Incubus var begyndt at kede sig. Bare at forføre de dødelige var ikke altid lige sjovt. Det var alt for nemt ret tit, og han havde behov for noget afveksling. Det var også meget trættende at skulle jage sit afkom hele tiden. De var ikke altid lige nemme at komme til, men det var nødvendigt. Han vidste ikke hvorfor, men der var noget i hans indre, der fortalte ham at det var bare noget han skulle gøre.

Længe havde han gået og tænkt over hvad han skulle gøre for at gøre det mere spændende. Måske var der noget nyt og spændende at gøre i den store by, efter alle de døde var blevet fjernet. Det var ikke svært for ham at komme ubemærket ind i byen, og hvis nogen så ham, fik han dem enten til at glemme ham, eller så måtte de dø. Han magtede ikke at skulle flygte fra dæmonjægere og -hadere. Det var noget andet der var yderst trættende. Men i løbet af sin tid i Hovedstaden var hans blik faldet på et menneske. Måske kunne det lokkes til at gøre noget for ham. Mennesket var i forvejen dybt begravet i lyst, så det skulle ikke være et problem for Incubus at overtale mennesket.

En morgen, der heldigvis var overskyet, så den irriterende sol ikke skinnede for kraftigt, havde han valgt at holde lidt mere øje med mennesket. Han blev bekræftet i at mennesket godt kunne virke som en agent for den unge dæmon. Han ventede til mennesket var alene på værelset til kroen. Det eneste der afslørede hans pludselige opdukken, var at sengen han sad i knirkede foruroligende under den pludselige vægt, som den purpurrøde dæmon bar på sig. De hvide udtryksløse øjne stirrede over mod mennesket, og ansigtet fortalte intet om hvad der skete inde i hovedet på den. Han ventede på menneskets reaktion, men var klar på at teleportere sig hen til det, hvis det skulle prøve at stikke af, og holde fast i det. Hans ene hånd hvilede i skødet, mens det andet hvilede på knæet, og de lange klør trommede stille og rolig i en fast rytme på det.

Han kiggede mennesket direkte i øjnene, og det gled på intet tidspunkt ned af mennesket. Han havde altid mest magt hvis han så dem i øjnene, og han var temmelig ligeglad med hvordan de dødelige han forpurrede så ud. Han havde helt andre prioriteter. Mennesker var så smålige at de bekymrede sig om hvordan deres partnere så ud. Sådan nogle petitesser. Men derfor var det til gengæld også så sjovt at ruinere dem og ødelægge de indbyrdes forhold de havde. "Jeg har et tilbud," sagde han roligt og lagde hovedet lidt på sned. De store horn var lige ved at kradse væggen.

Incubus kunne fornemme at mennesket var overraskende roligt, i forhold til at Hovedstaden nær var blevet udslettet af blandt andet dæmoner. Ikke mange mennesker der så ham var så trygge som dette menneske. Det gjorde bare det hele lidt lettere, og så kunne han se om sådanne planer kunne være muligt. Han glædede sig allerede til at se om hans plan ville bære frugt. Han rejste sig op af sengen og trådte et skridt tættere på mennesket. Først nu tog han mennesket nærmere i øjesyn. Han lagde armene over kors da han undersøgte ham. En lille skælmsk smil dukkede op på hans læber. Dette eksemplar kan sikkert tjene mig godt, tænkte han tilfreds og så tilbage i menneskets øjne.

Han fornemmede straks skuffelsen i mennesket. Luften smagte af den skuffelse, og han kunne lugte hvordan lysten nærmest strømmede ud af mennesket. Han blev mere og mere overbevist at han havde valgt det rigtige eksemplar. En knurren, der kunne minde meget om en kats spinden, strømmede fra hans strube, og de spidse tænder blev afsløret i et bredt smil. "Jeg kunne godt bruge... en hånd til... nogle småting," sagde han nonchalant og viftede lidt med hånden. "Ikke noget der besværligt, og helt sikkert inden for din... ekspertise." Han prikkede med en klo på menneskets bryst.

Han travede om på den anden side af mennesket for at se på det fra den anden side. "Hvad siger du?", spurgte han og vendte blikket mod mennesket. Jo mere tid han brugte sammen med dette menneske, desto mere nysgerrig blev han. Det var første gang han oplevede at der var et menneske der ikke udviste frygt, og han havde næsten lyst til rode med mennesket, for at se om der faktisk gemte sig frygt nede i det. Nej! Han måtte lige tage sig sammen. Han skulle jo ikke skræmme mennesket væk. Hvis dette menneske kunne bruges til at skabe kaos på hans vegne ville det være en kæmpe succes!

Et bredt smil bredte sig over det unaturligt glatte og androgyne ansigt. Spidsen af tungen stak ud mellem tænderne og slikkede læberne. Den tilfredse knurren dukkede frem i struben atter en gang. Mennesket var ikke afvisende, selvom det havde brugt så lang tid i en dæmons selskab. "Du er et interessant eksemplar," sagde han drillende og stillede sig tæt af ham og vejrede i luften for at mærke sig hans fært. Tungen smuttede ud mellem tænderne igen og gled kort op af kanten på det øre der var nærmest ved. Atter en gang knurrede han tilfreds.

Han gik tilbage til sengen og satte sig ned og lænede sig lidt tilbage og holdt sig oppe med hænderne. "Jeg synes det er kedeligt at bare forføre jer dødelige. Det er alt for nemt. Jeg har et menneske i tanke som skal forføres, så vil du være interesseret i at gøre det for mig?", spurgte han med et skævt smil, mens de lysende hvide øjne stirrede direkte op på mennesket.

Han blottede sine tænder igen i et stort bredt grin. "Det bliver ikke let," sagde han udfordrende. "Hvert fald ikke uden magi." Han klappede madrassen ved siden af ham for at få mennesket til at sætte sig ved siden af ham. Han ventede tålmodigt til at mennesket fik sat sig, inden han ville forklare videre. Han fulgte mennesket nøje med øjnene for at mærke hver ændring i menneskets følelser jo længere deres samtale ville fortsætte.

"Har du hørt om Nestor Raben?", sagde han med et underholdt toneleje. Han kunne mærke hvordan spændingen fik ham op at køre. Han var meget nysgerrig efter om hans plan ville komme til at virke! "Den anerkendte handelsmatador har en ung søn, der skal overtage hans imperium. Han er blevet forlovet med en sød lille hun. De er så søde sammen, at man er ved at få kvalme af det," begyndte han at forklare ham. Han overdrev alt hvad han sagde. Det virkede nærmest komisk. "Jeg kan ikke lade være med at forestille mig hvad der ville ske, hvis Nestor Raben den Unge skulle blive opdaget i færd med at blive taget af en anden han, og nyde akten." Hans skælmske smil afslørede helt klart at det var der hvor han havde tænkt at mennesket passede ind i hans lille plan.

Han tænkte nok at mennesket ville gerne have en eller anden form for belønning. Sådan var mennesker. De ville altid have noget af en dæmon når de indgik aftaler med dem. Kunne det ikke bare være taknemmelig at han havde udvalgt det til at tjene ham? "Hvis du gør det godt, har du en potentiel fast kunde. Og de unge menneskehun skal jo også have en form for trøst, ikke sandt?", sagde han med et skælmsk smil. "Men Nestor den Unge er alt andet end villig til at blive taget af en han, så han bliver ikke nem at overtale. Jeg er dog villig at lære fra mig som en lille tegn på min velvillighed." Han havde et drilsk smil på læben og lagde hovedet på sned.

"Hvis det ikke er godt nok for dig så kan jeg se hvad du lyster," sagde han med en lidt hæs stemme, og prøvede gribe fat i menneskets håndled og trække det hen mod ham og lade mennesket røre ved hans bryst. Hans hud var hård og utrolig glat. Han ville stadigvæk holde fast i håndledet som et tegn på at det var alt det han ville få lov til lige nu. "Hvis du udfører din opgave tilfredsstillende, så kan det være at jeg vil stille din lyst." Han trak menneskets hånd fra sig og slap det. Han lænede sig væk fra mennesket og så på det for at se dets reaktion på de tilbud han var kommet med.