Julia fik sig drejet det sidste stykke rundt, så hun lå en smule bedre og mindre klemt. Dele af hendes krop fandt det stadig ubehageligt, men dele af hendes krop fandt alle stillinger det lige nu, så hun valgte hvad gav hendes bedst vinkel til at se på den anden person i rummet. Jeffrey.
Han lignede ikke en der havde fået meget søvn i nattens løb og alligevel en der var væsentlig friskere end hende. Mere klar om ikke andet og mere fattet. Aldrig en god start. Så nikkede hun let, mens hun forsøgte at skubbe mareridtet tilbage og gemme hendes egen reaktion på det bag et udglattende smil. "Svært at benægte..." Forhåbentlig havde hun intet sagt forstået. Forhåbentligt...

Hun trak tæppet sammen om sig, som hun langsomt fik sig sat op i sengen og håret skubbet væk fra ansigtet. "Fik du sovet?" Altid vende snakken til at handle om ham i stedet for hende. Meget bedre på den måde.

Jeffrey kunne på ingen måde bebrejde hende for at skubbe det væk bag et smil. Det var meget svært for hende at benægte at hun havde haft et mareridt, men hun forsøgte stadig at skjule hvor stor en indvirkning. Han blinkede et par gange af hende, inden han tog en dyb indånding og drejede nakken fra side til side. Den var ganske utilfreds med nattens stilling.

"Ganske lidt." Svarede han ærligt, som han trak sig selv op at sidde mere ret fremfor tilbagelændet i stolen. En svag brummen af utilfredshed var at spore i Jeffrey som han strak ryggen og derefter sad som han normalvis gjorde. Afslappet men sikker, og stadig med blikket imod Julia.
"Hvem er Andrew?" Hvorfor pakke det ind? Danse om ilden? Dette var lige det første der var på hans hjerne at få svar på. Bagefter kunne snakken falde på hvordan Julia var nået hele vejen hen til hans kammer, i en tvivlsom tilstand. Umildbart ville han nok vælge at give hende noget morgenmad inden den store afhøring. For ligemeget hvordan han pakkede det ind, ville det for hende føles som en afhøring og Jeffrey var forberedt på at hun ville lyve. Han vidste stadig ikke hvad hun præcist havde af erhverv, men tvivlen stak i ham. Noget var helt anderledes end dengang. Som hun havde fået en ny rolle at spille.

Julia fulgte ham rette sig ud og knække igennem med den gnist af bekymring for hans velbefindende hun forsøgte ikke at føle eller vise. Hvordan kunne han stadig være så dybt under huden på hende at hun havde det sådan? Hun kendte nok svaret, men nægtede selv mentalt at sætte ord på det. I stedet fulgte hun hans forvandling fra sammensunken til ret og vågen. Noget der bare fik hende til at føle sig endnu mere lige vågnet og sårbar i sengen. At forlade den var dog heller ikke tiltrækkende.

Slet ikke som første spørgsmål faldt og afslørede hun ikke havde kunne tie i sin søvn. En ubehagelig opdagelse i sig selv og sættende hende i en særdeles ubekvem situation. "En mand der aldrig fandt mig god nok." Det var sandt nok, men ikke rigtig et svar så meget som en undvigelse af at sige noget om manden bag navnet. Med lidt held kunne hun blive ved med at undvige nok til at holde det værste skjult, men var hun nogensinde så heldig?
Hun rettede sig lidt og lænede sig så tilbage, så hun kom til at sidde med ryggen mod muren bag hende og den svage fornemmelse af sikkerhed det gav. Tåbeligt, men sandt og det gav hende lejlighed til at lade blikket synke for en stund, før hun mødte Jeffs blik lige på igen og så hårdheden samle sig deri, som hun havde set den gøre når han satte sig noget for.

Jeffrey gjorde ingen træk til at ville nærme sig sengen. Hvor meget hun end prøvede at skjule det, var hun i Jeffrey øjne alt for skræmt til at stole på at han intet ondt ville gøre hende. Han havde aldrig haft i sinde at slå eller på anden måde tildele ekstra til den frygt hun allerede havde. Over de ting hun var blevet udsat for som Jeff kun kunne gimse om hvad præcis var, trods et overordnet billede havde malet sig allerede fra ankomst.

Et undvigende svar til et simpelt men tungt spørgsmål. Alt han vidste var at personen bag navnet bragte ubehag. Så stærk ubehag at hun havde mumlet det i søvne mens mareridt havde haft fat i hendes sind. Nej, svaret var ikke godt nok, selvom det fortalte ham mere end hun nok regnede med. Han mistænkte det for at være en person fra hendes almindelige liv og ikke en fangevogter eller slavehandler. De oplyste også sjældent deres navn direkte til varen. “Hvorfor ikke? Hvorfor fandt Andrew dig ikke god nok?” han holdte bevidst på at sige navnet mest fordi det ville give mere reaktion end at nævne manden som en skygge der ikke var virkelig. Ondt, ja det var der nok, men også måden han nemmest kunne få svar. Hun havde et talent for at tale udenom og hvis han ikke så sig for, lod han hende.

Yeah, han havde sat sig noget for. Det var der ingen tvivl om, som han hørte hendes svar og med alt for stor tålmodighed bare så på hende i mens. Et blik hun huskede så glimrende og som altid kom før han begyndte at grave i et ømt punkt. Det var da også sådan et han så let havde fået serveret af hendes manglende kontrol og som hun nu desperat forsøgte at finde en passende baggrund for, der ikke var den sande, men tæt nok på til at hun kunne snakke mere udenom end lyve.

Så faldt hans næste spørgsmål da også og fik hende til krympe sig ubevidst. Normalt kunne hun holde reaktionen væk, men at høre navnet sagt af Jeff gav det en anden mening, anden dybde og større effekt. Desuden var hun alt andet end i fuld kontrol over sig selv eller fuldt vågen. Hun købte sig et øjebliks betænkningstid, som hun fugtede læberne og så tøvende svarede. "Fordi du havde været der først... " Hun trak let på skulderen og forsøgte at glatte ordene i en anden retning end den klare betydning de fleste ville ligge i dem og høre af dem. "Han er .. var aldrig meget for at acceptere skygger i hans perfekte Lys og jeg havde lidt for mange skygger." Fortidens så meget som nutidens. Valg hendes mand ikke havde kunne kontrollere, forhindre eller gøre om og han havde aldrig været sen til at vise sin mening om det. Som hun talte forsøgte hun at få Andrew til at lyde som et fortidigt bekendtskab. Overfladisk hvis muligt, men fortidigt og ikke som en meget fast og virkelig del af hendes liv.

Jeffrey var ikke blind for uroen, smerten og den manglende kontrol hun lige nu var havnet ned i. Det kunne ikke undre nogen, men Jeffrey havde en overhånd han valgte at udnytte, hvor umoralsk det end kunne være. Han havde for mange spørgsmål til at lade være, og for lange en årrækkes afstand til at tage for megen hensyn.

Jeffrey løftede et øjenbryn i overraskelse, og begyndte at gruble. Han afbrød ikke da hun gav flere, omend anderledes oplysninger, der alligevel hang sammen. Han blev stille. Fuldstændig stille som han kiggede på hende, og lod brikker flytte sig, mens tråde forbandt hvad han vidste med de små nøgleord hun gav. Det eneste Jeffrey kunne forestille sig var et problem at han havde gjort først var af en ganske simpel og naturlig karakter. Men det kunne næppe gyde så meget frygt at hun stadig frygtede manden. Manden der stadig var i hendes liv trods hans manglende accept af fortid.
Han lød højere i graderne end hvad en krotøs kunne anskaffe, men det havde hun jo heller aldrig bare været, havde hun? Nej, det var derfor hun havde vagt noget, men han havde aldrig fundet ud af hvad, og til sidst ikke tænkt over at der var mere.

Hun forsøgte ved at ændre ord, at ændre karakter af mandens vigtighed i hendes nuværende liv. Men fortalelsen havde fanget hans opmærksomhed for hurtigt til at lade den ligge. "Hvorfor er du stadig bange for ham, hvis han bare var noget og ikke længere er?" udfordrede hendes egne ord, mens han forsøgte at nå til accept af andre tanker. Han nægtede stædigt i en del af sin hjerne ikke at accepterer dem. At ligge med hende, kunne bringe problemer i højere familier, hvilket ikke undrede ham at hun nok var. Men at det bragte skygger. Skyggerne hang i hans sind, og han ville vide præcis hvad de betød før han lod hende være.

Julia beholdt blikket hvilende på Jeffrey som hun tav og bare afventede hans næste spørgsmål. Der ville komme flere, det var hun slet ikke i tvivl om, men alligevel bed hans eftertænksomme stilhed i hende. Hun havde trods alt været udsat for den før og havde en ret grum fornemmelse for hvor meget der gik gennem hans tanker, mens han bare så på hende og veje frem og tilbage. Muligheder ville blive vendt til han bestemte sig for hvilken han fandt mest sandsynlig.
Nervepirrende første gang hun oplevede det siddende overfor ham med et krus øl og en dårlig oplevelse kun lige sluppet fra. Også den gang ved hans hjælp. Nervepirrende nu hvor alt afhang af hvad han kom frem til og ville lade hende slippe fra.

Hans blik gav intet fra, som stak endnu en kile ind mellem det sagte og usagte og skubbede hende mod at sige mere end hun lystede. Det fik hende da også til at lukke armene tydeligere sammen om sig selv. "Hvem siger han er hvem jeg er bange for?" Hun forsøgte at lyde udfordrende og afvisende. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle blive ved med at tænke og tale om ham og ret beset var der så mange hun kunne frygte i øjeblikket. Måske mest af alt en skønt det var svært helt at få Jeffrey skubbet mentalt væk fra en person der holdt hende tryg.

Jeffrey var ikke videre tilfreds med det afvisende svar. Hans udtryk var ikke vredt, men fortsat neutral, men gnisten af at han havde fat i en løs ende han ville hale ind og finde kernen til. Om han fik samlet flere tråde ind og samlet til et solidt reb var alt sammen et spørgsmål om hvad hun gav ham at arbejde med. Han havde allerede en håndfuld løse ender, men han manglede grunden til at de hang sammen. Andet end hos ham. Han havde en vigtig brik, og han var svagt bekymret for hvor den kom til at placere ham.
"Du skælvede.. du kaldte ikke hans navn i afsavn. Tildelte navnet ingen varme.. Kun frygt" påpegede han fast, uden at acceptere hendes afvisning.

"Hvilke skygger blokerede hans lys?" hvor neutral og rolig Jeff end fremstod, kunne han ikke skjule den lette afsky ved lyset. Ikke ordet i sig selv, men betydningen bag. Det malede billede frem af Dianthos, og de selvhøjtidelige riddere og krigere, der hævede sig over deres egne fejl og mangler. I mørkets hær vidste du at alle var der for egen vinding, eller gjorde sig selv til en uopnåelig helgen. Fortiden holdte stadig et blodigt koldt greb i hans hjerte, og han ikke så meget betvivlede, som nægtede at det nogensinde slap sit tag, som han accepterede de lyses valg.

At holde blikket varsomt på ham var og blev eneste mulighed når det kom til alvorlige samtaler med Jeffrey og især dem hvor han ønskede at vide mere end hun mente han skulle. Det var så uendeligt lidt der ændrede sig i hans ansigt uden at han ønskede det, men øjnene gjorde og de fortalte hende tydeligt nu at han ikke købte hvad hun forsøgte at sælge. Ikke at Julia havde forventet det, men håbet lidt måske.
Hans ro, som han prikkede huller i hendes afvisning, var da også præget af det og fik hende til endnu engang at skære en lille grimasse og rystede så let på hovedet. "Godt, godt. Han er ikke en jeg husker varmt på." Så meget kunne hun give ham, skønt hun lød alt andet end glad for at måtte gøre det.

Hans fortsatte spørgsmål og boren i alt hun sagde havde dog endelig fået hende vækket helt op. Det hjalp til at skole hendes ansigt til neutrale folder, som hun løsnede grebet om sig selv og sank mere sammen i sengen. "Fortidens skygger. Jeg havde ikke levet helt som han helst havde set jeg havde gjort og jeg nægtede at give slip." Hun havde svaret sandt og så alligevel ikke med hele sandheden. Hvad hun undlod eller slog hen var hvad virkelig betød noget og som ville give hende væk på alt for mange fronter. Med betoningen Jeff havde langt på lys var hun mindre end nogensinde i tvivl om at meget helst skulle forblive som fortidens skygger også mellem dem.

Jeffrey fandt ikke tilfredsstillelse ved at hun indrømmede at Andrew var en mand hun ikke brød sig om at huske tilbage på. Også selvom hun pakkede det ind med at sige at hun ikke huskede ham varmt, så var Jeffrey klar over at hendes drøm indikerede en større frygt end bare ubehag. Men han mente ikke just at han fik mere ud af hende på det plan. Det kunne han godt, men han var ikke sikker på at det gavnede ham. Han ville vide hvem det var, før eller siden.

Jeffrey kiggede på hende. Vendte hende ord. Det var sandheden i hendes stemme, skjulte noget andet i sandheden. Noget der ikke var spor nemt at se, og det var ikke engang sikkert at Jeffrey så det. Det var hans egne tanker der påsatte sig at der var mere. Det kunne ikke bare være det. At denne Andrew havde så meget magt til at blive et skræmmeminde hængende konstant over sit liv. Han havde overbevist sig selv om at han var hende nær, alt for nær. Hans blik flyttede sig væk fra hende, til handling slog ham.

Jeffrey rejste sig. Tavs og overvejende som altid gik han forbi sengen, til døren, ud af den og lukkede, såvel som låste den efter sig. Nok var hun stadig svag, men man gav ikke op på en chance for frihed. Her efterlod han hende, mens hans let haltende skridt førte ham ned til kælderne. Slavernes beboelse. Hvor sandheder blev afsløret for ham.
Sandheden om hvem der var flygtet. Sandheden om hvem der var indfanget og nu gennemgik deres straf. Sandheden om hvem der var døde i flugten. Og sandheden fra fangerne om hvordan. Hende som vagterne kaldte den manglende. Hun var ikke flygtet for de viste alle at hun var ved Jeffrey. Om det var en skæbne bedre eller værre end hvad der skete de indfangede – det var for vagter såvel som slaver, meget svært at sige. Men en ting kunne de dog læse som han bevægede sig væk fra dem, tilbage til sine gemakker. Han var ikke glad, da han låste døren op igen og gik ind.

Han havde hende trængt op i en krog og hun var sikker på han vidste det. Det var trods alt langt fra første gang det skete og det blev altid fulgt op af den altomsluttende tavshed til han valgte at bryde den og ikke give hende noget valg.
Julia holdt blikket afventende på Jeffrey, som han bare så på hende og intet sagde.
Hun vidste han vendte hvert et ord hun havde sagt. Holdte det op imod hendes betoning og hendes skift i træk, vurderende, vejende og ventende. Han sagde dog stadig intet.
Han gik.

Julia så en smule overrasket og bestemt chokeret efter ham, som han slet og ret rejste sig uden et ord, forlod hende og låste døren efter sig. Det rev hende helt ud af det lidt balance hun havde fundet som hun var vågnet ordentlig op og tvang hende til at vende samtalen i hovedet. Der var intet deri hun kunne sætte fingeren på. Intet afgørende.
Han havde dog præsenteret hende med en mulighed for god til at spilde, så som den første overraskelse havde lagt sig, forlod hun sengen for at se nærmere på bøgerne på og ved skrivebordet. Slap hun væk - og det måtte hun! - ville det være et vigtigt indblik i hvad var ved at blive bygget her. Eller det håbede hun.

Bare en skam det var lister og beløb det meste og resten var kodet til ulæselighed. Hun så alligevel det hele igennem og stod da også bøjet over den på bordet liggende regnskabsbog, da en nøgle klikkede i låsen. Ingen tid til at skjule hvor hun var og hvad hun højst sandsynligt havde lavet, så i stedet satte hun sig i hans stol.
Til hun så hans ansigt som han kom ind og hastigt - for hende - rejste sig igen.

Han havde opfanget starten af det chorkerede blik som han havde vendt sig, men ikke set den resterende reaktion. Det var også en voldsom drejning, men han havde ikke fundet et passende modsvar at give. Ikke et han ville give i hvert fald. Jeffrey kunne regne mange ting ud og pointere den ene fejl og den logiske forklaring efter den anden. Specielt når ikke det hele havde været logisk af nogen art, men kodesprog.

humøret fra grublende til lettere gnaven var uundgåelig efter turen ud, og han havde flere ting at konfrontere hende med. Denne gang meget specifikt på en nærm fortid bestående indenfor de sidste firetyve timer.
Han så hårdt mod hende, trods et lille glimt af morskab over at hun havde gjort præcis som ventet. Gennemkigget hans papire. Hendes placering var den tydeligste faktor der gav hendes formål væk - men nogle af tingene havde også flyttet sig ganske ganske lidt. Han kendte sit skrivebord.

"Jeg har talt med slaverne" ikke helt sandt, siden han havde talt med soldaterne der havde fået sandheden ud af slaverne. Han havde blot kigget på deres nedbrudte ansigter for at konkludere at de oplysninger var tilstrækkelige. "Hvordan slap du ud, Julia?" Andrew blev lagt på hylden, og frembragt ved næste given lejlighed. Jeffrey var faktisk nysgerrig efter at vide hvordan hun havde båret sig ad. Noget der ville ende ud i bedre sikkerhed, men han tvivlede stærkt på at alle slaver ejede samme intelligens som Julia. Hvad end Julia så beskæftigede sig med udenfor serveringsfaget.

At blive taget på fersk gerning var aldrig en god ting, men som Julia mødte Jefferys blik så hun en gnist under hårdheden, der til trods for alt andet gav håbet i hende nyt liv.Han havde regnet med hun ville gøre som hun havde gjort og det var sikkert en af grundene til hun intet havde fundet. Han havde haft natten til at sørge for det - ikke at han nogensinde havde haft noget nemt at finde hos sig.
Hun havde dog altid kigget.
Denne gang ikke skjult nok.
Glimtet var dog ikke det dominerende i hans blik og hårdheden var hvad havde fået hende på benene i hvad hun kunne præstere af fart. Hans ord var da også faste nok til at holde hende stående og holde hendes blik fast i hans. Tale med slaverne var ingen god ting. Hverken for dem eller hende. Hun gav dog intet væk, før han stillede sit spørgsmål.

Hans stemme var som altid rolig og fast, hans blik stadig hårdt, men sagt efter det andet og hun trak sig ufrivilligt og ganske langsomt om bag stolen. Hun lod hænderne hvile let på ryggen af den og slap ham stadig ikke med blikket. En noget anden reaktion end hun før havde haft givet ham og helt afspejlet af hendes år i ægteskab. En stol var trods alt en form for barriere, skønt hun her var i et hjørne uden vej væk.
"Jeg tiltuskede mig et sæt nøgler og låste mig ud..." Ingen grund til at lyve om det, hvis han havde talt med de andre. Ingen der havde hun delt andet end blikke med og få ord, som hun havde givet dem den mulighed de ikke havde fundet for dem selv. Ingen ville føle de skyldte hende ekstra smerte for at tie.

Jeffrey fulgte hendes bevægelse fra at stå meget hurtigt oprejst til hvordan hun søgte sikkerhed bag stolen. Et tegn på at hun stadig var bange og han kunne ikke bebrejde hende det fjerneste. Det var en ubehagelig situation, og havde det været en hvilken som helst anden kriger eller ridder af mørket hun stod foran efter at havde undsluppet fangekældrene, havde situationen også været anderledes.
Blikket blev ikke mildnet af det signal hele hendes eksistens sendte. Han havde stadig spørgsmål der skulle besvares. ”Hvordan?” om det var ved at få den taget mens en vagt gik forbi var et tegn på sløsseri. Havde det været en anden situation med en mere nærværende vagt der gjorde andet end at gå sin patrulje, var det direkte farligt for hele sikkerheden.

Jeffrey blev stående ved døren og lænede sig op af den med ryggen for at give sit ben en pause. Hvilket også betød at han så mere afslappet ud og mistede den stærkeste kant af faretruende. Han havde ikke i sinde at angribe hende eller gøre hende fortræd – hverken nu eller senere, selvom hun næppe kunne tro på de ord skulle han ytre dem. Hun stod stadig i en farlig situation. ”Desuden, låste du vel andre end dig selv ude, Julia?” ikke et spørgsmål så meget som en konstatering. Han kendte allerede svaret.

Julia blev stående bag stolen med hænderne på dens ryglæn. Det gav hende noget at gøre med hænderne og det hårde træ var bedre at knuge en hænderne selv. Gav lidt mindre væk og holdt hende rolig.
Rolig nok til at finde lidt af den rygrad, der altid havde givet hende problemer, og bruge den til at holde sig til at omgås sandheden og sige for meget. Hvad hun holdt igen havde hun mulighed for at bruge senere, skønt hendes håb her var rimelig ringe. På den anden side var der intet så mistænkeligt som frivilligt afgivne oplysninger. "De var indenfor rækkevidde for en stund..." Hun trak let på en skulder, som var det noget nøgler bare var fra tid til anden.

At se Jeffrey tilsyneladende gøre sig det behageligt - så meget han kunne spærrende døren for hende og stående op - ændrede ikke hendes fornemmelse af sikkerhed. Han var dog stadig langt at foretrække for alle andre hun havde set her på stedet og der var hele den fortidsting der blev ved med at spøge. Det sidste der fik antydningen af et smil til at passere hendes øjne. "Selvfølgelig. De havde ikke givet mig fem meter ellers." Der var en vidende og let hård kant ved det sagte. En sandhed uden modifikationer. Nogle af slaverne ville have ladet hende sejle hendes egen sø, de fleste ville have slået alarm slet og ret fordi de kunne. Hun havde set det i deres blikke og adfærd tidligere.

Ethvert middel for at slippe væk. Det kunne ikke undres eller fortænkes. Jeffrey var ganske vist ikke spor tilfreds med at nogen forsøgte at flygte fra hans varetægt, og bragte kaos ind i hans domæne. Han var glad for ro! Det gav ham bedre mulighed for at tænke. "Nok ikke nej" gav han hende ret. Alle var desperate for deres egen frihed, men ikke alle fortjente friheden. Verden ville være et smukt og dejligt sted hvis alle kunne leve i harmoni med hinanden, men sådan hang verden ikke sammen og kom den heller aldrig til. Jeffrey hjalp den personligt heller ikke på vej, men der var grunde. Gode og dårlige.

"Fandt du noget spændende?" han lavede et ganske lille nik med hovedet mod bordet og papirene hun havde været igang med at læse. Det var i bunden ganske modigt gjort af hende, velvidende at hun kunne blive taget på fersk gerning. En fersk gerning der kunne koste mere end hårde ord og hævet stemme. "Noget at tage med hjem?" hvorend hendes hjem var. Hvad hendes hjem bestod af. Hvem hun var. Så mange spørgsmål lige på tungen, som tålmodigheden holdte tilbage. Afventende og roligt.

Glimtet af smil holdt forbi Jeffreys noget tørre svar, der måske gav Julia ret i hendes antagelse, men også afslørede let at han ikke fandt handlingen i orden af den grund. Set fra hans side var det nok også temmeligt ubelejligt med flere på flugt end en, men for hende og slaverne noget ganske andet. Nogen var da også sluppet væk efter hvad han havde sagt og der var en smule tilfredshed at finde i det.
Hun forsøgte dog at holde det fra at kunne ses på hende.

Hans skift fik hende til at følge hans bevægelse og se til siden, før hun lod et skævt smil bryde frem. "Nej? Skulle jeg have kunnet det?" Der var ingen grund til at lægge skjul på hun havde kigget for han havde taget hende med en finger så meget som blikket i en bog. Dumt på alt for mange måder, men at bøje nakken lå ikke til hende. Så hellere vende og dreje det hele en smule til det ikke var hendes skyld men hans, hvis hun havde fundet noget interessant og så håbe han ikke havde forandret sig for meget når det kom til hende.
Smilet holdt sig næsten uden spor af vaklen som han fortsatte og fik hende til at hæve et øjenbryn af ham. "Tage med hjem?" Hun lagde en tone af forundring i ordene, som var det en fuldstændig ny og mærkelig tanke for hende og bestemt ikke en grund til at se i bøger for. "Hvorfor ville nogen dér være interesseret i støvede rækker af tal?"

"Afhænger nok mere af hvad du finder spændende" kommenterede han roligt. Talrækker, udregninger og opstillinger var ganske vist det tørreste stykke pergament man kunne finde, men også det som gjorde at Jeffrey kunne holde det her sorte hul kørende, uden at krigerne ville gå imod ham og de andre riddere på grund af manglende løn, mad og udstyr. Man kunne ikke forlange blind troskab hvis man ikke gav noget for det. Det var hans interesse i tallene. For hende, var det næppe noget der nemt kunne bringe gode eller dårlige nyheder med på rejsen.

"Ja hvem mon. Hvad ville de være interesseret i derhjemme? Vagtplaner. Skjulesteder. Depoter. Næste mål" hun havde et hjem, det lå til udtryk ved at nogen åbenbart ikke var interesseret i tal. Han ville vide hvem de var, hvad de betød, hvad hjem var og hvor det var. Med tiden. Før eller siden fik han det ud af hende - den del var han skræmmende selvsikker omkring. "Du må savne at være hjemme?" han fulgte hende med blikket, uden at flytte sig, og meget insiterende. Der var mange spørgsmål der behøvede svar efterhånden, og hvor han startede og sluttede var i grunden ligemeget.

Julia holdt hans blik med en lethed hun på ingen måder følte. Hendes stemme havde den samme lethed over sig, som hun lod smilet blive under svaret. "Ikke tal i støvede rækker. Det burde du vide." Det sidste nærmede sig en reel løgn, men der skulle mere viden om hvad tallene kunne dække over til at gøre dem interessante end blot at se dem. Selv da var det ikke tallene der var spændende eller interessante. Hun holdt fast i det som hun holdt Jeffreys blik et langt øjeblik længere og så vendte det væk.

Bevægelsen med blikket fulgte hun op med selv at flytte sig fra bag stolen og om til dens sæde, hvor hun sank tungt ned. Blikket blev på gulvet, som hun tog endnu en chance med at nærme sig ham og tage hans retmæssige plads. En arm om livet signalerede hvorfor, så meget som det bortvendte blik gjorde det.
Hjem var noget hun ikke ønskede at tænke på eller tale om.
"At se mig igen. Ikke andet end det." Julias stemme kom ud meget stille og håbløs. Hjem var trods alt Annabelle og den lille ville ikke ønske andet end lige det hun havde sagt. Det var da også den tanke der fik hende til at se op på ham ved det næste spørgsmål. "Hvordan kan jeg andet?" En delt sandhed, som alt ved hjemmet var delt mellem godt og skidt.

Et let fnys forlod ham, med kanten af det skæve smil der trods alting mildnede hans blik. En forbandet egenskab hun havde på ham når alt kom til alt, trods han var mere mistroisk overfor hende end han tidligere havde været. Måden forsvandt og måden hun dukkede op igen havde været de største faktorer.

"Oh" svarede han uden at give meget væk af hvor hans tanker løb rundt. Efter den behandling hun havde været igennem var det ikke et under at hun havde hjemve. Hjemve der var anderledes end sidst, hvor hun ikke virkede til at havde haft den. Tvært imod. Men han vidste naturligvis heller ikke med sikkerhed at kroen ikke altid havde været hendes hjem dengang. "Ja hvordan kan du andet." gav han hende ret, men slap hende ikke med blikket men lod hovedet skifte over til at hvile til den anden side i stedet. "Hvordan kom du helt præcis hertil borgen?" en langt mere rolig tone, knap så kommanderende, men mere undersøgende.