Hector nikkede og vendte tilbage til sofaen, hvor han satte sig ned og trak sine bukkeben op under sig. Han var flov over det hele nu og kunne ikke helt få sig selv til at se Juno i øjnene. Han forbandede Vargas og Thanos og alle de andre svin langt væk; han og Juno plejede aldrig at blive uvenner på den her måde før. De kom jævnligt op og slås over små, åndssvage ting, men de blev altid gode venner igen i løbet af få minutter. Nu var det hele bare... akavet mellem dem. 

"Det er da ét lyspunkt, chef," sagde Hector i et forsøg på at lette stemningen. Han smilede drilsk til Juno, mens han lænede sig tæt nok på til at prikke til hans overarm. "Du bliver ikke solgt lige med det samme. Ingen gider have en slave med arme som kogt spaghetti."

Juno grinede af Hectors ord, lettet over hvordan det med det samme føltes som om de var sig selv igen. "Jeg ved ikke hvad du snakker om, din blinde idiot," svarede han, stadig grinende og løftede en arm for at spænde den.
"Hvis jeg havde et spejl lige nu, ville jeg fandme næsten forelske mig." Han holdt den spændte arm oppe lidt endnu, imens han smilende i hele hovedet mødte Hectors blik. Nu var verden okay igen.

Men han var stadig træt. Så da han lod sine hænder falde ned i sit skød igen, gled hele hans krop nærmest med, og han endte med at møve sig rundt, så hans hoved lå på Hectors skød, ligeglad med at fyren egentligt ville have haft sine knæ oppe.

Der var noget varm og blødt, der fladt på plads inde i Hector, da Juno lagde sit hoved i hans skød. Det var sådan, det skulle være. Så kunne alt andet være ligemeget, hvis Juno bare altid ville lægge hos ham, når han var træt og svag. Hector kunne ikke lade være med at smile, mens han strøg over Junos hår. 

"Det behøver du sgu da ikke et spejl til," sagde han og rykkede let i en hårtot. "Det skib er sejlet for mange år siden."

Så tilføjede han i en blødere tone, mens han lod sine fingre nusse igennem Junos hår, "Du kan bare falde i søvn, hvis det er, chef. Jeg går ingen steder."

Junos læber spredte sig i et lydløst grin, og han løftede en knyttet næve for blidt at imitere at slå Hector under kæben, knap nok hårdt nok til at skubbe til ham. 
"Du har ikke savnet mig nok, hvis du allerede kan mobbe mig sådan," sagde han og blinkede op til Hector, inden han lod sin hånd falde ned imellem sine vidt spredte ben - det ene var oppe i sofaen endnu, med knæet trukket op, det andet lå udstrakt, halvt faldet ud over sofaen. 

"Det er ikke dén måde, jeg er træt på," mumlede han, men lukkede alligevel øjnene. Alt ved Hector gjorde ham rolig - hans duft, måden han nussede hans hår på, lyden af hans stemme. For første gang i mindst en måned var Juno helt afslappet. "Fortæl en historie," bad han, allerede halvt faldet i søvn.

"Du har ikke noget begreb om, hvor meget jeg har savnet dig," mumlede Hector helt stille og håbede på, at Juno ikke hørte det. Han grinede og nev blidt Junos næse, inden han begyndte at fortælle.

"Der var engang en lille, bitte alfepige," fortalte han. "Hun hed Rosenknop, fordi hun boede i en stor, rød rose, der duftede så skønt, at folk fra nær og fjern rejste dertil for at dufte til den søde rose. Når de kom, var de syge og trætte, men når de havde duftet til rosen, så rejste de sig ranke op og blev frejdige og raske igen. De medbragte allesammen gaver til Rosenknop, som tak for, at hun lod dem dufte til sin rose. Konger og dronninger kom med forgyldte knapper til Rosenknops kjoler, grever og hertuger kom med bittesmå fingerbøl af krystalglas, og kunstnere og digtere skrev sange og digte til hende, malede billeder af hende og hendes smukke rose. Rosenknop var i starten meget glad, men lidt flov over de mange fine gaver, men efterhånden vænnede hun sig til dem. Faktisk begyndte hun at forvente, at folk havde flotte gaver med, når de kom for at dufte til hendes rose, og hun begyndte at sende folk væk, hvis de ikke havde nogen gave, eller hvis gaven ikke var fin nok."

Mens Hector fortalte, lod han sine fingre glide gennem Junos lokker og snoede dem om sine fingre for blot at slippe dem igen. 

"En dag kom der en ung mand til Rosenknop. Han var ung og smuk og stærk, og Rosenknop blev straks betaget af ham selvom han var mange gange større end hende. Hun var spændt på at se, hvilken gave han kom med. Den måtte være noget helt særligt, sagde hun til sig selv. Men da den unge mand knælede ved rosen, var hans hænder tomme. 'Ak, lille Rosenknop,' sagde den unge mand. 'Jeg er blot en fattig farende, og jeg har ingen gave at give dig.' Rosenknop blev vældig fornærmet og svarede, 'Så kan du godt gå igen!'. 'Men kære Rosenknop,' sagde manden. 'Jeg rejser omkring i verden for at opleve de smukkeste ting, den har at byde på, og jeg troede aldrig, jeg skulle finde det, men nu har jeg endelig fundet det allersmukkeste, og det er dig og din rose. Må jeg ikke blot dufte til den, så min rejse ikke har været forgæves?' Men Rosenknop, der var vant til de fine gaver, var en strid kælling, og hun var ikke til at hugge og stikke i."

Hector strøg Juno over panden, mens han fortalte om, hvordan den unge mand fik bevist overfor Rosenknop, at grådighed var roden til alt ondt, og de endte alligevel med at få en lykkelig slutning sammen.

Juno hørte hvad Hector sagde og han gryntede blot som svar. Han tænkte at Hector havde savnet ham lige så meget som han havde savnet Hector. Hvilket havde været ulideligt meget. Det var der ingen grund til at dvæle ved, når nu de endelig var sammen igen.

Inden Hector overhovedet nåede til den smukke mand i historien, var Juno faldet i søvn, men han havde også opgivet at kæmpe imod fra det øjeblik Hector havde rørt hans hår.
Så nu lå han sovende, med hovedet på Hectors skød, splattet ud på sofaen på samme måde som han ville have gjort derhjemme hvis han var kommet hjem for fuld til at gå op af trappen til deres værelse.

Hector lagde godt mærke til, at Juno faldt i søvn, mens han talte, men han fortsatte historien alligevel. Det var rart at forsvinde lidt ind i en verden, hvor kærligheden altid vinder til sidst. Da historien var færdig, lænede Hector sig ned og kyssede Junos læber forsigtet. Han skulle bare lige mærke dem, bare lige indprinte deres form, smag og duft i sin hukommelse, så han aldrig ville glemme dem. 

Han lænede sig tilbage igen og lukkede øjnene med et suk. Vargas ville sikkert komme tilbage snart, og selvom Hector ikke havde fået det, han oprindeligt ville have, så var det her lige så godt. 

Tiden var gået for Vargas, der havde siddet og gennemgået nogle af sine regnskaber. Heldigvis var han stærk inden for både sprog og matematik og kunne selv holde styr på sine ting. Der var noget, der ikke var gået helt op og han havde brugt et par timer på at finde en lille bitte fejl i noget, der ikke var hans egen håndskift. Noget synderen ville komme til at høre for, men ikke noget vildt. Vargas følte sig retfærdig i aften og han kendte sine ansatte godt nok til at vide, at det ikke var med vilje.
Men endeligt kunne han klappe den meget store bog sammen og stille fjerpennen væk. Med armene op over hovedet lænede han sig tilbage og strakte sig i den behagelige stol. Måske han snart skulle bevæge sig mod soveværelset og få en god nats søvn. Han havde ting at lave i morgen tidlig.

Det var lige før, at han havde glemt de to unge væsner nede i stuen. Med et træt suk rejste han sig, han måtte hellere smide dem i seng. Nu havde de fået det, han havde lovet. Han var ikke en gavebod. Med tankerne ved tallene slentrede han ned af trappen og ind i stuen, hvor han til sin overraskelse fandt drengen med hovedet i satyrens skød. De fik et par timer sammen og valgte at bruge tiden på at sove?! Vargas var ellers overbevist om, at de ville grise hans puder til, også selvom der var en vagt. Nå ja, dem om det.

”Så er tiden gået. Slaven tilbage til buret og kæledyret tilbage til værelset.” Han lænede sig med den ene skulder op af dørkarmen, vagten bag ham, klar til at tage Juno med tilbage. Vargas kaldte kun Hector kæledyr, fordi han i hans øjne var det. Ikke for sig selv, nej, for Ana. Måske mere hans kæledyrs kæledyr. Satyren betød ikke noget for ham, andet end irritation over at have endnu et levende væsen i huset. Men så længe han ikke var rigtigt i vejen og gjorde, som der blev sagt, fandt han sig i det. Kun fordi Ana var så glad for at have nogen omkring sig. Det gjorde ting lettere, når Ana var glad. Men stadig let til at få til at fælde de dyrebare tårer. Åh, så uskyldig og dyrebar.
Hans brune øjne hvilede afventende på de to unge væsner.

Vargas' stemme var nok til at få Juno til at vågne op med et chok, hans hjerte hamrende i brystet på ham, afslørende hvor forskrækket han var blevet.
Han satte sig op næsten lige så hurtigt som han var vågnet op og rejste sig også op med det samme. Øjeblikket efter gik det op for ham, at han opførte sig som en lydig slave. Hvilket selvfølgelig var præcis, hvad han havde lovet Vargas at være for Hectors skyld, men der var forskel på at skulle kæmpe mod sig selv for at blive det, og på at adlyde som noget helt naturligt. Han havde brug for at gøre noget, sige noget, hvad som helst, der ville få kampgejsten frem i ham igen. 
Helst noget, der ikke ville ende med at gå ud over Hector.

"Jeg har brug for mere tid med ham." Juno sagde det lavmælt, hans hjerte stadig i halsen på ham, men han havde øjenkontakt med Vargas imens og lagde også en hånd om Hectors nakke. Både for at få lov til at røre ved ham, og for at holde ham siddende i sofaen, af frygt for hvad Hector kunne finde på, hvis Juno lod ham rejse sig. Uden at tænke over det, lagde han sin egen hånd over sit hjerte, i håb om at følelsen af det, der bankede hurtigere og hurtigere imod hans bryst, kunne få det til vende tilbage til sin normale rytme. 

Hector var også faldet lidt hen sammen med Juno. Han havde siddet med hovedet lænet mod ryggen af sofaen og savlet lidt ned i Junos hår, da Vargas var kommet ind og vækket dem. Hector vågnede med et sæt; ikke fordi Vargas havde overrasket dem, men fordi Juno var sprunget op. Hector var også på vej op, da han mærkede Junos hånd på sin nakke. Den var varm og tung og... rystede en lille smule?

Hector turde slet ikke tænke på, hvad Vargas havde gjort ved Juno for at få ham til at lystre på den måde, og Hectors fantasi var allerede i fuld gang med at udtænke alle de forskellige måder, han skulle få hævn over Vargas på. Selvom Hector var ekspert i at fortrænge grimme minder, så kom følelsen af Vargas i mellem hans ben stadig tilbage til ham engang i mellem. Det gjorde han rasende, men også bange. Han havde kun været sammen med tre mænd i sit liv nu, og de to af dem havde voldtaget ham. 

Mere tid... Der ville aldrig være tid nok i verden for ham og Juno, tænkte Hector stille for sig selv og rakte ud og tog fat i Junos bukseben, mens han så på Vargas med det bedste tigge-ansigt, han kunne formå. Han kunne ikke finde på, at verbalt bede Vargas om noget - det var han for stolt til, og desuden virkede det meget bedre, hvis det var Ana, der spurgte for ham.

Vargas' ene øjenbryn trak kort op i panden ved Junos ord om, at de havde brug for mere tid. At se ham springe op var fornøjeligt, men ærligt talt var det sent og Vargas' var ikke i humør til at bruge tid på de to drenge. Han havde givet dem, hvad han havde lovet, hvad de så mente, det var han ligeglad med. Blikket han mødte Junos med, burde advare drengen om, at det ville være dumt at forsøge at overtale ham til andet.
"I har fået den tid, jeg synes I skal have. Vil I have mere, må I gøre jer fortjent til det. En anden gang." Han vidste med det samme, at han måske havde dummet sig der, for nu ville han sikkert have begge drenge på nakken, til han lod dem se hinanden igen. Nå, det måtte han tage sig af på et andet tidspunkt.

Han skubbede sig ud fra dørkarmen og trådte et skridt ind i stuen, hvor han lavede en let bevægelse med armen mod døren.
"Går du selv ud eller skal jeg sætte vagten til at slæbe dig?" Selvom han stadig virkede ganske afslappet, var truslen tydelig i hans spørgsmål. Vagten ville have frie hænder til at gøre hvad han ville, hvis Juni var besværlig på vej ud. Og han så ikke ligefrem ud til at være i godt humør efter at have stået og gloet ud i luften i et par timer. Og der var sikkert flere af vagterne, der bare manglede en undskyldning for at klappe til menneskedrengen.

Vargas' blik gled fra Juno til Hectors, stadig med advarslen i blikket. Den eneste grund til, at han tolerede satyrens tilstedeværelse var på grund af Ana, og det havde han ikke lagt skjul på overfor Hector. Ind til videre havde han ikke haft en grund til at give satyren en hård afstrafning, men han ville med glæde gribe muligheden.

Juno strøg sine fingre igennem Hectors hår og hev blidt i de mørke krøller, da de fik afslag på mere tid sammen. Hans hjerte sank i brystet på ham og følelsen af Hectors hår imellem hans fingre lod ham slappe lidt af og hjalp ham med at huske på, hvem han opførte sig pænt for.

"Jeg går selv," svarede han, inden han kunne nå at tænke sig om. Det føltes stadig grundlæggende forkert for ham at adlyde, og han vidste, at hvis ikke han gjorde det med det samme, så ville han få tid til at gøre noget dumt eller, næsten lige så slemt, udtænke noget dumt at sige.

Han gik mod døren uden at sige andet farvel til Hector, end at lade sin hånd stryge over hans kæbe, da han slap hans hår. Han så sig ikke tilbage, så ikke engang på Vargas, men gik direkte hen til vagten og med ham ud mod sit bur. Først da de var ude for hørevidde af både Hector og Vargas, slog Juno ud efter vagten. Han ville ikke kunne holde sig selv ud, hvis ikke han gjorde et eller andet for at gå Vargas imod, og han havde troet at han ville have haft en fair kamp imod vagten, men han endte med at få et par ordentlige, hurtige slag, der satte ham ud af spillet, og blev derefter kastet ind i sit bur af en vagt, der ikke kunne have haft mindre til overs for ham. 

Det var virkelig, virkelig svært ikke at gribe ud efter Juno og hive ham tilbage igen. Det ville naturligvis endelig helt galt, hvis Hector havde gjort det, men den lille stund, de havde haft alene, havde givet Hector så meget hjemve efter tiden før mareridtet startede, at det næsten ville være dét værd. Men også kun næsten. En myriade af minder var blomstret op i Hectors hoved af Juno, der var kommet fuld hjem fra byen og havde puttet sig ind til Hector i underkøjen i stedet for at kravle op i sin egen seng, af deres sædvanlige skænderier om morgenen, Junos evigt voksende bunke af snavset tøj i hjørnet af deres værelse, Hectors hemmelige æske under sengen, der var fyldt med alle de små ting, Juno havde givet ham igennem årene, og som Juno sikkert havde glemt alt om: et sølvfingerbøl, han havde hugget fra en rig dames sybord, en blå sten, Juno havde fundet ved floden udenfor Dianthos, et stykke havglas, slebet sløvt og glat fra årevis i havet og sandet, en knap, Hector havde flået af Junos jakke under deres første rigtige slåskamp... Den æske var Hectors kæreste eje, og tanken om, at den måske slet ikke fandtes mere, gjorde han næsten helt syg.

Hector slikkede sig om læberne, sukkede og nikkede. De skulle hjem igen, og så var det bedst at adlyde. Indtil videre. Hector dukkede hovedet underdagnit og gik mod døren. 

Vargas skulle lige til at tro, at Juno skulle have hjælp til at bevæge sig ud i sit bur igen, men drengen var fornuftig og valgte at gå selv. Det var da altid noget. Dæmonen flyttede sig lidt, så han kunne komme ud af døren. Vagten fulgte med ned af gangen og hvad der skete derefter, var ikke noget Vargas var klar over, siden de var ude af syne. Havde han vidst, at vagten måtte daske til ham, havde han nok moret sig lidt. Trods sit ihærdige forsøg på at knække mennesket, kunne han nu godt lide kampgejsten. Meget underholdende. Så længe det ikke gik ud over ham.

Satyren virkede lige så fornuftig og så ud til at være på vej mod overetagen og det værelse, han delte med Ana. Vargas lod ham gå forbi, lod blikket glide rundt i stuen og fulgte så efter ham. Han var træt og havde ikke flere planer for aftenen, så der var ikke så meget andet for end at finde sin seng. Uden at sige noget, gik han efter satyren op på førstesalen, men som de begge var kommet op for enden af trappen, lagde han kort en hånd på det mindre væsens skulder.
”Sig til Ana, at hun skal komme ind til mig.” Derefter gik han forbi ham og ned til sit eget værelse. Hans seng var alt for tom i dag. Og Ana var godt selskab.