Deres pludselige afbrydelse sendte straks Gerhart ud af sit sæde. Ikke af forskrækkelse, det var trods alt ikke en første gangs oplevelse af have den unge kvinde komme brasende ind midt i noget. Men han stod stift, hvor han stod og en vagtsomhed dvælede i hans ansigt og blik. Det var næsten til at se, hvordan en bebrejdende og forlangende tone, allerede lå klar til brug på tungen, da hun kom ham i forkøbet. Automatisk så han tilbage mod Bertram, som hans tilstedeværelse blev påpeget, men blikket i de lyseblå øjne virkede… ligegyldigt. Og det lå da også kun meget kort på hans med-vampyr, rettede sig bort fra ham igen. Lige i tide til at se reaktionen på Bertrams introduktion.

Hun tog det ikke helt galt. Hun åndede selvfølgelig ikke lettet op og skyndte sig mod ham for at tage hans hånd med et stort velkomment smil. Hun blev stående, og blikket blødte ikke nødvendigvis op. Hun var da også hurtig til at sætte tungen på gled igen i takt med at huns smallede øjnene af ham. Hun vidste noget. Havde opfanget noget. ”Uanmeldt besøg. Og så endda af en anden vampyr?” lød det noget skeptisk fra hende. Dog var der ikke nogen mængder af foragt, der osede ud fra hende. Det kunne nok bedre beskrives som en snert af overbeskyttelse af Gerhart, hvilket også kom endnu mere til udtryk, da hendes blik vendte tilbage til netop ham for at fortsætte sin mening. Egentlig havde hun ikke på noget tidspunkt snakket direkte til Bertram, selvom hun havde set i hans retning. Alt havde været rettet mod Gerhart. Hun stolede ikke på denne fremmede vampyr.
”Er han en bekendt? Deres ven?” kastede hun efter den unge godsherre. De kunne lige så godt være dus, så åbent og direkte og bravt, hun hævede sin stemme og tydeligvis ønskede svar. Fra Gerhart og ikke hans gæst. ”Er han her for at udnytte Dem so-..!” ”Katrine!”

Med ét hævede Gerharts autoritære stemme sig over hendes begyndende hysteri, og den virkede til at runge videre igennem rummet, idé hun brat blev stum og en stilhed lagde sig, før han talte igen. ”Det er rigeligt tak! Hr. Willoughby's tilstedeværelse her på godset er ikke til bekymring for Dem. Som han selv sagde, så er han ikke vigtig. Eller i hvert fald ikke vigtigere, end hvad jeg tænker, at De kom for at fortælle mig?” Han greb omkring den nederste kant af sin vest og trak endnu en gang ned i den og glattede den ud. Katrine så pludselig overraskende ung ud. Man kunne lige ane, hvordan hun havde puffet sine kinder op og så godt barnefornærmet ud over belæringen. Diskret så hun tilbage mod Bertram og så tilbage til Gerhart, hvor et samlede suk efterfulgte.
”Selvfølgelig. Jeg har fundet noget, jeg føler vil være bedst for Dem selv at se.”

Alvoren havde ikke helt forsvundet fra Gerharts ansigt, men det havde bestemt mildnet i takt med at Katrine endelig havde sagt, hvad hun var kommet for at sige. For en kort stund sad hans øjenbryn oppe i panden. Så hun havde fundet noget. Og taget i betragtning af, at hun ikke bare havde bragt det til ham betød også, at det ikke bare var et skattefund, hun havde fundet. Samt blikket i hendes røde menneskelige øjne gjorde det kun endnu mere klart, at det omhandlede, hvad hun netop havde været ude i regnen for.

En idé proppede pludselig frem i den fine herres hoved, og han tog et ekstra øjeblik til at lige smage på den, før han vendte eftertænksomt vendte sit blik væk fra den trofaste unge kvinde og hen mod Bertram. Katrine gjorde det samme, dog noget forvirret over, hvilke tanker, der måtte gå igennem hendes udøde ansætter. ”Det kan være brugbart med et par ekstra øjne derude.” Selv med øjnene lagt på sin gæst, så var de første ord rettet mod Katrine for lige at melde sine begrundelser for hende, før han delte sin idé mere direkte til Bertram. Gerhart samlede rankende sine hænder på ryggen. ”De kom til Ravnlund i søgen efter mad, ikke sandt, hr Willoughby? Mens jeg ikke kan lade Dem snacke på dets beboere, så ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke holder et lager til rådighed, som jeg kan tilbyde Dem, hvis De er villig til at give en hånd.”
Det var nemt at se på Katrine, at hun ikke var vitterligt glad for, hvor Gerhart var på vej hen, men hun holdte sig for en gangs skyld fra at modsige sig ham. I sidste ende var det kun en fordel. Hvis Bertram da valgte at takke ja.

”At De skulle bryde ind lige i aften virker til at være et godt tilfælde.” Gerhart drejede kroppen mere hen mod Bertram men på vejen, sneg han lige et kig hen mod de fratrukne gardiner. Og så tilbage på vampyren. ”De er tilsyneladende ikke vores eneste ubudne gæst.” ”Er du sikker på, det er en god ide? Vi kender ha-…” Der skulle ikke mere end for Gerhart at lade sine arme falde ned langs siden til at skære Katrines ytring af bekymring af. Og med det gav hun et ydmygt buk og begav sig ud af stuen igen. Dog ikke før at lige sende Bertram endnu et misbilliget blik.

”Hvad siger du?”

Når solen gik ned? Gerhart havde ærligt sved enhver tanke ud om, at natten havde nået sin ende. Det var ikke kun pinligt af ham, en så gammel vampyr, at ikke have haft godt nok styr på solens gang omkring deres Jord. Han burde have udviklet en form for fornemmelse, der altid ville kunne sætte en alarm i kroppen på ham, når det var tide at søge i ly for de lyse dagstimer, og set tilbage, så havde han den allerede. Åbenbart bare ikke denne aften, så det ud til.
Han beskyldte det forfærdelige vejr udenfor. Nu hvor han så hen mod de afdækkede vinduer, kunne han da godt skimme, hvordan det var blevet en smule lysere, men ud fra hvad han så, kunne han også sagtens forestille sig de mørkegrå skyer, der fastholde dunkelheden, der var li med natten, selv med solens opstigning. Desperat prøvede Gerhart at skjule sin fejltagelse for ikke at tabe alt for meget ansigt. Han skulle jo forestille, at have styr på den slags!

Fluks så han dog tilbage på Bertram, der havde bevæget sig noget tættere på end fra hans behagelige siddeplads i sin stol. ”Hvad siger De? Katrine er hverken min brud eller vampyr, som os,” fastlagde han med en bestemt tone i sit stemmeleje. Man skulle næsten tro, at han havde taget hans rødhårede gæsts ord som en fornærmelse. Ikke for hans eget vedkomne men i stedet på vegne af Katrine selv. ”Jeg husker endda, at det var Dem selv der spurgte om, hun ikke var den der fandt min føde for mig. Og på sin vis havde De ret.”
Roligt drejede Gerhart så blikket mod døren, hvor den rødhårede unge pige var forsvundet igennem. Våde skoaftryk på gulvet til at bekræfte, at hun havde været der. ”Jeg har kendt hende siden hun var spæd, så jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke er bekymring at finde om, hvorvidt hun ’vænner sig til tanken’. Hendes attitude er ikke mod Dem personligt. Hun ønsker blot at, der ikke sker mig noget.” Der kom desværre ikke nogen mere uddybende forklaring på, hvad der var til risiko at ske for den lyshårede adelsherre, selvom der næsten blev lagt op til det. Men Gerhart var til dels påpasselig med at dele for meget ud med fremmede. Og Bertram, trods han var blevet indviet i, hvad der netop foregik på godset, var stadigvæk en fremmed.

”Kom med. Jeg er sikker på, at vi har et ledigt værelse, De kan bruge, som De ønsker indtil det igen bliver mørkt,” sagde Gerhart idét han gjorde en håndbevægelse for at få Bertram til at følge med sig ud af stuen. Freja havde været godt i gang i resten af bygningen og sørget for at have andre vinduer dækket til for solen. Den dame havde været uden distraktioner efter hendes møde med gæsten, så det ud til, og havde lagt mærke til den tidlige morgen, der sneg sig frem, så der var ikke meget at frygte for de to nattegængere.
Gerhart førte trop som en lærdmand. Præcis som han fremgik resten af tiden. Hvert klik med støvlernes såler var korrekt placeret, men kiggede man godt nok efter, kunne man se hvordan han slentrede bare den bitte smule.

Gerhart brød sig ikke om, hvad Bertram hviskede i hans ører. Og han brød sig heller ikke om, hvordan han smilede over det bagefter. Så… Så slesk. Han havde før på aftenen udtrykt en vis form for vrede, da han havde fanget denne selv samme rødhårede vampyr i at læske rundt i hans stue, men vrede kom til udtryk på en helt anden måde denne gang. Meget mere… råt. Mindre tilbageholdt af flere århundreds følelsesneutralitet. Det meste af det lå dog stadigvæk mest i blikket og dermed kun fremhævet af den meget utilfredse rynke mellem sammenpressede øjenbryn.
”De vil gøre bedst i at holde Dem fra at snakke så usmageligt, Willoughby,” vrissede han mere eller mindre advarende og fjernede selv Bertrams hånd fra sin skulder med et hårdt dask. ”Jeg står ikke nødvendigvis hjælpeløs uden Deres hjælp, må De forstå. Jeg kan sagtens sende Dem væk fra mit hjem og Deres nuværende eneste ly for solen og stadigvæk have god samvittighed.” Muligvis var det meget hårde ord, men Bertram havde tydeligvis trådt et skridt for langt over en grænse, der ikke skulle krydses i Gerharts selskab. Hvad andet var, så var aggressionen - ægte som den var - også overfor den første portion forlegenhed, der havde krybet sig vej helt i starten. En klar fordel at være død og dermed ikke havde fuldt fungerende blodcirkulation i kroppen, for i det mindste var dén portion ikke blevet afsløret af knaldrøde ører.

Om det var smart eller ej, så sørgede Gerhart derefter at altid gå foran Bertram og lagde ansvaret til at fortælle ham, om hans gæst lavede ballade eller forsvandt på egne eventyr, til sin hørelse. Det var nok ikke helt til at komme uden om, hvor mopset han var blevet og hvordan det stadig hang lidt fast i knægten. Han havde helt glemt at samle sine arme på ryggen for rigtig at ranke den, som han var blevet lært i sin levende tid. Og han sagde ikke et pip mere, mens han viste vejen til husets midte, op ad trappen og så videre til nordfløjen. Betram skulle ikke nyde noget af at være i samme del som de ansatte.

Værelset de nåede var ikke enormt. Værelset var heller ikke klemt. Det var et meget standard soveværelse. For folk af Gerharts status. I midten, og også det første man så, når man trådte ind, var en stor dobbelt seng op væggen. Et tilhørende sengebord på hver side til at sætte sit lys eller hvad ellers. Et stort skab af mørkt træ op ad væggen modsat et stort vindue, dækket af tunge gardiner, og et sat bløde stole, som dem i stuen bare uden broderinger, og et lille firkantet bord stod ved vinduet til beskuelse af solrige sommerdage for de levende og snehvide vinternætter for de døde.
”Det her burde være tilstrækkeligt for Dem indtil i morgen,” sagde Gerhart, som han stod lænet op ad den åbne dør nu med armene over kors. 

Stadig stående ved døren, mens han for en stund så til, som Bertram klædte sig ud af hans fugtige overtøj og så småt gjorde sig hjemme i værelset, klargjorde Gerhart sin stemme og så væk. ”Jeg tvivler næsten på, at det har noget at gøre med ’finere folk’. De ville heller ikke finde Dem i at have fremmede tale sådan om nogle De har kær,” forsøgte han at forsvare sin pludselige aggression med. Han var stadigvæk ikke helt ovre det, det kunne man snildt fornemme, men om han ikke ville være det efter et par timers hvile og lidt mad i maven.
Han skubbede sig så væk fra sit løn op ad døren og lod sine arme slappe af og falde ned langs siden, før den unge lords blå øjne lagde sig tilbage på gadedrengen. Dette var sådan en kliche. En sådan kliche man ville finde i mange af Gerharts eventyrbøger i hans samling. Han rettede endnu engang på sin vest - trak den godt ned for at glatte dens overflade ud - og drejede sig for at forlade ham til sit eget indtil den kommende nat. Han stoppede dog med en fod så godt som ude på gangen og så sig så en kvart del tilbage for at tilføje: ”Jeg ved ikke, hvilke slags som os, De plejer at omgås, men jeg ville aldrig dele vores forbandelse med noget menneske. Villigt eller uvilligt. Vi ses, ja.” Og med dét forlod han Bertram til fordel for en slentretur ned ad gangen og ned ad gangen til venstre for nordtrappen og ind ad den sidste dør, hvor den første ting han gjorde, var at se mod de enorme vinduer, nu dækket godt til. Bertram Willoughby.

Det var ikke meget mindre end en time senere, at der lød luntende fodtrin ude på gangen, hvor Bertram havde været heldig at få sig et værelse. Skridtene klikkede ikke som en person med sko på, men de klappede heller ikke henover trægulvet som en med bare fødder. Pigen - eller den unge kvinde - prøvede ikke bevist på at være snigende, for ellers gjorde hun et meget dårligt stykke arbejde med det. Dog prøvede hun heller ikke at komme brasende. Folk på Ravnslund havde en del besynderlig døgnrytme, så måden dagsvandrene bevægede sig rundt på godset i dagtimerne var ligeledes en besynderlig blanding af forsigtighed for ikke at ’vække’ herren at huset og friskheden at være stået op. Også selvom man som hende, nærmere var på vej i seng selv.

En lav men tyk flaske med en tæt forsegling omkring korkproppen blev forsigtigt stillet på gulvet foran Bertrams dør. Døren åbnede heldigvis indad, men hun placerede den nu alligevel strategisk, så den ikke var til at gå direkte ind i og risikere at vælte den. Det var dyrebare dråber der var inde i den flaske.
Hun bakkede forsigtigt, men lydhørt på døren og skyndte sig så væk. Luntede tilbage ned ad gangen med rødt hår flagrende efter sig i et håb om at være væk omkring hjørnet, før døren blev åbnet og hendes tilstedeværelse blev afsløret.

”Stoler De virkelig på ham?”
Tilbage i det mørklagte studie lagde der sig en nærmest ubeslutsom stilhed efter spørgsmålet var blevet stillet ham. En stilhed Gerhart så ellers brød med et audiotær suk. ”Ja. Bertram er bare en sulten vampyr, og det var hans sult der fik ham til at ende her,” svarede han ærligt. Den tidligere teenage fornærmelse, hans gæst havde bragt på ham, var så godt som forduftet igen, og selvom han ikke så tilbage og fortrød reaktionen, så havde lidt alene tid da fået ham til at tænke sig tilbage hvor barnligt, det havde været. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er han fra en af de større byer, hvor det er som et tag-selv-bord for dem som os. Han var sikkert på gennemrejse og så siden, han ikke er vant til så få muligheder for føde, så han det passende at prøve sig frem med… her. De oplevede selv, hvordan han begik sig. Tror De selv, at han omgås deres gruppe? Deres kult?”

Freja fnyste højlydt over at blive mindet om sin kort interaktion med Bertram. Hun havde ikke svært ved at tro på, at han var en storbybeboer, ikke sådan som han havde opført sig. Og nej, han faldt ikke i den kategori, som andre vampyrer, der havde givet Gerhart et besøg eller to, hang ud med. ”Nej, De har ret. Hvad jeg dog har svært ved at forstå, at De har gjort ham til Deres gæst. Hvorfor ikke smide ham tilbage ud i regnen, hvor han kom fra? De har endda givet ham blod. Menneske blod. Uden at han har løftet en finger endnu,” pointerede kvinden, mens hun færdiggjort den sidste smule pudsning af Gerharts støvler og så rejste sig fra stolen for at stille parret på plads. Fra den lyshårede vampyrs side kom der først kun et træk på skulderne som svar.
”Jeg ville undgå, at han fuldkommen mistede besindelsen. For hvis han gjorde, kan vi være sikre på, at han ikke ville gå mod dyrene som det første.” ”Men hvorfor lade ham blive?” Gerthart så ikke længere på Freja, men drejede en smule fraværende i sin stol, mens hans blik gled rundt på dekoren i rummet. ”Jeg kan lide hans selskab. Det er sjældent, at personer som ham tropper forbi.”
”Er han blevet bragt føde?” spurgte han fluks og dermed skiftede emne, samtidig med at han så mod sin trofaste stuepige, der accepterede emneskiftet med stiv arm. Hun nikkede bekræftende, før hun forklarede: ”Frøken Katrine insisterede på, at være den til at gøre det. Jeg siger Dem, at den pige er alt for interesseret i jer vampyrer taget i betragtning, hvor meget hun virker til at afsky alle andre end Dem, sir.” Det var sandt. ”Ah, godt så.” En pause igen. ”Burde De ikke se at få noget søvn, Freja? De er undskyldt.”

Intet på Freja gav indtryk om, at hun var træt eller havde været oppe hele natten. Hendes døgnrytme var jo egentlig blevet vendt om til fordel for at kunne tage sig af Gerhart, men alligevel virkede hun alt andet end klar til at hoppe i seng. Nærmere lignede hun en der var parat til at lægge vasketøjet sammen eller hvad andet arbejde der skulle gøres. Hun lod dog være med at svare på spørgsmålet - retorisk som det nok et sted var. ”Javel. Kald hvis De har brug for mig, sir.” Og efter at lige have glattet sin uniform og ranket sig, gjorde hun et let buk og forlod den blege herre alene.

Sove. Han følte ikke, at han kunne sove. Eller gå i ’dvale’. Han var rastløs, så det battede! Han forblev i sin stol den dag. Fingrene trommende på armlænet. Fulgte det mikroskopiske lys, der tittede frem fra en mikroskopisk sprække ved gardinerne, som det bevægede sig i takt med solens kurve på himlen.

Bertram braste ind, og den brune skjorte var kun halvvejs nede over Gerharts spinkle, blege ungmands overkrop. Kun lige blevet trukket hen over hovedet der, ved den verbale ankomst, lige akkurat tittede frem fra halsåbningen. Og med armene allerede igennem ærmerne, faldt resten af skjorten efterfølgende ned og skjulte igen den stadie, som hans krop var stoppet med at udvikle sig fra. Nagede det ham, at have været blottet foran Bertram for et øjeblik, ja så gjorde Gerhart faktisk et godt stykke arbejde i at lægge skjul på det.

”De er vel nok frisk her til aften,” kommenterede Gerhart med et snert af bebrejdelse over at, der ikke var blevet banket på. Men han havde ikke været helt overrasket. Trods storbysvampyren havde listet omkring, som en sand listetyv, havde de nært lydløse gulvbreder afsløret hans kurs. Det var dog ikke ensbetydende med, at man forventede, at ens fremmede gæst bare ville træde ind, som ejede han stedet. Selvom det var Bertram, der var tale om…

Gerhart drejede sig således, at han stod lidt mere vendt mod Bertram, for lige at lægge øjnene op ham, inden han gik i gang med at stoppe blusen ned i sine bukser og knappede dem op. Selv i simpelt tøj så han ganske fornem ud. Bare lige uden fremhævningen af en fast brystkasse og talje, der normalt blev gjort af vesten. "De er simpelthen rede?” Det havde lydt som en lidt underlig sætning kommende fra hans strube. ”Udmærket! Vi kan ikke være sikre på, at hvem end der sneg sig omkring i gårsdagens nat stadig er til stede i aften. Det ville ikke undre mig, hvis de specifikt gjorde sig mere tilkende nær solopgangen, for at ikke løbe risikoen af at løbe ind i større problemer end mine ansatte.” Hørte man godt efter, ville man efterfølgende kunne høre en fornærmet tsk lyd.
Lidt meget territorial var Gerhart nok alligevel.

Han strøg fluks sit hår på plads med hænderne, i tilfælde af, at det havde begyndt stritte efter at have skiftet tøj og sukkede så. ”Lad os håbe, at der ikke vil være meget brug for Deres ekstra par hænder men blot Deres sæt øjne.”

”Jeg er glad for at høre, at De er tilfreds med servicen. Også selvom at det var tappet føde.” Bertram var ikke nød til at udtrykke sine præferencer. Egentlig behøvede Gerhart ikke at holde øje med vampyrens kropssprog til at finde ud af det. Han vidste det skam godt. Som en der ikke drak ’direkte fra kilden’, som han før havde sagt det, så betød det ikke, at han ikke godt var klar over, at størstedelen nok foretrak at gøre netop det. Særligt frembrusende vampyrer som Bertram.
”Men som De måske husker, så blev der fundet noget,” begyndte Gerhart så at forklare. Armene lagt over kors og blikket vandrede for en stund mod vinduerne, der godt nok stadigvæk havde gardinerne trukket for, så han kunne hverken se ud eller se spejlbillede af ham selv og sin gæst i refleksionen. ”Så det bliver vores første stop, fordi ærligtalt… så ved jeg ikke med sikkerhed, hvad der foregår.” Blå øjne landede tilbage på Bertram, som blev han kortvarigt mistroisk over det nær perfekte tilfælde igen. Men det falmede hurtigt i takt med, at han satte gang i sine ben og nærmest marcherede forbi Bertram og videre ud igennem døren. Forventede ganske simpelt at der blev fulgt med. Og gerne i et tjept tempo.

En velkendt skikkelse med bordoux røde lokker stod allerede ved den store hoveddør og ventede på dem. Klædt på samme vis som aftenen før. Støvlerne tilbage på fødderne. Og kappen over skuldrene. Så snart hun hørte dem komme løftede hun sit blik mod dem, og automatisk blev det en smule mere skulende, da hun blev mindet om Bertrams tilstedeværelse men mildnede ved Gerharts.
”Det er ikke langt herfra,” var det eneste, hun ytrede sig til dem, før hun som den første førte dem gennem døren og udenfor i natten. Regnen var heldigvis holdt, så for Gert var der ingen grund til at tage en jakke eller lignende på sig. Han frøs trods alt ikke på samme måde som en som Katrine ville - selvom hun var blevet hærdet igennem hendes beskæftigelse. Fra tid til anden faldt hendes røde blik sig henover skulderen for at sikre sig om hun stadig havde dem med på slæb, som hun førte dem omkring og ind imellem olivenplantagens mange rækker af groede træer. Gerhart havde selvfølgelig ikke brug for at se sig omkring for at tjeppe op på Bertrams følge. Hans blik var blot stift rettet fremad, mens han trådte med tilsikre skridt igennem den mudrede jord. Uberørt over at få mudder på de polerede støvler.

Efter noget tid, hvor de havde hiket igennem mørket. Kun oplyst af den lygte, Katrine bar for at kunne se ordentligt, hvor hun trådte, talte hun igen. ”Vi er der snart.” Og snart var måske en overdrivelse, for kun efter et dusin vandrende skridt, stoppede hun op ved et træ, som så mange andre træet. Udover den store ravn, der var blevet spiddet fast til stammen. En sorte ravn, men beskeden var stadig klokkeklar for Gerhart, sålede det havde været for Katrine.
”Dens hoved? Hvor er det?” spurgte Gerhart med en kølig mine og var faktisk ganske fattet. Ravnens hoved var tydeligvis blevet revet af. Katrine svarede først med at lige se sig spejdende omkring for at finde den rigtige retning og pegede så.
”Jeg lokaliserede det begravet ned et par rækker tættere skoven.” Det var hvad hun var god til. At lokalisere ting.

Gerhart vendte ikke engang blikket mod Bertram, selv da spørgsmålet og den villige indblanding kom som en overraskelse. ”Omkring 5-6 kilometer fra plantagen,” svarede han så nøjagtigt, som han kunne. Han kom ikke ud så ofte, at han selv havde talt skridtene frem og tilbage, men han ejede trods alt et kort, hvilket trods alt var blevet studeret. Og Katrine rettede ham ikke. I stedet havde pigen stillet sin lygte fra sig og trådt helt hen til ravnen i træet, hvor hun i en hurtig bevægelse hev pælen ud ad den. Gerhart ville nok have haft en smule mindre besvær, men Katrine håndterede det uden at rynke på næsen. At hun arbejdede for en fin herre var ikke det samme som, at hun var bange for at få snavs under neglene og gøre det beskidte arbejde.

”Tror du det kan være landsbybeboerne??” var det denne gang Katrines tur til at spørge samtidig med at hun bukkede sig ned og samlede den hovedløse ravn op med de bare næver. Det gik ikke, at de bare lod den ligge og forrådnede. Hvem vidste, om den var forgiftet og ville forgive jorden?

Gerhart var dog den til at ryste på hovedet og faktisk give sine små ravstykker til teorien. ”Nej. Selvom der var problemer med dem, da pesten kom til landet, så er det utænkeligt, at det er dem denne gang. Jeg fornemmede en tungere spænding i luften sidste nat.” Han så ned mod ravnen, der lå slapt i Katrines hånd og snusede ubemærket ind for at se, om han kunne få færten af noget, før hans øjne endelig slå tilbage hen på Bertram. Og så ned ad i retningen, hvor fuglens hoved havde været gravet ned. Så tilbage på Bertram.

”Er De bekendt med heksekunst?” spurgte han underliggende, og man kunne se at Katrine var nået til samme svar, som sin ansætter, for hun forblev urørt. Faktisk gik hun blot i gang med at undersøge træet nærmere. Lod mændene tale. ”Havde fuglen ikke været hovedløs, ville jeg have tænkt det var hadske bønder. Men kun hekse begraver hovedet væk fra kroppen.”
Gerhart spændte op i kæben, bed tænderne lidt sammen bag lukkede læber, mens han endnu en gang så mod træet, hvor selv uden lugten i nærheden kunne skimme blod dryppende ned ad stammen og hullet, hvor pælen havde været hamret ind. Enten med en hammer eller ren overnaturlig råstyrke. ”Jeg tror dog ikke vi har med blot en heks at gøre.”

Tungere spænding havde måske været en dårlig måde at sige det på. Det var mere end… fornemmelse af noget andet end en gruppe mennesker med høtyve og ildsatte fakler. De var som regel ikke en stor trussel. Skulle man tro. Ophids nok af dem og der ville være et problem.

”Det er netop lige det, hr Willoughby. Harmløs. Jeg prøver så vidt muligt at holde mig for mig selv herude. Men jeg har stadigvæk en adelig titel fra min tid som levende, og med den og den mængde penge, jeg sidder på, er jeg også indflydelsesrig. Jeg vil ikke stå og påstå, at jeg er den stærkeste af os, så i stedet har jeg andre midler, jeg kan tage i brug. Midler der længe har fristet andre.” Gerhart havde hidtil været meget lukket omkring sine privatsager. Ikke underligt, når man tænkte på omstændighederne med Bertram. Men som han havde fortalt Freja nogle timer tidligere, så stolede han vel og mærket på denne rødhårede filuren drejer. For nu.
Han sukkede, som var dette bare en mindre ubelejlighed, selvom tidligere reaktioner burde sige noget om, at det nok var lidt andet end bare dét. ”Mange er ikke glade for at blive afvist, og jo flere år man må gemme sig i nattens mørke, jo mere besiddersk risikerer man at blive.” ”Overbevisning over at man ejer retten til noget.” bød Katrine ganske nonchalant ind midt i det hele og afslørede, at hun havde lyttet med til, hvad Gerhart havde valgt at åbne op omkring. Men hun veg ikke væk fra at føre sin fingerspids mod træet og male den rød med de rester af blod, der ikke havde enten tørret ind eller blevet skyllet væk ved regnen.

Siden hendes næse ikke var lige så ferm som de to herre, der havde fulgt hende udenfor, gjorde hun sig ikke engang besværet, før hun rejste sig og trådte hen til Gerhart, hvor hun holdte fingeren frem. Imens åbnede hun munden igen. Man skulle tro, at de var synkroniseret, sådan som de kunne samle op efter hinanden.
”Det er ikke nødvendigvis en heks vi har med at gøre. Der er meget større chance for, at det er en anden, der blot har betalt en heks af.”  Men så rystede Gerhart på hovedet. Ikke over Katrines ord men over lugten af blodet. Ikke noget usædvanligt. Ikke andet end ravneblod. Enten havde der ikke været en heks, og dette bare var for at give illusionen. Eller også havde de nået at stoppe, hvad der var blevet sat op.

Noget puslede for sagte til menneskepigen at høre og fik straks Gerharts opmærksomhed, der egentlig ret roligt drejede hovedet over skulderen for at bedre lokalisere, hvor lyden kom fra. Dét havde ikke bare været vinden. ”De priste Deres ’snuseevne’, hr Willoughby. Snus omkring her. Og brug også gerne Deres øjne. Jeg tager til luften.”
Selv hvis Bertram havde spørgsmål til, hvad han mente, så ventede Gerhart ikke med at stige til vejrs i form af den hvide ravn og efterlad ham sammen med Katrine, der først fulgte fuglen for en stund, men så så hen på Bertram. Og trak da lige kappens krave ekstra godt op omkring ørene og halsen.