Fjonas øjne var ikke til at tage fejl af, som hun betragtede Pax der tog hendes arm, de emmede af to ting; respekt og morskab. Blikket lagde sig hurtigt på de to sølv ringe der matchede i form og facon, og et større smil pressede sig på halv dværgens læber. Hun rystede på hoved, og puffede hånden lidt væk. Selvom han måske lød som en ulv der skurede bissen på. Var dette ikke en kvinde der ville lade sig kue. “Ja, den er god med dig.. men nu - tror jeg vidst du har bedre ting at tage dig til, end at pisse op og ned af Evlyn som var hun din egendel.” Evlyn gav Pax et smil og lagde sin hånd på skulderen. “Det er okay - jeg er tilbage om lidt..” svarede hun, og lod sig trække afsted med Fjona, nåede lige at kaste hoved over skulderen som hun så hvordan at den rødhåret kvinde kastede sine arme omkring Pax. Evlyn måtte ryste på hoved, som en ganske ukendt følelse boblede op i hendes bryst. Var - det misundelse? Lige så snart at følelsen blev opdaget, og den havde taget rod i hendes hjerte. Lige så hurtigt blev hun også forbavset og fik skyldfølelse over hun kunne mærke en emotion så kraftigt. Før det var en god ting, at han endelig fik lov til at møde hende - det var en vigtig ting, men hvorfor var det så så svært at se en anden kvindes arme omkring ham? 

Hun vente hurtigt de blå øjne væk fra ham, med en dyb fuge mellem hendes bryn. 
Som Fjona begyndte at hive hende væk, med lidt vejledning sad de i det rum som hun havde fået tildelt da hun var ankommet den første nat. Så få dage, men alligevel havde der sket nok i dem, til man skulle tro der var gået en måned. “Sæt dig” mumlede Fjona, som hun placerede sig selv i høet, øjnene kiggede ud i ingen ting. “Hvad er der sket?” Spurgte den ældre kvinde hende, men fik ingen respons. Med et suk, drejede hun med to fingre Evlyns hage op så hun kunne få et bedre udsyn på skaderne. “Har du har problemer med at snakke?”

“Ja” mumlede hun stille, det havde gjort siden hun vågnede, en af grundene til hun havde holdt sig til sig selv. “Det tror jeg gerne, siden jeg kan se dit stemmebånd er helt hævet” mumlede hun stille, og begyndte at fiske ting ud af hendes taske. “har du haft nogen til at kigge på resten af dine skavanker?” Hun nikkede og gav et smil “En god en?” Evlyn nikkede igen, hvilet resulterede i at Fjona gav et dybt suk. “Du passer virkelig aldrig på dig selv.” Hovedrysten - Fjona rullede opgivende med øjnene som hun prøvede at få styr på hævelsen i halsen. 
Da hun havde drukket noget der middelstalt stank og lugtede værre, end det hun havde fået første dag af Edward, sad de ved siden af hinanden. Ganske rolige, afventende på at nogen ville tage fat i dem. I sidste ende, rejste Evlyn sig op og bevægede sig ud blandt de andre. Og begyndte på de daglige pligter med at lave mad, og passe børnene. Det var på så få dage, blevet en ganske simpelt rutine for hende. At hun ikke rigtig lagde mærke til, hun bare kastede sig ud i opgaverne uden at spørger ind til hvad folk ville have hende til.
Fjona blev ganske pænt siddende inde i hulrummet, og fiflede med nogle af de genstande hun havde i sin taske. 

Bandelederens ru fingerspidser kælede for den magiske sten, der lå i en af hans mange skjulte lommer. Han stod lænet op af den skarpe klippevæg og stadig lå hans stålgrå øjne urokkeligt på Edna, hvis mund ikke havde stået stille for andet end at trække vejret, siden hun var ankommet til grotten.
Eve, hun slår mig ihjel med hendes snak, tænkte Ulven, velvidende at Evlyn øjensynligt ikke også gik rundt med sin halvdel af sten-parret. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke få et ord indført og hun vil hele tiden holde min hånd eller give mig et kram.

… nu taler hun om, at hun skal giftes med en ung mand ved navn Refya. Hun vil have, at jeg skal velsigne deres ægteskab. Det kan jeg sgu da ikke! Jeg kender ikke nogle af dem!

… hun har godt nok haft mange elskere.

… hun hiver en lut frem nu – hold da helt kæft, det lyder ringe. Du ved, som en kat man svinger i halen.

For Pax gik tiden ufattelig langsomt, men Edna virkede lykkelig, i det de omsider forlod udhulingen og sammen trådte ind i fællesarealet.
De stålgrå øjne søgte efter den blonde kvindeskikkelse, grænsende til desperat efter at finde hende, og da det lykkes, satte Pax resolut i en hastig skridt imod Evlyn. Da han nåede hende – med Edna troligt lige i hælene – lagde han sin hånd over Evlyns egen, og smilede kortvarigt ned til hende, tydeligvis med intention om at genvinde hendes opmærksomhed. Netop som Pax skulle til at åbne munden, skete der dog mange ting på en og samme tid, for i samme øjeblik lagde Edna sine små og tynde arme omkring hans smalle skikkelse.
For mindre end et sekund fik det bandelederen til at stivne i chok, men instinktivt rev han sig fri af lillesøsterens greb, drejede rundt på hælen og lod en syngende lussing kollidere med hendes kind. Dernæst, og inden den rødhårede kvinde nåede at reagere, greb Pax fat om hendes korte hår og trak afsted med hende igennem den store grottes ujævne gulv.

Da han omsider fik skaffet ham selv og søsteren af vejen, snerrede han frustreret af luften. Edna stirrede op på ham med store øjne og rakte instinktivt ud efter hans hænder, og for denne gang lod Pax hende gribe om dem.
”Jeg indgår i en forening med Evlyn. Du kan ikke røre mig offentligt, forstår du det? Der er ikke nogen i Flokken der ved, hvem du er, så de vil automatisk gå ud fra, at du er en konkurrent til Evlyn, hvormed hun kan risikere at miste deres respekt – eller skulle kæmpe ekstra hårdt for at opnå den!”

Et smil krøb langsomt op i mundvigen, som hun hørte hans stemme, mens hun stod og rørte rundt i en af de større gryder. Da en velkendt stemme begyndte at mumle ting i hendes hoved, han havde hentet den igen?

Dog blev hun ganske hurtigt revet ud af fatningen, med at svare ham. Selvom stemmen kom i ny og næ, da en krøltop hamrede ind i hendes tynde ben. Med sådan en kræft, at Evlyn faktisk væltede. Med et hvin af et grin, sad Ronja pludselig på hendes mave.
Først var overraskelsen ganske nem at spore i de blå øjne, som de betragtede den livlige pige som sad på hende. “Evlyn!” Udbrød pigen, som hun gav hende et stort tandsmil.
“Synger du for os i aften? Du har lovet det så lææænge nu!” Flere af børnene stod et stykke fra dem, og kiggede på hende med store tiggende øjne. Men var ikke lige som Ronja, modig nok til bare at angribe den blonde kvinde, og kræve at hun holde sit løfte. Med et smil kom hun op og side, hendes hånd lagde sig omkring den hævede strube. Men hvordan kunne hun dog sige nej til sådan et tiggende engle ansigt?
“Jeg lover jeg synger for jer i aften.” siden at længe i en børneverden, jo ganske tydeligt, måtte være en enkelt dag.

Desuden lød det på Pax, at Edna skulle undervises lidt mere; for han havde ret. Sidst hun havde siddet med den rødhåret kvinde, havde blod næsten kommet ud af hendes øre. Som hun havde siddet med et plastret smil på læberne, for at dække over den lidende grimasse der gemte sig bag smilet. Synge, det kunne pigebarnet ikke.

Da Evlyn kom op og stå igen, fik hun puffet børnene væk, som løb afsted igen med smil på deres læber. Da de havde fået det, de var kommet efter. Selvom det nok også betød, at hun skulle fortælle den historier – igen. Og inderst inde, så glædet Evlyn sig, hvilket ganske tydeligt kunne ses på de fyldige læber, som et smil havde bredt sig uden hun selv lagde mærke til det.
“Glæder du dig til selv at få børn?” spurgte en af kvinder hende, som hun lagde mærke til Evlyns øjne der ikke helt kunne løsrive sig fra børnene der løb rundt og legede nu. “hva? Øh… måske.. hvis det er i min skæbne, vil jeg med glæde takke imod den gave” svarede hun sandfærdigt, kvinden lagde en hånd imod hendes skulder og gav den et klem. Inden de fortsatte deres arbejde med aftensmaden.

Da Pax endelig kom til syne igen, måtte hun ærligt indrømme over sig selv at hendes øjne fandt ham med det samme. Hvilket overraskede hende mere end noget andet, hvordan ens væsen så hurtigt kunne blive draget til en andens, det ville hun nok ikke blive klog på.
Men smilet kom frem på hendes læber, som solen der tittede frem fra en grå sky.
Hun banede sig selv vej frem til dem, og skulle til at høre hvordan det var gået. Da den rødhåret kvinde lagde sine arme omkring Pax.
Evlyn nåede dog ikke at reagere selv, før at genlyden af en lussing rungede imod de tunge klippevægge. Hun drog kraftigt luft ind igennem hendes tænder, da hun blev ramt af flere følelser på en gang. Flere øjne lagde sig på opgøret, som Pax trak afsted med pigen i hendes hår. Først kiggede hun hen over hendes skulder, får at kvinden der før havde spurgt hende omkring børn nikkede i retningen af dem. Og hurtigt forstod hun budskabet, og stak efter dem.
det her er ikke godt, slet, ikke godt.
Mumlede en stemme i hendes hoved, som hun kom ind i hulrummet for lige at høre hvad der blev sagt.
Hun lagde en hånd imod Pax overarm, og gav et forsigtigt smil til kvinden der kiggede på dem begge med store øjne. “Edna, vi lever efter andre regler, end normalen. Det er for at sikre os, at vi overlever. Forstår du det?”

Pigen holdte stadig fast i storebroderens hænder, som hun lige så stille nikkede. Dog var det ganske tydeligt, at hun stadig ikke havde forstået. Evlyn sukkede, og fjernede sin hånd og satte sig i stedet ned på en af stenene, der stak ud fra væggen. Hendes hånd gled uden tanke hen over hendes hals og op i nakken. Hun var slet ikke gearet til at tage nogen former for vigtige beslutninger i dag. “Måske det var en dum idé” hviskede hun hæst, og lukkede øjnene.

Pax forsøgte at tæmme den milde panik, der havde fundet vej frem til hans bryst. Han forstod ikke, hvorfra den kom eller hvorfor, at den rødhårede pige kunne være årsag dertil, men instinktivt faldt Pax’s skuldre tilbage på plads, i det Evlyn lagde sin spinkle hånd mod hans arm. 
Så længe Evlyn befandt sig nær ham, var alting som det skulle – og burde – være. Tanker og overvejelser om hendes snarlige afsked havde rumsteret bag hans beskidte pande dagen lang, og Pax vidste, at den mindste smule af kontroltab ville sende ham udover den mørke kløft.

Pax nikkede, i det Evlyn forklarede Edna situationen, og forsøgte dernæst at løsrive sig. Den rødhårede lillesøster syntes dog ikke tilfreds og hastigt, aflagde hun afstanden mellem sig selv og sin storebror. Atter fandt hendes tynde arme rundt omkring ham i en omfavnelse, og ikke mange øjeblikke efter lagde Edna også sin våde kind mod hans bryst.
”Jeg kan bare ikke lade være med at røre ved dig! Jeg har sådan længtes efter en familie og nu er du her - så tæt på mig!”, udbrød Edna, alt imens hendes mørkebrune øjne blev våde.

Tilsyneladende anede Pax ikke, hvad han præcist skulle svare, så han nikkede i stedet og sukkede tungt – næsten lidende. Dette var i grunden ikke, hvad han havde forventet. Det var… ikke rart. Og som hun dog lignede Esmaralda…
Pax rømmede sig og greb om Ednas tynde arme, for derefter at vride sig fri af hendes greb. ”Men hernede render vi ikke og krammer folk, som indgår i en forening. Det er en regel, der sikrer, at vi ikke ender ud i en masse ligegyldige konflikter. Forstår du? Desuden –”, begyndte bandelederen at forklare, hvorefter han skævede bekymret til Evlyn. Han brød sig ikke om at se, hvordan hun hang med hovedet. ”Hvis du skal henvende dig til mig, så tier du stille, indtil jeg kigger på dig og du holder afstand, i hvert fald i en radius af fem fødder. Hører du efter?”
Edna nikkede og lagde sine tynde arme omkring sin egen krop, og betragtede dernæst hvordan hendes storebror snurrede rundt på hælen og skridtede mod Evlyn.

Pax satte sig på hug foran hende, hvorefter han lagde sine hænder på hendes knæ. ”Du har ondt, har du ikke?”, hviskede han, så kun hans ord forblev mellem dem selv. ”Vi kan få en bedre helbreder til at kigge på dig.”

Hun overværede bare situationen mellem de to. Var der hvis de havde brug for, at nogen trådte i karakter, skulle de begynde at tage overhånd. Men det virkede som om, at Pax alligevel formåede at håndtere situationen ganske godt. Selvom at det var ganske tydeligt at se, at de begge var sat på prøve – at grænser blev overtrådt. Den ene grænsen af at have nogen deres personlige atmosfære, og den andendag få sat begrænsninger på hvordan man måtte udfolde sig.

Derfor faldt den blonde kvinde også en smule sammen, med en film der trak foran sine øjne. Hele dagen, havde hun blevet mindet om, deres endelige slutning. Og selvom hun vidste, at tiden nu skulle nydes, da den måske aldrig ville komme igen. Havde hun svært ved at give slip på faktummet, at det hele ville ændre sig snart.
Hun mærkede hans hænder imod hendes knæ, og hendes øjne svømmede tilbage til overfladen som hun fokuserede på ham. Et træt smil, bredte sig på hendes læber, som hun lod fingrene glide hen over hans kind og kæbe.
“Fjona har givet mig noget, det er smerterne fra medicinen – det bliver bedre senere” mumlede hun,  og lagde hendes pande mod hans.
“Er du okay?” mumlede hun stille, imod hans læber. Men trak sig væk, da hun mærkede de brune øjne, fra Edna der betragtede dem stille. Hun trak sig væk fra ham og gav hende et sagte smil. Det hele var en smule absurd virkeligt. 

Pax mærkede instinktivt, hvordan roen fandt tilbage til ham, i det deres hud atter mødtes. Den behagelige summen, den der fik alle andre lyde og lugte omkring dem til at forstumme, var dog kortvarig og sluttede abrupt.
De brede øjenbryn krøllede sig uforstående sammen i midten af hans beskidte pande, og de stålgrå øjne fulgte Evlyns egne koralblå, til de landede på, ja, hvad end der fik Evlyn til, at trække sig fra ham. Straks forstod han. Ednas våde øjne var ikke til at tage fejl af. Den omsorg Edna selv søgte fra ham, gav han uforbeholdent til Evlyn.

Indvendig fik det Pax til at brøle af raseri. Evlyn måtte ikke forlade ham, før hun fysisk forlod grotten og til tog afsted. Aldrig om han ville acceptere det.

”Der er en skovelver”, mumlede han stille, i det Pax atter vendte sine stålgrå øjne mod Evlyn. Hans blik søgte ufortrødent og urokkeligt hendes eget. ”Hun kan fjerne, ja, alt der gør ondt ved, at knipse med fingrene. Hun kommer her fra tid til anden, og jeg ved, at hun er i Dianthos lige nu. Sig til, Eve, det er intet problem”, fortsatte Pax hastigt, hvorefter han lod sine hænder fæstne sig omkring Evlyns kønne ansigt og trykkede et varmt kys mod hendes læber.
Selv efter deres læber atter var adskilt, forblev Pax tæt på hende. ”Du kan ikke forsvinde nu. Ikke… ikke før du tager afsted, elskede.” Ordene der derefter fulgte var let skælvende af den panik, Pax ikke længere formåede, at hverken skjule eller tæmme. 

Et ganske lidende smil bredte sig på hendes læber, som hun pludselig forstod hvorfor hun forblev i denne elendighed. For så længe hun havde det skidt, så længe at hendes sår ikke var healet endnu - så kunne hun blive. Dette var en tydelig måde at forhindre fornuften at overvinde, for viljen i hjertet om at blive helt tæt hos ham. 
Derfor kunne hun stadig ikke fokuserer kun på ham, som hun kunne høre den unge kvinde snøfte bag dem. Hun lukkede øjnene, og lod ham kysse hende. Lod ordene vælde over hende, som et varmt tæppe der omfavnede hende og lovede hende at alt nok skulle blive godt igen.
Kunne hun blot tage ham med, så vidste hun at afskeden ikke ville blive lige så hård. 

“Smerten, gør jeg kan blive længere.” Hviskede hun hæst, og lagde armene omkring hans krop og trak ham ind til sig. Hun lod fingrene glide fra nakkehårene, hele vejen ind i den gråhåret manke. Øjnene lagde sig på kvinden der stod en smule akavet bag dem. Inden hun løftede sin hånd og rakte den frem imod hende. Mærkede den spinkle hånd i hendes, sæt dig. Fortalte de blå øjne, og det gjorde hun også. “Gå hen til Fjona” mumlede hun, og forklarede kort vejen. Det var ganske tydeligt, at de to der sad i omfavnelsen, især manden, havde brug for noget af hende. Som kun, kunne gives hvis ikke andre øjne lå på dem. “Men..” “Edna... dette er ikke til diskussion” hvæsede hun, og hun så hvordan at kvinden tørrede tåre væk, rejste sig op og trissede ud af hulen igen. 
Som skikkelsen var helt ude, lagde hun armene omkring hendes mand. Et lavtmeld grin forlod hendes strube. “Jeg blev så misundelig, da hun lagde sine arme omkring dig, da Fjona trak afsted mig.. hvor dumt er det?” Prøvede hun at opmuntre stemningen igen, selvom den trykkende fornemmelse i brystet ikke ville lette.

Pax skulle til at gøre indsigelser, men Evlyns kommanderende stemme rettet mod Edna, fik ham til at tie. Af uvisse årsager var det netop, hvad Pax selv havde brug for.
De stålgrå øjne flakkede ikke mellem Evlyn og den forsvindende rødhårede skikkelse, men forblev urokkeligt på Evlyn. I det lyden af skridt forstummede og Evlyns arme fandt vej omkring ham, gjorde også Pax’s med stor ivrighed. Atter lå deres pander hvilende mod hinandens, for til trods for, at Evlyn stadig sad og Pax hvilede med knæene mod forhøjningen, var de lige høje.

Pax lod sine øjne glide i, som han hørte Evlyns hviskende stemme i hans øregang. Et lavmælt men moret fnys forlod ham, hvorefter han, i grunden forhastet og ivrigt, søgte Evlyns bløde læber med sine egne. ”Du har intet at blive misundelig over”, svarede Pax i samme lave tonefald, i det han kyssede Evlyns mundvige og dernæst hendes bløde kind. De beskidte og ru hænder fandt i samme øjeblik vej til Evlyns ansigt, som Pax grådigt begyndte at kysse hendes kæbe og ømme hals.

”Jeg vil ikke lade nogen udfordre din plads hernede”, lød det dernæst imellem de hengivne kys. ”Jeg kan ikke tænke på andet end dig, selv når du står lige ved siden af mig. Du gør mig skør.”

Det var efterhånden en rutine de korte, en de kendte godt. Deres hengivne, grådige kys - som kunne de ikke få nok af hinanden. Som vidste deres kroppe, at tiden kunne være kort og de skulle udnytte den så længe tiden i momentet var der. Som en flyvende blad i vinden, der på et tidspunkt ville forsvinde fra syne. 

Hun måtte grine ganske forsigtigt, som han fortalte at hun intet havde at være misundelig over. Det var måske sandt, men derfor kunne hun ikke fortælle hendes krops følelser at det var rigtigt. For han var en mand, med magt, en mand med et udseende mange ville hungre efter. Og selvom at han ikke ville byde dem velkommen, disse reaktioner for andre - så ville de stadig komme. For dem, ville hun stadig finde det grønne monster frem i sit bryst. Måske var hun blot en grådig person, der ikke ønskede at dele hvad hun holde af. Grunden til hendes allermest højt elskede kunst, var gemt væk i mørket fra kloakerne, kun for hendes skue når hun fandt derind. Men hun vidste også, at hun ikke kunne gemme ham væk der inde sammen med det, selvom det lokkede hende ganske forsigtigt i dette øjeblik. 
Evlyn rystede hurtigt på hoved, som hun prøvede at få styr på hendes flygtende tanker. “Kan kun sige i lige måde - du vækker følelser jeg slet ikke vidste jeg havde” mumlede hun imod hans læber, og et smil bredte sig hen over dem, inden hun grådigt kyssede ham igen. Dog rejste hun sig, og lod en hånd glide igennem hans hår, som hun gjorde det. “Desværre, kan vi ikke blive her for evighed - har du ikke stadig pligter for dagen der skal ordnes?” Fornuftens stemme var en irriterende mor, som altid kom med den løftede pegefinger, når legen var allerbedst. 

Pax sukkede tungt, men ikke foruden at et lavmælt, hæst grin forlod ham. Dernæst rejste også han sig, til trods for Evlyns kærtegn i hans askegrå hår, der indbød ham at blive siddende.
”Min krop havde andre idéer”, mumlede han, i det et drenget smil sneg sig henover hans hjerteformede læber, og de tynde men muskuløse arme fandt vej rundt omkring hans elskedes skikkelse. Dernæst snurrede Pax ham selv og Evlyn rundt, så hans ryg var den, der kolliderede med den skarpe klippevæg.

Med et lige dele grådigt og sultent udtryk midt i alt det smørrede, pressede Pax Evlyn mod sig, så hun kunne mærke, hvordan han instinktivt havde reagere på hendes nærvær. ”Såeh, pligter er ikke lige det, jeg kan fokusere på lige nu”, lød det efterfølgende i en mumlen, hvorefter Pax igen lagde sin pande mod Evlyns egen.

Til trods for de ord der fulgte derefter, forlod smilet dog ikke den unge mands ansigt. Det var han ganske enkelt for påvirket til, at lade forsvinde. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere hende. Hun klæber og klistre sig op af mig, og hun snakker, så mine ører bløder. Hvad stiller jeg op?”, hviskede han bedende, alt imens hans fingre fraværende kærtegnede Evlyns skarpe lænd. ”Jeg har brug for dit kloge hoved.”

Øjnene rullede næsten af deres egen fri vilje, da hun hørte hvad han sagde.
Så to gange i høet, og pludselig havde han en umættelig tørst? Ikke at hun havde noget imod det. Tværtimod.

Tungen gled ud mellem læberne og vædede dem langsomt. De koral blå øjne betragtede hans skikkelse, den måde rummet snoede kortvarigt, som han fik dem op af væggen; hans ryg op af den i stedet for hendes. Men minderne fra deres aktivitet, hvor han havde presset hende op af den bølgede stadig igennem hendes krop. Tænderne bed omkring hendes læbe, som hun pressede sig ind imod ham. Mærkede hans erektion imod hendes lænd. Hans høje skikkelse, der lå hen over hendes lavere. Men han skulle ikke få det så nemt, som han måske ønskede. Ikke nu, måske slet ikke i aften. 
For gode ting måtte lade sig vente på - bare en gang imellem.

Dog gav han hurtigt videre med noget andet de skulle snakke om. Hans søster. Hendes bryn gled imod hinanden, som panden blev rynket. En dyb indånding gled ned i lungerne, og den hævede sig lige så stille som hun begyndte at tænke. “Fortæller hende sandheden?” Sagde hun stille, og gav ham et hjælpende smil. “Hun er måske en kvinde, der hungre efter familie - og berøring der af, fordi hun ikke har præcis de samme sår som dig selv.. Men hun kan jo ikke vide.” Hun lod sin finger glide imod hans pande. “Hvad der foregår der inde, hvis du bare lader hende overrumple dig uden at give dine egne input.. Og er det ikke bedre - at hun hader dig for den du er, end at hun elsker dig for den du ikke er?” 

Pax lyttede, og lod ingen af Evlyns hjælpende ord undslippe ham – dette til trods for hans øjne der gled tungt i, og det drengede smil der langsomt svandt ind. Da Evlyn derefter holdte inde, nikkede han tavst. Pax vidste instinktivt, at den blonde kvinde havde ret, men for blot et øjeblik nød han deres nærhed. Edna, og hendes ivrighed, kom i anden række, for hos Evlyn var der trygt og varmt.
Ikke, at de fik lov til at stå sådan for længe, og det var næsten arrigt at Pax vrissede af luften, i det hastige skridt gav genlyd i gangen.

To drengebørn kom løbende med store øjne, og de standsede brat op, i det de stødte på de omfavnende voksne. De vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle stille op med deres leder, der stædigt holdte fast i Evlyns skikkelse, men havde drejet hans hårde, stålgrå blik mod dem selv.
Stilheden trak en smule ud, for Pax var ikke interesseret i at underholde deres ærinde, så da den ene omsider nikkede mod fællesarealet, hævede bandelederen sine brede øjenbryn. ”Ja?”, lød det brummende, i det han dernæst rettede sig op og lod sine hænder forlade Evlyns talje.
”Det er Edon og Tamar. De slås. Tamar har brækket Edons næse”, kvækkede den mindste af de to drenge, hvorefter Pax bandede lavmælt. Hastigt skubbede han sig fri af klippevæggen og skød ud, og ned langs den mørke gangtunnel.

Pax fortsatte sin ubarmhjertige march mod de to drenge, der uden tvivl havde fået sig noget af et skræmt publikum. Tamars øjne var sorte af raseri, men det var tydeligt at Edon, der i statur var langt mindre, kæmpede en bragt kamp mod den ældre dreng.
Pax’s stærke hånd samlede sig om Tamars krøllede hår, i det han snurrede rundt, så den fjortenårige dreng for et øjeblik fløj i luften. Som Tamar havde størst fart på, gav Pax slip, så han kolliderede med den ujævne grund under deres fødder og slog hovedet i jorden.
Et lavmælt men hidsigt hvæs undslap Tamars læber, som han forsøgte at sætte sig op men Pax så kun uimponeret på ham – og stadig nærmede han sig. ”Det er noget så kedeligt, at se en voksen knægt slå løs på en, der er mindre end ham selv”, hvæsede Pax, i det han nådesløst greb om Tamars krøllede hår og hev ham hen langs jorden. Den kurs, Pax havde lagt, var kendt for samtlige af Flokkens medlemmer, for få gange havde de set deres lede gøre netop, som han gjorde nu.

For enden af fællesarealet var der en stejl kløft, hvis bund var dækket af sylespidse sten. Pax hev Tamar hele vejen derhen, for derefter at skubbe ham ned i hullet. Det var ikke uden besvær, for Tamar kæmpede imod, men de stålgrå øjne var beslutsomme og tomme. Da Tamar omsider gav op, og kun hang i sine hænders greb om kanten, satte Pax sig på hug foran ham.
”Lad os se hvor længe du holder, nu hvor dine arme er trætte af at tæve løs på et barn.” 

Lige som ham selv, kunne hun mærke skuffelsen der bredte sig i hende, som at fødder kom løbende imod dem. Hendes blå øjne var allerede veget fra hans, for at betragte de to skikkelser der kom løbende ind i hulrummet. Hørte deres stemmer,  hvad der blev sagt – og forstod med det samme alvoren i dem. Selvom at savnet fra hans varme, ramte hendes som en mursten, som han fjernede sig. Var hun stadig forstående, og havde trådt sig ud af hans rum, så han nemmere kunne komme forbi hende.
Lige som alle de andre gange, fulgte hun lige så stille efter, i skyggerne bag ham uden at tage for meget udsyn. Hun var ikke her for at udfordre hans autoritet, og det ville hun nok aldrig nogen sinde prøve på. For hvorfor skulle hun? Det var hans klan, hans regler – og hun skulle ikke have noget at have skulle sagt. Før de måske var bag lukkede døren.
Men foran alle disse blikke, forstummede hun og lagde armene over kors. Selv da det kom til, hvordan at Pax slæbte afsted med den fjortenårige dreng, og hang ham ud over en afgrøft.
Evlyn lukkede øjnene og vente hoved væk. Det var ikke en afstraffelse hun brød sig om, ikke noget hun ville være en del af. Men hellere ikke noget hun ville modsige sig.
Hun så pludselig det røde hår, og en kvinde skikkelse der kom farerne. Med hurtige skridt, greb Evlyn omkring hende og fik hende skubbet sikkert væk i skyggerne op af nogle klippe vægge.
“Drop det” hvislede hun mellem sammebidte tænder, da hun mærkede kvindens muskler spænde under hende. På dette punkt, var de to kvinder ganske vidst på lige fod. Så man bort fra, at den blonde kvinde besad flere års læring under bæltet end den unge. Og det i sig selv, kunne altid være en sikker vinder.
“Men han ka” Evlyn trådte helt op til hende og kiggede dybt ind i de brune øjne. “Drop – det” det var skræmte øjne der kiggede tilbage i Evlyns, da vreden var ganske betydelig. Det mørke kvinden aldrig havde set i de normalt bløde varme blå øjne. Som hun blev nedstirret af en sulten sjakal der ville æde hende, skulle hun ikke holde hendes kæft.
Hvilket hun gjorde, for et øjeblik i hvert fald. 

Langsomt, så småsten og krus knasede under Pax’s tykke fodsåler, rejste han sig og begyndte at cirkulere om kløftens åbning. På intet tidspunkt forlod de stålgrå øjne Tamars hvæsende skikkelse, hvis fingerspidser var hvidglødende under presset fra tyngdekræften, der unægtelig hev ham til sig.
”Alt, du skal gøre, Tamar, er at sige til. Forstår du?”, lød det i en hæs og ubesværet røst, hvis ekko fortsatte langs fællesarealets skarpe klippevæg, i takt med Pax’s langsomme skridt.
Der lød intet svar i respons, men Pax selv havde ikke forventet et, hvormed det ikke kom som nogen overraskelse. De gange – og det var noget af en rekord, skulle sandheden være kendt – Pax selv havde hængt i armene i udhulingen under Filips regime, havde han heller aldrig svaret sin leder. Det handlede ganske enkelt om overlevelse. Samtlige af ens kræfter måtte fokuseres til hænderne, der bogstavelig talt holdte ens skæbne i sit greb.

I det Pax nåede en hel omgang rundt, gled han atter på hug; langsomt og tilrettelagt. Stadig forlod hans øjne ikke Tamars skikkelse, for hele tiden søgte Pax efter det skæbnesvangre moment, hvor Tamars styrke forlod ham og han ville drætte ned i mørket under dem.
”Sig til”, mumlede Pax stille, hvormed hans stemme ikke rejste rundt til Flokkens øvrige medlemmer, hvis øjne stadig stirrede skræmt på deres to skikkelser. De vidste, hvad dette afkrævede, både af synderen såvel som deres leder. Det hele afhang af sublim timing. Et enkelt sekund misplaceret ville have fatale konsekvenser.
Stadig sagde intet Tamar intet, til trods for hans ansigt der var bleg af skræk og anstrengelse. Pax kunne mærke, hvordan han i grunden var imponeret, og i sit stille sind begyndte han at forstå, hvad Filip havde set dengang. Kun de stærke kunne forblive i frygten, så meget havde Pax lært for længst.

Pax sukkede uhørligt – han brød sig i grunden ikke om, hvad han derefter havde planlagt – hvorefter han atter rejste sig. Uden at hans blik forlod Tamar, hævede han sin ene hånd og gestikulerede, at Edon skulle komme nærmere. Straks adlød den mindre dreng, hvis ansigt var blodrødt, og han stavrede på usikre ben hen imod sin anfører.
”Sig undskyld til Edon”, sagde Pax, hvis tone var næsten tilbydende – vil du se, hvad der sker, hvis du ikke siger undskyld?
Edons blik flakkede hvileløst mellem Pax og Tamar, hvis arme nu var begyndt at ryste krampagtigt. Ingen af dem syntes dog at se tilbage på ham selv, og Pax måtte konstatere, at der endnu ikke ville komme noget svar. Heller ej et undskyld.

Pax’s hævede arm faldt med et tilbage og landede tungt mod hans krop, i samme øjeblik han lod sin skosnude kollidere hårdt med Tamars ene sæt af fingre. Drengens paniske skrig gav genlyd i undergrunden under dem, og Edon skar en grimasse, som han betragtede Tamar, der kæmpede efter at finde fæstne igen.
”Sig undskyld til Edon”, lød det endnu engang, som var Ulven selv ikke spor påvirket af det spil, han var i færd med. Det var nu langt fra sandheden, men et instinkt fortalte Pax, at der stadig var nogle sekunder tilbage i Tamar, hvis fingre igen lå krampagtigt lukket om afsatsen.
Stadig kom der intet svar. Kun Tamars hvæsende, besværede vejrtrækning, syntes at indikere, at han i grunden led – eller, for den sags skyld, at han var bange.

Så Pax ventede tålmodigt, indtil Tamars øjne begyndte at svømme af udmattelse, og flakke hvileløst i mørket – og greb om drengens solide krøller, i det hans fingre omsider bukkede under for det massive pres, hvorunder de arbejdede. Bandelederen havde timet det til perfektion, og i det han gled på hug og langede ud efter knægten, var i det øjeblik, forinden at han gav slip.
Det kunne ikke gøres mere stilfuldt, men Pax var ikke tilfreds. Ikke et eneste ord havde forladt ham – kun det skingre skrig af indestængt og panisk overraskelse, i det Pax havde trådt hans fingre flade og skubbet dem ud over kanten. Det gik ganske enkelt ikke, så med en kraftanstrengelse hev Pax Tamar op, således at hele drengens overkrop hvilede mod den hårde jord.

De stålgrå øjne kunne derefter forlade Tamars hvæsende skikkelse, og de landede i stedet på Edon, der stirrede tilbage på ham selv. Der blev udvekslet en tavs kommunikation mellem dem, der bestod af hurtige og næsten glidende hånd-tegn, men så snart det var ovre, satte Pax sin støvle mod Tamars hoved – og skubbede, så Tamar skreg og fægtede med sine arme, i et forsøg på at borer sine negle ned i jorden.

Og omsider lød det, så ikke kun Pax åndede lettet op, men så også hele Flokken tabte pusten af lettelse; ”undskyld! Undskyld Edon!”

Det var i og for sig, en ganske brutal oplevelse for begge kvinder, som de gemte sig i skyggerne. Evlyn der kæmpede med at holde Edna i skak. Konsekvenserne ville være fatale, det vidste hun, hvis der skulle ske et magtopgør mellem de to søskendepar. Især i sådan en grad, hvor, at der blev sat spørgsmåls tegn med hvordan at klanen opfostrede deres skikke.
Hun mærkede hvordan at de brune øjne dirrede af frygt, for at drengen ikke ville komme op igen. At han ville styrte i grunden, og selvom det var en elskværdig reaktion – at man ville redde alle. Så var den ikke velkommen i deres verden, alle mand for dem selv. Og hvis man ikke forstod hierakiet kunne man ikke længere være en del af den. Sådan havde hun også opfostret sit struktur, selvom hun aldrig, havde været så voldsom. Havde der stadig været tidspunkter, hvor hun havde måtte sidde og vurderer over hvad hun havde gjort. Hvad hun havde sagt, velvidende at hun havde gjort det rigtige. Men det rigtige, føltes kunne jo sagtens føles som om det ikke var sandt.
Heldigvis for de to skikkelser, var øjnene fast lukket på hvad der foregik foran dem. Nemlig hvordan Pax prøvede at trække en beslutning ud af drengen. Og til sidst en undskyldning. Men det hele druknede, som at Evlyn mærkede Edna der prøvede at overrumple hende. Komme fri af grebet. Hun mærkede stenene der skarpede imod hendes pande. Før at den spinkle kvinde servede en albue lige i tindingen på den korthåret yngre kvinde.
Hun prustede, som vejrtrækningen kom voldsomt ud igennem hendes mund.
Edna var sunket sammen for hendes fødder, og Fjona stod og stirrede forfærdet på scenen. Evlyn kneb øjnene sammen, og rystede på hoved. Inden de samme bar afsted med hende.
Med en smule hårdhændet maner, fik de smidt hende ned i halmsengen, der havde været tiltænkt Evlyn.
“Du slog hende ud?!” hvæsede den ældre kvinde af hende, næseryggen fik rynker som Evlyn vente sig snerrende imod den anden. “hun gav mig intet valg – hun forstår ingen ting af hvordan at strukturen er i undergrunden.” kom der lige så voldsomt tilbage fra Evlyn, trods deres dæmpede stemmer. “Hun ville sætte deres forhold på fare, hvis jeg ikke stoppede hende.”
“Ved at slå hende ud!?”
“Ja!” snerrede den efterhånden vrede kvinde, som de blå øjne lynede imod Fjona, der også hurtigt trak sig. “Glemmer du din plads Fjona? Hvordan at jeg fandt dig som slave, og fik dig fri!?” denne gang, var det Fjona der næsten kastede sig for fødderne af den ulmende vrede skikkelse der trådte imod hende. “Nej jeg… jeg”
Hun nikkede “Pas på hende” der var intet rum til at diskuterer med Evlyn, som hun skred af udhulingen og kom tilbage til opgøret. Kun for at høre Tamar der råbte undskyld flere gange.
Hun tog en dyb indånding, og lagde armene over kors, som hun kiggede med en næsten ligegyldig grimasse på at Pax endelig lignede en der kunne slappe af igen.

Pax greb for endnu engang om Tamars mørke krøller og hev drengen op, så han ikke længere var i færd for at drætte ned i dybet. Dernæst drejede han rundt på hælen og aflagde afstanden til Edon, hvor han resolut greb om drengens hage og skubbede den op, således at Pax bedre kunne tage drengens blodindsmurte ansigt i betragtning.
Hastigt gled de stålgrå øjne henover Edon, hvorefter han, næsten ligeså hurtigt som han havde grebet om ham, slap taget i knægten igen. ”Få Edward til at tilse dig. Du har fri i morgen”, bekendtgjorde Pax tavst, i det hans hoved gled let på skrå – i grunden ganske vurderende, som havde hans ord været et forslag, snarere end en konstatering. Det var selvsagtens også det indtryk, Edon selv fik, hvormed han rystede på hovedet og gestikulerede til sin anfører, at han som altid ville være at finde i gadebilledet.

Pax nikkede respektfuldt, hvorefter han klappede drengen let på skulderen og omsider gjorde mine til at forlade fællesarealet. I det at han drejede rundt – og derfor vendte ryggen til Tamar – fandt hans øjne straks Evlyn, der stod ganske ulæselig og stirrede tilbage på ham selv. Endnu vidste Pax ikke, hvad denne tradition, og dens mulige konsekvenser, ville få Evlyn til at spytte af ham, men det var med bestemte, målrettede skridt, at han nærmede sig hendes skikkelse.

- indtil hastige skridt og hvæsende åndedrag gav genlyd bag ham, og lyden af en kniv, der blev trukket fra sin skide, gav ekko i hulrummet. ”DØ!”, skreg Tamar, i det at han med pis-våde bukser og rasende tårer, væltede frem for at sætte kniven i Pax’s ryg. 

Hun så det hurtigere end nogen andre, da hendes blik dalede hen ved siden af Pax. Hun ville have sagt skulder, hvis det ikke var fordi han var så forbistret høj.
Så hvordan at en kniv blev fundet frem fra klæderne, gemt væk bag den løse matte hør skjorte som drengen var iført sig. 
Det var som situationen gik i stå, mens hendes øjne betragtede ham, håbede hun tog fejl. Men hendes krop reagerede, hurtigere end hendes hjerne kunne følge med. hun ænsede ikke at nogen råbte, at Pax øjensynligt ville vende sig rundt mod den råbende stemme. Sikkert have paraderne oppe, for at tage imod hvad der ville komme. Og han ville sikkert havde klaret det, men Evlyn kunne ikke stoppe den spinkle krop fra at trådte ind foran ham. Og mærke kniven der stak ind i hendes skulder. 
Et voldsomt hvæs, kom fra hende, som hendes arme lagde sig omkring den spinkle dreng, der var en smule højere end hende selv. Hendes vrede øjne, der borede sig ind hans. Der betragtede hende af skræk, for hvad var værre end at dræbe lederen og tage hans plads? At stikke hans skøge ned, og alfaen stadig var der til at håndhæve konsekvensen af det. Men hun gav ikke op, trods smerten der skød igennem hendes krop. For Evlyn havde mærket det som der var værre, hun brugte hans forvirring imod ham. Som hendes arme lagde sig omkring hånden der stadig holde omkring kniven, rakte ud greb omkring hans skulder. Hendes pande kolliderede mod hans, i et voldsomt smæld der fik hende til at se stjerner. Som Den unge mand sank livløs i gulvet. Hendes hånd der stadig holdte godt fast i kniven, så den ikke røg ud. Lige nu skulle den bruges, så blodet ikke begyndte at sprøjte ud. 
“Jamen det blev hurtigere mere spændende end jeg lige havde regnet med” kom der med en overraskende let humor, som hun vente sig rundt imod Pax med et svagt smil på læben. “Er du okay?” Det var ganske tydeligt, at den unge kvinde ikke helt forstod hvad der lige var sket. Som Tamar lå ved hendes fødder, fuldstændig slået ud. Og blodet der begyndte at sprede sig imellem hendes fingre, som hun holde fast i skulderen.

Pax ville aldrig indrømme det – end ikke overfor sig selv – men Tamars mordforsøg kom bag på ham. Aldrig havde den høje mand vurderet den yngre knægts vrede til, at være så eksplosiv og blussende i sin karakter, og aldrig havde Pax overvejet, at det ville ende sådan. I hvert fald ikke endnu.
Evlyns skikkelse – særligt hendes koralblå øjne der blev store i genkendelse over, hvad der foregik bag hans ryg – og dernæst hendes løb mod ham, foregik så langsomt, at Pax for et øjeblik tænkte, om nogen stræk tiden for øjnene af ham, i håb om at holde de to adskilt. Det føltes sådan, men i det at hans hjerne ikke forstod, hvad der skete, tog kroppens instinkt over. Den havde fanget, både hvad der foregik bag ham men så sandelig også, hvad der snart ville ske –

- så Pax drejede rundt på hælen, og greb om Tamars hår for endnu engang. De skal se, vi er sammen. At vi passer sammen, fastslog en kalkulerende og kynisk tanke, der ikke havde meget hensyn tilbage i sig, hvorefter Pax med en kraftanstrengelse kastede Tamar i Evlyns retning. Det ville øjensynligt bringe ham ud af balance, for knægten var træt i forvejen – og de skal se, vi er et par. At angribes den ene, så angribes begge.

Ulven placerede sig nogle skridt bag Evlyn, men fulgte ellers de to kæmpende rundt i deres dans. Der var ingen grund til at bryde ind. Pax vidste, hvad den blonde kvinde var i stand til, og han vidste tilmed også, hvad dette øjeblik ville betyde. Flokken ville ikke længere anse hende som svag, eller blot en tilfældig kvinde der kunne sprede sine ben, men i stedet som stærk og kompetent. Nok var Tamar blot en knægt, men Flokken anså ham som voksen. Hans eksplosive temperament og voldelighed havde ganske enkelt ikke levnet rum til andet.
Kampen var ovre, næsten ligeså hurtigt som den var begyndt, men alt Pax kunne se, var kniven i Evlyns skulder. For et øjeblik – der føltes uendelig for ham selv men som var lig et sekund i virkelighedens verden – stod han og betragtede hende, men straks derefter aflagde Pax afstanden til Evlyn. ”Hold dig oprejst”, mumlede han blidt, i det han begyndte at signalerer omkring sig. De forskellige håndbevægelser fik nogle få udvalgte til at sætte gang i fodtøjet, og før Pax registrerede det, var Evlyn og ham selv alene i en af de mange hulrum.

”Lig dig ned”, bad han, tilsyneladende i fuld kontrol over situationen. Indvendig var sagen dog en anden, men Pax kunne ikke lade sig paralysere af frygten. ”Edward!”, råbte han, hvorefter der lød hastige skridt udenfor. Den gamle helbreder var, forinden tumulten i fællesarealet, allerede styrtet afsted efter sine remedier.
”Du bliver nødt til at tilkalde skovelveren, Pax!”
”Jeg-”
”Nu! Hendes krop er snart færdig, forstår du? Hvor meget tror du, at et menneske kan tage?!”

Det var som om at skyggerne blev en smule længere, stemmerne dæmpede hen og hun forstod ikke helt hvad der foregik. Det vendte sig i maven, og hun kunne smage galle i hendes mund. Øjnene prøvede at fokuserer på hans ansigt, hans stemme, hans øjne.
En hvislende stemme rungede i hendes hoved, se nu hvad du har gjort, hvad du gjorde ved os. Og hun vidste hvad den mente, som sveden begyndte at springe frem på hendes pande. Nogen var ikke imponeret, ville ikke længere lege med – og nu skulle hun få lov at føle hvordan det var, når dæmonen ikke længere hjalp hendes krop.
Hun bed sig hårdt i kindkødet, smerten der allerede skød fra hendes skulder. Kunne hun mærke hvordan at smerten bredte sig hen over hendes hofte, hendes lår, hen over brystkassen. Instinktivt vidste hun, at det var kroppen som var ved at give op, lige så stille. En lille forsmag på, hvad der ville ske når dæmonen ikke længere var en del af hende. Fæle og irresættende tanker, fortalte hende hvordan at hun var skyld i det hele. At hun kunne have været kløgtigere, klogere i fortiden. At hun burde have vidst bedre. Hvordan kunne man stole så blidt på en person, afleverer sig selv på et sølvfad for ham. Bare fordi man var bange for at være alene. Hun måtte fnyse af sig selv, og hendes naivitet – se hvor de havde ført hende hen. Det var ikke længere en krydsvej hun stod på. Nej hun kiggede direkte ind i en blindgyde, hvor der ingen mulighed var for at kravle over den. 

“Jeg holder mig stående, har du set mig sidde ned endnu?” prøvede hun at små grine, som hun greb fat omkring ham. Hendes ansigt skar en grimasse, som kniven i skuldrene gav et jag. Det hele var noget lort, det var ved at blive for meget af det gode. Men hvor vejen førte hende hen, havde hun jo desværre ikke nogen råderet over længere. Stien hun havde valgt at gå på, havde hørt hende her til, til det punkt hvor der ikke længere var en vej tilbage. Fremad, det var det eneste hun kunne gøre – om hun så skulle hakke sig igennem blindgyden. Var Evlyn Crane ikke klar til at give op på livet.

Hun satte sig ned i høet, og gav ham et smil, og klemte hans hånd lidt. Vis ikke svaghed, han kan ikke holde til det. Hun kunne se det i hans øjne, selvom at stemmen ikke afslørede det. Vidste hun, at der var en panik som begyndte at brede sig i hende.
Hendes blik lagde sig på Edward, som han kom løbende ind i hulrummet. Hvordan der igen blev råbt af Pax, og hun smilede “Måske en god idé – hvis du kunne finde hende, bare – så vi sikre på alt er okay ikke?” ingen svaghed, fokuser på dine øjne, de er glade, smilet på læberne virker ægte. Masken var lagt, og hun gemte ganske enkelt det smertehelvede der brølede inde i hendes brystkasse. Det var først, så snart at han var ude af syne, at hun ikke længere kunne høre hans skridt, at hun knækkede sig sammen imod Edward.
“De er alle gået op” kom der hæst fra hende. Sammen med hans hjælp, fik de kniven ud af hendes skulder, så hun kunne få den blodige kjole af. Og ganske vidst, alle de bandager, der havde været så fine hvide de sidste par dage. Var nu blodrøde, nye ar op af hendes lår og ben var begyndt at vise sig. Og hun kunne se Edwards øjne der kiggede skræmt på hvordan det udfoldede sig foran hans øjne.
Evlyn vædet sine læber, som hun kiggede ind i hans øjne. Så hans spejlbillede, hvordan små flænger begyndte at danne sig på hendes læbe, små snit i hele hendes ansigt.
Hun kunne ikke bedømme, hvad der gik igennem af tanker hos den ældre mand, som han tog ind hvad der dukkede op af sår på Evlyns krop. Skubbede hende forover, for at se ryggen.
“Jeg, ved slet ikke hvad jeg skal gøre Evlyn – hvad jeg kan gøre” hørte hun pludselig ham sige, som han sad en smule perpleks ved hendes side. Hun måtte le, for situationen var så absurd at hun ikke kunne andet. “Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du gør, du skal bare sørger for jeg står om nogle timer og synger for nogle små forventningsfulde børn” kvækkede hun hæst, og bed sig hårdt i læben, da en bølge af smerte skyllede hen over hende. Hvor til en flaske blev stukket i hendes hånd. “Drik det” og det gjorde hun.

Pax forlod udhulingen i hastige skridt, til trods for følelsen af tomhed. Der var ikke længere hverken nogen Carl eller Pax til at styre den høje og tynde skikkelse, men stadig gik han – og da det gik for langsomt, begyndte skridtene i stedet, at blive til en løben.

Isiodith Lómadriethiel var ganske vist at finde i helbrederhuset, til trods for, at meddelelserne omkring hendes færden havde været sparsomme og varierende. I de hendes isblå øjne fæstnede sig på den velkendte og grå skikkelse, vidste hun instinktivt, hvad det betød, hvormed hun fulgte med Ulven tilbage i undergrunden, uden at gøre indsigelser.
Deres historie var lang, i hvert fald for Pax’s menneskeskikkelse, og stadig stod dagen, hvorpå de mødtes for første gang, klart i hans hukommelse. Havde det ikke været for den spinkle skovelver, var Carl aldrig ankommet til Dianthos som barn.
De rejste hastigt igennem hovedstadens snoede gader, for tilsyneladende var ord ikke nødvendige, men da de omsider nåede tilbage til Evlyn og Edward, åndede Pax lettet op. Han vidste, at Isiodith kunne helbrede, ja, hvad end han kastede efter hende. Aldrig havde hun fejlet og i hans vilde men indestængte panik, så han heller ingen anden mulighed i det øjeblik.

Isiodith satte sig på hug foran Evlyn og lod et spinkel men varmt smil indfinde sig i hendes mundvige. ”Mit navn er Isiodith Lómadriethiel”, præsenterede kvinden sig, i en professionel og mild tone, som hun lod sit blik farer henover den blonde og forslåede skikkelse foran sig.
Edward havde hastigt rejst sig, i det den hvide skovelver, hvis hud lyste op i mørket, havde trådt ind i udhulingen. Også Edward kendte til Isiodiths forsigtige men kompetente væsen, men til trods for det faktum, hilste han ikke. I hvert fald – ikke for nu. I stedet betragtede hans gamle øjne, hvordan Isiodith lagde sine bløde fingerspidser imod Evlyns ansigt, lige under hendes smalle øjenbryn.

Dernæst lagde stilheden sig omkring dem, men Pax syntes ikke, at kunne stå stille. Ej heller Edward, der gnavede i sin underlæbe, velvidende hvad Evlyns død kunne forårsage. De to mænd så dog, hvordan skovelverens magi hastigt tog sig af skaderne, som havde de aldrig været der til en start, og ikke mange øjeblikke efter, at Isiodith havde sat sig, lod hun sine hænder glide henover Evlyns kinder.
”Jeg kan se, at du ikke er alene i din egen krop”, hviskede Isiodith, uvidende om, at i hvert fald den ene mand, der stod tæt bagved hende, vidste det selv samme. ”Det kan jeg ikke fjerne, men alt det fysiske… alt der gør ondt, det er væk nu.”