En tung side fra en ældgammel bog blev løftet op og ført videre således at næste tykke stykke pergament var synlig for de blå øjne som vandrede over de mange ord og illustrationer. En lav støvsky havde forladt den gamle bog som siden var fjernet og faldte hårdt ned på forrige side og forårsagede at den kvindelige dværg kom med et lavt host. Hun sad henslængt i en stol på en meget balancerende måde, hvorpå det var tydeligt at se at hun havde siddet der i flere timer og var begyndt at blive øm af at sidde i den samme stilling for længe. Dværgekvinden pustede til en hårlok som hun sukkede dybt. Hendes lyse fingre havde vandret over siden men stadig intet fundet. Hvorfor var der intet beskrevet om en magi som hendens før! Hun kunne umuligt være den første dværg med metal manipulerende evner! Hun lænede sig tilbage i stolen opgivende og var nær faldet ned af den, da en yngre dværg der knap havde fået dun i ansigtet, besværget skubbede til den tunge dør. "Undskyld.. øhm.. Der er en drage her.." Guinevere kiggede på dværgen som var han komplet mental. "En drage?" kom der langsomt fra hende, som troede hun at han tog pis på ham, hvis ikke det havde været for det nervøse ansigsudtryk. "Ja.. øhm, med en-en lysets kriger, Frøken.. Deres fætter hvis jeg ikke tager meget fejl." Guineveres hævede øjenbryn faldte ned til at blive mere sammentrykket. Hargin.

Efter at Guinerevere havde gået lidt forvildet rundt i noget tid, uden at være i stand til at finde sin ældre fætter, endte hun til sidst med at prøve sig frem ved diverse kroer. Hun kendte ham alligevel godt nok til at vide, at han nød dværgenes mjød. Hun var som altid klædt i en mørkeblå farve med et typisk dværgebælte omkring livet og selvfølgelig sine skinstøvler, som hun nærmest ikke gik uden, med mindre hun skulle i smedjen. Her så hun ham, i et hjørne, hvilket for hende virkede meget atypisk for den ældre dværg. Hun gik med rolige skridt hen imod dværgen som syntes at holde sit fokus på sit krus og stilte sig foran ham med et bekymret blik. "Lang tid siden, Hargin."

Der var gået knap en uge siden den forfærdeligste dag i Hargins liv - ifølge hans egen mening. Det var langt fra blevet bedre, og selvom han havde fået et godt klap på skulderen af sin øverstbefalende, for at have dræbt fem mørkekrigere alene, så hjalp det egentlig ikke en skid når alt kom til alt. Alle så på ham med samme medlidenhedsfulde blik, spurgte ham om han var okay, og han havde mest af alt lyst til at smadre skallen ind på dem. Alle sammen. Det kunne måske have noget at gøre med, at han konstant var fuld for tiden. Der hang en nær-permanent dunst af mjød eller øl ved ham hvorend han gik, og det hjalp ikke, at han var stamkunde alle steder, hvilket altid havde resulteret i, at han godt måtte sidde og drikke efter lukketid. Han spiste ikke noget, han sov ikke rigtig, det eneste der betød noget lige nu, var alkohollen. Nåh ja, hans drage spillede også en rolle, for selvom det var en drage, så var det en tålmodig drage. Lidt som en kat, og på en højst besynderlig måde, så havde han et godt nært forhold til hende, om end at han ikke kunne tale med hende.

Det var også dragen han var kommet til Dragorn på. Han havde trængt til at komme væk fra hovedstaden og Kiras familie, der var synderkunste. Hvorfor han lige var taget til Dragorn af alle steder, vidste han dog ikke. Det var jo ikke ligefrem fordi han lystede, at være sammen med nogen, ud over dragen selvfølgelig, men nu var han her. Han havde efterladt dragen i en stald, der meget hurtigt var blevet ført op til ham, fordi der ikke var plads andre steder, og så var han ellers gået direkte ned til en tilfældig kro.
Her sad han nu, iført en sort tunika med læderpelsjakken uden over, og sine store, metalbeslåede støvler. Hans rundskjold lå op ad væggen bag ham og den kraftige stridskølle hang i hans våbenbælte. Hans hår hang løst og det virkede som om, at de grå stænk var blevet flere. Skægget var holdt nogenlunde trimmet, men det var stadig let at se, at han ikke gjorde helt så meget ud af det. Øjnene var lettere rødrandede og hans blik sad fast på det krus mjød han sad med i hånden. En stemme brød stilheden, der ellers hang som et tungt tæppe om hans bord og han rev sig løs fra sin stirren. "Hvad?" spurgte han lettere irriteret. Så gik det op for ham, at det var hans kusine, Guinevere, der stod over for ham og rejste sig noget brat, for at vise respekt. "Undskyld. Vær hilset, kusine," mumlede han en kende fraværende, før han satte sig ned igen. Igen en meget mærkværdig opførsel for Hargin, der altid var typen der sked hul i etikette og hev enhver fra sin familie, kusine, såvel som onkel ind i sine velkendte bjørnekrammere.

Guineveres rynkede bryn og bekymret blik blev ikke mindre af hans fraværrende stirren og alt for etikkerede måde at svare hende på, hun stod lidt blot og kiggede ham med et fast blik på ham. Han så ældre ud, eller i hvert fald mere udkørt. Røde øjne, skægget der ellers altid var ved sit pæneste og de grå stæng. Ikke at hun skulle snakke.. hun var 32 og født med sølvgrå stæng i sit hår, der ellers var kuldsort. "Yeah, noget er der i hvert fald sket siden det er din nye måde at hilse mig på, kære fætter." svarede hun ganske roligt, og satte sig uden tilladelse på stolen overfor ham. Guinevere var vokset op med fin ettikete, men dette var familie og der galte andre regler. Langt andre regler. Hargin var ikke en undtagelse.

En velkendt tjener kom hurtigt med et krus til Guinevere som smilede sit sædvanlige varme smil til den unge dværgekvinde og takkede med et nik, inden hendes øjne igen fandt Hargin. Hun smilede stadig lidt, men det var mere det undersøgende blik. "Starter du selv med at fortælle, eller skal jeg som altid igang med at grave efter hvad der går dig på? Du kender mig.. jeg finder ud af det før eller siden, så du kan lige så godt selv begynde at snakke." hele hendes ansigt var henlagt i alvorlige folder og hendes stemme var det samme. Hun vidste at noget var galt, hvad, det var stadig et mysterium. Men hvad kunne dog få Hargin så langt ned i kuldkælderen? Hun tog en tår af det store mjødkrus mens hun så afventede på Hargin.

Hargin rystede på hovedet af sin kusines ord. Hun forstod det sikkert ikke, hvis han fortalte hende hvad der var galt. Dværge levede sammen med andre dværge. Ikke mennesker. Dværge fungerede bare ikke altid lige godt med andre racer og da bestemt ikke elvere. Kira var et menneske, og et meget ungt ét af slagsen. Hvem ville kunne forstå? Ingen. Hargin var komplet sikker på det. Så hellere lyve og ikke virke som en komplet tumpe. Ikke at det ville gøre nogen forskel, for han sad her, drak sig dum i mjød og var egentlig allerede en tumpe. En værre klaphat.
Da hun satte sig ned vidste han, at løbet var kørt. Nok var hun yngre end ham, men hun var tættere på thanen, ergo havde hun mere magt. Desuden var Hargin en lysridder og havde teknisk ikke særlig meget magt her i Dragorn. Hvis hun beordrede ham, ville han ikke have noget valg. Og det kunne meget vel ende med det, konkluderede han i sit skrøbelige sind.

"Jeg kan ikke.." mumlede han, før han pludselig tog en kæmpe slurk af sit mjødkrus, som for at dulme nerverne. Det var virkelig svært at sidde her lige nu. Han ønskede sig tilbage til sin drage. Den sagde i det mindste ikke noget. "Kira er død.. Og det hele er min forbandede skyld. Jeg var ikke hurtig nok," forklarede han, noget kort for hovedet, mens vreden begyndte at stige op i ham. Han forestillede sig den skrigende mørkekriger, der sprang i luften mellem hans hænder, og hans næver knyttede sig hårdt sammen, mens han virkelig forsøgte på at holde sig i ro. Hvad end han havde gjort på daværende tidspunkt, så ville han ikke have det til at ske igen. Det var farligt og han stolede ikke på sig selv længere. Han var uduelig, og burde slet ikke sidde i Dragorn. Her var ikke plads til drukkenbolte med lavt selvværd.

Guinevere var ikke ude på at beordre ham til at tale. Hun havde magten til det, men var bekymret. Hendes bekymring kunne naturligvis føre til at hun tvang ham til at tale, men hun tvivlede stærkt på at dette blev tilfældet. Specielt når hun blot valgte at bruge talens gave til at få noget frem. Eller i hvert fald hvad der var nødvendigt at den for at få at vide hvad der foregik. Vreden der langsomt voksede op i ham gjorde det klart, det var et meget følsomt emne. Hvilket faktisk allerede var klart for den kvindelige dværg da et kvindenavn blev nævnt. Hun vidste at Hargin havde valgt et liv udenfor Dragorn, men det ændrede ikke på Guins overbevisning om at det stadig var en del af ham som han en del af bjergeriget. Som nok kun en datter af den næste Than kunne se på det.

"Hargin.. hvad skete der? Du får det aldrig bedre ved at lade vreden bygge sig op indeni." svarede hun roligt og kiggede på ham. Det var ikke rart at se ham sådan, men hvad kunne hun mere gøre end at forsøge at få ham til at tale og måske slippe nogle ting som brændte indeni. "Kig på mig, og forklar mig hvad der volder sig så store smerter" stædighed hos dværge var simpelthen ubeskrivelig. Hargin havde det højst sandsynligt i lige så høj grad som Guinevere, og derfor vidste han garenteret også at hun ikke bakkede ned nu..

Hargins blik sænkede sig til bordet, vredt og indestængt, mens han kæmpede en indædt kamp mod sin indre vrede. Hendes stemme afbrød på ny tavsheden, men denne gang så han ikke op. Han vedblev blot sin stirren frem for sig, ned i det mørke træ, som bordet var lavet af. "Det går galt, hvis vreden kommer ud," svarede han, så roligt som han kunne. Igen med den farlige undertone af et raseri, der var fanget inden i ham. Som et vildt dyr.
Men hun stoppede ikke, hvilket nok ikke var den store overraskelse for ham. Hun var stædig. Alle dværge var stædig, han var for helvede også selv stædig. Men han vidste også at hans egen stædighed var åndsvagt i forhold til hendes stædighed der rent faktisk var ganske fornuftig. Nogen skulle vide det. Han havde brug for at tale med bare én eller anden. Og så var familien jo egentlig dem, men kunne stole allermest på. Han kæmpede kort videre, før han fik vreden til at forsvinde. Midlertidigt.

"Jeg havde hende med ude i skoven, ville vise hende hvor pæn den var.. Men så kun krigerne af mørket, og.. Jeg ville have slået dem alle sammen med ned, men der var en bueskytte og... Og hun stod i vejen.. For helved! Jeg elskede hende jo!" det hele røg ud i en blanding af mumlen, råben og bare hvisken. Han var stadig fuld, men han var samtidig pinligt bevidst om, at han stadig havde "adgang" til alle de dårlige, grimme følelser. Og at han skulle have mere indenbords hvis de skulle forsivnde. Han ville have dem væk, så det næste han gjorde var, at bunde sit krus, hvorefter han så sig søgende omkring efter en tjener.

Guinevere vidste ikke med 100 % sikkerhed hvad han mente med, hvis vreden slipper ud. Han kunne da råbe og skrige alt det han ville af hende hvis det var det som han havde behov for. Hun var ikke ligefrem sart af sig eller nem at skubbe ud af kurs. Hvilket nok var mest tydeligt på hendes rolige stædighed som forblev over hende, mens Hargin fik kølet sig selv lidt end og så ud til at få nogle af de stærke følelser til at falde lidt.

Guins øjne slog sig ganske kort ned i bordet ved Hargins sidste ord. Den form for smerte var den værste hun kendte. At mindste en man elskede, og end ikke hun havde opnået at mærke den fulde smerte, selvom hun havde mistet sin bedsteven for år tilbage. Det kunne ikke måle sig, og det vidste hun. Hun løftede blikket og tog en dyb indånding. Hun skubbede roligt sit krus som hun kun havde taget en lille tår af, hen over bordet, efter at Hargin havde tømt sit eget. "Du gjorde alt hvad du kunne for at beskytte hende. Så godt kender jeg dig trods alt." svarede hun efter lidt tid. nogle af de andre gæster havde rykket lidt da de godt kunne mærke den trykkede stemning ved bordet. Tjeneren kom dog hurtigt ned med to krus øl mere inden hun med en lidt forvirret mine smuttede videre. Ikke noget Guin bed mærke i eller havde i sinde at forklare til den unge tjener. Det var ikke vigtigt lige nu. "Det gør mig ondt. Hvem var hun?" Guin var ikke sikker på om det var en god idé at få ham til at tænke mere på denne Kira, men måske, kun måske, kunne dette bringe noget lidt mere blidere frem i ham ved hendes minde. Det var dog lidt et sats.