Mørket var faldet på, men lyset fra utallige fakler oplyste den enorme klippehule under Midnatsborgen, hvor dragestaldene lå. Mange af de sorte, skællede skabninger var ude for at strække vingerne i natteluften, men en del var tilbage i hulen. En af de yngre drager, der endnu ikke havde knyttet bånd til en ridder, havde været særdeles umedgørlig på det sidste. Lyden af dens stemme havde fyldt klippehulen dag og nat, og den havde ind i mellem gået til angreb på de andre drager.

En spion fra Lysets Hær var for nylig blevet fanget i skovene omkring Midnatsborgen, og havde tilbragt de sidste nætter i fangekælderen. Eftersom man ikke kunne få flere nyttige oplysninger ud af ham, var det blevet besluttet, at han skulle fodres til dragen.
En del, både krigere og væbnere, men også andre tilhængere af Mørket, havde samlet sig i dragegrotten for at se optrinnet. Det var første gang man forsøgte at fodre dragerne med levende menneskekød.
Spionen, en ganske ung, lyshåret knægt, blev ført ind mellem to fangevogtere. Han var bleg og svedende, hvilket ikke var så underligt, når man tog dyret foran ham i betragtning. Dragen havde trukket sig tilbage til den bagerste del af sin afkrog af grotten, men nogle af de andre, skællede skabninger løftede hovederne ved synet af fangen, der blev slæbt frem.

Som fangen blev løstladt fra sine bånd og fik et hårdt puf i retning af den vilde onyksdrage, skete der imidlertid noget. En dyb, magisk tåge faldt i løbet af få sekunder over hele grotten: en vred hvæsen lød fra dragerne, og man hørte fangevogterne råbe.
Da tågen lettede, var fangen væk. Hvilken magi, han end havde brugt til at undslippe, så havde den været ganske effektiv. Den unge drages brøl genlød i hulen, da det gik op for den, at dens måltid var forsvundet..



Denne tråd er primært for Mørkets tilhængere, men det er også helt tilladt for andre at bryde ind. Man er velkommen til at nøjes med at skrive en reaktion med sin karakter, men man er også meget velkommen til at fortsætte tråden og muligvis finde den undslupne fange - eller sørge for, at dragen får et andet måltid.

Ikaris lod glubsk det orange blik løbe ned langs de andre opstaldede drager, en makaber lugt havde bredt sig i dragestaldene, mens massive blodspor henover det rå stengulv sladrede om, at selvom dragerne endnu ikke havde smagt menneskekød, så var der forgået mere end ét levende dyr i stalden. Dette lod ikke til at genere ridderen, næsten kærligt lod mørkelveren en hånd glide nedover de mørke glatte skæl på hendes drage, Kaar'zals, hals. Han var større end de fleste drager der imidlertid blev huset, men mere slank, bidsk var han bestemt også og lidt af en enspænder, hvilket også var grunden til, at der mellem Kaar'zal og den næste drage i rækken var en ledig bås.
Det store dyr slog med hovedet, han havde været svær at få styr på, Ikaris havde haft sin del magtkampe med det store dyr, men på trods af det, var deres bånd gennem den sidste måned blevet utroligt stærkt. Elveren havde besluttet, at en drage der lod enhver rytter komme til sig, ikke var noget for hende.
En upassende smasken fra dragen afslørede, at noget ganske levende var på vej, hvilket fik den mørkhudede kvinde til at kigge op fra de blanke skæl, og hen på hvad der skulle til at ske. Et glubsk morbidt smil bredte sig næsten omgående, hun kunne næsten ikke vente med at skulle nyde forstillingen, den unge knægt lignede en skriger, gad vide hvor længe man kunne skrige mellem et par dragekæber?
Ikaris trak på skuldrene og klappede kort Kaar'zal på bringen for at gøre ham opmærksom på, at måltiddet ikke var tiltænkt ham, dette passede dog tydeligvis ikke dragen der gav en irriteret hæs knurren fra sig og fnøs, så varm damp stod ud ad begge næsebord.
Offeret nærmede sig langsomt den lille drage, i takt med dette bredte Ikaris smil sig yderligere et par milimeter, selvom dette for mange ville virke fysisk umuligt,meget kunne man sige om hende, men hun lignede bestemt ikke hendes lyse artsfæller, på nogen måde.
Et splitsekund efter opstod en hvid dis og ridderen måtte tage sig selv i at se efter, om det var den lille drage der havde en eller anden alternativ form for angeb, men dette var da imidlertid ikke tilfældet, for øjeblikket efter var det væk... Med fangen.
"Nadorhuan!" (kujon)
Det rå mørkelviske sprog bredte sig i hele stalden med et hvæs, mens hun omgående gav sig til en grunden eftersøgning i drageboksene efter den undslupne fange, selvom kun en idiot ville gemme sig sådan et sted.

Dagon havde været ude på en opgave, hvor han skulle udspionere nogle af lysets krigere og på vej tilbage mod midnatsborgen havde han hørt at der var blevet fanget en af lysets krigere. Han håbede på at kunne komme til at afhøre ham, for han var sikker på at han uden tvivl kunne få flere oplysninger ud af ham, end andre.

Dagon kom flyvene ind af grottens åbning, ikke på en drage, men med hans egne vinger, kun lige tidsnok til at opfange en mystisk hvid tåge der var ved at forsvinde. Han kunne se Ikaris irriteret ansigtsudtryk og vidste med det samme hvad der var sket. "Har du nu ladt fangen undslippe?" spurgte han højt, mens han holdt øje med grottens indgang. Han holdte sig i luften med blafrende vinger, mens han kiggede rundt efter den forsvundne fange. En ting var sikker, dragen der nu ikke havde fået mad, ville helt klart give nogle problemer senere.

Han havde ikke selv nogen drage, da han hverken havde fået titlen som ridder eller tildelt en drage. Hvad skulle han også bruge den til, han havde jo selv vinger at flyve med. Men det var ikke ensbetydende med at han ikke ville have en, for var der noget han gerne ville, var det at komme længere op på ranglisten. Lige meget hvem han skulle slå ihjel.

Asha havde set frem til at se fangen forsvinde i dragens gab. Hun fandt de store, skællede skabninger utroligt fascinerende, selvom hun dog også havde en sund respekt for dem: hun ville meget nødigt blive uvenner med en drage.
Skuffelsen i Ashas ansigt afspejlede den unge drages, som hun gloede rundt i grotten efter at tågen var lettet. Hun havde stået midt i en større flok af mørkets tilhængere, der alle havde hujet og råbt, som fangen var blevet trukket fremad. Blandt tilskuerne var der flere af orkerne fra hendes klan.

Med et skarpt blik i de klare, lilla øjne, spejdede hun rundt i grotten i håb om at få øje på den undslupne fange. I nærheden af hende var en af ridderne - mørkelveren Ikaris - begyndt at søge rundt omkring i boksene. "Jeg tvivler på, at han er dum nok til at gemme sig derinde." Sagde hun højt. Hendes grove stemme druknede næsten i larmen omkring dem, og hun var ikke sikker på, at mørkelverne hørte hende.
Selv begynde hun at kredse rundt mellem de adskillige små udgange, der førte fra grotten til borgen. De slanke, grønne fingre hvilede løst på skæftet til en af hendes daggerter, der sad i bæltet. En stemme over hende fangede hendes opmærksomhed, og hun så op mod Dagon, der svævede i luften over dem. Hendes øjne blev en smule smalle, som hun betragtede ham: han havde lige lovlig travlt med at give andre skylden.
"Belejligt tidspunkt at dukke op på," halvråbte hun op i mod den flyvende skikkelse. "Måske kan du se den undslupne fange deroppefra?"

Avyana var lige ankommet til midnatsborgen, og hun nåede lige at skifte ud af sit rejsetøj, før hun gik på opdagelse i den gamle borg. Hun bar en løstsiddende kjole af sort silke, og et mørkelilla sjal var draperet om hendes skuldre. Det var tøj fra Rubinien, lavet til det varme ørkenvejr, men hun nægtede at gå i de klude, der var uniformen. Hun var muligvis meldt in i hæren, men det var ikke ensbetydende med, at hun ville behandles som en menig undersåt.
Hun var bevidst gået mod dragestaldende, for at se de fascinerende væsener tæt på. Indtil nu havde hun kun kunne studere skeletter og lig af drager. Det var en fantastisk mulighed at se dem så tæt på.
Hun gik gennem døråbningen, lige som fangen, som hun havde hørt skulle ofres til en af dragerne, forsvandt i en mystisk tåge. Hun kvalte lysten til at løbe hen og undersøge, og slentrede i stedet over til en af dragerne. Hun holdte sig på afstand, mens hun studerede det majestætiske dyr. Samtidig lyttede hun til de andres samtaler, om hvordan knægten var forsvundet.

En af de utallige fakler i klippehulen fangedes i dæmonens øjne, da han langsomt bevægede sig imod den større mængde af krigere. De blinkede ikke, virrede ikke det mindste trods den større lysforandring i området omkring ham - nej, de holde sig fremadrettet imod scenariet der foregik ikke mange meter fra hans skikkelse. Henrettelsen havde fanget ham fuldkommen, og hans opmærksomhed synes ikke at ville slippe dette. Han fornemmede mundvandet danne sig bagerst i munden på ham, ved tanken om dragens stærke kæber omringende spionen spinkle krop. Det var en sød smag han følte på hans tunge.
Melkor standsede hans vandren, som han havde bevæget sig igennem mængden af mørkets krigere. Enkelte havde kastet et blik på ham på vejen, og havde ikke fundet genkendelse ved det ungdommelige ansigt - han bebrejdede dem ikke. Som hans øjne havde bevæget sig rundt på få personer, han havde passeret på sin vej, havde han opgivet i sin søgen på velkendte ansigter. Han måtte konkludere, for nu, ikke at finde personer fra hans tid i hæren. Det var også år siden, at den tidligere general havde opholdt sig indenfor Midnatsborgens enorme mure; år siden, at han havde gjort sin tjeneste for mørkets herre. Havde han følt et jag af savn? Hvis dæmonen var i stand til dette, havde han om nok.
Placerende sig nær Asha og Ikaris (et ansigt han i sandhed burde kende, men til sit uheld først ikke ænsede) trak han vejret dybt ind i sine lunger. Han holdt det, liggende armene overkors holdende sin ranke stilling. Det mørke hår hang løst i en knold, afslørende det afslappede tøj han nu engang bar; der fandtes hverken våben eller andet på hans krop - ikke engang en del af en rustning var til at finde. Men Melkor var heller aldrig blevet set i beskyttelse lignende det - det var ham ikke nødvendigt.
Den pludselige tåge fik dæmonen til at lukke øjnene. Lyden af de summende stemmer, forhøjende sig i takt med at folk opdagede spionens forsvinden, fik en dyb rynke til at danne sig mellem hans bryn. En undertrykt snerren lød fra hans hals, som han da atter åbnede øjnene, spejdende rundt i lokalet.
Lyden af Ashas hævede stemme fik ham til at se i hendes retning, lyttende til hendes ord. Han åbnede munden, klar til at tale, hvis det ikke havde været for hvad der fangede hans opmærksomhed ikke langt fra hende. Ikaris skikkelse der hurtigt satte sig i bevægelse, fremkalde et tandsmil på dæmonens læber. Næppe noget nogle ville finde glædeligt.
"Man gør klogt i at frygte en drage, ridder Ikaris,"
En sætning hvis ord mindedes om en iskold vinterbrise, undslap Melkors læber da hans skikkelse havde stillet sig nærmere mørkelverens søgende skikkelse.
"Du finder ham næppe her længere,"

Ikaris som plejede at have et udmærket overblik havde for længest ladet de mange skikkelser glide sammen i dragestalden, hun havde de sidste minutter ikke lagt meget opmærksomhed i hvem der var kommet og gået. Dee fleste kendte hende desuden som lidt af en enspænder, hovedsageligt fordi ingen kendte til Ikaris personlige mening om noget som helst. For hende var herrens ord lov, hvilket for mange kunne virke en kende skræmmende, men det var ligeledes det der havde gjort elveren så satans effektiv, når først der var givet en ordre var der ingen moralske skrubler eller individuel tøven der kunne stoppe hende.
"Hva? Hvis du påstår at det var min skyld kan du jo komme herned, så kan vi snakke om det. Eller du kunne få røven med dig og bruge de vinger du nu engang er udstyret med til at finde skravlet!"
Ikaris orange øjne slog op mod den bevingede skabning, stemmen var ru og hæs som altid og generelt ville Ikaris for de fleste fremstå som en man ikke ville i kambolage med, slet ikke som hendes drage nu også havde fået fornemmelsen af, at dens rytter havde noget i klemme med den anden kriger. Dragen hævede dovent hovedet og fnøs, mens dens orangegule øjne blev klemt smalt sammen.
Alt dette fik dog en hurtig ende som orken blandede sig, Ikaris havde ikke meget forhold til hende, de havde mødtes en enkelt gang over en uduelig fange, men mørkelveren måtte tage hatten af for orkens effektivitet, det kunne hun ikke tage fra hende. Ikaris trak på de rustningsklædte skuldre og åbnede kort munden til et svar, da en velkendt stemme henvendte sig til hende. Det gav et gip i den store rustningsklædte elver der vendte sig en halv omgang og lod de mistænksomme øjne hvile på skikkelsen foran hende, det tog ikke mange sekundter inden de blev spærret op og blikket slået ned i fliserne under elveren, inden hun i en skræmmende automatisk bevægelse sank ned på det ene knæ, så hele den store metalrustning gav en rungende lyd fra sig, idet vægten fra elveren tyngede pladerne mod det rå stengulv.
"Melkor" Stemmen var endnu hæs, men nu, næsten hviskende. Langsomt i en ensartet bevægelse hævede mørkelveren blikket fra de mange fliser, inden hun lod dem beskue dæmonens ansigt, let flakkende. De mørke læber gled fra hinanden i et langt hvæsende åndedrag, så de spidse hjørnetænder kort blev blottet, endnu hun igen talte.
"Du... Jeg troede du var død!"

Lyden af dragernes brølen gav genlyd i hulen, som Asha kredsede omkring huleudgangene. Hun havde allerede besluttet sig for at holde sig på god afstand af skabningerne, da hun på ingen måde selv havde planer om at ende som aftensmad. Et par af dragevogterne var dog også hurtigt kommet i gang med at slæbe et hestekadaver ind i hulen, som dragen i stedet kunne spise.

Ashas opmærksomhed vendte dog tilbage til mørkelverridderen, som endnu en skikkelse var kommet ind i hulen, og hun betragtede et øjeblik dæmonen Melkor. Hun havde hørt enkelte historier om ham fra nogle af fodsoldaterne i hæren, men det gik naturligvis ikke op for hende, hvem der var tale om, før hun hørte Ikaris' hviskende udbrud.
Hendes øjne søgte derefter igen mod Melkor: denne mand havde engang selv været general. Det var noget, hun havde respekt for, selvom en vis nysgerrighed og undren også kunne ses i hendes blik. Hun havde hørt, at han havde været forsvundet længe.

En brølen fra en af de andre drager, fik imidlertid hendes opmærksomhed vendt mod dyret, der var lettet fra sin boks. Den slog et par gange med sine brede vinger, før den landede midt på hulegulvet, og den lange, smidige krop, begyndte at bevæge sig over mod et mørkt hjørne af hulen, og Asha kneb øjnene sammen: havde dragen fået øje på noget?