Lyset ville varer lidt endnu. Dette blev konstateret, imens endnu en håndfuld sure bære blev stoppet indenbords. Aphria skar ansigt, men tyggede alligevel bærerne langsomt for at få mest mulig ud af den lille portion, som hun havde samlet i løbet af den sidste halve time. Det var blot få timer siden, at hendes færden havde bragt hende til skolens porte, men hendes frygt havde holdt hende fra at gå ind af de store porte, som ledte indenfor. Frygt var måske ikke det helt rigtige ord, men af en eller anden grund, så følte hun sig ikke ligefrem velkommen. Ingen havde sagt noget ondt til hende, men hun havde hørt snak om skolen. Fagligt ville hun måske kunne følge med, men hendes alder matchede slet ikke elvernes. Selvom hun selv følte sig ung og endda blev anset barnlig af mange fra hendes hjemby, hvis aldre oftest langt oversteg menneskelige væsner, så var det stadigvæk ikke noget, som ville få hende ind på skolen. Men selvom hun havde vidst dette på forhånd, så havde hun alligevel ladet benene føre hende dertil. Hvorfor? For synets skyld, selvfølgelig.

Skolen var dybt imponerende. Stor, mægtig og temmelig robust. Eleverne var sikkert godt beskyttet imod plagen, som hun efterhånden havde hørt så meget om. Selv havde hendes moder sendt hende afsted med et tykt klæde, som hun kunne trække op foran munden, hvis hun mødte nogen der udviste en potentiel smittefare. De vidste ikke meget om sygdommen i Elverly da hun tog afsted, men moderen havde sine kilder, og de svigtede aldrig. Udover det lysegrønne klæde, som hun havde svunget om halsen, bar hun ellers en mørkegrå kappe, en sæk over skulderen og sin bue over den anden. Hovedet var som sædvanlig ikke tildækket, da hætten der fulgte med kappen alligevel ikke ydede hende meget gavn.

Aphria bevægede sig ud af bærbusken, som hun havde lusket rundt i, mens tankerne løb løbsk. Det var sent, men ikke sent nok til, at hun ville finde et sted at slå lejr endnu. Lyset varede længere efterhånden, hvilket var et tegn på, at vinteren trak sig tilbage. Det betød, at hun stadigvæk havde rigeligt med tid, og desuden havde hun kun udforsket omkring halvdelen af udendørsarealet, da hun brugte mere tid på at hoppe i skjul og studere elever på afstand. Hun ville egentlig mægtig gerne hilse på nogen, men hun var stadigvæk ikke sikker på, hvordan man modtog fremmede og nysgerrige sjæle her omkring. Det var selvfølgelig en skole, men en yderst fornem en af slagsen lod det til. Hun fnøs frustreret, og hankede op i sækken, inden hun begyndte at bevæge sig over imod en nærtliggende sø, hvor hun kunne slukke lidt af tørsten.