Hun så på ham og trak kort på skuldrene ”Det havde de ældste forventet… Der er ikke ret mange i vores stamme der bliver hele livet” sagde hun og bed sig i underlæben. Hun blev altid lidt trist over det, for det var sørgeligt at tænke på, at der ikke var ret mange tilbage i landsbyen og tanken om at der var flere der var klar til at rive telte op og efterlade huse, blot for at finde en stamme der var større og havde flere ressourcer, var yderst sørgeligt. Hun sukkede svagt og så da på ham som ham begyndte at fortælle lidt om sin egen stamme ”Hvor mange er i? spurgte hun og lagde hovedet på skrå ganske kort. De kunne da kun være flere end de var, da der måske max var omkring tredive eller fyrre i deres stamme og der var nogle der lå på deres dødsleje og kunne dø når som helst. Hun rettede blikket mod ilden som han spurgte ind til hende ”Ehm.. Jeg er tidligere slave for en mand i hovedstaden, hvilket jeg gudskelov kom fri for, for tre år siden. Jeg er uhyggeligt god til at komme til skade” sagde hun og pegede rundt. Aret ved hendes øjenbryn var sågar noget der var kommet fornyeligt, mens resten af hendes ar var gemt væk under pels og skind tøj.

Hun så på ham og smilede kort ”Hvad med dig selv? Hvem er du udover stammens bedste sælger?” nu havde hun trods alt fortalt om sig selv, nu ville hun også gerne vide lidt om denne mand hun sad sammen med, det var vel kun fair? Ilden fra bålet varmede hende og det var vidunderligt. Følelsen af flammernes varme der omsvøbte hendes krop og nærmest kærtegnede hendes ansigt som det næsten var det eneste hud der var blottet. 

Han kunne godt følge hende i hendes ord, ”Sådan tror jeg desværre at det er i mange af stammerne, folk vil hellere til Hovedstaden hvor der er større chance for at få en bedre tilværelse, der er ikke så mange som bliver i hele livet, som i gamle dage” Men ja det var en meget sørgelig tendens, eftersom at folk som boede i stammerne gerne ville have at folk blev, og var med til at gøre stammen størrere, det var hvert fald hans egen holdning, han ville blive.
Det var klart at hun vendte samtalen mod ham, eftersom at hun nu havde fortalt så meget om sig selv og han ville da også gerne fortælle om sig selv, så de kunne lærer hinanden bedre at kende. ”Hvor mange vi er? Gentog han roligt og kiggede over på hende og dernæst ind i ilden, ”Vi er lidt over hundrede i stammen, så det er en god størrelse, men vi ser det samme hos jer at folk de flytter og de ældre dør” Han varmede hænderne lidt mere, inden han forsatte, ”Så hvis det går som gør det, så ender den nok ligesom jeres” sagde han med en lidt trist stemme, og håbede ikke at det ville ske.

Han kunne ikke lade være med at blive lidt arrig men samtidig glad over at hun var kommet ud af slaveriet, men at nogen kunne holde sådan en skønhed som slave forstod han på ingen måder, ”Jeg er glad for at du er kommet ud af det, du virker til at være en stærk person og hvis ikke så havde jeg ikke siddet her med dig i dag” Sagde han smigrende og kiggede på hendes smukke øjne.
”Ja, hvad med mig selv?” Han grinede lidt, ”Ej, Jamen jeg er en person som nok er lidt ældre end dig, 29 år gammel” Han grinede atter, ”Jeg er kone og barneløs, men regner da med at jeg inden længe i fremtiden kan gøre mere for at hjælpe stammen med at få flere ind i den” Hvad var der ellers at fortælle? Han havde ikke så spændende liv, så han vidste ikke helt hvad der var at fortælle, ”Jeg ved ikke helt hvad der mere er at fortælle, du må spørge hvis der er noget specielt” sagde han smilende

Hun sukkede kort og nikkede. Han havde ret i at de fleste stammer sikkert ville møde deres skæbne på længere sigt, blive mindre og måske sågar uddø til sidst. Det var egentlig en sørgelig tanke, for hvor mange stammer havde efterhånden ikke lidt den skæbne? Svagt trak hun på skuldrene og så på ham ”Tror ikke jeg ville kunne håndtere at bo inde i hovedstaden.. Der er for mange mennesker til jeg syntes det ville være rart” sagde hun. Kida havde aldrig været god til store mængder mennesker. Bevares der var rigeligt af plade i hovedstaden, men alligevel. Hun lyttede til hvert eneste ord der kom fra ham, for det var ikke tit hun mødte folk fra andre stammer, så hun fandt denne mand yderst spændende. Hun var nærmest misundelig på ham over de havde hundrede i stammen, for det var ed at være nogle år siden de selv havde været det. Hun bed sig kort i underlæben ”Der kommer nok til at gå noget tid før jeres stamme er nede på samme antal” sagde hun og smilede kort til ham.

Hun så på ham med et skævt smil ”Jeg tror at den eneste grund til jeg er i live i dag, er fordi ham der ejede mig var snot dum… ” sagde hun og sukkede kort inden hun fortsatte ”Men nej.. Du har nok ret, jag havde en god chance for allerede at have været død” sagde hun og så ind i ilden. Som sagt så var hun glad for at hendes ejer havde været en kæmpe idiot og ladet hende gå frit rundt uden opsyn, men sådan var det vel at være adelig? At man ikke regnede med folk trodsede en? Hun vidste det ikke for hun havde aldrig haft kontakt til nogle der var adelige og fik det sikkert heller ikke, for hun var lidt for voldsom til det. Som han begyndte at fortælle om sig selv rettede hun blikket mod ham og smilede kort. Kone og barnløs i en alder af niogtyve? Hun hævede et øjenbryn mod ham, hvordan kunne en mand som ham ikke have hverken kone eller børn! Hun tog sig selv i at stirre på ham og grinede ganske kort af sig selv ” Hvordan kan en mand i din alder og med dit udseende ikke have hverken kone eller børn? Jeg er ved at blive slagtet over jeg endnu ikke har hverken mand eller børn og jeg er kun treogtyve” sagde hun og sukkede. Det var nok også en af de forskelle der var på deres stammer… I hendes stamme kunne det næsten ikke gå hurtigt nok, mens de i hans stamme tog det stille og roligt. Dette var grunden til hun fandt ham spændende.

// Efter længere samtale er vi begge blevet enige om at dette er det bedste! OUT//