Det var ganske kort tid efter Slaget om Hovedstaden, at Kalitresh begyndte rejsen mod sit hjemland. Havfolkets rige. Der var ellers nok at se til inden for byens mure: de døde skulle begraves, den ødelagte bymur skulle genopbygges og de sørgende familier skulle have ro.
Men tiden var også inde til at styrke Lysets alliancer. Kalitresh ønskede at underette sin familie om hændelserne i egen person, og da han tidligere havde fungeret som diplomat mellem havfolket og Lyset, fik han lov til at drage af sted. Den kølige havoverfalde var et velkomment syn, og Kalitresh kunne efter lang tid endelig skille sig af med sine menneskeben og begive sig ned i det blå dyb.

Aryaka-familien boede i Aquarins centrale distrikt, og Kalitresh nød synet af de velkendte omgivelser, som han tilbragte de næste uger i sine forældres og sine søskendes selskab. Hans bror var begyndt at blive optrænet som kongelig vagt - ligesom moderen, og stoltheden hos hans forældre var tydelig at fornemme.
En enkelt nat vågnede Kalitresh efter et voldsomt mareridt om en gammel, dæmonisk udseende port, hvorfra mørket strømmede ud, men livet gik sin vante gang i havfolkets rige, og han glemte snart den urolighed, der om natten havde bredt sig i kroppen.

Som ugerne var gået og Kalitresh' tanker var begyndt at handle om tilbagerejsen, kom der imidlertid besked fra Hovedstaden. Med rystende hænder læste Kalitresh brevet i den vandtætte forsegling: Dæmonerne var undsluppet deres fangenskab og pesten havde ramt landet!
Han begyndte hastigt at pakke sine ting - Hovedstaden var hans hjem nu, og byens befolkning havde brug for byvagterne. Han måtte gøre sit bedste for at hjælpe pestofrene, men inden han kunne nå at gøre sig klar til rejsen, trådte hans mor ind i rummet. Hun havde et sørgmodigt udtryk i øjnene, for også hun var blevet informeret om situationen til lands. Hendes blide skællede hænder greb fat om hans og en let hovedrysten indikerede, at hun ønskede, at han skulle stoppe sit fortagende.
"Du kan ikke hjælpe menneskerne denne gang, Tresh." Stemmen var rolig men det var tydeligt, at hun ikke skulle siges imod. Hun nikkede mod brevet, som han hastigt havde lagt fra sig - han havde godt set de sidste linjer, men han havde med det samme ignoreret dem.
Den overordnede løjtnant for Kalitresh Aryaka ønsker at han for nu bliver i Aquarin ind til pesten er raset ud, da store dele af byvagten allerede er smittet med sygdommen. Der er ikke råd til at miste flere.

Kalitresh' skuldre sank modløst, og han satte sig ned. Han ønskede brændende at han kunne hjælpe, men han vidste godt, at de havde ret: han ville ikke opnå andet end en tidlig død, hvis han vendte tilbage til Hovedstaden.