Før Marcus havde planer om at kigge ind i herregården tilhørende den lysets ridder, han havde planlagt at undersøge, havde han fået andre planer. Det var nat og lugten af blod hang tung i luften. Han sad foroverbøjet over en kvinde der lå og gispede efter luft, som hun ikke kunne trække ind. Det var også svært med tre knivstik i maven. Marcus snuste kort ind, før han så ned på hende med et skævt smil. Hun havde kigget mærkeligt på ham, og så havde han ventet til hun var på vej ud mod skoven for at hente brænde. Der havde han taget hende med sig mens han holdt hende for munden så hun intet kunne sige. Hun var heller ikke i stand til at skrige nu, for smerterne gjorde hende svag. Hun var døende. Blod løb i en jævn strøm fra hendes sår, og da han igen pressede sin kniv gennem den fine hud i hendes mave, stønnede hun sagte af smerte. Han strøg en finger hen over sårene og stak den i munden, smagende på hendes blod, før han smilede, næsten kærligt og strøg hende hen over kinden.

"Så så.. Det går over snart," tyssede han blidt. Vanviddet strålede ud af hans lilla øjne, da han hørte hendes svage jamren og hosten. Der gik ikke længe før et sidste suk hørtes fra hendes læber. Død. Det fik en lille, kort kluklatter til at forlade Marcus' strube, mens han bøjede sig ned og tog et ordentligt slik hen over hendes mave. Blodet smagte lækkert, men en lyd længere væk stoppede ham i hans nydelser, og han rejste sig brat, stadig med kniven i sin nu meget blodige hånd. "Hvem der?" spurgte han imødekommende, stadig med et lille grin, han bestemt ikke kunne holde tilbage.

Amelia var stadig omtumlet. Det havde været en bræt opvågning midt ude i ingenting fra et liv i kampens hede der i sidste ende havde taget hendes liv, til nu. Et fredeligt område, hvor alt så idyllisk og roligt ud. Det var svært at forholde sig til. Englen havde taget forsigtige step hele ugen. Undgået at vække for meget opsigt, selvom selv den mindste fremmede vækkede uro i hende. Det var mest af alt racebestemt, men byerne rummede halvracer som Amelia aldrig før havde oplevet.
Hvor længe havde hun været væk?

Drænet af nye oplevelser, der bragte ubehagelige følelser og tomult i hendes mave, var hun søgt til skoven. Søgt væk fra stirrende øjne, pegende fingre og alt for meget opmærksomhed. Det var vel mest vingerne. Vingerne, og at en ung kvinde gik rundt i rustning. Amelia gik ud fra at det ikke var en normal ting i dette område.

Trods hvor fredeligt alt syntes at være, kunne hun ikke finde ro. Hvis hun sænkede paraderne, ville hun dø igen. Hun kunne mærke det. Hun var ængstelig og nervøs. Noget der bragte alle sanser i topform, og små lyde et sted derindefra tiltrak sig opmærksomhed. Ubeskrivelige til en start, men langt mere beskrivelige som hun trådte nærmere. En klynken og jamren fra en forpint krop. Amelia satta uvilkårligt farten op og lagde en hånd på sværdets skinnende håndtag. Hun forsøgte at gå forsigtigt mellem skovens faldne grene og det store rodværk, men det hjalp intet. Hvad end der sad hen over den livløse krop hørte hende. På den ene eller den anden måde.
Uden den lange tøven trådte englen frem mellem træerne. Vingerne var foldet så meget sammen det nu kunne lade sig gøre, og lå ned af hendes ryg. På den måde kom de forhåbentlig ikke i vejen. Amelias ansigt var malet med foragt og afsky for væsnet der havde blod i hele ansigtet, efter at havde taget for sig. Det var kvalmende, klamt og vredesopbrusende. "Dit monster" stemmen var lav, nærmest en hvisken, som hun så på væsnet ødelæggelse af den stakkels kvinde. Hvad en det var for en tid hun var havnet i, virkede den ikke spor bedre end den hun kom fra.

Det var en kvinde, der dukkede op. Denne var i en pladerustning, og derfor fandt Marcus det utroligt interessant. Foragten i hendes blik og ordene fra hendes mund fik ham til at fnise, mens han også trak sit langsværd. Hvor var det bare sjovt! "Hihi! Jeg giver Dem ganske ret, skøn ungkvinde!" sagdehan halvhøjt, som han nærmede sig hende. Han tørrede noget af blodet af med den hånd der ikke var tilsølet i blod. Nu var han ikke fuldstændig rød i ansigtet, men der var stadig et par klatter hist og her. Som han gik tættere på hende, rettede han sværdet mod hende med et stort tandsmil over hele ansigtet. Det var bare så hyggeligt at møde nye mennesker! Da hans blik fangede vingerne, stoppede han brat og lod som om, at han var dybt overrasket. Det var han egentlig også, men han havde set andre syrede ting før.

"Åh! Du er en engel! Ej, hvor spændende, hvordan er det at flyve?! spurgte han, stadig lidt højlydt. Han kiggede undersøgende på vingerne mens han stadig fnisede let, før han viftede en smule med sværdet. "Er du så også en monsterjæger, siden du bare uden lige kan genkende et monster? Jeg har mødt monsterjægere før, og du ligner ikke helt sådan én må jeg sige. Hvad har du i sinde nu, hm?"

Han måtte være gået fra forstanden! Amelias foragt og væmmelse mod ham blev ikke mindre som han svarede. Tvært imod. Hun havde allermest lyst til at bakke væk fra ham og ligge så meget afstand som overhovedet muligt. Det tog en vis mængde viljestyrke at stå solidt plantet og blot vagtsom se hans skridt an som han nærmede sig hende uden de store bekymringer.
Amelia rynkede brynene og fjernede ikke blikket fra ham, selvom et svagt løft gik igennem hendes vinger ved hans spørgsmål. Det var ikke ligefrem meget hun havde praktiseret det med at flyve, da hun stadig skulle vende sig til at være kommet tilbage.
Hun havde egentlig heller ikke i sinde at svare på hans spørgsmål. Lige nu var hun langt mere optaget af hans psykotiske natur og unaturlige fnisen til alting.

"Det er ikke svært at se du er et monster. Du har dræbt en uskyldig kvinde og bader dig rundt i hendes blod som et svin i en svinestald! Det er barbarisk!" Amelia var vred, foraget og væmmelsen over hvad hun havde set tyngede sig i hende.
Hans viften rundt med sværdet var nervepirerne og resulterede også i at Amelia havde trukket sig eget, mest for beskyttelse. Selvom der nok ikke skulle mange ord til før hun så det i orden at aflive ham som et simpelt dyr der havde fået galskab. "Hvorfor gjorde du det? Hvad var pointen?"

Marcus kunne stadig ikke stoppe sit maniske grin, heller ikke da kvinden virkelig lød vred og frastødt. Normale mennesker ville enten være blevet vrede eller på et slag ind på samvittigheden. Ikke Marcus. Han morede sig bare gevaldigt over hende, og hendes beskrivelse af ham. "Alligevel er det nu ganske godt observeret, og du fortjener en applaud for det," og med de ord bukkede han karismatisk for hende med armene strittende ud til siderne. Det gav effekten af, at hans sværd svang lidt rundt. Men det var lige meget. "Pointen? Jamen.. Hun kiggede mærkeligt på mig. Det var jo bare som om at hun bad mig om at slå hende ihjel, sådan som hun kiggede på mig. Og så kunne jeg altså ikke lade være!" udbrød han, næsten forvirret. Hvorfor skulle han dog have en grund? Mørket var da ligeglade med den slags!

Hans grin ændrede sig brat til en grimasse af alvor, da han igen pegede sit sværd mod hende. "Du ville sikkert have stoppet mig, ikke?" spurgte han alvorligt, da han trådte et enkelt skridt tættere på hende. "Du er vred, ja frastødt, og vil gerne sørge for, at jeg ikke dræber flere. Det kan jeg da godt forstå, mennesker kan være så skrøbelige," endnu et skridt tættere på. Han sænkede sværdet mod jorden, og så på hende med et næsten forståeligt blik. "Og før jeg bader i dit blod, vil jeg give dig første stik gratis. Det skylder jeg dig, så kom. Lad retfærdigheden ske fyldest, og dræb monsteret!" Han åbnede sig komplet foran hende, da han nu kun stod en armslængde væk.

Amelia var fuldt og fast overbevist om at manden var vanvittig. Hvad end han havde været udsat for havde det slået hans hjerne så meget løs, at ikke en eneste anstændig tanke gik igennem knolden på ham. Det var på sin vis sørgeligt, men lige nu mest frastødende og forfærdeligt, hvordan han uden samvittighed rumsterede rundt i verden.
"Du er jo vanvittig.. Du kunne have ignoreret hende. Gået den anden vej." Amelia prøvede, selvom hun vidste det var at tale for døve øre. Hvorfor skulle han overhovedet tage hendes ord for gode vare?

Hvad ben skulle man ligge sin vægt på når der stod sådan et monster foran en. Han lignede en mand, et ganske normalt menneske, selvom den teori for længst var skudt i sænk. Han måtte være et eller anden form for væsen. Hvilket, var så et godt spørgsmål. Men hvad skulle hun gøre. Lege hans leg og stikke til, eller forsøge at tale ham til fornuft. Amelia var egentlig en handlingens kvinde, men hun følte det var en fælde. Hun holdte sværdet ud foran sig, så det var lige foran hans brystkasse, han så fint viste frem uden at ligge skjul på noget. "Hvad helt præcis er du?" det svar ville hun have inden hun huggede til. Et præcist stød kunne ende ham hurtigt.

Marcus var næsten lige ved at blive aggressiv. Hun ville ikke følge hans regler om at få lov til at tage det første angreb og hun blev bare ved med at snakke om den skide kælling af en bondetøs, der lå død et stykke bag ham. Han var så ligeglad med hende. Eller, det var han så ikke, men han var stadig ligeglad. "Det kunne jeg sikkert," ytrede han med et skuldertræk, mens han så sig over skulderen på hende. "Men hun kiggede forkert på mig. Så jeg var jo nødt til at gøre.. Du ved... Et eller andet, ikke? Jeg kan ikke ignorere sådan noget," han forsøgte virkelig at forklare sig for hende, men det var bare for svært. Så var det bare meget nemmere at lade hende få lov til at angribe først.

Men heller ikke det, ville hun! Hun ville bare stille spørgsmål hele tiden! Det var faktisk ret frustrerende, så han trak bare på skuldrene igen. "Hvis jeg vidste det, ville jeg nok ikke have fortalt dig det, ville jeg? Jeg er mig, du er dig.. Og bondetøsen er bondetøsen.. Nej, vent.. Hun er død.. Man kan ikke være en bondetøs når man er død... MEN! Man kan godt være en død bondetøs," Marcus satte i en skraldlatter over sin egen joke, før han meget pludseligt trådte frem mod kvinden, greb fat om hendes sværd og tvang det igennem maven på sig selv. Han lod det gennembore sig totalt, så han blot var centimeter fra hende og da han åbnede munden flød blod ud. "Se? Det var jo ikke så..." han hostede noget af blodet op og det endte på kvinden foran ham, til hvilket han grinede lidt mere. ".... Svært.. Var det?"

Amelia bar et tydeligt udtryk af foragt for skabningen foran sig. Hun kunne ikke bestemme sig til hvad han helt præcis var, andet end han måtte være et monster på en eller anden måde. Et forfærdeligt monster der var bedst tjent med ikke at leve mere. Men havde hun ret til at lege bøddel på den måde? Amelia rystede ganske let, nærmest fuldstændig lamslået på hovedet. "Hun kiggede garenteret på dig, med samme foragt og kvalme som jeg!" og det var sådan hun præcis havde det. Kvalme over hvad dette væsen var i stand til, samt at han virkede fuldstændig uden samvittighed. At det var normalt at reagere som han gjorde.

Han var splitterragende gal. Amelia havde egentlig ikke lyst til at tage kampen op med ham, mest af alt fordi hun var ikke sikker på at han havde nogen form for stopknap? Ville han føle smerte på samme måde som andre?
Mere nåede hun rent faktisk ikke at tænke over, før hun mærkede et ryk i sværdet der var sat i forsvarsposition. Hun trak modvilligt i det, men ikke hurtigt nok til at forhindre hvad der nu skete.
Lamslået så hun nærmest i slowmotion hvordan sværdet pressede sig igennem hans hud, og hun blev trukket tættere på. Kvalmen blev værre som blodet fra hans mund ramte ned over hendes ansigt og overkrop. Hun strammede grebet om sværdets skaft, mens hun så arrigt på ham. "Dit klamme skadedyr" Hun trak sværdet brutalt ud, og bakkede selv. Hun var ikke fremmed til blod, men jo længere tid hun brugte i nærheden af dette væsen jo mere frygtede hun for sin egen sikkerhed.

Marcus tabte sin klinge mens han havde kvindens sværd til at sidde igennem sin mave. Han hostede lidt mere, grinede derefter også lidt mere og til sidst trak hun sit sværd frit med en kommentar, der blot fik ham til at se endnu mere. "Skadedyr? SKADEDYR!? At du vover!" han faldt ned på knæ, mens han holdt sig for såret i maven. Det begyndte så småt at heale, men der var så meget blod at det ikke sådan bare uden lige var til at se. Især ikke når han dækkede såret med hånden. "Her giver jeg dig din sejr og alt muligt, og så kalder du mig et skadedyr? Jeg forstår det slet ikke, kvinde," han væltede med vilje helt ned på ryggen og begyndte så småt at skabe en illusion under sin hånd. En illusion af, at der stadig var et sår der hvor hendes sværd havde ramt. Derefter lod han hånden falde ned langs siden. 

"Du er smuk.. Har nogen nogensinde fortalt dig det? Du har sådan nogle pæne ansigtstræk. Jeg kan lide dit udseende, hvis nu bare din mund var lige så pæn.... Men næh nej," han lå fuldstændig åben, før hans grin falmede og han stirrede på hende med raseri i sit blik. "Nå... Men hvor kom vi fra? Ah, ja.. Her ligger jeg, stakkels arme mand. Ville du have noget imod at give din hjælp nu hvor du så flinkt har spiddet mig?" han hostede igen lidt, før han valgte at "forsøge" at sætte sig op.

Foragt og væmmelse var malet over hendes ansigt som han faldte på knæ og hun bakkede ganske villigt et par skridt tilbage fra ham. Det var ikke engang værd at diskutere med denne skabning, der mest af alt bare skulle aflives på stedet hvis alt stod til hende. Men måden dette var foregået på forstyrrede hende ind i sin grundvold. Dette var ikke sådan hun valgte at se en sejr. For det var det ikke. "Dine ønsker om smerte og død er forstyrrende - at slå en uskyldig kvinde ihjel, for derefter at lege rundt med mig gør dig netop til det! Et skadedyr" svarede hun i foragt med sine næse rynket sammen.

At høre ham udtrykke orderne smuk og så om hende var næsten lige så forstyrrende som det blod han havde ramt hende i ansigtet med. Hun bakkede længere væk. Hun kunne efterlade ham og lade ham dø af sine smerter.. "Hvorfor skulle jeg dog hjælpe dig" knurrede hun med et fast greb om det blodige sværd, mens hun stadig lagde afstand til ham, uden at fjerne blikket.

Marcus kom langsomt på benene mens kvinden vedblev sin rablen om at han var et skadedyr og at han havde taget livet fra en helt uskyldig kvinde. Han rystede på hovedet med en vippende finger holdt i vejret. "Ah ah aah! Næh nej, du," en lille klukken dukkede op fra ham og han begyndte at træde tættere på kvinden igen. Hun skulle ikke bare tro at hun kunne gå sin vej, han havde det jo sjovt med hende! Med et sygeligt smil på læberne trådte han endnu tættere på, stadig "blødende" ud af kroppen hvor hun havde stukket ham. Det her var og blev sjovt, som han lod sig vende på en tallerken i et sygt og forkert forsøg på at forvirre hende. Han faldt på knæene igen med et overraskende overbevisende chokeret ansigtsudtryk.

"Nej? Hvad sker der?! Hvad... NEJ!" han stirrede på liget af bondekvinden med tydelig rædsel i øjnene, værende den mesterspion, som han nu engang var, så følte han i hvert fald selv at det var overbevisende. "Er... E-er hun død? Hvad har jeg dog gjort?" Marcus begyndte med det samme at græde de sødeste krokodilletårer, hulkende af afmagt. Han brugte en gammel følelse, som han havde haft de mange, mange år han var blevet brugt til at eksperimentere på. "Han... Kommer tilbage... Jeg kan ikke holde ham ude meget længere!" han begyndte at rive og flå sig i håret og lagde sig helt ned i fosterstilling som en anden galning, der var blevet tabt til sindet af en psykopat. 

Hvis der var muligt, ville Amelia gerne teleportere sig helt hen til den anden ende af jordkloden for at komme væk fra dette rablende gale væsen. Alligevel følte hun også at hun var nødt til at stå op og gøre noget. Han var jo tydeligvis farlig – han havde allerede slået en ihjel. Amelia ville ikke kunne vide hvor mange det efterhånden var omkommet for hans sværd eller andet godt han fandt på at dræbe folk med.
Amelia kom med et forskrækket hop tilbage som manden faldte på knæ, med et udtryk som hun ikke kunne tyde som andet en direkte chok. Forvirringen meldte sig hurtigt som han begyndte at rable, panikken og bange lød det til.

Hun følte stadig en stor foragt for manden, og kvalmen der tryggede i halsen så snart hun bare så på hans bloddækkede krop, gjorde det heller ikke nemmere at føle nogen form for medlidenhed. Men måske det i virkeligheden var en mand der led. Af hvad end årsag det var. Han var så voldsom mod sig selv at Amelia helt ærligt ikke vidste hvad hun skulle gøre. ”Hvem kan du ikke holde ud meget længnere…” det lød køligt og fuldstændig distanceret fra situationen – i virkeligheden var det for at holde kvalmen ved lige.

Det så ud til at virke. Delvist. DELVIST. Men det så da ud til at hun faldt for den. Det var vigtigt, for måske kunne hun gøre ting, der kunne få ham til at ende i hovedstaden, hvilket var en ting, han havde brug for. Så kunne han spionere lidt igen, hvilket bare var vigtigt for ham. At finde ud af deres hemmeligheder og derefter gå tilbage til mørket med disse hemmeligheder, for han havde egentlig ikke noget at lave alligevel. Hvad skulle han ellers give sig til, pille navle? Dræbe flere bondekvinder? Hænge sig selv i et træ for sjovt? Det kunne faktisk være spændende?! Han begyndte at rive sig selv i håret, i en blanding af nysgerrighed, fascination, panik og aggression som hun stillede sspørgsmålet.

"DIG!" udbrød han højlydt mens han rejste sig på benene med en kniv i hånden. Han begyndte at grine hysterisk, mens han trådte hen mod kvinden med kniven i hånden. "Dig, dig, dig, dig, DIG! Det er DIG jeg ikke kan holde ud, kan du ikke se det, HVA'?!"  med galskaben tydeligt lysende ud af øjnene gav han sig til at stikke ud efter hende med sin kniv,  fuldstændig fastsat på, at gøre noget der var anderledes og sjovt. Om det så skulle være dette, var vel helt op til hende?

Det øjeblik af medlidenhed der havde været bare en snert af hende var helt igennem væk. Faktisk opnåede hun tilstanden af at himle med øjnene af ham og blive en kende anelse aggressiv da hun var kommet sig over forskrækkelsen det havde medført pludselig at blive råbt af på ny og ikke mindst kniven han holdte frem. ”Ja, jeg er også et forfærdeligt mennesker” svarede hun sarkastisk. Hun var efterhånden ved at have nået grænsen hvad hun kunne håndtere. Normalvis var Amelia en meget tålmodig person, men denne ting havde allerede foretaget sig mere en rigeligt. ”Jeg skal nok give dig en laaaang pause fra mig, så snart du bliver sat i en fangekælder..” knurrede hun irriteret som hun holdte sværdet frem. ”Enten følger du med frivilligt.. men det har jeg efterhånden erfaret ikke er din ting..” hun havde både mulighed for at fastbinde ham, men ærligt ville hun foretrække at han var ude af stand til at tale, røre sig eller noget som helst. En manglende livsgnist kunne også være godt – men det var desværre ikke noget hun måtte ifølge jobbeskrivelsen.

Marcus begyndte med det samme at skrige op i en manisk latter over kvindens sarkastiske bemærkning. Han fægtede lidt med kniven foran hendes syn, stadig storgrinende. "Ja, ja du er, du er simpelthen forfærdelig... SJOV AT IRRITERE!" råbte han op i stor glæde, mens han begyndte at stikke ud efter hende, uden hæmninger. Han ville gerne se hende bløde... Bare lidt. Måske også smage lidt! Uh, det kunne være SUPER lækkert! "Fangekældre er min store fettish, vidste du godt det? Hva'?" igen stak han ud efter hende, denne gang mere alvorligt og mere intenst. "Jeg kunne følge med frivilligt... Men det ville bare være så drønkedeligt!" endnu engang begyndte han at smågrine, som han stak ud efter hende. "Nej, så hellere lade os slås lidt, nu hvor du ved at jeg ikke bare lader mig dræbe af sådan et lille mavesår,"

Instinktivt var sværdet holdt hårdt fast i hendes hånd, som hun var klar til at sætte det op i forsvarsposition mod galningen med knivfægtevanvid. Han var desideret psykotisk at høre på, og ærligt ville Amelia lige nu ønske at nogen kom og blandede sig. Men der var ingen i miles omkreds. ”Godt du more der” kom der irriteret fra Amelia der efterhånden begyndte at tage kontakten til jorden under sig. Hun kunne bruge den til hjælp sig, skulle de kaste sig ud i en slåskamp igen. Hvilket der kom lige få sekunder efter udtalelsen. Hun trådte tilbage ud af rækkevide, mens hun holdte sit eget sværd opad. Det var bare et spørgsmål om tid. ”Det anede mig..” hun slog til klingen hvilket gav den genkendelige lyd af stål mod stål, som han stak ud efter hende. ”Fint.. Hvis det er sådan du har det” svarede hun igen og fik jorden under dem til at rumle for at få ham til at miste fodfæstet inden hun ville gå til angreb med stik imod ham.

Marcus morede sig kosteligt med, at slås lidt mod denne fantastisk sjove kvinde. Hendes vrede gav ham glæde, og jo mere vred hun blev, des mere ekstatisk blev han. Det var lige før at han kunne lægge sig til at befamle sig selv når de var færdige med dette, men for nu havde han travlt med at forsøge at stikke hende ned. Hun havde sit sværd rækkevidde, så han kunne ikke rigtig komme igennem hendes forsvar. Men det var også okay, hans plan var ikke at dræbe hende. Hans plan var at blive fanget og han ville ikke stoppe før hun havde ham forsvarligt i reb og på vej mod hovedstaden. 
Den pludselige rumlen i jorden fik Marcus til at fokusere på sit fodfæste frem for selve kampen og i samme sekund endte kvindens sværd i hans krop igen og han stivnede som smerten fik ham til at se ned den blodige klinge, der endnu sad i ham. "Det er lige præcis sådan jeg vil have det," i et morderisk angreb stak han sin kniv ud efter hendes venstre skulder.

Det her var dybt forkert på alle måder. Hun afskyede ham allerede mere end noget andet hun i sit liv havde mødt, og så helst at han bare forsvandt ud af hendes liv igen så hurtigt som overhovedet muligt. Men hun fik endelig ramt. Faktisk havde hun lyst til at fortsætte med bare at hakke løs, men hendes opgave var at fragte ham i forvaring. Sikker forvaring faktisk, men han gav nok ikke umildbart nemt op. Det så i hvert fald ikke sådan ud.
Amelia skar en grimasse af afsky over hans ord, men det forandrede sig hurtigt til overraskelse som kniven susede frem. Hun nåede at flytte sig nok til at den ikke borede sig ned, men den snittede stadig et hæftigt sår ned i skulderen. I samme bevægelse som hun trodte væk tog hun kontakt til jorden igen. Som ville hun slå ud efter ham, førte hun en knyttet næve i en glidende retning, men langt fra muligt at ramme ham. I hvert fald med hendes krop. Jorden lystrende og sendte et klippestykke afsted med høj fart mod hans hoved.

Han trak blod. Han trak blod og det var ganske enkelt FANTASTISK! En manisk latter begyndte og han stoppede faktisk kort med at stikke ud efter ham, mens han lo og lige med nød og næppe undgik hendes slag. Dog ikke det klippestykke der blev sendt af sted mod ham som jorden rystede. Det ramte ham direkte i hovedet, kæben blev slået af led og næsen brækkede. Marcus væltede bagover af kraften som klippestykket havde ramt med med, hårdt og hurtigt og hans første instinkt var, selv at knække både kæbe og næse på plads med sine hænder, før det gik op for ham at det faktisk havde gjort ret ondt. Blod løb stadig fra hans næse og fra panden hvor klippestykket også havde ramt, og han så næsten dobbelt. "Det var da lige godt.. Satans.. Sikken.. Sjov evne du har," han kluklo stadig let før han bare lagde sig helt ned. Han havde ikke tænkt sig at slås mere. Ikke før meget senere. Det her var alligevel lidt for hårdt ved hans hoved.

Det var med stor tilfredsstillelse at se skabningen blive slået til jorden af klippestykket, og et krusset smil bredte sig på Amelias læber. Hun havde håbet det havde slået ham bevidstsløs, men der skulle nok mere til for at nå igennem den tykpandede idiot. "Ja, den er ret effektiv" bekendtgjorde hun, som hun stak sværdet i jorden, for at have begge hænder til rådighed. Hendes far ville skrige over den måde hun behandlede sværdet, men det skulle gå stærkt, og hun skulle have muligheden for hurtigt at få fat i det igen.
Amelia stilte sig i heststand og fik jorden til at adlyde hende igen. Klippestykker skød op og lukkede sig om hans ankler, så selv hvis han ønskede at rejse sig ville det ikke blive nemt! Først der tog hun sværdet op igen, stak det i skeden og gik hen imod skabningen. "Du er anholt og vil blive fragtet til hovedstadens fængsler. Du har ret til at holde din kæft" den vante tale blev en kende anelse mere aggressiv, som hun greb fat i kraven af hans trøje og hev ham op i en siddende tilstand med hensigten om at spænde hans håndled sammen med sammenpresset sten, som en erstatning for håndjern.