste egentlig godt, at de burde komme videre med missionen, men lige nu prøvede hun jo faktisk bare at more sig. Det var lidt nyt for hende, så det var ikke engang sikkert, at det ville blive en succes.

Det sidste Yotul nok ville ses, som var et kæledyr, så det var heldigt nok at Lykke ikke valgte at tale højt omkring sine tanker, for så skulle hun da nok forsøge at få hende på andre tanker.. De ville sikkert bare ryge i totterne på hinanden, hvis ikke de passede bedre på med at drille hinanden. Yotul havde muligvis været skyld i at Lykke overhovedet opførte sig på den måde, så hun kunne ikke bebrejde Lykke for at prøve, men ærligt, så havde hun slet ikke troet, at hun havde det i sig, så hvorfor var hun lige pludselig begyndt på det? Det var virkelig forvirrende, når man så slet ikke vidste, hvor man havde hende henne. Havde hun i virkeligheden gjort det langt værre end tidligere? Hun sukkede en smule opgivende, som hun forsøgte at kigge væk fra Lykke og fokusere på sletten udenfor hulen.

Yotul fik rejst sig, men hun vidste egentlig ikke hvorfor. Måske fordi hun gerne ville undgå at stirre Lykke lige ind i brystet? Ikke nødvendigvis, da de uden tvivl sad godt på hende.. Ej, hun var begyndt at blive distraheret igen, måske hun skulle skydes med en pil næste gang? Det gav et sæt i Yotul, da Lykke kom helt tæt på og valgte at hviske hende i øret. Alt hun reagerede med, var et barnligt fnis, som hun ikke rigtig ville tro det. Derfor svarede hun heller ikke direkte. At Lykke valgte at nappe hende i øreflippen fik hende til at ryste let på hovedet, som det gøs hende ned af ryggen. Det var en virkelig underlig følelse, men ikke nødvendigvis negativ. Hun åndede lettet op, da Lykke endnu en gang gik lidt på afstand af hende. Noget måtte hun da sige, for at det ikke skulle blive helt akavet imellem dem, eller var det allerede for sent? "Du kunne jo prøve.." lød det drillende retur, som hun dog vendte blikket den anden vej, da hun syntes at kunne fornemme noget i horisonten. Var de blevet opdaget af nogle spejdere?

Lykke var bestemt mere afslappet, men det var nok også fordi, Yotul stadig holdt skjoldet oppe. Hvis det ikke var tilfældet, ville hun være væsentligt mere opmærksom på omgivelserne. Skjoldet tillod hende at bevare fokus på elveren. Svaret fik hende dog til at hæve et bryn. Betød det, hvad hun troede, det betød? Hun var ikke sikker, men hun var i forvejen på dybt vand, og hun prøvede sig egentlig bare frem. Der var dog noget yderst tilfredsstillende ved at teste grænser. Det virkede dog til, at Yotuls opmærksomhed blev fanget af noget udenfor, og Lykke overvejede et øjeblik, hvad hun skulle gøre. På den ene side ville det være sjovt at blive ved med at drille Yotul, på den anden side var det nok mere væsentligt at sikre sig, at de ikke blev overfaldet først. Hun valgte derfor at træde hen ved siden af Yotul i stedet og kigge ud. Hun valgte dog at stille sig måske lidt for tæt, som hendes arm strejfede elveren, mens hun fast prøvede at se, hvad det var, der havde fanget opmærksomheden. Nysgerrigheden var dog samtidig stadig i hende, og hun kunne ikke helt holde sit spørgsmål tilbage: "Hvordan foreslår du, jeg bedst gør det?" Selvom situationen var alvorlig, var der stadig noget drillende over stemmen, som hun tillod sig at kaste et blik på Yotul.

Hvad Zaladin havde hun nu rodet sig ud i? Yotul bed sig ubevidst i underlæben. Det var næsten som om bevægelserne i horisonten var som sendt fra himlen eller hvordan Yotul lige skulle forklare det. Men det kunne også sagtens være at hun bare så syner, fordi hun helst ikke ville blive konfronteret af sine ord. Men nu havde hun ligesom bragt det på banen og Lykke havde muligvis svært ved at glemme det. Hvor frustrerende egentlig. Kunne Lykke ikke bare have fortsat som den her umulig makker, der bare ikke var til at snakke med? Hun fnøs lettere køligt af sig selv, som det bestemt ikke var henvendt til hendes ord. Måske tog hun det sådan?

Yotul var stålfast og lod blikket hvile konsekvent på deres omgivelser, som hun syntes at have set noget, men egentlig ikke rigtig kunne få øje på noget. Lykke havde sikkert heller ikke set noget, da hun først kom tættere på. For så havde hun jo reageret på det? Måske det bare var hende selv, der havde set syner uden rigtig at være beruset eller påvirket. Yotul løftede modsatte arm i forhold til hvad Lykke rørte, som hun placerede hånden imod Lykkes arm og vendte sig om imod hende. Der var intet på bakken og Lykke insisterede på at stille yderligere spørgsmål til det hun havde sagt. Skulle de ikke bare få udløst stemningen imellem dem? "Prøv at komme tættere på" mumlede hun en smule påvirket af situationen, som hun kunne fornemme at Lykke morede sig over hvor fortabt Yotul følte sig. Hun måtte dreje det om imod Lykke i stedet. Dog fik hun øje på den hånd, der hvilede på Lykkes arm, som hun med det samme trådte et skridt tilbage og ramte muren med et bump. Indgangen var al for small til at hun kunne flygte længere væk.

Lykke hævede et bryn over Yotuls fnysen. Var hun mon nået til grænsen? Så mærkede hun hånden mod sin arm. Den var koldere, end hun havde forventet, men det var ordene, der fik hende til at dreje hovedet helt mod elveren. Tættere på? Virkelig? Hun nåede dog ikke at svare, før Yotul bakkede og stødte på muren. Hvad betød det? Hendes ord hang slet ikke sammen med hendes handling lige nu. Var hun så forvirret? Og hvad havde hun tænkt sig, hvis Lykke nærmede sig nu? Ville hun blive spiddet? Lykke var ikke sikker, og hun var heller ikke sikker på, at hun kunne tillade sig at trække sig nu. De stod vist begge begravet i dragemøg til halsen. Hvornår startede det her? Var det, da Yotul kyssede hende? Eller var det før? At finde ud af det gjorde Lykke rundtosset, så hun holdt op med at tænke på det. I stedet fulgte hun ordene og trådte et skridt tættere på. Der var stadig luft imellem dem, som Lykke overvejede hvor tæt, Yotul egentlig ønskede, hun kom. Så tog hun en dyb indånding og trådte det halve skridt tættere på, der gjorde, at hun nu trykkede sig op ad Yotuls krop med ansigtet få millimeter fra hendes. Hun forventede faktisk, at hun nu ville blive gennemboret af blod, så hun lukkede øjnene og holdt vejret, som hun forberedte sig på smerten.

Det gøs hende langt ned af ryggen, som hun mærkede den hårde overfalde imod hendes ryg. Hun var noget så rundtosset over situationen, men det var lidt som om at væggen var med til at prikke en smule til hende. Yotul var stadig en smule usikker på situationen og hvordan hun var havnet der. Hvorfor kunne hun ikke bare se Lykke, som altid? Forbistrerede opgave! Indtil nu havde den ikke gjort noget godt for nogen af dem. Yotul førte hænderne langs med den kolde mur, som hendes blik søgte ned ad for ikke at kigge op på Lykke. Afstanden var blevet større imellem dem, men snart kunne hun høre Lykke bevæge sig. Hun kom tættere på, men kun fordi hun havde bedt hende om det. Hvad foregik der egentlig? Hun havde ikke lyst til at føle sig så fortabt, som hun gjorde lige nu. Måske smerte ville få hende til at genvinde kontrollen over sin krop? 

Det var for sent at finde en løsning, som Lykke nu stod helt tæt op ad hende. Hun kunne mærke hendes ånde tæt på, så tæt at hun var nød til at synke dybt, før at hun rettede blikket op for ikke at kigge direkte på Lykkes bryst. Det sitrede en smule i hendes krop, som hun rev fingrene hen over den hårde klippevæg. Nok til at rive sig selv til blods. Smerten var opkvikkende, men formåede ikke at bringe hende ud af situationen, som Lykke stod al for tæt på, til at hun kunne distrahere sig selv nok. Hun rettede hovedet igen, skubbede sig selv den millimeter det krævede af hende og kyssede Lykke endnu en gang. Denne gang slap hun dog ikke.