Chels så lidt vurderende på hende. Hun svarrede ikke på nikket i starten, men efter et halvt minut, nikkede hun kort, som svar.
"Dit navn?" Spurgte Chels ikke hårdt, men heller ikke venligt.
Hun viste dog ikke den høflighed at tage hætten af, men stod bare, med skjult ansigt og ventede på den Cassira's navn.

( Må gå ! Kommer igen lidt senere !! Skal spise, men skynder mig !! )

Hun så først mærkeligt på Chels, men besluttede sig så for at svare.
"Cassira Siwya Sinn," sagde hun, "Og dit?"
Hun vendte sig nu mod Chels, og smilede varmt til hende. Hun havde besluttet sig for, at prøve sig frem med venlighed frem for indelukkethed. Hun hev lidt op i den korte, nedringede kjole, og pillede en lille sten ud af sålen på hendes ene støvle. Hun havde ikke råd til nyt og bedre tøj, dog havde hun næsten lige fået syet sig en skappe, af brunligt, slidt stof, og havde en kniv siddene i en lille stofrem på låret.

((Jaja : D))

EDIT: "For fanden.. Jeg.. Jeg glemte det helt!" sagde hun pludselig, og var derefter væk.

((Kan ikk vente mere nu.))

Chels så lidt efter hende, blev der et lille stykke tid og gik så langsomt væk.

På en af de høje klipper står selina med et lidt roligt blik.
Hendes tanker køre rundt i hendes hovede og mest af alt tænker hun på den hun elsker højere en noget andet i verden, nemlig Cassa.
Vinden tager roligt i hendes hår og hund holder lidt om sig selv, da det er en smule køligt ved havet.
Klippen er jo ud over havet så hun betragter roligt bølgernes bevægelser.

Et halvlangt stykke derfra, kommer Samara gående med blikket rettet mod jorden og sit ene ben nærmest slæbende efter sig..
Benet ser brækket ud, eftersom det hænger på en ret mærkelig facon, og det står i en mørkere, askegrå kontrast til hendes utrolig blege hud.. blå energi svæver stadig rundt om hendes ansigt, men omkring det sårede ben er det helt forsvundet.. Hendes sorte hår er fedtet og farven er mat, og hendes negle er stumpede og nedbidt til rødderne.
Hun puster udmattet som hun kommer gående, og det er tydeligt at se at hun er ramt af temmelig høj feber, hvilket er højst usædvanligt for vampyre.
Med en sidste kraftanstrengelse får hun sig smidt ned på en bred sten, og hun lukker øjnene i af udmattelse.
Hun holder snart ikke denne forfærdelige smerte ud mere, men hun nægter at miste sit ben for evigt. Normalt har hun evnen til bare at skabe nye lemmer, men hun har slet ikke kræfter til den slags for tiden.
Faktisk har hun ikke kræfter til noget som helst.. hendes hjerter banker så hårdt, at det føles som om at det hvert øjeblik har tænkt sig at stoppe..
Tænk at det sølle angreb fra en dum dæmon, skal være skyld i at hun lider sådan. Og hun ved godt, at medmindre dæmonen selv ordner skaderne, vil det tilsidst tage livet af hende - hvilket det allerede er godt igang med.
Og chancerne for at Kazoya gør den slags, er lig nul. Hun kunne ligeså godt spørge Mørkets lord om et kram.
Og hun synker aldrig så dybt, at hun kunne finde på at indgå en aftale med dæmonen for at få ordnet sine skader og redde sit liv. Så vil hun hellere dø.
Hun har slet ikke opdaget Selina, og selv hvis hun havde, ville hun ikke have kræfter til hverken at slås eller gå sin vej igen.

hun høre nogen komme og kigger lidt tilbage..
Kommer så med et svagt smil og kigger roligt over på Samara.
ser man det... en man kender tænker hun og husker hende godt, fra dengang hun så hende hos cassa, der var vist noget med at hun godt kunne lide Cassa også så hun måtte af med Samara på en eller anden måde.
Blev dog stående kort og betragtede roligt Samara..

(uuuundskyyyld!!! >_< glemte helt Kl men så fryser vi bare ^^")

Samara sidder i fuldstændig stilhed på den flade stenm, og hendes blik er sænket ned mod jorden under sig.
Normalt plejer hendes øjne at være helt hvide, men nu kan man faktisk se hendes normale, blå øjne. Det er hendes telepatiske system der normalt skaber en smule lys i hendes øjne, så man ikke kan se hendes iris, men eftersom evnerne er utroligt svækkede kan de ses temmelig tydeligt nu.
Det døde ben hænger og slasker dødt under hende, mens det andet ben ryster af udmattelse, eftersom det nu er helt alene om at bære vægten.
Hun ser utrolig ynkelig ud, og hun føler sig også sådan. Aldrig før har hun følt sig så svag.
Og selvom hun løfter blikket en smule, er Selinas tilstedeværelse stadig ukendt for hende.

hun vender sig så helt om da hun kun lige havde vendt sig halvt og kigger stadig roligt over på samara.
Derefter får hun taget en dolk frem som sad inde under hendes skjorte og hun bevæger sig så langsomt imod hende med meget stille skridt, ikke listende men rolige og normale langsome skridt.
Hendes blik er koldt og hendes øjne er næsten krid hvide, dog kan man lige skimte det svage grå skær i hendes øjne.
Opdager så hendes ene ben er brækket og det giver hende en genial ide om at hun vil skære det af, for hvad skulle samara dog med et brækket ben det var jo ubruligt.

Samara ser tomt ud for sig, som om hun sidder fordybet i sin egen lille verden. Det lange, fedtede hår bevæger sig en smule i vinden.
Alligevel begynder hun at snakke med et monotont toneleje, og med en hvæsende og tør stemme, som ville passe bedre til en gammel dame end til hende.
,,Det gør ligemeget. Du kan lige så godt droppe det på forhånd. Uanset hvad du gør, vil jeg ikke tage mig af det. Du kan ikke dræbe mig, og smerte er ikke længere noget uvant og frygtet for mig" siger hun roligt, som om det hele gør fuldstændigt ligemeget.
Faktisk ved hun ikke om det er sandt, at Selina ikke kan dræbe hende, men hun er også fuldstændig ligeglad.
Hun er alligevel langsomt ved at dø, så at dø nu gør vel ikke den store forskel.

hun stopper op forand hende og kigger ned på hende med et morders blik.
Hun er ligeglad med det samara siger, hvis hun dør nu så er der en mindre til at stå i vejen for hende.
kommer med et lusket smil igen og ryster svagt på hovedet.
"så du er altså ligeglad, perfægt så kan jeg jo skære benet af uden brok" svare hun roligt og køre stille sin ene finger over dolkens blad, dog ikke det skarpe ellers ville hun jo skrære sig.

Samara ligger hovedet lidt på skrå, men selvom hendes blik nu er rettet mod Selina, er det stadig tomt og fjernt..
,,Jeg tvivler på Cassa ville kunne lide dig bedre af den grund. Men gør du det bare. Jeg har alligevel intet at bruge det til længere" siger hun roligt, og sænker blikket mod sine fødder igen.
Benet er ikke bare brækket - det er begyndt at gå i forrådnelse, og det lugter temmelig kraftigt af gammelt kød.
Det vender hele vejen rundt, så foden vender ind mod stenen istedet for udad som den anden. Omkring låret har hun placeret en stram metalring, for at forhindre, at det breder sig til resten af hendes nu skrøbelige krop.
Hun ved godt at Selina er temmelig tosset med Cassa, men det er næsten grinagtigt at hun er villig til at slå alle andre ihjel for at få ham for sig selv.
Tanken minder hende om, at det er utrolig lang tid siden, at hun sidst har set ham. Utrolig lang tid. Men lige nu er hun alligevel for svag og ynkelig til, at hun vil vise sig for ham..

"du skal ikke blande dig i mit og cassas forhold, ellers dræber jeg dig helt og skære ikke bare dit ben af!" vrisser hun og sætter sig på hug og sætter dolken til hendes ben.
Derefter sætter hun det skarpe blad imod hendes hud og skære til og efter nogle få sekunder er benet røget af..
betragt det som en tjæneste.. det er shjældent jeg hjælper folk.. tænker hun for sig selv og kigger så roligt op på Samara..
Hun overvejer at skære andre dele af hende bare for sjovs skyld.

Det bløder overraskende lidt, når man tænker på at en stor bid knogle stikker ud af hendes sidste stump lår. Det døde ben ligger fuldstændig livløst på jorden...
Samara har overhoved ikke reageret - ikke engang så meget som blinket. Hendes blik er stadig sænket mod jorden, og der går lang tid før hun igen giver lyd fra sig.
,,Hvis du vil vinde Cassas hjerte, så burde du nok være lidt sødere ved hans venner" siger hun roligt. Ikke fordi hun er sur, men fordi hun ved at Selina vil hade at høre hende sige det.
Hun har præcis nok energi til en sidste teleportation, hvis Selina skulle prøve at myrde hende. Men lige nu vil hun bare sidde og provokere hende lidt, for at få lidt sjov ud af hele denne mærkelige episode.

"jeg sagde jo du skulle holde kæft!" vrisser hun og holder så din dolk ved hendes hals i en truende måde.
"Cassas hjerte skal nok blive mit han har bare ikke fattet at jeg elsker ham" siger hun så i en lidt mere rolig tone, men man kan godt se hun er vred over det Samara sagde og hader når folk siger det hun gør er forkert.
Hun kan jo ikke se at det hun gør er forkert da hun tror det hun gør jo er det rigtige.

(frys)

Samara smiler lidt af Selinas ord, med blikket sænket mod jorden og dukkeagtig sidde-stilling.
,,Han har skam fattet at du elsker ham. Han gengælder det bare ikke. For at være ærlig, så tror jeg han synes du er belastende! Ja han hader dig vist ligefrem!" siger hun ondskabsfuldt uden at se på Selina, men stadig med et bredt, kynisk smil på læberne.
Hun ved godt, at Selina nok bare vil blive endnu mere vred over hendes ord, men hun er stadigvæk ligeglad! Når man alligevel er på kanten af livets vippe, kan man vel ligeså godt godt få en sidste glæde ud af at mobbe Selina på denne måde.. det er lang tid siden hun har gjort den slags..
Der hvor det døde ben er blevet skåret af, er forrådelsen begyndt at sprede sig længere op af hendes hofter og mave, men det kan man næsten ikke se på grund af den gamle kjole, der trods sin slidte tilstand stadig dækker det meste af hendes krop.
Mørkerødt blod begynder at droppe fra hendes næse, og hun har efterhånden svært ved at holde sig siddende oppe.

hun skal lige til at stikke hende en knytnæve i fjæset, men vælger at lade hver og stikker så dolken i siden på hende, samt tager en hånd til hendes hals og smider hende ned og ligge på jorden. (ok)
"jeg sagde du skulle holde Kæft!!! Cassa elsker mig det ved jeg han gør, og det du siger er forkert!!" råber hun ja faktisk snerre det lige ind i Samaras ansigt.

Samara falder hurtigt om på ryggen med et klask, og lander med arme og ben liggende livløst ud til siderne.
Hendes blik er fjernt og øjnene matte, og selvom Selina råber hende lige ind i hovedet ændre hendes ansigstudtryk sig overhoved ikke. Tværtimod giver det hende bare endnu mere lyst til at fortsætte, og med et fnys smiler hun igen ondt til den sorthårede kvinde over hende.
,,Ja så? Selvfølgelig vil han ikke sige at han hader dig direkte til dig, men det er hvad han virkelig føler. Han hader at du ødelægger muligheder for ham, og endnu mere at du gør hans venner og elskede ondt! Han elsker dig ikke Selina. Det er en ligegyldig kamp du kæmper, som du aldrig vil vinde uanset hvad du gør" siger hun hårdt, men kan ikke sige mere nu, pågrund af strømmen af blod fra hendes næse næsten kvæler hende når hun ligger sådan her.

"hold så op!!" råber hun og stikker dolken i hende flere gange i siderne, ryggen, ja der hvor der nu kan stikkes.
"Cassa elsker mig, det har han selv sagt.. du lyver det er løgn altsammen!!!" siger hun så og bliver atter med at stikke hende i ryggen og så der selvfølgelig kommer blod som sprøjter op på hendes eget tøj.

Samara ligger lydløst på jorden uden så meget som at blinke mens det hele sker..
Mørkerødt blod sprøjter ud når Selina hugger, mens det også strømmer ud af næse og mund, og en stor, blodig sø dannes omkring hendes ligblege legeme.
Det nærmest danner et omrids af hendes krop, og selv nede på jorden kan vinden stadig få fat i hendes mørke hår.
,,Du får ham ikke Selina. Opgiv." siger hun stille, med en hæs og nedslidt stemme, som slet ikke passer til den situation hun er lige nu.
Såret over hendes ansigt går pludseligt op, fordi hun ikke længere har kræfter nok til at holde det sammen med magi. Det er slut med magi. Der er ikke noget hun kan gøre.
og selv hvis der var, er det forsent. Det har hele tiden været forsent. Lige siden Kazoya skabte ubalance i hendes telepatiske hjernekammer, og ødelagde hendes ben og ansigt, har hun været dømt til døden. Selina sætter bare lidt fart i tingene.
Hun hader ikke Selina for at dræbe hende. Tværtimod sætter hun pris på ikke at skulle lide mere..