Ikke befippet? Selmy havde haft lignende reaktioner alle de gange han havde påtaget sig et nyt udseende og næsten altid undgået at se på ham, som om han var et stort betændt sår. Hvilket var ironisk for alle hans skaller havde været langt mere normale syn end hans eget, ægte mørkelver selv. Man skulle tro, at Selmy var mindre nervøs omkring ham når han foregav at være menneske. Jo, første gang havde det ganske vidst været Selmy’s eget udseende, så man kunne vel ikke tage på vej af hans reaktion i den situation, men de andre havde ingen grund til at gå ham på. 

Asith fulgte med ned ad trappen imens han lyttede til Selmy’s forsikring om at han ikke var befippet, men bare havde brug for at vænne sig til det. Ja, for det var jo sådan han opførte sig omkring fremmede mennesker normalt! Asiths smørrede smil blev lidt forstummet igennem hans kvindelige illusion, men man kunne stadig godt fornemme hvor meget Selmy’s rødmende hoved morede ham. For selvfølgelig gjorde det det! Det var næsten kært hvor barnagtig han kunne se ud imens han kæmpede for sit liv at virke seriøs og urørt. Det gav Asith endnu mere lyst til at prikke til ham og det burde Selmy efterhånden ha’ fundet ud af.

“Fint fint, så siger vi det.” Svarede Asith og gav ham teknisk set ret selvom der var noget djævelsk i tonen - selv udtalt med en yndig og lavmeldt kvindestemme. Selmy fik dog sin vilje og emnet blev lagt på hylden, for de havde begge to ikke lyst til at blive hængende længe nok til at give farmerne med de ubehagelige blikke en grund til at antaste dem på vej ud. Han gav Selmy et nik og lod ham går først! "Jeg er lige bag dig." 

Høtyve, fakler og ironisk nok, langt mere xenofobiske end byboere om de så var religiøse eller ej - farmere skulle man passe på omkring! Men måden Selmy bevægede sig fremad var nok så forhastet at de alligevel ville tiltrække opmærksomhed. Uanset hvad, så fulgte Asith trop og holdt blikket foran sig, uinteresseret i at give kroens stamgæster den mindste kontakt til at skabe en scene ud af. Han havde ikke tal på hvor mange gange han havde måtte slippe ud af en bar-kamp på grund af en eller anden klippert der syntes at et halvt sekund var alt for længe nogen som helst måtte kigge på ham. Nogen folk kom virkelig kun til de lokale vandhuller for enten at komme op at slås eller stikke hænder op under intetandende kvindemenneskers skørter.    

Selmy kunne ikke fornemme det djævelske i hendes tone, så han bevægede sig uberørt hen til døren. Nede i stuen skænkede han heller ikke farmernes blik, netop fordi det ville provokere. Det var med en næsten sikkerhed, at han vidste hvordan de tænkte om ham. Det var nemlig almindelig kendt, at farmere holdt sammen, og at ingen rigtig brød sig om de rige inde fra byen. Forståeligt nok. Selvom de velhavende i Selmys kredse havde brug for farmere til at brødføde dem, så ville de ikke have noget med dem at gøre, og ville bestemt ikke lade deres børn blandes med. De behandlede dem nærmest med samme snobbethed som hvis de havde været en helt fremmed race, selvom mørkelvere, sammen med vampyrer, varulve, orker og dæmoner, var meget værre. 

Han åbnede døren for Asith, og lod ham komme ud først, som man skulle gøre, med en rigtig dame. Det lå i hans opdragelse, så med Asiths overbevisende udseende, var det let for ham. Han lukkede døren bag dem, så de hurtigt kunne tale privat igen. “Nå, borgmesterens hus. Kender du vejen?” Spurgte Selmy, der for første gang ikke vidste hvor de skulle hen, og han var beredt på at følge ham. Solen var gået ned, men landsbyen var lyst op rundt omkring i anledningen af festlighederne.

Borgmesterens hus var placeret ganske tæt på den sydlige landsbyport, tæt ved skovbrynet. Det var den største bygning i området, med kælder og 3 planer. Så der var plads til flere generationer af familien og tjenestefolkene. Og deres stuer festhus kunne rumme mange i aften. Cirka 50 gæster, hvor størstedelen var mænd, da det var de færreste, der fejrede denne festlige dag med deres sure hustruer. Det var her det gik galt for mange af de unge piger, der var inviteret med til festen. Inde i vinstuen var der festlig og folkeligt musik, folk der både dansede eller forspiste sig i krondyr og svin, og var allerede godt på vej til at blive fulde i den gode vin, øl eller mjød, der blev serveret rundt om bordene.

Asith tog sig selv i at have holdt vejret imens de havde bevæget sig over gulvet i kroens fællesrum, som om at hans mangel på luft havde gjort det nemmere for dem at slippe ubemærket igennem. Nu de var ude, lod han det slippe igen og lagde blikket på Selmy, som ikke vidste hvor de skulle henad. Heldigvis havde Asith sørget for at finde ud af det inden han overhovedet var gået op og kro-ejerens instruktioner lå friske i hans hukommelse. Han tøvede dog kort og mærkede på sit ind-strammede liv for at se om han stadig havde sine beholdere i bæltet under roben og illusionen - Det havde han. Elverroden var der og klar til at blive brugt i tilfældet af at han ville gå lidt ekstra langt for at få fat i lidt nem rigdom. Da han havde tjekket, kiggede han tilbage på Selmy og nikkede med et smil, som nok burde være listigt, men i stedet så sødt og varmt ud på hans kvindelige maskering. Han havde virkelig valgt et yndigt ansigt, hvilket nærmest var komisk i kontrast til hans ellers hårdkogte humor og dårlige attitude. 

“Denne vej.” Instruerede han og begyndte at bevæge sig væk fra kroen. Hans gang havde han selvfølgelig slet ikke tænkt over og det brød en smule indlevelsen i hans nye udseende. Han havde ikke haft en fantastisk holdning til at starte med, så det så bestemt ikke ‘kvindeligt’ eller ‘elegant’ ud på nogen måde at se ham stavre afsted som en mørkelver i skyggerne.

Borgmesterens hus var heldigvis nemt nok at finde når man kom nogenlunde tæt på området, givet at det var det største område og sikkert grundet de mange hestevogne, som var parkerede i dens omegn. Musikken derfra var også en sikker ledetråd, for selvfølgelig havde de forbastede rigmænd deres egne trubadurer eller også var de som Selmy’s familie og lod den yngste generation tage sig af den musikalske underholdning? Det var vel typisk for den demograf at bruge de mange timer de ikke brugte på arbejde på at gøre sig dygtige i nytteløse færdigheder. Hvad skulle de ellers bruge al deres tid på?

“Såh... Har du overvejet et falsk navn?” Spurgte Asith efter de havde gået et stykke af vejen. Selmy var trods alt ‘manden’ i deres lille skalkeskjul, så det var helt sikkert også ham, som ville blive bespurgt ved indgangen. “Måske en eller anden langt ude fætter til borgmesteren? Eller måske kan du overbevise dem, at du er en trubadur? De har sikkert en violin.” Tilføjede han og lagde blikket ned på Selmy. Han så virkelig langt ude høj ud i forhold til ham når han så sådan ud, gjorde han ikke? Han skævede til det store hus da de kom tættere på og mærkede en smålig bitterhed stige til sit hoved - Rigmænd. Han havde mest af alt lyst til at sende en spytklat ned på deres nypudsede støvler. Måske ville det være sværere at blive i rollen denne gang end det normalt ville være? 

Når Asith gik sammen med Selmy, var det ikke Asiths uraffinerede gang at gå på, der vakte mest opsigt. Det var ikke helt unormalt at mænd var lavere end deres hustruer, men for udefrakommendes øjne, måtte det være et morsomt syn, at se hvordan Selmy småløb, for at følge sin høje ledsagere, selv med herrehæle på sine sorte ridestøvler. Men udover det ville de trods alt stadig blive anset for at være et yndigt par. 

Selmy havde ikke tænkt over hvad han var ved at kaste sig ud i. Han havde hele tiden villet inddrages i Asiths planer, men han havde da ikke forestillet sig, at han rent faktisk skulle hjælpe til. Han følte sig stadig temmelig værdiløs, specielt nu, hvor at Asith alligevel så meget finere ud end ham, og at ingen alligevel kendte Kiefer navnet herude. Det havde dårligt nok bredt sig i Dianthos, da de i modsætning til andre familier, var et nystiftet navn, og havde ikke generationer af Kiefers bag sig. Selmy var vel og mærke fra 3. generation. Først da borgmesterens hus kom til syne – man kunne allerede se taget på bygningen og høre gæsterne synge og snakke fra den anden side af murene af, begyndte Selmy at gå en smule langsommere, som om hans samvittighed var ved at indtræffe. Det var den også, men han var også nervøs for at fejle igen, og gøre deres situation endnu værre. Hans skuespil var så dårligt, at han ikke engang kunne spille sig selv.

Han så spørgende op på Asith og gav ham et nervøst blik. “Nej? Bliver der behov for det?” Han prøvede at tænke sig frem til hvilke efternavne han kendte fra Medanien, men han måtte konkludere, at han ikke kendte til denne borgmester. Han kunne nævne en hel del andre vigtige efternavne dog. “Jeg har et navn jeg kan bruge” Svarede han så, efter kort tids tænkning, og han smallede sine øjne, som han skulle til at afsløre det “...Ernie ...Marcel”. Måden Selmy sagde navnet på, gjorde det ganske tydeligt, hvilke væmmelsesfølelser han havde over for den oprindelige ejer af navnet. Selmy fortalte dog ikke mere omkring navnet, da hans holdninger omkring personen, ville vare hele aftenen. Men det var en højrøvet, oplæst nar fra overklassen, han aldrig ville bryde sig om. “Måske... Jeg er dog lidt rusten” Svarede Selmy så, til Asiths forslag. Han kunne vel give et nummer, men de ville ikke kunne lide det. Han havde aldrig praktiseret violinen til det formål, at der skulle danses til det. Når han spillede, var det med en idyllisk melodi, der som regel repræsenterede lyset eller den sorg Zaladin havde bragt med sig over tiden.

Selmy gav sig selv et bekræftende nik, og skyndte sig at gå først, så han trods alt stadig kunne agere som det vigtigste køn, og tage ansvaret for at få dem lukket ind. Der var naturligvis en dørvagt, som sørgede for, at ingen almindelige kom ind. Da Selmy troppede op, var hans nervøsitet ved at afsløre ham. “Goddag hr. De er vel ikke startet uden os, derinde?” Selmy bukkede elegant, men ikke forfærdeligt dybt, da han gerne skulle fremstå som højere hævet. Dørvagten kiggede kritisk op og ned ad Selmy, hvis krop syntes at mangle nogle flere lag tøj. Han havde principielt kun en skjorte på, men kvaliteten af tøjet og de pæne sko var til forvirring. Han kiggede hen på Asith bag ham, og ville ikke turde nægte en kvinde så pæn i tøjet adgang. “Er I sammen?” Spurgte han, for at vide, om han skulle lade Selmy træde indendøre, uden at gå ind og spørge efter borgmesterens nærmeste tjener først, og ville lade dem komme ind, alt efter kvindens svar foran ham.

'Ernie Marcel'? Det krævede ikke meget betænkningstid, gjorde det? Havde han været under et dække før, mon? Det ville ikke være uhørt at en rigmandssøn drog ud på rævestreger engang imellem under en andens navn, men Selmy syntes ikke at være den rebelske type - ikke hvad Asith havde set af i hvert fald. Det var også ligegyldigt. Så længe han ikke brugte sit eget navn i tilfældet af at de blev opdaget og Selmy kunne spores tilbage til Dianthos af borgmesterens mænd. 

Asith lagde ført rigtigt mærke til sin egen dårlige holdning da de kom tæt på huset og deres roller skulle påtages. Hans skridt blev kortere og langsommere formåske at udskyde en eller anden form for delikat attitude. Han burde VIRKELIG øve sig i at bruge kvindelige masker, for han havde knapt nok nogen idé om hvad han lavede. Heldigvis var hans illusion så gennemført, at det var svært at trumfe den fuldkommen med hans akavethed. De kom op til borgmesterboligens dørmand og Selmy førte ordet, hvilket nok var bedst. Selmy var den, der havde erfaring med de noble og han havde ordforrådet til at tale deres dyre sprog. Asith måtte bare fokusere på korte udtalelser og alt for mange underdanige smil, selvom det nok ville være en prøvelse. Han havde mere en én gang talt over sig af sin egen forbandede dumhed. Da Selmy bukkede, fulgte Asith trop. Det faktum at kvinder normalt-vis ikke bukkede, men nejede i stedet var ikke just noget han var bekendt med, men hvem elskede ikke et fruentimmer med et par harmløse særheder?

“Det er vi.” Svarede Asith og trådte et skridt frem da dørmanden til-spurgte ‘hende’. Det var et held at hans illusion ikke fulgte hans udtryk med komplet nøjagtighed, for hans ubehagelige smil ville nok ikke ha’ gjort et ligeså godt arbejde. Han tog ydmygt Selmy’s arm som om de virkelig var et par og smilede lidt bredere. “I hvert fald så længe han sørger for at jeg ikke keder mig. Hah!” Tilføjede ‘hun’ med en legende lille klukken, som skulle forestille en spøg. Asith søgte indenfor med Selmy på armen med et falsk flirtende vink til dørmanden - hvis de hang for meget udenfor og tøvede med deres entré, ville det se ud som om de slet ikke var rigtige gæster til at starte med. Det handlede om at lade som om, at de havde været der en million gange allerede før... Og når de så først var nået ind blandt alle de andre, ville de glide i et med mængden - forhåbentligt. Asith kunne nok stadig ikke undgå en smule opmærksomhed til at starte med. Han udgjorde trods alt en kvinde på 190. 

Som Selmy holdt øje med dørvagtens øjne, der var rettet mod Asith bag ham, kunne han næsten fornemme, at han havde gjort et eller andet forkert. Han syntes, at kunne fornemme, at han havde lavet en bukkende bevægelse. Det var ikke jordens undergang. Hvordan skulle vagten kunne lægge 2 og 2 sammen ud fra det? Selmy mærkede hans arm sno sig rundt om hans arm, hvilket Selmy endnu ikke havde oplevet i nærheden af Asith før, så det sendte kuldegysninger igennem hans krop i et splitsekund. Han smilte lidt anstrengt, men vagten så igennem det og trådte til side for dem, da Asith begyndte at gå fremad. Selmys smil dæmpedes hurtigt, som de trådte ind i lokalet, og han skulede lidt til kvinden ved hans side. Hvis Asith virkelig havde været en kvinde og havde åbenlyst snakket sådan om ham, ville han høfligt have trukket armen til sig selv igen, og havde trukket sig tilbage. Det var bestemt ikke den slags piger, han ville være sammen med. Men Asith imitation af en forkælet pige, der kun var ude på sjov, var allerede perfekt. “Asith... Jeg ved ikke om jeg kan blænde ind nogle steder her...” Sagde han lavt og privat mod hans retning, så han spejdede rundt i lokalet “Hvem vil du gå efter?”. 

Der var egentlig masser af muligheder for Selmy, men han kendte jo ikke nogle af dem. Hjemme i Dianthos, ville han under bal eller middage trække sig hen til sine jævnaldrende, selvom han egentlig ikke brød sig om nogle af dem. Gamle minder fra skoletiden, gjorde, at han ikke følte sig tilpas i deres selskab, men det var nu engang forventet af ham, at han skulle gøre sig bemærket og skabe kontakter...  Her i borgmesterens hus, var dem der spillede og festede, mens de drak igennem, hvor der var små grupperinger af mænd, der ikke kunne slippe hverdagen, og diskuterede forretninger og sladr henne i hjørnerne. Der var også enkelte personer, der havde trukket sig ud af selskabet, og stirrede sultent efter pigerne, mens de drak deres vin og tænkte hvad de ville gøre ved dem, hvis de havde mulighederne. De sidstnævne typer skræmte Selmy lidt, så det var i hvert fald ikke hans åbning til at begynde at falde et med festen.

De opvarmede og livlige interiør af borgmesterens bolig foldede sig ud foran dem og mængden af drikkende, rige gæster gav Asith en slags sult, som han måtte forsøge at holde til livs. De skulle kun nappe hvad de havde brug for, og ikke mere. Asiths blik gik naturligt fra person til person og faldt først tilbage på Selmy da han snakkede lavmeldt til ham omkring hans planer. Usikker på sin kamuflage lige pludselig? Heldigvis var rigmænd nok som så mange andre - når der blev involveret alkohol, var det sjældent at de kunne holde på formerne, så det var nok et spørgsmål om tid før der var flere end bare Selmy, som smed jakkerne. “Du er en knægt iblandt en flok gamle mænd.” Mindede han ham om. “De kommer altid til at skille sig ud på en eller anden måde. Bare hold dig til dit falske navn og det kommer til at gå fint.” Han vendte sig halvt igen for at forsøge at spotte et muligt offer for aftenen. Jo fuldere, jo bedre.

Gruppen, som syntes lidt for forretnings-orienteret var ikke ideel. De var for klar i hovederne og sikkert ligeglad med kvindeligt selskab til at starte med. De mere oplagte mål ville være bænkevarmerne, som stod imod væggene med lustige blikke og lidt for røde næser. De var til gengæld en smule intimiderende. “Vi får se.” Svarede Asith endelig Selmy og søgte den nærmeste overflade hvorpå der var stillet drinks ud. Han havde ikke tænkt sig at ricikere hans klarhed, men det så unaturligt ud for dem at være de eneste uden noget i hånden. Selmy fik et lille puf for at minde ham om at gøre det samme.

“Jeg går en runde og ser om jeg kan opsnuse en god kandidat.” Asith kiggede hen i retningen af de mere hengemte, plørefulde gæster med deres rovdyrs-agtige blikke og deres svedige overlæber. Ech... Han havde aldrig rigtigt brudt sig om at flirte eller bare fremstå med en falsk venlighed, men det havde gjort det nemmere hvis det havde været en anden type. Så igen - jo mere utiltrækkende, jo mere desperat, og desperation var noget han kunne arbejde med. “Du ku’ smyge dig ind i flokken, der snakker om forretning. Se om du kan få en idé om de forskellige gæsters embeder. Måske er her en stor fisk i nærheden, som har dybe lommer og en grim hustru.” Hans djævelske smil formåede næsten at komme igennem hans kvindelige illusion.

Sikke Asith var sikker i sin egen plan. Det kunne godt være, at han var den der skulle gøre alt det farlige, men han var jo også i stand til at slås sig fra det, hvis det skulle gå i vasken. Hvad skulle Selmy kunne gøre, hvis nogen kendte person eller familien bag hans dæknavn. Marcelfamilien... De kunne da umuligt omgås med farmere fra hverken nord eller syd. Men det var selvfølgelig en større familie, så det var ikke helt utænkeligt... Men Selmy kunne jo selvfølgelig være en anden Ernie, hvis det skulle gå så vidt! “Ja, du har nok ret...” Erkendte han, og lod sit blik følge Asith, for at forsøge at gennemskue, hvad der ellers foregik oppe i hovedet på ham. Han syntes at kunne fornemme, at Asith i et øjeblik havde lagt mærke til mændene i afkrogene. Det kunne vel ikke være hans alvor?! Da Asith igen fjernede blikket og puffede til ham, som et tegn han udmærket opfangede, tog han også et lerkrus op, som viste sig at indeholde mjød. Væsken var Selmy ikke særlig interesseret i, selvom det dog duftede godt, som han tog koppen til munden, for at imitere, at han drak af den. 

Hans blik rettede sig igen på Asith, der stadig havde sit blik målrettet efter mændene. Han syntes det så for åbenlyst ud, men i andres øjne, ville det blot ligne en kvinde, der var på jagt efter nogen at snakke eller danse med. “Ja, ja...!” Svarede han utilfredst over, at han lige pludselig skulle til at præstere alligevel. Han så bekymret på Asiths smil, der blomstrede på pigens ansigt. Han kunne se det rigtige tandsæt og de onde øjne for sig, når han så hende smile sådan... “Pas nu på... Du er jo en kvinde nu. Du skal fremstå som svagere end en mand og huske, at du er normalt kun til pynt...” Tilføjede han og skulede til ham i en form for advarsel, som han begyndte at trække sig væk fra ham, og bevægede sig tøvende hen til bordet med mænd, der var alt for opslugte af deres egen snak. De ænsede ikke engang, når tjenestepigerne kom forbi for at hælde mere vin eller øl i deres krus. De ville sikkert heller ikke ænse, hvis han satte sig ved bordet, sådan som de var lænet ind mod midten af bordet, og havde deres private snakke.

Ganske rigtigt, som Selmy fik taget plads og placeret sit krus på bordet, blev der ikke ænset noget, og man kunne måske godt sige, at han var ignoreret og holdt udenfor. Han så efter Asith, selvom det ikke var meningen han skulle holde øje med ham, men... Han ville ikke have at han skulle komme galt afsted. Det ville vel aldrig komme så vidt, at han kunne være til fare for at blive voldtaget... Enhver mand, der fik rørt Asith et forkert sted, ville med det samme falde bagom i skræk over synet af den mørkelver, der lå hengemt bag skallen. Et sandt mareridt for enhver, der ikke havde set på Asith med de øjne Selmy så på ham med. 

Som han forsøgte at holde øje med sin partner, kunne han høre at den hvisken, der var ved seksmandsgruppen til venstre for ham. Det lød ikke til at være forretning, som han først havde antaget. Det lød nærmest som om de planlagde en jagt. Først tænkte Selmy at der var tale om almindelige vilde dyr, men det skulle hurtigt vise sig, at være tale om noget langt farligere. Som han forsøgte at høre med, og begyndte at lytte ekstra godt med, ved at læne sig ind over bordet, ligesom resten af flokken, kunne han høre dem nævne ordet vampyr, op til flere gange. Sandt... Indtil nu havde alle advaret dem om vampyrer der var begyndt at jage her i området... Og det var åbenbart det helt store taleemne for nogle af de øverste i Medanien? Mon de havde tænkt sig at finde en løsning på at drive dem bort?

Selmy’s påmindelse havde vel været på sin plads, for Asith var stadig ikke helt vant til kønsrollerne, som kvinderne i denne del af verden var underlagt. Havde Selmy sagt en sådan ting overfor en kvindelig Kzar Mora Mørkelver, havde han nok minimum mistet nogle fingre for sådan en udtalelse. Asiths smil forstummede og blev tankefuldt og inden Selmy fik trukket sig væk for at komme til livs på forretningsmændene, gav han ham et nik. ‘Svagere end en mand og bare til pynt’, huh? Godt at Asith normaltvis var god til at bide i støvet når det gjaldt hans liv - det var bare om at gøre det samme nu, bare med mindre at tabe. 

“Han har bare af at have noget på lommen.” Mumlede Asith til sig selv og endte op med alligevel at tage en enkelt tår af sin drink, bare for at få en smule flydende mod ind i systemet. Hans blik lå fortsat på den fordrukne rigmand et par øjeblikke før han fik samlet sig nok til at iklæde sig et smil igen. Alt eller intet! Han begyndte at bevæge sig væk.

Den umindeligt høje kvinde gik ikke direkte hen til den fulde farmer, men placerede sig et stykke foran ham og lod som om at hun holdt øje med helt andre ting. Specifikt de dansende, som om deres hjernedøde valsen omkring havde hans ypperste opmærksomhed. Asith var dog meget mere opmærksom på hans bytte, selvom hans blik konstant vendte den anden vej. Svag og til pynt? Godt at ‘pynten’ næsten talte for sig selv. Det var noget over hvordan lyset faldt på illusionen - som om at den ikke rigtigt optog det som rigtigt hud og stof ville, men i stedet var der en sælsom glød over det. Ikke nok til at se fuldkommen unaturligt ud, men nok til, at der bare var noget ekstra iøjenfaldende over ‘hende’. Ved højlys dag var det svært at spotte, men her, under dæmpet belysning fra vokslys og ildstede, var der vare en uordinær aura at finde.

For en stund stod han der og lod sig opdage inden han vendte blikket, bare lidt, så de falske blågrå øjne faldt hen på den fulde rigmand og hang der kun længe nok til at fremstå genert da han igen vendte blikket væk. Igen lod han et par øjeblikke passere inden han endelig bevægede sig tættere på for at stå op ad væggen ligeså med et godt stykke imellem dem, men ikke langt nok væk til at være udenfor tale-distance.

“Du ser ud som om du keder dig.” Asith prøvede sit aller bedste på at holde sin tale lav, men høj nok til at blive hørt og maskerede sin accent så godt han kunne. “Er viven blevet kidnappet til dansegulvet?” Det var nok bedst at finde ud af om han rent faktisk var her alene eller ej - det ville være et problem, hvis der var nogen der skulle lede efter ham for tidligt. ‘Hun’ klukkede lavt og lagde endelig blikket direkte på den frastødende drukkenbolt. Det her har bare af at være det værd!    

Manden bag Asiths havde naturligvis lagt mærke til skønheden, der pludselig havde sat sig foran ham. De fleste her i rummet var nogen som han kendte fra Medanienområdet, men der var naturligvis også nytilkommende og udefrakommende gæster. Hun havde dog ladet til at holde øje med noget helt andet, så han havde ikke, trods at han før sad helt alene, tænkt over, at hun havde haft interesse i at tale med ham. Han var vel vant til at landsbyens kvinder holdt sig fra ham... Ikke mærkeligt, eftersom at han som regel holdt sig på afstand og lurede efter dem, alt imens han blev ved med at drikke af hans flaske eller hans ølkrus. Det var ikke til at sige hvor meget han havde drukket, da tjenestepigerne, trods deres afskrækkelse for ham, alligevel havde været henne og samle tomme krus op og tilbyde ham nyt at drikke. 

Som Asith begyndte at tale til ham, med en lys og en i hvert fald ikke landlig dialekt talte til ham, så han særligt interesseret op, med mindre mørklagte øjne. “Hm. Nej” Lød det brummende fra ham. Han var meget kortfattet, tydeligvis, og hans stemme lød nærmest rusten, som om den sjældent blev taget i brug. For ikke at skræmme hende væk fra sig, tvang han sig selv, tydeligvis, på at give mere ud af sig selv. “Jeg er fraskilt”. Skilsmisse var bestemt ikke normalt. I menneskekredse blev man ikke bare skilt, fordi man var trætte af hinandens selskab. Det skete typisk hvis manden var kriminel eller ude af stand til at befrugte sin hustru. At manden alligevel nævnte det, trods det var et tabubelagt emne, så kunne det måske virke som om han prøvede at skræmme hende væk. Men hun havde hans fulde opmærksomhed. 

Manden på den anden side af Asith, var bredskuldret og middelaldrende, men i modsætning til de fleste andre i salen, havde han ikke overpyntet sig selv med smykker eller farverige klæder. Men Han var uden tvivl af fornem karakter. Han havde én ring, og klæder af et godt materiale, som man ikke så på arbejdende farmere. Og så havde han sin pung, der vejede tungt i bæltet, men som var skjult bag en solid jakke, der nu hang løst henover hans ene skulder.

Som han kiggede på hende, gled blikket videre gennem lokalet indtil det fandt Selmy, der på en eller anden mærkelig måde, blevet inddraget i samtalen. Selmy var på nuværende tidspunkt i færd med at snakke, og de omkringsiddende rigmænd havde deres øre opmærksomt rettet mod ham. Lyttende. Selv Selmy var optaget af sig selv, og han ænsede ikke, at Asiths offers øjne i et kort øjeblik hang på ham. 

Han kiggede på Asith igen, og følte sig... nødsaget til at spørge ‘hende’. “Du kom med ham derovre, gjorde du ikke?”. Han lød ikke dømmende i sit ellers flade toneleje, men nærmere nysgerrig. Det var ikke en udelukket, at han gjorde sig forhåbninger om, at få muligheden for at se, hvad der gemte sig bag den mintfarvede kjole.

Ingen viv i nærheden? Asiths skumle smil blev lavet om igennem hans illusion til et der virkede mere nysgerrigt end lunefuldt. Skilt tilogmed? Det lovede ikke godt for rigmandens omdømme, men det virkede ikke til at skilsmissen havde fallidtgjort ham.

“Åh? Fraskilt?” Han fremspillede en naivitet, som han havde indtrykket af var populært hos en herre - et fruentimmer der ikke forstod sig på meget, var nem at have omgang med. Specielt hvis de ikke kunne gennemse, at det højst sandsyneligt var ham der var noget i vejen med og ikke hans fraskilte kone. “Synd og skam. Det må have været forfærdeligt hårdt for dig.” Tilføjede ‘hun’ og løftede sin drink til sine rosenfarvede, halv-fugtede læber.

Asith vendte hovedet imod Selmy som om han ikke rigtigt vidste hvad manden mente, og derefter udstødte et kort “Ah!” som om han havde glemt alt om Selmy’s tilstedeværelse igen. “Jo, det gjorde jeg. Han er min gode ven.” Svarede ‘hun’ og lænede sig tilbage i mandens retning med en kølig lille klukken. “Du ved, jeg havde ikke fået lov at komme med for min fader uden en mandelig ledsager. Han har den tro om mig, at jeg kun kommer til selskaber som disse for at lave ‘narrestreger’.” Det sidste ord blev udtalt med et udtryk der nok bedst kunne beskrives som værende ‘uartigt’, som om hun helt bestemt havde tænkt sig at lave narrestreger. Hvad de narrestreger indebar, kunne man kun gætte sig til.

Han skiftede hurtigt emne, så de let og elegant kunne skride videre fra en situation hvorpå Asith var nødt til at opfinde flere løgne om hans såkaldte ‘fader’. Han ville helst undgå at falde ned i dén spiral. “Mit navn er Olanna.” Olanna var egentligt navnet på et af de mindre, snuskede bordegaer i Dianthos skumrings-kvarter og han var ikke hundrede procent sikker på, om det var et normalt pigenavn på disse egne, men han havde ikke mange andre idéer.. De fleste andre forretninger han kunne komme i tanke om hed ting såsom ‘Hellebarden’ eller ‘Den Magelige Mis’ og ingen af dem var egnende navne. Det vil sige, ikke medmindre hans falske personlighed enten var en mudder-bryderske eller en uoriginal prostitueret. Ingen af de jobs passede på hans fortolkning af en ung og naiv rigmandsdatter, som søgte ‘sjov’ blandt gifte mænd og vin. 

“Det er en ufattelig dårlig historie. Den vil jeg ikke kede dig med i aften” Svarede han. Manden tog imod pigens medlidenhed med glæde. Det var langt bedre end at få tilsendt dømmende blikke, så hun havde allerede fået lagt et godt indtryk hos ham. Hans blik kiggede meget på hende, men var hvilende, trods beruselsen. Intet lod til, at han kunne gennemskue, hvilke planer pigen i virkeligheden havde. Han opfangede kun det, som Asith ønskede han skulle opfange igennem hendes bevidste ordvalg og flirten. 

Som hun forklarede, at Selmy blot bar en god ven, havde han ikke noget at frygte. Ikke at Selmy så særlig voldelig ud, men selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at få flere dårlige ry på sig, hvis han gerne ville forblive velkommen til selskaber som disse. Han skænkede ham overhoved ikke et blik, som hun fortalte videre. Han var lidt mere åbenlyst betaget af hende, nu hvor det lød til, at hun var en fri kvinde, og nu hvor han kunne tyde det uartige i hendes toneleje. Som hun hurtigt kastede sig videre til præsentationen lo han lumsk og smilte bredt. ”Selvfølgelig…  Og jeg er sikker på, at din far ikke har noget at bekymre sig for, Olanna” Navnet var ham ikke bekendt, da han ikke var en mand, der var meget for at bevæge sig ind i hovedstaden. Men man kunne ikke sige, at han holdt sig fra hunkønsvæsenerne. Da Olanna ikke gav hånd, fravalgte han det også helt bevidst, trods man skulle tro, at en mand som ham, ikke ville kunne vente med at berøre en så ung og fin hånd som hendes “Mit navn er Maksym. Det er mig der ejer godset ved mosen... men det er du sikkert allerede bekendt med?”. Hun kunne være nok så smuk og velhavende, men man vidste aldrig helt, hvad piger ville have. De fleste, hvad han vidste af, ønskede at blive gift med ham, for at sikre deres egen eller deres familie en fremtid, men herren her var nærig, og havde ikke planer om at blive gift igen. En tjeneste var i en kort stund forbi, for at tage imod hans krus øl, men Maksym var tilsyneladende holdt op med at drikke af den, så hun gik igen. Han havde nok ikke planer om at drikke sig til søvnen denne aften.

Maksym, ejeren af godset ved mosen? Asith vidste selvfølgelig ikke hvad pokker det var for et gods eller hvor mosen lå, men han spillede med på den og hævede begge øjenbryn i overraskelse og en falsk imponerethed. Han var generelt ligeglad og var af den overbevisning at overklassen kun havde de penge de havde, ved at udnytte de, som lå lavere end dem selv i hierarkiet. Det var således ved alle instanser og ikke kun de private. De populære guders ypperstepræster havde deres kram på konge-familierne og konge-familierne havde krammet på noblen. Noblen havde krammet på pøblen og pøblen havde kun akkurat krammet på den hungrende underklasse. Asith var ret så sikker på, at han selv havde formået at bryde ud af det system dengang han kom til Dianthos, men han fik hurtigt lært at man ikke kom nogen vegne uden at være til nytte for nogen der var vigtigere end en selv. 

“Dén Maksym?” ‘Olanna’ smilede, som om hun var velkendt med hans position i de lille farmer samfund, men ikke nok til at sætte spørgsmål på hans mistænksomme fraskillelse. Asith satte sig endelig ned for at undgå at hans højde ville skræmme hans lille fordrukne guldsvin væk inden han kom tæt på hans pung. Kort blev den mintgrønne ‘kjole’ rettet og han lagde benene over kors som han havde set ejeren af af sit ansigt gøre da hun poserede til hans skitse. Alt føltes ubehageligt førhen, men nu da han sad, kunne han virkely mærke det stive læder fra sit bælte prikke ind i huden på ham. Var rigtige korsetter mon mere behagelige?

“Jo, jeg har været forbi et par gange. Måske også beundret godset fra tid til anden.” Han slog en lav latter op, som igennem illusionen lød så frisk og kølig som en bæks klukken. “Det er rart endelig at have et ansigt på husets ejermand.” Tilføjede ‘hun’ og tog sin drink imod sine læber igen - hendes øjne havde stadig ikke rykket sig fra vedkommende.

“Jeg har lagt mærke til at du ikke nyder dine drinks med de andre fornemme herrer. Træt af forretnings snak? Eller er du bare træt af mandligt selskab?” Det lille glimt i øjet kom tilbage da Asith sagde det sidste, som om der lå en indirekte besked gemt bag hvad han egentligt sagde. Han vidste ikke hvor mange flere indirekte flirterier han havde i gemmerne dog, så han måtte nok hellere komme til sagen!  

“Sikkert den eneste af slagsen” Svarede han hende, da hun foregav for at have hørt om ham, og han gengældte kvindes smil så godt han nu kunne, efter at have set gnaven ud over en længere periode. Han følte at han fortjente at hygge sig lidt, når nu han havde gået rundt i ensomhed over en længere periode. Han lod hende tage plads ved hans bord, og af ren vane lod han sin hånde glide hen ad bæltet, og lod den hvile mod krystalpungen. Han kunne godt forestille sig, at hun forventede noget af ham, udover bare sjov og ballade, men kvinder ville typisk have det i form af slik eller smykker. At hun decideret ville lange ud efter hans værdier, ville aldrig have slået ham. 

“Hah” Lo han hånligt, og alligevel lavt nok til, at ingen rettede deres nysgerrige blikke efter ham. Han sad rimelig privat, men hvis der skulle ske mere mellem dem, end blot flirten, måtte de bevæge sig væk fra vinstuen. “Ikke for at fornærme nogen, men de fleste herinde er lige så fornemme som de grise de selv avler. Jeg har ikke meget at snakke med folk om... Jeg er en meget travl mand, og jeg spilder helst ikke tiden”. Han lagde ikke skjul på, at hans blik søgte ned på hendes barm, hvorefter han så i hendes blågrå øjne med et noget mere lystigt blik, som mest af alt mindede om tiggeres hungrende blikke efter madboderne på markedspladsen. 

“I stedet for at blot at beundre mit hjem fra afstand, burde du komme over...” Inviterede han, hvilket var noget af et spring at tage, når man havde med unge piger at gøre, men denne her tøs havde op til nu givet ham klare, dog diskrete signaler nok til at booste enhver mand med selvtillid. “Det er dog farligt at krydse mosen alene, men du kunne tage din ven med dig”. Hans smil blev bredere og mere lystigt, som han hintede om, at de begge skulle være velkommende. Hvilken form for fetish, der lå bag hans insisterende invitation, kunne man kun gætte sig til.

Det virkede til at Asith i den grad havde fundet det rigtige bytte for sin gemene lille plan, men som mulighederne udfoldede sig, ligeså gjorde risikoen. Det var i den grad lovende at herremanden følte sig hævet over de andre gæster med hensyn til både rigdom og status og det ville være ideelt at gøre dette et sted, som ikke var ligeså spækket med mennesker. Asith mærkede et ubehageligt gys krybe ned ad sig som farmerens øjne endelig fragav sig noget mere ‘lystigt’. Jo - det var helt sikkert den effekt han gerne ville have på ham, men på samme tid, kunne han ikke fordrage måden hvorpå han stirrede. Hans oplevelse bag en kvindeskal havde indtil videre været en meget blandet skål frugt, men det blik alene var nok til at han ikke umiddelbart havde lyst til at gøre det igen i lang tid. Hvor det mon normalt for kvindfolk at have have det sådan? 

Asiths øjne flakkede kort imod Selmy der stadig sad blandt forretningsmændene da Maksym foreslog at de begge kom forbi på visit. Gyset i ham blev hårdere og noget bittert opstod i ham, men han lod det ikke nå hans interesserede kvindelige illusion.

“Jeg MÅ indrømme, at festen er lidt tør for mit vedkommende. Det kunne måske være en god idé at fortsætte fæstlighederne et sted der er lidt mere... privat.” Han lagde blikket tilbage på Maksym og gjorde sit bedste for at forblive kølig og interesseret udadtil imens han i sit indre forbandede ham nok til at Zaladin måtte kunne høre det. Det kunne heller ikke vente, da de helst skulle kunne løbe fra Kile’s Orden’s efterlysning. De kunne ikke blive i byen længe nok til at komme på et lummert visit hos herremanden en anden gang.

“Jeg tror dog ikke at jeg kan rive Ernie fra sin herresnak.” Tilføjede han. “Jeg sværger, nogengange er han ligeså gammel og kedelig at høre på som min fader.” Og med det mente Asith jo i virkeligheden at han hellere ville kradse øjnene ud af Maksyms hoved end at se på hans ulækre rovdyrsblik peget i Selmy’s retning nogensinde igen. Han havde ved Zaladin ikke tænkt sig at udsætte knægten for den slags uhyrligheder. 

Perfekt, tænkte han, da den kvindelige skikkelse ønskede at være privat med ham. At hun ikke havde ladet sig afskrække af hans åbenlyse invitationer, måtte være et tegn på, at hun var beredt på det værste, og ønskede at gå hele vejen. Om det var for sex eller krystallernes skyld, kunne være lige meget. Man kunne ikke bare sige nej til så yndig en lille dame. Der var noget selvtilfredshed over hans smil. “Jeg havde skam heller ikke i sinde at tale særlig meget med ham” Svarede han og skyllede den sidste sjat øl ned i sig, som kun en dranker kunne gøre det, hvorefter han hamrede kruset på bordet i et afgørende gunk. Han rejste sig og lod dog jakken blive. Der hvor han ville tage hende hen, ville han ikke få brug for den. Men bæltet med krystalpungen var der nu frit udsyn til. 

“Kom, vi sniger os lige ud denne vej” Han gjorde et hovedkast mod en gang, som uden tvivl ikke ville føre dem ud af huset, men i stedet ind til borgmesterens resterende hjem. Borgmesteren og konen nød selvfølgelig deres gæster og de herligheder de selv havde finansieret, så hvis man regnede et par tjenestefolk fra, så var huset nok frit til at kunne boltre sig på. Han så om efter Asith og førte an væk fra stuen, og forventede at hun ville følge efter lige så diskret.

Som Maksym ellers var diskret og kom væk ud af syne, kiggede Selmy alligevel op fra en ellers heftig diskussion om hvorvidt lysets dronning tog sig af farmernes problemer eller ej, da han trods alt havde haft dem nogenlunde i syne i øjenkrogen. Asiths nu røde hår var temmelig let at spotte i blandt alle de mørkhårede farmere, og hver en mindste bevægelse fik ham til at søge efter et signal om, hvorvidt det stod til derhenne. Han fik et sug i maven, da det gik op for ham, at de var på vej ud af syne, hvor han ikke ville kunne holde øje med ham. Han gav ham højest et kvarters tid til at snuppe krystalpungen, tænkte han, mens han stirrede lidt for åbenlyst efter pigen. Hvis nogen skulle opdage ham stirre efter hende, ville de nok alligevel tænke, at han var den jaloux type mand, hvilket egentlig heller ikke var helt ved siden af.

I mellemtiden gik Maksym op ad trappen op til stuen og kiggede sig snigende omkring efter et sikkert værelse, som ikke ville være konens eller mandens base, så snart de besluttede sig for at trække sig væk fra festlighederne. Ved et lille opbevaringskammer, gik han ind og lod døren stå på klem for hende. Han var rimelig sikker på, at han var manden med kontrol, og hans krop var efterhånden blevet meget opstemt, nu hvor han vidste at han snart skulle have sex med den smukke og spændende Olanna.

Det vendede sig i Asiths mave da Maksym nævnte at Selmy ikke ville blive brugt til snak, hvis han havde kommet med dem. Trangen til at flå hver tand ud af hans mund intensiferedes, men blev holdt tilbage. Det var heldigvis noget han var god til - at ignorere den blodtørst, som ind imellem opstod som et lævn fra en anden tid, hvor den betød langt mere end maneer. 

Olannas lille smil blev en smule bredere da herremanden endelig var med på at tage en omvej fra festlighederne for at træde tilbage til skyggerne. Hvad end han havde i tankerne, var ikke noget Asith tog sig af, for han lod det ikke komme så vidt. Eller det var i hvert fald planen. Endnu en overbevisende lille latter kom fra hans falske, lyserøde læber. “Jeg er lige bag dig.” Nynnede hun næsten, sendte et enkelt blik hen imod Selmy og stak ham et smil. Det her burde ikke tage så lang tid! Hun stak efter ham så hun var et par skridt bagud og imens Maksym var travl med at bestige trapperne, fiskede Asith sin lille glasflaske med det pulvariserede elverrod ud fra under sin forvandlede robe og dryssede indholdet ned i sin stadig ufærdige drink. Flasken blev hurtigt stukket tilbage ned i hans tøj igen og dernæst fulgte han bare efter.

Han var bevidst en smule langsommere end Maksym, så der ikke var flere end Selmy, som havde opdaget at de var stukket af sammen. Jo mindre spørgsmål på deres vej ud, jo bedre. Asith tog et kig ned i sin drink hvor pulveret blev opløst og lavede mjødet om til en potent søvn-eliksir. Han var ikke sikker på hvordan alkoholdet ville påvirke søvnens komme så snart det var indtaget, men han kunne ikke forestille sig at det opkvikkede Maksym og gjorde processen langsommere. Han skulle nok stadig være parat til at bruge et minut eller to på at afvente pulverets effekt. Det gjorde det næsten umuligt at undgå mere nærkontakt med idioten - det var godt at han havde formet en illusion så tæt, at det ville være svært at adskille følelsen af ham med synet. Ikke at han gerne ville berøres af ham...

Han lod et kort minut gå inden døren til opbevaringskammeret blev åbnet og den yndige Olanna slog sig atter til Maksyms selskab med en frisk lille klukken, som om at snige sig væk fra festen var noget af det mest opstemmende hun havde oplevet. “Se dét er et gemmested.” Hun smilede bredt og gav Maksym hendes drink. “Vil du ikke være sød at færdiggøre den her for mig? Jeg vil gerne kunne forblive stående, hvis du forstår hvad jeg mener.” Olanna lagde blikket genert nedad, som om det var en næsten pinlig ting at sige. Indvendigt hev Asith efter muligheder for at udskyde deres fysiske kontakt så meget som muligt imens klipperten drak og lod sig påvirke af hans drink. Hvad kan gamle lider-bukke med røven fuld af kapital lide som ikke indebar hans fedtede hænder på hans hofter. Han vidste kun at de ofte foretrak at overlade arbejdet til andre... Og måske var det lige hvad der skulle til?!

“Hvorfor sætter du dig ikke dér og så kan jeg måske... Skabe lidt stemning?” Olanna gestikulerede imod taburetten i hjørnet, som nok normalt blev brugt til at træde på for at nå de højeste hylder. Derefter lagde hun hænderne på sine hofter og lod dem kælent glide opad indtil de lå løst på toppen af sin barm.    

Det var med en stærk modvilje, at Selmy bare blev siddende på sin plads, og så til, mens Asith fulgte efter manden. Han vidste ikke hvordan han skulle tolke hans smil, andet end at det gik efter hans plan. Det generede ham alligevel en del, og han kiggede i gangens retning i et par sekunder efter at Asith var forsvundet, og prøvede så at lade som om, at han fandt samtalen bare en smule interessant. Men inde i hans hoved var han stresset over ikke at vide, hvad der foregik. 

Da Asith nåede frem til kammeret, hvor Maksym stod, var manden lænet tilbage mod det eneste stykke væg, der var fri fra hylder med skrammelsager. Han rakte armene ud efter hende, som hun nærmede sig ham og var klar til at presse hende ind i hans favn og mærke hendes bløde former, men i stedet blev han overrakt hendes krus med mjød. Han så undrende på hende og var en smule utilfreds. Hun kunne da bare lade det stå dernede, for pokker... Han fnøs lidt, men smilede så og skålede da ud i luften. Han brød sig ikke synderlig meget om mjød, men hvilken mand var man, hvis man ikke drak ud? “Så lad gå da” Sagde han og skulle til at bunde, indtil han smagte mjøden og stoppede i et kort øjeblik, som om det smagte besynderligt. Som om han ikke havde regnet med bismagen. “Hm, jeg bryder mig ikke specielt meget om honningvin” Lo han så og tømte endelig kruset for sidste dråbe og smed koppen hen til en kasse med andet usorteret ragelse, og bekymrede sig ikke om, at larmen måske kunne afsløre deres gemmested. Som Asith tilbød ham at sætte sig hen på taburetten, nynnede han forventningsfuldt. Det var sjældent man mødte piger, der tog initiativ til underholdningen. Specielt når det ikke var piger han ikke havde betalt for. Han drog hen mod hjørnet og satte sig en smule med besvær, fordi beruselsen var ved at stige ham til hovedet, og bulen i hans bukser nærmest gjorde ham gangbesværet. Det var ikke svært at se, at han var blevet tændt af hende allerede, særligt når han sad med så åbenlyst afslappet spredte ben og hvilede den ene hånd ved sit inderlår, og den anden bag sit hoved, så han kunne læne sig mageligt tilbage med hylden bag sig. Hans blik fulgte hendes hænders bevægelser konsekvent, som de gled op ad hende og landede ved brystet. “Du står alt for langt væk” Brummede han og trak vejret en smule heftigere igennem næsen, og kiggede kun på hendes krop og begærede den.

Asith havde kunnet mærke sit hjerte i halsen da Maksym først tøvede med at færdiggøre drinken. Hele hans plan var afhængig af at den store klippert skulle gå kold, så Asith kunne stikke af med hans værdi-genstande og hvis det ikke fungerede, ville han nok ende op med at få sin illusion forstyrret af vandrende hænder. Han havde sit våben med sig, men han havde allerede udgydet alt for meget blod på denne tur og han ville ikke forstyrre landsbyen mere end højst nødvændigt. Han så helst at han undgik flere efterlysninger, selvom han var ret sikker på, at herremanden ville forbande navnet ‘Olanna’ når han engang vågnede op næste morgen med et meget lettere bælte. 

Asith havde ingen idé om hvordan denne ‘underholdning’ skulle foregå. Han havde ikke taget sig tid til at overvære hvordan kvinder halede mænd i land i skumrings-kvarterets natteliv og hvad han havde set rettet imod sig selv, havde sjældent været noget værd at genfortælle. Han huskede dog hvordan den originale ejer af Olanna’s ansigt havde danset inden han havde spurgt hende om hun ville være hans model. Mon han kunne gengive noget i den stil?

Olanna virkede kort til at tøve en smule, men som Maksym fik sig sat og allerede var i den perfekte position til ikke at tumle ned på gulvet når eliksiren satte ind, kunne hun formå at langsomt sætte sin vægt fra fod til fod i en langsom vuggen. Heldigvis så det noget bedre ud igennem illusionen end det måtte være, hvis det var Asith selv der forsøgte sig på at ‘danse’.

“Nu ikke for ivrig.” Svarede hun hans bemærkning om distancen imellem dem. “Du skulle jo nødig blive for hurtigt færdig med mig.” Tilføjede hun og tog en langsom drejning omkring sig selv imens hendes hænder fortsat fulgte kurverne af hendes falske form. Asith lavede en mental note om, at han burde studere den kvindelige form lidt bedre inden han forsøgte sig på et stunt som dette igen. Hans repitoire af bevægelser var ved at slippe ud. Han tog et enkelt skridt tættere på Maksym imens han gjorde sit bedste for at finde på en undskyldning for at herremanden ikke skulle sætte hænderne på ham. Han kom ikke udenom en smule kontakt dog, gjorde han? Men måske kunne han selv styre hvor meget Maksym tog til sig selv.

Olanna endte endelig op tæt nok på Maksym til at være indefor rækkevidde, men hun lod ham ikke lige sådan sætte hænderne på hende endnu. Hun tog fat om håndledet på hans afslappede hånd og løftede den inden hun satte sig på hans lår. Asith anstrengte sig dog en smule for ikke at sætte hele sin vægt ned for at fremstå lettere.

“Ikke røre. Jeg vil have lov først.” Hviskede Olanna med et kækt lille grin, som var det en fræk lille leg, hvori Maksym skulle være den der modtog kærtegn indtil han var ‘rede’ til det næste skridt. “Bagefter kan du gøre lige hvad du vil.” Tilføjede hun og lod sig ben skubbe sensuelt imod hans åbenlyse begejstring. Det kunne ikke tage lang tid nu. Kom nu, dit forpulede pulver! Virk! 

”Nej, du har nok ret” Erkendte han med en underholdt latter. Han var meget opmærksom, trods han lige havde indtaget en elverrod oven i sløvende alkoholiske drikke igennem en hel aften. Han havde ikke tænkt sig, at det skulle overstås alt for hurtigt. Hun var jo smuk, og han havde ikke behøvet at arbejde på drengen med sine hænder, for at blive klar til hende. Så hvis han skulle springe på hende selv, så ville det sikkert højest tage ham 5 minutter om at blive tilfredsstille.

Som hun i en flirtende gang nærmede sig ham, blev det endnu mere spændende, og han glædede sig til at føle på hendes krop, og flå klæderne løse, så han kunne se hendes bryster og hendes lamseben!

”Ej, det er jo tortur” Lød det beklagende fra ham. Det pirrede dog hans nysgerrighed, så han lod hende sætte sig, uden at han lod hænderne studere hende. ”… Ikke røre, hmm?” Lo han, men med en begyndende træt latter. Som han sagde det pressede han underkroppen hårdt mod det ellers blide ben, så hun rigtig kunne få lov til at beundre hvor stor og fantastisk han var. Måske ville det speede processen op…

Maksyms øjenlåg begyndte at veje lidt tungere i en begyndende træthed, som i starten sagtens kunne forveksles med sin seksuelle beruselse og alkoholens virkning. Men han forstod det ikke helt selv. Burde en smuk og vild rødhåret tøs, ikke afhjælpe på den slags? ”Hør her snut” Hans tålmodighed var ved at blive brugt op, kunne der høres i hans toneleje. Han skulle til at fortsætte sin tale til hende, men elverrodens kræfter indtraf ham med en pludselig hast. Det gik op for ham hvad hun havde gjort ved ham, og hans blik spejdede ned til koppen, der var kastet ad helvedes til tidligere.

Med en rasende hånd, greb han om hendes ansigt, men hånden gled videre ned og fandt hendes hals ”H-hvad har du puttet i, din… din heks!”. Hans øjne blev store, som der begyndte at ske uforklarlige ændringer i hendes ansigt, som han brød igennem skallen med sin hånd. ”Mørkelver!” Råbte han højt, mere rasende, end bange, og holdt Asith fast med begge hænder nu, hvor den ene hånd klemte kvælende om halsen.