Kasey havde ikke helt vænnet sig til at være en del af en varulveflok igen, men det virkede som om at Fayne trivedes godt, men nu havde hun brug for at komme lidt væk fra dem, da hun stadig ikke helt stolede på flokken endnu, så hun var taget ud for at jage alene, og hun havde da også fået nedlagt et bytte, hvilket hun ikke havde forventet ville tiltrække andre omkring hende, for hun havde været under den overbevisning, at der ikke var andre varulve i området, udover dem i hendes nye flok.

Blodet fra kaninen hun havde fanget, havde dårligt nået at dryppe ned på skovbunden, før hun hørte den første gren knække inden mellem træerne, og med den ikke særlig tætte bevoksning omkring hende, tog det hende ikke lang tid at få øje på de 5 varulve, der var begyndte at cirkle hende, hvilket betød at hun ikke havde nogen steder at løbe hen. Hun kunne prøve at bryde igennem muren de havde lavet omkring hende, men det var ikke muligt, og hun havde kun en lille jagtkniv til at hjælpe med at forsvare hende.

Da de kom tættere på hende, kunne hun genkende et par at dem fra hende gamle ulveflok, og det var helt klart ikke godt. Hun havde ikke været væk lang tid til at de havde glemt hende, især ikke en så ekstraordinær en som hende. "Hvad vil I?" spurgte hun og kiggede rundt på varulvene der kom tættere på hende.

"Vi havde ikke forventet at vi ville møde dig her. Hvor er den lille hvalp du tog med dig? Har du allerede dræbt ham?" spurgte en af varulvene og Kasey tabte kaninen og knurrerede at dem, mens hun knyttede hænderne. Hvad fanden skulle hun gøre?

Julius var ude på en af sine daglige ture i luften. Han elskede det. Luften under sine sorte vinger og i håret. I dag var som de fleste andre, bortset fra den mørke tid, de var trådt ind i. Det betød også, at han havde et sværd spændt om livet og let hærdet læder på som en form for udrustning, bare som en forsikring, da han ikke ønskede at dø for anden gang.
Han valgte at slå sig ned lidt ved Vesterdalene, bare for også at gå lidt. Det gik ikke, hvis man udelukkende trænede én del af sig selv. Han ville også være i stand til, at kunne gå og løbe, hvilket han hidtil havde været i ganske god stand til.
Som han gik kunne han dog godt høre nogle folk snakke. Det lød mindre behageligt, da han hørte en let knurren, og da han kom tættere på, kunne han også godt se en ung kvinde der stod i midten af en rundkreds. Det virkede ikke som en venlig situation. Han gik tættere på, mens han lyttede til den. Det lød næsten som om de ville have hende til at dræbe nogen? Det lød ikke rart, så Julius gjorde, som enhver hjælpsom person ville have gjort.

"Undskyld, men hvad foregår der her?" spurgte han, lidt højt for at overdøve samtalen. Én af varulvene vendte sig rundt med en hidsig snerren. "Bland dig uden om, englebasse!" lød det. Julius brød sig ikke om at blive omtalt i sådanne toner, så hans blik blev omgående gennemborende. "Det her er neutral grund. Jeg blander mig hvis jeg har lyst, desuden ser det ud til, at hun ikke bryder sig om jeres tilstedeværelse," svarede han iskoldt. Det fandt varulven sig ikke i. Han snerrede dybt, gutturalt, og sprang mod Julius, der løftede en hånd mod manden, hvis pande langsomt krakkelerede. Der kom flere små sår, og han stoppede chokeret op lige foran Julius. "Hvad fanden var det, hva'?!" Julius trak på skuldrene. "Smut med dig. Hun vil jer tydeligvis ikke," og så var det slutningen på dén samtale. Varulvens hånd kolliderede med Julius' ansigt, lige mod tindingen. Men Julius var en hårdfør mand. Han havde været gennem døden og var kommet tilbage igen, så da han slog tilbage med en spark direkte ned i varulvens knæskal, væltede manden om på jorden med et brøl af smerte. Julius trak sit velprydede langsværd og kiggede spørgende på de andre.

Kasey havde begyndt at stille sig klar, så hvis det kom til det, så måtte hun jo prøve at kæmpe mod dem, selvom de både var større, stærkere og i totalt overtal over hende, men hun havde ikke forventet at der var nogen der ville komme og redde hende, da hun var langt nok væk fra Ulvehøj til at ingen andre fra flokken ville komme forbi. Så da Kasey hørte en fremmed stemme, var hun noget overrakset, for hvorfor ville en fremmed overhoved blande sig i noget, der tydeligvis ikke var deres problem. Det var da hver mand for sig selv, og Kasey kendte helt sikkert ikke den engel der kom gående mod dem. Hun ville have kunne huske hvis hun havde stiftet bekendtskab med sådan en, især fordi hun foretrak at undgå fremmede i det hele taget, og Fayne var den der normalt fik hende involveret i ting, som hun ikke var interesseret i.

Varulvene, som Kasey vidste var mere utrygge end hende selv omkring magi, tog tydeligvis ikke det at englen brugte magi som en god ting, da de nu havde vent alt opmærksomhed mod englen og deres kammerat som stadig var på skovbunden i smerte. Kasey begyndte at bakke lidt bagud, måske var det hendes chance for at slippe væk. De ville ikke kunne spore hende på samme måde som de andre, så hun ville kunne komme væk. Dog blev hun meget hurtigt stoppet af en af varulvene. "Du bliver her," snerrede varulven, for de ville ikke lades bytte gå, men først skulle de tage sig af englen. De resterende varulve gik først lidt tættere på englen, før at de alle sammen gik til angreb på ham.

Julius kunne godt se hvordan kvinden forsøgte at bakke ud nu hvor opmærksomheden ikke kun var på hende. Og han forstod det sådan set også godt. Han kendte hende ikke, og vidste ikke, om hun var typen, der brød sig om, at slås. Men det så ud til, at varulvene ikke var med på, at lade hende gå. I stedet så det ud til, at de havde en plan, og da alle deres blikke lå på ham, gjorde sig med det samme mentalt klar. Over dem lød en rumlen, som han begyndte at manipulere vejret op til en tordenstorm. Der var fire, og det var ikke en mængde han sædvanligvis kunne klare, fuldstændig uden brug af magi. Men så igen, var Julius ikke en mand, der var fanget af ære i kamp. Det var dræb eller bliv dræbt. Sådan havde det været længe for ham, og hvis han kunne vinde over en modstander med tricks, så gjorde han det. Som de begyndte at springe efter ham, blev den første ramt af et lyn, og faldt død om på stedet. De tre andre blev omgående vilde og tøvede ikke med, at springe på ham. Det blev en kamp hvor han var nødt til at starte ud defensivt.

Det var først da én af dem fik sine kløer hen over siden på hans hals, et sted der ikke var voldsomt beskyttet, at Julius fik nok. Han fik mandens hånd til, at krakkelere helt ind til knoglerne, og mens den person skreg af smerte, jog han den næste ned med et sværd gennem brystet. Den tredje fik også ram på ham, denne gang med nogle dybe klostik i venstre overarm. Julius stirrede vredt på ham, som han smed sit sværd skødesløst fra sig. Han greb fat i manden og hans hænder slog gnister,til endnu et lyn slog ned.
Der var kun manden med den brækkede knæskal og manden med den krakkelerede hånd tilbage i live nu. Julius så skiftesvis på dem. "I skulle have lyttet til mit råd og taget benene på nakken," forklarede han koldt, uden den mindste empati i stemmen. Men for nu skulle han lige have vejret, før han begyndte at gøre noget ved dem.

Kasey havde været bange for sin egen magi, men også sin brors, hele sit liv, men det var først nu hun virkelig forstod at de få evner som de havde ikke længere var noget at være bange for, når der var folk som englen foran dem, som kunne dræbe varulve på et kort øjeblik og endda med noget i noget naturen. I følge Kasey burde ingen kunne ændre på hvordan naturen var, for den havde jo sit eget liv, men her var der en der kunne styre skyer og det var nok det der skræmte Kasey mest. Heldigvis virkede det som om at englen i det mindste var på hendes side i det her, men hun havde stadig allermest lyst til bare at flygte fra situationen, for hvis han ikke var, så ville han kunne dræbe hende på ingen tid, men på den anden side, hvis hun løb væk og han ikke synes det var noget hun skulle, kunne han jo dræbe hende på et sekund, og Kasey var nu egentlig ikke super interesseret i at dø foreløbig.

Varulvene havde tydeligvis ikke forventet at blive slagtet så hurtigt, da de havde den overbevisning om at magi ikke var stærkere end dem selv, men nu havde det alligevel vist sig at deres varulve evner ikke kunne hamle op med magiske evner som englens. Dog havde de ikke helt givet op, for nu var det også om deres ære og de kunne ikke komme kravlende tilbage som halv individer. Så varulven med den krakkelerede hånd styrtede på Julius endnu engang, for sigtede efter struben.

Julius kiggede lidt op på kvinden der havde haft problemet. Da hendes blik faldt på noget andet end ham, så han mod det, og fik øje på varulven med den krakkelerede hånd, næsten et sekund for sent. Han formåede, at få sværdet ind foran, så varulvens ansigt skar sig på æggen. Julius spildte dog ingen til, da han skubbede varulven væk, og med et svirp med sværdet skar dens hoved af. Nu var der vidst kun varulven med knæet tilbage, og Julius var meget hurtigt over ham og holdt sit sværd for struben på ham. Han tøvede dog, kiggende over på kvinden. "Hvad vil du have, at jeg gør? Skal han dø?" Spurgte han, en smule henkastet. Det måtte i sidste ende være kvindens beslutning, da han teknisk set havde blandet sig. Han kiggede afventende på hende, stadog med sværdet mod varulvens strube.

Endelig henvendte englen sig mod Kasey og hun var stadig lidt bange for ham, for havde godt nok været et show hun ikke havde forventet på nogen måde, men han havde reddet hende, hvilket var selvfølgelig et stort plus i hendes bog, og hun kunne ikke rigtig bare forlade ham, men hun kunne heller ikke bare lade varulvene var den anden flok overleve. Han ville helt sikkert fortælle dem hvor hun var og det havde hun ikke lyst til at skulle være en oplysning der skulle gives videre. En ting var at de kunne opspore Fayne, hvilket de nok ikke havde interesse i, men de kunne ikke opspore Kasey, hvilket var en stor fordel.
Hun tog et par skridt tættere på englen og kiggede ned på den allerede halvdøde varulv. "Det ville være det bedste," svarede hun, og hun havde egentlig ikke rigtig nogen sympati for at englen muligvis ville dræbe en til varulv, for de havde ikke ligefrem været rare ved hende, og det ville altså være for det bedste at han bare døde og selv hvis englen ikke ville dræbe varulven, så kunne Kasey godt, da hun stadig havde sin jagtkniv i hånden.

Julius kiggede på kvinden som hun trådte nærmere og ikke virkede synderligt anfægtet af de mange døde varulve. Hendes svar på tiltale fik ham til at hæve et øjenbryn. "Hvis det er det du ønsker," konstaterede han. På trods af varulvens tiggen om at få lov at gå, jog han uden videre sit sværd i struben på manden. Der lød en gurglen, som varulven langsomt døde, hvor efter Julius tørrede den dyre klinge af i varulvens tøj, og satte det tilbage i skeden. Derefter kunne han slappe af og fokusere ordentligt på kvinden. Han gav hende et reserveret smil, mest af høflighed.
"Mit navn er Julius.." han skulle til, at nævne sit fulde navn, men besluttede sig for, at det var upassende. "Og du er?" i stedet vendte han det til et spørgsmål rettet mod kvinden, som han langsomt trådte lidt tættere på hende, bare så de ikke stod midt i de døde varulve.

Kasey kiggede ned på den tiggende varulv, og egentlig virkede han mest af alt lidt patetisk. Hun havde ikke troet at en i den flok ville være så bange for at dø, da det ikke havde virket sådan da hun var der, men på den anden side så var han muligvis også lavt rangeret i flokken, det lignede han i hvert fald, også med hvor galt det var gået med at slå Julius ihjel. Hun forstod dog ikke helt hvorfor han i det hele taget havde hjulpet hende, fordi de var fremmede og han havde endda taget livet af den sidste, da hun sagde hun skulle dø. Det var et noget... mærkværdigt møde for Kasey, da hun aldrig før havde været ude for sådan en situation.
"Kasey," svarede hende, for hun havde ikke nogen grund til at give et efternavn, hvis han ikke gjorde, og de havde vel egentlig ikke rigtig noget at bruge hinandens efternavne til, efter det her, så så de formegentlig aldrig hinanden igen, hvilket ikke var noget som Kasey var ked af. "Tak for hjælpen med... dem," sagde hun så, for hun skulle i det mindste takke Julius.

Julius nikkede blot, da han hørte hendes navn. Så var dét på plads, hvis han nu skulle støde ind i hende en anden gang. Han nikkede endnu en gang ved hendes tak. "Det var så lidt. Jeg kan ikke udstå når folk går sammen efter én. Det er ikke retfærdigt," fortalte han hende ærligt, før hans vinger spredte sig let. Han kunne godt se, at hun var typen, der ikke var vant til den slags hjælp, som han, helt uden forbehold og forventninger om tilbagebetaling havde givet hende, og måske var hun derfor nervøs for, om han kunne finde på, at bede hende om ting, hun nok ikke ønskede at give. Og det var ikke hans intention. "Men jeg har et vigtigt møde. Vi ses nok en anden dag," med et vingeslag, var han i luften igen. Han lavede en gestus til farvel, før han fløj af sted.

//Out

Kasey havde forventet at Julius ville have noget ud af at han havde hjulpet hende. Noget for noget, sådan var det bare, men åbenbart ville han ikke. Hun havde dårlig nok mulighed for at svare noget som helst, andet et lille "Ja, vi ses muligvis,", før han var taget afsted, og hun stod selv tilbage og kiggede op efter ham, som hun kunne se op mod himlen af han fløj afsted. Hun vinkede lidt akavet farvel til ham, før hun kiggede tilbage over på de døde varulve. Det havde noget været et af de mest bizarre møder hun nogensinde havde oplevet, og hun var ikke helt klar over hvad der var sket, men en ting var sikkert, hun skulle passe på ikke at støde på flere fremmede varulve, især hvis de var fra den gamle flok.
Hun tog fat i den kanin hun havde fået fanget, og forlod så stedet, for at gå tilbage til Ulvehøj. Dyrerne måtte tage sig af de døde varulve, for hun var sikker på at der nok var nogen der skulle komme og spise dem, så det kun var skelettet tilbage til sidst.

//Out