Hun var nede ved havnen, for at vente på at han kom ind med båden igen. Det her kunne han godt klare hende, da smerterne blev så meget stærkere, og hun greb ud efter noget at holde fast i. Hendes ben skælvede under hende, og hendes krop følte som ikke andet mere stiv end den havde gjort før, hvis den kunne det.
Hun tog nogle dybe vejrtrækninger og kiggede efter en bænk hun kunne sidde på. Hun vidste der var en i nærheden. Selvfølgelig opdagede den at den nærmest ikke kunne have været længere væk, i hvert fald ikke i hendes optik, med disse smerter, men alligevel begyndte den lange tur mod den. Hun kunne ikke gøre det hurtigt, eller normalt, så selv et par enkelte meter føltes som hundredevis af meter for hende. Især i denne her tilstand. Bare lidt mere og hun ville nå bænken.
Krystallandet
