Han havde derfor rejst til det mest sydlige af Amazonitskovene, Dunkelskoven. Her vidste han godt at mørke kræfter herskede endnu men frygt var der intet tilovers for i hans hjerte. Han ville hertil for at søge besvær. Han ville teste sig selv og se om han ville kunne overleve her, for trods han allerede havde vandret gennem sne- og sandstorme, paseret Rubiniens ørken og krydset over det nordligste Krystalbjerge var han stadig ikke sikker på at han ville kunne klare sig i verden. Så nu gik testen ind i Dunkelskoven hvor hver plante og dyr virkede til at bare hade liv. Hvor veludseende bær kunne være giftige og fugle kunne være lige så lette til at flyve væk i frygt for dig som at prøve på at hakke ens øjne ud. Et paradis på jorden for Demiel.
Han var iført sin sorte kutte uden ærmer som gik ham til kort over anklerne. Han havde ingen sko på og en hætte var der hellere ikke på kutten. Men dens tykke uld varmede Demiels lille barne krop og havde også flere gange været skyld i hans overlevelse. Så derfor var han begynd næsten altid at gå i den. Og som han gik ned med strømmen af Den Røde Flod var den passende, for kort havde han været ude og bade og nu varmede den godt hans krop selvom det våde hår stadig dryppede en smule ned i hans ansigt.
Stilheden var en fryd og betød meget for Demiel, så da han lyttede og pludseligt kunne mærke en anden tankestrøm end Azhuba og hans, så vende hans læber sig i en sur minde og han var ikke tilfreds. Hvilken idiot ville dog være taget hertil og vovede at ødelægge hans fantastiske stilhed!?
Demiel prøvede ikke at lytte til tankerne og lod Azhuba holde dem fra ham som han selv fulgte i deres krop med strømmen ved Den Røde Flod. Og han ville da også finde skyldneren snarer end forventet. Bag et træ kunne han se en eller anden høj fyr med skulderlængde sort udseende år. Hans ryg var godt nok vendt til knægten der var Demiel og Demiel kunne kun se hans sorte jakke og allerede det bragte en underlig utilfredshed til hans sind.
"Hvem er du og hvorfor skal du tænke så højlydt!?" råbte Demiel og prøvede at virke autoritær i tonen, men med hans stadig lyse stemme og lave statur var det svært at være. Demiel satte sin hænder knyttet i siderne af hans hofte, men blev i samme øjeblik advaret af hans bror inde i hans hoved med ordene "Demiel, der er kun en her. Men jeg kan høre to." og med advarslen givet til ham så han surt til på manden. "Og hvem er det der ellers er her? Har du bragt en eller anden mere hertil?" spurgte han så uddybende. Demiel vidste ikke om han var kommet med vilje for at forstyrre ham, for han havde bedt lauget om at holde sig væk en måneds tid, men måske kunne det være de havde sendt nogen alligevel for at hente ham hjem. Men hvem var den anden person? Og hvem var de overhovedet!?

Krystallandet