Dybt inde i Riebenskov, som strækker sig mange kilometer ud fra krystalbjerget sydlige rødder, sidder han musestille i en træ. Han har øjnene rettet mod sydøst, hvor de lille vandhul er, hvor dyrene plejer at komme og drikke omkring skumringstid.
Buen hænger let tilgængelig på en lille gren lige ved siden af ham, pilen han han klar i højre hånd. En let rullen af pillen mellem tre fingre er den eneste synlige bevægelse.
Minutterne Snegler sig afsted, men Thor venter tålmodigt.

Forårs besøget i dværgenes rige havde givet Gracinya mulighed for at gense bjergene, men vigtigere endnu de nordlige skove. En af disse, Riebenskov var den vist døbt af de lokale, bevægede hun sig igennem nu. Hun var faldet lidt efter følget af præster og præstinder på vejen sydpå og nød den fred skoven gav. De andre smilede en smule hovedrystende af hendes behov, men det var en velkendt ting i templet at hun havde det bedst med naturen tæt omkring sig. Bjerge og sten på ingen måde natur i den sammenhæng.

Så hun gik stille gennem skoven, tagende naturen ind og lyttende til den stemmer. Lidt længere fremme så hun den umiskendelige glimten af sollys i vands overflade. En skovsø. Med et lille fredfyldt smil på læberne drejede hun sine skridt i den retning. Hendes grønne kjole med den mørkere grønne kappe over lod hende kun delvist falde ind i skovens skygger, men hun prøvede heller ikke på det. Hun var ingen jæger og intet væsen var i fare for hende. Med indre det angreb hende først.

Thor hørte noget bevægelse i skoven, som dog ikke kom fra den retning han havde forventet, der lå ikke nogle kendte dyrespor lige der tænkte han. Ikke desto mindre løftede han stille buen ned fra grenen, og lagde en pil på stregen, klar til at spænde og lade flyve når som helst.
Der gik ikke mange sekunder førend han genne de sidste spæde solstråler der fandt vej ned gennem træernes kroner, kunne se bevægelse. Det var dog endnu svært at afgøre hvilket dyr han havde med at gøre, grundet den vinkel det kom ind fra, var det godt skjult af træenes stammer og det noget vildtvoksende klumpvise krat der var kendetegnende for Riebenskov.
Da "dyret" trådte ud i i lysningen, var Thor dog kort ved at drætte ned af grenen, for kun sjældent havde han set elvere, og endnu færre af hunkøn, selvom han havde levet en stor del af sit liv i skoven.
Hun er smuk tænkte han, mens han prøvede at finde ud af præcist hvad det var ved hende han fandt fascinerende. Måske var det den flotte ranke holdning, eller de lysere spidser på hendes hår, måske var det bare at håret var så langt og majestætisk.
Han besluttede sig for ikke at give sig til kende lige med det samme, men i stedet se hvad elverkvinden ville. Det var først efter at en god håndfuld sekunder var gået, at han overhovedet bemærkede kvindens følge, hvilket i mange andre situationer kunne have været farligt. den slags uopmærksomhed var ikke kendetegnende for Thor.
Det var for Thor som om lyset klyngede sig til elverkvinden på en anden måde end dem i hendes følge, et fænomen han ellers kun havde oplevet et par gange før, når han havde været i byen og aldrig her i skoven. Eller det vil sige han var ldit i tvivl om hvorvidt det også skete i emget lille grad for den gamle heksekone i den nordligste ende af skoven, men da han helst ikke kom hende for nær havde han aldrig rigtig undersøgt det.
Denne kvinde var dog omgivet af lyset, og Thor undrede sig.

Træernes stammer spredte sig foran Gracinya og en lysning i skoven kom til syne. Hun sænkede ikke sine skridt, men fortsatte ud i den og hen mod søen, der stadig holdt hendes blik. Dens vand var overraskende klart for den omgivende skov af krat, buske og træer, og genskinnede solens sidste stråler som var de rødguld i forfald. Betaget stoppede Gracinya op og da hun gjorde det hørte hun langt om længe lyden af andre i bevægelse bag sig. Langsomt drejede hun sig rundt og hævede spørgende et blik over følges opdukken.

En af de ældre præster kom hen mod hende med et lille smil. "Lady Gracinya. De bør virkelig blive ved os andre når mørket anmelder nattens komme." Den formæle tiltale og ærbødige tone fortalte hende mere end noget at hun nu igen bekymrede sine rejsefæller. Det fik hende til at gengælde hans smil varmt, før hun nikkede let. "Du har ret, Broder. Er alle her?" Hun så rundt som han nikkede og lod så blikket hvile roligt på ham igen. "Så lad os slå lejr her for natten. Skoven hilser os velkommen på dette sted." Som sagt, så blev det gjort og mens resten rejste små telte og gjorde alt andet der skulle til for en lejr at opstå, gik Gracinya nogle skridt væk og hen od søen.

Der stoppede hun op, træk vejret dybt, før hun vendte sig roligt mod skoven og et bestemt træ der. Hendes blik hvilede fredfyldt på dets grene som hun mildt talte til den træet havde gjort hende opmærksom på sad der. "Jeg ved du er der...." Der var intet truende over hende. Tværtimod. Hun var som altid i fred med sig selv og verden og det var en fred der spredte sig fra hende og til omgivelserne uden at hun virkede til at bemærke det.

Han drattede nær ned fra træet da hun pludselig vendte sig mod ham, og synes at se ham direkte ind i øjnene med ordene "jeg ved du er der".
Endnu Mere forbløffet end før, kravlede han ned fra træet og gik lidt tættere på, stadig skjult af skovens skygger, og klar til at løbe nærmede han sig lysningen. Efter han kom end fra træet havde han igen lagt en pil på strengen, men han holdt den indtil videre pegende mod jorden.

Selvom fuglene lystigt kvidrede videre, og skovens andre lyde, den lette brise i træenes blade, og den fjerne summen af bier, stadig var helt som de plejede, kunne thor ikke helt ryste en følelse af ubehag af sig. Det var ganske tydeligt for ham, at han ikke ligefrem var på solid grund, at denne elverkvinde gjorde ham både nervøs og usikker. han var dog ikke helt sikker på årsagen.

Noget mistroisk spurgte han efter han var kommet helt tæt på lysningen, "Hvem er du, og hvad laver du her i skoven?" Hendes følge var så godt som forsvundet fra hans bevisthed igen, og han havde kun øje for elverkvinden.

En let puslen fra træet, der kunne være fra et dyr så vel som fra et andet væsen, var alt der afslørede at hvad end der havde siddet i træet og holdt øje med hende var på vej ned mod jorden. Det og at træet fortalte hende det. Gracinya blev stående hvor hun var stoppet men hendes blik gled mere ud og blev fjernt, som lyttede hun til fjerne stemmer eller lyde. Det gjorde hun også, men ikke så fjerne endda. Naturen havde en del at dele med hende og mens hun ventede på væsnet i træet enten stak af eller kom nærmere lyttede hun til den.

En glimten af sol i metal træk Gracinya tilbage til nuet ed en blinken. Så var hendes klare grønne øjne atter vendt mod buskadset i svag bevægelse og den unge mand der var på vej ud af det. Han havde en pil på buen og mistro strålende fra sig i en sådan grad at hun fik en svag rynke mellem brynene. så gled den væk, som hun med et smil svarede ham. "Jeg kaldes Gracinya. Jeg er præstinde for Laurana og Leander og er på gennemrejse." hendes blik tog ham ind, skønt han stadig holdt sig i udkanten af lysningen med en holdning der viste at han ville være væk, hvis han følte sig det mindste truet. "Hvem har jeg fornøjelsen af at hilse på?"

Efter at have stirret undrene på kvinden i hvad der synes som evigheder, ryster thor pludselig på hovedet og udbryder: "Thor, jeg hedder Thor og jeg bor her... i Skoven". Forlegent kigger han ned i jorden. "Jeg ved ikke om det er godt at jeg snakker med dem, jeg må hellere løbe nu. Pas på dem selv fru Gracinya, skoven her er fyldt med ikke så få farer, og undskyld"
Han vender sig om og løber afsted. På de lette fodslag mod skovbunden, som knapt kan høres, fremgår det igen tydeligt at han er et barn af skoven.
Det er som om fuglene holder op med at fløjte helt så muntert, og som om at lyset bliver mere dæmpet, der bliver også lidt koldere i lysningen, og vinden tager til. bladene begynder at rasle næsten efterårsagtig. Det varer kun et kort øjeblik, ikke engang et minut, så bliver alt normalt igen.

Tavshed. Det var hvad mødte Gracinya, som hun tiltalte mennesket der var kommet ned fra træet og frem i lysningen. Han var ung, selv efter menneske standarder kunne hun se, men virkede også meget vild. Som havde han kun sjældent kontakt til andre væsner end dyrene i skoven. Hans stirren var ikke unormal at opleve for hende, men hans udbrud fik først et stille smil og så en hovedrysten fra hende, som hun så ham forsvinde. Stille kaldte hun efter ham. "Pas på dig selv, Thor, og må guderne være med dig i din færden."
Hun holdt blikket på hans ryg til han var væk og vendte sig så mod resten af sit følge. Alle havde holdt øje med det lille optrin og flere så spørgende på hende, som hun rystede let på hovedet. Det var nok til at de lod hende være. Eftertænksomt knælede hun ned ved søen og strøg en finger gennem dens vand. "Må guderne være med os alle og beskytte dette sted." Lysningen var venlig, men ikke helt skoven var det samme. Hun kunne mærke dens mørke i det fjerne, men også at det ikke var vendt mod hende eller hendes. De ville få en rolig nat og videre færden.