Om der gik sekunder, minutter, timer eller andet. Det var hun ikke helt overbevidst om, hun kunne fortælle til nogen. Sådan som hun sad og svang mellem virkelighed og ubevidsthed. Kun ved nogle blide puf, holde Edward hende ved nogen lunde bevidsthed inden at endnu en kvinde ankom. Ganske ublufærdig over, at hun nu sad der næsten lige så nøgen som hendes mor havde født hende. Gled hendes blik op og betragtede den smukke skovelver, et lille smil bredte sig hen over hendes læber. Det, var en behagelig aura hun havde omkring sig. Det var længe siden, hun havde mødt en hvor hun faktisk følte sig i trygge hænder. På samme måde, som når hun kiggede på det flotte ansigt der svømmede foran hendes øjne. 

Også mærkede hun det, for første gang - siden - ja hvornår vidste hun ikke. At et lys bredte sig igennem hendes krop. Evlyn gispede efter vejret, som kom hun op efter luft fra at være tvunget under vand. Hun måtte gribe kvindens håndled, som hun sank ind hvad der skete. Hun hørte et øredøvende brøl i hendes indre. Men intet kom ud over hendes egne, tåre der trillede ned af hendes kinder. Ikke af smerte, men af lettelse over at kunne mærke et lys inde i hende. Et som hun troede var forsvundet som dæmonen havde sat sine rødder i hende. 
Da hun kunne mærke hvordan kroppen pludselig healede, inde fra og ud, mærkede hun også at det voldsomme greb fra dæmonen blev svindet ind. Og brølet i hendes hoved, blev formindsket. Selvom det måske var en kortvarig løsning, hvad det angik - så var det en gave for Evlyn. Hvilket lyste ud af hendes øjne, da Isiodith hun lod fingrene glide hen over hendes kinder. 
Skyggen af et smil dansede hen over hendes læber, som hun betragtede elverkvinden der sad foran hende. “Det du har gjort for mig nu - er mere end jeg nogen sinde kan takke for..” sagde hun hæst, og drog sine hænder fra elvernes håndled som hun lagde fingrene imod hendes hals. Smerten var væk, og det samme med smerten i hendes skulder. Hun tog en vejrtrækning, mærkede hvordan at luften ubesværet gik ned i hendes lunger. Og hun - kunne dufte? 
Hendes ansigt vrængede sig i en voldsom grimasse, da alle lugtene styrtede imod hendes forhenværende ødelagte sans. “Hvorfor.. lugter her så meget.. Øv.. er det mig? Hvad er det her lugter af?” Beklagede den ungen kvinde sig pludselig og satte to fingre foran hendes næse. Nogen ting, kunne man så tydeligvis godt være foruden, selvom at et grin hurtigt forlod hendes læber. Trods trætheden der gled igennem kroppen, havde hun ikke haft det så godt - ja hvornår sidst, det kunne hun faktisk ikke huske. 

Isiodith lo stille men hjerteligt, som de isblå øjne betragtede, hvordan den blonde kvinde kom til live igen. Bag hende tabte Pax skuldrene, så de faldt tilbage på plads i lettelse og Edward, hvis læbe var tygget godt og grundigt blodrød, lod et lavmælt fnys forlade ham.
Stadig forblev skovelveren dog siddende på hug foran Evlyn, for det var tydeligt, at hun stadig havde et ærinde. Mange ting kunne siges om den spinkle kvindeskikkelse, men Isiodith var også en kvinde af videnskaben, så længe den kunne gavne hendes patienter, og noget ved det tætte mørke i Evlyn, havde pirret hendes nysgerrighed. Ikke den slags nysgerrighed sladdertanter besad så meget af; nej, denne var langt mildere men mindst ligeså formålsrettet.

De isblå øjne hvilede fortsat på Evlyn, til trods for den spøgefulde latter der spredte sig omkring hende. Pax og Edward havde udvekslet morede blikke, for de var trods alt van til stanken i undergrunden. ”Det er din kommende viv, siger jeg bare –”, brummede den gamle mand drillesygt, i det han pegede op mod loftet, ”hun vil vist gerne ovenpå og bo i stedet for hernede i slummen. Men ærlig talt, kan man bebrejde hende det?”
Pax samlede sine tynde men muskuløse arme over brystet, hvorefter han fnøs, samtidig med et smil voksede frem henover hans hjerteformede læber. Ulven var uden tvivl enig i Edwards vurdering, men forholdt sig, i grunden noget så karakteristisk, tavst. I hvert fald – indtil videre.
Isiodith skævede til de to mænd henover den tynde skulder, hvorefter hendes blik fandt vej tilbage til Evlyn, som hun lagde to og to sammen. Smilet i hendes mundvige blev bredt, så det blottede en perlerække af hvide tænder bag de buttede læber. ”Tillykke. Tillykke til jer begge to”, sagde hun, hvorefter hun forsigtigt greb om Evlyns hænder. ”Selv hernede i undergrunden kan man finde lys”, lød det derefter, men i grunden mere til Isiodith selv, end til de omkringværende.

Langsomt lod skovelveren sin magi indfinde sig i Evlyns krop for endnu engang, men ikke længere med det formål at helbrede. Der var ikke flere fysiske sår, indre blødninger eller brækkede knogler for hende at finde, men stadig så hun mørket for sit indre blik. Det forsøgte at gemme sig for hendes blåviolette lys, der som bølger skød fra hendes berøring og ind i Evlyns krop.
Ikke at Isiodith opgav. Først da den spredte sig og fortrak sig, og gemte sig et sted dybt nede, hvor Isiodith ikke længere kunne nå.

Rigtig mange af tingene gik over hendes hoved, som hun prøvede at snuse lidt i luften igen. Blev ramt af kvinden der sad foran hende, hendes duft af - hvad var den duft? Hvordan beskrev man det, hun tog sig selv i at læne en smule frem ad, som kvinden greb  hendes hænder og smilede til hende.
“Tak?” Spurgte un en smule forvirret, da hun slet ikke havde hørt hvad der var blevet sagt, i den mellemtid hvor at hun havde været mere fokuseret på duftene omkring hende. Og lugten, som ganske enkel var en smule ækel, hun forstod pludselig godt hvorfor at hendes næse havde valgt at sige fra. Den stank, var jo ikke noget væsen værdigt!

Men som Isiodith begyndte at grave længere, kunne hun mærke noget vred sig i hende. Hun smagte galle igen, og hun prøvede at trække sig ud af hænderne på den unge elver kvinde. Men da grebet blev ved, og det var ganske tydeligt at elverkvinden ikke havde tænkt sig bare sådan opgive hendes kamp. Kampen imod mørket, der hvæsede og rev i hendes indre. 
“Isio- Isiodi- ved alle guder.. Isi!” Fremmanede hun stakåndet, i håbet om at få hende til at trække sig, som hun mærkede farven forlade hendes ansigt. Det vente og drejede sig i maven, som hun kæmpede for at lade hende grave videre. For det ville gøre godt, men lige nu, var det noget at det værste hun havde prøvet - i meget lang tid. 

Isiodith slap instinktivt og i samme øjeblik, Evlyn afkrævede hende netop det. De isblå øjne – der igennem magiens virke – var blevet sorte, landede igen på den blonde kvindes egne koralblå, hvorefter hun nikkede stille.
”Lys”, mumlede skovelveren, i det hun lagde sine spinkle og hvide hænder på hendes knæ, og rejste sig langsomt. I det Isiodith omsider stod oprejst, vaklede hun kortvarigt, men da Edward trådte frem mod hendes skikkelse, affærdigede hun hans hjælp med et mildt smil. ”Det er der ingen grund til”, lød det dernæst lavmælt, hvorefter Isiodith sukkede tungt. ”Måske… det kunne lade sig gøre… med den rette mængde og mulighed for at opbevare…”

Pax trådte frem mod skovelveren, hans brede øjenbryn krøllet sammen i midten af hans pande. ”Hvad mener du, Isi?”, spurgte han, hvorefter den unge skovelver straks lod deres blikke mødes.
Hun trak på skuldrene og rømmede sig. ”Det var blot en tanke… den kan ikke lide mit lys, måske…”
Edward så fra Pax til Isiodith, og dernæst til Evlyn, i det han selv gned sin pande eftertænksomt. ”Ja, jeg tror, at jeg forstår. Men… det ville kræve…”
”At det kunne opbevares”, afsluttede Isiodith, næsten forinden at Edward selv nåede at sætte sit sidste punktum. Derefter syntes der er at foregå en uudtalt kommunikation mellem den gamle og den unge helbreder, der efterlod dem begge i dybe overvejelser.
”Det ville tage…”
”Uger. Måneder.”
”Og…?”
”Nej, det kan ikke lade sig gøre. Ikke så hurtigt.”

Et irriteret hvæs afbrød Isiodith og Edward i deres halve samtale, og begge så de pludselig på Pax, som var det første gang, at de rigtig bed mærke til ham. ”Hvad mener I?”, udbrød Ulven, tydeligvis irriteret over ikke at forstå, hvad der præcist foregik mellem de to.
Isiodith fortrak en grimasse og aflagde afstanden til Pax, der instinktivt rakte sin hånd frem imod hende. Isiodith tog den med begge side egne, og end ikke øjeblikket efter lød der et lavmælt knæk i Pax’s ene skulder, tæt efterfulgt af et tungt suk fra selv samme mand. ”Jeg kan ikke forklare det nærmere nu. Jeg bliver nødt til at konsultere...”, brummede Isiodith, i det de atter lod hinanden adskille.
Pax vred sin skulder og sukkede tungt, velvidende der ikke var nogen grund til at diskutere med skovelveren. Han kendte hende trods alt for godt til den slags latterligheder.
”Jeg vil gerne betale denne gang.”
”Ikke tale om! Jeg har rigeligt. Brug krystallerne på noget fornuftigt”, afviste Isiodith, hvorefter hun klappede Pax på skulderen og nikkede mod Edward. Omsider, og inden at hun forlod grotten, vendte hun sig mod Evlyn. ”Lys, Evlyn. Hvor end du finder det, så sørg for at suge til dig.”

I det Isiodith forlod grotten, stod Edward for blot et øjeblik og stirrede stift fremad foran sig, før han omgående satte i hastige skridt efter skovelveren. Pax kom til at le lavmælt, hvorefter han satte sig på hug foran Evlyn.
”Edward har altid haft et godt øje til hende. Så længe jeg kan huske, har han forsøgt sig på hende.”

Det var som om hendes mave vente og drejede sig, lidt lige som når man havde spist brød man godt vidste var blevet for gammelt. Men her nede i undergrunden, måtte man tage til takke med hvad man havde i hænderne. 
Hun lagde en hånd imod hendes gurglende mave, der bestemt protesterede. Men der var også noget i hende, som var anderledes. Det lagde hun mærke til, så snart at hun så hvordan at de sorte streger, der var gået fra fingerneglene ned af blodårerne var forsvundet. Hun kunne hellere ikke høre den, dæmonen i hende. Den hvæsede ikke, knurrede eller på anden hvis prøvede at komme frem igen. Det var som den gang hun havde været en lille pige. Viden om at der var noget, som rumsterede der inde, havde altid været klar, men den ville ikke være mere end bare en lille essens der flakkede der inde og prøvede at kravle frem igen. 
Hendes blik var en smule omtåget, da de begyndte at stå og snakke frem og tilbage. Lige som Pax, forstod hun ikke meget af hvad der foregik, kun at der var en plan som der var blevet sat i værks. 

Et lille smil spillede på læberne, som Isiodith henvendte sig direkte til hende igen. Et kort præcist nik blev sendt hendes retning, som hun lagde greb omkring den blodige kjole. Derfor nåede hun hellere ikke helt at se de to skikkelser forsvinde ud i mørket, som hun lod den glide hen over hoved. Hun foretræk, at nu hvor at huden var fin og fri fra alskens ar og sår. Ikke nødvendigvis at være mere nøgen end nødvendigt. Hvad var klokken overhoved? 
“Hmm jeg kan godt forstå hvorfor” svarede hun en smule fraværende. “Hun er en meget .. smuk person indvendig som udvendig.” Smilede hun endelig, inden hun lagde sine klare blå øjne imod hans, smilet blev en smule bredere. Da hun mærkede hvordan at noget havde løftet sig fra hendes skulder, og hun kunne trække vejret ordenligt igen. 
“Det er i hvert fald væsenligt bedre at få sådan en omgang, end at klare det med alkohol-“ som hun grinede, stoppede hun dog straks op. “Ehm.. din søster.. vi skal måske.. også lige tjekke hun er okay.” Mumlede hun en smule forfærdet, som hun rejste sig lidt for hurtigt op sine ben igen, og støttede sig kort imod væggen. “Jeg.. slog hende måske også ud, da hele din lille scene udfoldede sig med Tamar.. og hvad med ham?” Spørgsmålene væltede frem, som energien begyndte at boble i hende som den lille å der løb igennem en skov, der endelig havde fået nyt vand efter nogle ordenlige regnbyger. 

Pax trak lidt på den ene skulder. ”Når folk bliver lidt for perfekte, bliver de kedelige at kigge på”, mumlede han ligeglad, i det hans grå øjne gled ned over Evlyns skikkelse. At betragte Isiodiths værk var i sandhed imponerende – ikke længere var den blonde kvinde præget af kæmpe, indvendige blodindsamlinger og hun virkede… frisk. Kampklar. Mere som den Evlyn, Pax kendte.

Hendes næstfølgende ord fik dog omgående Pax ud af sit tankespind, og med et skar han en grimasse. ”Han er røget i hullet og der forbliver han, indtil jeg ved, hvad jeg skal stille op med ham”, mumlede Pax, tydeligvis irriteret over hele affæren. ”Det tiltaler mig ikke at skulle slå en fjortenårig knægt ihjel”, lød det dernæst, grænsende til overvejende, som Pax atter lagde sine arme over kors. Til trods for de mange rygter, der uden tvivl gik om ham selv, var Pax ikke kold om hjertet. Alligevel kunne Tamars mordforsøg ikke gå ubemærket hen, for det ville unægtelig have konsekvenser. Og ikke for Tamar alene. Visse forventninger var nødt til at blive mødt.
”Jeg… skal lige greje den rigtigt, så jeg slipper for at hænge ham… men det er en bekymring til senere” Med et kort nik indikerede Pax derefter, at samtalen var forbi og sammen med Evlyn, bevægede han sig hen imod søsteren.

Edna var kommet til bevidsthed igen og hendes øjne var fyldt med tårer. Hun sad, lænet op af en klippevæg, og hendes øjne slå lyn, i det Pax og Evlyn trådte ind i udhuling. Straks for hun op – i hvert fald så hurtigt hendes svimmelhed tillod hende – og med en dirrende finger rettet mod Pax, råbte hun, så hendes stemme rungede i det lille rum: ”du er et monster!”
Pax havde, på deres korte vandring, forandret sig og blevet til den grå og stygge ulv, som han var så kendt for. De stålgrå øjne var derved også tomme, ja, næsten ligeglade, i det han trak på den ene skulder. ”Det er sådan, legen leges hernede”, svarede han, hans hæse stemme monoton og så ulig Ednas følelsesladede.
Edna fnøs og så, for et øjeblik, på Evlyn for hjælp. Da der tilsyneladende ikke var nogen hjælp at finde deri, tog hun en dyb indånding. ”Jeg har spørgsmål og så snart, de er besvaret, så er jeg den, der er skredet! Forstår du? Jeg vil aldrig se dig igen! Han var et barn!”
Pax nikkede opfordrende imod hende. I grunden kom hendes ord ikke bag på ham men Pax var heller en mand, der ville, eller kunne, udrede sådanne konfliktfyldte tråde. ”Spørg løs.”
For blot et øjeblik var Edna tavs, men hendes blik veg ikke fra Pax’s skikkelse, som forventede hun, at han ville sige mere. Pax selv forblev dog tavs og omsider gav Edna op.
”Hvordan var hun? Vores mor, mener jeg.”
”Esmaralda var en god mor. En mor som alle andre har. Kærlig, omsorgsfuld. Hun lavede god havregrød, fordi hun altid brugte mælk”, svarede Ulven prompte, velvidende at han løj. Det var dog kun, hvis man kendte ham intimt, at det nogensinde ville være muligt at se, for Pax havde besluttet sig. Sandheden forblev hans egen. Det var ikke alles ører, der kunne klare at høre den.
”Er det rigtigt, at du dræbte hende?”
”Nej.”
”Folk… folk i landsbyen siger, at det var dig!”, lød det prompte og vantro, hvorefter Edna – i bedste lillesøster-stil – forsøgte, at efterligne Pax’s ulæselige udtryk.
Pax selv trak på den ene skulder, tilsyneladende ikke berørt af beskyldningen. ”Folk siger mange ting, men ikke alt er sandt.”
”Men – men hvad skete der så med hende?”
”Tyveknægte.” Og det, var vel i grunden, ikke en direkte løgn, mindede en forræderisk stemme ham om. En der var mere samvittighedsfuld end de fleste andre.

Edna stod for et langt øjeblik og bibeholdt sin rasende energi, indtil den pludselig slap op. Som en punkteret ballon faldt hun sammen i høet, og for et langt øjeblik gjorde hun intet andet end at græde og betragte Pax. Da hun dog omsider brød tavsheden igen – Pax havde ikke i sinde at gøre det – var hendes stemme grødet. ”Hvorfor ville hun ikke have mig?”
”Hvor mange munde, tror du, at hun havde råd til at mætte? Hvorfor hun valgte, at give dig væk og ikke mig, er et ligeså stort mysterium for os begge to”, svarede Ulven prompte, for også denne del havde han forberedt sig på.

Men det er jo løgn det hele, Carl. Du ved da godt, hvorfor hun gav hende væk – hun kunne jo ikke lide dig. Det var derfor, hun beholdte dig. Fordi du er født uden farve og se, hvor farverig Edna er.

… se hvor farverig hun er. 

Et langsomt nik, indikerede at hun forstod hvad han sagde til hende. Måske endda også, at hun billigede hans beslutning. For selvom at det var grotesk for mange, som ikke var indforstået med rangsystemet i undergrunden. Så kunne hun stadig godt se ulempen i, at man måtte lave sine egne regler og lovsystemer der fungerede i så stor en klan. Og det som Tamar havde gjort, burde i alt sin helhed betyde at drengen ikke længere skulle leve. En klam tanke greb om hende, at hun ville have kunne frataget ham den beslutning meget hurtigt. Ved at have dræbt drengen, i stedet for at slå ham bevidstløs. Hun havde mærket det i fingrespidserne, hvordan at de havde krævet det. Men nu da dæmonen var på sin flugt i hendes indre, kunne hun også mærke at det ikke havde været hendes ønske.
En kortvarig forvirring ramte hende, hvor sluttede Evlyn og hvornår startede dæmonen?
Dyb indånding, måtte hun minde sig selv om. Som hun gik mod ham, for at følge ham ud af hulrummet og hen til stedet, hvor hun havde efterladt Edna og Fjona.
Nervøsitetens hånd greb omkring hendes mave, måske også en efterskælv af healings magien der havde borede sig igennem hende. Der gjorde hun blev en smule utilpas og svimmel. Men som de gik der ind og så den rødhåret kvinde, med tåre i øjne og lynende vrede øjne. Måtte Evlyn trække sig til siden. Dette var trods alt ikke hendes opgør, og da kvinden kiggede til hende for hjælp, rystede hun langsomt på hoved med armene overkors.
Hvad skulle hun sige? Dette var ikke hendes valg, det var som sådan ikke hendes klan. I hvert fald ikke endnu, og spørgsmålet ville være om hun nogen sinde ville være med til at tage beslutninger der kunne tage en styring i hvordan tingene løb rundt hernede. Hun tvivlede. Både om han ville give hende det, men også om hun overhoved ønskede det.

Også begyndte løgnende, selvom hun ikke vidste alle detaljer. Så vidste hun i den grad nok, til at vide at det som der gled hen over hans tunge. Det ikke var sandheden, og hun måtte klemme sig hårdt omkring overarmen, for at holde sig fra at sige noget.
Det var ikke dét de havde aftalt. Det var ikke det hun havde anbefalet ham. Hun tog en dyb indånding, og slog blikket ned, da Fjona havde fanget hendes. Hvad skulle hun gøre?
Evlyn trådte frem imod dem, som hun så Edna bevæge sig tættere på. Hun vidste ikke hvad det, var men noget fortalte hende at de ikke skulle røre hinanden – bestemt ikke nu.
“Edna” kom der advarende fra den spinkle blonde kvinde, som hun nåede at træde frem og lagde sine fingre omkring hendes håndled. Ganske nænsomt, som hånden var skudt frem for at ruske i hendes bror. Om hun troede på ham eller ej, var hun faktisk lidt i tvivl om. Men noget havde draget hende tilbage til, ønsket om at få en familie og hendes storebror.
“Hvorfor ville hun ikke have mig?” kom der igen, som tåre formede sig i øjnene. Evlyn kastede sit blik på Pax, prøvede at finde ud af hvad hun kunne læse hans intentioner omkring alt det her. Hvorfor han ville møde hende, når han bare havde tænkt sig at lyve sådan.
Denne gang var det Evlyn der mærkede de spinkle arme der lagde sig omkring hende og trak hende ind. Hoved der blev lagt imod hendes skulder. Og selvom at Edna var højere end Evlyn, var det som om hun havde fået en på størrelse med Ronja. Sådan som hun næsten klamrede sig ind til den varme skikkelse, der virkede mere tilbøjelig til at give hende den kærlighed hun søgte.
Evlyn tog en dyb indånding, og for en gangs skyld. På trods af, hvor meget hun hadet at blive krammet af voksne. Lod hun kvinden komme tættere ind, mens hun lagde armene omkring hende.
Der var mange smerte anekdoter der kryb ind i hendes tanker, mange belærende sætninger hun kunne have givet den forvirrede kvinde. “Kun de stærke overlever hernede, så enden så kæmper du eller også så dør du. Og hvad der virker som barbarisk for dig – var en nåde hernede. At Tamar overhoved lever lige nu, er bestemt et bevis på dette..” mumlede hun med en hård tone, som en mor der skældte sin datter ud. “Man går ikke bare rundt og kalder folk for monstre, bare fordi man er uenige med deres levevej.. for din bror er ikke det.. han er alt andet end et monster”

Hun var ikke sikker på, om hun overskred hendes autoritet her. Men det føltes vigtigt, rigtigt for hende at sige. Selvom at det nok ikke ville fikse forholdet, om det kunne fikses måtte tiden jo vise. Men ikke alt kunne være tabt så hurtigt på gulvet. Når de først kun lige havde mødt hinanden.

De stålgrå øjne forlod ikke Edna eller Evlyn, som de krøb sammen i en omfavnelse. Stadig var de dog ulæselige, men et sted i Pax’s brystkasse bankede hans hjerte – af hvad præcist vidste han ikke. Afsavn? Forvirring?

Skuffelse?

Edna lyttede til Evlyns forklaring, som var der ingen andre ord i verden for hende, og var derefter for et langt øjeblik stille. Omsider gav hun dog slip på den blonde kvinde og rejste sig, for at aflægge afstanden til Pax for endnu engang.
”Hvorfor kaldte du hende Esmaralda og ikke mor?”, spurgte hun, tilsyneladende ligeså krigerisk som tidligere. For Pax grå blik lignede det næsten, at hun var vokset adskillelige centimeter på blot få minutter.
Pax trak på den ene skulder. ”Jeg har altid kaldt hende ved navn.”
”Men hvorfor det?”
”Det har jeg bare –”
”Men hvorfor kalder du hende ikke mor?” Ednas mørkebrune øjne slog lyn imod Pax’s egne, der for første gang siden deres ankomst, efterlignede den kaotiske storm. Ulven brød sig tydeligvis ikke om at blive udfordret på den semantik, men Edna gav ikke op. De tynde og fregnede arme blev lagt over kors, i det hun nådesløst fortsatte. ”Ved du, hvad landsbyen også siger om dig? –”, lød det lige dele sørgmodigt og udfordrende og i samme øjeblik, Pax gjorde mine til at ville svare, fortsatte Edna ufortrødent, ”de siger, at Carl Fletcher tit blev set spise græs og jord, fordi hans skøge af en mor ikke sørgede for ham, men selv spiste dejlig mad hver dag! At hun solgte ham, ligeså ivrigt som hun solgte sig selv og at hun var en led kælling, der tæskede løs på ham med stok og bælte, hvis han ikke makkede ret. Så, Pax, hvordan hænger det sammen med din romantiske udlægning?” De sidste ord blev nærmest spyttet ud af arrigskab, men Ednas krop fortalte en anden historie; at hun var led og ked af det af hans løgn, og stadig søgte ham ligeså meget som før. Monster eller ej.

Pax selv stod dog som forstenet, så stik modsat Ednas næsten vibrerende skikkelse, og da han omsider talte, var hans stemme forræderisk rasende – et raseri der pludselig eksploderede og satte sig som et skjold henover hele hans lange krop.
Langsomt, men ganske bevidst, lænede han sig frem mod den rebelske lillesøster, og hvislede indestængt; ”du ved godt nok mange ting, var?”
”Det gør jeg, men jeg vil høre sandheden fra din mund!”
”Hvorfor?”
”Fordi jeg vil vide, om du manglede mig, ligeså meget som jeg manglede dig!”

Det er udfoldede sig foran hendes øjne, det var mere end hun lige kunne tage stilling til. Hvordan skulle man kunne bryde ind, i en samtale - hjælpe - når to tydeligvis havde så voldsomt brug for hjælp. På den ene og anden måde, men den ikke ønskede det og den anden krævede det? 
Derfor trak hun sig igen, hun stillede sig ved siden af halvdværgen, som kiggede på de to søskende med en let hovedrysten. Med et tungt suk, samlede hun sine ting sammen. “jeg er at finde ude i fællesarealet.. jeg skal nok opføre mig - ordenligt.” Mumlede hun, og nikkede til Evlyn. Hurtigt forsvandt hun med målrettede skridt ud af udhulingen. Og nu var Evlyn igen fanget mellem et opgør, hun ikke helt forstod. 

Tungen vædet hendes læber, som armene lagde sig overkors. Den kolde væg var klam imod hendes matte blå bomuldskjole. Fingrene pillede en smule fraværende stoffet, mærkede fibrene der ganske tydeligt var ved at give op. Hvor længe havde hun haft kjolen? 
De blå øjne vente dog hurtigt deres fokus tilbage imod Pax og Edna. Diskussionen føltes som om den var ved at tage et drejnings point. Stigen der førte imod et sted, hvor de ikke længere kunne vende tilbage fra. Men hvad skulle hun gøre? 
Blikket rettet sig imod den grå skikkelse, hans øjne hans måde at opføre sig på. Klar til at kaste sig ind, skulle det gå for vidt. Men hun følte stadig ikke hun kunne blande sig, hvad skulle hun sige? Bede dem om at holde op, sige til Edna hun ikke kunne stille sådanne spørgsmål. For det kunne vel ikke være hendes tete at tage. 
Hun drog en skarp indånding, som hun skubbede sig væk fra væggen. Normalt, ville hun nok aldrig havde gjort det. Men hun søgte tilbage til hans skikkelse, hendes fingre der lige så stille lagde sig omkring hans hånd. Mærkede hans klamme hænder, kulden der var i dem. Hendes nyvundet varme, efter healingen strømmede fra hendes egen håndflade. Som hun trykkede den. Hun var her, hun ville være hans anker skulle han havde brug for det. 
Men også klar, til at hive ham tilbage, ville han blive for voldsom i sin måde at tale til Edna på. Eller i værste fald bare gå. 

Pax mærkede, hvordan elektriske gnister med et skød op igennem hans arm, som Evlyn selv greb om hans hånd. Hastigt så han ned, dernæst væk fra sine slidte skosnuder, til han omsider syntes, at det var på tide at fæstne de stålgrå øjne på lillesøsteren igen.
Evlyns nærhed havde den ønskede effekt og hev ham med et tilbage til jordoverfladen. Det boblende raseri i hans bryst, forduftede som ved et trylleslag, og for et langt øjeblik syntes Pax, at være fordybet i tanker. Aldrig om han ville indrømme, at han havde manglet Edna i sit liv eller, for den sags skyld, at hun havde været savnet i hans barndom. Derudover var han ikke interesseret i, at udlægge for mange anekdoter om Esmaralda, for han absolut afskyede at tænke på hende.

”Du ved, åbenbart, hvordan det var. Jeg taler ikke om det, så lad være med at forvente det. Jeg synes det er pisse ulækkert, når folk rør ved mig, så det skal du også droppe omgående. Jeg er ikke nogen hyggelig og sjov fyr, så det kan du heller ikke gå og håbe på, at jeg pludselig bliver i stedet –”, begyndte Ulven omsider at fortælle, i det han fæstnede sit urokkelige blik på Edna. ”- men hvad jeg kan tilbyde er beskyttelse og loyalitet. En ryg at læne sig op af, når du ikke længere selv kan stå oprejst. Men det er alt, Edna. Jeg fungerer ikke til det andet. Jeg har det ikke i mig og det har jeg aldrig haft. Der er vel en grund til, at jeg er født med gråt hår og grå øjne. Jeg er ikke ligeså… skide farverig som dig selv.”
Edna stirrede på Pax og gjorde mine til at svare, men inden hun nåede, afbrød Pax hende igen. ”Niks. Ikke mere af det her pis nu. Jeg skal tage mig af et hængeparti og du kan passende gå i gang med at hjælpe til, i stedet for at sidde i halmen og flæbe. Du er ikke noget barn og livet er hårdt for alle, så hiv pinden ud og kom i sving. Ret ryggen, hagen i vejret og ved alle guderne, så lad være med at snakke om de mænd og kvinder, du har lagt med. Jeg kan ikke gå rundt med opkast i munden hele tiden”, afsluttede Pax omsider sin svada, hvorefter han greb om Ednas skuldre og resolut førte hende ud af udhulingen.

”Jeg har tænkt mig at svare på det der, at du ved det! Du slipper ikke så nemt!”
”Det er vel dit job som lillesøster, at gøre mit liv til Zaladins forgård, men hold kæft og kom i gang.” 

Den sten maske, som at Evlyn ellers havde lagt hen over hendes ansigt. For ikke at vise hendes følelser i denne sag, begyndte lige stille at krakelere. Mest af alt, fordi hun med en hvis imponerende mine, betragtede Pax og hans måde at vende situationen. Og følelsen af stolthed, stod ganske stærkt i hendes hjerte, som et smil lige så stille begyndte at krybe hen over hendes læber. 

Hun nikkede uden hun helt selv opdagede det, som ordene forlod hans læber. Hun forstod, selvom hun stadig kunne mærke smerten der skar, da han nævnte at han ikke var lige så farverig som kvinden foran ham. Hvor hun ikke kunne andet end at være uenig, men hun så også skønheden i det grå, og alt andet end sort var en farve i hendes øjne. Især når man kiggede på dybderne hun kunne finde i de grå øjne når hun kiggede ind i dem. 

Da han gjorde sig færdig, lagde en hånd på kvindens skuldre, fulgte hun med ud af hulrummet. Hånden der lå i hans, klemte omkring hans fingre inden hun gav slip. Hun lavede et lille sving med benet, så den bagom hendes andet ben slog Edna i numsen. Hun blinkede til hende “Nu må vi se om du kan følge med!” Grinede hun, inden hun vente sig hurtigt imod Pax, som hun gav ham et kærligt smil. Øjne der næsten fortalte Pax, at hun nok skulle tage den herfra. 
Afsted hæv hun så med kvinden, folk var gået igang med dagligdagen. Selvom man godt kunne mærke stemningen, var faldet efter hvad der var sket. Det at se en fjortenårig dreng prøve at tage livet af en anden, det var altid noget som der kunne sætte sine spor - på den ene eller anden måde. 
Stille og roligt, kom stemningen dog op. Som de to kvinder, gik igang med at hjælpe på de sidste forberedelser til maden for aften. 
Da aften havde lagt sig, maden var spist, mærkede Evlyn pludselig blikke der borede sig ind i hendes ryg. Lige så stille, vente hun hoved hen over sin skulder og kiggede på børnene der stod og ventede spændt. “Du lovede!” Råbte en af Ronja glad, som hun sprang frem og greb Evlyn i hånden. En af drengene, kom en smule nervøs frem og skubbede for en lille dreng i den størrelse, ganske voldsomt lutten ind i hendes hænder. “Hmm, det gjorde jeg vidst - og jeg tør slet ikke tænke over hvad der ville ske hvis jeg ikke holdte det!” “Ja! Hah! Jeg kan være de - støøørste mareridt!” Af den lille pige, prøvede at puste sig op, fik bare Evlyn til at grine. Og det som der var sket af forfærdelige ting i løbet af dagen, svandt ganske tydeligvis væk i hendes indre. Det eneste moment der var sket, var dette skønne af glade børn der ønskede hun spillede for dem. Og hvordan kunne hun dog sige nej til dette? Desuden, havde de måske mere end andre, noget gladere at tænke på - en den fjortenårig Tamar og hans mulige afslutning i klanen.
Hun rømmede sig, og satte sig ned foran dem i skrædderstilling. Lutten blev stemt an, og nogle toner begyndte at flyde igennem grotten. Det var overraskende god akustik, som bløde toner tog an og sangen lige så stille flød mere naturligt hen over folket der var i nærheden. 
Hendes øjne lukkede i, som hun lod sig falde ind i hendes gamle persona. Gøgleren, der havde sunget på diverse tribunepladser - den gang hun havde kørt de simplere kup. Den gang, hendes liv havde været mere let og glædesfyldt. 
Hendes læber skilte sig fra hinanden, som en blød stemme gled hen over tungen. Det var ganske tydeligt, at hun vidste hvad hun gjorde. Hun mærkede hvordan et hoved blev lagt imod hendes lår, og flere af børnene satte sig tættere på. Stilhed lagde sig omkring dem, som de lyttede til hendes syngende ord. Omkring en kvinde, hendes styrke og hvordan at lyset ikke kunne slukkes af andre, men hun selv skulle finde styrken igen igennem en rejse. 

Pax fulgte med og sendte Evlyn et taknemmeligt nik, forinden at de to kvinder forsvandt. For blot et øjeblik stod han og betragtede mørket, skikkelserne efterlod sig, for han vidste unægtelig, hvad der dernæst ville følge. Tamar ville ikke stoppe med at eksistere, uanset hvor længe han ignorerede knægten, hvormed Pax opgav og satte i en hastig skridt.
Uden synderlig omtanke fandt Pax et tæppe, hvori han lagde to æbler og et stykke brød. Derefter forsvandt han længere ned i undergrunden, så han til sidst skridtede langs kanten af det, Flokken refererede til som ’Hullet’. Det var netop det, det var; en kæmpemæssig udhuling, der ikke lod dens fange flygte, for der var kun en vej – og det var ned. De skarpe klippevægge var ikke mulige at bestige og dertil, var de over tre meter høje. Uanset hvor elegant man sprang, kom man ikke langt.
Et sted midt i mørket sad Tamar med sine tynde arme over kors. Tydeligvis var han stadig påvirket af Evlyns nådesløse slag, men da han hørte Pax komme gående, så han udfordrende mod sin leder –

Der tilsyneladende var i gang med at kaste et reb ned til ham. En eftertænksom rynke skød frem imellem Tamars sorte øjenbryn, og for et langt øjeblik stirrede de to mennesker på hinanden.
”Kom nu”, lød det utålmodigt fra Pax, hvorefter Tamar modvilligt greb om rebet og, med hjælp fra den ældre mand, kravlede op i friheden.

Med en kortvarig gestus indikerede Pax, at Tamar skulle følge efter ham, og i stilhed gjorde knægten netop det. Ingen ord blev udvekslet og de vandrede i to timer igennem de snoede gangtunneller, før de nåede til en stejl, underjordisk skrænt.
I det de stoppede op, lagde Pax tæppet og den smule proviant, han havde indsamlet, i armene på Tamar. Derefter drejede han rundt på hælen og forlod den forvirrede knægt.
”Hvad – hvad skal jeg nu?”, lød det fra drengen, hvis stemme dirrede af lige dele udmattelse og usikkerhed. Pax stoppede op og skævede over skulderen, med et ansigtsudtryk der talte sit tydelige sprog; det kan du ikke regne ud?
”Følg skrænten. Du ender ved porten i nord. Det er det, eller at jeg slår dig ihjel. Hvad vil du helst?”, svarede Ulven dovent, men uden at vente på svar. Straks fortsatte Pax nemlig sin tilbagevandring, til lyden af Tamar der kastede sig ud i det uvisse. ”Hvis du viser dit fjæs i hovedstaden igen, så regn med at vores veje krydses. Så tænk dig om, Oryen – tænk dig om”, råbte lederen af Ulvens Flok, forinden at han forsvandt i skyggernes mørke.

Pax vendte tilbage utallige timer senere og hvad der ventede ham i fællesarealet, var lige dele hjerteskærende og livgivende.
Evlyns sang var umenneskelig og som hun sad med lutten i skødet, omringet af alskens af hans børn, lignede hun Isari selv. Manken af det blonde hår omfavnede hendes hjerteformede ansigt og som en mættet stjerne, syntes Pax, at hun lyste op i grottens mørke. Det var så sandelig også den effekt, hun havde på børnene og ikke mindst, på resten af Flokken der havde samlet sig omkring hende. De stod alle med øjne, der gnistrede af nydelse og en indre ro, og velvidende at deres boble ville eksplodere, forblev Pax stående, gemt væk bag de skarpe klippevægge.

Hun tabte selv lidt tråden for hvor længe hun sad, hvor mange sange hun sang.
Men som hun endelig lagde, lutten fra sig, og smilede til børnene der sad omkring hende. Mærkede hun en hånd der rakte op og ruskede i hende.
“En til!”
“Nej!” grinede Evlyn og rystede på hoved.
“En til!” beklagede Ronja sig, og satte sig op. Armene over kors og underlæben frem. Evlyn lagde hoved ned imod hende, og kiggede hende dybt inde i øjnene. Med en ganske dybere stemme, end hun normalt havde svarede hun igen; “Pas på, eller trolden under broen æder dig!” Ronja hvinede, som lutten blev kastet over til Edna, der fangede den en smule forfjamsket. Evlyn lagde armene omkring pigen, og begyndte at sætte læberne imod halsen og pressede luft, så det lød som om det pruttede. En lysende klang af latter forlod den unge piges læber, inden at børnene begyndte at overfalde hende som en kæmpe bunke. “Åh nåde! Nåde!” råbte den blonde kvinde, som arme og ben begyndte at sparke de grinede børn fra hende. Hun formåede at gribe to af dem, komme op på sine ben og spankulerede afsted med dem. “Jeg erklærer nu at alle børn skal i seng!” et fælles støn af irritation, flød igennem børene, som prøvede at stoppe hende, ved at hive i hendes kjole som hun gik afsted med Ronja og en af drengene. Der trods deres ønske om at så alvorlige ud, slet ikke kunne holde masken og grinede. Som den spinkle kvinde, med mere styrke end man lige troede, trak afsted med flere børn. Der holde fast i hendes ben, og og tøj.
Hvad der skete omkring hende, hvad folk måtte tænke og sige, omkring at hun på sådan en måde trak afsted med børnene. På trods af, de skulle arbejde lige så meget for føden, det vidste hun ikke – og kunne hellere ikke tage sig af det.
For vigtigheden, at børnene fik lov til at være netop lige præcis dette – et barn. Det måtte være hendes mission, for de få dage hun havde tilbage, inden hun skulle tage af sted. Hvilket, egentlig allerede kunne være i aften. Da alle hendes sår ikke længere var eksisterende, så det eneste der holde hende tilbage. Var manden, som hun skimtede kort gemme sig i skyggerne. Det at han ikke kom frem i lyset, måtte fortælle hende situationen. Selvom hun ikke helt kunne gennemskue, hvad det drejede sig om – hvorfor han ikke ville komme frem.
Men som hun begyndte at prøve at få rollingerne i seng, prøvede hun at fokuserer på det der var håndgribeligt. Og lige foran hende, nemlig en den uvorne Ronja, der prøvede at undslippe hendes slanke fingre. Ved ikke at ligge sig i høet.

De stålgrå øjne veg ikke fra Evlyn, som hun leende og uden nåde kæmpede sig vej frem. Der var noget, ja, næsten helligt ved det øjeblik, Pax nu var vidne til, for det var, som at se, hvordan livet burde være – hvordan det kunne se ud, spillede han sine kort rigtigt og smilede heldet til ham. Og Pax vidste, at børnene aldrig havde haft et øjeblik som det. Han forsøgte, fra tid til anden, at lege med dem men det kom ikke naturligt til hans høje statur og desuden, var nogen børn påpasselig omkring ham. Det var trods alt Pax der uddelegerede opgaverne.

”I hørte hende”, sagde Pax højt, i det han trådte frem fra sit skjul i skyggerne. Med langsomme skridt fortsatte han mod børnene og Evlyn – eller, i hvert fald de af børnene, der var modige nok til stadig, at klamre sig til Evlyns skikkelse.
I det at han nåede dem, smilede han til Evlyn, næsten indforstået. Det var umuligt ikke at se, at Pax var stolt af hende. Hvordan kunne han være andet?
Det var Ronja, der end ikke øjeblikket efter hev Pax ud af sit kåde dagdrømmeri, for hun kom løbende som en tornado med sin lille, knyttede hånd hævet i luften. Pax greb hende og svang hende over skulderen, så han kun holdte i hendes små ankler.

Til lyden af de beklagende og leende børn – i særdeleshed Ronja, der klamrede sig lykkeligt til Pax – fik de omsider lagt dem i seng. Så snart det sidste barn havde indfundet sig i sin respektive halmbunke, hev Pax fat i Evlyn. Handlingen var fuldstændig instinktiv, for han havde set hendes koralblå blik blive fraværende og eftertænksomt, i sit skjul bag klippevæggen.
En smule beordrende – det lå jo ganske enkelt til hans natur – trak han Evlyn af sted, ned mod sit eget kammer, hvor ingen øjne kunne betragte dem. ”Jeg overvejer lidt at stikke dig ned”, brummede Pax, i det han brat stoppede op i gangtunnellen og dernæst drejede rundt mod hende. Straks faldt hans arme omkring hende, for at trække hende ind til sig i en omfavnelse.

Lykken var ikke svær at spore i det blå øjne, som der gik næsten noget helt - afslappet, hverdag - over hvordan de pakkede børnene ned i deres halmsenge. Hun nåede dog kun at nyde øjeblikket ganske kort, inden at hun mærkede hans hånd omkring hendes arm og trak hende afsted. 
Et grin undslap hendes læber, som hun prøvede at trække sin arm tilbage. Dog i et ganske halvhjertet forsøg. “Du kunne bare have spurgt om jeg ville med. Jeg kan godt selv gå” prøvede hun at prikke til ham. 

Dog nåede hun ikke meget længere, i hendes spøg, før hans egne ord ramte hende. Et bryn løftede sig, som hun betragtede ham. Selvom at hun godt kunne fornemme at det var en spøg, skulle man også kende ham godt - for at se det som en. 
Og hun havde da også kort, været i tvivl hvor vidt han havde ment det eller ej. Men da armene lagde sig omkring hende, og trak deres kroppe samme. Vidste hun instinktivt hvad dette drejede sig om. “Jeg prøvede at sige, hun ikke skulle tjekke til mig.” Mumlede hun imod hans brystkasse, hans duft ramte hende hårdt. Da hun endelig kunne bruge hendes næse igen, begravede hun sin næse ind i ham. Og selvom sved, lugten af grotterne selvfølgelig var meget prominente på hans tøj og krop. Var der stadig noget der lå omkring ham, der meget hurtigt skabte en ro i hende hun slet ikke vidste var muligt. Ved bare at dufte til en? 
Armene lagde sig omkring hans talje, som hendes hoved blev presset imod hans bryst. Næsen blev næsten helt trykket sammen, som hun greb omkring hans tøj - det var næsten som om dette ville være deres sidste kram. Alt omkring situationen - var noget rigtigt lort. Hvordan skulle hun ellers beskrive det? Hun ville ikke afsted, men hun kunne hellere ikke blive. 
Men for nu, ville hun ikke bevæge sig, som hendes fingre næsten klamrede sig ind i hans tøj. 

Pax syntes for et øjeblik forvirret over Evlyns reprimande, men følelsen varede kun et kort øjeblik. Derved sank de brede øjenbryn tilbage og ned på plads, i det han nikkede. Antydningen af et smil krusede stadig i hans ene mundvige, men snart efter kunne den blonde kvinde ikke længere se det, eftersom Pax’s smalle næseryg øjeblikkeligt kolliderede med den bløde hårpragt. Ganske rigtigt – Pax kunne ikke kommandere rundt med Evlyn, men det faktum krævede åbenbart tilvænning.
I et langt øjeblik stod de sådan, før virkeligheden atter afkrævede dem begge og de måtte give slip. Pax lod sine ru fingerspidser glide henover Evlyns bløde arme, hvorefter han nikkede. Afklaret og resolut. Uanset hvilken magt han besad i undergrunden og specielt der, hvor de stod, kunne Pax ikke holde Evlyn hen længere og instinktivt vidste han, at det nu var tid; tid til at sige farvel for denne gang.

”Nu hvor vi har etableret, at du selv kan gå, vil du så gøre mig den tjeneste at følge med?”, brummede han, grænsende til drillesygt, hvorefter morede gnister sneg sig ind midt i alt det mørkegrå. Da Evlyn accepterede, greb Pax om hendes hånd for endnu engang, før han trak afsted med hende på ny – denne gang med et ægte gavtyvesmil og leende øjne.

Pax ledte Evlyn længere ned og ind i undergrunden, indtil de nåede en af de utallige udhulinger. Den, hvori han havde iklædt hende bukser og støvler, hvad der føltes som måneder siden. ”Lad os se, hvad vi har”, sagde Pax, hvorefter han skævede til Evlyn over skulderen. ”Du får ikke lov til at gå før, du er bedre… pakket ind…” 

Hvad der skete derfra og til hvor hun var nu – var alt sammen lidt en usammenhængende substans. Hun havde stået og grint lidt – kunne hun huske? Gået kort tilbage til udhulingen hun havde sovet i én enkelt nat. Fundet de genstande hun ville have med på resten, betragtet det halvfærdige maleri af Ronja. Besluttet sig for, at finde noget papir og med hurtige øvet fingre skitseret en tegning. Derefter var hun vendt tilbage til hans sted.
Lagt sin taske, og krøbet ind til ham i halmen. Søvnen fangede hende dog aldrig, det var som om at tankerne der rumsterede i hendes hoved, ikke ville give på hende. Og da hun kunne se hans rolige vejrtrækning, der fik brystkassen til at hæve og sænke sig i en konstant og langsom rytme. Der vidste hun – at hun ville ikke kunne forlade ham – hvis hun ikke gjorde det nu.

Hun rejste sig langsomt op, takkede sine evner som det at være i branchen hun var – havde givet hende. Især da hun mærkede, at han bevægede sig ved siden af hende. Lige så stille, uden at efterlade meget mere, end lyden fra halmen der knitrede under vægten. Rejste hun sig op, listede hen og lod sig glide ned i hendes vante rejse tøj.
Hendes øjne lagde sig sorgmodigt på den sovende skikkelse, hun undrede sig ikke at hun havde så nemt ved at liste rundt. Det havde været en lang og emotionel dag, først mødet med hans søster – også Tamar der havde brudt utallige af reglerne, der til sidst havde gjort han måtte forvises fra klanen.
Der var dog stadig et lille smil, at spore i de fyldige læber, som hun lagde imod hans pande. Billede blev listet hen ved siden af ham, et hurtigt skitsering af hende selv. Hvorfor? Fordi hun var forfængelig, fordi hun ikke ønskede han skulle glemme hende – og havde noget han kunne tage frem og betragte. Det var en groft tegning, af hendes profil. Men ikke desto mindre, var det ganske tydeligt at se hvem det var. Hvad det skulle repræsentere.
“Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan” hviskede hun imod hans pande, inden hun kyssede den igen. Derefter måtte hun rive sig væk, og satte i lydløs løb imod udgangen.
En hest blev stjålet fra en stald, for første gang i lang tid. Var Evlyn Crane ikke længere at finde inde bag Dianthos mure.