Selvom elverdrengen var noget højrøvet, så var Faye ikke super anfægtet af det længere. Hun havde efterhånden læst ham og var derfor ikke længere overrasket over hans tvære bemærkninger, som ellers plejede at gøre hende vred.
"Ja, det kan jeg totalt se," mumlede hun tørt mens hendes blik var af en mere naturlig og kølig karakter.

Hans kommentar om hendes udseende fik hende sådan set bare til at fnise let mens hun rystede på hovedet af ham. Det var virkelig et ynkeligt forsøg på at provokere. Hun fandt det virkelig sjovt. "Jeg tror faktisk det er det første kompliment du lige gav mig der! Mange tak," hun bukkede for sjov, grinende. "Hellere være ikke-køn og ikke-feminin end at rende rundt og stinke af adelrøv, blomster og vin.. Det kan de der noble skiderikker gøre," der var en blanding af vrede, over de noble, ikke ham, og stadig det lille grin der lå over hendes læber.

Da Renaél opfangede, at de var ved at bevæge sig ind i et område, der oftere end andre blev patruljeret af spejderne, drejede han ned af en sidesti i en skarp vinkel. Han vidste ikke, om menneskekvinden ville fortsætte med at følge med - men han skulle i hvert fald ikke selv risikere at komme i problemer med spejderne.

Da hun grinede og bukkede, stoppede han dog op, gloende på hende med et undrende ansigtsudtryk. Han havde lige sagt noget grimt til hende - hvorfor reagerede den besynderlige menneskekvinde på den måde?
Noble skidderikker.. Hvad var det også for et sprog? Og hvad var der galt med blomster og vin? En lidt forvirret rynke viste sig mellem hans øjenbryn. "Men finder mændene dig ikke vildt uattraktiv? Eller kan mennesker godt lide, at deres kvinder render rundt og fægter med økser?"

Elverens forundrede blik fik Faye til at hæve et øjenbryn. Hvorfor var han så forundret? Hun forstod det sgu ærligt talt ikke helt, men det var vel også lidt lige meget. Så længe hun havde det sjovt. Og det havde hun jo sådan set. Han var meget sjov at løbe om hjørner med.
"Det kommer vel an på mennesket? Nogle mænd synes det er ret sejt? Og så er der dem, der mener at det ikke er kvindens plads. Jeg tror den slags mænd bare er nervøse," jokede hun med et skævt smil. Hun kiggede lidt ned på øksen.

"Desuden.. Så er jeg altså stadig en rolling.. Jeg er slet ikke interesseret i at være... Attraktiv? Over for mænd.. Mænd interesserer mig slet ikke på.. Den måde," okay, nu var det vist ved at blive lidt akavet. Hun trak let på skuldrene og kiggede blot på elverdrengen, lettere udtryksløst.

Renaél åndede ud, som de begyndte at bevæge sig længere ind ad sidestien. Den drejede skarpt et par gange, og Renaél havde en god fornemmelse af, at den til sidst ville føre mod udkanten af skoven. Et lille smil krusede hans læber, som han lykønskede sig selv med sin egen snedighed - han skulle nok sørge for, at mennesket ikke kom i nærheden af de andre elvere!

Smilet forsvandt og en panderynken dukkede op, mens hun fortsatte med at plapre løs. En rolling? "Vent, hvor gammel er du?" Afbrød han. Det var altid svært at vurdere med mennesker - de voksede så hurtigt, og kunne på få år gå fra et barn til noget der lignede en voksen. 

Faye lagde hverken mærke til elverdrengens smil eller at han virkede lettet. Men stierne snoede sig gevaldigt foran hende og hun vidste ikke helt hvad han var ude på. Det kunne jo være at han lokkede hende i en fælde. Hvem vidste?
Hun fulgte dog alligevel med, for hun stolede på at hvis det nu skulle være en fælde, så havde hun stadig en økse og kunne sagtens komme ud af det. Hun var Faye, Rollingen der altid vandt jo!

"Hvor gammel jeg er? 17 somre," svarede hun med et skuldertræk. Hun blev altid kaldt alt for ung til at være en eventyrer af alle andre racer, så hvorfor skulle det være anderledes her? "Hvor gammel er du, elverdreng?" han lignede stadig en dreng, lige gyldig hvor gammel han så end var! Og så gammel KUNNE han altså heller ikke være. Han var ikke elegant eller sær nok. De ældre elvere var altid sære, underlige og kunne alt muligt sært med deres elegante, sære kroppe. Og elverdrengen her virkede noget mere klodset.

Pigen fulgte med uden indvendinger, og Renaél havde svært ved at undgå at smile for sig selv. Det var næsten for nemt - og hvis nogen skulle høre noget om, at der havde været et menneske i skoven, kunne Renaél forklare, at han egenhændigt havde smidt hende ud! Naturligvis skulle hun være lidt ældre og farligere i forklaringen .. måske var det bedst, at hun var en mand. Det lød ikke så godt, det med at føle sig truet af en kvinde.

Han skævede til hende på skovstien. "17 somre!" Udbrød han. "Du ville stadig være et barn blandt vores folk!" Det irriterede ham, at hun blev ved med at kalde ham dreng. Han, som havde levet næsten 30 somre mere end hende! Irriteret rynkede han brynene: "Jeg har levet 46 somre, så du kan nok forstå, at jeg er noget ældre end dig.." Og mere erfaren, havde han lyst til at tilføje.

Igen blev elverdrengens udbrud besvaret med et skuldertræk. Faye vidste godt at hun var ung og at alle var ældre end hende. Men hun vidste også godt, at elvere blev meget gamle og at de ældedes mere langsomt. 46 somre var helt sikkert ret ungt i elver-standard. Hun havde mødt mange af elverdrengens slags der var mere end 300 år gamle. 
"Sikkert. Men du er stadig ung i forhold til din egen slags," der var ingen hån at spore i hendes stemme denne gang. Hun nævnte bare fakta.

"Og nu var det heller ikke mig, der faldt ned i hovedet på dig, var det vel?" denne gang kunne Faye ikke undgå at smile et drillende smil. Hvor voksen skulle han da også lige lege at han var? Der måtte da være en måde at få ham til at blive bare lidt mindre stivnakket på!

Renaéls ører var blevet en smule lyserøde. Menneskepigens ord ramte naturligvis helt plet - det var ham, der på pinligste vis var faldet ned fra træet. Og det var de færreste blandt elverfolket, der anså ham for at være voksen endnu .. han var trods alt stadig blandt de ganske unge, og opførte sig også derefter.

"I det mindste vover jeg mig ikke ind i en livsfarlig skov!" Gav han igen og begyndte at gå en smule hurtigere. Stien snoede sig ind og ud mellem buske og træer - nogle steder var den helt overgroet, men stadig til at se. Han håbede, at han selv havde styr på, hvor de var på vej hen - forhåbentlig mod skovens udkant.

"Har din familie overhovedet styr på, hvor du er?" Tilføjede han. De fleste børn var vel opdraget med, at man ikke bare gik ind på elvernes område! Man kunne hurtigt ende med en pil i ryggen! Men så igen .. mennesker var også dumme..

Hans røde ører var tydelige - fordi de var spidse - men Faye lod være med at drille videre, for hun var sjovt nok begyndt at kunne lide ham. En lille smule i hvert fald, for selvom han virkede rimelig arrogant og stivnakket, så var der da nogle af de ting han sagde som virkede sjovt.

Altså, lige indtil han spurgte ind til hendes familie og alle hendes undertrykte minder kom tilbage i fuld flor. Det var normalt ikke noget hun tænkte på. Mørkets krigere der myrdede alle i hytten, inklusiv hende selv. Bortset fra at hun overlevede, igen på bekostning af en andens liv og at hun nu var dømt til en evig tid af uheld så længe hun levede. Og så var der også dæmon-emnet. Kvart dæmon. Hun havde beskidt, mørkt blod i sine årer, hendes forældre var døde og de eneste to hun teknisk set havde tilbage hadede hun for et godt ord. Hun forblev tavs et godt stykke tid, følgende efter elveren med et næsten tomt udtryk i øjnene. Der var ikke noget sjovt ved at tale om det her.

"Det er lige meget," mumlede hun i et næsten ligeglad tonefald. Næsten. Det var nemt nok at høre at der lå både følelser af sorg og vrede under den den lidt kølige tone. "Det der er dødt kan ikke have styr på noget som helst," hun havde lyst til at fælde et træ, lige nu. Med sine hænder. Men hun havde nok respekt for elverne til at lade være. Dog lyste hendes øjne stadig op, da hendes magiske evne gik i gang og hendes hænder var hårdt knyttede.

Renaél var gået videre langs stien og så ikke de myriader af følelser, der sprang frem i menneskepigens ansigt. Hans øjne var fokuseret på den svagt synlige sti mellem træerne - næsten usynlig for en ikke-elver, men tydelig for dem, der normalt befandt sig i Lindeskoven. 

Han så kort over skulderen ved hendes ord, mildt overrasket og så alligevel ikke - han kunne have sagt sig selv, at de ikke var i live. En ung menneskepige alene i skovene i en tid, hvor de seneste år havde været plaget af pest, krig og andre ubehageligheder. 
"Min familie interesserer sig heller ikke for, hvad jeg laver, hvis det kan være en trøst." Sagde han - lidt tamt. Det var ikke det samme, de havde slået hånden af ham, og havde ikke én gang besøgt ham i healerhuset, efter han havde fået arbejde dér. Men i det mindste levede de stadig.

Han så igen mod hende og vendte sig derefter på stien med en let undren i blikket. "Hey .. hvorfor lyser dine øjne?"

Faye trak blot lidt på skuldrene. Om denne elver mente det på samme måde, vidste hun ikke, men det var da i det mindste noget, at han viste sympati for hendes situation. Så meget kunne hun da alligevel godt få sig selv til at indrømme, over for sig selv.

Stilheden lagde sig over dem indtil elveren spurgte ind til hendes lysende øjne. Hun kiggede hurtigt væk, meget akavet. ”Øh… Øh.. Det øh, det gør de bare nogen gange?” løj hun med det samme. Hun havde aldrig været glad for at indrømme de ting, men nu fik hun dårlig samvittighed fordi elveren havde indrømmet noget over for hende. ”Jeg mener.. Nogle gange, når jeg bliver sur eller i dårligt humør så lyser de.. Og så bliver jeg mere stærk og sådan noget,” det var super akavet at forklare.

Renaél rynkede brynene. Det lød som om, at der var et eller andet, hun ikke fortalte - der var selvfølgelig også tonsvis af ting, han ikke selv fortalte, som at han i virkeligheden var ved at føre hende væk fra elvernes bebyggelser, men det kunne jo være, at det var noget farligt..

Han stoppede op og stillede sig i vejen for hende på stien. Armene var krydset over brystet, og han havde ranket sig lidt. Han var faktisk ganske høj, i hvert fald i forhold til mennesker, selv om han så meget ung ud.

"Er du vred på mig? Er det derfor?" Forlangte han at få at vide.