Lorgath 16.04.2015 00:44
Raseri og nederlag fyldte Hargins hoved. Han var på vej tilbage til hovedstaden, efter at have set Dragorn falde. Som tusmørket faldt på, var det dog ikke en særlig god idé, at flyve meget længere på sin opaldrage, der var lige så træt, som han var skadet. Det blødte fra et sværdstik der var gået gennem hans venstre skulder og et pil havde gennemboret hans skinneben, det havde han dog knækket af, så det ikke var i vejen. For nu var han i nogenlunde sikkerhed på dragen, men han vidste udmærket godt, at han var nødt til at lade. Dragen var træt, og det var han også. De var nødt til, at hvile, begge to, hvis de skulle være i stand til, at komme videre. Og Hargin måtte få tilset sine sår, ellers ville han nok komme mere galt af sted af blodtab og muligvis infektion. Han gav dragen ordren om, at lande ved noget vand i et lettere beskovet område, hvor han langsomt kravlede af, mens dragen selv drak af vandet. Som han støttede på benet, var han tæt på, at falde, fordi det skurrede sådan fra det stykke pil, der stadig sad boret igennem musklen. Han stønnede let over smerten, men bed det sure i sig og haltede hen til vandet, hvor han væltede på knæ og plaskede noget af det friske vand i ansigtet. Det hjalp. En smule.Han burde have hørt sin drages lette knurren og rumlen, da krigerne kom, men han hørte intet, ikke før en pil fløj lige hen over hovedet på ham og alarmerede ham. Dette fik blodrus, vrede og adrenalin til at skyde sig gennem hans forslåede krop, og han rejste sig med stridshammeren i hånden. Skjoldet havde han mistet. Han stirrede vredt krigerne. De var tre. Men de var ikke blot nybegyndere, vidste han, for én af dem svang sit sværd rundt i prøvede mønstre, med et overlegent smil. Et grimt, skægget menneske. Den anden af dem var en ork med en stor økse i hånden, og den tredje en elver, med to knive og en bue. Det var mennesket, der tog ledelsen i angrebet og satte af efter Hargin, der afparérede, skønt hans arme sang af udmattelse. Han havde en hidsig kamp med mennesket, mens de to andre leende så på. De begyndte så småt at snakke om, at gøre grimme ting ved både ham og dragen, der var for udmattet til at gøre noget som helst. Hargin var alene i denne kamp, og det indså ham, som mennesket trak blod fra hans venstre underarm, og hånligt stillede sig i defensiven. Det gjorde Hargin så gal, at han fik jorden til, at ryste under manden, der væltede overrasket. Derefter gik Hargin hen, og hamrede sin stridshammer lige ned i ansigtet på manden, der nu ikke sagde mere.
Desværre havde han intet skjold, da pilen kom og ramte ham i siden, og borede sig ind mellem nogle ribben, hvilket fik ham til at gå i knæ med et udbrud af smerte. Orkens løben, fik ham dog på benene, som han nåede af parére øksen, og endnu en gang vælte omkuld. Orken var meget stærk! Han skyndte sig dog på benene igen, mens orken vendte sig rundt. Stærk. Men langsom. Desværre var Hargin også ved, at blive lidt sløv, som han stod og svajede let. Han fik dog alligevel kæmpet sig gennem orkens defensiv og hamrede begge knæskaller ind på denne. Derefter kom turen til elveren, der havde sigtet mod dværgen hele tiden, et smil på spidsørens læber. Hargin snerrede let, og lige inden elveren slap buestrengen, sendte Hargin en eksplosion af lys i hovedet på ham, og pilen ramte ikke sit mål.
Denne kamp var meget længere end de andre, og det gav Hargin flere sår fra de knive, elveren havde, indtil han fik nok og greb fat om elverens ansigt. Han brølede højt af raseri, mens han væltede elveren omkuld og hans øjne blev røde, før elverens hoved eksploderede mellem hans hænder. Efter at gjort dette, sukkede han udmattet og faldt sammen i skovbunden.

Krystallandet