Le lagde ikke mærke til Tareks generthed; hun havde travlt med at undersøge såret på knæet, selvom hun ikke turde røre ved det. Hun vislede lidt, da Tarek begyndte at vaske det, og hun blev nødt til at kigge væk, fordi det sved for meget. Hun gispede og klynkede lidt, mens det stod på, men det var straks bedre, da Tarek smurte den svalende salve på i stedet for. Hun kunne mærke den virke næsten med det samme, og hun fik mere overskud til at svare på Tareks spørgsmål.

"Det ved jeg faktisk ikke," svarede hun og smilede. Hendes kinder var stadig lidt lyserøde og våde af tårer fra smerten før. "Jeg kunne bare mærke, at der var nogen, der havde brug for mig, men…" hun tøvede, mens hun mærkede lidt på Tareks sjæl - hun var forsigtig, men Tarek ville alligevel godt kunne mærke noget, hvis han ikke var for optaget af noget andet, "…det er ikke dig. Du er lidt trist over noget, men det er ikke så slemt, tror jeg."

Hun rakte en hånd ud og klappede Tareks bløde, glatte pels en smule. "Men jeg vil gerne trøste dig alligevel, hvis du gerne vil have det!" skyndte hun sig at tilføje, bare så Tarek ikke troede, hun var ligeglad, for det var hun slet ikke.

Tarek var omhyggelig med at dække hele hudafskrabningen med den grålige salve. Hans krukke var næsten ny og han sparede ikke på det. Det var der ikke grund til, så dyrt var det heller ikke. Lidt koncentreret om det simple arbejde, noget han måtte læne sig godt frem for at kunne nå at gøre, lyttede han samtidigt til, hvad hun sagde. En følelse fik ham til at stivne. En sær følelse, der ikke var helt behagelig, men heller ikke helt uhyggelig. Han løftede hurtigt blikket til hende, ikke vred, men overrasket.
"Hvad gjorde du lige dér? Det føltes... underligt." Han rettede sig op fra sin lidt anstrengte stilling, noget der gjorde ham noget højere end hende, selvom han lå ned. Men der var kun nysgerrighed i hans udtryk, for han kunne ikke tro, at hun ville ham noget ondt. Så hvad havde hun lige gjort?

Han skyndte sig at gribe hendes hånd, inden hun fik rørt ham alt for meget, ikke fordi hun ikke måtte, men så skulle han bare til at vaske hendes hånd igen og det var næsten for meget at byde hende. Så han stillede krukken fra sig og pillede forsigtigt de små hård af hendes håndflade. Det var efterår, han fældede en del, som hans vinterpels var på vej. Et smil gled over hans ansigt igen.
"Så du tager rundt og trøste triste væsner?" Det var lidt med vilje, at han ikke svarede på hendes ord om at trøste ham. Havde han brug for at blive trøstet? Over hvad? Et par enkelte glimt af minder gled igennem hans sind, men mest frisk i hukommelsen var oplevelserne dagen før. Men de havde delt et kram og det havde hjulpet lidt på det. Mente han.

"Ja!" svarede Le glad og smilede til Tarek, mens han rensede hendes hånd igen. "Jeg mærkede bare lidt på dig. Hvis folk er meget kede af det, behøver jeg slet ikke mærke efter - så kan jeg føle det med det samme - men du er ikke meget ked af det, og jeg blev nødt til at mærke lidt efter på dig. Du er ikke mere ked af det, end alle folk er, men jeg vil stadig gerne trøste dig, hvis du trænger til det."

Hun smilede stadig, mens hun talte, som om det var helt normalt at kunne læse folks følelser på den måde, men det var det selvfølgelig for hende, og selvom hun godt vidste, at det ikke var alle, der kunne det, så glemte hun det ofte. At nogen skulle blive ilde til mode eller ligefrem bange ved, at nogen rørte ved deres sjæl, faldt hende ikke ind, for hun gjorde dem jo ikke ondt. 

Det var fristende at mærke lidt mere på Tareks sjæl for at finde ud af lidt mere om ham, men det ville være ubehøvlet, og Le ville helst ikke blive uvenner med Tarek.

Smilet på Tareks ansigt blev gradvist lidt mere skævt og lidt større, mens hun fortalte om sin evne. Hun kunne mærke følelser? Hans hjerte sprang et enkelt slag over ved tanken, havde han virkeligt mødt en, der kunne det samme som ham? 
Det sidste hår blev fjernet og han samlede krukken op igen for at smøre et lag af salven på hendes håndflade.
"Det var da rart at vide. Selvom det vidste jeg vist godt i forvejen." En måske lidt kryptisk udtale, han efter at have set lidt undersøgende på hånden, skyndte sig at uddybe.
"Jeg kan også mærke, hvad folk føler." Det skete ikke så ofte, at han afslørede det for nogen. Ikke engang den ældre byvagt, han oftest fulgtes med, vidste noget. De fleste væsner følte det som en indvadering af deres privatliv og han havde oplevet, at folk slet ikke ville røre ved ham, efter de fandt ud af, hvad han kunne.

Men den frygt havde han ikke omkring denne engel, nok fordi hun selv så frit havde fortalt, at hun kunne mærke andres følelser. Roligt tog han hendes anden hånd og smurte den ind også, mens han skævede lidt til hende, hans lange hår hængende lidt ned for hans ansigt.
"Men jeg tror ikke, at vores evner er helt ens, jeg kunne mærke... noget... ingen mærker, når jeg bruger min evne." Hans toneleje var spørgende. Kunne hun forklare, hvorfor?

Les ansigt lyste op, da Tarek fortalte, at han også kunne mærke følelser. Hun havde mødt mange folk med mange evner i sit lange liv, men hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde mødt en kentaur, der kunne læse følelser. Det var spændende, og hun havde lyst til at stille ham en masse spørgsmål om evnen, da han fortsatte.

"Mærke noget?" gentog hun og smilede lidt forvirret til ham, indtil det gik op for hende, hvad han mente. "Åh, ja, de fleste kan mærke, når man rører ved deres sjæl, med mindre man er meget forsigtig. Det kan også gøre ondt, hvis man gerne vil have det, men sådan kender jeg ikke nogen, der er. Det kan også føles meget dejligt, hvis man rører på den rigtige måde. Der er aldrig nogen, der har rørt ved min sjæl, så jeg ved slet ikke, hvordan det føles. Er det mærkeligt?"

Hun blinkede nysgerrigt op til Tarek, som om det da var helt normalt at kunne røre ved andres sjæle.

Tarek skulle lige til at uddybe, da hun selv fandt ud af, hvad han mente. Opmærksomt lyttede han til hendes forklaring og et udtryk af overraskelse dukkede op på hans venlige ansigt. Mærke på sjælen? Hun havde rørt ved hans sjæl? Tanken var fascinerende og en smule skræmmende. Især da hun sagde, at man kunne få det til at gøre ondt. Det var da en ubehagelig tanke! Ikke at han tvivlede på, at nogen sikkert godt kunne finde på det, der fandtes mange mindre gode væsner ude i verden.
Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene.
"Det ved jeg ikke."

Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg rører ikke ved nogens sjæl. Jeg læser bare folks følelser. Lige som at stå med noget varmt i hånden. Du kan mærke den er varm, men du er ikke selv varm." Det var den bedste måde, han kunne beskrive sin evne. At føle noget uden at det var en selv. Hans egne følelser blev ikke triste eller glade, fordi han rørte ved nogen, der var trist eller glad. Det kunne smitte lidt af, fordi han havde empati i rigelige mængder, men det var bare som at røre noget varmt eller koldt. Han vidste, hvad det betød uden at være det selv.

Han tørrede sine fingre af i den våde klud, inden han begyndte at stille ting på plads igen. Nok havde han ikke mange ejendele, men de skulle stå på deres plads. Både fordi han kunne lide orden, men også så han ikke endte med at jogge på noget af det. En ting han havde fundet ud af, ved at flytte til byen, var, at fire lange ben kunne være svære at holde styr på, på så lidt plads som der var i mellem fire vægge.

"Hvor underligt!" udbrød Le med et smil. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være at mærke på en persons følelser uden at røre ved deres sjæl. Måske rørte Tarek alligevel ved sjælen, men han vidste det bare ikke? Det måtte være sådan, det var. 

Forsigtigt, så hun ikke rørte ved det skrabede knæ eller de skrabede hænder, rykkede hun sig tættere på Tarek og strakte en arm ud mod ham med et forventningsfuldt udtryk i det isblå øjne.

"Hvad føler jeg nu?" spurgte hun og lukkede øjnene, mens hun koncentrerede sig meget intenst om at savne sin mor. Det var ikke så svært, for hun savnede tit sin mor, men savnet blev også blandet med nysgerrighed og spænding på, om Tarek mon kunne mærke, hvad hun følte, og om hun mon kunne mærke noget.

Tarek smilede let, da hun sagde, at det var underligt. Måske lignede deres evner lidt hinanden, men de var ikke det samme. Ja, det var vel lidt underligt. Men han var ret sikker på, at han ikke rørte nogens sjæl, for ingen kunne mærke, når han brugte sin evne på dem. Ingen opdagede det i hvert fald og den var i brug flere gange om dagen, da den var praktisk i forhold til hans arbejde. Han var glad for, at ingen kunne mærke det. Det ville have været… akavet. Det var ikke altid at han selv havde styr på, hvornår den aktiverede.

Smilet blev større, da hun kom nærmere og rakte sin arm frem med krav om, at han skulle læse hendes følelser. Hun var kær, som hun lukkede øjnene og forsøgte at fokusere. Det behøvede hun nu ikke. Men villigt rørte han blidt hendes hud med sine fingre.
”Savn. Meget af det. Og… nysgerrighed.” Han rynkede kort panden som han gravede lidt dybere. ”Du virker glad… men du er trist. Ensom.” Han trak hånden til sig. Han følte ikke, at det var noget, han skulle undersøge nærmere. Og han kunne ikke sætte følelserne i forbindelse med noget, hverken minder, personer eller tanker. Det var bare følelser.

Uden at spørge om lov, lænede han sig frem og lagde armene om hende i et lidt skævt kram, siden han var højere end hende. Han følte for det, efter at have mærket de triste følelser, for det var den eneste trøst, han kunne give.

Le smiled i første omgang, da Tarek fortalte, at hun følte savn og nysgerrighed, for det var jo rigtigt nok! Men jo mere han sagde, jo tydeligere blev rynken mellem hendes øjenbryn. Ensom? Det var et ord, hun genkendte, men samtidig et ord eller en følelse, hun ikke ønskede at tænke på. Det var dét ord, der havde slået hende ihjel dengang for mange år siden. Hun havde været så ensom, at hun simpelthen var synet hen til ingenting. Og selvom hun nu var bedre til at ignorere følelsen, når den kom snigende, så lykkedes det ikke altid. Det var et ord, en følelse, hun har bange for.

Hun skulle til at trække sin hånd væk, da Tarek selv slap den, og hun så ned på sine skrabede hænder i sit skød. Hvad havde han mon ellers mærket hos hende? Alle de gange hun havde ønsket, at hun aldrig var vågnet som engel, men simpelthen bare var forsvundet?

Le sagde næsten ikke mærke til det, da Tarek trak hende tættere, men efter et par sekunder, løftede hun endelig hovedet og smilede lidt trist til ham. Tristheden og ensomheden føltes pludselig uendelig, også selvom hun sad her og blev krammet. Hun vidste, at Tarek ikke kunne være hos hende hele tiden, ligesom Sheno måtte han jo også videre i sit liv, og Le ville rejse videre alene, uden mål eller mening.

”Jeg må hellere komme videre,” sagde hun stille. ”Der er folk, der venter mig.”

Det var ikke helt løgn; der var masser af folk i verden, der sørgede, og da Le ikke kunne kurere sin egen sorg, kunne hun i det mindste tage sig af andres.

Det tog et øjeblik, inden hun virkede til at registrere hans kram og han kunne ikke lade være med at snage lidt. Glæden var væk og hun var nu trist på overfladen også. Tarek fik et stik af dårlig samvittighed, det var ikke meningen, at han ville gøre hende trist. Han skulle ikke have sagt noget, han vidste jo godt, at folk reagerede dårligt, når de fik deres oprigtige, dybe følelser at vide. Hvornår lærte han at holde sin mund omkring en slags? 
De grå øjne bar præg af den dårlige samvittighed og den tristhed, han følte over hendes negative følelser og han fik kun et svagt smil frem, da hun så op på ham.

Smilet forsvandt dog og hans hjerte sank lidt, da hun sagde, at hun skulle videre. Han havde skræmt hende væk og det gjorde ondt helt ind i sjælen. Hans evne var god at have, men nogle gange var det en forbandelse. Folk blev bange for ham, fordi de ikke kunne skjule noget for ham. Det var grunden til, at han normalt ikke fortalte noget om det han kunne ved en enkelt berøring. Folk ville undgå ham og han ville blive alene.
Tankerne lagde en tung følelse over ham, men han forsøgte at skjule det på sit ansigt. Der var ingen grund til at gøre hende mere trist, inden hun tog af sted.
"Okay." Han slap hende og skubbede så en tæt af hendes lyse hår om bag hendes øre. "Du er velkommen til at finde mig, hvis du har brug for hjælp. Får du problemer med byvagterne skal du bare bede dem om at finde mig, Tarek Firfod." Det var vel lidt lige meget med navnet, han var den eneste kentaurbyvagt i byen. Han smilede venligt til hende. "Jeg håber dine hænder og dit knæ bliver bedre hurtigt."

Le havde rejst sig, da hun, takket være sin følsomhed overfor tristhed, straks mærkede, at Tarek blev ked af det. Hun lænede sig ned til ham og lagde en hånd på hans kind for at stryge blidt over den med sin tommelfinger.

"Du skal ikke være ked af det," hviskede hun og smilede varmt til ham. Hendes lyseblå øjne stirrede kærligt ind i hans, og uden, at hun selv kunne gøre for det, strømmede hendes evne over i hans sjæl. Tarek ville føle sig lettere, varmere, lidt mindre trist, lidt mere lyst til at smile. Le tvang aldrig tristheden fra folk, selvom hun måske nok kunne. Hun gjorde bare, at tilværelsen føltes en smule nemmere, lysere og varmere. Hun gav folk det lille pusterum, de måske havde savnet, eller den lille lysplet på horisonten, de havde brug for til at komme videre. 

Hos Tarek gav hun ham en følelse af lethed, at ikke alt var hans ansvar, at han ikke skulle bekymre sig om hende. 

"Du er en god ven, Tarek Firfod," hviskede hun og lænede sig yderligere ned for at omfavne ham og kysse hans kind. "Jeg vil glæde mig til at møde dig igen."

Så trak hun sig væk og tog et par skridt baglæs, inden hun forsvandt, smeltede ud i ingenting. Le fandt, at det ofte var nemmere på den måde. Ingen der jagtede efter hende eller råbte efter hende. Hun kunne forsigtigt forlade stalden og flyve op over byen på udkig efter andre triste sjæle, der havde brug for lindring.

//Out

Tarek så op på hende, mens hun rakte ud og kærtegnede hans kind. Det var længe siden nogen havde rørt ham sådan og det var rart. Men selvom det var rart, kunne det ikke være grund nok til den følelse af svag velvære og veltilpashed, der gled ind over ham. Hans dårlige samvittighed gled i baggrunden, sammen med tristheden over den ensomhed, han i bund og grund følte. Hans grå øjne voksede lidt i overraskelse over den følelse og han kunne ikke finde ord til at svare hende, slet ikke, da hun kyssede hans kind, noget der fik ham til at smile. Hun var sød.

"I lige måde. Pas på dig selv." Han så på hende som hun trådte et par skridt tilbage - og forsvandt. Lidt forvirret så han rundt, men der var ingen tegn på hendes tilstedeværelse. Sikke en engel. Han rystede på hovedet for at vække sig selv fra det hele. Men han rejste sig ikke, blev i stedet liggende i halmen og spekulerede lidt over hende og det der var blevet snakket om. Men han blev ikke rigtigt trist igen, heller ikke da hans tanker gled til Juno og det, der var sket dagen før. Det var rart, han var ikke god til at være trist.

På et tidspunk kom han på benene og gik ud for at finde noget at spise. Natten var lang på tom mave.