Men efter lang tids tortur uden nogen oplysninger, var han blevet smidt herned til krybende og de andre mennesker, som mørkets hær havde givet op på. Mange af de andre var døde i løbet af dage. Han var ikke. Han havde hørt mange drage deres sidste åndedræt, og nu kunne han lugte stanken af dem, som de lå spredt omkring hernede i deres lænker. Han kæmpede sig gennem dagene, men var efterhånden ved at være træt af det.
Han ville blive hvad som helst for at komme ud herfra, væk fra de mange lysets krigere, der lå og stirrede på ham med døde, rådnende øjne, liggende i forkrampede stillinger. Selv havde han haft sin uniform på, men den var efterhånden godt smadret. Han havde adskillige skrammer rundt omkring på kroppen, som der garanteret var gået infektion i, og han bevægede sig knap nok længere. Først da han hørte en lyd, kiggede han op fra sin halvsovende stilling. En vagt var åbenbart kommet på afveje, for han kom gående forbi det dybe hul. En dværg? Var de kommet fri? Tarrim forsøgte brat at rejse sig, men skvattede hurtigt ned at ligge igen, hvilket fik hans lænker til at rasle en del mod det kolde, fugtige stengulv. Et lavt udbrud formede sig over hans læber og han bandede i sit stille sind over hvor svækket han var blevet. Han havde ikke styr på, hvad vagten gjorde. Han blev bare liggende hernede blandt blod og lig, som sit eneste selskab.

Krystallandet