Et  stædigt udtryk kom til Miras ansigt og hun lod hånden falde fra hans skulder. ”Det tror jeg ikke på” Svarede hun da ha n sagde at der ikke var noget der kunne gøres for at hjælpe ham. ”Så er det bare fordi det ikke er fundet endnu. Jeg er sikker på at der er en løsning på alt” Det var tydeligt at hendes overbevisning ikke bare sådan lige kunne bøjes.

”Hvor meget ved du om varulve? Er der et eller andet materiale de ikke kan bryde? Måske kan det give os tid til at finde en løsning?” Hun sagde ordet ’os’ uden at lægge mærke til det. Miras personlighed var hjælpsom, og hun ville gøre alt hvad hun kunne. Men samtidig var hun også naiv og godtroende. Hun var sikker på at der var en løsning på alt, men det største problem lige nu var at holde ham sikker, og samtidig holde resten af verden sikker. Man måtte på en eller anden måde måtte man kunne finde en løsning.

Ull fornemmede Miras stædighed og hylede mod himlen. Mira vendte blikket mod ham og han fnøs kort mens han stod uroligt og forsøgte at puste sig selv mere op. Nej, hun ville aldrig kunne sætte Ulls sikkerhed på spil. Men derfor ville hun stadig gerne hjælpe. ”Det ville ikke være et liv.. Der må være en anden mulighed” Svarede hun og så mod James.

Mira havde så evig ret i det hun sagde! Der måtte være en løsning, en løsning var der altid på alt ting, det havde han altid sagt til sig selv. Det handlede vel bare om hvad der ville ske når de fandt en løsning, eller rettere når han fandt en løsning. Han var dog sikker på at Mira ville gøre alt for at finde en løsning på problemet også. "Det er virkelig sødt af dig at hjælpe sådan en som mig." sagde han og kiggede lidt ned af sig selv. Han var jo ikke den der havde verden fuld af penge, og han var bestemt ikke en der bedte om hjælp. Men her var der en som rent faktisk ville bryde sig om ham, og som vil hjælpe ham lige meget hvad. Det virkede i hvert fald sådan til det. Kunne han gå væk fra det, og bare kigge væk fra en hjælp han ikke engang selv havde bedt om? 

Han lyttede til hendes ord og tænkte sig lidt om. Hvad vidste han faktisk om varulve? Ingen ting, det var hvad han vidste! "Ingen ting faktisk. Jeg anede ikke engang der var varulve i dette land. Jeg har ikke været så social aktiv de sidste 20 år til at vide hvad der egentlig er i landet og til at finde ud af så meget." han kiggede lidt ned i jorden, han anede ikke engang hvad han skulle sige ellers. Det var ikke lige frem fordi han anede noget om noget, men han vidste bare at dette her var for godt til at være sandt. "Måske ved jeg mindre end jeg burde. Jeg har ikke engang fået hjælp til at forstå dette her." han kiggede lidt ned i jorden og så op på Mira igen. Han lagde armene over kors igen og bed sig i læben.

Mira havde ret, det ville ikke være et liv hver at leve. Men det var måske det eneste han kunne komme til at kende. Et suk kom frem på hans læber og han sagde stille. "Jeg ved det godt. Men det er måske det eneste svar på dette her. Indtil jeg finder ud af at kontrollere dette her, hvis det kan kontrolleres...." han kiggede lidt op på Mira med triste øjne og han havde mest af alt lyst til at græde. Men han vidste også godt at det ville han ikke komme nogen vegne med, og han var ikke så glad for at vise følelser i forvejen.

Hun smilede og foldede hænderne foran sig. ”Min far siger at man skal hjælpe alle der har brug for hjælp” Det var ikke løgn, men Mira havde også et stort hjerte og kunne ikke udstå at se nogle have brug for hjælp og følte altid en voldsom trang til at gøre hvad hun kunne.

”Okay.. Så må vi jo finde viden et andet sted. Måske healerhuset i byen har nogle bøger omkring varulve, de må da have set nogle før..” Hun overvejede længe hvor de ellers kunne finde info – det nemmeste ville være at opspore en anden varulv og så udspørge vedkommende, men hvor skulle de lige finde sådan en, det var jo ikke fordi Varulve gik og reklamerede med det.

Hun så lidt strengt på ham, som en mor mod et uvornt barn. ”Det siger du, men hvad hvis du render væk fra det sted og mod civilisationen. Måske kan du slet ikke kontrollere dig selv, hvilken nytte er det så? Nej – du skal ikke være alene. Vi har til næste fuldmåne til at finde en løsning. Der må være en løsning..” Hun så mod Ull med et tænksomt blik.

Det var virkelig sødt af Mira. Der var ingen der havde tænkt så meget på James som hun gjorde nu. Ikke engang Jocelyn havde virket til at ville hjælpe ham. Men nu var hun også forsvundet igen... For 10 år... Hvorfor skulle han overhovedet have en søster det ikke virkede til at have nogen interesse i ham.. Han sendte Mira et smil "Det er virkelig meget sødt af dig. Og jeg har i den grad brug for hjælp tror jeg." han kiggede lidt ned i jorden og så op på Mira igen. Det var utroligt at nogen kunne være så sød at hjælpe ham. Det var ikke lige frem noget han var vant til.

"Måske, måske ikke. Jeg er ikke lige frem særlig boglig" kom det fra ham, han havde svært nok ved at læse og skulle finde viden i bøger eller i et healerhus var ikke hans kop te. Men det var vel et forsøg værd at prøve ikke? Miranda havde ikke været til nogen hjælp overhovedet. De to havde haft problemer nok allerede og ingen af dem kunne udstå hinanden. Det var sådan det havde været i et stykke tid, og det var ikke blevet bedre sidst de så hinanden. Han rystede lidt på hovedet og et suk kom over hans læber. Hvorfor skulle Miranda også have bidt ham. Så havde han jo sluppet for alt dette her rod!

Han kiggede lidt på hendes ansigtsudtryk og kunne tydeligt mærke et savn til sin egene familie. En familie der ikke levede mere, en familie han ikke engang kunne huske hvordan var. Et suk mere kom over hans læber og han kiggede ned i jorden som hun snakkede. Forsigtigt satte han sig ned på jorden med benene trukket ind under sig og prøvede så vidt muligt at gemme sig lidt væk. "Du har ret..." kom det roligt fra ham, og kiggede ikke på hende. Han havde ikke lyst til at se på hende. Hun var alt for venlig anlagt. Det var jo så længe siden nogen havde været venlig over for ham! "Du er alt for venlig." kom det stille fra ham og vendte blikket op imod hende. Man kunne ane at han havde fået lidt våde øjne men ikke mere end det.

Mira så på ham med et overvejede blik mens han talte og hun trak let på de smalle skuldre. ”Jeg er heller ikke så god til alt de akademiske men jeg kan da læse, så det er et skridt på vejen…” Svarede hun og betragtede ham sætte sig ned på jorden. Hun fornemmede det hun gik ud fra var taknemmelighed og smilede varmt.

Der på vendte hun blikket mod Ull der gabte. Hendes mørkebrune øjne søgte himlen og hun bed sig i læben. ”Det er snart aften, min far forventer mig hjemme til aftensmad... Har du et sted at tilbringe natten?” hun så mod James. Hun gik ikke ud fra at han forvandlede sig denne nat, det var trodsalt ikke fuldmåne nu, så selvom at hendes far ikke ville være vild med at hun tog gæster med hjem, ville hun tilbyde ham husly for natten – så måtte de finde ud af hvad næste skridt var derefter. Hun havde stadig ikke droppet ideen om at kontakte sin bror for at høre om de kunne låne en af cellerne i fangehullet – det var det stærkeste sted hun kendte, hendes bror fortalte ofte om de store væsner de havde der.

James kiggede på hende og sendte hende et varmt smil. Det var der ikke nogen grund til at ligge skjul på. Han havde det godt med at nogen ville hjælpe ham, men han var bare ikke vant til at sådan noget ville ske for sådan en som ham. "Det er altid noget. Jeg er glad for du ville hjælpe" kom det gråd kvalt fra ham og kunne mærke en tåre trille ned af kinden på ham. Tænk at nogen ville være så behjælpelige og søde mod sådan en som ham. Han kunne slet ikke komme over det.

Han rystede lidt på hovedet af hendes spørgsmål. Han havde intet sted at tage hen, sådan havde det været hele hans liv, også derfor han ville tage væk fra landet når det blev fuldmåne, men som Mira havde sagt skulle dette ikke ske. For hvem vidste hvad der så ville ske? "Nej det har jeg ikke, men jeg kunne tage ind til byen og finde noget at spise." han stak en hånd i lommen så godt som han nu kunne for at mærke efter om der var nogle krystaller, men nej hans lomme var helt tom. Der var intet, så måtte han jo undvære noget mad i dag, og en seng at sove i. Det var jo også et stykke tid siden han sidst havde lavet et form for arbejde.

Mira nikkede let og satte hænderne i hofterne med en beslutsom mine. ”Jeg bor ikke mange mil herfra, du kan komme med mig og få et måltid mad – det er dog ikke speciel fornem mad, vi spiser hvad vi har, og du kan låne en sofa for natten. Så må vi finde ud af hvad næste skridt er i morgen” Sagde hun og fløjtede til Ull der straks kom luntende. Ull bøjede hovedet til manden på jorden og snusede til ham. Instinktivt forsøgte Ull at slikke tårerne af mandens ansigt. ”Ull!” Rettede Mira og ulven så mod hende ”Ikke slikke på fremmede…” hun smilede varmt til ulven der bare fnøs af hende og hun klappede den på skuldrene før hun vendte blikket tilbage mod James.

”Hvis du vil, naturligvis… Jeg tvinger dig ikke til noget, min far og broder er hjemme så hvis du vil med skal du bare lade være med at nævne varulve delen… For nu” Forsatte hun og så på James med hævede øjenbryn som om hendes ord havde været et spørgsmål. Hun havde ikke ligefrem startet dagen og tænkt at hun skulle finde nogle at hjælpe og da slet ikke at hun skulle tage dem med hjem – men nu var det her de var, og Miras gode hjerte bød hende i det mindste at give manden tag over hovedet for en nat. Så måtte han finde ud af om han ville afsted igen næste dag og hvis ikke måtte de finde en løsning på det hele. I det mindste havde de et par dage – mente hun da – før det var fuldmåne.

James kunne ikke lade vær med at smil, det var alt for venligt af hende. Ikke nok med at hun ville tilbyde at hjælpe med at han var varulv, men nu ville hun tilbyde ham mad og noget at sove på. Det var da helt vildt så godhjertet hun var!
Ull prøvede at slikke tårene af ham og blev straks rettet af. Det havde ikke gjort ham noget hvis han havde gjort det. Det betød vel bare at han havde accepteret James bare en lille smule.

Han kiggede ned i jorden rejste sig op. Rent instinktivt gik han over til Mira og krammede hende. Han var ikke sikker på hvordan Ull ville takle det men det gjorde ham ikke noget. Han var bare så overvældet over alt dette her, og hvad der var sket ham. Han slap hende efter at have trykket hende ind imod sig i et stykke tid. "Undskyld" kom det fra ham og vendte blikket ned imod jorden. Egnetlig blev han lidt flov, for så godt kendte de jo ikke hinanden, men alt den venlighed måtte han jo tilkendegive på den ene eller den anden måde. "Jeg vil rigtig gerne med." kom det stille fra ham og vendte blikket ned imod Ull som han blidt klappede på hovedet. "Det er ikke noget jeg går og siger til hver dag, det er helt nyt for mig. Så jeg lover ikke at sige noget til nogen andre." han kiggede ned på Ull og så op på Mira. Det havde slet ikke været hans mening at sige han var varulv i første omgang, det var bare kommet til ham fordi Ull havde kunne lugte ham og at de lugtede lidt ens, så havde han jo lige så godt kunne afsløre det. "Altså jeg håber da ikke det gør noget for din familie at du tager mig med" han var meget forsigtig i sin stemme og han kiggede ind i Mira's øjne.

Mira frøs kort da James pludselig lagde armene om hende og krammede hende. Hun tøvede et par sekunder før hun krammede ham igen, hun var ikke lige frem van til at folk kom så tæt på, og der gik bestemt heller ikke længe før hun mærkede Ull mase sin snude ind mellem dem og knurrede let. ”Der er okay” Hvem hun talte til, James eller Ull, var måske svært at tyde, men ordene var vel også til dem begge.
”Min far vil ikke blive overrasket, han har flere gange oplevet at jeg har taget nogle med hjem for en enkelt overnatning fordi de ellers skulle sove under åbenhimmel. Desuden er det de færreste der tør prøve på noget med en så stor ulv i huset, så jeg tror at han er fortrøstningsfuld med at folk opfører sig pænt” Det sidste var sagt med en klar latter i hendes stemme. Hun vendte blikket mod vejens position bag træerne ikke langt fra søen.

”Men.. Jeg ønsker ikke at udsætte min familie for farer. Så længe du er menneske, og ved fuld kontrol, så er du velkommen. Dog skal der findes en anden løsning i forhold til… Varulve delen” Hun viste ikke hvor meget James ville forlade sig på hendes hjælp, om han ønskede at finde en løsning selv eller ej – det måtte de se når morgendagen kom. Men hun ønskede at gøre det klart for ham at hun ikke ville risikere noget i forhold til sin familie og det håbede hun at han forstod.

”Halvanden mil den vej” sagde hun og gestikulerede langs vejen. Ull kendte tydeligt vejen og snusede rundt i rabatten mens hans øre havde fokus på Mira og James. ”så.. Hvor kommer du fra?” Spurgte hun og så mod James.

James lagde mærke til hendes fnøs og det gjorde ham kun lettere nervøs ved hvad han havde gjort. Han var bare så taknemlig for den hjælp hun udførte at han ikke anede hvad han ellers skulle gøre. Det havde bare været så meget nemmere at give hende et kram og vise hans taknemlighed på den måde. Men det lå også bare til ham at være venlig. Hendes ord ramte ham kort og han vendte blikket ned imod Ull som tydeligt ikke var særlig tilfreds med hvad han havde gang i. Han fjernede sig derfor lidt fra Mira og trådte et skridt tilbage. Han ville nødig gøre hende utilpas eller Ull for den sags skyld.
James havde ingen intentioner om at prøve på noget som helst, det lå ikke til ham, men han ville gerne gøre alt for at hun følte sig godt tilpas i hans selvskab. Det var meget nemmere end noget andet. Han kiggede lidt ned imod jorden og så op på hende igen. "Jeg forstår. Dog skal i ikke være bekymret for mig" han kiggede lidt på hende og sendte hende et smil.

"Jeg ønsker heller ikke at udsætte nogen for fare, det er ikke derfor jeg takker imod din hjælp. Hvis det havde været fuldmåne i aften havde jeg ikke sagt ja til det." hans blik bevægede sig op imod himlen og så ned på Ull. Ull vidste sikkert hvad han mente. "Jeg ved det. Der skal være en løsning på den ene eller den anden måde." han kiggede lidt ned i jorden og kiggede mod det sted som Mira havde pejet. Han havde ikke engang introduceret sig selv, og alligevel havde hun været så sød ved ham. "Mit navn er forresten James" kom det roligt fra ham og begyndte at tage nogle skridt mod den vej hun havde vist. "Nordpå. Jeg ville tage der op hvis der ikke var nogen andre muligheder. Men som du allerede har givet udtryk fra, så er det ikke det jeg skal" han smilte lidt og vendte sig om for at kigge på hende.

Mira smilede og lagde en hånd på hans skulder. ”Ingen skal være alene med sådan noget her. Heller ikke dig” Sagde hun og lod hånden falde mens hun så mod Ull. Hun gik langs vejen da de nåede den og vendte blikket mod James. ”Det sagde du ja…” Det undrede hende lidt at han sagde det igen, men så igen, der var sket så meget at det ikke ville undre hende at han var lidt forvirret.

”Hvor langt nord på?” Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde endnu ikke været ude af Medanien. Hun drømte om at se hele verden med Ull men for nu måtte hun arbejde så hendes familie kunne få brød på bordet. Hun foldede hænderne bag ryggen og så frem for sig med et tænksomt blink, tanken om at finde en løsning havde stadig ikke forladt hende men for nu var det vigtigere for hende at de nåede hjem inden det blev alt for mørkt.

Ull luntede ved hendes side og hun endte med at lægge en hånd mod hans hals, som altid når de gik. Mira og Ulls bånd var helt unikt og hun var mest tryg når hun kunne røre ved ham på denne måde, mærke hans puls og hans vejrtrækning. Ull syntes også at blive beroliget af berøringen.

Hun havde ret, Ingen skulle gå sådan med det som han havde det. Men det var bare meget nemmere at have det sådan. Han kiggede lidt på dem begge og sendte et smil han nikkede lidt til hende.
Havde han virkelig sagt sit navn en gang? Orv var dette her lige pinligt eller hvad. Det var ikke helt planlagt. Det var slet ikke meningen at han skulle have sagt sit navn igen, men det måtte jo betyde at han havde hørt hendes navn også. Hvad var det så? Han tænkte og tænkte men kunne ikke komme på det. Han havde været så overvældet at han slet ikke havde overvejet at huske på hendes navn. Hvorfor skulle hun også være så venlig mod ham? "Det beklager jeg." kom det roligt fra ham.

"Krystalbjergene. Det er der min familie boede. pt bor jeg hvor jeg kan." han kiggede lidt ned i jorden og bevægede sig videre. "Jeg både arbejder og bor hvor jeg kan, sådan når jeg har krystaller til at bo på en kro." han var noget forlegen over ikke at have nogen krystaller, og på sin vis slet ikke have behovet for at bo noget fast sted. Det kunne vel ændre sig på et eller andet tidspunkt. Det var vel bare spørgsmålet om hvornår. Nu var han jo blevet klippet efter at have set sin søster. Så det måtte vel også snart være på tide at slå sig lidt ned og finde et fast job.

Mira rystede på hovedet og smilede let. ”Du behøver ikke beklage, der skete pludselig meget… jeg blandede mig i dit privatliv, kom med en masse sikkert upassende spørgsmål… Det er ikke noget under hvis man glemmer ting… Hvis du skulle have glemt det hedder jeg Mira og det er Ull” Hun sendte ham et grin da ulven forvirret kikkede op på hende.

”Virkelig? Er der flot? Jeg har aldrig været ude af Medanien… Min far er ret afhængig af min hjælp for at få gården til at køre rundt, og det er svært at rejse med Ull… Eller… Der er nemt at rejse med ham, men folk er ikke så glade for at vi kommer…” Hun lagde hånden på ulvens skulderblade der jo befandt sig lige under hendes skulder.
”Ja…  Derfor bor jeg også hjemme… Jeg handler med ting min far producere på gården men jeg har ikke mulighed for at gøre noget selv… Vi får dårligt nok krystaller til at holde det hele kørende og hvis vi får en alt for hård vinter…” Hun stoppede og rystede på hovedet ”Det er lige meget… Men det er lige her rundt med stien der” Hun pegede på en sti der ledte af hovedvejen og efter at stien havde slået en snoning rundt om en gruppe træer kom et lille bondehus til syne. Huset var omgivet af marker med forskellige planter og der var en stald med indhegning til kvæg og en gammel træt pony samt en lidt finere hest der tilhørte hendes bror.

Ull viste tydeligvis hvor han var og satte i løb mod huset. Døren gik op da ulven kom tæt nok på og et bestemt NEJ lød da en ældre mand i døren ikke ville lade ulven komme ind. Ulven peb og Mira tog sig instinktivt til brystet – ulvens følelse af afvisning gik lige i hjertet. ”Far!” Sagde hun lidt bestemt og manden så op, først nu så han James ved hendes side. ”Mira… Hvem har du nu taget med hjem?” Spurgte faderen opgivende og Mira grinede lidt, hendes latter fik ulven til at løsne lidt op også. ”Det er James, han mangler et sted at være for natten og jeg sagde at han kunne låne vores sofa” Faderen så lidt tvivlsomt på James men det lod til at han affærdigede sig med ideen. ”Kom inden for så… Ja du må nok hellere komme med, men du lægger dig!” Ulven gik ind men det var tydeligt at den ikke hørte efter.

//tænker vi slutter den her? Så kan vi lave en ny hvis det er

James havde ikke nogen undskyldning for at have sagt sit navn igen, men det var fantastisk at hun tog det så pænt. Han smilte til hende og kiggede lidt ned i jorden mens han gik. Hun var så venlig ved ham at han slet ikke kunne forstå det. Han nikkede lidt til hendes ord og smilte lidt for sig selv. Nu havde hun præsenteret sig igen, det var venligt af hende. Men så var  der da også en chance for at han kunne huske det.

"Flot og flot. Det er en bjergkæde, der er lidt koldt. Men jeg kan nu godt lide det når jeg endelig slår vejen forbi." han kiggede lidt på hende og vendte blikket ned imod jorden. Han lyttede til hende og kunne godt forstå hvordan det var ikke at have nogen krystaller. Det var nogle hårde måder at tjene til føden på, men han havde aldrig tydet til at stjæle eller gøre noget andet for at få penge. Han var da blevet tilbudt at arbejde som anstændigheds mand, men han havde pænt takket nej tak. Det var bestemt ikke ham at skulle gøre sådan noget. "Det er jeg ked af." kom det roligt fra ham og kiggede lidt væk fra hende.

De var endelig nået hen til gården og James stod og trippede lidt for sig selv. Aldrig havde han mødt nogen der ville hjælpe på den måde, det måtte være en venlig familie det var han helt overbevist om. Han kiggede lidt på Mira da hun snakkede med sin far og nikkede nogle få gange hvor det var passende.