Der var kaos over alt. Aiden havde holdt den kørende indtil nu. Det var gået udmærket, om end en del forvirring havde taget fokus i hans sind. Der strømmede magi rundt over alt, og hans evne til at kopiere evner var gået grasat. Det var helt ude af kontrol, som han stod blandt fodfolket og forsøgte at holde fjenden stangen. En kriger blev ved med at opmuntre ham, vidste godt, at det var en forskræmt væbner, der stod i rækkerne. Aiden selv var rædselslagen. Han havde få måneder forinden blot været en bondeknøs. Nu var han væbner i en krig, der godt først måtte være kommet om lang tid. Men det gik stadig. På en kant. Men det gik. Han havde et kort sværd og et skjold i hænderne, og selvom han ikke var den bedste kriger, så var det et held, at det eneste han skulle gøre var, at holde skjoldet oppe og være en del af en mur, der skulle være ugennemtrængelig.

Det var ikke ham, der faldt først. Det var ude i siderne af muren, at folk pludselig ikke holde til presset. Bymuren var også begyndt at krakkelere under kampens hede. Aiden forsøgte bare så godt som muligt, at holde sin egen fjende væk, men da skjoldmuren var svækket tilstrækkeligt, kunne ikke engang Aiden holde presset nede, og hans skjold blev tvunget væk. Godt nok havde han en brynje på. Men spyddet der blev hamret mod hans bryst var tilsyneladende ligeglad med panseret, for den gled igennem og ind i Aidens krop. Han tabte omgående sit eget sværd i rent chok, og derefter blev han brutalt væltet omkuld af den mørkets kriger, der havde spiddet ham. Gispende efter vejret, forsøgte han at kravle væk, men smerten bredte sig hurtigt, og han fandt sig selv ude at stand til at gøre meget andet end at trække sig af sted, i et langsomt tempo. Han måtte tilbage bag muren og få hjælp. Allerede nu var hans syn noget tilsløret, og da han ikke kunne trække sig af sted længere, vendte han sig om ryggen, koldsved på panden og hans vejrtrækning i korte, anstrengte gisp.

Bymuren holdt nu ikke længere på deres punkt. Murbrokker begyndte at vælte ned, og Aiden kunne ikke være mere uheldig, da én af murbrokkerne landede direkte ned oven på hans arm. Lyden af knogler der blev mast blev overdøvet af hans eget skrig, men det var kort. Han havde ikke så mange kræfter. Nu sad han fast her, og han begyndte at kunne smage blod. Hostende, forsøgte han, at trække sin arm til sig. Det hjalp lige godt, og da en mørkets kriger stod over ham, grinende mørkt, var han fuldstændig sikker på, at nu var det slut. Han havde jo ingen mulighed for, at forsvare sig... Vent.. Skjoldet. Da sværdet dalede ned over ham, løftede han det med en kraftanstrengelse, og lyden af metal mod træ gav genlyd i hans ører. Hans raske arm gjorde nu også ret ondt, men heldigvis så det ud til, at mørkekrigeren fik travlt med noget andet. Så kunne Aiden blive ladt tilbage til sin skæbne, der var ved at få en langsom ende, som blodet strømmede ud af såret i hans bryst, og mundvige. Det var ved at blive ret koldt. Selvom der var ild over alt.

Kaos. Det var vel en ganske glimrende måde at beskrive alt det der skete rundt omkring hende. Lige siden det endelig var lykkedes hende at komme over til muren havde hun været i hidsig kamp, i et forsøg på at forsvare murværket og forhindre fjenden i at komme over murene, eller ødelægge dem. Temperaturreguleringen havde kun virket for en stund, dragernes ild var simpelthen for meget for hende til at kunne konstant regulere temperaturen og holde den nede, det tog for meget af hendes energi. Så istedet gjorde un brug af in kriger kraft og forsøgte at bruge den til at blænde de sorte skyggedrager.
Fandens til yngel!
Ikke at hun var meget bedre selv.
De grå øjne skævede rundt, forsøgte at finde sin væbner midt i al dette virvar. Selvom han havde fået træning, var det bestemt ikke træning nok til bare at blive kastet direkte ud i en krig, det hade været alt for kort tid til at han havde kunnet lære nok om krigsstrategier, kampsituationer, i det mindste havde han vist et talent for at holde gang med sit kortsværd. Selvom Ethel ikke var meget for at indrømme det, var knægten blevet hendes ansvar, og det var dermed lige så stort et ansvar for hende at beskytte byen og dronningen, som det var at sørge for at han kom igennem krigen med livet i behold.

Hun fik øje på ham igennem den kraftige røg af ilden, mens hun med en kraftantrengelse fik skubbet en sortelver udover bymuren igen. En mystisk rumlen fik hende til at se ned imod muren... ' Shit'.. Nåede hun lige at tænke, inden de tunge murbrokker begyndte at falde sammen, rejsende et lag af både støv og ild, mens Etheldred selv fik sig op på sine vinger i luften. " Aiden!?" Kaldte hun som hun susede ned imod ruinerne, til synet af sårede, døende og døde midt i alle ruinerne. Fra begge sider.

Synet fik en underlig følelse til at gå igennem hendes krop. En form for vanvittig glæde, sorg og midt i det hele lyster..? Det var højest sandsynligt hendes dæmoniske side der var blevet rykket kraftigt i ved synet, i al fald hvis hun skulle dømme efter den sydende smerte der kom fra hendes segl på ryggen.

Igen fik hun øje på Aiden. Synet af en anden mørkets kriger der var ved at angribe ham fik straks hendes instinkter til at slå ind som hun hastigt og med sværdet parat til at spidde stodderen på stedet, hamrede direkte ind i krigeren. " Du kan fandme tro nej kan du!" Hvæste hun arrigt, idet manden overrasket ove det pludselige angreb hostede blod ud, blod der stænkede hendes uniform og ansigt sammen med så meget andet blod, det var snart ikke til at sige hvad der var hendes og hvad der var andres. Ærligt var hun også pænt lige glad, hun ville ikke belaste healerne yderligere ved at pylre ned til dem efter hjælp til et par småsår. Sammen tumlede hun med Mørkekrigeren i ruinerne. For en døende mand at være havde han en livsgnist uden lige. Hun trak sværdet ud af ham, mens hun undgik hans hænderog istedet fik ham skubbet om på jorden, hvor hans hoved med en ubehagelig lyd blev kvast under en rest af murbrokker hun smed over ham. Det spjættede kort i hans krop inden han døde.
Etheldred pustede ud, inden hun vendte sig om og satte over imod Aiden. "Aiden... " Hun tog fat i hans skjole og løftedet det væk for bedre at kunne se knægten an. Synet af den kvaste arm og det knækkede spyd i ham fik det kort til at vende sig i hende mens hun forsøgte at kontrollere sine egne følelser. Han var med garanti allerede overbelastet nok i forvejen hvad angik følelser og andres evner. " Lad være med at bevæge dig alt for meget, det kan skade dine organer..Vi må få dig væk herfra.. "

En smule forhastet begyndte hun at løfte de tunge sten af hans ubrugelige arm, mens blikket gled søgende hen over hvor den nærmeste healer var. Dronningen måtte allerede selv være overbelastet som det var hvad angik healing. Selvom hun var en stærk kvinde, havde hun vel ikke uendeligt med chakra liggende i sine årer, hvor meget man end gerne ville tro det. Helbredelseshuset ville nok også være fyldt til randen.. Hvad med de af krigerne der i forvejen kunne helbrede?

Ud af øjenkrogen kunne Aiden se at Ethel var godt i gang med, at myrde den kriger, der havde forsøgt, at dræbe ham. Han lukkede øjnene, mens det vendte sig i hans mave. Han havde selv dræbt et par krigere i dag, og han var overrasket over, at det havde været så let. Han vidste stadig ikke hvorfor. Han var jo bare en smedelærling. Det gav ikke mening, at han så koldblodet kunne dræbe så. Men den forvirring måtte vente, lige nu havde han travlt med, at klamre sig til livet.
Da Ethel kom hen til ham og fjernede skjoldet fra hans krop, sukkede han tungt, før hans blik fandt hendes. Frygt gik gennem hans slørede sind, og han tog fat i hendes arm med sin frie hånd.

Det gjorde ret ondt da hun begyndte at fjerne murbrokkerne fra hans arm, men han var allerede så omtåget, at han ikke var i stand til at skrige over det. Det blev bare til en utydelig mumlen, før han fandt sine talegaver frem igen.
"Jeg kan snart ikke mere," blegheden i hans ansigt var overraskende, men det blødte også en del fra såret, selvom spyddet stadig sad, gravet ind i brystet på ham. Det var blevet vredet rundt af hans forsøg på, at komme væk, og såret sad ikke lige så tillukket omkring våbnet, Ergo, løb der en jævn strøm af blod derfra.

Hvor bekymret hun end var for ham, måtte hun bide det i sig. I en lang bevægelse fik hun revet sin kappe af oog begyndte at skære den op i en lang strimmel der kunne holde det værste blod indenbords.
En hånd gled om bagved for at sikre sig at spyddet ikke var gået helt igennem, inden hun greb fat i føromtalte knækkede spyd og sammenbidt fik den lempet ud. " Aiden.. Aiden lyt til mig. Det er meget vigtigt at du holder dig vågen. Hvor ondt det end gør, lyt til min stemme. "
Det var ikke ligefrem hvad man kunne kalde for en kop te, den unge væbner var blevet udsat for og med krigens larm og flammernes brølen omkring dem var det ikke ligefrem ro han fik heller. Noget der muligvis kunne være med til at holde ham vågen, selvom det også kunne være mindst lige så søvndyssende.

" Kom, op at sidde... " En hånd blev presset imod det åbne sår, mens hun af flere gange skævede sig omkring. De var bestemt ikke ude af farezonen, og sandsynligheden for at en fra mørket fandt dem, lå som en overhængende fare, mens hun forsøgte at holde presset på såret og lægge den ituskårne kappe omkring ham som en pressene nødbandage.
Først da fik hun armene ind under ham og fik med lettere besvær løftet ham op, usikker på om hun ville kunne bære den ekstra vægt af ham oppe i luften begyndte hun at stavre længere ind imod byens mens hun kaldte efter en healer. Et eller andet sted i hæren ville der forhåbentligt være en der kunne hjælpe dem.

Aidens blik flakkede rundt fra Ethel til den kappe hun skar i stykker, til hun besluttede sig for at trække spyddet ud af hans krop. Det gjorde vildt ondt, men han var blevet for svag til, at skrige. I stedet hostede han bare lidt, mens Ethel bad ham om at holde sig vågen. Det var sgu lettere sagt end gjort!
Mens han lå dér, gik hans telepatiske evne amok, og nåede ud til flere af de døende. Både fra mørket og lyset. De havde én ting til fælles; De ville ikke dø, og panik bredte sig fra dem til ham. Han lukkede øjnene hårdt, åbnede dem igen, og kiggede så på Ethel, der virkede til at være den eneste, der kunne holde hovedet godt. "De andre vil heller ikke dø," mumlede han forvirret, men han blev hevet op at sidde. Det var ret ubehageligt at få den hastigt lagte forbinding om sig, men han vidste samtidig godt, at hvis der røg meget mere blod ud, ville det ikke være særlig godt.

Kort efter blev han også samlet op på benene, og verden snurrede kort rundt for ham. Men han måtte hjælpe. Han ville ikke lade Ethel tage alt slæbet. Det var jo ikke særlig høfligt, og hun var jo en ridder. Så mens de stavrede af sted i støvet, blodet og ilden der rasede omkring dem, så han sig omkring, stadig forvirret og træt.
Til sidst faldt hans blik på en mand. Det var en lysets kriger, og han lå såret, men noget fangede Aidens blik. Sårene virkede til at lukke sig, og han så sit snit til, at overleve, da han stirrede på manden, mens de kom tættere på, da de skulle gå forbi ham for at komme videre væk fra slagmarken. Aiden var heldig. Svineheldig, for han havde brugt flere timer på at slås, og havde opbrugt sin kopieringsevne på en anden magi, der havde holdt ham kørende tidligere. Nu lå der én her, der kunne redde hans røv, og som de kom tæt nok på, begyndte det store sår i Aidens brystkasse, at lukke sig. Det fungerede ikke på armen, da den var brækket flere steder, men i det mindste blødte han da ikke mere.
Han var dog stadig ret træt. Det kunne en regenererende magi ikke hjælpe særlig meget på. Men i det mindste ville han ikke forbløde, hvilket i sig selv var rart! "Okay.. Jeg tror jeg klarer den nu," han var en smule forpustet, men ikke noget der var livsfarligt, og da hans blik igen søgte området, fik han øje på en mørkets kriger i Ethels blinde vinkel. Åh nej. "Ethel... Pas på!" råbte den unge halvdæmon da han så krigeren løfte sit sværd, klar til angreb. Selv havde han intet våben, at hjælpe med, men med al sin fokus fik han i det mindste krigeren til at tøve lidt. Telepati var nu alligevel ret rart at kunne gøre brug af en gang i mellem.