Det var som om at det fossede inde i øregangene. Det var ikke kun vrede der bølgede ind over den blege kvinde som hun stod i arenaen, blodsprøjtet fra hendes modstander, der ramte hende i ansigtet. Sandet havde plamager af sved og blod omkring dem. Det ville snart blive pyntet med kvindens næste offer, som hun lod slag på slag regne ned over manden der minutter før havde provokeret hende til det yderste. Han var ikke klog. Han havde pisset den forkerte kvinde af.
Hendes vrede grimasse blev til et koldt smil da mandens næse krakkelerede under hendes tredje slag rettet mod den. Et skrig overdøvede den maniske jublen rundt omkring de to kæmpende. Kvindens kolde smil blev større. Hun slog igen. Og igen. Han slog igen. Og igen. Hun var ligeglad. Smerten gjorde hende blot levende. At hun selv blev slået var en del af at komme ud med vreden og glæden over at kunne smadre en anden persons dag godt og grundigt.

Han lå i sandet. Hans vejrtrækning var pibende, hæs og tårer gled uvilkårligt fra hans øjne. Han var engang pæn. Ikke længere.
Cyrine sad oven på ham, blodet løbende fra hendes knobeskyttere da hun slog ham en sidste gang og han lå stille. Hun rejste sig op, gik væk fra ham og væk fra den lille arena. En anden mand stak en pose krystaller frem mod hende og hun tog dem fraværende, uden at sløve ned i fart. Hun havde næseblod, men hendes næse var ikke brækket, og op til flere rifter i ansigtet. Blå mærker ville sandsynligvis danne sig på hendes krop. Alene tanken om det fik hende blot til at grine.
Latteren forstummede da hun nåede til Skumringskvarteret. Det var slut nu, nu skulle de bures inde igen. De var ikke velkomne. Følelser var aldrig velkomne i hendes liv, med mindre hun rent faktisk kunne bruge dem til noget.

Iskold og og ligeglad trådte hun ind i det lille lortehus som hun og Sklar havde "overtaget". De gamle ejere havde hun tæsket så gule, røde og blå, at de nok ikke engang turde være i samme nabolag. De kunne bare have ladet være med at provokere Sklar. Men ingen forstod den slags, derfor måtte hendes knoer fortælle dem det.
Hendes hånd rystede da hun åbnede den ramponerede dør, men hun tog sig ikke af det. I stedet pillede hun den lange jakke af sin ømme krop og lod den falde til gulvet. Huset havde to lokaler. Et lokale og.. Sjovt nok bare et tilstødende lokale. Det lignede ikke at lokalerne skulle bruges til noget bestemt, for der var ikke rigtig nogle ordentlige møbler herinde. 
Da hun gik ind i det tilstødende lokale, faldt hendes blik på Sklar. "I morgen tjener du ind," sagde hun nøgternt som hun lod falde ned på hvad måske godt kunne have lignet en sofa engang.

Sklar hadede det. Han hadede at vide, at Cyrine var taget ud for at slås, at nogen skadede hende lige nu i dette øjeblik og han kunne intet gøre for at stoppe det. De første mange gange hun havde gjort det, var han kravlet ind i hjemmets mørkeste hjørne og havde lukket sig selv inde i sit sind for ikke at tænke på det. Men efterhånden som hun ikke stoppede, lige meget hvor meget han tiggede og bedte, måtte han indse, at sådan skulle det bare være. Men han hadede det stadig og nægtede at tale med hende de dage, hvor hun tog af sted. Som et barns måde at protestere.

I stedet for at lukke helt ned, var han kommet så langt, at han godt kunne være i nuet og i stedet holde sig underholdt på en anden måde. Ikke at han forlod huset, for han ville være hjemme, når Cyrine kom hjem, selvom han meget hellere ville være ude i byen og se på ting, måske komme i besiddelse af andres punge og måske finde noget mad, der på mystisk vis dukkede op i hans hænder, når hans hurtige fingre snuppede det fra boderne. Men nej, han ville være hjemme, for hun kom altid hjem og blødte på den ene eller den anden måde. Og så måtte han hjælpe hende så godt han kunne. Han havde efterhånden lært at lægge forbindinger og andre mere basale ting, som kunne gøre noget godt for en skadet Cyrine.

I dag havde han fundet en pose frem med glasperler og knapper, som han havde samlet på, når han tog på tyvetogter i fremmedes hjem. Det blev sorteret i farver og størrelser, mens han nynnede for sig selv for at holde stilheden lidt på afstand. Hvis en fremmed havde set ham, ville de nok undre sig. En voksen mand der sad i skrædderstilling på gulvet med en masse små ubetydelige småting arrangeret foran sig, som et barn ville gøre det. Men simple sind, simple glæder og Sklar havde ingen problemer med at underholde sig selv på denne måde.

Som lyden af døren der gik op, stivnede Sklar et øjeblik, indtil han genkendte Cyrines måde at bevæge sig rundt på, og han flyttede rundt på et par knapper, indtil hun kom ind i det lille lokale. Han tog en dyb indånding inden han løftede blikket og så på hende, bange for, hvad han ville komme til at se. Der var blod, både hendes og andres og man kunne se mærkerne efter de slag hun havde fået. Hans ansigt fortrak sig ikke, men hans store grå øjne fyldtes med bekymring og tristhed. Hendes ord fik ingen respons ud af ham, i stedet begyndte han hurtigt at skrabe knapper og perler sammen i sine hænder og putte dem ned i den lille læderpose for at de ikke blev væk, når han rejste sig. Hurtigt kom han på benene og satte sig i det, der kunne have været en sofa engang, mens han rakte ud for at røre forsigtigt ved hendes ansigt for at tjekke, at det ikke var gået alt for meget i stykker. Han var, som han for det meste var, tavs, men hans øjne sagde alt, stadig fyldt med bekymring.

Sklar svarede hende ikke på kommentaren. I stedet kiggede han op og pakkede derefter sine perler og knapper væk. Hun var vant til den slags, i aften var ingen undtagelse, og hun var bare tilfreds med at han ikke længere gav hende den stille behandling der havde været meget karakteristisk til at begynde med, da hun havde valgt at slås for føden. Bogstaveligt talt. Glad? Cyrine forsøgte at undgå den slags ord, og selvom hun måske godt kunne virke som én der var glad, så følte hun ikke selv at det var det hun var. Tilfreds kunne hun dog godt leve med at være. Hun blev siddende, observerede hvordan Sklar gik hen og satte sig. Hun trak sig heller ikke væk idet han rakte ud og rørte ved hendes ansigt. I stedet lod hun ham gøre det et par sekunder, før hun tog fat i hans håndled, måske lidt pludseligt. Hun flyttede roligt hans hånd og rettede sig op for at knobeskytterne af. De røg ned på gulvet og hun begyndte at gnide sine hænder, specifikt de knoer, der efterhånden var smadrede efter utallige slag mod menneskers ansigter.

Hendes hår faldt lidt sammen om hendes ansigt, men da hun endelig rigtig vendte blikket mod Sklars bekymrede øjne, kunne man godt se hendes hårde blik. Det var hendes måde at være "flink" på, så det var ikke noget nyt. "Jeg har det..." hendes tøven var dog lidt ukarakteristisk, for det var jo lidt en løgn hun skulle til at sige. "Fint," hun var øm, mere eller mindre over alt og dødsens træt. Hun var aflukket. Igen. Hun havde det, efter normale standarder, ikke fint overhovedet, men som altid var det jo ikke en objektiv ting, og for Cyrine var det her det bedste man kunne få. "Har der været nogen mens jeg var væk?" det var altid bedst lige at sikre sig før hun valgte at slappe fuldstændigt af.

Med overraskende blide berøringer undersøgte han hendes ansigt, sikrede sig, at der ikke var noget, der var brækket. Måske var han ikke voksen i sin væremåde og tankegang, men han havde alligevel lært igennem sit liv, lært ting som voksne kunne og han kunne godt vurdere hende skader som en voksen ville. Han nåede ikke at blive helt færdig, før Cyrine greb fat i hans håndled, hvilket måske burde gøre han forskrækket, men han vidste, at hun ikke ville gøre ham ondt. Så han gjorde ikke modstand og trak bare hånden til sig, da hun slap ham. Fraværende tørrede han sine fingre og håndled af i sine i forvejen beskidte bukser, for at fjerne den smule blod han havde fået på sig ved at røre ved hendes ansigt og hendes greb om hans håndled med de blodige hænder.

For et øjeblik blev han ved med at stirre på hende med sine bekymrede og bedrøvede øjne. Da hun sagde, at hun havde det "fint", flakkede hans blik kort ned, men vendte tilbage til hende med det samme, og hvis man ikke kiggede direkte på ham, ville man nok ikke have opdaget det. Han vidste, at hun løj. Hun havde det ikke fint, det behøvede man ikke at være et geni for at se, og det gjorde Sklar ked af det. Men han forsøgte altid ikke at vise det, for han vidste, at Cyrine havde mere end rigeligt at se til, uden at hun skulle døje med ham mere end nødvendigt. Så som sædvanligt lod han som om, at han troede på hende, selvom det måske kunne ses i hans øjne, at han ikke gjorde.
Da hun spurgte, om der havde været nogen, rystede han hurtigt på hovedet. Nej, der havde ikke været nogen. Og selv hvis der var, åbnede Sklar ikke for døren. Han havde strenge ordrer på ikke at lukkede fremmede ind, hvilket for ham var ensbetydende med, at han slet ikke åbnede døren.

Med et suk kastede han et blik på hendes ansigt og rejste sig så, hvorefter han hurtigt hev et stort fad frem og bevægede sig ud af hoveddøren og ud til brøndpumpen, de delte med resten af dem, der boede i området. Grundet sin gode fysik, tog det ham ikke mange øjeblikket at få pumpet vand op og fyldt fadet. Balancerende med fadet fik han lukket døren efter sig og hevet en klud frem fra rodet, inden han gik ind og stillede det på noget, der lignede et hjemmelavet bord i det rum, Cyrine var i. Han dyppede kluden i vandet, vred den og tøvede et halvt sekund, inden han kylede den mod Cyrine og hendes ansigt. Ikke for at gøre hende ondt, men for at understrege, at han stadig ikke var glad og hun skulle vaske blodet af sig. Demonstrativt lagde han armene over kors og så strengt på hende, så strengt som hans uskyldige ansigt kunne mønstre. Han var stadig bekymret, men hun havde sagt, at hun havde det fint og så måtte han holde sig til det.

Cyrine vidste godt, at Sklar ikke helt troede på hende. For ham var det jo meget logisk lagt ud, at hvis man blødte, så havde man det ikke fint, og hun blødte jo selv, så han måtte være utilfreds. Hun vedblev den nænsomme "massage" hen over sine rystende hænder indtil Sklar rejste sig og begyndte at rumstere rundt og til sidst gik ud af døren med et fad. Hun var ikke helt klar over hvad han lavede, det var sjældent hun helt forstod ham, men da han kom ind efter lidt tid med fadet og en klud gik det op for hende, at han stadig var bekymret og hun rystede let på hovedet. Kluden fløj mod hende, men da hun gjorde tegn til at gribe den sløvede den ned i luften og endte med at lande mere blidt i hendes hånd, hvortil hun begyndte at tørre sine blodige hænder. Kluden blev alt for hurtig blodig og Cyrine rejste sig for at gå hen til vandfadet, lidt mere langsom og hindret end normalt. Sklars strenge blik fik hende til at kigge på ham med alvor i sine grønne øjne da hun dyppede kluden i vandet og langsomt begyndte at tørre den lidt for store mængde blod væk fra sit ansigt.

Der løb stadig blod fra én af rifterne der sad næsten i hendes øre, og hun endte bare med at lade kluden dumpe ned i fadet med vand, med et lavt suk. "Tilfreds?" hun kiggede mod Sklar et stykke tid med sine kølige øjne og med et skuldertræk gik hun langsomt tilbage til deres ynkelige undskyldning for en sofa og lagde sig ned på den. Hun var dødtræt.
"Hvad har du så lavet i dag, Sklar?" langt de fleste ville nok tro at Cyrine var pisse ligeglad med hvad Sklar brugte sin hverdag på, men stik imod deres forventning, var det faktisk ret vigtigt for hende at vide, hvad han havde lavet i løbet af en dag.

Skalr fulgte nøje med, mens Cyrine fik vasket blodet af sit ansigt og hænder. Nok var det normalt hende, der tog sig af ham, siden han stadig var fem år gammel, trods sin faktiske alder, men han tog sig også af hende, om det så bare var at sørge for, at hun blev ren. Lige nu var der ikke ret meget andet at gøre. Så tålmodigt nedstirrede han hende med sine grå øjne, indtil hun var færdig. Til spørgsmålet om han var tilfreds, overvejede han det kort, inden han rystede på hovedet. Nej, han var ikke tilfreds. Hun blødte stadig. Så mens hun smed sig på sofaen igen, fandt han en anden las stof frem, der så bare nogenlunde ren ud og gik så over til hende, hvor han satte sig på hug ved siden af hende og lagde den sammenfoldede las i mod riften ved hendes øre. Det ville være bedre med en faktisk forbinding, men de var løbet tør. Han lavede en mental note om, at han skulle huske at lede efter nogle, næste gang han "besøgte" et hus. Og han tvivlede lidt på, at han faktisk kunne få lov til at pakke hendes hoved ind. Så nu måtte han nøjes med at lægge lidt pres på såret i håb om, at det kunne stoppe blødningen.

Da hun snakkede til ham, flyttede han blikket til hendes ansigt og trak på skuldrene. Han havde ikke lavet det helt store, kedet sig lidt, spist lidt af den mad de havde, men ikke meget, der skulle også være til Cyrine, og leget med sine perler og knapper. Og så havde han selvfølgelig kigget i spejlet.
"Jeg har kigget til Liri og killingerne. De vokser bare hurtigt! Og så har jeg fundet et sted, hvor de spiser med sølvbestik. De spiste en hel kalkun." Liri var en kat, han havde fundet end dag, han kedede sig. Den boede i en stald i den anden ende af byen, hvor nogen åbenbart havde efterladt et stykke af et flækket spejl op af væggen i stalden. Alt for lille til at Sklar endsige kunne få en hånd igennem, men stort nok til at han kunne se katten og den små killinger. Om et par uger ville de være store nok til ikke at være der mere, men så langt tænkte Sklar heldigvis ikke. Han elskede at kigge på dem lege. Hvis spejlet havde været stort nok, var han taget derhen.

Da han nævnte det med maden, var der misundelse i han stemme. Ikke over sølvbestikket, han havde ikke helt en fornemmelse for, hvorfor det skulle være bedre end træbestik, men over kalkunen. Han var ofte sulten, siden mad var dyrt og overraskende svært at stjæle. Og han sørgede altid for, at han ikke fik mere end Cyrine, altid på så skjult en måde, at hun ikke kunne opdage det. Af hvad han tænkte, i hvert fald. F.eks. som i dag, hvor han ville påstå, at han havde spist sig mæt og resten var til hende.
Hans lyse stemme var lidt mere hæs end normalt, da han ikke havde brugt den i løbet af dagen og han rømmede sig, inden han snakkede videre.
"Måske jeg skulle besøge dem i morgen." Han brød sig ikke om at stjæle, men så igen, han valgte altid de steder, hvor de havde så mange krystaller, at det ikke gjorde noget. Det her var et sted i Det Øvre Bydistrikt og ud fra det han kunne se fra de to spejle, der var i huset, så havde de masser af krystaller. Masser af dyre ting i hjemmet, lige til at plukke. Nogle gange tog han af sted når der var tomt og tog et par enkelte ting. Andre gange ryddede de et helt hus sammen.

Mens Cyrine lå der, kunne Sklar tydeligvis ikke stille sig tilfreds med at hun i det mindste havde fået nogle af sårene til at stoppe med at bløde og kort efter mærkede hun et stykke stof blive presset imod den rift der havde været mest besværlig. Hun lod ham gøre det, men det var også kun fordi hun var træt oven på slåskampen og i forvejen lå ned. Så måtte han vel få sin vilje. Hendes trætte øjne fandt hans som han begyndte at fortælle om sin dag, der var som altid. Oftest var det en kat eller en familie eller noget andet helt normalt han fik øje på, og det var én af de ting der var mest interessant ved Sklar. Han var en meget speciel mand, men samtidig var han også typen der altid kunne finde et eller andet positivt ved hvad som helst. Bare det at han blev her, på trods af Cyrines voldelige tendenser, og blev boende til trods for de mange aftener hvor hun dukkede op i hjemmet gul og blå og blodig.
"Jeg synes du skal besøge dem," hun gentog hans overvejelser med en lidt mere sikker stemme end den havde hidtil havde haft. Det var en god idé han havde fået, så hun kunne gå stå med på at det nok skulle lykkes.

"Tag deres mad.. Og deres sølvbestik, det har vi mere brug for end de har. Vi kan få mere mad ud af det senere," det var ikke altid lige let at få Sklar til at forstå hvad man mente, men han var jo nok sulten, lige som hun var, og derved være i stand til at forstå, at de var nødt til at gøre et par grimme ting for overlevelsens skyld.

Sklar vidste godt, at Cyrine ikke kunne lide, at han pylrede om hende, men lige meget hvor meget hun skældte ud, gjorde han det nu altid næste gang, der var brug for det. Hvilket var oftere end man måske skulle tro, også selvom hun var så glad for at slås. Noget Sklar aldrig nogensinde ville komme til at forstå, da han afskyede vold. Han forstod simpelthen ikke, hvorfor folk havde lyst til at gøre andre ondt. Han kunne ikke gøre noget for at stoppe andre i at skade Cyrine, så han måtte gøre hvad han kunne bagefter. Om det så bare var at stoppe en rift fra at bløde.

Da hun i en fast tone sagde, at hun syntes, at han skulle besøge huset, nikkede han langsomt. Han havde ikke været overvældende meget for at stjæle, da de begyndte på det, efter at være stukket af fra børnehjemmet, men så længe det var hos rige folk, var det ikke noget, han brokkede sig over. Han nægtede pure at besøge folk, der så ud til at være fattige. Så at dette rige hjem mistede lidt af deres ejendele gjorde ham ikke så meget. Nu var det mere at få planlagt, hvornår besøget skulle være.

Forsigtigt flyttede han stoffet fra riften for at kigge efter, om det stadig blødte. Det gjorde den en smule, så han foldede tålmodigt lasen sammen og lagde en ren side mod riften. Med et lidt træt suk hvilede han sit hovedet mod hendes skulder, sådan at han havde blikket på lasen. Klokken var ved at være mange og han havde været anspændt det meste af dagen, mens Cyrine havde været væk. Det var nok ikke noget, han ville vænne sig til, det ed at hun tog ud og fik tæv. Det gjorde ondt på ham, men han vidste også godt, de havde brug for krystallerne. Selvom han stadig ikke forstod, hvorfor det med penge var så vigtigt. Med et lidt træt og fraværende blik stirrede han ud i luften.
"Kommer vi nogensinde til at kunne spise en hel kalkun med sølvbestik?" Det var måske et underligt spørgsmål, især for Sklar, der normalt ikke tænkte så dybt over tingene. Men spørgsmålet var poppet op i hans hoved tidligere på dagen. Han havde været lidt i tvivl, om han skulle stille spørgsmålet, men nu røg det ud af han alligevel.

Cyrines rift var tilsyneladende dyb nok til at blive ved med at bløde, for da Sklar løftede stoffer og derefter foldede det om for at putte det tilbage på sved det en lille smule, men det var stadig et eller andet sted, rigtig rart. Hun vidste jo godt hvordan ham den anden havde det nu: Meget værre! Alene tanken gjorde hende glad indvendigt. Hun lå stille selvom hun egentlig hadede at blive puslet sådan om, og gabte let. Egentlig ville hun til at sove, men så åbnede Sklar munden igen og talte til hende.
Hun satte sig langsomt op og overtog arbejdet med kluden før hun så på ham med et viljestærkt blik og nikkede alvorligt.
"En dag kommer vi til at spise mere end bare en kalkun, og det bliver med sølvbestik og guldbægre," lovede hun ham før hun tog en pose ud af sit bælte og rystede den foran Sklars ansigt. Raslen af krystaller lød i den og hun nikkede for sig selv.

"Vi skal bare have flere af de her.. Vi har en lang vej frem, men vi kommer dertil på et tidspunkt.. Det lover jeg. Om vi så skal røve samtlige fede adelige idioter på vejen," hun grinede koldt af sit ringe forsøg på en joke og satte sig derefter mere henslængt i den dårlige undskyldning på en sofa. Hun var stadig vildt træt og magtede faktisk ikke helt at lave andet end at sove, men før hun nåede at lukke øjnene kom hun i tanker om aftensmad. "Har du spist? Og har du spist nok?" Cyrine vidste godt, at Sklar havde en tendens til at levne lidt for meget af maden til hende, hvilket hun slet ikke fattede. Hun havde slet ikke behov for så meget som han havde. Han var en mand.

Sklar slap stoffet, da Cyrine tog over og rettede sig lidt op fra sin hvilende stilling. Som hun tog posen frem og rystede den foran hans ansigt, kiggede han på den, men man kunne nok tydeligt se, at den ikke rigtigt havde nogen betydning for ham. Krystaller var kønne, men for ham var de lige som den pose med knapper og perler, han lige havde pakket væk. Kønne små ting, som havde en værdi i sig selv, fordi de var kønne, men han forstod ikke, hvorfor syntes de var så meget værd, som de var. Han så tings værdi på en helt andet måde end alle de voksne mennesker verden bestod af. At nogen ville betale mange krystaller for noget i et gyldent metal, der bare skulle stå og pynte forstod han ikke. Så var en god seng da meget mere værd? Men han havde affundet sig med, at han ikke forstod det og at Cyrine vidste, hvad der var bedst. Hvis de skulle have mange af de kønne små dimser for at kunne få mad, jamen så måtte de anskaffe mange af de små kønne dimser.

Han svarede hende ikke på hendes ord, men nikkede bare accepterende til, at de nok skulle få en kalkun en dag. Ikke at han som sådan troede på hende, men det var mest fordi, han havde så svært ved at forestille sig at have så meget mad. Så han sænkede bare blikket og pillede ved den slidte kant på sit ærme.
Da hun spurgte ham, om han havde spist nok, gjorde han sit bedste for at lyve, hvilket han i øvrigt var mere end elendig til, og nikkede hurtigt, mens han sendte hende et hurtigt blik og et lille hurtigt smil.
”Ja. Der er også mad til dig.” Han havde ikke spist nok, nej, men hvad var nok? Han havde sådan set aldrig fået ”nok” mad, selv på børnehjemmet havde de kun fået det, de skulle bruge for at overleve og ikke være for tynde. I nogle perioder havde han og Cyrine nærmest mere mad end de kunne spise, men for det meste var han altid en smule småsulten. Hvilket også godt kunne ses på ham, da han ikke havde meget fedt på kroppen, dog uden at være tynd. Det var ikke noget, han spekulerede voldsomt meget over, siden det havde været hverdag det meste af hans liv.

Det var så tydeligt på Sklar når han løj. Cyrine kiggede opmærksomt på ham og så tegnene med det samme. Hun drog et lille suk og rejste sig for at gå ud til hvad de brugte som "køkken" hvor hun fandt den mad frem som de havde tilbage. Der var mere end hvad hun kunne spise, så selv hvis hun havde købt hans løgn før, var den slet ikke sikret mod dette. Hun tog al maden med sig tilbage, de havde alligevel krystaller nok til mad de næste par dage.
Da hun satte sig tilbage i "sofaen" lagde hun maden frem. "Du har ikke spist hele din del. Jeg kan ikke spise så meget dér og vi spilder ikke maden, så du må hellere æde din del, Sklar," hendes blik var alvorligt og tonen bød ikke op til den mindste smule diskussion. Tværtimod var den fast og bar præg af det storesøstergen hun åbenbart bar sådan rundt på. Uden at sige mere begyndte hun at spise, lettere besværet efter at have været sådan ude at slås. men det gik vel nok. Hun fik hurtigt sat sin del af maden til livs, for både hun og Sklar var efterhånden vante til at skulle hugge maden hurtigt ned. Der kunne ske problemer på disse kanter meget ofte.

Efter at have spist lagde Cyrine sig ned igen med endnu et suk, denne gang mere tilfreds. Hun var efterhånden ved at være godt træt så hun begyndte så småt at lukke øjnene. Hvis ikke Sklar spiste sin mad, gjorde hun ikke noget ved det. Hun havde givet ham sit råd, så at sige. Mere ville hun ikke gøre, hun ville i hvert fald ikke tvinge manden. "Godnat Sklar.. Jeg har tænkt mig at sove nu," lød det efter lidt tid. Hun skjulte ikke sit gab, men var meget tydelig med det, ligeglad med hvad folk så end tænkte omkring hende.

Sklar undgik at møde Cyrines blik, mens hun kiggede på ham, godt klar over, at hun så lige igennem ham. Det havde hun altid kunne. Måske var det heller ikke så svært, men Cyrine kunne altid se på ham, hvis han talte usandt eller hvis der var noget galt. Normalt kunne han godt snyde lidt ved at lege dummere end han var, men det virkede ikke på hans pseudo-søster. Niks. Han hævede heller ikke blikket, da hun gik ud for at hente resterne af maden, i stedet kom han med et lydløst suk og pillede ved kanten på sit bukseben.

Maden blev lagt foran ham og han tog som beordret det, som var hans og begyndte at spise. Han var sulten og det forsvandt hurtigt ned i hans mave. Som han blev mere mæt, sneg trætheden sig ind på ham og da han var færdig sad han bare og hang lidt. Cyrine lagde sig og Sklar gabte med en hånd for munden, som han havde lært på børnehjemmet, at han skulle.
”Godnat og sov godt.” Han nikkede til hendes ord og rejste sig så for at gå hen til sin egen seng - en form for madras lavet af halm og diverse stofrester med et tæppe, der var mast helt ind i hjørnet bag et andet møbel. Jo mere huleagtigt han kunne få det, jo bedre. Han kravlede ned under tæppet og trak benene op, så han var krøllet sikkert sammen med ryggen mod muren.

Det tog ikke lang tid for ham at falde i søvn, ikke med Cyrine i lokalet. Han havde meget svært ved at sove, når han var alene. Men når hun var der, sov han ret hurtigt.
Måske var det fordi, at han havde spist lige inden han sov eller måske var det blodet på Cyrine, men han vågnede et par timer senere, vækket af et mareridt, han næsten allerede havde glemt, som han skrækslagen slog øjnene op. Noget med Cyrine og spidse tænder og klør. Ikke det sædvanlige mareridt, som han slet ikke kunne huske, når han vågnede. For et øjeblik lå han helt stivnet og lyttede ud i mørket, men det eneste han kunne høre var Cyrines vejrtrækning. Angsten sad i ham, men ikke så slemt, at han følte et behov for at vække den sovende kvinde. I stedet satte han sig langsomt op og fortsatte med at stirre ud i mørket.

Hans blik faldt på et lysglimt i spejlet og lydløst rejste han sig og gik hen til det. Det dragede ham til sig. Kaldte på ham. Han forstod ikke helt hvorfor, men det gjorde det. Forsigtigt rørte han ved den glatte overflade og man kunne se på ham, at han fik en idé. Pludseligt flimrede billedet lidt og han blev tom i blikket. Det varede kun et splitsekund, inden spejlingen af værelset forsvandt og man nu så ind i en stue i et fornemt hjem. Der var også mørkt. Kort bed Sklar sig i læben kastede et blik på Cyrine og derefter forsvandt han ind igennem spejlet. Man kunne nu se ham i stuen i det andet hjem et øjeblik, inden spejlbilledet af deres ejet rum vendte tilbage, som han lukkede for forbindelsen. Ingen grund til at bruge energi på at holde den åben.

// Afsluttet //