”Det er sandt.” svarede hun til hans forsikring om, at et længere liv ikke nødvendigvis var det bedre af de to. ”Jeg har endnu ikke fundet noget, der fik mig til at hungre efter evigt liv. Det måtte også blive kedsommeligt i længden. Men jeg kan ikke komme udenom at misundelsen kommer frem bare en gang imellem. Kendskabet til at et andet højtintelligent væsen som os mennesker sætter nemt den slags tanker i vores selviske hoveder.” Det var slet ikke meningen, at det skulle lyde så filosofisk. Men hun havde fået bevist at det ofte var tilfældet, når hun talte mere end bare en lille gruppe monotone ord. At tale havde til tider været en del af hendes jobbeskrivelse, men det havde sjældent været noget der var første prioriteten for hendes kundekreds.

April begyndte allerede at gøre sig mentalt parat, da han blot havde fortalt at salven næsten var færdig. Hun rankede ryggen en smule sammen med en dyb indånding. Hun havde ingen idé om, hvad hun gik ind til. Men hvis det havde gjort så ondt, som det havde, da han bare havde trykket let omkring flængerne, frygtede hun det værste. Det var dog rart at bare kunne høre ham tale. Overraskende ord! Absolut ingen tvivl om det. Og hun fattede ikke hans grundlag. De var stort set fremmede. Og hun havde ikke gjort sig det bedste førstehåndsindtryk. Og hvilket umage rejsemakkere de ville være. To blinde på afveje. Men til trods for den letter bizarre natur bag, så varmede det, at han bekymrede sig om hende. Og smilet i hendes mundvige nåede, at stige en smule, inden hun pludselig kunne mærke noget isnende mod sin ømme hud.

Straks greb hun om sin albue med den anden hånd for at holde armen så stabil som muligt. Straks sad hun krummet igen med tænderne bidt sammen, men hun hvinede ikke denne gang. Kun sagte, kvalte støn lød fra hendes strube. Hun havde været så fokuseret på hans tilbud, at hun ikke engang havde lagt mærke til hans første par berøringer for at finde flængen, hvilket i sig selv var et mysterium. Men så snart salven var på lindrede det svigen næsten med det samme, og hun løsnede grebet om sin egen arm igen for at kunne slappe af i skulderne.
”…tak.” ytrede hun sig. ”De er en besynderlig gavmild mand. Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte et ansigt på både Deres navn og Deres stemme.” Hun førte fjerblidt sin hånd længere op ad armen til hun streg de varme områder om de behandlede flænger men modstod lysten til at trykke for at tjekke den lindrende effekt yderligere. ”Jeg rejser videre i morgen. Ved daggry. De er velkommen til at følge.” sagde hun endelig som et svar til tidligere.

Han var en besynderlig gavmild mand, det kunne han ikke komme udenom, ligeså lidt som han kunne komme udenom at han var blind. Han var selv ikke helt klar hvad det var der drev ham til at være så venligsindet omkring andre, og hjælpe dem, selvom det ikke satte ham i en bedre situation. Måske var det stadig det ægtepar i Nordlandet der havde sat sig i hans hjerte, og han ville gøre noget godt for dem? Uanset hvad tilbød han sin hjælp meget oftere end han burde.

"I lige måde, men vi behøver det ikke, selvom det selvfølgelig kunne være rart," nævnte han. Det var mange år siden at han havde set et ansigt, selv i hans synes var der aldrig et ansigt, i hvert fald ikke efter han havde mistet synet. Det var som om at hans syner ikke mente at han behøvede at kende ansigterne når han alligevel ikke ville komme til at se dem. Heldigvis fik han stadig resten af tingene. Tøjet, håret, græsset. De eneste farver han så nu om dage.
"Jeg vil sige at for nu burde du lade det sidde og få luft, og forhåbentlig får det dannet sig en skorpe, så det sidder nogenlunde fast. Når det begynder at klø, må du ikke kradse i det, og hvis det føles som om at det begynder at blive vådt, fordi såret væsker, så må du sige til. Så vil jeg gerne lige kigge på det igen," sagde Útíradien for at instruere April præcis i hvad hun ikke måtte gøre. Det ødelagde lidt det hele hvis hun hele tiden ville pille ved det der var sat på. Når de skulle rejse i morgen skulle han nok hellere lægge noget nyt på og måske forbinde det, så det blev siddende. Men for i aften ville det være en god ting bare at lade det sidde, så det kunne få luft.

April pressede sine læber sammen i, hvad der næsten kunne antages som en usikkerhed for det seende øje. Mundvigene var blevet skubbet lidt ind i kinderne, hvilket indikerede måden hvorpå hun kortvarigt tyggede på de indre slimede vægge i hendes kinder. Hun havde ikke før følt nogen ubehag ved at henvise til folk med ’des’. Det var i hvert fald mange år siden. Men hun var begyndt at mistænke, at grunden var fordi hun aldrig rigtig havde tjent sig selv, men tjent andre, hvor hun automatisk gav den højere hævede respekt. Men nu virkede det til at ligge forkert på tungen. Ikke på samme måde som Útíradiens elviske navn, men som en klistret smag på det bagerste stykke af tungen. Samtidig kæmpede hendes fornuft dog imod. Måske var det fordi, at han på meget kort tid havde givet hende følelsen af, at de havde draget rundt sammen længe før. Som var hans selskab naturligt.

”Jeg vil gøre mit bedste.” Straks gled hendes hånd væk fra flængerne igen. ”Det klør ikke så meget lige nu, men svigen prikker ubehageligt, så det kilder.” forklarede hun og gjorde et forsøg på at gøre noget ved det uden at røre ved det, ved at vifte ganske let med sin arm. Der havde skjult en smule skuffelse og irritation i hendes stemme, som nok nemt kunne afslører, at hun før hans ordne om ikke at klø i det, havde været et ønske. Også selvom hun allerede fra starten havde vidst bedre.

April stak så næsen i sky som for at se mod himlen og tog en dyb indånding af den friske vind. Aftens vind. Det måtte det være. Hun kunne aldrig vide sig sikker på, hvilken tid på dagen det var. Inde i byen var det nemmere. Hanen satte punktet for morgenstunden. Og lyden af travle mennesker der enten blev flere eller færre fortalte om dagens gang. Men i skoven var det kun hvordan kulden sitrede i hendes næsebor, der kunne give hende en nogenlunde idé om aftentimerne.
Roligt rakte hun ud efter sin stav igen og kom forsigtigt op at stå igen. Og med et let slag mod jorden - i håb om ikke at ramme ham bag sig eller bålet foran sig - følte hun sig mere rolig igen. ”Er De sulten? Jeg er i besiddelse af et par æg og nogle rodfrugter, så er måltid vil i det mindste være noget jeg kan give som tilbagebetaling.” spurgte hun ham med en nu mere hævet og sikker stemme, inden hun vendte sig omkring for at have fronten mod ham. "Kød er desværre ikke noget jeg kan tilbyde lige nu." Æggene var godt nok hvad der var tilbage af hvad fuglen havde beskyttet, da den havde angrebet hende, men selve fuglen havde hun selv spist noget tid tidligere.

Det var altid svært at lade vær med at klø, og selvfølgelig havde Útíradien også prøvet det før, det var derfor også vigtigt at sige at folk altså ikke måtte røre det. Problemet ville nok opstå når de skulle sove, men det tog de til den tid. Der kunne han jo altid lægge noget stof over det, selvom stoffet ville være totalt ruineret næste morgen med alt sandsynlighed.

Útíradien begyndte langsomt lægge sine ting væk i sin taske igen, og sørger for at hans lille skål var ren fra plantesavle. Det nyttede ikke noget at det blev ved med at ligge deri og tørre ud eller værre, forrådne. Det var vigtigt at det var nogenlunde rent til næste patient, selvom han ikke havde noget vand at skylle den med i øjeblikket. De ville nok komme forbi en bæk før eller siden, desuden skulle han lave mere af det samme til April senere hen.
”Det er helt okay, jeg tager glædeligt imod hvad folk tilbyder mig. Desuden er kød ikke det nemmeste at få fat på, når man ikke kan jage på traditionel vis,” indrømmede han. Han havde fuld forståelse for de problemer der opstod når man var blind og at jage var bare... forfærdeligt. Fælder var det nemmeste, og selv det endte nogen gange i et totalt kaos.

”Du nævnte at du var på vej til Diamantbugten, korrekt?” spurgte han så nysgerrigt, som han tænkte lidt tilbage på det. ”Hvad er det du søger der? Jeg har hørt at den er kendt for at huse pirater, men jeg tvivler næppe på at du vil gå søvejen.” At være blind på et skib, kunne han kun forstille sig ville være endnu værre end at være blind på jorden. Ligeså snart der kom høje bølger ville det være absolut forfærdeligt at komme rundt.