Kulde; Det var det første, der dukkede op af følelser i en nøgen krop der lå midt i sneen. Det var morgen, og solen var fremme, men det var stadig iskoldt. Og for manden der lå i sneen var det kun mere koldt, da han i forvejen var kold helt ind til knoglerne. Han satte sig op, chokeret og med et halvkvalt skrig - det sidste han kunne huske var at blive dræbt, her i sneen, og et kort øjeblik dukkede den brændende smerte i brystkassen op igen. Han tog sig til det sted hvor han var blevet stukket, men underligt nok var der intet sår, kun hans bare brystkasse. Chok blev hurtigt erstattet af forvirring, da han så, at han ikke havde noget tøj på. Det var meget koldt nu, gik det op for ham, for han sad med sin bare røv i sneen, og det var lige før det hele tog en tragikomisk drejning, da han rejste sig op og så sig forvirret omkring. Pludselig rørte muskler, han aldrig havde haft før, på sig. Han kunne mærke noget, der ikke havde været der før, men det virkede som om, at det var en naturlig del af ham. Han blev noget mere forskrækket, da han så sig over skulderen og opdagede de store, hvide vinger, der sad på hans ryg.

Kort efter gik det pludselig amok og hans vinger slog et slag, der sendte ham flyvende op i luften. Det var lige før han gik i panik, men så fik han pludselig kontrol, og så var det ellers en mærkelig, lettende fornemmelse. At flyve rundt i hurtigt tempo, uden at skulle tage sig af folk nede på jorden. Han fløj langt, før det gik op for ham, at han var udmattet, tørstig og sulten, og at det nok ikke ville gå meget længere. Da Alexander fik øje på en by dernede, styrtdykkede han, men mistede lidt af den kontrol han før havde haft og var mere eller mindre ude af kontrol, da han landede og gled et par meter frem i sneen der lå inde i byen. Folk fór forskrækkede sammen, mens Alexander ikke rigtig var i stand til at gøre andet end at ømme sig og blive liggende på maven, så lang som han nu engang var.

Kijara holdt altid meget af at besøge Norden. Det var her, hendes slægt i tidernes morgen var kommet fra: den stolte Khila-Zentaji-klan. Hun iført benklæder af varmt dyreskind og bar en pelskantet kappe samt forede læderstøvler. Kulden heroppe nordpå kunne være lumsk - og det var om at være klædt godt på.
Hun skridtede igennem den lille, nordlige landsby bærende sit spyd i den ene hånd. Der var faldet mere sne for nylig og tagene i landsbyen havde alle et tykt, hvidt lag på sig. Omkring hende gik lyshudede mennesker iklædt skind- og pelstøj som hende selv, ifærd med deres daglige gøremål: skind skulle renses, ildsteder gøres klar til tilbedning af mad.

Kijara var netop standset op ved byens lille marked, da høje råb kunne høres tæt på, og hun nåede lige at vende sig om, til at se noget styrtdykke mod jorden. Hun skubbede sig frem mellem menneskerne, der alle forsøgte at komme hen til stedet og her fik hun øje på det besynderlige syn: en mand lå ganske nøgen på jorden. Han havde et par store, hvide vinger, hvilket fik hende til at tænke, at han måtte være en engel.
Så vidt hun vidste, gik engle dog stadig med tøj, og hun kunne ikke forstå, hvorfor han dog kunne foretrække at gå med skindet bart her i de koldeste egne af landet.
Landsbyboerne havde dannet en ring af nysgerrige tilskuere omkring englen, men ingen turde helt gå tæt på. Kijara skubbede sig forsigtigt frem, indtil hun stod foran den faldne: "Kom du til skade?" spurgte hun. Det så ud til at have været en hård landing.

Mens Alexander lå dér, gik det op for ham, at hans knæ var vådt på en anderledes måde, end sneens effekter. Han var på vej op af den liggende tilstand, da en person spurgte om han var okay. Først kiggede han på sit knæ, hvor et sår litterært var i gang med at lukke sig sammen for hans øjne, derefter op på personen. Hans blik fik fat i andre mennesker, der stod og stirrede og han kiggede blot forvirret tilbage. Det var lidt pinligt, at sidde her, komplet nøgen foran en masse mennesker der bare stod og stirrede på ham som var han en stor, interessant attraktion. Han brød sig ikke rigtig om det, og det gav ham en del ubehag. Han var ikke vant til at sidde nøgen foran en masse folk.

Han var ikke engang sikker på, om han kunne tale. Det føltes som om, at hans hals var ubrugt og dødsens tør. Men da han forsøgte, kom der nogle ord ud, om end meget hæst og lavt. "Jeg ved det ikke. Hvor.. Er jeg?" spurgte han tøvende, mens hans vinger nærmest ubevidst dækkede hans krop til, både på grund af pinligheden, og fordi han stadig frøs ekstremt meget. Nu da han var mere opmærksom på sin egen krop, var det gået op for ham at han rystede som et espeløv, og at det virkelig ikke blev bedre, men derimod meget værre.

Kijara kunne ikke rigtig lade være med at stirre lidt på den nøgne engleskikkelse på jorden. Det var - utroligt nok - ikke første gang, hun var stødt på en nedstyrtet engel. Det virkede næsten som om, de havde lidt svært ved at holde sig i luften .. hendes blik søgte opad, men himlen var ganske tom bortset fra de fjerne skyer. Det lod til, at manden bare var styrtet ned af sig selv.
Bortset fra vingerne lignede han et ganske almindeligt menneske. Hun forventede næsten stadig, at der ville være et eller andet mere guddommeligt, på trods af at hun før havde set en nøgen engleskikkelse.

Hun bøjede sig let fremad, støttende sig til sit spyd, for bedre at kunne høre englens ord. "Du befinder dig i Vaargard. En af de mest nordlige landsbyer i Krystallandet, før man når Dragorn.." Kiggede man mod nord, kunne man se de høje bjergkæder rejse sig mod himlen. De øverste tinder var dækket af lavthængende skyer.
Efter hans rysten at dømme, lod det til, at nøgenheden ikke var hans eget valg. Måske havde han drukket sig til en gevaldig brandert i et eller andet værtshus og fløjet af sted uden at huske sit tøj?
Hun så sig omkring. Landsbyboerne virkede stadig ganske tøvende - ikke at man kunne bebrejde dem. Det var ikke ligefrem hver dag, man så en mand styrte ned fra himlen. "Nogen der har et tæppe eller en kappe til ham?" spurgte Kijara højt ud mod forsamlingen.

Moana så sig rundt i den lille landsby hun var ankommet til. Hendes rejse nordpå gennem vinteren havde været lidt af en blandet oplevelse, men hun havde fået afleveret budskabet til den rette Lysets ridder udstationeret i ødemarken og det uden at støde på noget af nævneværdig interesse. Turen tilbage havde allerede vist sig at være det modsatte. Få dage fra hun havde vendt næsen sydpå havde hun mødt en bjørn der mente hun lugtede spiseligt. Den havde snart efter bestemt sig om, men ikke før den havde vundet hendes respekt. Bjørne var ikke bare store, lodne og kluntede. De var farlige! Den såvel som hun var dog sluppet fra mødet med livet i behold.
Landsbyen her var mere interessant for hende. Den var så anderledes fra hovedstaden, hvor hun for tiden havde sit hjem, og kunne slet ikke sammenlignes med hendes fødeby Aquarin. Flok gik i skind! Moana havde valgt at tage en ekstra overnatning i landsbyen for at kunne se den rigtig an og studere de mennesker der boede der.

Det var derfor hun var på den lille markedsplads da noget brød idyllen ved at styrte ned fra himlen. Moana fulgte mængden. En hvidklædt skikkelse mit i flokken af skind og pelsklædte og tydeligt tilhørende lysets hær. Hun banede sig frem gennem mængden til hun kunne se en mand ligge på jorden med hvide vinger ud over sig og ikke helt på nogen elegant placeret måde. Åh, nej.. ikke en til... Hendes minder om den første vingende mand, eller engel som hun siden havde fået ham identificeret som, gjorde hende noget forbeholden. Denne gang var det dog en noget anden situation med ham forvirret og nøgen på jorden og ikke hende.
En anden var allerede trådt nærmere og havde spurgt til ham, før hun nåede det sidste stykke frem og stillede sig nærmere end resten af mængden. En beslutning hun satte pris på, som han drejede sig og fik sig sat op og hun så en tatovering at et ganske velkendt symbol på hans brystkasse. Et symbol der holdt hendes opmærksomhed, mens den anden kvinde svarede ham på hans noget mumlede spørgsmål og som da trak Moanas opmærksomhed til sig. Det var ikke usædvanligt at folk trådte til og hjalp. Det kunne være i forsvar af stedet eller ren venlighed, men hvor om alting var så lignede kvinden en der hørte til her oppe nordpå. Noget Moana så langt fra gjorde. Her var alt for tørt.

Til kvindens spørgsmål nikkede hun let for hun roligt løsnede spændet i kappen og svingede den af skuldrene. Lige så roligt rakte hun den frem mod den nedstyrtede. "Det er koldt. Du burde virkelig ikke flyve rundt i så lidt."

Alexanders forvirring tog kun til da han lagde mærke til hvor meget folk egentlig stirrede uden at gøre noget. Kunne de ikke bare gå? Han brød sig ikke om, at være midtpunktet på den måde, så hans blik endte bare på sneen foran sig, mens han overvejede hvordan han skulle komme tilbage til hovedstaden og alle sine venner. Det frustrerede ham, at han nærmest ikke kunne gøre noget bare for rystelser. Da kvinden med tegnene i ansigtet forklarede ham hvor han var, nikkede han lidt for sig selv. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men da hun begyndte at spørge mængden om nogen havde en kappe eller et tæppe til ham, kiggede han op og gav hende et lidt anstrengt smil. Han behøvede ikke en kappe, ikke rigtigt, selvom han frøs sindssygt meget. Andre kunne jo have brug for den resource, og så vigtig var han heller ikke. Han var her jo bare.

En ny stemme lød og noget blev rakt til ham, som han tog imod med en rystende hånd. Han tog den på, men selvom den burde varme, gjorde den det ikke rigtig. Han rystede på hovedet. Måske ville det bare tage lidt tid.
"Tak.. Det var ikke med vilje, jeg vågnede op på issletten og havde.. Ikke noget tøj på.. Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket," de mange ord gav ham noget af sin stemmeføring tilbage. Han følte sig mærkelig tilpas. Men det undlod han at tage sig af lige nu. Han så op på den nye kvinde, noget mere behageligt til rette ved, at have sin krop dækket.
"Hvem er I to? Det vil være rart med et navn på dem som jeg skylder," endnu et smil brød frem på hans læber, og selvom han frøs og var usikker og forvirret, så var dette smil noget mere varmt end det han havde givet nordkvinden før.

Man kunne ikke rigtig bebrejde landsbyboerne deres stirren, selvom den næppe måtte være behageligt for englen. Kijara smilede lettet til krigeren, der var kommet frem, og havde rakt sin kappe ud. Også hun tiltrak en del blikke fra de omkringstående, som hun skilte sig ud fra mængden. Der var noget meget fremmedartet over hende.

Igen vendtes hendes opmærksomhed mod englen, der fik rakt kappen frem mod sig. Kijara ville nødig vide, hvor meget han måtte fryse efterhånden - det Nordlige Krystalland var altid koldt, men især her i vintermånederne var det særligt slemt.
Hendes øjenbryn rynkedes let ved englens forklaring: mon han havde mistet hukommelsen på en eller anden underlig måde? Hun kunne imidlertid godt lide at se et smil på hans læber, som hun besvarede: han måtte have følt sig meget hjælpeløs herude midt på den kolde isslette.
"Mit navn er Kijara Khila-Zentaji. Det må have været lidt af en brandert.." Svarede hun med en vis munterhed i stemmen. Hun var ikke klar over, om alkohol var grunden til hans opvågnen herude, men det var da en mulighed.

Moana så undersøgende på englen, som han tog imod hendes kappe og svøbte den om sig. Det hvide uld virkede sært passende til ham med de hvide vinger og tatoveringen af lysets symbol på brystkassen. Hans ord var dog foruroligende nok til at hun rynkede brynene let. "Ikke noget rart sted at vågne op sådan." Selv var hun ikke så påvirket af kulden, men den var begyndt at bide i hende og gøre hende sløv. Til stadighed vandrede hendes tanker mod varmt vand og helst i så rigelige mængder at hun kunne forsvinde helt ned under det. Den anden kvinde der stod ved englen så ikke ud til at have det helt på samme måde.
Hun virkede interessant på Moana. Tegnene der markerede hendes ansigt og adskilte hende fra de passive tilskuer, viljen til at handle. Der var bestemt andet end en almindelig borger der. Som hun betragtede kvinden svarede denne englen og fik Moana til at smile skævt. Det kom så bramfrit og passende, skønt hun lidt selv havde en fornemmelse af at det nok var noget andet der var hændt.

"Og jeg er Moana Maknamana. En af lysets krigere - som jeg kan se du er?" Hun lod det sidste hænge som et spørgsmål. Der kunne være andre grunde til han havde det symbol permanent printet ind i huden, men hun kunne ikke komme på andre lige nu. I stedet rakte hun en hånd frem for at hjælpe ham op fra sneen. "Der er en kro i landsbyen. Der kan du få varmen, mens hukommelsen vender tilbage." Hvis han ikke selv kunne tage være på sig, så kunne hun uden problemer gøre det.
Hendes blik gled fra englen til Kijara og hun nikkede let. "Vil du med ind og have varmen også?" Hun regnede med den anden kvindes nysgerrighed måske var vagt nok til at det kunne have interesse.