Det var en varm sommerdag, af den slags man kun kan holde af. Alligevel vidste Blaine godt at han ikke ville kunne huske vejret, for det var sådan et vejr det var. Temperaturen var så velbalanceret, at det føltes som om der slet ingen temperatur var, og solen varmede kun lige omgivelserne nok op til, at det ikke blev koldt. Det var sådan en dag, hvor der kunne ske alt i hele verden, uden at vejret ville blive husket. Vejret var et faktum, der ultimativt ville blive forskudt og ignoreret, fordi det kun var markante minder, der blev husket. Havde det været meget varmere, eller meget koldere, ville dagen blive noteret, men ikke denne sommerdag.
Blaine sad under et træ, på netop denne dag. Han vidste at han var en del af selve dagen, og at intet han gjorde ville blive husket. Selvom det var en smule morbidt at tænke på sådan en måde, fik det ham til at føle sig fri. Fri til at lave lige hvad han havde lyst til, men på samme tid ikke nødsaget til at gøre noget som helst. For ham gik det dog, som det så ofte gik for mennesker, der ikke var nødsaget til noget; han lod være med at lave noget som helst. Derfor sad han under træet, i kronbladendes kølige skygge.
Hans jakke var åben, og det majestætiske ar, der strakte sig fra skulder til hofte, nød godt af den frie luft. Hele hans krop skreg af velværd, mens hans tanker var tavse med tilfredshed. Nu var alt der manglede bare rom og kvinder, så havde dagen været som skabt til at passe ind i en sommerdag. Når han var færdig med denne sommerdag, kunne det da også være lige meget hvad der skete, det var jo sommer endnu. Når det kom til vinter, og til dagene, der blev husket, ville han kunne se frem til de tomme dage, hvor der intet skete. Men Blaine vidste allerede, at han før eller siden ville blive træt af tomheden, og ville længtes efter noget håndgribeligt. Denne tid kom altid ved starten af sommer, og forsvandt altid ved slutningen.

Manden fløjtede, og fandt en lille gren på jorden. Det var en rar lille gren, der sikkert havde ligget der i et stykke tid. Om grenen var kommet fra træets top, eller var vandret ind fra et andet træs, var ikke Blaines problem. Han vidste bare at grenen ikke længere var velkommen blandt træerne. Udstødt og alene havde grenen ligget der, til Blaine havde fundet et formål i dens formålsløse verden. Alle grene kan bruges, specielt dem, der ikke længere sidder fast på træet.
Med en let bevægelse hev han en kort dolk frem fra sin støvle, der stod ved siden af ham, og begyndte at snitte i grenen. Han fløjtede en kæk lille melodi, som hans forældre havde lært ham. Det var et harmonisk stykke sigøjnermusik, der af en eller anden grund passede godt sammen med denne varme sommerdag. Han havde tænkt sig at give grenen et nyt formål, ved at forvandle den til en fløjte, han kunne bruge til at spille sin sommermelodi.

Over en krystalisaneralder havde lært Netrish af den slags vejr der ofte gik andres næse forbi. Var vejret for varmt kunne det nemt blive ulideligt at trave ud af landevejen, time efter time. Var vejret for køligt kunne man selvfølgelig pakke sig bedre ind, men intet kunne stoppe hendes ringbrynje fra at blive iskold og ubehagelig. Nej, det var dage som denne, hvor vejret kun var en svag tanke i underbevidstheden, at man i sandhed kunne nyde det.
Det var vejr til fortabelse, og med hesten vuggende taktfast under sig, var Netrishs tanker langt borte, til en tid og en mand der havde lært hende mangt og meget, men som mest af alt havde forbedret hende på det liv hun måtte igennem, inden hun kunne slå sig til ham i Kiles uendelige rige.
Hun var iført sin rejse kjole, der ikke var så hvid i kanten som den havde været. Det blev dog ikke set så tydeligt, da ens blik mere søgte til den dybrøde overkjole, og de hvide ærmes røde kantbroderier. Hun bar ingen kappe grundet vejret, men hendes ringbrynje var stadig tydeligt synlig, og sværdet der hang fra hendes bælte, i en slidt skede vidnede om at hun var i stand til at beskytte sig selv.
En frisk sommermelodi nåde hendes ører og trak hende tilbage til virkeligheden. Lurr var da ikke.. Nej, den melodi var ikke en af Lurrs. Hendes blik søgte kilden, og fandt hurtigt den mærkværdige, grønhårede mand der sad og snittede længere fremme.

((Undskyld den ikke blev så lang, men kom senere hjem end forventet, og havde jo lovet dig et svar ;) ))

((Det er helt i orden :b))

Blaine fortsatte med at fløjte og snitte, til det øjeblik hvor han hørte lyden af hove, der trampede af sted over marken. Gad vide hvad en hest havde at gøre under så højt et træ, på så lun en sommerdag? Det gjorde vel egentligt ikke den store forskel for dyret, hvis alternativ var at løbe rundt ude på engen. For den var det hele vel bare en stor grydesteg, hvor intet stak ud som specielt. Dens live var en sommerdag, og Blaine spekulerede over hvor rart det egentligt måtte være. At kunne vågne op hver morgen og vide, at ligegyldigt hvad du gjorde, ville det gøre absolut ingen forskel. Måske ville det fremprovokere dødstanker hos de fleste, og bestemt også hos Blaine, men det kunne nu alligevel være meget rart. Det ville selvfølgelig også være et rart karaktertræk, ikke at besidde menneskets bevidste tankegang. Så ville man ikke behøve at spekulere på sådan noget som dødstanker.
Uden at holde op med at snitte, løftede han et halvt øje, for at se om hesten havde tænkt sig pludseligt at sprinte mod hans hoved, og knuse det mod træet. Da han fik øje på dyrets rytter, sænkede han dog kniven et øjeblik, og holdt op med at fløjte. Træstykket havde bestemt ikke travlt med at blive et værktøj.
Efter at have givet kvinden på hesten et ordentligt elevatorblik, blev han enig med sig selv om at hun måtte have det varmt. At ride rundt i en sådan mundering på sådan en dag, var da bestemt heller ikke specielt smart, og ikke noget der kunne anbefales. Ikke at Blaine havde, eller havde noget ønske om at prøve det. Sådan ting måtte man efterlade til de hesteridende sociopater. Alligevel måtte han konstatere at hun ikke så alt for skidt ud, og at hun var en elver eller halv-elver begrundet ørene. Det var også meget bedre, mennesker var så utroligt kedelige.
”Jamen god eftermiddagen frøken!” Han lød del nonchalant, del interesseret og del ligeglad da han sagde dette. Tre ting, man normalt ikke hører i samme sætning. ”Hvad bringer Dem ud til disse egne i fuld oprustning?” Han blev bare nød til at vide det, og lød oprigtigt nok nysgerrig. Denne gang var det vel at mærke ikke skuespil.

Netrish holdt hesten an da hun nåde så tæt på manden at han tiltalte hende. Hesten stoppede lydigt og begyndte lystigt at gnaske græs i sig da hun slækkede på tøjlerne. "God eftermiddag min gode mand" svarede hun med et afmålt, men ikke uvenligt smil. Hun gled ubesværet ned fra sadlen med blikket fæstnet på den nysgerrige herre under træet. "Jeg er på vej til byen, og dette er blot en sikkerhedsforanstaltning. Vejene er ikke så sikre som man kunne ønske sig" svarede hun, det sidste lydende en smule sørgmodigt. Selvom de fleste banditter var til at skræmme væk, så havde hun været nødsaget til at sende en slat til Kile, selvom det endnu ikke havde været deres tid.
Netrish klappede hesten lidt på halsen med den ene hånd, imens hun åbnede den ene saddeltaske med den anden, og trak et vandskin op. Hun drak en tår fra vandskindet, hvorefter hun skubbede sine ærmer op til albuerne og hældte lidt vand udover sine håndled for at køle sig selv ned.
Hun betragtede manden et øjeblik, og fik øje på hans snitte arbejde. "Er De ved at snitte en fløjte?" spurgte hun, da hun genkendte håndværket som noget hun havde set Lurr med engang.

Han snittede lidt videre, mens kvinden drak vand fra sin skindpose. Selvom han var optaget af sit arbejde, havde han hele tiden et øje fikseret på personen, der dog så ud til at være fredelig nok. Måske burde Blaine have følt skam ved at mistænke en person som hende, for noget som helst i verden, men han var blevet opvokset på farten. Man kunne aldrig vide sig sikker med fremmede mennesker, og specielt ikke hvis de bar rustning. Det værste var selvfølgelig hvis rustningen var ordentligt, og lignede noget, der kunne tilhøre et fællesskab, det betød nemlig at der kunne være flere.
”Jah, banditterne er blevet klogere med årene. De kan sågar være uskyldige rejsende, eller fredelige gøglere, der blot venter på et intetanende bytte.” Han sænkede kniven og kigge konfronterende, men ikke uhøfligt på hende. Det var ikke ment som en anklage, men anslog bare at de begge to potentielt kunne være røvere. Hans sagde det heller ikke for at skræmme hende, men granskede hendes ansigt for en reaktion. Efter et stykke tid, hvor intet alarmerende skete, smilte han skævt og forsatte snittearbejdet. Efter at havde kigget på fløjten et stykke tid, undrede han sig over hvordan hun kunne se det. Han havde i hvert fald aldrig gættet det, hvis ikke han selv sad og var ved at snitte den. ”Det kan De ha’ ret i. Kan frøkenen da li’ fløjtemusik?”
Det var lige før han var ved at bide sig selv i tungen. Normalt ville han aldrig havde taget sig selv i at tale høfligt, men han kunne næsten ikke lade være, når han talte til kvinder. I hvert fald ikke smukke kvinder; hvis en grim kvinde kom op til ham, ville han nok have mere travlt med at slippe væk, eller alternativt jage hende væk. Men smukke kvinder havde han altså et ’problem’ med, der tvang ham til at lyde høfligt. Det kunne selvfølgelig også bare være fordi hun virkede som en person af højere byrd, men dybest set kunne det være lige meget.

Netrish nikkede bekræftende til hans udlæg af banditterne "Sågar. Sheelai her har fået mig ud af ikke så få kniber igennem årene" sagde hun og gav hesten endnu et klap. Hun havde haft en del heste igennem årene. Hun havde mistet langt de fleste til alderdom, men 2 var blevet stjålet af banditter. Men ikke Sheelai. Sheelai havde holdt ud og var blevet ved Netrishs side i selv de mest rystende situationer. Hun var god som dagen var lang, og lige så modig. En gammel stædig krikke.
Netrish førte sin frie hånd om bag nakken, og trak sit lange hår nedover den ene skulder, så hendes nakke var fri. Hun hældte derefter en smule vand ud i håndfladen, og gnubbede det udover sin nakke og hals. Hun smilede mildt til manden "Det kan jeg ganske vist ja. De spiller måske også?".
Hun havde lidt svært ved at placere manden foran sig. Han var uden tvivl en forsigtig mand. Hans små stikprøver var ikke gået hendes næse forbi, og hun følte konstant hans blik på sig. Han virkede dog venlig, og ganske høflig, selvom hun havde en følelse af at han skjulte noget, men hvad det lige skulle være kunne hun ikke sætte fingeren på.

Han kiggede roligt ned på fløjten, nu uden at holde blikket fast sat på kvinden længere. Måske var han en smule naiv, men det var ingen grund til at beglo hende på den måde. Desuden brød han sig ikke meget om at lave øjenkontakt, og for hvert øjeblik han blev ved med at kigge på hende, jo større blev chancen for at hun kiggede lige tilbage. Egentligt var det lidt sværere at fjerne blikket fra hende, end han gerne ville indrømme. Hvis man skulle sige en ting om Blaine, så skulle det være at han var glad for kvinder.
Han fnøs humoristisk, som om nogen havde fortalt en joke, der ikke helt var værd at grine af, men som man heller ikke kunne tillade sig at ignorere helt; det var et letsindigt, åbent og ærligt fnys. ”Til dels, men næppe på højde med så køn en elver som Dem,” han håbede at det var blevet et nonchalant kompliment. ”Med Deres races lange levealder, er der få steder vi mennesker kan konkurrerer med jer.” Han fangede sig selv i at snakke en smule for hurtigt, og satte tempoet en smule ned. ”Hvis jeg kan tillade mig at spørge, hvor gammel er De?”
Andre racer havde altid været fascinerende for Blaine, men han havde kun været i stand til at læse om dæmoner. Resten af racerne måtte han selv finde information om. Måske, hvis han havde tålmodigheden til det, kunne han engang finde et bibliotek og læse om dem, men han tvivlede på at han gad bruge så lang tid på det, nu hvor han var sluppet fra sine forældre. Det var alligevel også mere interessant at lære om sådan nogle ting af egen erfaring. Han vidste dog godt, at man ikke burde spørge om en kvindes alder, og forsøgte straks at rette sin fejltagelse ved at bruge hurtige ord, og undskyldende faktor. Til formålet rettede han sig op i sin fulde person, og forsøgte at se så uskyldig ud som overhovedet muligt.
”Jeg mener, De behøver selvfølgelig ikke svare hvis jeg er for direkte, jeg har bare altid været nysgerrigt indstillet og jeg ved ikke så meget om elvere.” Ligegyldigt resultatet, var han godt klar over at han havde klokket godt og grundigt i det. Hans mor havde altid sagt, at man aldrig under nogen omstændigheder skulle spørge en kvinde om hendes alder, og dette var sandelig også første gang han gjorde det.

Efter at have fugtet sin nakke, kastede Netrish sit hår tilbage bag skuldrene, og rettede blikket mod manden igen. Mens han kiggede ned på fløjten benyttede hun chancen til at se ham bedre an. Ved første øjekast havde hans hår fanget hendes blik, men nu hvor hun kunne studere ham bedre, var det arret nedover hans bryst der fangede hendes opmærksomhed.
Mandens fnys fik hendes dog til at rette blikket mod hans ansigt. Hendes ansigt var mildt og hendes smil evigt tålmodigt da hun svarede "Skønhed har nu intet at gøre med evne, men det ved De vel. Jeg spiller heller ikke selv, men nu hvor De snittede en fløjte, tænkte jeg De nok også kunne spille". Det var ikke første gang hun havde hørt sådanne kommentarer fra krystalisaner mænd, og hun havde lært ikke at lægge for meget i dem. Det ville sandsynligvis ikke være sidste gang hun hørte det heller.
"Og De har ingen grund til at undskylde. sagde hun med et overbærende smil "En kvindes alder er ikke et tabu emne hos elvere, som det er hos yngre racer. Jeg er 174somre, og ville blandt andre elvere blive anset som voksen, om end stadig ung" forklarede hun med samme tålmodighed som hun udstrålede.

Blaine kunne ikke lade være med at finde det spændende at han befandt sig under samme træ som en levende elver. At denne elver var både ung og kvindelig hjalp bestemt på oplevelsen, og at hun stod og ’vaskede’ sig, for at køle ned, gjorde det hele en tak mere spændende. Det kunne vel være at hun være en smule gammel efter hans standard, men han var ikke kræsen. Det eneste det betød var trods alt bare, at hun vidste hvordan man skulle sige fra.
For fabelvæsner var hun heller ikke specielt gammel. Blaine havde flere gange konfronteret dæmoner, der var mindst ti gange hendes alder, men det var selvfølgelig også en helt anden sag, når det galt dæmoner. De var både utilregnelige og bestialske. Nu befandt han sig i nærheden af en race, der burde have været for ophøjet til nogensinde at socialisere med mennesker, så han følte sig beæret, selvom det meget muligt var barnligt.
”At jeg bemærkede Deres skønhed var skam også bare for komplimentets skyld,” han smilte kort til hende, hvorefter han vendte opmærksomheden tilbage til træet. Han var kommet til en kritisk del, hvor han skulle fjerne en del af fløjtens krop. Det var meget let for et instrument at gå tabt i dette stadie, men Blaine havde rolige hænder og en sommerdags tålmodighed. ”Mine forældre har lært mig lidt af alt man kan få brug for på sine rejser. Men hvad med Dem selv? De har allerede levet dobbelt så lang tid som jeg kan forvente, så ville det være forkert at mig at antage, at De har mestret et eller andet instrument?” Mens han ventede på et svar, hævede han sit blik og udskød arbejdet. Alt der manglede var essentielt at en del af træet skulle hives fra resten, og den del foretrak han at gøre mens han havde mulighed for fordybet koncentration. Et kort øjeblik fangede han øjenkontakt, hvilket han ellers havde prøvet at undgå. Hun ville let kunne se at hans smil ikke strakte sig til hans øjne, der var kolde og beregnende.
Irriteret sænkede han blikket igen, og håbede ikke på at hun ville lægge for meget vægt i hans blik. Med en pludselig og voldelig bevægelse valgte han at stole på sine instinkter, og flåede den nederste del af fløjten af, så han nu sad med den udhulede krop i hånden. Efter at have lagt den på græsset ved siden af ham, tog han fløjtens hoved op. Kroppens indmad sad stadig fast for enden af hovedet, men grenen havde været tør, og ingen af delene var blevet beskadiget under processen.

Netrish bøjede nakken i et kort nik "Jeg takker for komplementet så". Hun betragtede hans hænder mens han arbejdede videre med fløjten. Ligesom Lurrien, denne mands hænder var blot mere erfarne. Disse hænder havde arbejdet mere, formet mere. En dag ville Lurriens hænder også se sådan ud, hvis ikke hans tid kom inden da. Da han talte igen fandt hendes blik igen hans ansigt. "Skønt jeg ligeledes har lært lidt af hvert på mine rejser, har jeg desværre ingen instrumentale talenter at vise for det"
Hvis hun havde set noget i hans blik der gjorde hende roligt, var der intet i hendes ansigt der viste det. Det bar stadig et venligt smil og et tålmodigt blik. Heller ikke hans pludselige bevægeler fremprovokerede den store reaktion, eller så ud til at gøre hende utryg. Hendes ene hånd havde dog lagt sig på pommelen af sværdet der hang fra hendes bælte. Den var løs og afslappet, men ikke desto mindre var den der. Det var ikke bevidst gjort, men det beroligede hende, og fik usikkerheden om mandens motiver til at virke mindre. Udover det var det også et ganske behageligt sted at have hånden når man blot stod og stod

Roligt snittede han den overflødige del af fløjtens hoved væk, og med knivens spids begyndt han at lave nogle huller på begge sider af træet. Hullerne var ved at være færdige, da kvinden lagde den ene af sine hænder på sit sværds skede. Han så kun den diskrete bevægelse svagt, da hans blik var fokuseret på træet foran ham, men det var nok til at flamme hans paranoia op igen. Det var i øvrigt også en tåbelig ting at give sin tiltro til en fremmed, specielt en organiseret fremmed, man møder midt ude i ingenting. Uden at løfte hovedet, blev hans blik fastlåst på hendes hånd, og hans hænder holdt op med at arbejde. Da han talte var enhver stump af glæde og høflighed forsvundet. ”Jeg slås normalt ikke mod kvinder, men hvis du ikke fjerner din hånd, vil jeg gøre en undtagelse.”
Man kunne se at han spændte i kroppen, klar til at springe op og trække sine sværd. Selvom han havde en politik med ikke at kæmpe mod kvinder, var det alligevel kamp, der definerede ham som person, og han længtes efter at krydse klinger med hvem som helst. Han kunne prøve så godt han ville på at være en charlatan eller gøgler, men når det kom til stykket var der kun en ting, der betød noget for ham, og det var stål.

Netrishs smil voksede en anelse "Forsigtighed er det bedste forsvar hvis man ikke ønsker at gå til Kiles riger før tid" sagde hun roligt, og flyttede med en næsten doven bevægelse hånden fra pommlen til bæltet, hvor hun i stedet lod den hvile i tommelfingeren. "Ikke at kæmpe mod kvinder er en ganske nobel tanke, men jeg tvivler på det ville stoppe en kvinde fra at kæmpe mod Dem hvis hun ønskede at se Dem død.. Men De virker nu som en fornuftig mand, så jeg vil antage det også hurtigt kunne blive en 'undtagelse'". Der var intet dømmende eller bebrejdende i hendes stemme. Tværtimod virkede hun en kende imponeret. Ikke at hun nødvendigvis anså det for at være rigtigt, men han havde moral, uden at lade den gå på kompromis med hans overlevelse. Han var klar til at forsvarer sig selv, hvis hun ikke havde flyttet hånden. Næsten for klar, som om han inderst inde ønskede at hun lod hånden ligge, ønskede at hun udfordrede ham. Som så mange af sin race ønskede han inderst inde at kæmpe, en 'kvalitet' hun havde set mange gange hos hans fæller.

Efter at havde trukket på skuldrene, forsvandt hans tidligere seriøse indstilling som dug for solen. Selv om han fra et øjeblik siden var kommet med, hvad der praktisk talt kunne kaldes for en trussel, nægtede han at lade sig mærke med det, og fortsatte som om intet var hændt. Trods alt havde hans ord opnået den ønskede effekt, om end ikke den foretrukne. Hans arme krampede efter lov til at kløve, men Blaine vidste at han blev nød til at kontrollere sig selv. Ultimativt, måtte der være noget vigtigere i livet end at slås, og hvis han sloges med alle han mødte, ville han aldrig finde ud af hvad det var.
”Selv en nobel mand bliver nød til at være pragmatisk,” sagde han roligt, med antydningen af et smil på sine læber. Med en rolig og kraftig bevægelse stak han fløjtes hoved, på den nu fuldendte krop. Det var måske ikke det bedste værktøj i verden, og heller ej det bedste, men Blaine kunne allerede se at det var en slidstærk lille fløjte han havde lavet sig, og det endda uden at kigge ned på den. Hans blik var stadig fæstet på kvinden. At hun havde lavet en bevægelse, der involverede et våben, havde mindet Blaine om hvor forsigtig han burde være, og forsigtigheden stod fra ham. Hans bevægelser var langsomme og velovervejede, da han lænede sig tilbage op af træet, og slog armene om bag nakken. ”De virker både klog og vis, og Deres analytiske evner fejler heller intet. Min far plejede altid at sige, at ingen dødelig skabning er perfekt, men hvis jeg ikke vidste bedre, ville De kunne narre mig til at tro han var en løgner!” Selvom det var et åbenlyst kompliment, var det smigrende forsvundet fra det, da det var tydeligt at sætningen var optakten til et ledende spørgsmål. ”Så fortæl mig, hvad er Deres karakterbrist? Selvfølgelig, jeg bytter ikke information for ingenting; personligt er jeg meget glad for penge, og der er ikke ret meget, jeg ikke ville gøre for det rigtige beløb.”

Måden manden ændrede holdning og væremåde fik Netrish til at overveje hvor vidt det hele bare var skuespil fra hans side af. Men skuespil eller ej, han havde ikke vist sig som nogen trussel... Endnu.
Hun gengældte roligt hans lille smil, hendes blik skiftende mellem hans ansigt, og hans arbejde med fløjten. Hun var imponeret over at han kunne lave sådan et præcisions arbejde, uden overhoved at se på hvad han lavede. Han måtte bestemt være dygtig, eller have lavet fløjter mange, mange gange.
"Deres fader lyder til selv at være en vis mand, og hvis de spøger mig, ville jeg sige han har ret. Deres ord er meget smigrende, men jeg må desværre skuffe dem. Jeg har, som alle andre, mine fejl og mangler" svarede hun, og så ud til at more sig over hans smiger, og samtalens drejning. "Jeg er for eksempel præstinde af Kiles nåde, og jeg skal da være den første til at indrømme at gudindens tjenere ikke er lige velset alle steder". Hun omtalte det nok som en 'brist', men der var ingen tvivl i hendes stemme, om at hun var stolt over at være i Kiles tjeneste, og aldrig ville benægte det, selv ikke steder hvor det ikke var velset.

Han forsøgte at være afslappet, det gjorde han virkeligt, men hver eneste muskel i hans krop insisterede på noget andet. Af ukendt årsager sad han anspændt og akavet. Det startede da kvinden omtalte hans far. Det var naturligt nok at hun gjorde det, kort efter at han selv havde gjort det på sådan en måde, men alligevel fyldte det ham med uro. Han havde aldrig været tæt ved sin far, og at høre andre rose ham, tog Blaine som en personlig udfordring.
Han hørte kun svagt da elveren begyndte at tale om, hvad det var han rent faktisk havde spurgt til, og der gik et stykke tid før det han havde ført begyndte at give mening i hans hoved. Han fangede noget med kile, og præstinde, og kædede ordene sammen i den kontekst, der gav mest mening. Det var enten at hun var en præstinde for kile eller at hun kendte en præstinde for kile, men da det sidste nok krævede at han skulle have været uopmærksom i et længere stykke tid, regnede han med at det var det første. Blaine flyttede sig en smule i håbet om at finde en bedre sidestilling, for træet var begyndt at gøre ondt i hans ryg.

Hvordan er det det foregår med kile, havde han lyst til at spørge, selvom han vidste at det ville være en indirekte fornærmelse af hendes tro. Hun havde på nuværende tidspunkt til fulde bevist at hun var en yderst tålmodig person, men hvis hun i sandhed var præst, var han ikke sikker på hvor stor effekt en kommentar som den ville have på hende. Og der var ingen grund stå, hvor man ikke var sikker på gulvet kunne holde.
Så vidt han kunne huske, var kile den mindst slemme af religionerne. Det var den af trosretningerne, hvor det ikke indvirkede i personerne omkring den troende mere end absolut nødvendigt. Troen på at alle skulle dø, var da bestemt heller ingen videnskab i sig selv. ”Jeg vidste slet ikke at der fandtes præstinder indenfor kile! Det må da være lidt trist?”

Netrish lage godt mærke til hans anspændthed da hun talte om hans fader, og antog det nok var et følsomt emne, som hun havde erfaret det så tit var hos rejsende krystalisanere. Hvorfor det stod sådan til var hende stadig en gåde, men hun forstillede sig det muligvis var grunden til at de var rejsende til at begynde med. Det var sjældent at folk med en lykkelig, levende familie forlod den for det utaknemmelige liv på landevejen.
Netrish ansigtsudtryk ændrede sig ved hans spørgsmål, blev mere undrende og uforstående. "Det er sandt der ikke er så mange af os. Men det er jo ikke noget vi er herrer over. Jeg ser ikke hvorfor det skulle være trist?" spurgte hun og lagde hoved en smule på skrå.