Der havde ikke været mange festligheder i Medanien de seneste år. Først var der nedbrændingen af det meste af landsbyen, og efterfølgende havde De Dæmoniske Plager hærget den nyligt genopbyggede landsby. Men som foråret bredte sig over landet, blev håbet tændt i manges hjerter, og Medaniens borgmester havde besluttet, at tiden var inde til at genoptage forårsfesterne.
Kærrer med forskellige varer kørte de næste par uger gennem landsbyen, boder og telte blev stillet op, og endelig gik festlighederne i gang. En stor mark lige uden for landsbyen var indrettet til formålet, og det var ikke kun de lokale bønder, der tog en svingom i teltene, for rygterne havde i mellem tiden bredt sig, og gæster fra alle egne af landet var kommet for at deltage i festen. For en kort tid var de seneste års kvaler glemt.

Præster og præstinder fra Kiles Orden var til stede i stort antal under festlighederne. Mange af dem havde allerede befundet sig i landsbyen, hvor de hjalp de lokale og bedte bønner og brændte lys for dem, der var omkommet under plagerne. Ved indgangen til festpladsen stod adskillige kilepræster og delte små pjecer ud til forbipassende på gulligt pergament. Her stod skrevet et par få ord om Kile samt en opfordring til at rejse til Hovedstaden og blive en del af ordenen.

Alle der kan finde årsag til at deltage i festlighederne, kan skrive i tråden. Hvis du kun ønsker at skrive en reaktion med din karakter, så nævn venligst i bunden af dit svar, at din karakter ikke videre skal tagges.
Man er også velkommen til at oprette personlige tråde, der foregår under festen.

Nia havde været heldig, at beboerne i Medanien overhovedet havde været villige til at give hende husly og dele det lidt mad de havde med hende da hun skravlende og støttet til sin hest var kommet ind i byen.

Uger var gået og frost var pludselig skiftet ud med forår og varme. Det havde været en dejlig forandring, men hun var nu godt klar over at hun skyldte beboerne en god del før hun kunne tillade sig selv at drage videre på livets vej. Derfor havde hun da også hjulpet til med forplejning af de syge, barnepasning og i denne dag; oppyntning til forårsfesten. Små spinklle spirende og blomstrende småblomster var at se rundt omkring i udsmykningen, blomster hun nu selv gik rundt blandt deltagerne og dlte ud, placerende en blomst på enhver gæst, selv kilepræsterne på trods af en let modvillighed imod dem, men de havde rods alt ikke gjort hende noget. 
Selv havde hun en lidt lettere orange-gul kjole på der sad tæt til kroppen indtil skørtet kom, i en bredde der gjorde at det var let for hende at bevæge sig. Bjælder og den slags havde hun  dog ikke haft hverken tid eller råd til at putte på, så det var istedet blevet til små farvedetræperle broderier af forårets blomster hun havde pyntet skørtet med.  Mens en varm gul/grøn blomsterkrone prydede hendes hoved. Det røde mønstrede bælte om livet understregede let hele looket.

Et arrangement med to hvide blomster og en rød blev forsigtigt fæstnet på en kilepræstindes tøj på brystet med en mindre nål hun allernådigst havde modtaget en mindre bunke af, af en smed hvis lærling øvede sig på det lidt finere håndværk. Et pergament med opfordringen til at rejse til hovedstaden og joine kileordenen blev givet tilbage, Nia svarede med et smil og en let kniksen. " Kiles nåde. " En lidt anderledes måde at ønske om en god dag, men hun havde fra barnsben lært vendingen at kende. En tavs nikken forlod præstinden og Nia fortsatte, gemmende pergamentet i bunken under de resterende levende blomster og nåle. Hun havde ikke ligefrem tanker om at drage tilbage til hovedstaden ej heller at blive en del af ordenen. 

Endelig! Endelig blomstrede foråret igen i landet og forårsfesten var igen kommet til Medanien. De sidste par dage var vogne, kareter og kærrer kommet til den lille by og forberedelserne til festen gik i gang. Det var længe siden at der havde været så mange mennesker i byen, som der nu var. Det var ved at være længe siden at byen havde haft mulighed for at holde fester som denne. Hændelserne som havde skyllet ind over byen og, ja hele landet havde gjort det svært.

Samtidig var det længe siden at Lily havde været i sin hjem by, der hvor hun var født og havde vokset op. Det var længe siden at hun havde set sin far, så derfor var denne tur til Medanien ikke noget hun ville undgå. Oppe fra gården havde hun udsigt udover det meste af de nærliggende marker, og ikke mindst den store mark, hvor festen så småt var begyndt. Der var allerede ankommet en del. Dette var helt sikkert De som ville komme fra længere egne, i og med at rygterne gik på at der ville komme folk fra det meste af landet og dette gjorde da også festen lidt mere interessant for Lily.

Som timerne gik efter hendes ankomst og aftenen var på vej, og Lily var kommet i en lidt mere interessant kjole, drog hun afsted mod festen. Som hun gik ned mellem de nu lukkede boder og nærmede sig det enorme fest telt, tænkte hun tilbage til hendes barndom hvor hun havde glædet sig hele ugen op til at forårets fest ville komme og hendes far og hende ville bruge dagene på at kigge de mange boder igennem og lege med de andre børn. Nu var hun dog blevet lidt ældre og der stod noget lidt andet på programmet.

Lily nærmede sig det fest teltet og tydeligt kunne man udefra hører musikken spille indenfor og smilet bredte sig stort på hendes læber, som hun hilste på gamle venner fra hendes barndom. Man vidste aldrig hvad sådan et fest ville bringe, men der var ingen tvivl om at Lily var frisk på at danse natten ud.

Foråret var kommet til Krystallandet og for en gangs skyld havde Ezrael ikke været gennemblødt af regn mere end en enkelt gang den seneste uge. Han elskede denne tid på året, hvor verden begyndte at leve igen.

Og som den levede! Om det havde været held eller gudernes vilje, så havde vejene ført ham til en by, der åbenbart ville holde forårsfest. Han havde ikke været her før, selvom byen virkede større end de små landsbyer, der normalt lå spredt ud over det hele. Men det gjorde ikke noget, for at opleve en by for første gang midt i en fest, var også en oplevelse, der kunne bruges!

Efter at have bevæget sig igennem gader og stræder og suget nogle af alle indtrykkene til sig, havde han fundet et trappetrin, han kunne placere sig på og begynde at tiltrække sig opmærksomhed. Inden længe var der samlet en flok af folk, børnene siddende på jorden foran ham, og de voksne stående bagved med nysgerrige blikke. For børnenes skyld, kastede han sig ud i eventyr med en skønjomfru, en adelssøn og en drage. Latter, spænding og skræmte gisp havde lydt fra mængden, som han fik fortalt om dragens ondskab, adelssønnens mod og skønjomfruens skønhed. Da han teatralsk bukkede, da historien var færdig, strømmede lyden af klappen ind over ham.
Nu var hans pung fuld med mønter, som både børn og voksende var kommet med som tak for den spændende historie, og hans mave var fuld med mad, som han nu havde haft råd til at købe i boderne i byen.

Nu sad han på kanten til et springvand og fløjtede lidt løse melodier på sin tværfløjte, ikke med henblik på at underholde andre andet end sig selv. Hans taske lå ved siden af ham sammen med rejsekappen, så han sad i bar overkrop og iklædt de løse bukser, som han kun havde på for andres blufærdighed. Pladerne, som ellers kunne pryde hans krop, havde han lagt i tasken. Det sidste stykke tid havde han ikke haft brug for dem. Han var ikke ren at se på, men det var hvad de støvede veje gjorde ved en.

Mens hans fingre let gled hen over fløjtens glatte træ, sad han lidt og svajede til den indre rytme, som han følte melodien havde. En gang i mellem lukkede han øjnene og nød tonerne, der smøg sig om ham. Nogle stoppede op og lyttede lidt på ham, andre gik lige forbi. Og en gang i mellem faldt der en mønt af. På et tidspunkt fik følelsen af et blik ham dog til at åbne øjnene. En kilepræst med et uvenligt udtryk i ansigtet stod og gloede på ham. Hans blik fik Ezra til at fjerne fløjten fra munden og se spørgende på ham. Præsten rakte ham et stykke pergament og vendte så om for at gå. Ezra kastede et blik på pergamentet, som han havde set én gang før den dag, da han fik et magen til udleveret ved porten. Pff. Folk og deres religion. Han krøllede papiret samme og proppede det i lommen, inden han begyndte at spille igen. Han vidste ikke helt, hvor meget han troede på guderne, men holdt sig på den sikre side ved at sige, at han var troende. Men kilepræster gav ham nu alligevel kriller.

Solen var på vej ned og han var ved at overveje, om han ikke skulle finde et sted at overnatte. Eller slutte sig til byens festligheder. Begge dele var lige tillokkende. Tonerne fortsatte dog lidt endnu, der var en melodi der pressede sig op og som ville ud i verden.

Nia havde efterhånden fået delt en del blomster ud og nu var kurven, der før havde været fyldt med blomster og nålespænder, mere fyldt med flere pergamenter fra kilepræsterne og præstinderne. Et lidt opgivende blik blev sendt mod papirerne, tænk at de skulle være så insisterende! Hvad fik dem dog til at være så insisterende? Hun var ikke sikker på det, men uanset hvad var det nok ikke noget godt der var i sigte. Forhåbentligt kunne Aladrois forholde verden i nogenlunde balance, for flere plager og skandaler og krige var bestemt ikke hvad hun følte var med til at bringe balance i verden, hvert fald ikke lige nu.

Stille gik hun gennem pladsen, indtil bålene begyndte at tændes. Hun observerede dem kort holdt et udkig efter præsterne og præstinderne, inden hun tog stakken af pergamenter og stak dem ind i ilden, drejede om på hælen og tog en god afstand.
Lyden af fløjtespil fik hende til at stoppe op midt i en bevægelse, drejende hovedet ind mod byen hvorfra lyden kom. Hun havd da ikke hørt noget om at en sigøjnertrup var på vej til Medanien? Men så alligevel, ville hun ikke finde det underligt hvis der var dukket nogen op.  

Med den tomme kurv foran sig begav hun sig nysgerrigt, lidt forsigtigt, ind til byen. Blikket der mødte hende var dog ikke ligefrem hvad hun havde forventet, ikke at hun havde forventet sig meget, men en satyr hørte mere til sjældenhederne af hvad hun så i bybilledet. Han viste ikke nogen yderligere tegn til at have andre med sig hvilket fik hende til at nærme sig, raslende let med de bløde bjælder der sad i en enkelt kæde om hendes venstre ben, så de gled ind i fløjtens melodi. Hun kunne gøre dem mindre diskrete, men det var ikke planen, desuden var hun sikker på at satyren nok let ville kunne høre hvis hun forsøgte at tage hans publikum og indkomst.  Af samme grund holdt hun sig også i udkanten af den lille halvcirkel der havde dannet sig om ham, men stadig tæt nok på til at bjælderne sagte kunne rulle.

Musikken flød rundt i luften omkring Ezra og man kunne ikke være i tvivl om, at han levede for den. Fløjten i hans hænder var som et stykke af ham selv. Selvom lige netop denne fløjte ikke havde været hans i mange år, kendte han den næsten bedre end han kendte sig selv. Antallet af timer, han brugte på at få lyde ud af det lille stykke træ med hullerne, var højt, som han næsten altid kunne finde på en melodi at spille. Hvor end han var henne, hvor end situationen var. Han havde elsket dette musikinstrument hele sit liv, som han havde set sin far og sin bedstefar spille på det, som han selv spillede på det nu.

Han var så fanget af det, at han ikke lagde ret meget mærke til sine omgivelser, men han vidste nu godt, at der havde samlet sig en gruppe personer omkring ham. Musik var dragende, især fordi det ikke var en hverdagsting for de fleste. Ofte kunne han næsten nøjes med at spille på fløjten, der hvor han kom frem, men han elskede sine historier lige så højt som musikken, så der blev altid fortalt ved siden af. Og sunget, med den kønne stemme han var så heldig at besidde.

Selvom han var langt væk, opfangede han hurtigt en anden lyd, en den normale rumsteren, der var på pladsen. En klirren, han straks genkendte som bjælder. De fulgte den uhørlige rytme i hans melodi og det fik ham til at åbne øjnene. Foran ham, blandt de andre, stod hvad der næsten kun kunne være en sigøjner. Han spærrede øjnene lidt op, men stoppede ikke med at fløjte. I stedet så han lidt på hende med et nysgerrigt og positivt blik, inden han sprang op og hoppede bagud og op på kanten af springen - uden at missse en tone i melodien. Som han stod dér, gik hans musik fra yndefuld til legesyg og energisk - dansemusik. Man kunne nok lige fornemme smilet bag tværfløjten, et smil der tydeligt trak op i hans øjne, som han nikkede mod hende og uden ord tilbød hende at danse, hvis det var det, hun ville. Ezra var en positiv satyr og han ville da gerne dele en mulighed som denne med en sigøjner, der sikkert også kunne bruge nogle krystaller. Hvis hun ikke ville danse, lavede han bare et mindre skift i musikken, så alle havde muligheden for at danse foran springvandet.

Det var fantastisk at se, og ikke mindst høre satyrens spillen. Hendes øjne havdehvilet på hans fingres dans hen over fløjtens forskellige huller, hver bevægelse fremskaffede en ny lyd, ikke at det lød dårligt, for det gjorde det bestemt ikke, og hun mente heller ikke at en satyrs musik ville være grimt, medmindre satyren var blind eller helt ung og utrænet, hvilket denne satyr foran hende ikke var. 

Pludselig åbnede han øjnene og fangede hendes blik, hvilket nær havde fået hende til at stoppe sin rumsteren og tage flugten et andet sted hen, men noget ved hans øjne fik hende til at blive og fortsætte. Måske det var smilet der synes at anes i hans øjne. Det smil som kun blev forstærket idet han hoppede bagud og op på kanten af springvandet, mens han uden at lave afbræk i musikken, lod den glide over i noget mere muntert og festligt end musikken der før havde fortalt historier, ikke at dansemusik ikke kunne det.
Hun tog med et voksende smil imod hans opfordring, nikkede taknemmeligt til ham, inden hun fik banet sig vej ud fra folkemængden. Ikke hastigt, men mere valsende i folks bevægelsesmønstre, indtil hun var kommet ud hvor hun kunne have mere plads til at bevæge sig i. Her gled hendes dans, og ikke mindst bjældernes rytme over til at tilpasse sig den muntre rytme fra  hans fløjtespil.
En ung mand i  mængden kom med et upassende tilråb til hende, hvilket hun dog ignorerede og istedet hev fat i et par børn der stod og så på med store øjne. Hev dem med ud i dansen. Det var trods alt sjovere at danse flere end alene.
En tvært udseende kone hev fat i den ene unges hånd, men ungen ville ikke følge med, og før Nia overhovedet havde set sig ordentligt om synes en kæde dans at forme sig, tilsyneladende anført af hende selv og de to børn, hvis tvære mor heller ikke helt kunne holde et smil tilbage midt i det muntre virvar. 

Først så det ud til, at sigøjneren ikke ville følge hans opfordring, men hun bevægede sig alligevel ud på det tomme område, der var mellem ham selv og den lille folkemængde, der havde samlet ham. Man kunne tydeligt se, at der var byfest, for normalt kom der ikke så mange for at lytte til ham. Det glædede ham, at fløjtens lyd kunne bringe så meget glæde efter den hårde vinter. At se folk smile og være glade var det hele værd. Ezra var en glad personlighed og han kunne bedst lide at se glade folk omkring sig. Ellers måtte han jo fejle i sit arbejde.

Enkelte tilråb lød hen over musikken, men Ezra valgte pænt at ignorere dem. De var rettet mod den kvindelige sigøjner og han kunne ikke gøre noget ved dem alligevel. Og hun så heller ikke ud til at registrere dem, i stedet greb hun to børn i noget, der så ud til at være et forsøg på at få dem med ud at danse. Inden Ezra fik set sig om, var en kæde begyndt at forme sig og dansende folk begyndte at bevæge sig rundt om springvandet. Ezra bevægede sig med på kanten, der var bred nok til, at han kunne lave lidt dansetrin med sine klove uden at miste balancen.

Dansen fortsatte og flere og flere sluttede sig til kæden, der var så lang, at den endte med at splitte sig i to og forme flotte mønstre hen over markedspladsen. Til sidst måtte Ezra dog indse, at han var ved at miste pusten og blive træt i ansigtet og munden af at blæse ind i fløjten, så han lavede nogle toner, der fik afsluttet melodien og derefter bukkede han elegant for mængden, der leende og glade klappede af ham. Smilet på hans ansigt var stort og ærligt talt var han stolt over, at kunne sætte noget så fantastisk i værk med de uskyldige toner fra musikinstrumentet.
Da bifaldet var færdigt, vendte han tilbage til sin taske, der stadig lå, hvor han havde efterladt den. Og ganske stille og roligt, kom børn og voksne forbi med lidt krystaller, en smule mad eller hvad de nu ellers kunne undvære. Og ganske snart var han indehaver af mere end han havde været i meget lang tid. Krystallerne forsvandt hurtigt ned i hans pung og maden lå ved siden af ham på springvandets kant, som han en smule træt, men glad så ud over markedspladsen. Han havde glemt alt om sigøjneren, der havde startet dansen.

Latter, rytmisk trampende fødder, og bjælder, slangede sig på sær vis om fløjtespillet og holdt gang i den muntre fest indtil satyren sluttede af med en lille trille.
På dette øjeblik stoppede kædedansen og folk gav sig til at klappe af satyren.. Nia istemte muntert klappene. Det var rart at have været med til noget fællessskab uden at skulle tage sig alt for meget i agt for at tage en andens 'kunder'. Når hun ikke selv havde sin guitar hun kunne istemme med, kunne hun lede folket over til at værdsætte musikken på anden måde ved hjælp af dans.
Svedende mere end hun havde forventet, tørrede hun sin pande, snakkede lidt på må og få med små børn og deres forældre, inden også de tog afsked.
Der var ikke rigtig nogen indkomst i at danse til fester som disse. Dans på gadehjørner eller midt på et torv kunne være langt mere indbringene.  

Hun skjulte kort et gab bag sin håndryg mens hun så sig om, forsøgte at finde gedebukkemanden, hvilket da heller ikke var helt besværligt da han stadig sad på kanten af bassinet.
Med smilet dansende lige så meget på læberne som i øjnene, nærmede hun sig ham, mens den ene hånd kærtegnede springvandets bassinkant. 
" Det var et smukt spil. Jeg håber ikke at jeg ødelagde det alt for meget for dig.. Eller dine ører. " 
Hun vidste godt at satyrer havde et omdømme om at være særligt skarpthørende hvad angik musik og toner.
" Og.. Tak for dansen. " 

Ezra blev nærværende igen, som en stemme afbrød hans tankegang. Med et smil så han op på sigøjneren og gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig ved ham, hvis hun ville.
"Ødelagde? Nej da! Det var fantastisk!" Det var tydeligt, at han mente, hvad han sagde, begejstringen var tydelig i hans stemme. "Der er ikke noget smukkere end at se en masse glade folk havde det sjovt, især ikke, når man er med til at skabe det sjov. Og du var med til at skabe noget vidunderligt." Han bukkede i sin overkrop med en hånd for maven. "Så det er mig, der siger tak for dansen." Hans smil var stort og fyldte hans øjne. 

Det gav et lille sæt i ham, som det gik op for ham, at han var uhøflig og han gjorde en bevægelse mod den lille bunke med mad. Brød. æbler, endda en smule tørret kød.
"Hvis du vil have, tager du bare. Det er lige så meget dit." Han havde spist sig mæt i dag og selvom maden kunne gemmes, havde han mere end rigeligt med krystaller til det næste stykke tid. Så lige nu havde han ikke brug for det. Dog snuppede han et æble og tog en bid. Frugt kunne han altid spise. Hans blik var nysgerrigt som han betragtede den kønne sigøjnerkvinde. Som sædvanligt var han nysgerrig over alle han mødte på sin vej. Hvad var deres historie? En sigøjner måtte næsten kun have spændende ting at fortælle, måske havde hun levet et liv som et eventyr. 

Han tyggede hurtigt bidden af munden for at kunne sige noget mere. en dårlig vane af hans, han snakkede som et vandfald, især når han var en smule oppe at køre som nu.
"Jeg hedder for øvrigt Ezrael. Men bare kald mig Ezra." Han rakte en hånd frem mod hende for at hilse ordentligt.

Et varmt smil forlod Nia da satyren gjorde tegn til at hun var velkommen til at sætte sig. Et tilbud hun tog imod da fødderne var lidt småømme, ikke kun efter dansen men også efter flere døgns spadsering. "Det er altid skønt at kunne underholde og gøre andre folk i godt humør med sine værker. Om det så er med dans eller musik og sang. "Hun nikkede let imod ham, inden blikket gled ed mod maden. Ude det store ståhej tog hun sig noget brød,en smule af det tørrede kød og nogen ærter. " Mange tak. "
Hun havde taget nogle bidder og gumlede tavst på det mens hun betragtede folkene der kom forbi på pladsen, inden blikket igen gik over på satyren idet han præsenterede sig selv. " Hyggeligt at møde dig Ezra, mit navn er Nia. " Hun lod brødet være i sit skød så hun kunne tage og trykke hans hånd let i en ordentlig præsentation. 
"Må jeg være fræk at spørge hvad du gør udenfor skovene? Hører ellers at I satyrer foretrækker skovene fremfor byerne. Du er måske på genemrejse? " Hun håbede ikke at hendes spørgsmål ville få ham til at klappe i som en østers, men hun var oprindelig nysgerrig. 

Ezra gav Nias hånd et klem som hun introducerede sig og smilet blev siddende på hans ansigt. Det var tydeligt at han smilede meget. Han var en glad satyr, en livsnyder der forstod at sigte efter det positive i de fleste situationer - at det snart skulle ændre sig, var han heldigvis ganske uvidende om endnu.
”I lige måde Nia.” Spørgsmålene om sigøjneren byggede sig op inden i ham, men inden han nåede at åbne munden og lukke et ud, spurgte Nia ind til ham i stedet. Ikke en spørgsmål han blev fornærmet over. Én ting han havde lært i løbet af de seks år var, at folks generelle viden om satyrer oftest lå på et ret lille sted. Ikke at dette menneskes spørgsmål var helt ved siden af.
”Satyrer lever normalt i skoven, jo. Jeg har dog fundet mit hjem på landets veje, hvor jeg underholder med musik, sange og historier.” Der var intet trist at spore i hans stemme eller ansigt, som han fortalte dette. Han elskede sit fri liv og savnede yderst sjældent familien og livet i skoven.

Nysgerrigheden var ikke til at tage fejl af, som han så på hende.
”Hvad med dig, de fleste sigøjnere, jeg har mødt, færdes i flokke.” Han vidste ikke, om det var i orden at spørge, men hun måtte jo så selv bestemme om hun ville svare. Han tog det ikke som en fornærmelse, hvis hun ikke ville. Efter at have stillet spørgsmålet bed han igen i æblet. Der var stadig masser af liv omkring dem, men ingen så ud til at tage notits af de to skæve personligheder.

Det varme smil forblev på Nias ansigt mens hun oprigtigt nysgerrigt lyttede til satyren. Livets landevej, hun nikkede forstående. " Så er vi jo nærmest indenfor samme erhverv. " Lød det, muntert konstanterende. 
Spørgsmålet han stillede kom dog lidt som en overraskelse for hende, ikke at hun havde noget imod at fortælle sin historie, det var bare ikke så tit hun kom forbi folk der var klar over at sigøjnere var et gruppe-folkefærd så at sige, hvor familien og friheden på vejene levede lige højt.
Hun hævede sin hånd op  og fiskede et smykke op der sad om halsen på hende. Normalt sad den godt nok i øret, men i dag havde hun altså sat den fast i en tynd guldkæde.
" Har du set den her før? " Spurgte hun, inden hun forklarede videre. " Jeg blev som ung smidt ud af min gruppe fordi jeg ikke kunne følge min gruppes regler ordentligt, og lod hormonerne løbe af med mig. Jeg fik pænt lov til at pakke mine ting, tage min hest og forlade gruppen. Det sidste jeg fik af dem inden jeg tog afsked var den her. Normalt sidder den godt nok i øret. " 
Et skævt smil forlod hende. 
" Men tegnet i den, er et symbol, almindelig kendt blandt sigøjnere om at man er en lovbryder, til skræk og advarsel til andre grupper. Den er min byrde at bære til den dag jeg dør. sigøjnerfester som bryllupper og sådan, er jeg heller ikke velkommen til, da nogle, især de ældre, mener at tilstedeværelsn af n lovbryder vil ødelægge et nygift pars chancer for at leve lykkeligt sammen, og hvis det er dåbsceremonier, at en lovbryders ulykke vil kunne smitte af på barnet.  " 
Hun trak let på skuldrene efter denne længere salve, pillede noget af brødens indmad ud. 
" Det er  lidt sørgeligt, men jeg lever da endnu, og harlært at holde mig fra andre sigøjnere hvis de er i en større gruppe. De unge grupper hvor der kun er 4-5 personer i er oftest lidt mere overbærende i at hav mig nær dem. "
Blikket gled ned på symbolet, dog uden at sige mere. I teorien kunne hun bare stoppe med at gå med den, men hun var opdraget for meget til at følge sigøjnernes skikke, til at hun bare lod sig skille af med den.Igen hævede hun blikket om hun puttede noget indmad ind i munden og tyggede på det

”Det er vi,” svarede Ezra med et smil og bed igen af æblet, der var rynket efter at have tilbragt vinteren i et forråd, men det smagte stadig godt. Han glædede sig til æblesæsonen, så han kunne plukke dem af træerne, hvor end han kom frem. Vinteren var altid lidt hård, som naturen ikke ligefrem bugnede af mad. Forårets komme, som festen her fejrede, var altid en glædelig lettelse.
Han kunne se, at hun var overrasket over hans spørgsmål. At han vidste noget som det, var ikke så underligt med den abnorme nysgerrighed han var udstyret med. Han havde mødt mere end én sigøjner i sin korte tid på vejene, mest fordi han var opsøgende og social.

Ezras blik fulgte hendes bevægelse og stoppede ved det lille smykke, hun hev frem. Hånden med æblet røg ned og hvilede på hans lår, mens han lyttede til hendes fortælling. Det var tydeligt, at han var en opmærksom og god lytter, og han sugede også hvert eneste ord, hver eneste følelse gemt i dem, til sig. Der sad et medfølende udtryk på hans ansigt og hans lyseblå øjne udtrykte en let tristhed over hendes ulykke. Bare fordi, at han ikke havde det store i mod at leve uden sin familie, betød det ikke, at han ikke forstod afsavnet ved ikke at kunne være ved den.

”Det er en trist historie, du har dig der.” Han lagde hovedet en smule på skrå og havde glemt alt om det halvspiste æble i sin hånd. I stedet så han bare lidt på hende med det medfølende blik.
”Men det ser ud til, at du klarer dig godt alligevel. Du må være en stærk person.” Han hentydede til, at hun virkede glad og ikke så ud til at sulte eller ellers være i nød. Der var venlighed i hans stemme og han mente kun godt med sine ord.

( Afslutter efter aftale, da jeg er  en fantasiløs freak )