Manuel smilede ganske kort til hende inden hun dykkede ned under vandet, da hun igen kom op, nikkede han ” Om du endte med at blive min fjende… Så ville jeg ikke kunne.. Det er imod mine principper at gøre kvinder fortræd.. Om det er dig eller nogen anden gør ingen forskel” sagde han med et skævt smil på læberne. Manuel vidste godt hvad Aliana ville have, men han vidste også at det ville udsætte hende for unødvendig fare, fordi han selv var en kæmpe klaphat fra tid til anden og hvis det skulle gå ud over nogen.. Så var det ham selv.

Manuel kunne ikke lade være med et le svagt over hendes reaktion ” Så er det jo dumt jeg står i vandet, som dækker det meste til” sagde han med et flabet smil og så hvordan hun blottede halsen for ham. Hun gjorde det bestemt ikke nemt for ham, blottede halsen, rødmede og fulgte ham stadig. Hans hjerte kunne nærmest flyve ud af hans brystkasse ”Endelig ikke gå op… ” sagde han stille og betragtede hende med et blidt smil på læberne. Han nød at hun var her i vandet sammen med ham og ville på intet tidspunkt bytte for noget som helst andet i hele verden. Manuel forsvandt nærmest til en helt anden verden, da hun begyndte at nusse hans nakke ” Du behøver ikke gemme dig for mig Aliana… Det ved du godt” sagde han og lænede sig ind mod hende og placerede et kys i hendes pande ”Jeg ved du ikke er glad for mærkerne, men det er med til at gøre dig, til den du er” sagde han og lod den ene hånd glide op over hendes hofte og maven, op for at fjerne hånden, der dækkede hende ”Det er kun mig der er her.. Det lover jeg” sagde han og nussede hendes hånd og stirrede ind i hendes øjne. Årh de øjne.. Han ville dø for de øjne...

Aliana kunne ikke lade vær med at smile til ham. Hvis der var noget der kunne gøre hende rolig, så var det hans ord. Godt nok var hun rolig i forvejen, men han gjorde bare alt det rigtige ved hende. ”Og hvis jeg ville væk fra flokken, hvad ville du så gøre?” hun havde ingen intention om at forlade flokken, men tænk hvis hun en dag fandt en anden og ville starte noget andet. Manuel havde for længst droppet hende på godt og ondt, og han ville ikke have hende tilbage. Fjolle rundt med hende ja, men så var der virkelig heller ikke mere end det.
Tanken havde ikke engang strejfet hende at vende flokken ryggen, men Manuel ville nok finde sig en mage på et tidspunkt, og hun var ikke sikker på hun ville kunne klare det i længden. Manuel var hendes svaghed og hendes lyspunkt i livet.

En fnisen kom fra hende. Så skør Manuel var, men han havde ganske ret, det bedste udsyn var dækket af vandet. Forsigtigt lod hun sin ånd glide ned langs hans brystkasse og ned mod hans underliv. Hun stoppede op for cm under vandet overflade og kiggede ham dybt i øjnene. Skulle hun gå videre eller skulle hun stoppe? Det var faktisk hans valg.
Dog ville han ikke have at hun skulle gå nogen steder, og alligevel kunne hun ikke lade vær med at smile. Hun havde Manuel hvor hun ville have ham. Her hos hende, stående i vandet helt alene og uden nogen form for indblanding. Med hånden der stadig dækkede hendes brystparti kiggede hun ham dybt i øjnene. Hun skulle ikke gemme sig, men det var stadig en fortid hun ikke var stolt af. Stille blev hendes arm fjernet fra brystpartiet og hun lagde den om bag Manuels nakke og begyndte at nusse ham med den i stedet for. Hendes anden hånd holdte hun stille nederst på mans mave, lige inden hans pik. ”Jeg vil til en hver tid gemme mig hvis jeg kan” hun fjernede ikke blikket fra hans øjne et eneste gang Selvom han havde lovet at det kun var dem der var her kunne man aldrig vide sig sikker. Det var et offentligt rum, godt nok forventede hun ikke at der kom nogen, men Manuel havde talt og hun fulgte hans ord. Hun nikkede lidt for sig selv, med størst forsigtighed lænede hun sig ind imod ham  og gav ham et lidenskabligt kys på munden. Måske var det for meget og måske var det for lidt. Hånden ved hans underliv rykkede sig lidt længere ned imod hans pik. Skulle hun tage fat i den, eller skulle hun lade vær? Hvad ville Manuel, og hvad kom der ud af dette ud over god sex?

Manuel så på hende og trak på skuldrene " Jeg ville lade dig gå, du er ikke tvunget til at blive her Aliana... Men, jeg ville gøre mit for du blev her, også trods vi ikke er sammen mere. Du er stadig et vidunder i mine øjne" sagde han med et skævt smil på læberne. Manuel havde frygtet det spørgsmål ville komme, for inderst inde, ville han ikke miste Aliana, men hvis hun ville ud og opleve ting på egen hånd, så ville Manuel ikke stoppe hende, hun var trods alt ikke hans private eje, og hun var ikke slave mere.

Et kækt smil kom frem på hans læber, som hun lod en hånd glide ned over brystkassen og under vandet, hvor hun stoppede lige før hans lem. Hun legede med ilden og hun vidste det godt. Manuel sendte hende et blødt smil og holdt øjenkontakt " Det ved jeg du vil, men du skal ikke være bange for at vise hvem du er.. Du er et vidunderligt menneske Aliana" sagde han og smilede til hende. Manuel hev Aliana helt op til dig og som deres læber mødtes, returnerede han det lige så lidenskabeligt som hun selv. Hans hænder gled ned over hendes ryg og til hvert lår og end et, jeg han hendes ben ud til hver side og løftede hende op, så hun var omkring livet på ham og igen, fortsatte han det lidenskabelige kys.

Selvom hun kendte svaret fra Manuel så vidste hun også godt at hun ikke kunne stikke af. Manuel havde brug for hende, hun var hans reserve når han ikke var der. Desuden så vidste hun heller ikke hvor hun skulle stikke af hen til. Hun var ikke sikker på om hun ville kunne finde et andet sted at være. Hun havde været i flokken i mange år, og hun kendte dem alle sammen. Det ville være en skam hvis det skulle ende. Hun trak dog på smile båndet af hans ord. Han var nu meget sød lige meget hvad. Hun håbede bare på at det ville fortsætte selvom hun måske ville finde en anden. Manuel ville bare altid have en speciel plads i hendes hjerte lige meget hvem hun fandt. Han havde taget hende ind i flokken, og hun havde været den perfekte Alfa hun sammen med Manuel. Nu var hun bare Beta, og det måtte hun jo leve med. Der var ikke andet at gøre. "Det smerter mig at vide du tænker sådan Manuel. Jeg ville ikke kunne bære at tage fra flokken lige meget hvad der så ville ske." hun kiggede lidt på ham og aede ham i nakken.

Aliana vidste hvad hun gjorde, og hun vidste hvordan hun skulle tire Manuel, men var der en grund til at fortsætte? Det var jo hans valg inderst inde. Hun ville gerne have ham, og det havde hun ville længe. Dog var det altid  ham der havde det sidste ord. Hun vidste jo ikke hvad han gik og lavede når han forsvandt i ny og næ. Det var heller ikke noget hun ville blande sig alt for meget i. Hun skulle lige til at svare ham da Manuel gjode så hun røg op på hans liv og fortsatte det lidenskabelige kys. Der ville helt sikkert komme noget godt ud af dette her. Der var ingen grund til at benægte det. Som så mange gange før var det et behov der skulle dækkes, og hvem var bedre til at dække det end Manuel? Begge hendes hænder var frie, men hun lagde dem om bag nakken på ham uden at bryde kysset. Langsomt lod hun hendes tunge gå på opdagelse ved hans læber for at få adgang til hans tunge. Hun lod sin ene hånd glide ned langs hans ryg og den anden hånd nussede ham i nakken.

Inderst inde ville han på ingen måder lade Aliana gå og man kunne vel i og for sig sige, han var lidt besidderisk når det kom til netop hende. Hvis hun ikke var hans beta, så vidste han ikke hvem han skulle sætte til at være det, for der var ikke nogen han nærmest stolede mere på end hende. Manuel så hende dybt i øjnene da hun talte ”Aliana, du ved lige så godt som jeg, at der kommer en tid hvor vi må skilles, på den ene eller anden måde. Selvfølgelig ønsker jeg på ingen måder at du forlader flokken, det ville jeg ikke kunne bære, det ved du godt” sagde han og smilede skævt til hende. Dette var så ømt et øjeblik, følelser blev smidt på bordet som en royal flush under et spil poker. Her var der bare ikke nogen vinder.

Manuel holdt Aliana ind til sig som han lod en af hans hænder glide op over hendes ryg og til hendes nakke, hvor hånden begravede sig i hendes hår. Han havde en tendens til at være voldsom, men med Aliana var det som om han var en helt anden. Man kunne vel sige han var lidenskabelig? Han lod sine læber skilles og lod sin tunge mødes med hendes før han trak sig væk. Han tog fat i hendes hår, stadig så hun kunne komme fri hvis det var det hun ville. Manuel kyssede fra hendes læber, nedover hendes kæbe og til hendes øre, hvor han blidt nappede. ”Du er modbydelig… At lokke mig i fordærv” sagde han brummende, et ord efter det andet og efter hvert ord, plantede han et kys mod hendes hals. Som punktum lod han sine tænder strejfe og han nappede hende blidt.

Der var en ting der var sikkert, hun nød dette her, og der var ingen der skulle ødelægge det for dem nu. De var allerede taget væk fra flokken for at være alene, og så blev de som regl aldrig forstyrret. Det var kun rart at være sammen med Manuel uden at der var nogen der åndede dem i nakken eller kom med problemer der skulle løses. Det var bare som om tid og sted var lige meget når hun var alene med ham. For hende kunne det være lige meget, det var bare de to der skulle nyde dette selvskab, lige meget hvad der så end skete. Manuels ord ramte hende. Tænkte han virkelig sådan? Gik han og tænkte over når de skulle gå fra hinanden? Skulle hun tage hans ord som om han mente det, eller skulle hun nu tænke over at gå fra flokken? For hun havde da ikke tænkt sig at tage fra flokken, det var ikke hendes plan på nogen måde. "Manuel rolig nu, jeg går ingen steder." det var måske noget andet når han fandt en anden at være sammen med, det ville ikke være sikkert at hun ville kunne bære det når den tid kom. Ville hun på nogen måde kunne overkomme at se ham være sammen med en anden? Hun vidste det ikke, men hun vidste at den tid en dag ville komme, ellers havde de jo stadig været sammen den dag i dag.

Deres tunger mødtes og det var som om et lyn skød igennem hendes krop. Hun elskede at være sammen med ham, og hun nød hvert et øjeblik. Men dette her var bare lidt bedre end det normalt var, og da han tog fat i hendes hår rørte hun sig ikke nogen steder. Han kunne sådan set gøre med hende hvad han ville. Præcis som altid. Bare det at han ville røre hende gjorde det hele meget bedre. Hans små kys der vandrede ned af hende gjorde hende bare endnu mere blød. Hvis hun ikke havde holdt fast med benene rundt om hans liv, så var hun faldet af. Hendes hals var blottet for hans kys og hans tænder fik fat i hendes øre, men hun var lige glad. Hans ord var nærmest som en hvisken i hendes øre og alligevel kunne hun ikke andet end at smile. "Jeg gør ikke noget du ikke vil have." kom det fra hende og måtte bide sig i læben inden hun lukkede øjnene og nød hvad det var han gjorde. Hvis han bare kunne tage hende lige her og nu. Hun var klar til ham. Han skulle bare nyde hende et øjeblik mere ikke?

Flokken vidste, at når både Aliana og Mannie var væk, så skulle de lade dem være, ikke at det altid endte på denne måde, der var også små diskussioner der skulle tages, samt trøst. Man kunne vel sige dette var deres måde at håndtere stress og frygt? Manuel var bange for at Aliana pludselig skulle forsvinde, blive syg eller værre… Dø. Ganske vidst var de ikke et par mere, men han stolede alligevel på hende. Når han var alene med hende, stod tiden stille, alle andre bekymringer forsvandt og han behøvede ikke at være den store stærke alpha, som alle de andre så ham. Han så på hende og smilede skævt ”Det glæder mig… Så gør jeg i det mindste noget rigtigt” sagde han. Hvordan ville han i det hele taget tage det, hvis dagen kom og hun forlod flokken? Ville han gå fuldkommen i baglås, eller ville det være noget helt andet? Alt han håbede på var, at det ikke kom til at ske i den  nærmeste fremtid.

Deres tunger der mødtes fik alle de små hår på hans krop til at rejse sig. Det var bestemt ikke nogen hemmelighed at Manuel nød dette øjeblik. Aliana’s ord fik et smil frem på Manuel’s læber som han lod hånden fra hendes hår glide ned over hendes ryg og til hendes lår. Hånden gled over hendes inderlår og mellem hendes ben. Han kunne mærke varmen der kom fra hendes underliv, hvilket nærmest til et instinkt til at sparke ind. Hånden blev igen fjernet og lod sig komme op i hende. Et svagt suk kom fra ham som hans hånd igen gled op over hendes ryg, denne gang med negle. Til at starte med var hans stød op i hende blide, men som han fornemmede hun blev mere vandt til det, satte han tempoet og styrken op. Manuel’s øjne begyndte at lyse den gyldne farve, da hans dyriske side begyndte at tage mere over.

Det var vel egentlig ikke så underligt at flokken lod dem være når de var alene. Der var altid noget der skulle snakkes om, og der var altid noget der skulle diskuteres. Selvom bølgerne kunne gå højt til tider, så var det stadig det rigtige der blev gjort, og de kunne komme lige så hurtigt ned igen som de kunne komme op  i de høje toner. Mærkeligt nok havde det aldrig ændret sig helt, men egentlig ønskede Aliana heller ikke at det skulle ændres. Der var kun en ting her i livet hun ville ændre og det var på hende selv. Hvis hun kunne så ville hun have sine slavemærker væk, men det var ikke noget man bare kunne. De var lavet i huden på hende, og det var disse mærker der viste hvor mange herre hun havde haft. Og det var mange! Hun sagde ikke noget til det Manuel sagde, for hvorfor skulle hun? Hun var ikke hævet over ham, og desuden så havde de gang i noget der var lidt mere rart. Noget hun tit drømte om, men som aldrig blev til noget mere end blot det. Hvad de  to en gang havde var fortid, og det var ikke sådan at hun skulle finde sig en ny at være sammen med. Lige meget hvor tit hun var sammen med Manuel, så havde hun stadig et inderligt og brændende ønske om at det skulle være de to en gang til. Bare for at kunne sove i samme telt som ham igen.

Alt hvad Manuel gjorde ved hende sendte en strøm af energi lige igennem hele kroppen. Hun rykkede sig ikke fra ham, ej gjorde hun tegn til at ville fordufte. Men at hun sad her på hans hofter med benene godt rundt om ham. Kunne mærke hvordan han nød det mere og mere. Mærke hvordan han ikke var helt upåvirket af hele situationen det var hvad hun manglede. Måske det ville resultere at hun rent faktisk kunne få lidt søvn. Hans hånd der nærmest vandrede rundt på hendes krop og fandt frem til hendes underliv fik hende til at komme med et nydelses suk. Dog blev hånden hurtigt fjernet og i stedet erstattet med noget langt bedre. Hans stød kom ikke bag på hende men hun var tryk ved hele situationen og hun nød det til fulde. Hun stirrede ind i hans øjne og kunne se hvordan hans øjne blev mere gyldne. Uddyret i ham var ved at komme frem og hun elskede det. Det var sådan her det skulle være, og jo mere han stødte til hende jo mere måtte hun stønne. Hendes hånd vandrede op til hans hår og hun lod fingrene glide ind imellem hans hår for at tage fat. ”Mmmh, Manuel... Mmh... Bliv ved..” hun nød det til fulde, og det måtte ikke stoppe lige her og nu, det skulle fortsætte, hun ville have mere.

Manuel var taknemmelig over, at flokken lod dem være alene. De havde sikkert gættet hvad der foregik og så alligevel? Det var trods alt alfa og beta, så de havde en del ting der skulle tales om, som om det ikke var nok, så var de også ekskærester, hvilket der normalt kom en del problemer og skænderier ud af, men af en eller anden grund, havde der nærmest ikke været noget mellem Aliana og Manuel… Jo de kunne sætte hinanden på spids, men der var aldrig blevet brugt magt eller store ord fra hverken ham eller hende. Manuel var i og for sig ligeglad hvad flokken tænke omkring den romance som de endnu havde, på trods af de ikke var et par længere, han var trods alt alfaen af flokken. Han vidste godt at Aliana ville gøre alt i hans magt for at vinde ham tilbage, men han ville være for bange for at miste hende, at hun skulle komme til skade på hans bekostning, fordi hun var blevet alfahunnen. Han ville på intet tidspunkt være i stand til at tilgive sig selv hvis der skete hende noget, men i stedet sørgede han for hun aldrig kom til at mangle et sted at være, en der altid lyttede og en der ville beskytte hende med både tænder og kløer, om det kostede ham livet. Erasmus havde flere gange sagt de lige så godt kunne blive et par igen, men Manuel kunne bare ikke.

Manuel vidste inderst inde at de andre før eller siden ville forsøge at finde dem, men han var ligeglad, han tog sig god tid til at nyde Aliana. De gyldne øjne var rettet mod hende, fjernede det ikke en eneste gang. Han vidste at hun var en af de få der kunne håndtere, når hans dyriske side kom frem, hun havde i hvert fald ikke klaget over det de andre gange, så hvorfor skulle dette være gangen, hvor hun gjorde? Hånden i hans hår fik et kækt smil frem på hans læber. Hendes støn tændte ham blot yderligere, trods det næsten var umuligt, for hun havde altid haft en eller anden gave, noget der gjorde at han ikke kunne få nok, hvilket sikkert også var tilfældet denne gang. Manuel stødte blot hårdere op i hende som hun fik fremstammet ordene at han ikke måtte stoppe. Det havde han bestemt heller ikke tænkt sig, før hans sult var blevet stillet.

Manuel og hende ville aldrig blive et par igen, og hun vidste det godt. Derfor kunne man da godt hygge sig lidt i ny og næ. De var voksne mennesker og der var jo altid et behov der skulle dækkes på den ene eller den anden måde. Ja hun kunne altid få noget inde i byen, men det ville aldrig være det samme som med Manuel når de havde været sammen så længe. Manuel vidste hvad hun kunne lide, og han gjorde det altid bare en anelse bedre lige meget hvad der så skete i mellem dem. Selvom hun til tider måske kunne være belastende og prøve at trække Manuel i land ved at de skulle finde sammen som par igen, så lod han aldrig vise det. Han var altid så ærlig og lagde vægt på de aldrig skulle finde sammen igen. Det gjorde ondt hver gang, men alligevel så var det bare sådan var, og der var intet hun kunne stille op som ville sætte det i et andet lys. Hvis hun en dag blev gravid håbede hun inderigt at det var med en mand der elskede hende og som ville behandle hende med respekt, men endnu havde det kun været Manuel der havde sat de spor i hende og det ville aldrig nogen sinde ændre sig så længe Manuel ikke havde en mage.

Hvad der skete omkring dem var fuldstændig lige meget for hende. Dette her handlede om de to og ingen andre. Hun var lige glad med om andre kom for at finde ud af hvad de gjorde. Dette her var en nydelse der ikke måtte stoppe lige forløbig. Hun havde ikke planer om at det skulle stoppe lige nu, og desuden så var vildskaben i hans øjne ufattelig rolig. Hun havde set ind i de øjne så mange gange før, og dette her var ikke en af de gange hun løb der fra. Det havde hun aldrig gjort, og hun ville aldrig gøre det. Det var en lettelse for hende at vide Manuel kunne lide det der blev gjort ved ham. Hendes ene hånd gled ned ad hans ryg med neglene imens hun stønnede som han stødte hårde ind i hende. Hun lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage for at lade et par støn undslippe hendes læber. Dette her var så dejligt, og det måtte ikke stoppe endnu.

Et eller andet sted var det næsten trist at de ikke var et par længere, men på samme tid turne Manuel heller ikke tage chancen, for han var alfa og vidste at der formentlig ville ske angreb på flokken før eller siden, eller endnu værre… På selve Ulvehøj. Det de to havde, var noget specielt som han ikke ønskede med nogen anden, for Aliana havde stadig en speciel plads i hans hjerte og der ville hun altid blive, om hun ville det eller ej. Manuel var klar over at Aliana kunne få en hver mand hun ville, hun kunne bare tage ind til byen, men havde hun det på samme måde med dem, som med ham? Han tvivlede. Manuel ønskede hun skulle finde lykken og ikke fortsætte med at være ulykkeligt forelsket i ham resten af livet, for han kunne ikke risikere at miste hende, specielt ikke hvis hun var hans mage, han kunne ikke risikere det i det hele taget, hvilket også var derfor han havde bedt de andre om at holde lit øje med hende, når han ikke selv havde muligheden for det.

Manuel lagde slet ikke mærke til deres omgivelser, men havde fuld fokus på Aliana. Om der kom andre forbi og så dem, var han fuldkommen ligeglad med, den kunne han sagtens udrede, desuden var det alligevel så sjældent der var andre herude bort set fra varulve. Hele Manuel’s krop sitrede af lyst som han fortsat lod sig selv nyde Aliana til det fulde. Neglene der gled ned over hans ryg, tilføjede blot mere til hans lyst efter hende og han satte tempoet mere op som han hørte hendes støn. En svag knurren kom fra ham som han lænede sig ind mod hendes hals og bed hende, ikke voldsomt, men blot for at vise hvem der bestemte.

Håbet og drømmen om at være sammen med Manuel igen var stor, men hun vidste også godt at det nok aldrig ville blive sådan igen. Manuel havde sagt det før, og det var sådan det skulle være. Hun vidste at han havde sine meninger og holdninger, men hun var ikke altid enig i dem. I sidste ende var det dog ham der havde ordet han var Alpha og det var der ikke noget der kunne lave om på. Hun kunne da frit sige sin mening hvis det var, men som regl holdte hun det bare for sig selv, for så var hun da sikker på ikke at komme op at skændes med ham. For det var virkelig noget af det hun ikke kunne lide når det først kom til stykket. Selvom hun kunne få en hver mand hun pegede på så var det ikke det hun ville, hun ville bare gerne have Manuel igen, for det var hendes sande kærlighed og det vidste hun. Men det var ikke sådan det skulle være længere. Det var for længst overstået og Manuel ville helt sikkert ikke have hende tilbage. Men man havde jo lov til at håbe på at det ville ske igen en dag.

Hendes negle der kørte ned ad hans ryg og hendes lukkede øjne var ren nydelse. Hun elskede dette her øjeblik med ham, og intet kunne skille dem ad, i hvert fald ikke for nu. De havde gjort det så mange gange, og alligevel var det som om det hele var en drøm når de først var begyndt. Som han satte tempoet mere op fik det hende blot til at stønne yderligere. Hendes ene hånd kørte op af hans ryg og fandt hans nakkehår som hun lod fingrene glide ind i for at tage en smule fat. Dette her var så dejligt og så velkommen at hun helt glemte tid og sted, og det faktum at hun ikke rigtig havde fået sovet om natten. Men det var lige meget, dette her ville hun aldrig nogen sinde gå uden om. Det var blot de to på dette øde sted, og ingen ville formå at forstyrre dem, præcis som det plejede at være. Hun bed sig i læben og kvalte nogle få støn. Hun lagde hovedet ind imod hans skulder og stønnede ham ind i øret.

Manuel kunne måske godt se sig selv sammen med Aliana, men på samme tid kunne han heller ikke bære tanken om, at han var skyld i hun kom til skade. Han var alfa og nu var de nærmest en forpost til Miranda’s flok, så landsbyen hvis landsbyen besluttede sig for at angribe, ville Manuel’s flok være de første de ville støde på. Dog måtte han indrømme, at han var evigt taknemmelig over han havde gjort hende til Beta og hans stedfortræder, for han vidste hun ville være i stand til at klare det, hvis lokummet nu en gang skulle brænde og det skete da fra tid til anden. Han var ikke kommet over hende endnu, ville formentlig heller ikke med det samme, men tanken om hun skulle forlade flokken sad i hans hoved hver eneste dag, tanken om at miste hende gjorde nærmest ondt, men på samme tid havde han sat fast, at de aldrig ville være et par igen.

De skarpe negle der gled ned over hans ryg, fik ham svagt til at knurre. Ikke på nogen aggressiv måde, men mere en måde at vise at han kunne lide det. Tiden var nærmest gået i stå som de befandt sig her. De var nærmest ikkeeksisterende, for alt omkring dem var stille, ikke så meget som et eneste dyr, kun lyden af bækken der løb og Aliana’s støn. Manuel slap hendes hals og lod kort tungen glide over de steder tænderne havde været. Stønnene i hans øre, lokkede blot det indre dyr mere frem i ham, hvilket hun var en af de meget få, som faktisk var i stand til. Mest af alt fordi han vidste hun kunne holde til det og hun ikke ville have det på andre måder alligevel.

Lige meget hvad Manuel havde i tankerne ville de aldrig have de samme tanker. Aliana kunne sagtens klare sig selv og det vidste Manuel inderst inde også godt. Også selvom han måske ikke helt ville indrømme det. Ja Manuel var måske den bedste jager af de to, men hun kunne sagtens få mad på bordet også selvom hun tog her fra. Hun ville da savne flokken og Elises mad men tanken om at tage her fra lå slet ikke i hendes tanker. Hun havde ingen planer om at tage her fra, for hvordan skulle hun kunne leve uden Manuel? Det var ikke engang sikkert at hun ville kunne være væk fra flokken og i nærheden af Manuel. Hun elskede at se ham på afstand, og hun elskede at være en del af denne flok også selvom der til tider kom problemer, men det var ting der kunne løses. Tanken om at forsvinde fra flokken skræmte hende, for det var det eneste hjem hun havde følt sig tryg i, og det var det sted hun blev accepteret også selvom hun til tider kunne være en anelse hård og rejste væk for at tjene lidt krystaller til noget nyt tøj til flokken.

Tungen der gled over hendes hals fik det til at sende kuldegysninger ned igennem kroppen på hende, men det var på en god måde. Hun elskede alt hvad Manuel gjorde ved hende, og han kunne gøre alt ved hende. Hendes følelser for ham var aldrig forsvundet, og det kom de nok heller ikke til. Så sex med ham var bare lidt bedre end at finde et engangsknald i nogle af de andre byer som ikke var i Medanien. Manuels stød i hende fik hende blot til at stønne noget mere. Det at mærke ham igen dybt inde i hende var en hel befrielse, og hun elskede alt hvad der skete lige nu. Hendes hånd gled op til hans hår og lod fingrene glide ind i det, inden hun tog en smule fat. Hun ville mærke mere og gerne noget hårdere, men det vidste Manuel sikkert allerede alt om. De havde gjort dette her så mange gange at der ikke var nogen tvivl om han vidste hvad hun kunne lide.

Det var ikke fordi Manuel så Aliana som svag, bestemt ikke, men på samme tid var han også bange for at miste hende. Han vidste hun skulle have frihed til at gøre hvad end hun ville, så længe det ikke bragte flokken i fare. Manuel vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere hvis Aliana på et eller andet tidspunkt forlod flokken, dog vidste han at tiden ville komme på et eller andet tidspunkt, men nu, havde han egentlig ikke lyst til at tænke over det og ville blot nyde hun stadig var her og var villig til at gøre dette sammen med ham.

Manuel bemærkede hendes kuldegysninger og kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Han elskede at se hvordan hun reagerede for hver gang dette skete, hvert lille suk, hvert støn og kuldegysningerne. Hånden i hans hår der greb fast, fik et smil frem på hans læber som han selv greb fast i hendes og atter rev hendes hoved bagover. Hele hans krop var begyndt at sitre, som om en masse små elektroniske impulser blev sendt gennem hans krop. Hvert stød han leverede, blev en takt hårdere som han lænede sig ned mod hendes blottede hals og efterlod nogle bid. Ikke nok til at lave hul, men andre ville formentlig syntes det gjorde ondt alligevel, men Manuel vidste Aliana kunne holde til det.

Hvert et stød, hver en bevægelse fik det til at sitre i hele hendes krop. Hun nød det til fulde, og hun ville hellere end gerne have mere af det. Det var jo ikke fordi at det var dårligt tvært imod! Hun elskede at være sammen med Manuel, hun ville hellere være sammen med Manuel hele tiden, men det vidste hun godt ikke kunne lade sig gøre. Manuel havde andre ting at se til i flokken og lyttede til rygter hele tiden for at finde ud af om flokken skulle bryde deres bopæl. Det var det hun plejede at gøre når hun passede flokken. Men Manuel var noget helt andet. Han havde passet på flokken i mange år, og det ændrede sig ikke nu. Hun ville heller ikke overtage flokken tvært imod. Manuel var den perfekte leder på så mange måder.

Hans hånd i hendes hår der trak hovedet tilbage. Hans små bid i hendes hals fik det til at sende eskapader ned hendes underliv. Hun elskede alt hvad Manuel gjorde, og det ville aldrig ændre sig. Når han engang fandt en mage til sig selv ville hun aldrig kunne være sammen med ham mere. Men til den tid måtte hun også komme videre i sit liv. Tanken om ikke at være sammen med ham mere skræmte hende, men det var en ting hun måtte tage når det kom. Lige nu skulle hun nyde at være sammen med ham hvilket hun gjorde til fulde. Hendes underliv var godt våd af hans behandling, og hans  dyriske bevægelser gjorde bare det hele meget bedre. Hun ville have mere af det, men hun vidste også at det på et tidspunkt ville have en ende for nu.

Hvorfor havde han også valgt at blive alfa for denne flok? Hvis ikke han havde sagt ja til det, havde der så været mulighed for han kunne være sammen med Aliana, men sådan var det ikke og sådan ville det aldrig blive. Manuel var dog evigt lykkelig over de kunne have momenter som dette, trods det nok ikke hjalp for nogen af dem med at komme over deres forhold. Inderst inde havde han faktisk heller ikke lyst til at skubbe fortiden sammen med hende ud fra hovedet, for de havde en masse gode minder sammen og nu var de ved at danne et nyt. Ville de nogensinde stoppe med dette? Selv hvis Manuel en skønne dag fandt en mage, ville dette så fortsætte?

Manuel stoppede ikke sin hårde behandling af hende, for han vidste hun kunne både lide og holde til det, så han var på ingen måder bekymret. Han kunne dog godt frygte hvad han skulle gøre den dag han fandt en mage, hvis hun ikke kunne holde til denne behandling? Måske var det en alligevel en dum ide at havde forladt Aliana i første omgang? Han lænede sig mere ind over hende og kyssede hendes kind ganske kort, før han atter fortsatte.

Manuel og hende ville aldrig blive et par igen, og det var bare noget hun måtte indse, selvom det var svært at forstå. Manuel havde nok også sine tanker om alt dette her, men det var aldrig noget han havde delt med hende. Måske var han bare glad for det de havde eller ønskede han noget mere? I så fald havde han aldrig åbnet munden og sagt det til hende. Hvilket hun inderst inde faktisk ønskede at han gjorde. Dog vidste hun også at han ikke ville gøre det. Det de havde gang i nu var ikke noget der kunne deles med nogen. Ingen kunne forhindre dem i at gøre det de havde gang i nu, og ingen ville kunne se dem som et par igen. Alle i flokken vidste hvor meget Aliana så at hun var sammen med Manuel igen. Men ingen sagde noget til det. Det var bare en af de ting der lå i luften.

Hun bed sig i læben og mærkede hans kys på kinden. Hun fjernede endelig benene rundt om livet på ham for at glide ned af ham. Hun mærkede hvordan hun ikke længere var fyldt ud af ham. Hun manglede det. Men alligevel lod hun et lidenskabligt kys finde hans læber. Hun brød det kort tid efter og vendte sig om. Hun bukkede sig lidt ned så han på ny kunne skubbe sig op i hende. Og hun var ikke bange for at vise at hun ville have mere. Hendes hånd fandt frem til hans lem og hun guidede det hen imod hende for at han kunne komme op i hende igen. Som hun mærkede hans lem imod hendes indre måtte hun bide sig i læben og nyde det der skulle til at ske.

Manuel havde fastsat, at de ikke blev et par, hvor hårdt det så end måtte være for hende. Han vidste godt hun ikke var god til at takle det og stadig var hammer forelsket i ham, men på samme tid ville han også ønske hun kunne komme videre, finde en anden der faktisk ville vise hende den kærlighed som han ikke selv kunne give hende, medmindre det kom til sex på stående tidspunkt. Manuel skulle vel i virkeligheden også videre, for han var også stadig vild med hende, men det gik bare ikke sådan som alt hang sammen nu.

Manuel gav slip på Aliana som hun slap grebet om ham med sine ben og lod hende glide ned. Nærmest hungrende returnerede han kysset og som hun trak sig, bed han hende kort i underlæben. Hans løber fortrak sig i et smil, som hun vendte sig om mod ham og lod en hånd glide ned over hendes ryg. Han var ligeglad med alle hendes ar, han kendte historien… Men det gjorde ikke han fandt hende mindre attraktiv! Han lod hende føre ham op i hende igen og lige så snart han kunne mærke han var det rette sted, stødte han op i hende. Manuel’s højre hånd gled omkring hende og op til hendes ene bryst, hvor han lod fingrene klemme om hendes brystvorte. Hans anden hånd havde han placeret på hendes hofte, hvor han nærmest rev hende tættere på ham for hvert stød han leverede op i hende.

Manuel var og forblev den rigtige mand for hende, det vidste hun. Hun ville altid have en kærlighed til ham, lige meget hvad han så sagde til hende. Hun ville aldrig finde en bedre mand der var den rette for hende. Det var hun sikker på. Dog vidste hun også at det hele bare måtte forblive i tankerne, og intet kom videre end dette her. Det var hun også indstillet på. Eller næsten da...

Hun kunne mærke hvordan han skubbede sig op i hende og hun kom med et nydelses suk som hun på ny blev fyldt ud af ham. Han kendte hver en tomme på hendes krop, og den enste hun ville vise sin krop til var ham. Han var den eneste i hele hendes liv der kendte til denne her krop. Orcus vidste da også en del, men det var klart når det var ham der havde solgt hende i 6 år. Hun var ikke i tvivl om at Manuel kunne lige hvad han så, med fejl og det hele. Hun kunne mærke ham dybt i hende, og hans måde at kontrollere hende seksuelt var aldrig til at tage fejl af. Hun elskede det fuldt ud. Nydelsen af hans hånd på hendes brystvorte fik hende til at bide sig i læben og hans dyriske stød sendte hende ud i en orgasme der begyndte at løbe ned af hende. Men hun var langt fra færdig, hun ville have mere af ham. Bare lidt endnu. Hun elskede at være sammen med ham, og hun nød altid at være sammen med ham lige meget hvordan det så end var de var sammen.