Dampen der havde holdt Netrish kørende under kampen lagde sig langsomt, og tilbage var en tung følelse, en klam hånd om hendes hjerte. Hun havde fejlet i at udføre sit hverv som præstinde, og nu var troldens skæbne lagt i Gudindens hænder.

Samtalen mellem Juno og Vargas fik elveren til at kigge mod det unge menneske. Aftale? Var det derfor Hector ikke var hos dem længere? Netrish øjenbryn nærmede sig hinanden en anelse. Der var ikke meget tvivl om at de to drenge ville gøre alt for hinanden. Så hvad var det for en af-

Netrish tanker blev afbrudt som pisken smældede for første gang. Vargas parade med pisken havde været truende, og men Netrish havde stadig ikke troet Vargas reellet ville... torturere drengen. Hun åbnede munden for at sige.. noget, men lukkede den igen. Hendes ord ville blot tirre Vargas yderligere.

Netrish øjne søgte Junos. Hun prøvede at give Juno styrke, men så det knap var nødvendigt. Drengen holdt ud selv. Netrish ansigt var storisk som altid, men blikket i hendes øjne var imponeret.

Et velsignet råb endte torturen af drengen, og trak Netrish blik tilbage mod arenaen, og porten hvor trolden var blevet trukket væk. Håb fyldte hende for første gang. Gudinden var med hende!

Vargas vendte sig med et irriteret udtryk mod den retning lyden var kommet fra. Hvad var der nu med den trold?! Nogle råb lød, endnu et skrig og derefter et rabalder. Et dyrisk brød lød over pladsen, inden trolden dukkede op, ikke i arenaen, men på pladsen, og så rundt med vilde, rødsprængte øjne. To vagter kom frem efter den, forsøgte at stoppe den, men der var ingen reaktion, da den fik et spyd i låret og rebet rev den bare af sig. Dens blik endte på de fem væsner ved pælene og med en snerren begyndte den at gå i mod dem. Dens blik rettet mod Juno. Den kunne sikkert lugte blodet.

Vargas sukkede irriteret og trådte frem mod trolden, lod pisken knalde i luften og råbte en kommando på dæmonisk, selvsikker. Trolden var knækket, det var han sikker på. Men intet havde noget effekt og før han fik set sig om, fløj han igennem luften, dasket væk som en flue af den store trolds tykke arm. Han trillede igennem sandet og skar en grimasse, da han endeligt lå stille. Det var længe siden, noget havde klasket så hårdt til ham og det føltes som at være blevet mast under et træ. Han trak en dyb vejrtrækning ned i lungerne, selvom det værkede i hele kroppen, inden han fik fokuseret på trolden, der blev angrebet af den ene vagt, mens den anden stadig havde fat i elveren og forsøgte at slæbe hende væk. Trolden gjorde kort proces med vagten, knækket kunne høres helt over til Vargas. Men det stoppede troldens gang mod Juno for et øjeblik og gav Vargas til til at skubbe sig på benene. Pisken lod han ligge, den havde tydeligvis ingen virkning. Nej, der var kun én ting, han kunne gøre for at forhindre trolden i at kaste sig over Juno som et sultent monster.

De første skridt var lidt usikre, men snart fik han lidt mere fart på og småløb hen til trolden. Spyddet sad stadig i låret på den, skråt bagud, og det første Vargas gjorde var at sparke til det med alt sin vægt. Det havde den ønskede effekt, som musklerne i troldens ben fejlede for et øjeblik og den gik i knæ med et vredt brøl. Den drejede overkroppen for at række ud efter Vargas, der først sprang tilbage og derefter ved første åbning, kastede sig frem mod troldens ryg.
Det var et stort bæst og det krævede noget af hans evne, men han smækkede begge hænder på ryggen af trolden og trak til i dens sjæl. Som altid låste hans hænder sig til sjælen og han sad fast, mens trolden først ignorerede ham og på en eller anden måde kom på benene, stadig med retning mod Juno. Vargas var chokeret, men havde ikke tid til at tænke nærmere over det, i stedet trak han så hårdt han overhovedet kunne.
"Læg. Dig. Så. Ned," hvæsede han ud i mellem sammenbidte tænder. Trolden var begyndte at komme med kvalte lyde, men tog endnu et skridt fremad, hvilket fik den centimeter fra at kunne nå Junos hoved med hånden. Og pludseligt vendte den det hvide ud af øjnene og væltede om på jorden, tungt, så det kunne mærkes. I samme øjeblik det skete, slap Vargas' hænder troldens ryg og han tumlede af og endte i sandet.

En rækker eder på dæmonisk forlod ham, inden han kom på benene og automatisk begyndte at børste sandet af sig, men uden at slippe den nu døde trold med øjnene. Langsomt gik han rundt om den og så ned i ansigtet på den, hvor en stribe blod var løbet fra dens ene næsebor.
"Jeg håber du er tilfreds nu, elver, den er død." I arrigskab over at have mistet sin trold, lossede han til den, ligeglad med at respektere de døde.

Netrish kæmpede imod som vagten forsøgte at trække hende væk fra det frådende bæst. "fjols! Slip mig og sæt knægten fri!" hendes ord gjorde dog ingen effekt, så handling tog over. Netrish nikkede manden en solid skalle, og brugte de få sekunders åbning der skabte hende, på at gribe nøglerne fra hans bælte, og spæne tilbage mod juno.

"stå stille!" bød hun ham, mens hun greb hans håndled og forsøgte at sætte ham fri. Ikke at juno havde meget valg.
Den første lås sprang op, og satte junos ene hånd fri, mens trolden hastigt kom nærmere!
Netrish fumlede et sekund med nøglerne, og det utænkelige skete. Nøglen gled ud mellem hænderne på hende og ned i sandet.
Trolden nærmede sig, og så ikke ud til at stoppe, selv med vargas på ryggen. Hun kunne ikke nå at sætte drengen fri før trolden nåde den. Der var kun et at gøre..

Netrish stillede sig imellem. Hun havde intet våben, og ingen måde at bekæmpe bæstet på, så hun stille sig så tæt ind på juno som hun kunne, ansigt til ansigt med drengen. "det er dens tid, ikke din.. Du skal leve" hviskede hun med skælvende stemme. Hendes hånd fandt hans ryg og de grønne lys dansede allerede om den of begyndte at heale.

Hun ville alligevel dø nu hvis vargas ikke fik den stoppet. Ironisk at hendes liv skulle være i hans hænder.

Trolden, hvis hånd aldrig ville have nået juno, lagde sig om netrish kranie og et halvkvalt skrig forlod hendes læber som den klemte, og det knagede som hendes hoved truende med at sprænge som en overmoden melon!
Men så stoppede det, og hånden gled livløs af hende. Netrish gispende efter vejret og forsøgte at blinke de sorte pletter for sine øjne væk, mens hun holdt tæt om juno.
Langsomt vendte verden tilbage til hende og hun slap Juno igen, lige tids nok til at blive revet fra ham og tvunget i knæ af den vagt hun havde nikket en skalle. Det var nok mandens forsøg på at beholde sit job... Og sit liv.

Juno så chokeret på trolden, og følte håbet vælde op sig igen - hvis ikke trolden kunne knækkes, så kunne Juno heller ikke. Midlertidigt måske, men ikke for evigt. Langsomt bredte et smil sig i hele hans ansigt, indtil det gik op for ham, at den var på vej hen mod ham. 
Han hev og sled i lænkerne, fuldstændig uden tiltro til Vargas' evner eller lyst til at stoppe trolden inden den nåede hen til ham, men da Netrish kom op til ham, adlød han hende og stod helt stille, imens hun låste hans lænker op.

"Hvad laver du?" udbrød han forskrækket, da hun opgav at låse den anden op, og i stedet stillede sig foran ham. Hvis Netrish kom til skade lige foran ham, ville han ikke kunne bære skyldfølelsen. 

"Det er heller ikke - det er heller ikke din tid, Netrish," svarede han lavmælt og holdt over hendes skulder øje med trolden, der kom tættere på dem. Det kildede på hans ryg, hvor hun helbredte ham, og han lagde en arm om hendes liv, for at trække hende med sig så langt bagud og væk fra trolden, som de kunne komme. 
Men det var ikke langt nok. Trolden fik fat på hende, og Juno holdt hende kun tættere ind til sig, imens han råbte af den; "Slip hende! Slip hende, dit bæst!" Og så, pludselig, slap den - der gik et øjeblik, før det gik op for Juno, at den var død. 

Selvom hun slap ham, holdt Juno kun bedre fat om hende, helt instinktivt fordi han troede at hun var ved at besvime. Ud af øjenkrogen havde han set vagten nærme sig, og han sparkede ud efter ham, uden at slippe Netrish. "Nej!" skreg han af ham, da vagten fik undgået hans ben, og fik fat i Netrish. "Du rører hende ikke!!" Hans stemme knækkede midt i sætningen, og afslørede hvor tæt på gråd han var. Han havde været bange, og Netrish var den eneste, der altid havde passet på ham. Men han kunne ikke stoppe vagten, der trak hende væk. 

Juno så rådvildt fra Netrish til Vargas, med et bedende blik om hjælp til dem begge, inden han gemte sin frie hånd bag på ryggen, for at forhindre at Vargas skulle få ham lænket fast igen. For første gang i flere år følte han sig som et barn. 

Vargas havde haft for travlt med at få nedlagt trolden, til at have set, hvordan Netrish forsøgte at beskytte Juno, men så snart trolden var nede at ligge og Juno højlydt begyndte at protestere, da vagten fjernede Netrish fra ham, så han mod dem og hans underbevidsthed samlede op på, hvad hun havde gjort for ham. 
Vagter var efterhånden begyndt at strømme til fra alle sider, stirrende på den døde trold og den døde vagt. Og Vargas, der rettede lidt på sit tøj, inden han satte sig på hug og nærstuderede troldens grimme ansigt med et utilfredst udtryk. Det var ikke hans evne, der havde slået den ihjel, ikke direkte, det kunne den ikke. Men næseblodet indikerede, at et eller andet var gået i stykker fysisk på den i hovedet. Han havde set det før, kroppen kunne ikke holde til presset. Nogle gange var det hjertet, nogle gange var det hovedet. Ved Zaladin. Han havde ellers været så glad for den trold.

Lidt pludseligt rejste han sig op og så på den nærmeste vagt.
"Få trolden væk herfra, inden den begynder at lugte."
Manden nikkede hurtigt og vinkede nogle af de andre til sig. Vargas vendte blikket mod en anden vagt og lavede en bevægelse mod Juno.
"Spænd ham op." Roligt gik han hen til pisken, mens vagten hurtigt fik sat håndjernet tilbage om Junos håndled. Han var ikke færdig. Han havde tænkt sig at give ham ti piskeslag og denne afbrydelse skulle ikke forhindre ham i det. Og så kunne han lige få bare en smule aggression ud af kroppen.

Og som intet var sket stillede han sig an, lagde armen tilbage og lod så pisken suse ned over menneskets ryg to gange mere, denne gang med vreden bag slagene. Forbandede uheld. Men selvom han havde lyst til at blive ved, stoppede han, for en gang skyld rationel nok til at tænke, at det ikke var drengens skyld. Han havde selv slået den ihjel, selv mærket dens sjæl forsvinde mellem hænderne på sig. Så med en let anstrengelse sænkede han armen igen og stod for et øjeblik tavs og så på de røde, blodige streger. Med et udtryksløst udtryk vendte han sig mod Netrish og den anden vagt.
"Skil dem ad, nyt bur til hende." Han vendte pisken om i hånden og slog så vagten hårdt i hovedet med skaftet. "Næste gang du mister dine nøgler, mister du mere end det. Forstået?" 

Uden at vendte på svar vendte han om og begyndte at gå. Nu gad han ikke se mere på de to slaver, han var færdig. Juno ville blive sat i arbejde, kedeligt, hårdt arbejde i den stegende hede, og elveren ville sidde i sit bur med en vagt, så hun ikke skadede sig selv i et forsøg på at komme af med barnet. Måske han ville benytte sig af hendes healerevner, men han regnede med at få solgt hende hurtigt. Han kunne ikke ændre hende på nogen måde.
Lige nu havde han brug for noget stærkt at drikke og tid til at surmule, alene.

Netrish tog ikke på vej af Vargas lemfældige behandling af liget. Sjælen var gået videre, og det var det vigtigste. Havde hun kunne stå på sine egne ben, havde hun måske gjort det samme.

For nu var alt hun kunne gøre at forsøge at holde sig ved bevidsthed. Junos råb rungede i hendes sind. Han havde ikke været andet end en selvcentreret unge indtil nu. Hvorfor sagde han så sådan? Hvorfor havde han forsøgt at holde hende oppe, og jage vagten væk? Det ville ikke ændre noget alligevel.

Pisken smældede igen, og fik Netrish til at løfte blikket fra det bagende sand. Pisken faldt igen, og det gav et gip i elveren. Det var en forfærdelig måde at behandle folk på. En ting var at blive skadet i kampens hede, at holde ud når ens liv var i fare. Det her var bare... sygt.

På Vargas bud trak vagterne Netrish væk, mens hendes ben kæmpede for at finde fodfæste under hende. Hun så sig kort tilbage over skulderen mod Juno. Hun tvivlede på hun ville se ham igen, eller Hector for den sags skyld. Hun ville forsøge at tale med vagten der vågnede over hende, om ikke andet så blot for at høre om de stadig var i live. Hun ville bede for dem, bede Gudinden holde sin hånd fra dem, til deres tid var.

Netrish blev trukket til et nyt bur, og hun var igen alene... Alene med monstret der voksede i hende.

Juno bed sine tænder hårdt sammen, for ikke at komme til at bede Vargas om tilgivelse, men kæmpede indædt imod vagten, der ville spænde ham op igen. Han sparkede ud efter hans nosser, forsøgte at nikke ham en skalle, og slog ud efter ham med sin ledige hånd, men vagterne lod til efterhånden at have opdaget at Juno var lige så nem at have med at gøre som et vildt dyr, og den her vagt var forberedt på modstanden, så Juno fik hverken det ene eller det andet slag ind, inden han var blevet spændt op igen, hans blottede ryg og armmuskler anspændt.

Han gryntede anstrengt under de to følgende piskeslag, der begge var langt værre end de tidligere havde været, men takket været Netrish' helbredelse af hans ryg, klarede han det uden at skrige. Han følte sig syg, da han mærkede sin hud åbne sig op under det sidste slag og blodet prikke frem i en stribe over sin ryg, men det var hurtigt overstået.

"Hvorfor tager du hende fra mig også?!" udbrød han, inden han fik tænkt sig om, da han hørte Vargas' ordre om at skille dem ad. Men Vargas var allerede på vej væk, og Juno udnyttede at Vargas tydeligvis var færdige med dem, til at modsætte sig vagterne igen - så snart de åbnede op for hans lænker, slog han ud efter dem, og kæmpede imod dem, indtil han lå på jorden, med armene låst fast på ryggen og så hjælpeløst til imens Netrish blev slæbt væk. Hans sidste ven på det her gudsforladte sted, taget fra ham helt uden grund. Han skreg og vred sig under vagten, indtil han fik en knytnæve i hovedet, så hårdt at det ringede for hans ører. Derefter opførte han sig pænere og lod dem føre sig tilbage til sit bur.

Da han fik mad lod han den stå uden at røre den, velvidende at han, hvis han fik fat på det, ikke ville kunne modstå fristelsen til at ødelægge ting og kaste med dem. I stedet blev han siddende, med sine knæ oppe under hagen, og stirrede rasende, men næsten meditativt, frem for sig. Han var nødt til at komme på en flugtplan.