”Hvad er det?!” Ashken var af standard relativt godt opdraget, men hans 2-3 år ombord på et skib omringet af mænd havde desværre fordrejet nogle af disse gode manere. Så som at snage. Egentlig havde han kun gjort det for lige at tjekke om alt sad som det skulle eller om, der var brug for hans hjælp. Han havde ikke forventet at stirre direkte ind i en brutalt forslået ryg inden den blev dækket igen af tøj, da han uden at spørge eller lignende havde tittet lidt forbi forhænget.
Udtrykket i hans ansigt skulle have sagt alt om, hvordan han havde det lige nu. Havde han på et tidspunkt haft bare den mindste form for dårlig samvittighed over at have trådt på hans privatliv så var det hele forsvundet med det samme og blevet fuldkommen erstattet af rædsel. Han var blevet noget bleg i ansigtet og lignede næsten en, der ville kaste op før eller siden. Det var et så forstyrrende syn for knægten. Han kunne holde til det blod der flød når Flåden løb ind i mere alvorlige problemer. Han havde set sår der nok var meget klammere at se på, end dette. Det var nok fordi han ikke havde forventet den slags på en som Selmy. Det var virkelig forstyrrende.

Man skulle tro, at Ashken enten ikke havde lagt mærke til, hvordan Selmy havde hulket og grædt eller bare havde valgt at ignorere det helt, da han flåede sig om på den anden side af forhænget og traskede mod ham. Greb ham om håndleddet og tvang ham op at stå igen. Ashken var langt fra stærkere end andre på båden, og han prøvede skam heller ikke bevidst at gøre Selmy ondt og dermed gøre skaden være. Så med ham på sine ben - eller så meget på sine ben, som det var muligt - drejede han ham rundt. Hans ryg mod sig og han fik straks i krig med at få løftet tunikaen højt nok op. Han måtte se det igen. Tjekke om hans øjne havde spillet ham et puds eller om det var virkeligt.

Ønskede Selmy at vige væk, var det ikke noget som Ashken holdte ham imod. Men han holdte ikke sin mund lukket. ”Hvad er der sket med dig?! Har nogen gjort det her ved dig?! Er det derfor at kaptajn Simmons tog dig ombord?!” blev han ved og ved med at kaste efter ham. Spørgsmål efter spørgsmål. Rædslen og forfærdelsen kun mere og mere klar i hans stemme. Han var ikke en fattet knægt.
”Du bliver nød til at sige det til ham! Var det ham dæmonskiderikken på det andet skib, der har gjort det ved dig?!” Ashken var allerede så godt som på farten til at give videre besked til sin overordnede, før der blev givet tid til at svare alle spørgsmålene.

Ashken så fuldstændig besejret ud, da hans brat havde stoppet op igen og drejet sig tilbage mod Selmy. Man kunne tydeligt se, hvordan det vrimlede med ord, som han ønskede at sige og spørgsmål, han ønskede at spørge for at forstå, hvorfor admiralen ikke skulle underrettes. Det var jo lige netop sådan noget, som den mand skulle vide. Det var jo lige netop sådan noget han kunne gøre noget ved. Han var Lysets Admiral, for gudernes skyld!
Åh, hvor havde han en gnavende trang til at modsige sig Selmy. Måske endda lige banke en bedre fornuft ind i knolden på ham. Få ham til at forstå, at hvad der var sket ham var alt andet okay. Men han kunne ikke få sig selv til det. Ordene nægtede simpelthen at formere sig på hans tunge, så i stedet måtte han have stået og set efter skibets nyeste passager med et sammenpresset ansigtsudtryk, som holdte han ufrivilligt vejret. Lige indtil at han gav op. Han pustede tungt ud i et opgivende suk og slapt sænkede sit hoved. Der var nu alligevel noget ved det den jævnaldrende sagde, som der gav mening. Og hvem var han, en simpel jungmand, at vide, hvad en som Selmy, havde brug for lige nu. Ashken var virkelig nød til at hidse sig ned. Det gik ikke at skabe mere panik på denne måde.

”Jeg vil lade dig være alene til at hvile dig så,” var de første ord, som Ashken kunne få glat ud af sin mund. Tonen han talte med var lige så besejret som den udstråling han gav fra sig, men der skjulte sig en forståelse omme bagved. I næsten en akavet bevægelse førte han en hånd op i sit hår og kløede ham lidt i baghovedtotterne og videre ned til nakken, som vidste han ikke helt, hvad han ellers skulle gøre af sine hænder.
”Du må gerne bruge min hængekøje. Hvis ikke det gør alt for ondt mod…” Han rømmede sig. ”…din ryg. Det er med god garanti en af de reneste. Og reneste. Den er nemlig ret ny. Så du skal ikke bekymre sig om sengelus eller hvad andet, I på fastlandet sikkert tror der mængdes på et skib.” Med det sagt satte han roligt kursen tilbage hen mod bænken i omklædsningsområdet for at samle resterne af Selmys gamle rejse tøj op og krøllede det blot sammen til en sjusket tøjklump. Forhåbentlig ville Selmy ikke komme til at savne det. For Ashken havde da planer om at smide det overbord.

Han gjorde så igen tegn til at begive sig mod dækket, men han stoppede lige en sidste gang for at faktisk se direkte mod Selmy denne gang. ”Jeg vil prøve og se, om jeg ikke kan få bragt dig noget æd-… at spise. Du er velkommen over dæk, hvis du føler for lidt frisk luft. De andre skal jeg nok også sørge for ikke kommer og forstyrre din hvile,” sluttede han af og drejede atter om på hælen og gjorde som sagt; forlod Selmy til sig selv. For nu.

Havets salte vand omsvøbte ham blot få sekunder efter, at hans hænder frivilligt havde givet slip fra rælingen. En dreng lige så randen til at være en mand og alligevel havde noget inde i ham afgjort, at det allerede var blevet hans tid. Og sikke en grusom måde, han havde valgt. At drukne sig selv i mørke bølger og så uden et lod, der ville kunne holde ham under overfladen længe nok til, at han ville svinde hen ad iltmangel. Før eller siden ville han opleve panikken og kæmpe en kamp med sig selv for at tvinge sig selv til at ignorer lungerne, der ville skrige efter luft og kroppen, der ville søge op, hvor de kunne få det, de ville have.

Men så snart vandet havde sluttet sig omkring ham, ville han opdage, hvor ufatteligt roligt det var, hvor han befandt sig. Han ville kunne mærke vandets bevægelser i hans lyse lokker, mærke dem blidt faldt omkring hans ansigt og ae hans kinder. Bobler ville sive fra hans mund, kilde hans næsetip og langsomt tomme lungerne og gøre ham tungere, så han ville synke dybere ned i det uendelige ocean, hvor stjernes og månen lys ikke ville kunne nå og hvor de udsete levede i deres bedste velgående. Vandet var koldt, men frem for at det ville føltes isnende og sammentrækkende, ville Selmy opleve, at det bare var… behageligt. Lindrende.
Den lilla tunika flød som var den to størrelser større og lod vandet sive ind og stryge over sårene. Slikkede blodet ud i røde strenge fra hans ryg, som skorperne nærmest var fået i opløsning i vandet allerede. Det ville svie. Salten i vandet skar sig ind i sårene. Rensede dem. Skyllede sandkorn og fibre fra pisken, der havde smældet, væk i processen.
Selmy ville opleve en vægtløshed. Roen ville blive mere intenst. Og overlevelsesinstinktet ville ikke sætte ind. Ingen kamp for at nå tilbage. Ingen desperat fortrydelse. Men heller ingen iltmangel. Han ville ikke kunne trække vejret. Men han ville heller ikke føle nogen brug for det. Det var som en betryggende omfavnelse, der holdte ham sikker, som han flød midt i havet.

Og så et kys. Et kys af våde, blide læber. Lige der. I panden, hvor vandet havde løftet hans pandehår. Turde han åbne sine øjne ville et gennemsigtigt ansigt smile tilbage til ham. En pige. Af det samme vand, som omgav ham. Men lige akkurat synlig trods mørket, som var hendes omrids fremhævet af måneskæret. Indtil hendes flydende krop strøg omkring ham og forsvandt i en strøm. Strømmen blev stærkere som flere strøg omkring ham. Strømmen ville tvinge ham til at vågne fra havets blide hånd. Og den førte ham opad. Den brød igennem overfladen. Og den slap ham først, som den placerede ham solidt på dækket. Og strømmen forsvandt så. Få ringe af bevægelse kunne ses på overfladen, men så var det som om intet var sket. Udover den dryppende Selmy, der atter ville kunne trække vejret.

”Vandnymferne var ikke enige med dig der. At det var din tid.” Bastians stemme var det første, der brød nattens stilhed. Hans stemme var så umådelig fattet, at bare dét ville kunne afsløre, hvordan han havde sidder der, på rælingen med ryggen lænet op ad styrbroens væk, da Selmy først havde begivet sig ud på dækket og… sprunget.
Til at starte med var hans blik blot rettet ud i horisonten med en tydelig kærlighed for havet i sine øjne, men i takt med at han drejede sig og satte fødderne solidt tilbage på dækket og rejste sig, rejste han også blikke mod Selmy. Han bevarede noget hårdt i det, men roen overdøvede. ”Du er en særlig en, knægt. Det er ikke alle som vandnymferne vælger at lytte til. Du er måske endda hørt flere historier om, hvordan de kaldes for spøgelsessirenerne og hvordan de drager sømænd til deres død.” Han tog de første var skridt hen imod Selmy. Delvist forsigtigt. Ingen grund til at skræmme drengen yderligere. ”Narh, på nætter som disse lytter de derimod til de fortvivlelses hjerter, der har forvildet sig ned i deres dyb.”

Selmy’s hånd skulle ikke hænge særlig længe, før Bastian havde grebet omkring den i et solidt greb og hev ham op fra dækket i en stærke bevægelse. For en ekstra lille sikkerheds, sørgede han efterfølgende at lige holde en hånd bag ved knægtens ryg i tilfælde af, at han ikke var kommet sig helt over sin tur i havet. ”Det ved vandnymferne kun,” svarede han både ærligt og sikkert. ”Du ved det nok egentlig bedre selv endda. Vandnymfer og andre lignende væsner arbejder på mystiske måder, min dreng. Ikke noget min gamle menneskehjerne forstår sig på. Kom.” Med Selmy sikret på sine ben igen, flyttede kaptajnens hånd i stedet op til hans skuldre, der fik et par klap. En gentagelse fra, da Selmy var bekræftet adgang til Østens Øje.

Bastian gik ham i forkøbet. Fik et lille forspring med ekstra lange skridt i en førende manér og samlede armene, bukket ved albuen, på sin ryg, hvilket rankede han automatisk. Små trick endte man da med at fange jo længere man trådte i magtens hård-såls sko. Bastian traskede i et ganske afslappet tempo væk fra skibet spids, undgik svingende og erfarent master eller opspændte, som løsthængende reb, indtil han gjorde en halv pirouette og placerede bagdelen oven på en tæppedækket cargokasse. Han klappede på pladsen ved siden af sig med en blanding af invitation og… insisteren .
”Du vil nok foretrække at komme i noget tørt og varmt tøj, inden du bliver syg. Men…” Hans sætning falmede ind i en anstrengt lyd, da han rakte ned ved siden af kassen. Da han kom op at sidde ordentligt igen, trak han også et uldent tæppe med sig, som han ikke tøvede med at overrække til Selmy. Selvom tæppet havde set bedre dage og for evigt havde lugten af saltvand helt ind i sine fibre, så var det fantastisk til at holde en varm. ”For nu må du bære over med mig og nøjes. Jeg ønsker at tale med dig,” forklarede han næsten… næsten.. faderligt.

Bastian rakte så ned i sin vist ene lomme og trak en lille metalæske med et logo hævet op på låget. Der havde engang været samme logo af papir og farve klistret på, men det var blevet slidt af henover årene. Indholdet viste sig at være en god mængde klargrønne og saftige mynteblade, hvor af en af dem fluks havde fundet vej ind i hans mund, hvor det blev tygget mellem hans tænder og afgav den genkendelige duft. Og smag. Men før æsken blev smækket i, blev et blad eller to ligeledes tilbudt Selmy.

”Kan du huske, hvad der skete med dig nede i vandet?” spurgte Bastian endelig, som æsken blev lagt tilbage i lommen og blikket rettet fremad frem for mod Selmy. ”Kan du huske, hvordan du havde det? Så du dem? Nymferne. Smukke væsner, ikke sandt. Dragende.”
Der var andre spørgsmål, han måtte spørge ham. Andre ting, der skulle snakkes om. Men lige nu… virkede det bedst at starte et andet sted.

”Du kender dine planter, hva, knægt,” smilede Bastian bredt det samme øjeblik, at han havde hørt Selmys mumlende genkendelighed. Det glædede ham, at se drengen lidt mere til stede. Han turde ikke påstå, at han havde fået det bedre, men at han var tryg nok til at tage noget fra en stort set fremmed mand på den måde betød da noget. ”Det hjælper mod den dårlige smag i munden og holder tænderne sunde. Jeg har brugt dem lige siden jeg var omkring din alder. Hvis ikke noget før.” Bastian talte ganske bevidst med en langt mere opløftet tone, som man nok ville kunne huske fra tidligere på dagen. Før tragedien havde stået på denne sene aften. Hvis det da kunne kaldes en tragedie, siden Selmy sad i god behold på dækket igen. Våd og måske lidt kold. Og berørt? Men i god behold.

Bastian tog en dyb indånding, snusede til duften af hav og mørke og månelys, som han elskede så uendelig højt og fyldte sine lunger med det eneste bedre end god tobak fra Nuem.”Ved du, hvad jeg mente, da jeg fortalte dig, at de lyttede?” Han bøjede sig en smule længere frem for at kunne lægge sine arme oven på sine let spredte ben, før han atter drejede hovedet og så på Selmy med et afventede blik, som studerede han ham for et svar i hans ansigt. For før han egentlig lod ham svare verbalt, fortsatte admiralen. ”Vandnymferne siges at have evnen til at lytte til alt det som vi vælger at ikke anerkende ved os selv. Jeg fik det en gang forklaret som hvordan vores kærer mødre altid vidste præcis, hvad der var galt, selv når vi nægtede at sige noget til dem. Bare meget stærkere. Og dybere.”
Kaptajnen var ikke en idyllisk herre eller en med poetiske talenter eller taleevner. Dette øjeblik Selmy havde med ham, var ikke en Bastian Simmons mange kendte til, hvis de bare så på fra sidelinjen. Men det var kun fordi folk havde det med at glemme, at han var en med livserfaring på bagen. En der havde levet længere end den spontane ungdom og som havde set mere af verdenen en mange andre landkrabber.
”Spørger du mig, så hørte de dig tvivle. Da jeg først så sig komme op på dækket, var du ikke meget mere end en skygge af, hvad du sidder og er nu.”

Af os..
Dette var ikke noget for Bastian at hører. Dette var hviskende ord, så bløde at det ikke var til at vide, om de var blevet sagt eller om det bare var vinden. Ord der faldt forbi Selmy’s ene øre sammen med en dråbe af vand dryppede fra hans hår.

”Med alt forladt må jeg nok også hellere undskylde for ikke at have givet mig til kende,” skyndte admiralen sig så med. ”Jeg vidste nymferne var omkring båden.” Det var derfor han havde siddet derude. ”Og som en mand af havet, stoler jeg på dets bølger at ikke bare bringe mig og mit mandskab hjem i sikkerhed. Jeg vidste ikke, at du ville være okay, men jeg havde mine tvivl om, at det virkelig var, hvad du ville, så jeg håbede.”

Det fejede pludselig Bastian væk, idét han blev afbrudt. Selv før, hvor Selmy havde siddet uroligt og for et øjeblik lignede en værre paranoid synder, havde han gradvist ladet sin sætning falme til et holdt. ”Huh?” Forvirring lagde dybe folder i kaptajnens ansigt, som han gloede meget åbenlyst på knægten. Han fulgte endda hans blik omkring på skibet. Skuede ud i krogene som ham. Holdte vejret og spidsede ørene for at se, om han kunne høre, hvad end der virkede til, at have fået den absolut fulde opmærksomhed fra bydrengen. ”Nej? Jeg hørte ikke noget. Er du sikker på, at det ikke bare var skibet der gav sig?” spurgte han med en oprigtig tro på det.
Det var noget, at hører puslende lyde i natten inde i indlandet byer. Det var derfor noget helt andet at høre dem midt ude på havet. Selvfølgelig havde Selmy kun været ombord i et halvt døgns tid, så han havde muligvig ikke vænne sig til, hvordan skibet knagede, når de nuværende milde bølger så ind på skroget. Det så dog ikke helt ud til, at det bare var det.

En begyndende trykken omkring brystkassen satte pludselig ind, da Selmy havde rejst sig og havde kursen tilbage mod rælingen. Han havde ikke tænkt sig at hoppe igen, havde han? Bastian stolede ellers på, at han var kommet tilbage til sit eget selv og forstået den sande alvor ved, hvad han havde forsøgt. At han havde fortrudt. Men der var altid chancen for at han tog fejl. Og at hans tillid var spildt hos folk.
En gang til satte Bastian sig bedre op og drejede og vendte sin krop, strakte hals og det hele for at igen se sig omkring efter, hvad Selmy eftersigne havde hørt. Intet. ikke andet end dem. Havet. Himlen. Og vinden.

Stadig siddende på kassen, gik Bastian desværre glip af, hvad Selmy ville få lov til at se. Hver eneste bølgetop i vandet – skabt af skibets bevægelse eller andet bevægelse et andet sted i verdenen – glimtede i et selvlysende blåt skær. Dog kun de bølger nær Østens Øje, for så man længere ud ville fænomenet ikke være til at se. Der ville havet stadig være lige så smukt som natten selv, men ikke så… magisk. Dette… var det tegn, der havde gjort Bastian opmærksom på, at vandnymferne var i nærheden.

Af os…

Igen faldt en dråbe med de samme ord. Og som Selmy stod, faldt dråben og landede på hans ene hånd. I vandet strøg en bølge pludselig omkring som en havfrues hale, der tittede frem ved et duk ned fra overfladen. Vandnymferne var egentlig svære væsner at få øje på ude på det åbne hav eller i søerne, de også var at finde. De var af vandet og som vandet.

Blod af os…

”Selmy?” Dette var Bastian.

Selvom Selmy ikke lagde mærke til noget andet end havet fantastiske lysshow og besynderlige dragende fingerstrøg, så sad Bastian alligevel og holdte godt øje med ham. Det så ganske harmløst ud fra hans side af skibet. Det var den barnlige begejstring i drengens ansigt, der forsikrede den ældre mand, at der ikke var noget at bekymre sig om. Og så var det ganske fascinerende at se en blive så forundret på ny af ting, som han selv havde set så mange gange før, at det ikke gjorde det mindste, at hans øjne var limet fast i Selmy’s retning.
Det var først ved de første tegn på ubehag, at han satte sig lidt mere anspændt op. Parat til at rejse sig, hvis det skulle blive nødvendigt. Forskrækkelsen over hans stemme - hans stemme - var hvad der startede den klemmende følelse i maven. Han havde været længere væk, end Bastian selv havde ment. Hvor han havde været, det kunne var igen en ting, som Selmy ville vide bedre end kaptajnen. Det eneste Bastian kunne, var at håbe, at det ikke havde været en form for tryllebinding, der havde haft sit greb om knægten. Det havde han trods alt ikke forventet.

Straks stod Bastian op og tog lange skridt for at nå Selmy i måde på dækket. Der var et hårdt udtryk i hans ansigt. Eller ikke hårdt, men bare hårdere end før. En anden alvor var at finde i hans brune øjne, der stadig var stift rettet mod drengen. De skiftede dog, så snart han var nået ham, for i stedet at skue ud over havets horisont. ”Nej.” Det var et ærligt svar. Og også et kort og kontakt svar.

På ydersiden, ude at syne fra de to mænd, sneg et tyndt tæppe af vand sig op ad skibet, og så ellers videre igennem dræningshulerne i rælingen for at flyde hen over dækket. Der var ikke meget vand. Det spredte sig ikke stort ud. Og det bevægede sig langsomt. Mere yndefuldt end snigende, faktisk. Vandet nåede omsider Selmy og skyllede henover hans nøgne fødder som en mild bølge på en strandkant.

Lev, du af os..

Vandet var allerede ved at trække sig tilbage mod havet, da Bastian pludselig med en fast hånd greb omkring Selmy’s nakke. Ikke hårdt eller tvingende, men stabiliserende og førende. ”De er ikke meget farlige. Men de gør, hvad de vil. Kom med. Det er sent.” Og så med hånden i knægten nakke, dirigerede han ham mod den samme dør, som Ashken tidligere havde. Der var noget i admiralens stemme. Og han så ikke rigtig på Selmy. ”Men de reddede dig, så jeg kan virkelig ikke se, hvorfor du skulle frygte dem. Havde de ønsket at drukne dig, ville du ikke være over vande lige nu. Hvorfor da?”

Det var ikke kun det ene rum, der var magisk forstørret. Det var hele den indre del af skibet. Det var ikke helt nemt at tilbringe størstedelen af sine dage til søs, så selvfølgelig var der blevet kompenseret for den slags. Dog ikke med meget. Østens Øje var trods alt i forvejen et noget mægtigt skib. For netop at nå rummet, hvor besætningsmedlemmerne havde deres trofaste køjer var blot den første dør på højre side, som man ville se, når man trådte de ekstra trappetrin ned efter at have gået igennem døren fra dækket. Det første man blev mødt af når man gik under dæk fra en næsten helt almindelig gang, som man ville kunne finde i et hus. Lyskilden var tændte olielamper, der hang og svajede i loftet i takt til skibets milde bevægelser. Aldrig havde Bastian oplevet at de var faldet ned. Lige meget hvilket stormvejr, der var udenfor.

Men Bastian fulgte Selmy, som han virkede til at automatisk finde vejen tilbage til køjerne. Det var sådan set også det eneste sted på skibet, som han sådan rigtigt var blevet introduceret for. Ærligt så havde han ikke troet på, at knægten ikke var helt klar over, hvad der tilsyneladende var sket over dæk, men for nu sagde han ikke noget. Holdte bare lidt ekstra øje med ham. Desuden gik det ikke, at de vækkede besætningen.
Han trådte mere hen ved siden af Selmy og begyndte selv at skue rummet igennem med en overvejende mine. ”Meget betænksomt af dig. Du behøver dog ikke bekymre dig sådan om ham. Han har ikke været på skibet i meget mere end to til tre års tid, men man får hurtigt hård hud på kroppen af jobbet. Se selv.” Han pegede over mod den ene kurvede væg i rummet. Der lå Ashken. Siddende op ad væggen med et tæppe spændt omkring sig. Hans nakke lå i en position han nok ville beklage sig om den kommende dag, men han sov nu trygt nok.
”Men du har ret. Drengen burde sove i sin egen køje.” Bastian så nu ned på Selmy og havde fået det distancerende udtryk fjernet fra sit blik igen. Han trådte så som den første ud ad rummet og tilbage på gangen. Henviste til at Selmy skulle følge med. Og først da han havde hans opmærksomhed, gjorde han videre tegn ned ad gangen bag trappetrinene. Mod en dør helt nede for enden. ”Gå du i forvejen,” forklarede han, før han blot trådte tilbage ind til sine sovende mænd i god tro, om at hans ordre ville blive fulgt.

Fulgte Selmy både henvisningen og retningen, ville han bag døren for enden ende i kaptajnens kahyt. Placeret i spidsen af skibet med vinduer ud til havet. Det var mere eller mindre et rum, men det var halvt delt op. En bred seng, som var den placeret inde i trævæggene, var at finde i den ene afdeling sammen med tøjkister og skabe og hvad ellers nipsting. I den anden afdeling, den man ville stødte på som det første, når man trådte indenfor, var i form af et kontor. Et pragtigt skrivebord, der var fortæret af pergamenter, dokumenter og alt muligt andet. En skøn stol hørte til. Hele kahytten var lyst op ad det samme varme lys fra olielamper. Særligt om aftenen skabte det en hvis hygge.

Tilbage i sovesalen, efter at Bastian havde set til at Selmy begav sig ned gangen mod skibets spids, havde kaptajnen taget til opgave at få den unge jungmand tilbage i en ordentlig seng. En nem opgave. En fast hånd mod hans skuldre og et bestemt rusk og Ashken vågnede døsigt op igen. Noget forbavset over at se admiralen som noget af det første, da han blinkede sine øjne op, men den søvnpåvirkede tilstand han var i, gjorde heldigvis at usikkerhed og nervøsitet over at stå foran sin øverstkommanderende, ikke nåede at blive sparket i gang.
Inden længe havde Ashken fået slæbt sig på benene og slæbt tilbage til sin køje, hvor han godt nok undrede sig over, hvor Selmy befandt sig, for han var da sikker på, at han havde efterladt ham der. I køjen. For at sove. Men ingen Selmy var at finde. Der var kun en tom køje, der efter en udmattende dag var meget indbydende. Og så snart han havde møvet sig op i den, var han da også væk med det samme.

Det skulle være nogenlunde muligt for Selmy at høre Bastians skridt nærme sig kahytten, før døren gik op, hvis ikke han var alt for fokuseret på kortene. Det var egentlig noget af en forbavselse for kaptajnen at finde den gennemblødt knægt stå henover dem på skrivebordet også selvom han da havde fået fornemmelsen af, at han var noget nysgerrig. Præcis som en ung mand klar på eventyr var. Præcis som han da havde været omkring den samme alder. Så da han talte var det uden den mindste form for skældende tone. ”Så du er interesseret i kort, hm?” pointerede han samtidig med, at han lukkede døren bag sig og gik i gang med at tage sin røde officer-jakke af og hængte den på sin plads op en knage nær døren. Allerede uden jakken lignede han mere en civil kaptajn med den råhvide skjorte og mørkebrune vest, der lige blev rettet til at sidde bedre, før Bastian nærmede sig skrivebordet.

som han passerede forbi Selmy lagde hans øjne sig automatisk ned på kortene og betragtede hvilke redskaber knægten havde haft taget i brug. Han var da bestemt ikke ulærd. Og dette var jo ikke det eneste han var lærd i. Så hvorfor havde han været nød til at snige sig ombord på et handelsskib for at komme hjem? Hans familie burde have penge nok til, at give ham en behagelig rejse, hvis de havde penge til at give deres søn akademiske evner på et bredere spektrum.
”Som du kan se, så sejler vi på den vestlige side af Krystallandet. Der er chance for, at vi lige lægger i land her ved spidsen nær Sølvfloden, før vi sejler ind i bugten ind til Dianthos havn. Det kommer an på, hvordan vinden opfører sig.” Knapperne der holdte ærmerne lukket omkring håndledende blev knappet op og ærmerne trukket op, hvorpå han pegede en robust finger ned på landspidsen på kortet og førte efterfølgende fingeren ind ad bugten for at ikke bare give Selmy en verbal forklaring på rejsen, men også noget visuelt. Særligt som han viste sig at have kendskab til kort og land.

”Lige præcis. Så hvis vinden ikke er på vores side, vil den kaste os direkte ind i de klipper,” videreforklarede admiralen til trods for den imponerede forbløffelse over, hvor bekendt virkede til at være på området. Ikke at han ikke kunne fornemme, hvordan knægten bevist forsøgte at imponere, for det var en del mere tydeligt, end Bastian forestillede sig, at han selv var klar over. Disse lærde unge havde alle den samme tendens og havde nok ikke levet længe nok til at være selvbevidste nok. Med nogle ældre lærde løb man dog ind i samme... ’problem’.
”En skam, at der er disse stridigheder med de spidsørede, for ellers ville hovedhavnen ligge mere tilgængelig. Men…” I takt med at Bastian trak på ordet bevægede han sig videre omkring og satte sig til rette i stolen på den modsatte side af bordet end Selmy. ”… på den måde ville den også ligge i større risiko for fjendtlige skibe.”

Og endelige virkede til så til at drengen fik modet til at forstå, at han ikke befandt sig i kaptajnens kahyt bare for en lille hyggesnak. Så Bastian tog ham kort ind med øjnene og idét han rømmede sig, genfandt hans udstråling atter alvoren, der fastholdte mange hos landets folks respekt for manden. Selv efter for meget sjov og ballade han havde lavede eller hvor useriøs han lød på læberne af godtfolkets læber. Igen; der var en grund til, at denne mand sad hvor han gjorde.
Han slog roligt sine øjne ned i et øjeblik, mens han drejede stolen – fantastisk stykkearbejde med dreje-funktion men alligevel stod den stabilt på gulvet trods skibets bevægelser – så han sad med fronten rettet helt frem mod Selmy. ”Ser du. Her på skibet forventer jeg en hvis form for ærlighed. Ikke bare fra mine besætningsmedlemmer men også fra passagerer,” startede han og gjorde en antydende bevægelse med hånden hen mod den lyshårede unge mand. ”Og eftersom du fortalte, at du alligevel ikke vil kunne sove, så er nu et bedre tidspunkt end andre, hvor mine mænd er vågne, hårdhudede og skulderskubbende, til at komme til bunds i nogle ting.”
Der var et glimt til stede i hans stemme der indikerede, at Bastian ikke selv brød sig vitterligt om at skulle have samtalen, men han var også mere end klar over at det var nødvendigt. Pludselig sukkede han højlydt og lænede sig tilbage mod stolens ryglæn. Armene kom over kors.

”Ashken fortalte mig, hvad der skete tidligere.” Kortene på bordet. Meget kort og kontakt. Og ikke et eneste ord kom frem med tøven. Og der var ingen skam. ”Hvordan han havde fundet dybe groteske sår på din ryg. Og han kom da også med sin eget teori om, hvad der var sker.” Han holdte en pause for at se, hvordan Selmy reagerede på det hele, før han fortsatte: ”Han fortalte også, hvordan du ikke ville have at jeg skulle vide noget. Jeg blev derfor bange for, at du ser ned på mig og mit arbejde, må du forstå. Jeg kan forstå, at du må have været igennem en del. Nok til at det har drevet dig til at kaste dig selv i døden. Men at bestemme på egen hånd, at det ikke er noget jeg bør indblandes i? Det var en fejlopfattelse, min dreng. Jeg ser mere end, hvad du skulle tro.
”Det samme med oppe på dækket. Jeg må være ærlig med dig og sige, at jeg ikke tror på dine ord. Mens havet kan forekomme skræmmende for dem der beskuer det for længe, tvivler jeg på, at det glitrende vand var nok til at gøre dig så rædselsslagen. Du så noget.” Pause igen. ”…eller også hørte du noget.”