“Ja hjem - nemmeste løsning” brummede hun en anelse opgivende, og betragtede den unge mand foran sig. “Og jeg har betalt den, så behøver vi ikke forstyrre din arbejdsgiver, og du kan være der til tiden i morgen, når du skal møde på arbejde.” kom der fra hende, som var det, det mest normale i hele verden. Hendes blik gled ned af hans skikkelse, det gik ikke - han var for åbenlys. Og selvom alt teknisk set var gået efter loven, ville hun helst undgå folk fik nys om at den benhårde kvinde faktisk havde følelser. 
Hun gik forbi ham igen, og trak en af hendes andre kapper ud af skabet. Samme farver som byvagterne bar, Anann kastede den rundt den spinkle skikkelse. “Bare undgå at se på nogen, jeg orker ikke eftermælet af hvis mændene finder ud af hvad jeg har gjort.” brummede hun opgivende, og låste døren op. Den kolde aften luft ramte hende først, hvorfor havde hun troet at dette ville gøre hendes problem nemmere? Men der var ikke længere noget at gøre ved det, tingene var skrevet. Krystallerne lagt klar til at betale for bøden senere. Nu var spørgsmålet bare at følge manden hjem, så hun sikrede sig at han ikke bare fortsatte ud i natte livet efter andre der kunne prøve at opfylde det behov han havde. 
Hun vente sig imod ham, for at sikre sig han også kom ud af døren, så hun kunne låse den igen. “Så hvor skal vi hen?” 

Killians forvirrede udtryk blev kun mere tydeligt, som hun understregede, at han skulle hjem. Og da hun sagde, at hun havde betalt bøden for ham, faldt hans mund lidt åben for et øjeblik. Hun havde betalt hans bøde? Hvorfor? Ikke kun for at han kunne møde på arbejde og Giles kunne få sin nattesøvn? Det slog ham, at hun var en byvagt, så hun var vel bare en god person. En med hjertet på rette sted, selvom hun var så hård udenpå. 

Han blev stående, mens hun snakkede videre, men pludseligt trådte han frem og omfavnede hende. De var ca lige høje, så han hvilede hagen mod hendes skulder, mens han klemte om hende for et par hjerteslag, inden han trådte tilbage fra hende med blikket i jorden.
"Nedre by. Industrikvarteret." Han sagde ikke, hvor han boede. Et eller andet sted, var han for træt til at forklare det, så var det nemmere bare at tage derhen. Tanken om at tage hjem til Giles havde strejfet ham, men der var ingen grund til at forstyrre den flinke gamle mand. Og Serena, hans husholderske. 

Killian kørte en hånd igennem sit hår for at styre sine krøller, inden han gik ud samme vej, som de var kommet ind. Det var ikke nødvendigt at orientere sig trods mørket, han kendte vejen hjem, han havde trods alt været her mere end én gang før. Og han havde boet i byen i omkring otte år. Tavst traskede han af sted uden at have lyst til at snakke. Hvad skulle de alligevel snakke om? Så med hænderne i lommerne og skuldrene trukket lidt op gik han af sted. Der var ikke så langt igen. Snart blev beboelseshusene til store bygninger, hvor praktiske ting foregik i de lyse timer. 

Endeligt kom de frem til en stor bygning, et lager, hvor der stod "Mathis Transport" over porten. Men han gik forbi indgangen og hen til en sidegade, der gik langs bygningen. Der var ingen grund til at gå igennem lageret, det ville uden tvivl vække Thoran, så han tog bagvejen ind. En åben port i muren, der ledte ind til en stor gård, hvor nogle vogne stod i den ene side ved et halvtag, der dækkede over et værksted. Han fortsatte ind over gården til en tilbygning til den store bygning, hvis port var ud for porten ind til lageret. Lugten af hø og hest kom dem i møde, som de kom nærmere og et par heste brummede som de trådte ind i stalden. Lidt usikker på, om han skulle sige farvel der, gik han længere ind i stalden. Der hang stadig en lampe nede i den anden ende med en lille flamme i, og han tog den ned og skruede op for den, så lyset spredte sig omkring dem.

Lidt usikkert kastede han et blik på hende, men besluttede sig for, at hun nok blev nødt til at se, at han var hjemme, så han gik hen til en dør, der egentligt så ud som om, at den ledte ind til et redskabsrum. Det gjorde den anden, de var gået forbi, men da han åbnede denne, ledte den ind til et lille rum, der var lavet om til et værelse. Der var en lille kamin, et bord med en stol, en lille reol og en seng. Mere havde han ikke brug for.
"Det er mit hjem." Han gik ind og stillede lampen på bordet, inden han gemte sine hænder i ærmerne og vendte sig mod hende, ikke helt tryg ved at have vist hende sin sikre hule.

Hun blev først ganske overrasket over krammet, men et eller andet kortsluttede, det var hun i hvert fald ret sikker på. Da hun lige så stille lagde armene omkring ham. Hendes øjne lukkede sig kort, men så trådte de også fra hinanden.
Hun rømmede sig, og nikkede hvor efter hun fulgte med ham lydløst. Hun sikrede sig af flere omgange, at de ikke blev opdaget, eller en byvagt ville nærme sig dem. Godt nok var de begge iklædt de rigtige farver, hun var trods alt våbenmesteren, så hvis der skulle være noget kunne hun snakke dem ud af problemet. Men derfor så hun stadig, at de undgik at støde ind i nogen, så hun skulle forklare sig.
Anann var overrasket over hvor nemt at han dirigerede igennem de sorte gader, gav hende et indtryk at det var tit han var ude efter mørkets frembrud.
Blikket fangede hans ryg, som deres fortrin kunne høre imod husmurenes vægge. Hvorfor havde han krammet hende? Havde han forvirret det hun havde gjort, for godhed? Hun var ikke, god?
Mange tanker og følelser rasede igennem hendes krop. Som hun lydløst fulgte ham til hans hjem.

Hendes bryn knyttede sig imod hinanden. Mathis Transport?
Hendes forvirring blev større og større som de fortsatte igennem lageret, han kunne da ikke bo her, vel? Men hun blev målløs da hun pludselig stod i en stald. Okay, men han måtte da. Hun kunne ikke for verden forstå hvorfor han havde ledt hende herhen.
Hun mødte hans blik, som han kiggede usikkert på hende. Hun løftede et bryn, og fulgte så efter da han gik hen til en dør. Redskabsrum? Det her blev mere og mere forvirrende for hende. Men det var ikke hvad hun havde forventet, da hun så et værelse.
“Du, bor her?” sagde hun forvirret og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Kort overvejede hun bare at tage ham med hjem til hende selv. Men hun vidste også hun havde gjort ham utilpas før. Så hun kunne ikke helt se hvad det skulle nytte.

Hun fugtede læberne, og lod sine fingre glide igennem det brune hår. Trak hårbåndet ud, så hun rigtig kunne ruske det ud af den normale hestehale.
“Jamen.. så må jeg.. vel hellere efterlade dig” sagde hun en smule usikkert, mest fordi hun aldrig var gået så langt for nogen som helst.  “Og nu bliver du også her, ikke?” hendes øjne blev en smule mere alvorlige, da hun stadig ikke overbevist om at han ville blive her. Da hans ord stadig rungede i hendes hoved; jeg havde ikke lyst til at være alene.

Killian lod blikket glide rundt i det lille rum. Der var ikke noget vindue, bare et par huller i murværket ud til hel oppe under loftet mod den væg, der var en del af ydervæggen. Kaminen var ikke så stor, men den kunne sagtens varme rummet op om vinteren. På den lille reol stod nogle mere praktiske ting, skåle til at spise af, en kam til krøllerne og nederst lidt sammenfoldet tøj. Et par små krukker med forskellige medikamenter til sårrens og den slags til hestene. Bordet var ikke så stort, men det var nok til at han kunne sidde og arbejde ved det, hvis han skulle lappe huller i tøjet eller reparere noget fra stalden. Sengen var bare en almindelig smal enmandsseng, hvilket måske kunne overraske folk, der kendte ham, men han havde stort set aldrig noget med hjem, kun ud i stalden. Der var ikke mange, der vidste, at han boede i det ene redskabsrum, og det passede ham bedst. Han var tryg her.

"Jeg arbejder og bor her, jeg kan holde øje med hestene hele tiden. Jeg har ikke brug for mere. Thoran, lagerbestyreren, bor inde på lageret i en lille lejlighed. Han laver mad og sådan." Killian kunne ikke ret meget madlavning, hvilket man også godt kunne se på hans hjem, at det ikke var, hvad han gjorde mest i. Det var også fint nok, han fik mere i løn end han kunne bruge, der var ikke ret mange udgifter ud over mad og nyt tøj, når det gamle blev slidt. Og ting til hestene, som Giles gerne betalte.

Han løftede blikket til byvagten, som hun løsnede sit hår og han bed sig kort i læben, da et kort stik af håb gik igennem ham, men han sænkede blikket igen, for hun havde sagt nej. Det var også fint nok. Nu var han hjemme, det var bedre end arresten.
Hendes spørgsmål fik ham til at skære ansigt og sukke.
"Jah, jeg sover nok ude ved en af hestene. Sjana er hjemme, hun plejer godt at ville holde mig varm." Det skete ofte, at han sov op af en hest, men kun hvis hesten gad, selvfølgelig. Deres hjerteslag, vejrtrækning og varme var for det meste nok til at dulme hans trang til nærhed.

Killian løftede hurtigt hovedet og så på byvagten.
"Hvad hedder du? Jeg tror ikke, at jeg fik dit navn." Hun havde fået hans på et eller andet tidspunkt, han var ret sikker på, at hun havde brugt det, og hun havde også udfyldt nogle papirer, ikke? Han ville gerne kende hendes navn. Og forsøge at få hende til at blive bare et par sekunder længere.

Alt omkring drengen foran hende, var besynderligt og derfor havde hun så svært ved at placere sine følelser i alt det her. Var hun ked af at forlade ham i sådan en tilstand, men hvorfor? Rigtig mange børn i Dianthos levede under værre kummerlige forhold end han gjorde. Han havde tydeligvis et sted at sove, med tag over hoved. Og nogen der åbenbart også lavede mad? Så i grunden kunne hun vel ikke have det dårligt over hans tilstand, han var jo meget bedre tilrettelagt end så mange andre.
Men derfor havde hun alligevel svært ved bare at efterlade ham sådan her.
Han sov sammen med hestene? Hun tog end dyb indånding, og rullede lidt med hendes skuldre der var stive efter en lang vagt på byvagts kontoret.
“Jamen okay… hvis .. det er det du føler dig komfortabel med” svarede hun en smule fraværende, mens hendes blik stadig gled rundt i lokalet de var i.
Hun skulle til at trække sig, da hun stoppede op og vendte sig imod ham. Hendes navn? Et bryn løftede sig lige så stille, og hun trådte helt ind i rummet lidt tættere på ham den her gang. Hvad skulle han med hendes navn? Først blev hun ramt af en kortvarig frygt at han ville bruge det, til at måske få noget ud af en byvagt havde valgt at betale hans dusør. Men det hele var gået efter bogen, på nær at en byvagt nok aldrig ville være gået så langt som hun var.
Hun fugtede læberne og overvejede virkelig. “Mit navn er Anann.” svarede hun endelig, og kiggede ham ind i øjnene. Måske i et håb om at hun kunne se hvad han ville bruge med den information når han fik den.

Det var ikke svært at tyde, at byvagten ikke var helt tilfreds med hans boligforhold. Det forstod han ikke, han havde det godt her. Der var sikkert, han kunne vælte direkte ud af sengen og på arbejde, Thoran holdt vagt og Killian havde, hvad han skulle bruge i det lille rum. Han var godt tilfreds, ingen forsøgte at bestemme over ham, og han havde så meget frihed, han havde behov for, når der ikke var opgaver i stalden.
”Jeg elsker det,” svarede han med et oprigtigt smil. Det gjorde han virkeligt. Han havde ikke planer om at lave om på sit liv lige forløbigt.

Hun var længe om at sige sit navn, noget der fik ham til at lægge hovedet lidt på skrå og se lidt forvirret på hende, men endeligt kom der et svar.
”Anann. Det er kønt.” Det fløj ud af ham, uden at han overhovedet registrerede det, og han smilede pludseligt stort og glad. ”Tak fordi du fulgte mig hjem! Du er en sød byvagt.” Han flyttede lidt uroligt på sig og greb så et stykke tøj, der lå og flød, for at rydde op, men han endte bare med at stå med det i hænderne. Han var stadig ikke helt glad for at have en fremmed i sit hjem, og han vidste ikke helt, hvad der skulle ske nu.

Det slog ham, at hun havde betalt bøden for ham, og han burde betale hende tilbage, så han smed tøjet fra sig igen og gik over til reolen. En lille udskåret æske, der ikke så ud af så meget, stod på nederste hylde bag et par slidte støvler. Han hev den ud og så ned i den.
”Jeg skylder dig nogle krystaller.” Han tog beløbet op og stillede æsken på plads, inden han gik helt over til hende og rakte hånden frem for at give hende krystallerne. De grønne øjne var rettet mod hendes ansigt, en smule nysgerrigt. Det der med, at hun havde betalt bøden for ham, forstod han ikke helt, men han var meget taknemmelig, hvilket han havde lyst til at give udtryk for, men han vidste ikke helt hvordan, nu hun virkede som om, at hun ikke var interesseret i fysisk nærkontakt.
”Hvis der er noget, jeg kan gøre for dig som tak, så må du sige til. Nu ved du, hvor jeg bor.” Sætningen var som sådan uskyldig nok, men der var alligevel noget i hans stemme, der fortalte, at han ikke bare tænkt på mindre fysiske tjenester. Og noget i hans øjne, som han så ind i hendes og bed sig lidt i underlæben.

Det skar lidt i hende, da han både sagde hun havde et kønt navn, men også at hun var sød. For hun var alt andet end dét. Hun var ikke køn, måske havde hun et ganske fint ydre. Men hendes indre, var hverken sødt eller kønt. Og det Killian havde fået lov til at opleve her til aften. Det havde været et skridt i hendes personlige morale, hvilket fik nogle ting til at blusse op i hendes indre. Følelser, hun ikke havde lyst til, eller tid til at tage stilling til. 
Hun tog en dyb indånding, brynene der krøllede mod hinanden på midten. Som hun betragtede hans skrøbelige skikkelse. Hvorfor havde hun, den stride modbydlige våbenmester, valgt at hjælpe ham? Han havde brudt loven, ligget på sine knæ og givet ydelse til en mand. Så mange ting ved ham, burde frastøde hende. Men hun kunne ikke få sig selv til at gå, eller bare efterlade ham. Hun sank langsomt den nervøse klump der var begyndt at danne sig i hendes hals, hun var fyrre år ved zaladin. Hun skulle ikke stå i en ung mands hjem, ikke på den her måde. Hun burde aldrig havde fulgt ham hjem - hvad var det egentlig hun havde gang i?

Han rev hende dog ud af hendes tanke, som han nævnte han skyldte hende nogle krystaller. Hun nåede dog ikke at protesterer før at han allerede var på vej hen mod hende skikkelse. Hendes ene bryn gled op, som hun lige så langsomt vædet hendes læber. 
Hun lod sine hånd glide ud, og greb omkring hans. En energi flød igennem hende, det her var dumt, virkelig dumt. Men hun kunne hverken få sig selv til at fjerne sin kontakt, eller tage krystallerne der lå i hans hånd. 
"Og hvad.. ville du gøre for mig som tak, når du allerede har tilbudt mig mine krystaller tilbage?" spurgte Anann en smule forvirret og hæst, som hendes mørke øjne gled imod hans og holde deres øjenkontakt. 

Killian havde regnet med, at byvagten ville tage i mod krystallerne, det var vel trods alt meningen, at han skulle betale sin egen bøde. Men i stedet så hun helt forkert ud i hovedet og tog fat om hans hånd, så han ikke kunne åbne den og give hende pengene. Lidt forvirret så han fra hånden til hendes ansigt, hvor øjenbrynene var trukket sammen. Forvirringen var tydelig i hans udtryk. Havde han gjort noget forkert? Ville hun ikke have, at han betalte hende tilbage? Eller var det noget, han havde sagt?
Inden han kunne spørge ind til det, talte hun. Spurgte ham, hvad han mente. Hans mørke øjenvipper vippede hurtigt et par gange op og ned, som han blev overrasket? Kunne han have været mere direkte igennem aftenen?

Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen, inden han fugtede sin underlæbe, der straks strakte sig ud i et skævt smil. Hans ene skulder løftede sig kort, inden han løftede den anden hånd og lagde den mod hendes, der holdt fast i ham. Han løftede de tre hænder en smule højere op, inden han begyndte at stryge fingrene på den frie hånd ned over hendes håndryg, op over hendes håndled og så langt op, som hendes ærme tillod det. Han så ikke ned, men så ind i hendes kønne øjne.
"Altså, medmindre du har brug for at have en lang oversat samtale med et dyr, så..." hans fingre gled rundt og tilbage mod hendes hånd på undersiden af hendes håndled.

"... jeg vil bare gerne sige tak, på en rar måde. Der kunne gøre os begge glade." Han løftede hænderne højere op og bukkede sig lidt frem for at placere et blidt kys på siden af hendes pegefinger, tæt ved tommelfingeren. Han så op mod hende, som han gjorde det, hvilket fik de grønne øjne til at virke endnu større.
Han var stadig ikke helt sikker på, om hun ville finde sig i det, han mødte sjældent nogen, der var så svær at læse som hende, men det værste, der kunne ske, var vel, at hun slog ham. Men nu blev han altså nødt til at prøve.

Hun måtte suge luft ind igennem hendes læber. Hans berøring, var mere end hun havde regnet med - og lige som før, måtte hun igen mærke hvordan hendes krop ganske uvilligt blev påvirket af hans fingre og hvordan de gled hen over hendes hud. 
Det han havde ønsket, det han havde spurgt om det øjeblik hun havde fået fat i ham. Var hun virkelig ved at tage mod tilbuddet? 
Hendes blik rettede sig fra hans store grønne øjne, til deres hænder han havde taget fat i. Hvordan de vandrede hen over hendes skjortes ærme så langt op han kunne komme. Og hun mærkede med det samme hvordan at kuldegysninger gled ned af hendes ryg. Og hun lukkede kortvarigt øjnene. Hun kunne ikke huske, at nogen - nogen sinde havde rørt sådan ved hende. 
Hurtigt spærrede hun øjnene op og skulle lige til at trække sig væk fra ham. Også ramte hans læber hendes hånd. Igen måtte hun suge luft ind, og glemte kortvarigt helt at trække vejret bagefter. Stod blot og stirrede ind i de flotte grønne øjne, der lovede hende at dette ikke var en løgn. At det ville blive noget som ville gøre dem begge glade. Spørgsmålet var, om hun også ville føle sådan når hun vågnede op igen. Men de tanker blev hurtigt smidt ud af hoved, som hun sank den nervøse klump som der havde ligget i hendes hals. 
“Vil du så vise mig, hvordan du vil sige tak?” Hendes øjne betragtede igen hans læber, og uden hun helt tænkte over det - gled hendes tunge hen over hendes egne læber. 
Alt fornuft blev smidt overbord, som hun nu lod sig rive med i stemningen. Og denne unge mands behov for at føle nærvær - for en hver pris.

Hendes reaktioner, som han begyndte at røre ved hende og som han kyssede hendes hånd, fortalte mere om hendes lyst - underbevidst eller ej - end noget af det hun havde sagt eller gjort havde afsløret ind til videre. Han kunne se forvirringen i hendes øjne. Hvorfor strittede hun sådan i mod? Han kunne ikke skade hende, nok var de af samme højde, men hun var bredere end han, og selvom han langt fra var svag, var hun en byvagt, trænet til kamp. Han spiste ikke engang kød, hvis han kunne undgå det. Selvfølgelig kunne hun ikke vide, at han ikke kunne gøre nogen ondt, men de fleste sagde, at han lignede en tandløs lille hundehvalp. 

Men som hans læber forlod hendes finger og han rettede sig op igen, fik han en fornemmelse af, at hun gav op. Overgav sig til hans charme. Hendes ord fik ham til at spærre øjnene lidt op, inden hans ansigt brød ud i et stort smil. Ikke et selvtilfredst, nedladende smil over, at han havde vundet, men et ægte glad smil, der nåede hans øjne og fik ham til at se endnu et år eller to yngre ud. Ikke bare fordi, at han var glad ved tanken om at røre, men også fordi han var ret sikker på, at han kunne gøre hende glad og tilfreds. Der var noget over hende, der fortalte ham, at hun havde brug for det.

Han trak sine hænder til sig og stak krystallerne i lommen uden at tænke nærmere over det. Måske han ville huske at give dem til hende senere. Men for nu trådte han et halvt skridt tættere på hende uden at slippe hendes ansigt med øjnene.
"Ja," svarede han næsten åndeløs, inden han løftede begge hænder og forsigtigt og blidt strøg fingrene over hendes pande for at skubbe lidt af det løse hår væk til hver sin side. Berøringen fortsatte ned af hendes tindinger, hvor hans blik kort fulgte hans tommelfinger, der fulgte arret fra hendes øjenbryn og ned mod øret, mens hans andre fingre strøg hendes hår om bag hendes ører. Herefter fortsatte fingerspidserne fra begge hænder med at kærtegne hendes hud ned af hendes hals og stoppede ved kjortlens kant. Hans blik flakkede ned til hendes læber, inden han med et lille smil lænede sig lidt frem og kyssede hendes mundvig med stor nænsomhed.

Underbevidst kunne han føle, at han skulle gå forsigtigt frem. At hun næsten virkede bange for det, hun selv havde sagt ja til. Virkede hun okay med alt det, der var sket ind til videre, flyttede han stille og roligt læberne til hendes, hvilket sendte et sus igennem hans mave. Uden at kunne lade være, fortsatte hans hænder nedad, gled blidt hen over kjortlens stof, fulgte hendes brysters runding, mærkede hendes mavemuskler gennem stoffet og endte ved sværdbæltets spænde, han straks begyndte at trække fra hinanden for at fjerne det fra hendes liv og lægge det på bordet ved siden af dem. Alt sammen uden at bryde kysset.

Om hun havde brug for det? Ja - det havde været længe siden, at en kvinde som Anann havde mødt andet end hårde ord og folk der blot tog hvad de kunne få - og hende ligeledes. Den måde han rørte hende på, hans glade smil og de flotte flotte øjne der betragtede hende. Hvordan kunne hun ikke andet end at overgive sig? Selvom et bestemt ikke var med hendes gode vilje - og det var også derfor, at hun kunne mærke hvordan hendes hænder begyndte at skælve en smule. Som den gang hun havde gjort det første gang. Og det var ikke en gang fordi, det bragte en velkendt vrede i hendes indre, når hun blev udsat for noget hvor hun ikke kunne være den bedste. Nej, pludselig var det måske hende der var de seksten år og ikke vidste hvad der var op eller ned - og manden foran hende, var nu ældre og mere vis. Trods at det ikke var sådan det forholde sig. 

Da hans fingre gled hen over hendes pande, lukkede hun øjnene og drog et nervøst sug ind igennem læberne. Begge hænder hang slap ned af hendes side, som hun overlod sig fuldstændig i hvad han gjorde. Og det var tydeligt at hun nød det, den måde hendes ansigt lagde sig mød hans berøring - hvordan at et lille støn forlod hendes læber - især da hans bløde læber pludselig kyssede hendes mundvige som hun ellers lige havde været så opmærksom på fingrene og deres vandring. 
Et sug greb omkring hendes mave region, da hun mærkede hans hænder der gled ned over konturen af hendes bryster. Han næsten ønskede at hun havde blevet og udforsket området længere. At hun næsten hungrede efter mere berøring? Fik hende til at føle, hun måske burde have forstået hvad han havde ment tidligere bedre end hun havde gjort. 
Da deres læber endelig mødte hinanden, veg hun ikke bort - hun flyttede sig ikke. Lagde blot hoved på sned, og prøvede en smule forsigtigt at presse sine læber tættere mod hans. Men hendes hænder kunne stadig ikke flytte sig, og ind til videre var det alt hvad Killian gjorde, som der ledte dem tættere hen på kanten, hvor hun ikke ville kunne komme tilbage fra. 
Nej selv det, at hun faktisk ville kysse ham - og kunne mærke hvordan hendes læber mere ivrigt pressede sig mød hans. Det var allerede hvor man ikke længere kunne vende tilbage fra.

Det var som at stå med en nervøs hest, man forsøgte at lægge seletøj på. Men en hest talte han til, fortalte, at det ikke gjorde ondt, at han ikke ville den noget ondt. Mennesker og væsner var sværere. Ord havde ikke samme effekt, han stille tone trængte ikke så godt igennem. Nej, han var nødt til at vise det med sine berøringer og rolige bevægelser. 
Han kunne godt fornemme, at noget var galt, selvom hun med sine reaktioner fortalte ham, at hun gerne ville. Og da han havde lagt bæltet med sværdet til siden, slap han kysset for at se på hende med et glimt af bekymring blandet i det milde blik.
"Du kan altid bede mig stoppe." Hans stemme var ikke mere end en hvisken med lovning på, at ville hun ikke, lod han være.

Men hans intuition sagde, at han kunne fortsætte, så han ventede ikke på et svar, før han flyttede sig lidt tættere på og lagde hovedet på skrå, inden han lænede sig lidt frem og kyssede hendes hals. Hun duftede af en blanding af sved og rystningen, hun havde taget af tidligere, og han sugede det til sig sammen med hendes varme, som han placerede endnu et kys under hendes øre. Hans læber blev blidt ved med at røre hendes bløde hud på halsen, kærligt kærtegnende.

Der kom liv i hans hænder igen, han kunne ikke holde dem i ro. Han ville mærke hendes varme igennem stoffet. Helst hendes bare hud, men selvom han var svagt utålmodig, gav han sig god tid. Første lagde de sig på hendes hofter, men de fandt knap hvile før de blidt gled op ad hendes sider. Hun havde reageret, da han havde kærtegnet hendes bryster ganske kort, og han ønskede at se, om det var af behag eller ubehag. Forsigtigt fandt hans fingerspidser frem til formerne under stoffet, og han støj dem uendeligt forsigtigt op af siden af bulerne, inden han lige så forsigtigt kuplede sine hænder om dem, opmærksom på hendes reaktion.

“Men du må ikke stoppe” hviskede hun hæst, og kunne ikke stoppe ordene før at de bølgede hen over hendes tunge. Og hun kunne mærke hvordan hun blev næsten flov over hvor frit hun fik sig selv til at blive. Men hans berøring, den måde han lyttede til hendes krops bevægelser - også selvom hun ikke gav ham særlig meget at gå med. Kunne hun langsomt mærke, hvordan hun var nød til at overgive sig selv til dette - for hun ville ikke længere vende rundt. Nu var hun her, nu ville hun have mere. 

Som hans hoved lagde sig i krumningen af hendes nakke og lagde hans læber mød halsen bløde hud. Var det øjeblikket hun overgav sig fuldstændig. Hendes arme gled op, og lige så stille lod hun hendes ene hånd glide op ad hans nakke og begravede fingrene ind i hans krøllede hår. Da hun mærkede hvordan at hårstråene gled imellem hendes fingre greb hun en smule fat. Ikke for hårdt, men bestemt nok til at føle efter en reaktion hos ham. 
Hans forsigtighed, den måde han tog sig tid til at føle sig vej - det var næsten ulideligt til et punkt, hvor hun havde lyst til at bede ham om bare at komme videre i teksten. Men på en og samme tid, satte hun pris på det, følte at det var hvad hun behøvede. At nogen faktisk tog sig tid - der faktisk undersøgte og forstod hvad de havde gang i. 
Hendes læber gled fra hinanden, da hun mærkede hvordan fingrene gled rundt omkring hendes bare bryst og mærkede efter. 
Et støn forlod hende, højere og mere klart end før. Hendes tænder greb omkring hendes læber, som hoved gled bag over og gav ham mere plads til at komme til hendes hals og kæbe. 
Han måtte ikke stoppe - så derfor ændrede hendes hoved også stilling, som hendes fingre tvang hans hoved lidt væk fra hendes - så hun igen kunne lade deres læber mødes. Denne gang ikke med samme forsigtighed som før. 

Trods hendes ord, var det først, da hun begyndte at røre på sig for at deltage, at han vidste, at alt var i orden. Han kunne mærke hårene på sine arme rejse sig, som hendes fingre strøg ham over nakken og gled op i hans hår. En tung vejrtrækning forlod ham, som hun greb fat i hans hår og han lukkede øjnene med en næsten uhørlig lyd af nydelse. Der var et eller andet ved at mærke en anden persons hånd i sit hår, han elskede det. Måske fordi folk helt fra starten ikke havde kunnet holde sig fra de bløde krøller, og han havde lært at forbinde det med berøring. God som dårlig.

Som han lagde sine hænder om hendes runde bryster, var han ikke i tvivl om, at hun kunne lide det, og han kunne ikke lade være med at smile lidt af glæde over det. Ivrigt kyssede han hendes hals og hendes kæbe, mens hans tommelfingre blidt strøg over de følsomme knopper, der blev hårde under hans berøring. Han glædede sig til at fjerne stoffet hendes krop var klædt i, men tøj var lige så godt til at hæve forventningen som at være i vejen.

Pludseligt tog hånden i hans hår lidt mere ved for at trække hans hoved tilbage, noget han ikke strittede imod. Hans øjne ramte hendes ansigt, inden hun pressede sine læber mod hans. Noget mere krævende end hans første blide kys, men det gjorde ham intet, og han gengældte det lige så ivrigt. Det fik ham også til at klemme en smule mere om hendes bryster, dog uden at blive hård. Langt fra. Den slags duede han ikke til, han gav kærlighed, og så måtte folk tage, hvad de ville have fra ham.
Men han kunne godt styre det hele lidt, hvilket han gjorde nu - han flyttede hænderne til hendes hofter og drejede dem så rundt, så hun endte med ryggen til sengen, hvorefter han forsigtigt ledte hende de få skridt tilbage mod den, helt uden at slippe kysset. Blidt skubbede han hende ned at sidde, inden hans fingre greb fat i kanten af hendes kjortel og langsomt trak den opad for at trække den af hende.

Jo længere de fortsatte, jo længere de kom ind i akten. Jo mere glemte hun sig selv, hendes forbehold omkring at ligge med manden som var igang med at liste sine fingre omkring hendes bryster. Måske var det også derfor hun hengav sig fuldstændig - fordi det føltes - rart føltes som et for let ord at bruge, men det var det hun følte. At det hele var rart. 
Lydende der kom fra hendes strube, og når deres læber ganske kort gled fra hinanden - også gled ud af munden. Var en klar indikator hvor meget hun syntes om det han gjorde - hvordan han rørte hende, følte efter hvad der føltes godt, og hørte på hvad hun havde lyst til. Det var længe siden, hun havde været sammen med en, som havde gjort det. End ikke den mand, som hun havde fået hendes sidste barn med, havde være lige så nænsom som Killian var nu. Hvilket både var fantastisk at opleve, men en anelse sorgmodigt. Fordi burde en kvinde som hende, virkelig finde omsorg i en så ung en mand som ham? 
Den tanke blev hurtigt smidt væk, som han drejede dem rundt - hun mærkede sengens træ kant ramme hendes læg, inden han begyndte at trække kjortlen af hende. Hendes arme løftede sig for at gøre det nemmere at få den af. Og var da også med til at smide den væk. Den kølige luft, ramte hendes bryster - og trods de allerede var stive efter hans berøring, kunne hun mærke det endnu mere nu hvor opstemt hun var. 
Hendes egne fingre gled rundt omkring hans overdel og begyndte lige så stille at hive den af ham. Hun ville mærke hans hud, hans varme under hendes fingre. 
Hun følte hun måske burde sige noget, gøre noget - men ingen ord kom ud. Og da der ikke længere var noget stof, lod hun rug fingerspidser glide hen over hans brystkasse - ned til bukserne for at åbne dem. Hendes blik gled op mod hans grønne for at sikre sig - at det stadig var okay.

Det gav Killian en god følelse at være sammen med denne ældre kvinde. Alderen gjorde ham intet, han havde været sammen med både ældre mænd og kvinder, ældre end hende, og det var alt sammen en oplevelse. Selv som yngre, som helt ung, havde alder ikke betydet noget for ham. Dengang lærte han, det gjorde han til tider stadig, men i dag føltes det som om, at det var ham, der havde erfaringen. Og så længe, han havde det sådan, havde han ikke noget i mod at guide hende, vise hende, hvad han ville, samtidigt med, at hun fik lov til at gøre det, hun ville.

Da han fik hevet kjortlen af hende, lod han blikket glide ned over hende med et smil, der udstrålede tilfredshed. Det ville det have gjort lige meget hvad, han var glad for alt, hvad han fik, men han sørgede altid for at lade sine nye venner se, at han var glad. Inden han fik ladet sine fingre finde tilbage til hendes bryster, begyndte hun at hive i hans skjorte. Villigt løftede han armene op, så hun kunne få den af ham. Selvom han virkede spinkel, var der muskler nok under huden. Og alligevel virkede han blød. Men det hårde fysiske arbejde satte sine spor på kroppen, der virkede som om, at den havde manglet mad under opvæksten. Hvilket den også havde.

Hendes berøring fik ham til at skille læberne nydende ad, men da hendes fingre nåede kanten af hans bukser, rakte han ud og tog blidt ved hendes hage for at trække hende ind til et kys. Det var ikke fordi, at hun ikke måtte fortsætte, men han ville gerne give hende noget opmærksomhed først. Det var hende, det handlede om, ikke ham. Så så snart deres læber var låst sammen igen, førte han hende blidt ned at ligge i sengen, ham lænet ind over hende med et knæ i madrassen. Han slap kysset for at placere små kys langs hendes kæbe og ned ad hendes hals og kraveben. Langsomt nåede han ned til hendes ene bryst, hvor han blidt sugede hendes brystvorte ind i mellem læberne og kærtegnede den med tungen. Snart gjorde han det samme med den anden, mens hans fingre gled ned over hendes mave. Som de fortsatte ned over hendes lår, kyssede han hende ned over maven et par gange, inden han rettede sig op og gav sig til at pille hendes støvler af.

Måske var Anann ældre, en manden der lod de grønne øjne glide hen over hendes skikkelse med et smil, som sendte kuldegysninger igennem hendes krop. Som vand der gled ned af hendes ryg - det var så pirrende, at det fik hendes læber til at skille sig fra hinanden. Øjnene lukkede sig halvt i, som hun betragtede ham - næsten slugte hans skikkelse. Måden han opførte sig på, fingrene der gled adræt og selvsikkert hen over hendes hud - det var så tydeligt, at han havde meget mere erfaring end den ældre kvinde. 
Hendes egne fingre gled dog videre - forsøgte sig frem - dog stoppede de, da hun mærkede hans fingre der greb omkring hendes hage. Hendes blik kastede sig øjeblikkeligt ind i det grønne hav, som var hans øjne. Dog havde lydende der var kommet fra hans mund, fortalt hende at det havde været okay. Så den første slag af nervøsitet i kroppen, blev hurtigt afløst med den alt opædende lyst - især da deres læber igen blev låst sammen. De bløde læberne, som der gled masserende hen over hinanden. Øjnene blev lukket i, og trods det formåede han at guide hende sikkert ned i sengen uden hun væltede. 
Han var bestemt mere erfarende end hende - 
Hun gispede dog efter vejret, da hun mærkede hans læber der lukkede omkring hendes brystvorte. Hvordan han sugede den ind mellem hans læber, og tungen øvet gled hen over den. Det sitrede i hele kroppen. Og hendes negle gled hen over hans ryg - inden de fuldte rygsøjlen og greb blidt fat om de krøllede lokker. Et suk af ledelse gled hen over hendes læber, som hendes ryk bukkede under for hans berøring. 
Alt hvad han gjorde, fik hende til at gøre alt af instinkt og mærkede først da den kølige fornemmelse greb omkring hendes fødder da støvlerne blev hævet af - men selv der, kunne hun ikke tænke på andet, end hans læber omkring hendes nu sensitive brystvorter. 

Følelsen af hendes negle i hans hud, fik Killian til at stønne svagt. Han elskede blide berøringer, men samtidigt var der noget over at kunne mærke de kærtegn, han fik. Måske var det en ren vane, som han ofte stødte på mænd, og somme tider kvinder, der ville mere end at være blid ved ham. Han tog bare i mod, hvad der blev givet ham, så længe det ikke gjorde ubehageligt ondt. Det skete så også med jævne mellemrum, og han var ikke ligefrem typen, der kæmpede meget i mod, som han afskyede vold af alle former.
Men han var tryg ved denne kvinde og lod hende gøre, som hun havde lyst. Hun virkede som om, at hun havde brug for det.

Det lykkedes ham at få hendes støvler af og de faldt til gulvet med et dunk. Egentligt burde han nok få sine egne af også, men det måtte vente. I stedet kyssede han det øverste af hendes ene fod, inden hans hænder rejste op ad hendes ben og op til kanten af hendes bukser. Dem havde han åbnet mange af i sin tid, så det tog ikke lang tid, inden han forsigtigt begyndte at trække dem af hende, opmærksom på, om det var i orden for hende. Måske gik han lidt hurtigt frem, men hun virkede ikke helt så tålmodig som ham, så han følte, at det nok gik.

Han rejste sig kort fra sengen, for at få dem hevet helt af hende, og da han satte knæene i sengen igen, skubbede han hendes ben en smule fra hinanden, så han kunne sidde imellem dem. Igen betragtede han hendes krop med et smil. Hun var køn, og han ønskede at røre hver eneste lille millimeter af hendes hud. Hans ene hånd gled op ad hendes læg og op til knæhasen, som han trak lidt i for at bøje hendes ben op. Blidt kyssede hans hendes knæ og langsomt flyttede han læberne stykke for stykke ned af hendes inderlår, så langt op han kunne komme, før han flyttede ansigtet det sidste stykke, så han kunne begynde at kærtegne hende med tungen. Hans hænder faldt dog ikke til ro af den grund, men kærtegnede hendes lår og alt andet hud, han kunne nå, som han lå der med hovedet mellem hendes ben, noget han havde fuldstændigt styr på, hvordan han skulle gøre.

Hun var fuldstændig i hans hænder, han kunne bede hende om alt lige nu. Gøre alt - og hun ville blot følge efter. Fordi Anann var en kvinde der vidste hvad man gjorde med våben, hvordan man var strid - og hvordan man fik folk til at lytte og frygte en. Ja selv, voldsom og hurtig sex - det kunne hun finde ud af. Men den måde han rørte ved hende, hvordan han tog sig tid til at se hendes krop an og føle sig frem til hvad der virkede. Det havde hun ikke prøvet før. 

De brune øjne hun besad, betragtede hans skikkelse, som han begyndte at få det sidste af hende. Så hun lå fuldstændig blottet i sin skikkelse foran ham. Hvordan var det overhoved gået så vidt? Hvordan var de endt i denne position, og hvordan havde hun ladet ham komme så tæt på! Men der var ingen vej tilbage, eller retter - hun ville ikke gå tilbage. Hun ville ikke stoppe det, og da slet ikke da hun mærkede hans tunge der udførte et arbejde, hun med det samme måtte indrømme. Han havde prøvet det før, mange gange. Hendes hofter bukkede under ham, som et støn forlod hendes læber. Begge hænder greb omkring halm madrassen. 
“Oh.. .. Killian..” fik hun fremstammet, som hun prøvede at holde lidt fast i hendes selvkontrol. Tage lidt tilbage, men hun havde enden ikke lyst - eller også så kunne hun ikke. Og hvis det stod til hende, så var det fordi hun ikke havde lyst. 
Selvom hvordan kroppen reagerede, så var det ganske tydeligt - hun kunne ikke reagere på andet, end hvad han gjorde ved hende.