Nu var fire dage gået, men Izvara var ikke længere i stand til at tage tilbage. Hun havde siddet ved Oasens bred i timer nu og blot set mod vandet, thi da hun sad her i en stund trak hun et af sine tarot-kort og da "Stjernen" vidste sig for hende vidste hun der var mere her end hun først forventede. Noget ventede og som nogle flere folk var dukket op ved Oasens bred så hun rundt. Ingen af dem lignede noget verden ville have sat hende sammen med, men for den sags skyld var verden hellere aldrig helt til at læse og det burde hun af alle vide.
Hun så mod det klare vand og da nogle bobler begyndte at kunne ses vidste hun tiden snart var kommet. Hun rejste sig og begik nogle skridt ud i vandet med sine bare fødder. Det nederste af hendes klæder rørte vandet, men som nogle små øjne tittede op fra vandet lod hun sig gå lidt i knæ for at virke mere i møde kommende. Hun kunne mærke hvad det var hun så. Hun havde læst det i kortene og nu var tiden kommet. Hvem end det der var følte Izvara sig draget til dem og hun ville finde ud af hvorfor kortene gav hende "Stjernen".
"Kom blot frem søde." sagde Izvara som hun stod der halvt i knæ med en udstrakt hånd mod pigen i vandet. Hendes stemme var rolig og venlig, for hun vidste at ikke alle var klar på at en fremmede konfronterede dem med noget som helst. Men Izvara var ikke en for at gemme sig selv eller sin personlighed væk. Hvis verden mente hun skulle møde hvem end der var i vandet, så ville hun gøre det, ligesom hun en dag ville "genopdage" Myth'Edhil.
Krystallandet
