Det var ved at være henad midnat. Paradisskoven var fredfuld og stille, og Miilaethorn var midt i, at få sovet ud efter en hel dags søgen rundt efter forskellige ting. Han havde været her før, og skoven var præcis som den havde været dengang. Smuk. Der var en grund til, at den blev kaldt Paradisskoven. Selvfølgelig var den ikke meget i forhold til Elverly, men den kunne da gå an, mens Miilaethorn var ude for at se sig om. Han boede nok i en skov, men han havde også behov for at se verden omkring sig. Det plejede de fleste i Elverly at forstå, og derfor var han nu igen herude, hvor der ikke kun var elvere, hvor racerne var talrige og hvor der kunne ske hvad som helst. Nu var han ikke paranoid af natur, og det var af selvsamme grund, at han bare havde lagt sig til at sove i sit telt.

Men en lyd der skar sig gennem den stille nat, vækkede ham brat. Skrig, noget længere væk, men det var der. Hvem det var, vidste han ikke, men han hurtig til at komme ud af sit telt, mens han spændte sit våbenbælte om livet og trak sin bue med. Han fik tit at vide, at han ikke var den bedste til at skyde med den, men i menneskets verden var han ganske udmærket.
Han trådte et stykke væk fra sin egen lejrplads, hen bag et træ, mens han tvang sig selv til at trække vejret roligt, til trods for at han sagtens kunne mærke, at han var forberedt på en mulig kamp. Lyden af løbende fødder, fik ham til at se sig omkring, alarmeret, mens han langsomt fik lagt en pil på buen. Hvem der var ude i natten var ikke til at vide, men det lød noget voldsomt. Der var flere råb og det huede ham virkelig ikke.

Det havde ovarraskende nok været en af de mest stille nætter længe, Izilarna havde som altid gået sin natrunde omkring lejeren og grundet nattens stille karakter var hun efterfølgende blevet fristet til at gå en lille tur på de omkringliggende småstier. Izilarna havde som altid den lårkorte sorte kjole på, de sorte knæhøje støvler var solidt spændt og håret hang langt og løst som månens skær genspejlede sig i den snehvide farve.
Et øjeblik hævede hun hovedet og lod de opmærksomme gule øjne spejde gennem landskabet, hun havde altid noget af sin evne aktiveret når hun var ude i skoven, man vidste efterhånden ikke hvad man kunne forvente at blive ædt af.
Bevægelse der ikke kom fra et dyr fangede hurtigt hendes opmærksomhed ude mellem træerne, hun kneb øjnene sammen og tog et par skridt frem imod det, den nyfaldne sne knirkede eftergivende under de tunge læderstøvler mens Izilarna kneb øjnene sammen.

"Hey! Hvem der?"

Stemmen var rå og autoritær, intet svar. Vagtsomt trak hun det store sværd hun altid bar på ryggen, det så unaturligt ud til en kvinde på hendes størrelse, men hun var ligeglad med normen, hun var en fantastisk fægter med det store tohåndssværd. Kvinden fortsatte gangen mod bevægelsen, der igen rykkede sig, dog en kende længere væk. Desværre var hendes opmærksomhed rettet så meget mod målet, at hun ikke nåede at reagere på skikkelsen der dumpede ned fra et af de store træer lige over hende.
Izilarna nåede ikke at give mere end et kalvkvalt hvæs fra sig, inden hun ramlede sammen med skikkelsen på jorden, desværre for hende havde hendes overfaldsmand rigeligt momentum på til, at bandelederen fik hamret hovedet imod en stor sten i skovbunden, hvilket fik slået et gavaldigt hul på huden, som omgående begyndte at bløde kraftigt fra højre side. Det lange hvide hår var ikke længe om at få en solid farvet rød stribe og enkle pletter i den hvide sne efterlod snart spor af kamp.
takket være Izilarnas styrke fik hun hurtigt væltet den spinkle fyr af, inden hun slog ham bevidstløs med en knyttet næve og ganske kort efter var hun på benene, for desværre at finde ud af, at der var mere end en der ønskede hende død, så vidt hun kunne tælle fra sit ømme og en kende svimle hoved var de i hvert fald seks.. syv?
Den hvidhårede kvinde knugede klingen i sin ene hånd, men blev kort efter enig med sig selv om, at flugten var det mest sikre.
Hun snurede rundt og løb, væk fra lejeren og alle de sortklædte skikkelser.

Miilaethorn kom ikke til at stå alene i lang tid. Som han hørte lyden af støvler mod jord, rettede sit blik mod det og kort efter dukkede en kvinde med virkelig langt hvidt hår op. Han var tæt på, at trække buestrengen tilbage, men lod være, da han lagde mærke til blodet i hendes hår og hørte flere løbende folk længere bag ved hende. Hun måtte være den der havde lavet lyden før, og det så meget ud som om, at hun blev jagtet, især ved de forskellige mænds måder, at afsløre dem selv på. Ord som "fang hende!" og "han vil have hende død, før vi kommer tilbage" blev råbt temmelig højt, og før kvinden kunne nå at løbe videre, stillede Thorn sig ud i lyset fra sit lejrbål, stadig med pilen på buen.

"Hvor mange er de?"

Spurgte han, men nåede ikke at få et svar, før den første af dem dukkede op i hans lille lysning. Manden havde et kortsværd fremme og løb råbende mod kvinden, men sank om med en pil i skulderen fra Miilaethorn, der havde valgt at tage affære, uden at tænke over konsekvenserne senere. Den næste der dukkede op var fornuftig nok til, at stoppe de andre.

"Du behøver ikke blande dig, elver. Vi skal bare snakke med tæven derhenne,"

Forklarede han med et grisk smil og en håndgestus der tydeligt talte om krystaller som belønning for at vende det blinde øje til. Han smilede tilbage til manden, før han igen slap buestrengen. Pilen ramte manden i knæet, og han skreg højlydt, mens de resterende fem dukkede op. Miilaethorn, der godt var klar over sine begrænsninger, slyngede buen over skulderen og trak sit sværd i en langsom bevægelse.

"Jeg giver jer én chance, til at gå mens I kan. Jeg ved dog ikke med hende,"

Forklarede han, kort og kontant, mens hans blik gik fra den ene til den anden og videre hen over de resterende, der blev enige om, at de sagtens kunne overmande to personer. Den første der løb hen mod dem, udstødte et vræl, som han mistede synet noget så pludseligt sammen med sin høresans. Med fire var det trods alt en lille smule lettere. Så var der to til hver, selvom Miilaethorn ikke var sikker på, om kvinden ville kunne håndtere to.

Izilarna løb alt hvad hun kunne, takket være hendes dyriske evner frøs hun ikke og havde et unaturlig godt overblik over terrænet under hende, men hun var svimmel og havde ondt efter slaget, som et hvert andet menneske kørte hun på adrenalinen. Det lange sværd hvilede endnu tungt i hendes hånd, overraskende ubesværet taget størrelsen i betragtning.
mens hun løb tænkte hun så det knagede, hun var heldigvis i ganske fin form, hun kunne løbe langt og hurtigt, måske skulle hun få dem spredt ud, så hun efterfølgende kunne pille dem ned en efter en. Dette blev dog ikke nødvendigt, for kort efter dumpede en skikkelse ned foran hende. Hun bremsede op og skulle til at skifte retning, men så spurgte han hende om noget og den første person lå rallende på jorden inden det gik op for hende, at han ikke var en af dem, men på hendes side? Hvem var han overhovedet? Hvad levede en elver uden for Elverly?
Hun gispede kort efter vejret og snurrede så rundt imod flokken der kom tættere på. Izilarna bakkede op på siden af elveren, der tilsyneladende havde i sinde at sætte sig selv på spil for at redde hende.
Izilarna nåede kort at overveje, om elveren faktisk var villig til at se bort fra episoden til gengæld for en håndfuld krystaller, men hun havde hørt de var noble væsner med morale.
Hun rømmede sig kort, det næste gik lige så hurtigt og en af de resterende mænd kastede sig imod Izilarna, kampen var vældig kort, i løbet af få sekundter trillede hovedet væk fra hans krop, og efterlod endnu et blodigt spor i sneen. Izilarna gispede, hun havde fået kvalme af slaget, måske var det en hjernerystelse?
desværre havde angrebet kostet en vældig mængde opmærksomhed, der kort efter resulterede i, at et sværd fra en undervurderet fjende skar sig gennem hendes kjole, nedover hoften og ned på låret, hvor et åbent sårikke var længe om at bryde ud i en vældig blødning. Izilarna gav et dyrisk skrig fra sig og langede ud med sværdet imod gerningsmanden, men han var så godt som væk. I ren og skær provokation kylede hun sværdet fra sig, så det gav en dyb metallisk ringen fra sig, inden hun forvandledes til dyrisk form og sprang imod endnu af fjenderne.

Miilaethorn gav et mindre suk, som den første sprang kluntet imod ham med sværdet løftet over hovedet. Han vidste udmærket, at han så let som ingen ting kunne give manden nådestødet, men i stedet parérede han slaget og gav et mindre vrid med håndleddet, der fik hele hans - og modstanderens sværd - til at vibrere voldsomt. Dette var modstanderen overhovedet ikke forberedt på, og han var meget tæt på at tabe sit sværd. Heldigvis skete det ikke, men Miilaethorn var meget hurtig til at gå på et modangreb af meget hurtige stød og hug der virkede utroligt forvirrende. Det endte med, at han slog sværdet ud af grebet på manden, hvorefter han hamrede selve pommelen mod hans tinding.
Den anden mand havde set den noget hurtige udveksling, og kort efter hørte Thorn et dyrisk skrig fra kvinden, som den selvsamme mand huggede sit sværd i hende. Hun var nu mod to - den første der havde angrebet var død, men manden der havde hugget i hende var hurtigt væk, hvortil hun gik amok på den resterende.

Men Miilaethorn havde ikke sådan bare lige tænkt sig, at lade fyren løbe, så han satte selv i løb efter ham, til manden desperat vendte sig, og endnu en kamp opstod. Igen var modstanderen overrasket over hurtigheden i Thorns angreb, men denne bandit var en noget bedre sværdfægter. Kampen varede længere, og modstanderen nåede endda så langt som til, at ramme Thorn i overarmen.
Nu fik Thorn nok. Hans øjne, der før bare havde været rolige og afslappede, blev nu hårde, intense, ja helt vrede. Ingen skulle gøre hans arm igen.

"Det bad du selv om,"

Hvislede han lavt, som der opstod en naturlig pause. Banditten grinede forpustet og angreb igen, noget pludseligt. Men Thorns vrede var nok til at se angrebet før det var for sent. Han kastede sig mod banditten i en meget mere hidsig kamp der endte med Thorns sværd begravet i bandittens hjerte. Han trak let og elegant sværdet ud af mandens krop, og vendte sig mod kvinden.

Izilarna var virkelig vred, hun kunne mærke hvordan fire af de lange kløer skar sig igennem en tynd læderrustning, inden det nåede ind til det varme kød. Mandn skreg og blev væltet bagover, det sidste han så var Izilarnas store gule øjne der stirrede olmt ind i hans, inden hun flåede struben op på forræderen. Hun genkendte ham, hun kunne se et sejl på hans rustning der var skræmmende magen til det forræderen havde haft, forræderen hun havde gjort det af med sammen med Lorgath. Hun kunne mærke et lille stik af savn et sted, det var længe siden hun havde set ham, og en kvinde som hende havde hverken mange betroede eller venner, men vampyren var en af dem.
izilarna lænede sig tilbage fra liget, de dyriske træk forlod hende langsomt, kløerne sank ind til normale slanke fingre, tænderne blev reduceret til et normalt tandsæt og musklerne blev omgående mere diskrete. Hvad ville elveren ikke tænke om hende?

"Tak."

Det var en lav mumlen, men hun gik ud fra, at på trods af, at hun sad med ryggen til den blonde så måtte han da kunne høre det med de lange spidse ører.
Izilarna skar en grimasse, såret fik omgående hendes opmærksomhed, hun skævede ned, blod piplede endnu fra det store sår og hvis hun ikke tog meget fejl var det hofteknoglen hun kunne ane. Hun gav et støn fra sig, inden hun tumlede ned fra liget og om på siden, elveren havde været fin hjælp, men hun havde brug for Isa i lejeren, hvis hun ikke skulle forbløde.
Let anstrengt fik hun skubbet sig på benene, de var begge ved at give efter, men hun blev stående kort, hånden blev presset imod såret der dryppede i en foruroligende mængde.

"Pis!"

På trods af, at Thorn havde et sår selv, og egentlig gerne ville have det healet hurtigst muligt, så var kvinden, der i øjeblikket forvandlede sig og takkede ham i en langt værre forfatning. Han skævede om til hende, mens hun væltede af sin døde fjende og fik hurtigt tørret sit sværd af, i den døde mand foran sig. før han stak det tilbage i skeden og gik hen til hende med en bekymret mine.
Bare det, at hun kunne rejse sig med så skadet en hofte, virkede næsten mirakuløst. Thorn selv ville højst sandsynligt være blevet på jorden, muligvis besvimet. Men nu var han heller ikke den mest udholdne person i verden, så det gav på en måde mening. Bortset fra, at de fleste stærke folk heller ikke ville være i stand til, at holde sig oprejst med sådan et sår.

"Du burde virkelig ikke stå op med sådan et sår,"

Rådede han hende, som han gik helt hen til hende og kiggede ned på det. Det så meget voldsomt ud, selv det kunne han se, selvom hun dækkede for det med en blodig hånd. Det piblede ud med blod, og han var klar over, at hvis ikke hun fik hjælp hurtigt, så ville hun lide af et ekstremt blodtab. Med mindre hun var af en bestemt race, men det var han ikke sikker på. Hun var lidt forvirrende, som hun havde ændret skikkelse og nu bare stod der, blødende ud over det hele.

"Det skal lukkes, før du forbløder. Hvis du sætter dig ned kan jeg hjælpe dig med det,"

Foreslog han mens hans blik stadigvæk lå kritisk på såret. Han kiggede dog kort efter op på hende for at skabe en smule øjenkontakt. Måske var hun allerede ved at gå kold. Eller også var adrenalinen stadig i hendes blod, ligesom det var på ham. Han kunne knap nok mærke sit eget sår, men det var altså også ingen ting i forhold til hendes.

Det havde muligvis været vældig kvikt at Izilarna at forblive i sin dyriske form lidt endnu, hun var væsentligt mere udholdende når hun vandrede rundt med kløer og gule øjne, men hendes instinkt var også derefter og hendes dyriske instinkt fortalte hende at lægge sig under en busk og vente på enten at kradse af eller der kom hjælp, lige nu var det mest den menneskelige logiske sans hun skulle bruge for at komme tilbage til lejeren. En hest ville dog være mægtig behjælpelig. Intet under at elveren undrede sig hvor hvordan hun var i stand til at stå oprejst, men hun var væsentligt mere sejlivet end de fleste i krystallandet, også selvom smerten var ulidelig, og at hun næsten ikke kunne tænke på andet.

Izilarna tog et vaklende skridt, men blev stoppet af et par støvler der stod i vejen, så gled blikket op på den blonde elver, han var sært stædig af en af de spidsørede typer at være, han så sløret ud, slaget hendes hoved havde fået inden flugten havde nok ikke gjort sagen meget bedre.

"Neeej, men jeg burde heller ikke sidde ned, for så kommer jeg jo ingen vegne!"

Izilarna kunne til forveksling godt ligne en der var fuld, sådan blev hun altid når hun var kommet tilskade og manglede blod, så blev hun fjantet og underlig at have med et gøre.

"Hvad laver du egentlig uden for Eeelverly?"

Tanken havde pludseligt ramt Izilarna, hun rynkede brynene sammen og nikkede så diskret, det var måske en meget god idé at få stoppet blødningen inden hun gik tilbage, ellers ville det nok gå rigeligt stærkt med at miste blod og det var heller ikke helt optimalt. Så dumpede hun ned på en lav men bred sten få centimeter fra hende.

"Jeg kan bare bruge en strimmel fra min kjole, kan du finde et stykke bark.. Eller noget i den dur?"

Thorn smilede mildt til kvinden som hun svarede ham igen og virkede meget stresset. Der var ingen grund til, at panikke hende yderligere, for hun virkede til, meget gerne at ville af sted, hvorhen vidste han så til gengæld ikke. Men hun ville nok ikke komme særlig langt.

Som det endelig gik op for hende, at hun var nødsaget at få hjælp, faldt Thorn også lidt mere til ro inden i, mens han forsøgte at opretholde sin meget rolige facade. Det virkede godt, for han var ikke en healer uden grund, og han havde set meget værre skader. Kvinden var nok alligevel heldig, at han var her, for hvis man ikke ville have de mindste ar, så var Thorn nok den bedste man kunne gå til.

"Hvad alle laver når de er uden for deres hjem. Jeg ser mig omkring,"

Svarede han blot med et skuldertræk, der fik ham til at lave en mindre grimasse. Det havde trukket en smule i såret i hans overarm, men det var kvinden, der var værst tilredt, så kan måtte bare bide det i sig. Hun var i første række.
Idet hun satte sig og begyndte at snakke om forbindinger, rystede han bare på hovedet.

"Nej, nej, det behøves ikke, jeg kan healende magi,"

Svarede han med et lille smil, før han gik hen og satte sig på hug ved hende. Han kiggede nærmere på såret uden at røre ved det, og så derefter op på hende, en kende mere alvorlig.

"Men der er en risiko for, at det kommer til at gøre lidt ondt så er du advaret,"

Uden yderligere advarsler, lagde Thorn hånden på hendes sår og begyndte sin typiske elviske mumlen, hvorefter kvindens sår langsomt lukkede sig. Om det gjorde ondt når den beskadigede knogle helede, var ikke til at vide, men han gjorde virkelig sit bedste.

Izilarna gav en anstrengt lyd fra sig da hun dumpede ned på stenen, på trods af at hun hvade det store sår virkede hun overraskende fattet og rolig, men de isblå øjne stirrede tomt ud i luften uden rigtigt at fokusere på noget, hun blev også vældigt træt, men skaden var vand sammenlignet med den hun havde fået, da hun først blev ramt af et sværd og senere overfaldet af en varulv.

"Der er ellers ikke ret meget at se.. Andet end sne.. Og overfald.. Og.. måske fugle!"

Der var den igen, den sorte snak, hvorfor sagde hun overhovedet sådan noget? Det var sgu for underligt. Izilarna klaskede den ene hånd imod ansigtet, hun blev pludseligt ret dårligt tilpas, havde hun spist mere i løbet af dagen havde hun med sikkerhed kastet op og sneen synes at skære hende i øjnene, mest af alt på grund af den skærrende hvide farve.

"Virkelig? Haaah, det var da ganske smart, hvorfor løber man ikke ind i elvere oftere? Hey! Er det egentligt rigtigt, at elvere ikke fødes, men springer ud af træer?"

Klap i! Izilarna havde mest af alt lyst til at sy sine læber sammen, hvad tænkte hun på? Det var en gammel myte, at elvere ikke fik børn på samme måde som mennesker, men at de sprang ud af træerne i stedet, det stammede nok fra deres naturelskende sind, men det var vidst ikke noget de var yderst tilfredst med at blive konfronteret med.
Izilarna skulle til at åbne munden igen og skabe sig yderligere i sin hjernerystelse-og-blodtabstilstand, men i det samme begyndte såret at brænde og vride sig i en fuldkommen absurd smerte, Izilarna skreg ikke som en tøs, i stedet gav hun et brøl fra sig der lige så vel kunne have kommet fra en bjergløve. Hvad satan? Så var der mere skånsomt at blive syet sammen af Ashmon.

Kvindens absurde rablen fik Thorn til at se op kort, med et hævet øjenbryn. Hvad i alverden..? Nej. Det var nok bedst ikke at vide, hvad der lige skete i hendes hoved. Hoved. Han kunne nu godt se blodet der, men han valgte at vente med det, til bagefter. Han forholdt sig tavs, til skaden havde repareret sig, samtidig med at kvinden stak i et højlydt brøl, til hvilket han skyndte sig at lade sin anden magi skulle igennem hendes hofte. Han bedøvede ikke følesanser der fuldstændig. Han dæmpede den blot, så hun ikke ville have helt så ondt. Indtil skaden var ordnet, hvorefter han fjernede den lette bedøvelse langsomt. Det var udmattende kun, at bedøve en del af kroppen ad gangen på denne måde, men han ville nok ikke være blevet populær, hvis han bare havde slukket for hele hendes følesans.

"Beklager,"

Mumlede han en smule anstrengt. Han kiggede kort ned på hendes hofte og ganske rigtig, var der ikke det mindste ar tilbage. Det var som om hun slet ikke var blevet såret der. Nu da det var ordnet, så han op på hendes ansigt, hvor der endnu var blod. Han så hende i øjnene og hans bange anelser var korrekte. Hun havde fået en hjernerystelse.

"Nej, jeg sprang i hvert fald ikke ud af et træ,"

Fik han, en smule forsinket sagt, hvorefter han sukkede let mens han kom på benene. Han kunne ikke tjekke hendes hoved ordentligt efter, så langt nedefra.

"Du har fået en hjernerystelse. Jeg kan også godt få den væk, uden for megen smerte,"

Hans konstatering var sådan set et spørgsmål, men det behøvede hun ikke vide. Han ville helst gerne have hendes tilladelse, for hun havde ikke virket glad for den sidste helbredelse. Det kunne også godt være meget ubehageligt for folk der ikke var vant til det.

Izilarna lænede sig en kende tilbage på stenen, hun skulle til at skabe sig yderligere, mod sin vilje vel at mærke, inden smerten pludseligt forsvant overraskende hurtigt, hun skævede ned, men måtte igen tage sig til hovedet grundet kvalmen og svimmelheden. Hun kunne ikke forstå hvordan smerten allerede kunne være væk, såret var endnu ikke lukket, men ganske kort efter så det fornuftigt ud, faktisk kunne hun ikke se at der overhovedet havde været et sår. Pludseligt gik det op for hende hvorfor elvere altid så få smukke ud, Miilaethorn var ingen undtagelse, de var faktisk absurd perfekte, man kunne vel heller ikke forvente andet med de helbredelsesevner.

"Wauw, jeg har aldrig set noget lignende!"

Mumlede hun så, mens hun stirrede på stedet hvor der før havde været et sår, Miilaethorn ville sikkert korse sig hvis han så resten af hendes ar, hun havde rigeligt, det seneste fra førnævnte episode med varulven, et langt et der gik fra ribben til hofte, men det var endnu dækket af kjolen.

"Oh, jeg tænkte nok det bare var en myte, men hey, det er ikke altid man render ind i en elver!"

Sagde hun så, så begyndte han at ævle om hendes hjernerystelse, det undrede hende nok, det var den eneste forklarring på, hvorfor hun teede sig som om hun havde nået bunden på mere end seks store krus mjød. Hun missede en kende med øjnene op mod elveren, inden hun rystede på hovedet.

"Måske skulle du starte med dig selv, det der ser altså heller ikke for godt ud!"

Mumlede hun så, inden hun pegede i en skæv vinkel imod hans sårede arm, det var vigtigere end en sølle hjernerystelse, desuden brød hun sig ikke om at være krævende, slet ikke over for så nobelt et væsen som Miilaethorn.

Thorn kunne ikke undgå at smile over kvindens kommentarer om ham. Det smigrede ham faktisk en kende, at vide, at han ikke var den eneste der fascinerede andre racer end sig selv. For hun måtte jo være fascineret, med mindre han mistolkede alt hvad hun sagde.

"Nej, det er sandt. Det er heller ikke hver dag man render ind i en type som dig,"

Kommenterede han rapt, til trods for sit lette tab af fokus. Han var dog kommet på benene, hvilket da var en start. Han rystede allerede en smule på hovedet, idet kvinden mente at han skulle tage et kig på sig selv. Han skævede dog alligevel ned til armen. Det blødte nok til, at han måske alligevel burde.

"Det er nu kun et sår,"

Mumlede han til gengæld, men da han bevægede sin arm, blev han enig med sig selv om bare at føje hende. Der var ingen grund til at lege helt, hun var jo i okay stand nu, alt taget i betragtning.
Han lagde sin hånd over såret på sin arm og de elviske ord lød, som han sendte sine magiske healende kræfter igennem sig selv og fik sat såret sammen. Det gik ret hurtigt, og da han fandt ud af, at han sagtens kunne klare mere, valgte han at tage sig af hende med det samme.

"Men en hjernerystelse kan stadig resultere i grimme sager. Jeg har ikke bare tænkt mig, at du skulle gå rundt med det svimlende hoved,"

Forklarede han mens han med et smil lagde sin hånd på hendes sår og endnu en gang satte gang i sin healerevne. Det ville ikke gøre nær så ondt denne gang, faktisk var det nok mere en lettende følelse, da det jo trods alt var hjernen der blev ordnet.

Izilarna kunne ikke lade være med at smile en smule på trods af, at hun endnu havde smerter, nej, det var nok ikke hver dag men rendte ind i typer som Izilarna og slet ikke når man som Thorn boede i Elverly. Izilarna var sikkert lidt af en barbar i hans øjne grundet hendes grimme sprog, muskuløse krop og ringe højde.

"Det ville være synd at sige!"

Mumlede hun så, inden hun trak på skuldrene og slog blikket ned, hun brød sig ikke om at tænke på hvor venligt et væsen Miilaethorn var, når hun dagen efter kunne risikere at få et job ind på ham, men hvis det skete, ville hun pænt takke nej. Mennesker var en helt anden snak, de fleste havde skeletter i skabet kun de færreste kunne drømme om, men Izilarna kendte deres natur, hun havde den også selv.

"'Kun et sår' kan også ende galt!"

Lo hun så, mens hun igen betragtede healingsprocessen, så insisterede elveren på også at fikse hendes hoved, hun overvejede kort at sige nej, han havde allerede gjort rigeligt og magi tærrede som regel på de fleste, men tanken om at komme af med kvalmen var for fristende til at sige nej. Kort efter følte hun sig faktisk frisk, havde det ikke været fordi hun var sølet ind i blod endnu ville hun ligne sig selv.

"Tak, det er de færreste der forbarmer sig over fremmede!"

Sagde hun så, inden hun skævede ned, hun havde ikke engang sin pung med.

"Jeg kan ikke engang betale dig!"