Med sine magiske evner på retur, og efter at have været i Norden, havde Yasmin på det seneste oplevet en tiltagende kontrol over den element-magi der rendte i hendes årer. Ikke at det gjorde hende særlig meget godt, når is var koldt og hun egentlig hellere bare gerne ville have det varmt nu når mørket var så konstant. Det var nervepirrende. Den unge kriger var vant til en heftig sol, bagende hede og lyse dage til langt ud på aftenen. Og nu var det bare mørkt. Hele tiden. Dag og nat. Det blev bare ved sådan. Det var til at blive sindssyg over. Det var ikke kun i sindet, at hun fandt problemer, men også ved kroppen, der ikke var vant til kulde i denne grad. Det var også kun derfor, hun i det hele taget havde søgt ly i Dunkelskoven, til trods for sin halvsøsters faders advarsler mod det sted. Men resten af vejen til Ulvehøj var desværre lidt for åben for tiden. For det første var her en del flere folk rundt omkring nu hvor der ikke var tørke længere. Folk der ville fratage andre folk for værdier.

Yasmin troede virkelig, at det var et taktisk rigtigt valg at søge ly det mindst ventede sted. Men det skulle vise sig, at hun tog fejl, og at hun egentlig bare burde have lyttet til de råd, hun var blevet givet.
Der gik ikke længe fra at hun havde sat lejren op til hun så ham: En mand med et lidt for slesk smil. Hun vidste det allerede nu, at han var ude på noget, for hun havde set ham tidligere på dagen, følgende efter i skyggerne. Men hun havde virkelig ikke regnet med, at han ville blive ved med det til nu. Igen havde hun taget fejl. Det måtte rettes op på.
Hun tog dog i fejl med hensyn til mandens intentioner, da han gik mod hende med en økse i hånden. Det overlegne smil, der spillede på hans læber bød hende næsten til, at tvære det ud af hans fjæs. Man skulle aldrig undervurdere sin modstander. Og han havde lige undervurderet hende. Hun ville ikke gøre det samme. I stedet trak hun sin langkniv, det foretrukne våben af hendes og ventede roligt på at han kom nærmere.

Kampen der fulgte var kort og kontant. Han var kluntet i bevægelserne. Og hun holdt sig til simple, men gode teknikker. Til sidst lå manden død efter et dræbende hug mod brystet, og Yasmin satte sig ned ved siden af ham, forpustet og virkelig vred. Men mest af alt træt. Den mand havde gjort præcis samme fejl som far. Han havde grinet, hvor han burde have tiet, og skønt Yasmin ikke var typen, der hadede at blive hånt, havde nogle af hendes nye venner fortalt hende, at hun ikke skulle finde sig i det. Og var der noget, hun var god til, så var det at lytte til folks råd.
Hun gned sig kort i tindingerne ved den blotte tanke om sin far. Det var et overstået kapitel og alligevel kunne hun ikke lade være med at dvæle ved ham. Hvad hvis hun nu havde gjort det forkerte da hun dræbte ham? Tvivlen fik hende kun til at tage sig endnu mere til det overfyldte hoved. Frustrerende.

Cherry strejfede om i skoven med en pind i sin hånd. Imens hun gik forbi træer og buske lod hun pinden glide hen over deres overflader, og lod lydende af blade følge hendes færden.
Det var en rar skov syntes hun, trods dens dårlige ry derhjemme fra. Mor havde været lidt nervøs for at tage hertil, men når man har brug for en tur ud af huset, så er det vel bedst at komme til ukendt jord.
Cherrys smukke røde hår var slået løst den dag, og den milde duft af blomster hang efter hende imens hun gik i sine egne tanker. Far kørte det igen.
Skal du ikke snart giftes? 
Cherry sukkede tungt. Hun var ikke klar til at blive gift. Hun kendte ikke nogen hu ville giftes med, hun havde ikke oplevet alle slags kærlighed endnu, og før det kunne hun ikke vie sin kærlighed til en anden person. Men der var desværre mange ting som Cherrys far ikke forstod, og Cherrys syn på kærlighed var en af dem.

Da Cherry havde vandret i en lille time kom hun til en lysning. Hun syntes at skimte nogen i lysningen og begyndte langsomt at gå tættere på.
Hun sagde ikke noget endnu, hun gik bare fredeligt tættere på.

Det var udelukkende fordi hun sad med lukkede øjne, at hun hørte den sagte lyd af fødder mod skovbunden. Vinden havde sit tag i trækronerne og kun hvis man var berøvet sin synssans - hvilket Yasmin midlertidigt var - kunne man høre forskel fra vindens rusken i bladene til den lave lyd mod skovbunden. Hun stoppede med at tage sig til hovedet, noget brat og tog igen et solidt greb om sin langkniv mens hun langsomt rejste sig, stadig med ryggen til lyden.
Først efter lidt tids lytten, vendte hun sig og så skikkelsen et stykke væk, i starten af lysningen. Mørket var så tæt herinde, at det eneste, Yasmin rigtig kunne se ordentligt, var geviret på hovedet af skikkelsen. Hun havde aldrig set lignende før. Aldrig.
Hun sænkede sit våben, men var stadig beredt på det værste, da hun forsøgte at se ordentligt efter, hvem eller hvad det kunne være.

"Hvem der?" hendes spørgsmål lød kort og kontant, men alligevel kom tvivlen hende til gode. Hvad var det for en person? Var det overhovedet en person? "Hvad er du? Jeg har aldrig set et menneske med et gevir før?" det kunne nok meget let være en hjelm, men det lignede det altså ikke. Der var jo ikke fuldstændig mørkt herude, og derfor kunne Yasmin godt se, hvordan en hårpragt dækkede personens hoved, altså ikke en hjelm. Forvirret, trådte hun et skridt tættere på skikkelsen.

Cherry stoppede brat op idet hun blev tiltalt af skikkelsen. Det var en pige kunne hun høre, nok lidt yngre end hende selv, men ikke meget.
Af høflighed og fordi hun var blevet lidt forskrækket, stoppede Cherry op og holdt to hænder op, som for at vise at hun ikke mente nogen fare.
"Hvem der?" blev der spurgt. Cherry lagde sit hoved let på skrå imens hun overvejede hvad man egentlig burde svare til sådan et spørgsmål.
"Hvad er du? Jeg har aldrig set et menneske med gevir før?" spurgte pigen så, inden hun trådte Cherry lidt nærmere. Cherry rynkede sine bryn og var ikke helt sikker på om hun burde være fornærmet eller ej. At spørge hvad er du var vel ikke så høfligt, var det? Men så igen, Cherry kunne ikke bebrejde hende for at spørge, hendes silhuet måtte se ret suspekt ud.
Cherry lagde en hånd op på den ene halvdel af sit gevir og smilede ud til mørket.
"Jeg er Cherry, rart at møde dig. Og jeg har heller aldrig set et menneske med et gevir, for så vidt jeg ved så gror de ikke gevirer. Jeg er et halvdyr, derfor geviret. Undskyld hvis jeg skræmte dig."
Cherrys rene og klare stemme brød mørkets stilhed på en behagelig måde, da hun spurgte den anden pige tilbage.
"Hvem er du, og hvad laver du her, helt alene?"

Kvindens stemme virkede blød i det. Helt rolig. Yasmins stemme var mere autoritær og hårdt klingende, lidt som et sværd. Hun forstod sig bare ikke på dét at være social. Som kvinden præstenterede sig og fortalte at hun var et halvdyr, kunne Yasmin ikke kunne det hævede øjenbryn endnu en gang. Hun trådte endnu tættere på, og fik nu et lidt bedre indtryk af kvinden. Hun var pæn, men som sagt havde hun et gevir, hvilket Yasmin bare fandt yderst forvirrende og det på trods af, at kvinden havde sagt at hun var et halvdyr. Men Yasmin havde så heller aldrig i sit liv mødt et halvdyr.
"Du skræmte mig ikke. Jeg har bare ikke set et halvdyr før. Varulve, ja. Halvdyr, nej," konstateringen kom som lidt af en tør kommentar. Hun ville på ingen måder indrømme hvis hun var skræmt. Det ville ikke være særlig krigerisk af hende. Det gik ikke an! "Mit navn er Yasmin," hun pegede mod sig selv i en sigende gestus  før det gik op for hende, at der stadig lå et lig bag hende. "Vær så venlig ikke at panikke, men jeg var nødt til at sørge for at manden der," igen pegede hun, denne gang mod liget.
"Ikke ville forsøge at forulempe flere end jeg. Det er blandt andet hvad jeg laver herude helt alene. Ud over det er jeg på vej... Hjem," hendes tøven var lidt for tydelig. Var Ulvehøj virkelig hendes hjem? Var Norden det? Usikkerheden meldte sig instinktivt på banen og Yasmin prøvede ihærdigt at skjule den, men da hendes blik flakkede væk fra Cherry var hun efterhånden taget med hånden i kage-krukken.

Cherrys øjne gled nedad til liget på jorden og hun tog forskrækket et skridt tilbage. Pigen, eller Yasmin som hun jo sagde hun hed, havde slået manden ihjel.
For at forhindre at han skulle forulempe andre end hende, havde hun sagt. Cherry gik et par skridt fremad og forbi Yasmin, for at se liget af manden an.
Hans livløse hånd holdt stadig en økse, og det var næppe noget man bare havde på sig, så Cherry vurderede Yasmins historie til at være sand. Selvom det var et grufuldt syn, at her lå et lig, så måtte Cherry konstatere at det ville have været udfaldet ligegyldigt hvad.
Hun vendte sig imod Yasmin.
"Han ser ud til at have været farlig. Jeg håber ikke du kom noget til?" 
Med en næsten moderlig bekymring så hun på den fremmede pige, idet hun tog et skridt væk fra liget. Hun ville helst ikke se på det, eller være i nærheden af det, men nu var det her, så hun måtte affinde sig med det, hvis hun ville fortsætte med at snakke med pigen. "Er du uskadt, min ven?"

Yasmin var ikke forvirret over at Cherry var forskrækket. Hun havde lært lidt nyt efter at have mødt andre mennesker end sin tyranniske far og kuede mor. Det var et nyt kapitel, uden de to. Men kun én af dem havde fortjent døden.
Yasmin vendte sig som Cherry gik forbi hende, stadig på dupperne. Hun kendte stadig knap nok Cherry, selvom de havde givet hinanden deres navne, og hun skulle lige vænne sig til at der måske endda var nogen derude i verden som rent faktisk ikke ville hende det ondt. Hun havde ellers altid lært aldrig at stole på nogen som helst.
"Han var farlig - Men også kluntet. Og han undervurderede sin modstander," for mange ville den udtalelse lyde voldsomt arrogant, men for Yasmin var det bare virkeligheden: Hun var mere erfaren end den døde mand de stod foran. Det var hendes virkelighed, ellers ville hun jo ikke have vundet denne kamp, med mindre manden altså havde ønsket at dø. Og sådan havde det ikke set ud fra Yasmins perspektiv.
"Mig? Jeg har det fint," mumlede hun, lidt distanceret. Det eneste problem hun havde var den evige nat og kulden. Hun var ikke god til kulde, hun kom jo fra syden. "Skal jeg flytte liget væk? Jeg ved godt at nogle folk ikke kan lide at se på sådan noget," hun huskede det kun lige knapt, så da hun spurgte, begyndte hun at knæle ved liget for at tage fat om det i tilfældet af at Cherry gerne ville have at hun fjernede det.

Cherry blev vældig overrasket over Yasmins rolige behandling af liget.
Var det så normalt for hende? Her lå en mand død og det var bare fint, det flytter vi da bare, intet problem?
Cherry selv kunne ikke bring sig selv til at kigge på Yasmin, imens hun flyttede rundt på kroppen, det var ganske enkelt ikke noget hun kunne bære.
Med en lettere kvalm fornemmelse vendte hun hovedet væk fra synet.
Hun mindede sig selv om hvor uhøfligt det ville være at kaste op i nærvær af nye folk, så hun holdt det inde for nu.
Efter et øjeblik kiggede hun på Yasmin igen.
"Er du sikker på at alt er i orden, Yasmin?" Cherrys blide stemme lød igen bekymret og moderlig.
"Du har lige dræbt nogen. Han skadede dig vel ikke? Er du i chok?"
Urolig for den anden piges mentale stabilitet lagde Cherry en hånd på hendes pande for at mærke om hendes temperatur var anderledes.

Mens Yasmin flyttede liget væk kunne hun godt se at Cherry kiggede væk. Det var nu meget normalt for andre folk at væmmes ved syn som disse. Yasmin var bare så vant til det. Hun fik flyttet liget tilpas ud i mørket til at man ikke bare sådan uden lige kunne se det, og gik så tilbage til Cherry, hvis stemme virkede helt.. Moderlig? Yasmin rystede med det samme på hovedet, forvirret. Lød hun lige som mor lige der? "Ja, selvfølgelig er alt i orden. Hvorfor skulle alt ikke være i orden?" Yasmin kunne allerede høre nu hvordan hendes stemme svigtede hende og hun lød skeptisk, selvom hun ikke burde. Men var alt virkelig i orden? Hun havde kørt i tomgang siden det møde oppe i de nordligste bjerge. I Krystalhulerne deroppe. Hun havde afholdt sig fra de tanker, men Cherrys moderlige tone havde nærmest fået minderne om det til at dukke op uvilkårligt, hvilket fik sat godt gang i Yasmins tanker. 
"Han nåede ikke at røre ved mig," svarede Yasmin, næsten koldt mens hun bemærkede Cherrys hånd på sin pande. Der var altid en let feber i Yasmins krop når hun var udsat for kulde på dette niveau, men krigeren gik alligevel altid videre. Sygdom var blot en forhindring der var i vejen for hendes success.
Alligevel kom de grumme minder bare tilbage, skrækindjagende, ubehagelige, og de fik kort krigeren til at stå som forstenet, stirrende ud i luften på ingenting, før hun kom til sig selv igen. "Jeg har det fint, okay?" det var næsten som om at hun havde brug for at høre det fra Cherry, selvom hendes oprindelige intention havde været at lyde kort for hovedet og afvisende. I stedet lød hun spørgende, ja, næsten ængstelig? 
Uden at tænke nærmere over det satte hun sig ned på jorden, dybt frustreret over sig selv og sin manglende evne til at afvise folk tydeligt.

Cherrys evne til at udvise kærlig omsorg for folk, var ofte noget der var mødt med et skeptisk blik, eller en bemærkning om at være for bekymret.
Ikke denne gang dog. Yasmins pande var, som forventet, varm og Cherry skød let sin underlæbe frem i et bekymret udtryk. Hun kunne godt mærke det.
Så meget stress, så meget vrede... Så meget tristhed. Cherry sukkede for sig selv og rynkede sine bryn. Det virkede til at veje hende tungt, Cherry kunne mærke det.
Hun kunne også mærke hendes forvirring og frustration.
"Jeg har det fint, okay?" sagde hun, inden hun satte sig ned på jorden. 
Cherry smilede sørgmodigt og satte sig ned overfor hende. Hun kunne se frustrationen i pigens øjne inden hun langsomt rakte en hånd ud efter pigens hånd, men uden at tage den. Hun ville ikke overskride nogen grænser.
"Yasmin." sagde hun indtrængende og kærligt. "Lad os sige at jeg var blind nok til at tro på hvad du sagde. Lad os sige jeg var ligeglad og at det passede at du havde det fint. Jeg tror det er den verden du lever i."
Cherrys hånd lagde sig med håndfladen opad i græsset, og hendes øjne skinnende klart i mørket. Cherrys gode hjerte ville ikke tillade at denne pige havde så meget at bære. Det måtte blive tungt i længden og Cherry kunne mærke det.
"Jeg tror ikke du har det fint. Jeg tror du er vred, forvirret... Frustreret. Ensom, måske endda? Jeg kan også mærke..."
Hun holdt en kort pause.
"Skyld."
Cherrys blå kjole havde lagt sig blødt omkring hendes krop da hun satte sig ned og den lå nu som en mørkeblå ring, omkring hendes smalle figur.
"Jeg tror ikke, at du tror på, at jeg vil hjælpe dig."

Cherry var ikke typen der gav op, det var tydeligt for Yasmin nu. Også selvom hun ikke ønskede at gøre sig afhængig af andre. Det ville gøre hende til en utilstrækkelig kriger. Det ville gøre hende til dét, som Azar var overbevist om at hun var. En skamplet.
Hun så Cherry i øjnene, alvorligt, før hun tog sig til panden med en hånd og sukkede. "Det handler ikke om hvorvidt jeg har det fint eller ej," forklarede hun lavt, som hun sad der. Hun vidste ikke hvorfra Cherry fik alle de fornemmelser, for de var alle sammen fuldstændig korrekte. Alle de ord hun sagde var sande, og på den ene side gjorde det Yasmin skeptisk, men på den anden side, overraskende lettet. For hun ville ikke kunne have udtrykt sig bedre på nogen tænkelig måde.
"Det handler om, at jeg ikke har gjort noget for dig. Og at jeg ville blive afhængig af din hjælp. Det ville gøre mig til en lænke om din ankel, og det har jeg ikke lyst til. Jeg ønsker ikke at være til problemer for andre," hun sukkede endnu en gang og kiggede skamfuldt i jorden. "Men du er stædig og vil ikke give op, så meget er tydeligt for mig nu. Jeg vil ikke stoppe dig fra at give mig hvad end hjælp du mener er passende, hvis det er det, du vil. Jeg har alligevel svigtet min skæbne," skæbnen som kriger vel og mærket. 

Cherrys medlidende øjne så ikke en bisk kriger, og endnu mindre en skamplet. I dette øjeblik så hun bare en pige, alt for ung til dette press.
Med en forsigtig hånd lagde hun sine fingre under Yasmins hage og løftede hendes hoved op så deres blikke mødtes. Cherry var trist over alle disse ting hun sagde.
"Yasmin, jeg tilbyder min hjælp til dig fordi jeg kan se at du har brug for den. Det er ikke at svigte din skæbne hvis du indser at du har brug for hjælp."
Cherry tog sin hånd til sig og smilede kærligt. Hun lagde sit hoved til siden og hendes pandehår lagde sig derefter.
"Jeg kan ikke hjælpe dig hvis du ikke acceptere disse ting: Du har brug for hjælp, og det er okay. Du skylder mig ikke noget, jeg tilbyder dig bare hjælpen fordi jeg vil være rar. Og sidst, men ikke mindst, du har ikke svigtet din skæbne."
Et kort øjeblik gik, inden Cherry rakte en arm ud. Hendes evne krævede omfavnelse, hvilket hendes gestus gjorde oplæg til, men hun ville ikke forskrække Yasmin med fysisk kontakt, som hun ikke var klar til.

Yasmins blik blev hurtigt defensivt idet Cherry rørte ved hende. Hun lagde langsomt en hånd på sin langkniv, men lod være da det bare var Cherrys måde at bede om øjenkontakt på. "Jeg kan ikke tage imod din hjælp," konstaterede hun direkte, før hun tog sig til hovedet. "Jeg forstår godt at du vil være rar. Jeg har mødt andre rare folk efter jeg kom væk fra..." hun stoppede sig selv før hun nåede at færdigslutte den sætning, ikke så komfortabel med at skulle sige dette til Cherry. Måske var det en form for paranoia efter at hun havde mødt den mærkelige kvinde oppe i krystalbjergene, som havde rodet rundt i hovedet på hende, men hun var ærligt talt ikke det mindste sikker. Hun kiggede tøvende på Cherry, før hun bare rystede på hovedet.

"Nej, bare.. Nej, jeg kan ikke gøre det her. Jeg kan ikke være svag, ikke længere," Yasmin rejste sig lidt brat og begyndte at gå rastløs, næsten frustreret rundt. Hvorfor kunne hun ikke bare få lidt bedre selvindsigt? På den ene side forstod hun Cherry, på den anden side gjorde hun ikke. Og hun forstod i dén grad ikke sig selv! "Jeg beklager, men.. Du kan ikke hjælpe mig," hun havde et stædigt, men samtidig også tøvende toneleje før hun vendte sig rundt og gik tilbage til sin lejrplads og satte sig foran det lille bål som hun havde sat op. Det lyste nærmest intet op i skoven, men månen gjorde det meste af det arbejde ganske fint.

Cherry lod Yasmin gå lidt foran, inden hun fulgte efter. Hun nægtede at lade hende sidde fast i dette hul af forvirring og stædighed. Ved bålet tillod Cherry at sætte sig på den anden side, for at give pigen lidt plads.
Hun lagde sig på ryggen i græsset og holdt en hånd op foran sit ansigt. Hun spredte sine fingre og betragtede sin slanke hånd i stilhed, imens hun lyttede til bålets knitren og Yasmins vejrtrækning.
Hun nynnede lavt en glad folkemelodi, lidt for at bryde tæppet af stilhed der lå over de to unge piger.
Da dervar gået et øjeblik talte Cherry igen, meget venligt, meget forstående.
"Du minder mig meget om min søster. Da vi var mindre ville hun ignorere alle de ting der var galt, for ellers ville hun få ynk fra vores mor, hvilket ikke var et ønske hun bar."
Cherry satte sig op og så på Yasmin i skæret fra ilden.
"Men da hun faldt og slog hul på sit knæ, så var hun den første der forstod at der er siturationer hvor det ikke nytter noget at man vil være stærk. For selvom hun ikke ville græde og selvom hun ikke ville bede om hjælp, så vidste hun at uden hjælp så ville der gå betændelse i hendes sår."
Cherry holdt en kort pause i håbet om at Yasmin forstod hendes metafor.
"Og hvis du ikke får hjælp til at behandle betændte sår, så ender de med at slå dig ihjel."

Yasmin kiggede op mod Cherry da halvdyrskvinden lagde sig på den anden side af bålet. Hun havde ikke rigtig mere at sige, så i stedet lyttede hun bare til de ord, Cherry havde at sige. Det var næsten som om at halvdyrskvinden vidste ting om Yasmin som hun ikke havde fortalt, men overraskende nok var det ikke noget, Yasmin blev skeptisk over. Tværtimod ramte ordene hende direkte i hjertet. Det var ord hun havde haft behov for at høre længe. At undgå ynk fra sin mor havde været hverdagskost. Ganske vidst af andre grunde end Cherrys lillesøster. Hver gang hun fik ynk fra sin mor, var Azar der til at tæske moren halvt fordærvet, mens han bare lod Yasmin selv spendere resten af aftenen sammen med hans bedste ven og livvagt, der ikke havde nogle skrupler med at gøre ting, som de fleste ville have været dybt frastødte over. Historien fik Yasmin til at kradse fraværende i det gamle ar, der stadig så ret voldsomt ud nu når hun trak ærmet op. Hun havde været præcis lige så stædig da hun havde pådraget sig den skade. Og der var netop gået infektion i såret, hvilket Sigrun - hendes halvsøster - heldigvis havde opdaget i tide til at kunne skaffe hjælp før armen ville være komplet ubrugelig.

"Jeg.. Jeg ved det godt," mumlede hun tøvende, mens hun stirrede ind i ilden. "Jeg er ikke helt.. Normal.. Jeg forstår mig ikke så godt på.. Det normale," det var så svært at sidde og forklare dette til endnu én især efter at hun havde genoplevet nogle af sine værste minder nogensinde og nær havde dræbt personen der havde udsat hende for smerten. Knoerne var ikke blodige længere, men der var en smule nyt arvæv på dem efter hun havde banket kvinden til et blodigt rod.
"Hvad vil du overhovedet gøre? Jeg er vokset op som et monster, og det stopper ikke bare. Jeg er trænet i at dræbe. Kun det. Alt andet som alle I andre kan finde ud af... Det er svært for mig: At sige hej til en fremmed, at lave mad, at hjælpe folk.. Det er alt sammen ukendt. Jeg forstår det ikke. Og jeg forstår ikke når folk vil hjælpe mig heller. Det er bare så forvirrende!" hun tog sig igen til hovedet med den ene hånd, mens den anden frøs noget af græsset under til is. Hendes følelser var ofte i kontrol over hendes magiske evner. Såsom nu hvor evnen til at manipulere is løb løbsk, til isen nåede selve ildstedet og smeltede af varmen. I ren og skær frustration havde Yasmin ikke opdaget tårerne der var begyndt at gøre hendes øjne voldsomt blanke.

Cherry rettede sig lettere forskrækket op da isen løb hen af græsset. Yasmin var altså ikke alene en kriger, hun besad også magiske evner.
Med et roligt udtryk i sit ansigt rejste Cherry sig op og børstede græsset af sin kjole. Hun så ned imod det lille bål, inden hun gik i en ring omkring det og omkring til Yasmin.
Hun kunne mærke al den destruktive energi der radierede af hende, og hun forstod ikk hvordan nogen kunne få sig selv til at bringe en anden person til at opleve hvad der end skulle til for at skabe et sådant indre helvede af følelser.
Cherry satte sig ned ved siden af Yasmin, dog med en respektfuld afstand. Hun kunne ikke tage første skridt, det skulle komme fra Yasmin.
"Yasmin." sagde Cherry blidt, idet hun tillod sig at stryge pigens hår, for trøst. "Jeg ved at det er forvirrende, men det vil blive meget nemmere hvis du bare lytter til mig lidt, okay?"
Cherry holdt en lille pause, inden hun fortsatte.
"Jeg er ikke en normal healer, som du nok er vant til. Når man får et kødsår eller brækker et ben så går man til en normal healer og får en forbinding og noget salve. Jeg gør noget lidt anderledes. Når folk har det skidt med deres følelser, hvis deres sind ikke vil give dem ro, så kan jeg hjælpe med det."
Cherry så på Yasmin.
"Men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke vil lukke mig ind."

Yasmin kiggede skævende mod Cherry da hun gik om på den anden side af bålet, men vendte derefter blikket ind mod ilden igen, indtil Cherry forklarede hvordan landet lå. Hvordan hun healede folk. I hovedet? Mon det kunne hjælpe? Nu var Yasmin i hvert fald nysgerrig i det mindste! Hun skævede igen mod Cherry. "Så du ville kunne stoppe det her indre kaos?" spurgte hun, ærligt og redeligt. Hun havde knap nok lagt mærke til berøringen af sit hår før nu, hvor hun lidt hurtigt tog fat om Cherrys håndled. Dog ikke med et stramt greb eller noget. Hun gav også slip med det samme igen. "Jeg har godt mødt healere før. Mange gange. Jeg brugte næsten al min.. Hvis man da kan kalde den barndom, hos healere," for Yasmin var efterhånden godt klar over hvad Azar havde gjort. Hun havde aldrig fået lov til, bare at være et helt normalt barn.

"Jeg.. Jeg kan godt prøve om jeg kan lukke dig ind, men... Jeg er ikke så god til det med at blive rodet i hovedet," hun ville næsten gøre alt for at få de ulidelige minder skubbet om i baggrunden igen. Det at huske dem var næsten ikke til at holde ud. Samtidig ville hun ikke pive over det, men hun kunne lige så godt forsøge. Hun sukkede lavt og kiggede nu ordentligt på Cherry, direkte i hendes øjne. "Vi.. Vi kan prøve. Men jeg tror ikke du vil kunne lide hvad du ser derinde.. Så hvad skal jeg gøre?" hun var efterhånden klar til hvad end det var, Cherry ville gøre for at hjælpe hende, men samtidig stadig meget usikker omkring det hele.

Cherry tog Yasmins hænder i sine og så på hende med venlige øjne. Cherry havde før hjulpet folk der ikke var sikker på om de kunne lukke hende ind, men det løste sig som regel.
"Okay, nu skal du høre. Hvad du skal gøre er faktisk den nemme del, hvis du kan kalde den det. Jeg kan ikke påtvinge dig min hjælp og indflydelse. Dine problemer fungerer som knuder du ikke kan løse op alene, så derfor kommer jeg ind. Hvis du står over knuderne og ikke vil lade mig komme til, så kan jeg ikke løse dem op."
Cherry chekkede Yasmins blik for at sikre sig at hun ikke var tabt endnu.
"Så du må indrømme overfor dig selv at du har behov for denne her hjælp. I det mindste at du ønsker den. Den anden del er ret simpel, og den er ofte den mest behagelige del for din side af det hele,"
Halvdyret smilede og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg arbejder tæt på dig, inde i dit sind. Det kan jeg ikke gøre på armslængde, så jeg har brug for at du lader mig holde om dig."
Cherry huskede hvad Yasmin havde gjort lige før da Cherry havde forsøgt at trøste hende. Yasmin var tydeligt ikke tryg ved fysisk berørring, men hvordan kunne Cherry vide det?
Med et skuldertræk gav hun Yasmins hænder et lille klem og et spørgende blik.
"Tror du du kan de ting?"

Yasmin gjorde ingen modstand da Cherry tog hendes hænder. Hun var ved at blive vant til kvinden, så selvom hendes håndflader var dækket af ar, og hendes fingre ikke var det kønneste syn efter at være blevet brækket gentagne gange, lod hun bare Cherry holde hendes hænder, mens hun forklarede. Det blev gjort så simpelt, at hun forstod det helt og holdent. Hun nikkede langsomt, da gevir-kvinden holdt en pause og nærmest så afventende på hende. Lyttede videre til forklaringen.
"Jeg.. Jeg ønsker din hjælp," sagde hun, tøvende, men til sidst med samme overbevisning som når hun konstant sagde til sig selv at hun var okay og sagtens kunne gå videre, til trods for adskillige hindrende skader.

"Jeg kan dog ikke love at det vil være smertefrit for nogen af os. Jeg har en evne der har effekt på sindet, og jeg kan ikke altid kontrollere den lige godt," okay, det var en del at indrømme over for en komplet fremmed, men nu sad hun her og tilbød sin hjælp. Så ville Yasmin altså også gerne helst lade hende vide hvilke konsekvenser der kunne komme af det.
"Men.. Men lad os prøve det så. Jeg kan ikke love noget.. Men jeg kan prøve," med de ord sagt, satte hun sig selv tættere på Cherry for at vise, at hun også godt selv kunne tage lidt initiativ, selv når hun ikke brød sig om hvad der skulle ske.

Cherry lod sine slanke arme lægge sig om Yasmins krop og trak hende ind til sig så de sad i en omfavnelse. Cherry selv var meget vant til fysisk kontakt og søgte det ofte hos folk hun vidste var okay med det, men hun kunne godt mærke at det ikke var Yasmins hverdag at blive holdt om.
Med et beroligende smil til den anden pige lagde Cherry sit hoved til siden, så det hvilede på Yasmins hoved. Heldigvis sad Cherrys gevir højt nok til ikke at komme i vejen.
"Jeg beklager hvis du er ukomfortabel, det skal du vide, men det er nu engang sådan her min evne virker."
Cherrys stemme var blød og omsorgsfuld.
"Jeg starter nu, okay?"
Der hvor Cherrys hænder lå, på Yasmins lend og midt på ryggen, blev hendes hænder langsomt varmere i selskab med et grønt lys. Lyset skinnede ikke overvældende, men glødede nærmere så alt andet i scenen fik et grønt skær. Cherry fokuserede på hendes opgave og lukkede øjnene.
"Yasmin, Yasmin, Yasmin... Hvor skal vi starte? Hvor gør det mest ondt?"
Cherry åbnede øjnene igen og stod nu i en grotte, en hule måske? Yasmin var der og der var også en anden ung kvinde. Cherry inspicerede scenen kortvarigt.
Yasmin stod med sit hoved i hænderne og der var et hånligt smil på den fremmede kvindes ansigt. Men... Scenen var frosset. Det var ikke i bevægelse eller til at interagere med.
Med sammenknebne øjne trådte Cherry tættere på Yasmin. Hun gik varsomt, velvidende at hun befandt sig i Yasmins sind. Dette var ikke et gammelt minde, det var nyt.
Cherry vidste at det ikke kunne være det her der havde gjort Yasmin så... Ødelagt. Det var nok denne begivenhed der havde revet op i gamle sår.

Hun overvejede hendes muligheder inden hun trådte over til Yasmins frosne skikkelse og lagde en hånd derpå. Ganske som hun havde forventet så var der en genvej til følelser derinde. Det var et ekstra lag, noget Cherry sjældent stødte på, men bestemt ikke noget der ville blive et problem.
"Er det her det gør ondt, min pige?"
Cherry blinkede to gange inden hun stod et sted med solnedgang. Hun så en ung Yasmin med tårer der strømmede ned ad hendes ansigt. En mand. En ondskabsfuld mand der bød hende ubehagelig og led afstraffelse, efterfulgt af en lang række af nedværdigende ord der regnede ned over unge Yasmin, som piskesmæld.
Cherry gik over til skikkelsen der stod i det iskolde vand og tog hende i hånden. Med en af hendes lysende hænder viskede hun det kolde fad ud indtil det ikke længere kunne ses. Det sås blot som et udtværet billede der hang i luften. Hun rakte også op og tørrede tårerne bort.
Nu vendte hun sig imod manden. Cherry ville sjældent dømme folk hun ikke havde mødt personligt, men hun kunne allerede mærke at hun ikke ville føle andet end had for dette monster, skulle hun nogensinde møde ham.
Ordene han sagde til hende regnede stadig, trods de udviskede tårer og den udviskede smerte og kulde. Cherry gik med faste skridt over til manden og placerede sin hånd over hans mund, hvorefter ordene alle lød slørrede og uforståelige. Al deres oprindelige lyd og tone var blevet så forvrænget at det lød som var det blevet dæmpet under vand.
Scenen var blevet ændret af Cherry, så der var intet tilbage i den der var til at holde fast i. Intet i den ville være væk for evigt, men det ville kræve en stærk indflydelse at bringe disse minder tilbage til overfladen.
"Yasmin?" sagde den del af Cherry der holdt om den unge pige. Hun var ikke færdig, det kunne hun mærke, men hun ville lige tjekke op på Yasmin. På om hun var okay, og om hun kunne mærke noget til hendes egen evne, som hun nævnte tidligere. "Du gør det rigtig flot. Er du okay så langt?"