Midsommerballet var en tilbagevendede begivenhed her i krystallandet, og det var heller ikke noget nyt for den unge herre, William, som bevægede sig rundt mellem alle menneskerne. Alle i krystallandet tilhørende den lyse side, var blevet inviteret og William havde stille og roligt lyttet til dronningens ord. Dog måtte han indrømme, at han var i den mere fine afdeling af selskabet, da hans mors evige trang til at få ham i snak med kvinderne fra overklassen havde vundet denne omgang. Ligesom alle de andre omgange. Han sukkede let ved tanken, med lod sig smilende mingle rundt blandt dem, uden rigtig at bemærke dem, mere end blot et kort blik.

Han havde været lidt ved siden af sig selv et jævnt stykke tid, og han var ikke helt sikker på hvorfor. Der var blevet spurgt om der var nået der nagede ham. Her havde han blot trukket på skulderne og indikeret at han ikke vidste det. For knægten var selv en smule forvirret over hvad der helt præcis foregik oppe i hans hjerne. Den havde en tendens til tit at forvirre ham.

William var blevet iført mere nydeligt tøj i dagens anledning og tvivlen om hvorvidt han tilhørte de adelige, ville forsvinde som dug fra solen! Hans hår var endda pænt redt og ikke nær så vildt som de nogengange havde udformet sig til, og hans holdning var rank og opdragent. Han var jo også i et helt andet miljø i dette øjeblik.

På et splitsekund stivnede knægten og stoppede op i sin bevægelse. Det var noget han havde gjort meget de sidste tre uger. Hver gang der var kommet en gående med langt hvideligt hår. Det var selvfølgelig fordi han savnede at møde Isadora på sin vej. Hun havde haft noget af en indvirkning på ham, til trods for de kun havde mødt hinanden to gange. for en uge siden, havde han lavet et stort påstyr da han pludselig var stoppet op og var derefter blevet tumplet ned af flokken bag sig, der ikke havde ventet den bratte opbremsning. Denne gang var det hans mor, som bankede kort ind i ryggen af ham og kom med nogle misfornøjede lyde, der fik ham til at fjerne blikket fra det hvide hår, næsten lige så hurtigt som han havde set det. "Undskyld mor.. kom der mumlende fra ham, som han vendte sig og sikrede sig at hun var okay.

Midsommerballet havde været det store samtaleemne i Highwell-residensen de sidste to uger og ingen kraft i krystallandet kunne have forhindret Isadora i at blive præsenteret der efter at hendes mormoder havde konstateret at hendes greb om etiketten levede op til den ældre dames standarder. Så her var hun. Iført en elegant og tækkelig kjole i frostblå, flagrende let og svagt gennemsigtig stof med nok hvide og bløde underskørter til at de svøbte sig om hendes ben som hun gik og en hvid underkjole der gjorde det hele ganske sømeligt. Udskæringen var lige over brystet og ud over skuldrene så de var frie og ærmerne vidde og flagrende. Et mønstre af små, sølv sommerfugle i leg var broderet i spiraler snoende sig ned over kjolens top og fortsætte ned langs kjolens skørt. Hendes lange hvide hår var kunstfærdigt sat med det øverste lag flettet til en kronen og samlet med et sølvbånd, mens resten hang frit ned af hendes ryg. Også hendes smykker var af sølv. En halskæde med en enkelt safir i et vedhæng, øreringe med samme sten og sølvarmbånd til at runde det af.

Det føltes stadig mærkelig at være stadset sådan ud efter så lang tid tilbragt i bukser og med kåre ved siden, men Isadora havde hurtigt indset hun måtte vælge sine kampe med sin mormoder og at dette ikke var en hun kunne vinde. Så her var hun i stiveste puds, der ikke var spor stift at bevæge sig i til trods for korsets indstramning og hæmning af hendes vejrtrækning. En vanesag havde hun fået at vide. Ikke en vane hun brød sig helt om - og slet ikke som det havde fået et ekstra ryk i dagens anledning. Omkring hende så hun et virvar af forskellige mennesker og andre racer. De adelige holdt sig dog lidt for sig selv og det var blandt dem hun befandt sig. Som hende blik gled rundt og hun drejede sig let, mærkede hun tydeligt de blikke der hvilede på hende. Det fik hende til at sukke indvending, men ikke ændre på den udstråling af kold alvor der hang ved hende. Hun var ingen skråbelig sommerfugl og så ingen grund til at lade som om hun var det.

Hendes blik fortsatte sig grænskning af mængden uden at hun vidste hvad hun så efter. Kira måske? Veninden med familie burde være inviteret til festen og det kunne være rart at se den anden igen. Især at se den ældre piges udtryk ved Isadora i standsmæssig pragt. Hun nægtede at anerkende overfor sig selv at det var en hvis Will hun skottede efter. Hans familie havde set ud til at være ganske velstillede men ville det være nok til at se ham her? Hun håbede det lidt, men troede ikke helt på det. Et skævt blik bagud og hun så sit snit til at glide frem i mængden og væk. Forude lå et bord med forfriskninger som hun roligt kunne søge tilflugt ved og måske der finde nogen der havde andet end mode og mænd i hovedet.

"Hvad er der galt med dig på det sidste, William. Du går i dine egne tanker, og så stopper du pludseligt op.." kom der meget lavt og en smule små hvæsende fra Williams mor. Naturligvis var hun ikke så sur som hun lige nu gjorde svagt udtryk for, men mere bekymret. Dog var dette bare ikke stedet til at William skulle til at lave mærkelige stunts. William rømmede sig og kom ubevidst til at himle med øjnene. Noget han bestemt fortrød da han mærkede det gennemborerne blik fra sin lavere moder. "Jeg har det fint, mor.. Jeg er.. jeg er bare træt.." Noget som den ældre dame ikke så ud til at tage for gode vare, som hun havde placeret sig med hænderne i siden. Hun fjernede blikket fra ham, for at kigge ud over mængden af mennesker, og specielt i den retning som Will havde haft sit blik, inden hun var gået ind i ham. Herefter lavede hun en svag hovedryst og kiggede tilbage på Will med et løftet øjenbryn og lavedet et lille hovedkast, som var ganske ubemærkeligt, mod området. "Hvorfor går du ikke op og henter en forfriskning." Hendes ord skjulte bestemt noget mere, og Will så skeptisk på hende, inden hun forsvandt ned gennem mængden for at finde sin mand. Will stod lidt blinkende tilbage, og vendte blikket mod det sted han havde set det hvide hår, og hans mor havde forsøgt at guide ham hen til. Han gik hen imod stedet, en smule slukøret over at hans hjerne igen havde spillet ham et pus. Han kunne vel lige så godt finde sig nogle forfriskninger og forsøge at få sin hjerne til at undlade flere overraskelser.

Det så dog ikke ud til at være en mulighed, som han så det flotte lyse hår igen, sat pænt op. Resten af kvindens udseende i form af påklædning var noget helt andet, og også noget der afholdte Will var at gå hen imod hende. I hvert fald lige indtil hun kort havde drejet hovedet og han havde kendt det kolde alvor der strålede ud af hende, og den velkendte ansigtsform. Det ville være en skam at sige, at Will ikke lyste op som et andet julelys, da han så det. Hvad hun lavede her, hvordan hun var kommet i så pænt noget tøj og hvorfor hun var her, anede han simpelthen ikke. Og for en stund, kunne han heller ikke være mere ligeglad. Det drillende smil og blik kom tilbage i ham, som han gik roligt hen mod stedet, med armene hvilende bag ryggen. Da han var kommet tæt nok på hende, og faktisk stod mere eller mindre lige bag hende, stoppede han op og smilede. "Jeg synes De flygter fra deres selskab, frøken."

Bordet med forfriskninger havde været en god plan til at komme væk fra sin mormoder og den ene moster der var i byen. Desværre var de færreste hastigt udtænkte planer uden bagdele indså Isadora hurtigt, som hun nåede frem og fandt bordet omgivet af festklædte mennesker og væsner og desværre også en del adelige. At adskille de sidste fra resten var måske ikke så pænt, men det var så til gengæld heller ikke af gode grunde hun gjorde det. De var bare det mere besværlige at omgås. Hendes køæige og alvorlige udstråling havde heldigvis sin effekt også her og skønt hun opførte sig som etiketten bød, opfordrede hun ikke de unge mænd til at blive i hendes nærhed. Pigerne var hun lidt mere venlig overfor, men det var en sand lettelse at se dem fortrække også.

Hun lod blikket glide efter dem og tilbage mod mormoderen, der så ud til at have spottet hende igen. Blikket hun fik sagde en del om den ældre dames mening om hendes flugt, men det havde ikke helt den tiltænkte effekt på Isadora. Hun smilede bare skævt og vendte sig md bordet for at få udleveret sig et glas. En stemme, en ganske bekendt stemme, lød i det samme bag hende og fik hende til at slippe alt (så godt hun intet havde i hænderne endnu) og stivne hvor hun stod. Det kunne bare ikke passe! Så drejede hun langsomt hovedet om, så hun kunne se over skulderen på den unge mand bag hende og hendes hjerte hoppede et slag over af glæde. En glæde der kunne se skylle op i hendes blik, skønt hun holdt den fra sin holdning og sit øvrige ansigt. "Hvad er det dog for en upassende antyd at komme med, min gode herre." Svarede hun ham drillende, men også så dæmpet at ordene ikke bar længere væk end til hans øre. Hun var trods alt under nøje overvågning i aften. "Jeg migler blot i retning af andre end dem jeg kom her med..."

Som hun sagde det sidste drejede hun sig om mod ham i et brus af silkeskørter og mærkede et smil bryde igennem hendes facade. Ikke godt. Hun fik det dæmpet lidt ned, som hun nejede for ham og kun halvt fik slået blikket ned, som en pæn pige ville gøre. Nu var det så desværre år og dag siden nogen ville betegne hende som en helt pæn pige, men her var hun trods alt ikke den pige hun havde været da hun mødte Will først. Her var hun Lady Highwells forsvundne barnebarn og ikke Isadora Dagensnavn på egen hånd. "Det kan vel næppe kaldes flugt, kan det, Lord ...? Will?" Hun tøvede let på titlen for at se om hun havde gættet rigtigt. Han var trods alt klædt på til at kunne være det eller til at finde det morsomt at gå med på den.

Det var ikke meningen at han ville havde skræmt hende, og få hende til at stivne. Men synet fik ham dog til at smile drenget, selvom han forsøgte at skjule det bag sine gode manere. Hvilket ikke lykkedes voldsomt godt. Will smilede og lavede et let buk til hende. "Jeg beklager min ringe opførsel, min gode frøken" svarede han undskyldende, selvom den drillende skjulte tone, slet ikke var til at tage fejl af overhovedet!

Will vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på forandringen. Hun var fantastisk smuk i kjolen, men det var også meget anderledes end det han først havde set. Alligevel smilede ham bare til hende, og det let drengede smil fandt sin vej tilbage til hans læber, som hun tiltalte ham med tilnavnet lord. Det var rigtig ramt, men han foretrak at hun ikke brugte det til ham. Bare fordi at det var hende. "Undskyld min hurtigt konklussion af situationen, frk. Men noget siger mig at flugt er Deres.. rettere Vores.. specialitet.." svarede han dæmpet, ragte høfligt ud efter hendes hånd, men ventede ganske gentleman agtigt på at modtage den. Det skulle følge hendes premisser, vigtigst af noget andet. Men han vil være ærlig at indrømme, at han virkelig havde savnet at se hende! Tre uger var lang tid.

Isadora forsøgte ihærdigt at holde masken som hun mødte Wills drillende smil og vidste at det ikke lykkedes særligt godt. Mest hendes øjne var afslørende, men også en vedvarende trækning i hendes mundvige viste at hun morede sig. Det var svært for hende andet, når han var hende nær havde hun indset og det var en følelse der var hård at afskære sig fra når den først var oplevet på denne måde. Så ganske diskret tog hun et lille skridt til siden og fik sig placeret delvist skjult af ham for de årvågne blikke hun var sig alt for bevidst om. Her kunne de dog ikke se hendes ansigt og den afslørende varme der var kommet frem i hendes træk. "De er så inderligt tilgivet, min gode herre.." fortsatte hun, som de blev passeret af en af de andre unge ved bordet og som hun valgte at holde formerne overfor.

Så smed hun dem lidt mere overbord, som Will talte igen og fik en ny munter funklen op i hendes blik. "Hvordan De dog kan have fået en sådan ide må bestemt overgå enhvervs fantasi.." Svarede hun ham dæmpet, men så drillende som før. Smilet forblev som hun lod ham tage sin hånd, mens hun sendte ham et lille smil. Hun havde ikke så få spørgsmål at stille ham og kun få var egnet for deres nuværende placering i selskabet. "Men vi kunne følge den og se om haven er så storslået som jeg husker den?" Hun havde savnet ham de sidste tre uger måtte hun indrømme. Hans evne til at gøre alting lettere og mere lyst og hans måde at se på hende på - som en person og ikke en titel eller redskab.

Det var rart at se at hans drillende smil havde en effekt på hende. Hendes øjne var den tydeligt afslørende del, men den søde trækning i siden af hendes mundvig, gjorde at han ligeledes havde svært ved at holde sin maske. Men han smilede jo allerede drillende til hende, så masken var jo mere eller mindre allerede helt forsvunden. Will lavede et lille hovednik, som tak for at han var tilgivet, men det drillende blik var ikke til at tage fejl af, som han løftede hovedet igen og mødte hendes blik. Han havde virkelig ikke regnet med at se hende her, men hans dag var blevet så meget bedre af det! Og nu var der også en mulighed for at han kunne flygte fra sin mors evige forsøg på at gifte ham væk.

"Oh, jeg har fået fortalt at min fantasi skam intet fejler, andet end den måske er lidt for livagtig" svarede han og blinkede diskret til hende. Han huskede tydeligt hendes reaktion fra sidst han kyssede hendes hånd, selvom det havde været kort at han kunne se noget, da han var mere eller mindre var blevet trukket afsted. han tvivlede på at han kunne gentage succen da hun denne gang var mere forberedt. Han kyssede blidt hendes håndryg og tog derefter lidt bedre fat i hendes hånd. Det føltes lidt som det samme, som da de havde løbet rundt på markedspladsen, på flugt endnu engang. Han lyste op i et større smil ved hendes forslag og fik tilbageholdt et grin, da han helst ikke ville tiltrække sig for meget uønsket opmærksomhed. "Det synes jeg bestemt vi skal" svarede han og gav hendes hånd et klem, men han trak hendes diskret med sig ud af den store mængde af mennesker. Det var ikke helt den nemmeste bedrift, men det lykkedes til sidst at komme ud af det større selskab og ud i den store have. Først da de var nået et stykke væk fra selskabet kunne han ånde lidt mere lettet op og ikke længere tænke så filans meget på at holde alle de krævede former og huske titler. Det var ikke ligefrem hans ynglingsbeskæftigelse. "Er den så storslået som du husker den?" spurgte han roligt og smilende. Hans blik havde ikke været på haven ret længe, da hans blik hurtigt havde ændret retning til at kigge på Isadora. Tre uger havde været lang tid, og han havde været bange for at hendes ærinde havde gjort at hun var taget væk fra byen igen. Han kendte ikke til meningen med mødet eller hvad det egentlig havde gået ud på. Hun havde haft al ret til at være hemmelighedfuld omkring det, men han kunne ikke lade hver med at være urolig for at hun var taget afsted igen og at han derfor ikke fik hende at se igen.

Et muntert lille smil brød frem på Isadoras læber, som Will løftede hendes holdte hånd og plantede et kys på hendes håndryg. Han havde haft gjort det en gang før og overrasket hende med det, før hans moder havde slæbt af med ham som en anden ulydig og ikke så lidt genstridig hund. Ikke en hel retfærdig sammenligning, men hans undvigelse af sin moder den dag havde ført dem på flugt sammen for anden gang på få dage og givet den lille glød mellem dem liv til at blive til noget stærkere. Han havde set oprigtig bedrøvet ud over tanken om at hun måske ville forlade byen og hun på den anden side havde taget et valg om at opsøge den hun havde undgået mest det forgående år for en chance for at blive.
Hans gensvar trak en lille latter fra hende, som hun hurtigt kvalte ved de interesserede blikke den tiltrak dem. I stedet holdt hun sig til at smile med blikket til ham og en lille smule med munden også, da den ikke ville det anderledes. Hvad var det lige der skete for det? Til hendes glæde lyste han op ved hendes forslag. Han havde heller ikke sluppet hendes hånd, som det måske ville have været en del mere passende at gøre.
Så hun smilede til ham, gengældte det lille klem og slap så hans hånd for at placere sin på hans arm i stedet. Ikke fordi hun havde lyst til at slippe ham - tværtimod! - men hendes mormoder så ud til at have flyttet sig nærmere og dennes blik, så ud til at der skal ville komme et ønske om forklaringer på bordet. Isadora skubbede det dog fra sig, som hun sammen med Will snoede sig gennem mængden med kurs mod dobbeltdørene ud.
Som vinden ramte hende blidt og lunt åndede hun en smule lettet, men først da de havde bevæget sig lidt væk fra de andre der nød den friske luft ude og var skjult af de første hække, slappede hun helt af og lod sin hånd finde tilbage til hans med et nyt lille klem som hun tog den. Wills stemme fik hende til at se smilende op på ham og så ud over haven foran dem. "Den er meget anderledes end jeg husker den... storslået stadig, men ikke længere så... så.. eventyrlig." Hun havde ikke set den siden hun var en lille pige og verden et under der kunne udforskes. Det var før hendes moder døde, det var før hendes far forsvandt. Den var dog langt fra hvad havde hendes opmærksomhed i aften, som hun side om side og hånd i hånd med Will stille bevægede sig rundt af de snoede stier.
"Så... du er en lord?" Hun kunne ikke lade være med at smile drillende til ham. Hans opførsel da de mødtes havde ikke hintet om det og heller ikke hans flugt på markedspladsen.

At hun flyttede rundt, så hun havde om hans arm i stedet, kom egentlig heller ikke bag på ham. Han havde bare glemt at tænke tanken. Will var stadig lidt i stadiet af at de måtte havde mødtes på gaden igen, som før, men dette var et helt andet senarie! Ikke at det generede ham overhovedet, for han havde jo alligevel fået lov til at se hende igen. Selvom omstændighederne var anderledes end før prøvet. De nåede hurtigt længere væk fra den store folkemængde med nysgerrige blikke, og ikke mindst uvelkommende blikke fra diverse forældre og des lige. Alligevel skulle de gå et stykke før de var forbi de andre folk, der havde valgt at begive sig ud i haven. Et godt valg, ifølge Will. Haven var et dejligt sted, men det var også et stort sted. Man kunne godt finde et sted at være alene, uden blikke fra diverse. Diverse personer, som generelt altid så meget nysgerrige ud.

Will tog gladeligt imod hendes hånd igen, og holdte fast i den. Ikke for hårdt, men det var stadig tydeligt at spotte for hende, at han ikke havde lyst til at give slip igen, nu når han havde fået hånden tilbage. Will smilede skævt, og fulgte hendes blik ud over haven. For ham lignede den mere eller mindre sig selv, men han forstod stadig hvad hun mente. "Det er desværre hvad der sker, når man bliver ældre. Eller hvis man har sat for høje forventninger til noget man kendte engang." svarede han roligt, mens hans blik udforskede de mange forskellige blomster og planter der var at finde, stilt op på forskellige elegante måder. Det var alt i alt meget pænt. Men det virkede alt sammen mere simpelt end da man var barn. Will havde jo været dreng første gang, og havde hovedsageligt set en stor legeplads med gemmesteder og massere af sjov og ballade. Hvilket hans mor ikke havde været tilfreds med, men det var hvad han havde set. Nu han var voksen, var det ikke helt det samme billede haven gav.
En grimasse udformede sig i Wills ansigt, og han sukkede dybt som han kiggede let leende ned på stien. "Arh, du skulle lige nævne det!" svarede han med latter i sin stemme. Han skammede sig ikke over at være adelig, men det var alligevel ikke det han ville kendes for at være. Han kunne bedre li' at folk kendte ham for hans personlighed og ikke hans titel. Hvilket Isadora da heldigvis gjorde. Han gav hendes hånd et drillende klem og smilede varmt til hende. "Jeg forsøger at glemme det, men ja det er jeg." svarede han og kiggede nysgerrigt tilbage på hende. "Og dig? Du har skjult din titel godt, hvad end den er, unge frøken." De fortsatte i et roligt tempo ned af de snoede stier og mødte ikke længere nogen på deres vej. Hvilket vil sige at de mere eller mindre var afskåret, selvom man stadig svagt kunne høre lyden af festen der var indenfor.

Isadora smilede op til Will som hun mærkede hans fingre lukke sig om hendes i et greb der var lidt fastere end nødvendigt. Et tag hun gengældte for hun havde heller ikke lyst til at skulle slippe hans hånd sådan lige med det samme. Der var noget trygt ved at gå sådan der gennem aftenhavens dæmpede belysning og kun være omgivet af buske, træer og ganske svag fuglekvidder. Så nikkede hun, mens hendes blik atter var gledet ud over omgivelser og alvoren havde sneget sig tilbage ind over hendes træk. "Mere det at resten af verden har forandret sig og man med den, men haven er den samme." Hun smilede svagt op til ham og tilføjede så eftertænksomt. "På en måde er det nu meget rart at vide noget er forblevet uforandret." Med de svingende magthavere var det overraskende at noget kunne forblive urørt, men måske var det lige havens styrke. Den var bare og generede ingen, påtvang ingen noget og havde ingen værdi der kunne fjernes fra den uden at forsvinde.
Hendes smil fik mere kraft som Will skar en grimasse ved hendes spørgsmål. Hun havde godt fornemmet han ikke satte så stor pris på sin stand og det i sig selv var anderledes for hende. Isadora havde skjult sig som andet, men aldrig haft noget imod hvad hun var født som. "Hvorfor? Det er en del af hvem du er?" Hun kunne forstå han ikke skiltede med at være adelig når han drev om i byen, gik på kro og reddede unge kvinder, men ligefrem at afskrive det på den måde. Det forvirrede hende.
Så måtte hun dog smile skævt til ham. Han var lidt for sød og charmerende, når han så sådan på hende og klemte hendes hånd. "Lady, men ja. Det har desværre været en nødvendighed for at overleve. Adelsfrøkener rejser ikke alene uden at komme i problemer. Det gør almindelige frøkener lidt lettere." Han var let at snakke med, næsten for let, men det bekymrede hende ikke i aften, som det havde ved deres tidligere møder. I aften var de lige, så langt mere end de havde været før og de var ikke på en større flugt - endnu! Med Will kunne hun aldrig være sikker på det ikke ville ske senere på aftenen.

Det var et lidt mere dystert emne de bevægede sig ind på, som de betragtede den store frodige have. Will mente tydeligt at den lignede sig selv, og han havde set den i tide og utide, så hvis der var sket en forandring, var den for ham ganske normal. Men det lød til at selv Isadora mente at haven lignede sig selv, men at det var alt andet der havde ændret sig. Han satte hovedet kort på skrå og fik et lidt mere alvorligt blik, som han så ud over haven, inden han vendte fokus tilbage til Isadora igen. "Så føles det også lidt som om, at man kan vende tilbage til noget der engang var. Haven her kan være et befriende sted, hvor man slipper væk fra landets evige forandring." svarede han og blev let distraheret, som en let vind tog fat i lidt af Isadoras hvide hår. Det bragte ikke hendes frisyre ud af balance, men havde været nok til at hans fokus satte sig fast på hende igen. Heldigvis havde han lært ikke at stirre på folk! det skete i hvert fald meget sjældent. Men mere betragte dem, med et smil på læben.

William grinede let, mens han forsøgte at skjule det lette suk der ligeledes kom hen over ham. "Ja. Nok er det en del af hvem jeg er, men jeg vil ikke havde at det skal definere hvem jeg er. Jeg elsker min familie, og jeg har absolut ingen problem med at være lige præcis mig.. Men.. men folk glemmer at der ligger mere gemt titlen, det fine tøj, den høflige facon og dets lige." forsøgte han at forklare sig selv, og var faktisk ikke helt sikker på om han gav mening. Han havde ikke særlig tit skulle forklare det for nogen, og heller haft lysten til at være åben omkring det.
Isadora måtte gøre noget helt specielt ved ham.
William satte sig hoved nysgerrig og en smule bekymret tilbage på skrå. Hun var en adelsfrøken, hvilket egentlig ikke chokerede eller generede ham overhovedet, men mere det faktum at hun alligevel rejste rundt alene. "Lidt lettere, ja. Men hvorfor har det været nødvendigt at rejse alene?" William havde ikke tænkt sig at kaste spørgsmål efter hende, men han var ærlig talt nysgerrig omkring. Han forstod ikke hvorfor hun havde valgt at rejse alene og skjule sig på den måde. Med mindre der naturligvis var sket noget for hende eller hendes familie, der kunne bringe hende i fare hvis hun afslørede det.

En let brise ramte dem, som Isadora med Will i hånden rundede en af de mange formklippede hække og fortsatte rundt i stiernes snoede mønstre. Vinden fik den løse del af hendes hår til at flyve let rundt om hende og som Isadora så til siden på Will, mens han svarede kunne hun ikke lade være med at smile over det udtryk han gjorde. Blikket var på hende, men så meget mere hendes hår i det øjeblik end egentlig hendes ansigt og hans stemme var svævende med en undertone af at han ikke rigtig tænkte i de baner længere. Stille løftede hun sin frie hånd og gled det løse hår væk fra ansigtet og ned bag hende, så vidt det var hende muligt. "Ganske rigtigt - og så sætter det en god ramme til at snakke." Det var uforstyrret, men stadig åbent og acceptabelt. De sidste tre uger havde banket etiketten tilbage op i fokus hos hende og ærlig talt fandt hun den ikke så lidt i vejen i hendes tanker i aften.

Så smilede hun let til ham, som hun lyttede til hans svar. Det var ikke let at tage ind eller forstå. Til det kom de fra alt for forskellige værdier fornemmede hun. Ikke at det var nogen skidt ting, men det krævede lidt omstilling fra hendes side at forstå hvordan han kunne gøre oprør mod sit familienavn på den måde. Som tyngede titlen ham i stedet for at støtte, som den gjorde hende. Så trak hendes smil en smule skævt som noget faldt hende ind. "Du er ikke som resten af din familie er du?" Det kunne forklare hvorfor han helst ville være kendt som sig selv end som en i familien. "Jeg mener, din familie må have et bestemt ry og det er det du ikke vil forbindes med som det eneste?" Hendes fars familienavn var forbundet med noget ganske andet end hendes mors og det mærkede hun nu, som hun var flytte fra at tilhøre den ene til den anden.

Isadora så ned, som hun havde talt og ville først ikke se på Will igen. Hans nysgerrighed kunne hun nærmest mærke stråle fra ham, men også en bekymring, der lå som en let undertone i hans stemme, da han talte. Det fik hende til at se på ham med et vurderende glimt i de klare grå øjne for om hun burde svare ham med mere end hvad var strengt nødvendigt. Han gav hende lysten til det med sin galante måde at være på og beherskede nysgerrighed. Hun vidste han gerne ville vide det, men også at han ikke ville presse hende. En sjælden ting hun satte umådeligt stor pris på. Og så stolede hun på ham uden at kunne forklare hvorfor. Ikke fuldkomment, men nok til at svare ham med et spørgsmål. "Hvor meget har du fulgt med i hvad der er sket de forskellige adelsfamilier efter Lyset vendte tilbage?" Hun vedblev med at holde fast i hans hånd og se på ham, sugende sikkerhed fra ham, som hun ikke havde troet det muligt fra nogen anden end hende selv.

Will smilede og fik fjernet sit blik væk fra hendes hvide hår, som hendes hånd fik det skubbet tilbage mod det mere rette punkt det havde siddet før. Han havde været hurtig til at indse at Isadora havde en effekt på ham. At han nemmere blev forstyrret i sine tanker, eller valgte hende over andre ting. Det havde selvfølgelig ikke været meget endnu, da de kun havde set hinanden få gange. Men alt i alt var han jo lige nu stukket af fra sin mor (endnu engang) og hendes evig forsøg på at få ham giftet væk, for at være sammen med hende. Hvilket Will mere tog som en positiv ting end noget andet. "Det gør den bestemt. Mindre forstyrret sted, og med mulighed for at snakke mere roligt unden at skulle koncentrere sig for meget om etikette." svarede han, og fik vendt sit blik til at kigge ned af stien et øjeblik. Mere for at få en idé om hvor han befandt sig.

William havde aldrig været god til at tænke ligesom resten af sin familie. Dertil havde der aldrig rigtig været så strengt at vokse op i hans familie. Hvilket da kun har gjort at han nemmere har kunne tænke mere over hvordan det hele hang sammen i hans eget hoved, i stedet for evig og altid at følge normen for de adelige.
Will drejede hovedet roligt tilbage mod hende, mens et lille skævt smil formede sig frem på hans læber. Han nåede dog ikke at svare, før hun tilføjede mere til sin sætning. "Det er ikke min families ry jeg så meget har et problem med. Det er mere alle de forpligtelser der føre med det. Thurston familien har en af de større herregårde i hovedstaden, og jeg har fra barnsben skulle indordne mig... Hvilket du nok kender." svarede han roligt og smilede skævt til hende. Hun kendte uden tvivl til alle reglerne og træningen i at være høflig i tide og utide. "Jeg vil helst bare være fri for uoverskuelige forventninger, umådelige store krav og at min fremtid allerede er bestemt for mig. Jeg er den yngste ud af 5 drenge. Mine storebrødre er lige efter bogen. Lige som min far ønsker dem at være. Og så er der mig." Ved de sidste ord kom der en let tør latter fra ham, som han kiggede ned på stien. "Jeg har nogle gange en følelse af, at folk kun er sammen med mig, på grund af mit familienavn." indrømmede han og holdte sit blik nede på stien. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde ikke lyst til at løfte hovedet.. Det var som om at han skammede sig.

William tænkte lidt over hendes spørgsmål inden han svarede hende. For han havde ikke været andet end en halvstor teenager da det skete. "Min familie forsøgte at holde mig ude af det.. at skjule hvad der skete.." han kiggede over på hende med et roligt og varmt blik. "Men selvfølgelig forsøgte jeg at høre hver detalje alligevel. Jeg ved ærlig talt ikke meget. Men jeg ved at nogle adelsfamilier blev angrebet. Nogen, ifølge min mor, uden grund, da de aldrig havde gjort en flue fortræd. Andre fordi det enten var påstået eller bevist at de havde kontakter og tillidsforhold med den mørke side." svarede han eftertænktsomt og kiggede over på hende. Han gav hendes hånd et forsigtigt klem, da han svagt havde bemærket at hun holdte bedre fast. William havde en klar idé om at dette emne havde haft en effekt på hende. Men hvordan vidste han endnu ikke.

Wills sidste ord samtidig med at hans blik vandrede til omgivelserne, fik en perlende latter fra Isadora, som hun muntert klemte hans hånd og med den fortsat fast i sin ændrede retningen på deres slentrende gang til at føre dem længere ud i haven. "Og især det sidste er tiltrængt, må jeg indrømme..." Hun drejede ansigtet om mod ham, fandt hans blik og smilede varmt. Til ham kunne hun altid finde smil frem. Det var sværere at lade være havde hun opdaget i salen og især fordi hun ikke havde lyst til at lade være.

Det forblev da også på hendes læber, som hun lyttede til Wills forklaringer og betragtede haven. Stien førte dem rundt bagved og tilbage mod det centrale springvand. Ikke at der var så meget at se i mørket væk fra de opsatte frakler, men lydene fra natten og festen i det fjerne var betryggende nok. Vigtigst var også hvad de sagde til hinanden. Så hendes koncentration var på Will og det han fortalte hende om sin familie så meget som om sig selv. Noget der holdt smilet på hendes læber. Hans opvækst virkede så langt fra hendes som den næsten kunne være i deres kredse, og alligevel var der fælles ting. Så hun gengældte hans skæve smil, men lod ham tale færdig før hun svarede ham. "Forventninger kender jeg ja, og de regler og krav der følger dem. Mine var blot mere uundgåelige og endelige end jeg tror dine har været. Om ikke andet så var de." Hun smilede til ham og fortsatte så forklarende. "Jeg er mine forældres eneste barn og derved arving til godset. Det lod ingen mig nogensinde glemme, skønt jeg havde friere tøjler end så mange andre adelsfrøkener - for hverken min moder eller fader ønskede jeg blot skulle være en pynteting. Min fremtid var dog fast."

Det var et trist emne de var kommet ind på og end ikke Wills latter kunne ændre på det. Isadora smilede da også blot skævt til ham og gav endnu engang hans hånd et klem. "Ikke alle heldigvis." Hun var på ingen måder sammen med ham på grund af hans efternavn. Spørgsmålet var så om han ville være sammen med hende efter han fik hendes at vide? Tanken fik hende til at tøve med at svare på hans usagte spørgsmål og det selv efter at han havde svaret på hendes sagte. Så begyndte hun alligevel. "Min var en af dem. Der blev angrebet altså. Min fader var gået ind i handel for at sikre godset en stabil indkomst og det brugte nogle andre adelige imod ham, da magten skiftede. Så meget har jeg siden lært. Da det skete var det blot fremmede i natten, der forjóg os fra vores hjem og skilte mig fra min fader, mens godset brændte bag os..." Hun blev tavs og holdt blikket sænket. Det gjorde stadig ondt at tænke på og endnu mere tale om, men værst var næsten at hun ikke var kommet sin faders skæbne nærmere i den forløbne tid.

Will kunne ikke give hende andet end ret i den sætning. "Mon ikke. Det kan blive meget.. anstrængende i længden altid at holde på formerne, bukke for alle forbipasserende.. og danse selvom det ikke lige er det man føler for, men det er uhøfligt at takke nej." han pustede træt ud, men smilede dog stadig med hovedet lidt på skrå og så på Isadora.

William lyttede fascineret til hendes forklaring. hun havde ikke ligefrem havde det mens normale opvækst som adelskvinde. Men som hun forklarede, gjorde det også noget at være enebarn. Han kendte dog en anden kvinde, med adelig baggrund som langt fra havde lært at forsvare sig selv. "Jeg har fordelen ved ikke at være enebarn. Men det lyder ikke som en helt slem barndom du har haft. Selvom det har været meget pres for et barn at vide at hele deres skæbne er bestemt fra de blev født. Jeg tror ikke at jeg ville kunne leve op til mine forældres krav hvis det var mig." svarede han med en lidt usikker stemme omkring hans egne valg og gerninger i livet. "Men det lyder også så meget anderledes end med Kirana. Jeg ved ikke om du kender hende. Utrolig sød pige - som nogle gange har været lidt for meget gemt væk fra omverdenen. Hun er også enearving, men hendes barndom har været langt anderledes end det du beskriver." Will var ikke klar over hvorvidt Isadora kendte til Kirana, eller Kira som hun blev kaldt normalt. De havde vidst en alder i nærheden af hinanden. Det var i hvert fald hvad Will valgte at tro.

Will kunne ikke undgå at smile til Isadora, ligemeget hvor nedtrykt og trist stemningen end var i dette øjeblik. Blot det lille svar hun gav ham, fik ham til at smile endnu mere, og hans øjne afslørede tydeligt at han var glad for hende. Heldigvis kunne William finde ud af at se på alt andet end navn og familie. Det var ikke vigtigt for ham. At Isadora vidste sig at være fra en adelig familie var kommet som en overraskelse, men havde absolut ikke ændret på hvordan han følte hver gang hun var i nærheden. Hun kunne havde været gadebarn og Will ville stadig få sommerfugle i sin mave hver gang hun smilte eller talte til ham.
Hans ansigt og læber faldte over i alvorlige folder igen, som hun begyndte at fortælle om angrebet mod sin familie. Han forstod ikke den slags mennesker, men der var selvfølgelig meget som Will ikke forstod. Han havde stadig meget at lærer om livet, og det vidste han skam godt. "Det er jeg ked af at høre. Hvad med din mor? Og fandt du din far igen?" spurgte han ind til. Han var dog lidt bange for måske at ramme en alt for følsom nerve ved hende. Men han ønskede kun at hjælpe hende, selvom han tvivlede på at han kunne. At se hende med blikket slået ned og tristheden over hendes ansigt, fik ham til roligt at ligge sin arm om hende og tage hende forsigtigt og ganske blidt ind til sig. Hun ville sagtens kunne komme ud hvis det var for tæt på for hende, men Will vidste ikke hvad han ellers skulle gøre for at trøste hende bare en smule.

Isadora kunne ikke lade være med at se muntert på Will, som han udbredte sig om de hårde forpligtelser der fulgte med standen. At han virkede som en der nok oftest fandt det gode i situationerne alligevel og derved aldrig rigtig led den overlast han forsøgte at udstråle var så en helt anden ting. Noget hun kun kunne nyde at blive påvirket af - og især her lidt væk fra det hele. Indenfor ville det måske kunne vække lidt løftede øjenbryn. Ikke at hun helt bekymrede sig om det. Det var trods alt for hendes mormoder at gøre og påtale!

Så smilede hun varmt til ham, mens hun lod hovedet glide let på sned, som hun lyttede til hans svar. "På ingen måder slemt. På nogen måder har det faktisk altid været befriende at vide hvad der ventede. I store træk altså. På den måde har alting altid haft et formål... eller ja, næsten alting!" Ved det sidste var kommet et drillende skær af ballade op i hendes blik, der spillede muntert af minderne om mindre værdsatte ting hun havde lavet som yngre. Der var en del af de ting hverken hendes mor eller far havde taget pænt.
Med Will virkede alting så anderledes. Et pres og krav at leve op til i stedet for en mulighed for at vokse sig ind i dem. Og alligevel med en frihed fordi han havde ældre søskende og, ja, var Will. Will ville aldrig rigtig blive til andet end Will og det fandt hun en sær glæde ved. "Mon ikke du havde fundet en måde? Om ikke andet til du var fri til at gøre hvad du følte for?" Hun smilede atter til ham og stoppede så brat op. "Kira? Hvor kender du dog hende fra?"
Isadora så undersøgende på ham og rystede så på hovedet. "Men ja, vi er opvokset meget forskelligt og hendes forældre har altid set en smule skævt til vores venskab. Jeg var jo en dårlig indflydelse... og er det vist stadig!" Nogle af de ting hun havde snakket med Kira om sidst de havde mødtes var ikke faldet i god jord. Ikke at de var givet videre, men hun opfordrede jo Kira til at tænke og fortalte hende om verden - den mindre pæne del af verdenen altså.

Humoren holdt ikke som hun talte om sin egen familie og hun holdt blikket skænket, mens hun gav Will tid til at fordøje det hun havde sagt. Det tog ham ikke lang tid og den medfølelse hun mærkede fra ham fik hende til at fortsætte lige så stille og lige så ærligt. "Min moder døde da Mørket overtog for alle de år siden..." Hun stoppede med at tale, men tvang sig så til at fortsætte som han lagde armen om hende og træk hende ind til sig. Ganske blidt og ganske sikkert. "Og nej. Jeg har ikke fundet mange spor af ham i al den tid der er gået." Det var sandt og som tiden i hovedstaden var gået havde hun accepteret at han ville dukke op, når han fandt det passende hvis han kunne. Hun troede ikke han var død, men blot optaget af hvad end han havde viklet sig ind i. Stille lænede hun hovedet ind mod Wills skulder. "Men du har gættet det var familiens drage jeg skulle snakke med, da jeg ikke vidste om jeg blev i byen?"

Will smilede til hende, selvom han stadig var lidt i tvivl om hvad hun mente. Han kunne dog godt se meningen med hvorfor det var rart at havde et formål at leve efter. Dog kunne det også blive ensformet. "Jeg ved ikke om det er en god eller dårlig ting.. Jeg er ret glad for min.. frihed til at lave rag i den." svarede han drillende. Men forstod hvad hun mente. Dertil var det umuligt ikke at lave ballade på et eller andet tidspunkt.
Will havde ikke regnet med at Isa ville blive så overrasket. Han kiggede lidt uforstående på hende og smilede så bare til hende. "Vi har næsten samme alder. Og der var en årgang både mine og hendes forældre, så en god idé i at føre os sammen. Men, så kom de op at skændes over.. Jeg ved ikke hvad det var. Men Kira og jeg har altid været gode venner. Der er dog store mellem vi ser hinanden." Et grin forlod Wills læber som Isa kommenterede at hun havde været dårlig indflydelse. "Hvad tror du jeg har været?"

Det gjorde ondt at høre om, selvom han ikke selv havde været udsat for at miste så meget som det lød til Isa havde. For det første at miste sin mor, det var noget Will havde svært ved at forestille sig hvor ondt ville gøre. Og samtidigmed forsvandt hendes far, uden at vide hvor han blev af og om han overhovedet kom tilbage. Will vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige eller gøre for at hjælpe hende, andet end at holde lidt bedre om hende. "han skal nok komme." forsøgte han beroligende.
William gik et skævt smil frem og et diskret lille grin efterlod hans læber. "Ja, jeg begynder at se mønstret. Men, hvor havde du været inden da? Altså, siden du først kontaktet din mormor nu?" spurgte han lidt undrende. Han huskede godt at Isadora havde haft et helt andet tøjmæssigt udseende første gang han mødte hende, men der var alligevel gået en del år.

William nåede desværre ikke at tænke længere, før en grum følelse ramte hans rygsøjle. Som meget onde øjne der kiggede på ham. Han løftede hovedet, der havde hvilet blidt ovenpå Isa's. Dette skete lige tidsnok til at hørte en meget stram velkendt stemme. "Nå DER er i!" Will gryntede utilfreds og lænede hovedet tilbage. En ny stemme joinede hurtigt ind, men ikke for at tage kontakt til Will. "ISADORA AGNES BLACKWOOD!" Will kom med et lille hop og kiggede forvirret omkring. Hvem havde dog sådan en skærrende stemme!

Glimtet i Wills øjne som han svarede hende, så meget som måden en grad af forvirring havde sneget sig ind i hans smil før det, fik Isadora til at le dæmpet af ham. Hun var på ingen måder i tvivl om at han holdt af sin frihed og at kunne gøre som det passede ham. Han var vokset op med muligheden for det, men selv uden var hun sikker på at han var blevet, hvad mange nok ville kalde en drivert. En der kun gjorde hvad han havde lyst til. Hun håbede bare at noget med en smule betydning for andre en dag ville falde i hans interesse også. For nu havde han dog en dejlig opvejende effekt på den regelrethed hun på mange måde var vokset op i og med og satte hende fri fra en smule af den skyld hun havde følt over at have gjort som hun ville og ikke som det var forventet. Det var hvad fik hende til at le og smile hovedrystende tilbage til ham.

Hans svar på det næsten efterlod hende kun med mere latter i blikket og et lille. "Måtte guderne have forbarmet sig over jeres hjem..." De to sammen ville have været en katastrofe der ventede på at ske. Kira ville flyve drømmende i en retning uden at vide noget om hvilke fare der ventede der og Will forsvinde i en anden. Hus, hjem og tjenestefolk ville tage styringen hvis de to havde været heldige eller udnyttet til det yderste ellers. Som han fortsatte så hun på ham med utilsløret latter i blikket. Også som hun hævede et øjenbryn halvvejs og mumlede. "Hvem der skulle bringe fornuften?" Hun kunne bare ikke lade være med at drille ham lige da og da slet ikke som han sluttede af. Det fik hende til at læne sig lidt tættere ind til ham, mens hun smilede til ham. "Hvordan er hun blevet så uskyldig med venner som os?"

"Det håber jeg.." svarede Isadora ham stille, mens hun nød trygheden fra hans arm og lod sit hoved hvile let ind mod hans skulder. Det var lidt rart at gå sådan skønt emnet var faldet til et så uheldigt et, men han havde taget det langt bedre end hun havde frygtet. Han havde ikke afvist hende, men faktisk trukket hende tættere til sig. Ganske upassende, men hun var ligeglad. Hun åbnede munden for at svare ham på det meste, men stivnede i stedet som en statue ved de stemmer der skar gennem stilheden. Ikke så meget den første, for skønt den virkede noget stram, så var det en hun kun fjernt mente at kende. Den anden derimod var der ingen fejl at tage om og slet ikke som den brugte alle hendes tre navne og i den tone.

Med et lille beklagende blik op til Will befriede hun sig forsigtigt fra under hans arm, som hun drejede sig mod stemmerne. Hun holdt dog fast i hans hånd, så armen gled ned om hendes liv i stedet for at ligge om hendes skulder. Nok ikke meget af en forbedring for hendes mormoder - slet ingen hvis dennes blikke var noget at dømme udfra - men hun ville nødigt miste den helt. Hun sænkede dog hurtigt blikket og nejede for de to kvinder. "Mormoder, hvilken overraskelse..." Hendes stemme tonede ud, som hendes blik gennem de sænkede vipper så udtrykket i den formidable dames øjne skifte som de fæstede sig på Wills arm om hende.

Will grinede lidt og nikkede. Oh yeah, det ville virkelig være endt galt. Will ville uden tvivl tage ud og lave alt det han ikke burde, fordi der ikke var nogen til at tale fornuft til ham, eller fordi han ikke ville holde af Kira på den måde. Kira var en nær og kær ven af William, men hun ville aldrig optage den plads i hans hjerte hvor han håbede at hvem end han blev gift med, holdte. "I hvert fald ikke mig! Kira er faktisk ganske fornuftig, når hun ikke er drømmende og en smule naiv.. det sker sjældent, men oftere end ved mig." grinede han og sukkede let. Hold nu fast det ville gå galt. "Hun må havde været uskyldig fra starten og svær at påvirke. Jeg har dog en fornemmelse af at hun ikke bliver ved med at være så uskyldig. Forhåbentlig ved hendes forældre ikke hvor meget tid hun bruger sammen med en af lysets krigere. Så dem for noget tid siden, og hun virkede meget glad for ham. Men kender jeg hendes forældre ret, så.. er jeg bange for at hun bliver såret." svarede han og kiggede lidt frem for sig. Hun fortjente at være glad, og ikke tynget ned af de forventninger som enhvert rigmandsbarn blev udsat for.

Will trak sin arm til sig og rejste sig op og stod og kiggede lidt fra den ene kvinde til den anden. Oh møg. Wills øjne flyttede sig derefter fra de to kvinder og fulgte hans hånd som nu var ved Isadoras liv. Will tvang sig selv til at fjerne blikket fra hendes hofte til at kigge på sin mor med et let forvirret blik, men ved lyden af Isa stemme som talte til mormoren, valgte han at holde fast ved hende også selvom mormorens øjne syntes at skære i ham som en kniv. "William.. jeg tror det er tid til at komme tilbage ind til festlighederne og hilse på de andre gæster" forsøgte Wills mor lidt mere nænsomt, selvom hun stadig var sur på sin søn, men bebrejdede dog ikke Isadora for noget.

Isadora lo dæmpet og hævede så muntert et øjebryn af Will. "Hun har virkelig været indiskret med den dværg, må jeg sige!" Hun smilede til ham og det var tydeligt at hun kun tænkte på indiskret i form af at blive opdaget og set og intet andet. Hun huskede stadig den varme og det lys der havde været i venindens ansigt og øjne, som denne havde omtalt sin redningsmand og store forelskelse. Desværre var hun enig med Will i at det næppe faldt ud til at Kira fik lov at være med hendes ridder. "Hun fortalte mig om ham da jeg mødte hende kort efter jeg kom til byen. Hun virkede så forhåbningsfuld, men du har ret. Hendes forældre vil sætte sig imod og skynde sig at få hende giftet bort, så hun ikke får mulighed for at gøre noget dumt..." Som at løbe bort og forfølge sine egne ønsker og drømme. En tanke der fik Isadora til at smile skævt, men tie med det næste, for hun havde i den grad gjort noget i den stil.

Alt det var dog fortrængt som hendes navn blev råbt og et blik af stål fandt hende under Wills arm. At hun flyttede den til sin side gjorde ikke blikket mildere eller udtrykket i det ældre ansigt det for den sags skyld. Tværtimod, nærmere som Isadora nejede og kom med sine få ord, for da satte hendes mormoder sig i bevægelse og greb hende om armen. "Lady Thurston. Jeg beklager dette skulle være måden De blev præsenteret for mit tilbagevendte barnebarn på. Jeg havde håbet hun havde husket mere af sin opdragelse end hun har udvist her til aften." Taget var fast og trækket ikke til at misforstå. Isadora forlod trygheden ved Will og fulgte sin mormoders vilje med nedslået blik. Før hun dog kom helt fra Will strakte hun sig og hviskede hurtigt. "Tak for i aften, Will.." Hun blinkede til ham, før hun lagde ansigtet i de rette folder af beklagelse og nejede let for Wills mor, før hendes mormoder fortsatte. "Fortsat god aften til Dem og Deres." Hun nikkede med et smil, der viste hvor meget hun rent faktisk satte pris på den anden, og trak så af med Isadora. "Kom så, Isadora."
Ikke tilbage til festen, men udenom denne, gennem haven og sidegallerierne til vejen ud, hvor deres vogn snart efter samlede dem op og kørte dem hjem.

//Out